Skriftlig fremsættelse (6. februar
2025)
Udlændinge- og
Integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
dansk indfødsret (Ændring af erklæringsadgangen
for nordiske statsborgere, ændring af reglerne
vedrørende fortabelse af dansk statsborgerskab og
ændring af gebyret, der betales ved indgivelse af
ansøgning om dansk statsborgerskab ved naturalisation)
(Lovforslag nr. L 136)
Lovforslaget har til formål at
skærpe vandelskravet for nordiske statsborgere, der
ønsker at erklære sig danske, således at
vandelskravet fremover regnes fra endt afsoning, og ikke fra
domstidspunktet, som tilfældet er i dag.
Lovforslaget har herudover til formål
at bringe indfødsretsloven i overensstemmelse med EU-retten
i forlængelse af to domme fra EU-Domstolen. Disse domme
vedrører spørgsmål om fortabelse af
statsborgerskab i en medlemsstat, der som afledt konsekvens
samtidig indebærer fortabelse af unionsborgerskab.
I samme forbindelse har lovforslaget
også til formål at ensarte ansøgningsprocessen
for ansøgninger om bevis for bevarelse af dansk
statsborgerskab - uanset om ansøgeren ved den eventuelle
fortabelse af det danske statsborgerskab mister sit
unionsborgerskab eller ej.
Endelig har lovforslaget til formål
at udmønte aftale af 4. juni 2024 mellem regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Liberal Alliance om
at justere gebyret for udlændinge, der ønsker at
opnå dansk statsborgerskab ved naturalisation, således
at gebyret for førstegangsansøgning hæves til
6.000 kr., at det nuværende gebyr på 4.000 kr.
bibeholdes for visse unge født eller opvokset i Danmark, og
at der indføres et gebyr ved den anden og
efterfølgende genansøgninger om dansk statsborgerskab
ved naturalisation.
Med lovforslaget foreslås også,
at gebyr for ansøgning og genansøgning om dansk
statsborgerskab ved naturalisation, ansøgning om bevis for
dansk statsborgerskab, ansøgning om bevis for bevarelse af
dansk statsborgerskab og afgivelse af erklæring om dansk
statsborgerskab reguleres én gang årligt med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent,
således at beløbene fremover vil blive justeret i takt
med den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. maj 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.