Fremsat den 14. november 2024 af miljøministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om beskyttelse af
havmiljøet
(Forbud mod udledning af vand fra
røggasrensesystemer på skibe, forbud mod dumpning af
optaget havbundsmateriale i vanddybder under 6 meter og i
nærmere afgrænsede områder, regulering af
udledninger til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme, marin geoengineering
m.v.)
§ 1
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024, som
ændret ved § 1 i lov nr. 463 af 15. maj 2017 og § 4
i lov nr. 322 af 2. april 2024, foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 4 indsættes:
Ȥ 4 a. Ved marin
geoengineering forstås i denne lov ethvert bevidst indgreb i
havmiljøet med henblik på at manipulere naturlige
processer, herunder for at modvirke menneskeskabte
klimaforandringer eller deres virkninger, og som har potentiale til
at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor
disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller
alvorlige.
Stk. 2. Marin
geoengineering efter stk. 1 omfatter ikke akvakultur, herunder
havbrug, kunstige rev, eller øvrige marine
genopretningstiltag.«
2. I
§ 19 c, stk. 2, 3. pkt.,
udgår »på 50.000 USD«.
3. § 26,
stk. 5, 1, pkt. ophæves.
4. I
§ 27 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Miljøministeren kan meddele påbud om udjævning
af toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der er
givet tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter
stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materiale på
området, ikke er overholdt.«
5. I
§ 28 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i områder, hvor
vanddybden er under 6 meter.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere
afgrænsede områder, herunder til brug for beskyttelse
af naturgenopretningstiltag.«
6.
Efter kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Udledning af
røggasrensevand
§ 29 b. Miljøministeren
kan fastsætte regler om udledning af røggasrensevand
fra røggasrensesystemer på skibe, herunder med henblik
på at opfylde internationale aftaler.«
7. I
§ 30, stk. 1, ændres
»der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter«
til: »som er en følge af eller har tilknytning til
aktiviteter fra offshore platforme, herunder olie- og gasplatforme
og CO2-lagringsplatforme«.
8. I
§ 30, stk. 3, indsættes
efter »brugere af«: »offshore«, og
»efterforskning og produktion af kulbrinter«
ændres til: »eller med tilknytning til aktiviteter fra
offshore platforme, herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme«.
9.
Efter § 33 a indsættes i kapitel
10:
Ȥ 33 b.
Miljøministeren kan fastsætte regler om marin
geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale aftaler
herom.
Stk. 2. I regler
udstedt efter stk. 1 kan det bestemmes, at marin geoengineering,
herunder anbringelse af stoffer og materialer i havet, ikke
må finde sted eller kun kan finde sted efter tilladelse.
Stk. 3. I regler
udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren fastsætte
nærmere regler om tilladelsesordningen efter stk. 2, herunder
om ansøgningens indhold, høringsprocedurer og
inddragelse af offentligheden, risikovurderinger,
prøveudtagning og analyser af påvirkningen af
havmiljøet og havbunden og om vurdering og behandling af
sager efter regler udstedt i medfør af denne
bestemmelse.
Stk. 4. I regler
udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren fastsætte
krav om, at ansøger for egen regning lader foretage
analyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer og peer
reviews af ansøgningen.«
10. I
§ 34 b, stk. 1, ændres
»Miljøministeren udarbejder efter forhandling med
forsvarsministeren og« til: »Ministeren for
samfundssikkerhed og beredskab udarbejder«, og
»platforme og tilsluttede rørledningssystemer
beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse
med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« ændres til: »olie-
og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer
beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og
øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«
11. I
§ 45 d, stk. 2, ændres
»en platform og tilsluttet rørledningssystem
beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse
med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« til: »olie- og
gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer beliggende
inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og øvrige
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«.
12. I
§ 47 b, stk. 4, udgår
»der hidrører fra efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter
»driften« indsættes: », når en skade
eller overhængende fare for en skade hidrører fra
olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«.
13. I
§ 47 b, stk. 5, udgår
»der hidrører fra efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter
»rettighedshaveren« indsættes: », når
en skade eller overhængende fare for en skade hidrører
fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer, havvindmøller og øvrige
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«.
