Skriftlig fremsættelse (26. februar
2025)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Christina Egelund):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
SU-loven (Minimumskrav til dokumentation m.v. ved ansøgning
om SU-handicaptillæg, anvendelse af kunstig intelligens til
understøttelse af sagsbehandling m.v.)
(Lovforslag nr. L 152)
Lovforslaget følger hovedsageligt op
på arbejdet fra Taskforce for ny administration af
SU-handicaptillæg (taskforcen), som skulle komme med
anbefalinger til en fremtidig indretning af
SU-handicapstillægsordningens administration, der skal
understøtte en kortere sagsbehandlingstid på
området.
Det foreslås på baggrund af
taskforcens anbefalinger, at uddannelses- og forskningsministeren i
SU-loven bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere
regler om kravene til den dokumentation, der skal vedlægges
ansøgning om SU-handicaptillæg.
Det foreslås samtidig, at
uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at kunne
fastsætte regler om afvisning af ansøgning som
følge af manglende indsendelse af dokumentation og
fastsætte regler om, fra hvilket tidspunkt
SU-handicaptillæg kan modtages.
Endvidere foreslås det, at
uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at kunne
fastsætte regler om, at der kan anvendes kunstig intelligens
eller lignende digitale løsninger til at understøtte
sagsbehandlingen efter SU-loven, herunder om behandling af
personoplysninger i forbindelse hermed. Bemyndigelsen vil
både kunne finde anvendelse i forhold til sager om
SU-handicaptillæg og inden for andre dele af administrationen
efter SU-loven.
De foreslåede ændringer
forventes at være medvirkende til at forkorte
sagsbehandlingstiden i sager om SU-handicaptillæg til gavn
for de uddannelsessøgende, der er i målgruppen for
ordningen, og for de uddannelsessøgende, der oplyser deres
ansøgning fyldestgørende og korrekt på
ansøgningstidspunktet. De vil derved hurtigere end i dag
kunne få en afklaring på deres økonomiske
situation.
Endelig indeholder lovforslaget forslag til
en bemyndigelse til at kunne præcisere reglerne om SU til
solistuddannelsen og pastoralseminarieuddannelsen.
Det foreslås, at loven skal
træde i kraft den 1. juli 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.