14. I
§ 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr.
2, og § 51, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 33, stk. 2 og 4,«:
»§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
15. I
§ 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og § 53 a,
stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 33, stk.
2,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
16. I
§ 51, stk. 1, indsættes som
nr. 5:
»5)
Påbud efter § 27, stk. 2.«
17. § 52,
stk. 1, affattes således:
»Afgørelser efter § 26, § 34
a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter
regler udstedt i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30,
stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34 a, stk. 3, kan
påklages af
1)
afgørelsens adressat og
2) enhver, der
må antages at have en individuel, væsentlig interesse i
sagens udfald.«
18. I
§ 52, stk. 5, indsættes
efter »Et forbud eller påbud efter«:
»§ 27, stk. 2,«.
19. I
§ 52, stk. 6, ændres
»de personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr.
1« til: »enhver, der må antages at have en
individuel væsentlig interesse i sagens udfald«.
20. I
§ 52 indsættes som stk.
8:
»Stk. 8.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
klageberettigelse for afgørelser efter § 26, § 34
a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter
regler, der er fastsat i medfør af § 19 b, stk. 3,
§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34 a,
stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger og
organisationer samt myndigheder, som ikke er omfattet af stk.
2.«
21. I
§ 54, stk. 2, 1. pkt., udgår
»kun«, og efter »særlige
omstændigheder« indsættes: », som
forhåndstilladelse til flere mulige
forureningshændelser«, og i 2.
pkt., indsættes efter »skal angive,«:
»i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde
anvendelse, samt«.
22. I
§ 55, stk. 3, indsættes
efter »driften af en«: »offshore«, og
»efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« ændres til:
»offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gasplatforme og
CO2-lagringsplatforme«.
23. § 55
a affattes således:
»Miljøministeren kan fastsætte
regler om, i hvilken form oplysninger, og øvrige
informationer til brug for administration af regler, som kan
kræves i medfør af denne lov og de forskrifter, der
udstedes i medfør af loven eller af internationale og
EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal indsendes,
herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater, skemaer og den til enhver tid
gældende, nationale eID-løsning eller lignende.
Stk. 3. En
digital meddelelse anses efter denne lov for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.«
24. I
§ 59, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »eller § 45 d, stk. 2, eller
påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.
25. I
§ 60 indsættes efter
»§ 24, stk. 3,«: »§ 29 b,«, og
efter »§ 33, stk. 1,« indsættes:
»§ 33 b,«.
26. I
§ 61, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »28«: », 29 b«, og
»§§ 32, og 33« ændres til:
»§§ 32, 33 og 33 b«.
27. I
overskriften til bilag 1 ændres
»til klapning« til: »dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning)«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Forbud mod udledning af
røggasrensevand | | | 2.1.1. | Gældende
ret | | | | 2.1.1.1. | Havmiljøloven | | | | 2.1.1.2. | Havretskonventionen | | | | 2.1.1.3. | Vandrammedirektivet | | | | 2.1.1.4. | Havstrategidirektivet | | | | 2.1.1.5. | SSP-direktivet om
forurening fra skibe og håndhævelse | | | 2.1.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | 2.1.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.2. | Forbud mod klapning i
vanddybder under 6 meter og nærmere afgrænsede
områder og tiltag om påbud m.v. | | | 2.2.1. | Forbud mod klapning i
områder under 6 meter | | | | 2.2.1.1. | Gældende
ret | | | | 2.2.2.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.2.2.3. | Den foreslåede
ordning | | | 2.2.2. | Hjemmel til at
forbyde klapning i nærmere afgrænsede
områder | | | | 2.2.2.1. | Gældende
ret | | | | 2.2.2.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.2.2.3. | Den foreslåede
ordning | | | 2.2.3. | Ophævelse af
krav om at klapning fortrinsvis skal ske inden for
søterritoriet | | | | 2.2.3.1. | Gældende
ret | | | | 2.2.3.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.2.3.3. | Den foreslåede
ordning | | | 2.2.4 | Påbud om
udjævning af toppe af klapmateriale på en klapplads i
henhold til vilkår i klaptilladelsen | | | | 2.2.4.1 | Gældende
ret | | | | 2.2.4.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.2.4.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.3. | Anden bortskaffelse og
udledning af stoffer til havet fra offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme m.v. | | | 2.3.1. | Gældende
ret | | | | 2.3.1.1. | CO2-lagring og
platformsbegrebet | | | | 2.3.1.2. | Udledning i havet og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore olie- og
gasplatform | | | | 2.3.1.3. | Udledningsbekendtgørelsen for olie- og
gasplatforme | | | | 2.3.1.4. | OSPAR-konventionen | | | | 2.3.1.5. | MARPOL-konventionen
og udtømning i havet | | | | 2.3.1.6. | Dumpning i
havet | | | | 2.3.1.7. | Begrebet anden
bortskaffelse | | | 2.3.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | 2.3.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.4. | Marin
geoengineering | | | 2.4.1. | Gældende
ret | | | | 2.4.1.1. | Havmiljøloven | | | | 2.4.1.2. | Londonprotokollen | | | 2.4.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | 2.4.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.5. | Udvidelse af
beredskabsregler for platforme på havet | | | 2.5.1. | Gældende
ret | | | | 2.5.1.1. | Havmiljølovens
anvendelsesområde | | | | 2.5.1.2. | Havmiljøberedskab | | | | 2.5.1.3. | Tilsyn med offshore
olie- og gasplatforme | | | | 2.5.1.4. | Miljøskaderegler for så vidt
angår olie- og gasplatforme | | | 2.5.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskabs overvejelser | | | 2.5.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.6. | Forhåndstilladelse til anvendelse af
dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening i
særlige tilfælde | | | 2.6.1. | Gældende
ret | | | 2.6.2. | Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskabs overvejelser | | | 2.6.3. | Den foreslåede
ordning | | 2.7. | Administrative
bestemmelser og klageregler | | | 2.7.1. | Klageregler | | | | 2.7.1.1. | Gældende
ret | | | | 2.7.1.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.7.1.3. | Den foreslåede
ordning | | | 2.7.2. | Digital
kommunikation | | | | 2.7.2.1. | Gældende
ret | | | | 2.7.2.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser | | | | 2.7.2.3. | Den foreslåede
ordning | | | 2.7.3. | Gebyr for
typegodkendelse af ballastvand | | | | 2.7.3.1. | Gældende
ret | | | | 2.7.3.2. | Miljø- og
Ligestillingsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 3. | Konsekvenser for
opfyldelsen af FN's verdensmål | 4. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Klimamæssige
konsekvenser | 8. | Miljø- og
naturmæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte
myndigheder og organisationer mv. | 11. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Det danske havmiljø har igennem årtier været
presset. Det skyldes en lang række forskellige, negative
presfaktorer. Presfaktorerne omfatter også aktiviteter, der
foregår på havet, herunder skibsfart, klapning og
aktiviteter, som har til formål at nedbringe CO2-udledninger. Aktiviteter på havet
skal dog ikke ske på bekostning af havets tilstand. Det er
derfor regeringens ambition med lovforslaget at gennemføre
en række tiltag, som tilsigter at forebygge og begrænse
forurening og anden negativ påvirkning af havmiljøet
og naturen i havet ved at sætte mere restriktive rammer for
udførelsen af aktiviteter på havet.
Aftalepartierne (regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne,
Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten,
Radikale Venstre og Alternativet) bag "Aftale om forbud mod
udledning af scrubbervand" af 11. april 2024 har besluttet, at det
skal være forbudt at udlede røggasrensevand fra skibes
svovlrøggasrensesystemer, de såkaldte "scrubbere", til
havet i Danmarks søterritorium. Røggasrensevand er en
væsentlig kilde til udledning af tungmetaller og
tjærestoffer, der ophobes i havbunden og i havets
fødekæder og har en skadelig virkning på
havmiljøet. Når stofferne først er kommet ud i
havmiljøet, nedbrydes de enten meget langsomt eller slet
ikke.
Med lovforslaget foreslås, at der indsættes en
bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte
regler om udledning af røggasrensevand fra
røggasrensesystemer på skibe. Den foreslåede
bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 6, skal benyttes til at
fastsætte et forbud mod udledning af røggasrensevand i
det danske søterritorium. Tiltaget bidrager også til
at opfylde forpligtelserne under vandramme- og
havstrategidirektiverne.
Aftalepartierne (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne,
Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance,
Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre,
Alternativet og Nye Borgerlige) bag "Aftale om Danmarks Havplan"
har besluttet at gennemføre tiltag for klapning, der skal
minimere den negative påvirkning på havmiljøet.
Der er i alt besluttet 10 tiltag, som skal øge hensynet til
natur og miljø, øge myndigheders mulighed for
kontrol, øge graden af nyttiggørelse frem for
klapning samt gøre ansøgningsprocessen mere
gennemsigtig og åben. Med lovforslaget bemyndiges
miljøministeren til at fastsætte regler om forbud mod
klapning i vanddybder under 6 meter, som skal øge
beskyttelsen af de vigtige havområder under 6 meter.
Miljøministeren bemyndiges også til at kunne forbyde
klapning i nærmere afgrænsede områder, herunder i
forbindelse med marine naturgenopretningstiltag, såsom
etablering af stenrev eller udplantning af ålegræs. Der
foreslås endvidere indsat en udtrykkelig hjemmel til at
kræve udjævning af toppe af havbundsmateriale på
en klapplads, ved overtrædelse af vilkår om
mindstedybde og fordeling af klapmateriale. De konkrete regler
udmøntes i bekendtgørelsen om bypass,
nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale,
ligesom de øvrige tiltag for klapning, som blev besluttet
ved havplanen.
Det danske offshoreområde har siden 1970´erne
været præget af indvinding af olie og gas, og derfor
har mange af reglerne på miljøområdet
været målrettet offshore platforme til indvinding af
olie og gas. I medfør af klimaloven skal Danmark reducere 70
pct. af alle drivhusgasudledninger i 2030, sammenlignet med
niveauet i 1990. Der er på den baggrund indgået en lang
række politiske aftaler om at fremme offshore CO2-lagring under havbunden. Det er
også besluttet, at CO2-lagring
skal ske miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Med
ændringen af havmiljøloven sikres det, at regler om
anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet
også finder anvendelse for CO2-lagringsplatforme m.v.
Med lovforslaget sikres det derudover, at statens eksterne
beredskabsplan også vil gælde for andre platforme end
olie og gasplatforme, herunder også CO2-lagringsplatforme og
havvindmøller. Med udvidelsen af den eksterne beredskabsplan
sikres det, at statens eksterne beredskab kan
iværksættes i tilfælde af omfattende forurening
af havet fra havvindmøller og alle former for offshore
platforme.
Der introduceres med lovforslaget endvidere et nyt område,
som ikke tidligere har været reguleret. Det omhandler
aktiviteter, der kategoriseres som marin geoengineering. Marin
geoengineering er en betegnelse for menneskelige indgreb i havet,
hvor de naturlige processer påvirkes, for bl.a. at
imødegå klimaforandringer, og som kan resultere i
omfattende, langvarige eller alvorlige konsekvenser for
havmiljøet. Et indgreb kan f.eks. være anbringelse af
træflis eller jernspåner i havet med henblik på
at stimulere primærvækst af alger, som dermed optager
mere CO2 fra atmosfæren. De
anbragte materialer kan dog indeholde uønskede stoffer, der
optages i fødekæden, og som, når de synker til
bunds, kan medføre omfattende iltsvind eller andre alvorlige
konsekvenser eller have anden negativ indvirkning på
økosystemet.
Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give samtykke
efter grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt., til, at regeringen
på Danmarks vegne kan tiltræde resolution LP. 4(8)
under FN´s søfartsorganisations IMO´s
Londonprotokol om forebyggelse af forurening af havet mod dumpning
af stoffer og materialer (Londonprotokollen), samt senere
ændringer hertil, som vedtages efter proceduren i
Londonprotokollens artikel 21 og 22. Det bemærkes, at senere
ændringer til resolutionen vil kunne gennemføres
administrativt i dansk ret med hjemmel i den foreslåede
bestemmelse i § 33 b. FN's Søfartsorganisation vil
efter vedtagelsen - gennem Udenrigsministeriet - blive informeret
om, at Danmark tiltræder resolution LP. 4(8) om ændring
af Londonprotokollen. Resolutionen til Londonprotokollen er optrykt
som bilag 2 til lovforslaget. En dansk oversættelse af
ændringen er optrykt som bilag 3.
Lovforslaget indeholder herudover en række administrative
ændringer, som dels er konsekvensrettelser som følge
af de ovenstående ændringer, herunder regler om
klagemuligheder og straf, men også en række
ændringer, der skal rette op på uhensigtsmæssige
bestemmelser, såsom oplistningen af klageberettigede
organisationer og myndigheder, hjemmel til digital kommunikation og
gebyrfastsættelse for godkendelse af
ballastvandanlæg.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forbud
mod udledning af røggasrensevand
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Havmiljøloven
Det fremgår af bemærkningerne til
havmiljøloven fra 1993, at loven skal regulere al forurening
fra skibe inden for lovens territoriale gyldighedsområde, og
at miljøbeskyttelsesloven regulerer den landbaserede
forurening af havmiljøet, jf. Folketingstidende 1992-93,
Tillæg A, spalte 7313.
Danmarks territoriale gyldighedsområde består af
søterritoriet og den eksklusive økonomiske zone. Ved
søterritoriet (eller territorialfarvandet) forstås det
ydre og indre territoriale farvand. Det indre territoriale farvand
er vandområder, såsom havne, havneindløb, rede,
bugter, fjorde, sunde og bælter, som er beliggende inden for
de til enhver tid gældende basislinjer. Det ydre territoriale
farvand omfatter de områder af havet, som indadtil er
begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer og
udadtil er begrænset af linjer trukket således, at
afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det
nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil
(22.224 m), jf. lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning
af søterritoriet. Danmark har højhedsretten inden for
søterritoriet og kan derfor fastsætte nationale
regler, sikre overholdelse af disse, m.v.
Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om
beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr.
147 af 19. februar 2024 (havmiljøloven), at loven finder
anvendelse for danske skibe og skibe, der befinder sig på
dansk søterritorium. Loven finder endvidere anvendelse for
udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive
økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med
international ret og for udenlandske skibe, der befinder sig uden
for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er
foreneligt med international ret, jf. havmiljølovens §
2, stk. 1, nr. 5 og 6. Havmiljøloven omfatter ikke
orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat,
så længe skibet udelukkende benyttes i ikkekommerciel
statstjeneste, jf. havmiljølovens § 2, stk. 2.
Det følger af havmiljølovens § 33, stk. 1, at
miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens
formål, til forebyggelse og begrænsning af forurening
fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af reglerne i
havmiljølovens kapitel 2-10.
Bestemmelsen i § 33, stk. 1, har ifølge
bemærkningerne til havmiljøloven karakter af en
"opsamlingsbestemmelse", der skal gøre det muligt inden for
rammerne af lovens formål at fastsætte regler om
forurening fra skibe og platforme, som ikke er omfattet af lovens
øvrige bestemmelser eller anden lovgivning i øvrigt,
jf. Folketingstidende 1992-93 tillæg A, spalte 7334-7335. I
de internationale havforureningskonventioner og inden for FN's
søfartsorganisation IMO (International Maritime
Organisation), foregår der et løbende arbejde med at
forbedre og udbygge de internationale aftaler om forebyggelse og
bekæmpelse af havforurening, og bestemmelsen muliggør
gennemførelsen af internationale vedtagelser herom.
Endvidere kan der efter bestemmelsen fastsættes regler om
specielle forhold eller aktiviteter, der har betydning for danske
farvande på grund af disse farvandes særlige karakter
eller for at imødegå aktiviteter, der indebærer
forureningsrisiko i øvrigt. Som eksempel nævnes i
bemærkningerne til havmiljøloven fra 1993, at der
muligvis kunne blive behov for at regulere bunkervirksomhed
(flydende tankstationer) og oplægning af skibe i fjorde og
lignende, jf. Folketingstidende 1992-93 tillæg A, spalte
7334-7335. Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt til at
fastsætte særlige regler for aktiviteter i f.eks.
EU-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder.
Det følger af havmiljølovens § 45, at
miljøministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed
og beredskab (tidligere forsvarsministeren) fører tilsyn med
overholdelsen af lovens bestemmelser og de forskrifter, der
udstedes i henhold til loven. Forsvarsministeren fik ved kongelig
resolution af 11. juni 1999 overført ansvaret for den
udøvende virksomhed på havmiljøområdet,
herunder den statslige maritime miljøovervågning og
håndhævelse samt den statslige maritime
forureningsbekæmpelse til søs. Forsvarsministerens
opgaver i relation til havmiljøberedskabet, herunder
ansvaret for og dedikerede kapaciteter til bekæmpelse af
miljøhændelser i havet og omkring maritim
energiinfrastruktur, er ved kongelig resolution af 29. august 2024
overført til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
Miljøministeren har fortsat det lovgivningsmæssige
ansvar.
Miljøministeren kan efter havmiljølovens §
48, stk. 1, bemyndige en under ministeriet oprettet statslig
myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre
statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der
i denne lov er tillagt ministeren.
2.1.1.2. Havretskonventionen
De Forenende Nationers Havretskonvention af 10. december 1982
(herefter benævnt "havretskonventionen") trådte i kraft
for Kongeriget Danmark den 16. december 2004. Konventionen
indeholder bl.a. regler for anvendelse af havene og deres
ressourcer og forpligter bl.a. parterne til at beskytte og bevare
havmiljøet, herunder det åbne havs levende
ressourcer.
Konventionen fastsætter i kapitel XII, afsnit 5, artikel
211 (4), at kyststater, under udøvelsen af deres
suverænitet inden for deres søterritorium, kan udstede
love og forskrifter til forebyggelse, begrænsning og kontrol
af havforurening fra fremmede fartøjer, herunder
fartøjer, der udøver retten til uskadelig passage.
Sådanne love og forskrifter må i overensstemmelse med
konventionens kapitel II, afsnit 3 (artikel 17-33), ikke hindre
fremmede skibes ret til uskadelige passage.
Retten til uskadelig passage er fastsat i havretskonventionens
artikel 17 i kapitel II, afsnit 3. Ved passage forstås
sejlads gennem søterritoriet med det formål at
gennemsejle søterritoriet uden at sejle ind i indre farvande
eller anløbe en red eller havnefacilitet uden for de indre
farvande eller med det formål at sejle ind i eller ud fra
indre farvande eller anløbe en sådan red eller
havnefacilitet, jf. havretskonventionens artikel 18 (1) i kapitel
II, afsnit 3. Passage skal ske uden afbrydelse og behørigt
hurtig. Den omfatter dog standsning og opankring, men kun i det
omfang dette sker som led i almindelig sejlads eller
nødvendiggøres af force majeure eller nød
eller med henblik på at yde hjælp til personer, skibe
eller luftfartøjer i fare eller nød, jf.
havretskonventionens artikel 18 (2) i kapitel II, afsnit 3. Passage
er uskadelig i det omfang, den ikke er til skade for kyststatens
fred, orden eller sikkerhed. Sådan passage skal finde sted i
overensstemmelse med havretskonventionen og andre folkeretlige
regler, jf. havretskonventionens artikel 19 (1) i kapitel II,
afsnit 3. Passage af et fremmed skib, som betragtes som skadelig
for kyststatens fred, orden eller sikkerhed, er defineret i
havretskonventionens artikel 19 (2) i kapitel II, afsnit 3.
Det fremgår af havretskonventionens kapitel II, afsnit 3,
artikel 24 om kyststatens pligter, at kyststaten ikke må
lægge hindringer i vejen for uskadelig passage gennem
søterritoriet, undtagen i overensstemmelse med
konventionen.
Artikel 21(f) i kapitel II, afsnit 3, fastsætter, at
kyststaten, i overensstemmelse med konventionens bestemmelser og
andre folkeretlige regler, kan udstede love og forskrifter
vedrørende uskadelig passage gennem søterritoriet af
hensyn til bevarelse af kyststatens miljø og forebyggelse,
begrænsning og kontrol med forurening heraf. Sådanne
forskrifter må dog ikke vedrøre fremmede skibes
udformning, konstruktion, bemanding eller udstyr, medmindre
forskrifterne gennemfører almindeligt anerkendte,
folkeretlige regler eller normer.
Havretskonventionens kapitel XII, afsnit 6, artikel 220
fastsætter regler om håndhævelse fra kyststatens
side. Når et fartøj frivilligt befinder sig i en stats
havn eller ved en stats offshore terminal, kan kyststaten i
overensstemmelse med reglerne i konventionens kapitel XII, afsnit 7
om garantier i forbindelse med håndhævelsen indlede
retsforfølgning med hensyn til enhver overtrædelse af
dens love og forskrifter, som er udstedt i overensstemmelse med
havretskonventionen eller gældende internationale regler og
normer med henblik på forebyggelse, begrænsning og
kontrol af forurening fra fartøjer, når
overtrædelsen har fundet sted inden for denne stats
søterritorium eller eksklusive økonomiske zone, jf.
havretskonventionens artikel 220, stk. 1.
I tilfælde, hvor der er åbenbar grund til at antage,
at et fartøj, som befinder sig på en stats
søterritorium, under sin passage heraf har overtrådt
de af denne stat i overensstemmelse med havretskonventionen
udstedte love og forskrifter eller gældende internationale
regler og normer med henblik på forebyggelse,
begrænsning og kontrol af forurening fra fartøjer, kan
kyststaten med forbehold af anvendelsen af de relevante
bestemmelser i kapitel II, afsnit 3, foretage fysisk inspektion af
fartøjet for at konstatere overtrædelsen og kan, hvor
beviserne berettiger dertil, indlede retsforfølgning,
herunder tilbageholdelse af fartøjet i henhold til dens
lovgivning, dog med forbehold af konventionens kapitel XII, afsnit
7 om garantier i forbindelse med håndhævelsen, jf.
havretskonventionens artikel 220 (2).
Havretskonventionens Artikel 42(1)(b) regulerer transitpassage,
hvor der stilles strengere krav end til uskadelig passage i
såkaldte "stræder". Reglerne om transitpassage er
således lex specialis til reglerne om uskadelig passage. De
danske stræder (i hhv. Øresund, Lillebælt og
Storebælt) er dog ikke omfattet af anvendelsesområdet,
idet de i stedet er omfattet af de såkaldte
»historiske« stræderegimer, reguleret ved
gældende mangeårige internationale konventioner, jf.
artikel 35, litra c. Kyststatens mulighed for regulering af
skibsfarten i et historisk stræde bygger på reglerne om
uskadelig passage, jf. ovenfor.
2.1.1.3. Vandrammedirektivet
Efter direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger
(vandrammedirektivet) skal forringelse af alle vandområders
tilstand forebygges, og det skal sikres, at vandområderne
opnår mindst god tilstand, dvs. for
overfladevandområder god økologisk tilstand og god
kemisk tilstand. Vandrammedirektivet omfatter bl.a. vandløb,
søer, overgangsvande og kystvande således, at alt
kystvand ud til 1 sømil fra basislinjen er omfattet af
vandrammedirektivets miljømål om god økologisk
og kemisk tilstand, mens kystvandet fra 1. sømil til 12.
sømil fra kysten kun er omfattet af målet om god
kemisk tilstand. Vandrammedirektivet gælder ikke i
internationalt farvand.
2.1.1.4. Havstrategidirektivet
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2008/56/EF af
17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger
(havstrategidirektivet) forpligter medlemsstaterne til at
opnå eller opretholde god miljøtilstand i
havmiljøet. God miljøtilstand vurderes bl.a. i
forhold til miljøfarlige stoffer. Direktivet er
implementeret ved lov om havstrategi, jf. lovbekendtgørelse
nr. 123 af 1. februar 2024.
2.1.1.5. SSP-direktivet om forurening fra skibe og
håndhævelse
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv nr. 2005/35/EF af 7.
september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af
sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner for ulovlig
forurening, som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv 2009/123/EF af 21. oktober 2009 (SSP-direktivet),
forpligter medlemsstaterne til at håndhæve
overtrædelser af reglerne i FN's søfartsorganisations
IMO's konvention om forebyggelse af forurening fra skibe
(MARPOL-konventionen). Direktivet er implementeret i
bekendtgørelser udstedt i medfør af
havmiljøloven. Direktivet gælder dog alene for
overtrædelser af reglerne om udtømning af olie og
flydende stoffer transporteret i bulk, som er reguleret i
MARPOL-konventionens anneks I og II.
Som et led i Kommissionens "maritime sikkerhedspakke" fremlagde
Kommissionen i juni 2023 et udkast til ændring af
SSP-direktivet, som bl.a. har til formål at udvide
direktivets anvendelsesområde til de øvrige dele af
MARPOL-konventionen, herunder udtømninger af kloakspildevand
og affald. Endvidere omfatter direktivet krav til
håndhævelse af regler, der fastsættes om
udledninger af vand fra røggasrensesystemer på skibe
(scrubbere), som FN's søfartsorganisation IMO ligeledes har
udstedt retningslinjer for.
I februar 2024 blev der indgået en aftale om revisionen af
SSP-direktivet mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og
Rådet. Det reviderede direktiv forventes vedtaget i
Rådet den 18. november 2024. Når det ændrede
direktiv træder i kraft vil Danmark være forpligtet til
at sikre håndhævelse af nationale regler efter det
udvidede anvendelsesområde, som er udtømninger af
kloakspildevand, affald og vand fra røggasrensesystemer
på skibe (scrubbere). Danmark har allerede regler om
håndhævelse for overtrædelse af
havmiljølovens regler om kloakspildevand og affald. Ved
fastsættelsen af nationale regler om udledning af vand fra
røggasrensesystemer på skibe, vil Danmark også
være forpligtet til at håndhæve disse.
Håndhævelsesopgaven for ulovlige udtømninger
i henhold til havmiljøloven er i dag delt mellem
Miljøstyrelsen og Forsvaret.
2.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
der bør fastsættes en udtrykkelig bemyndigelse til
miljøministeren, hvorefter ministeren vil kunne
fastsætte regler om udledninger af røggasrensevand fra
røggasrensesystemer på skibe. Den foreslåede
bestemmelse skal gennemføre "Aftale om forbud mod udledning
af scrubbervand" mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre,
Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance,
Danmarksdemokraterne, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre
og Alternativet af den 11. april 2024. Formålet med reglerne
er at beskytte havmiljøet mod miljøfarlige stoffer
samt at bidrage til at opfylde forpligtelserne under
vandrammedirektivet og havstrategidirektivet, herunder at mindske
den betydelige mængde af tungmetaller og tjærestoffer,
som udledes fra røggasrensesystemer på skibe i det
danske havområde.
Selvom aftalen kun vedrører udledninger fra
svovlrøggasrensesystemer, bør bemyndigelsen
formuleres mere generelt, således at der i fremtiden vil
kunne fastsætte regler for andre røggasrensesystemer,
hvis dette besluttes. Den for nuværende planlagte
udmøntning relaterer sig således kun til
svovlrøggasrensesystemer. Svovlrøggasrensesystemer
anvendes til reduktion af svovloxider (SOx) i skibets udstødningsgas.
Aftalen indeholder forskellige ikrafttrædelsesdatoer for
svovlrøggasrensesystemer i henholdsvis åben og lukket
operation. Åben operation vil sige, at
røggasrensesystemet operer i en tilstand, hvor
røggasrensevand kun ledes én gang gennem
røggasrenseenheden, før det udledes i havet, modsat
lukket operation, hvor røggasrensesystemet opererer i en
tilstand, hvor røggasrensevand ledes flere gange gennem
røggasrenseenheden, og der kan udledes en mindre
mængde såkaldt "bleed-off"-vand, såfremt dette
ikke opsamles. "Bleed-off"-vand er en vandig opløsning, som
er fjernet fra røggasrensevandet fra et
røggasrensesystem, der opererer i lukket operation, med
henblik på at bevare røggasrensesystemets
krævede egenskaber og effektivitet.
Det understreges, at der er i aftalen kun er tale om et forbud
mod selve udledningen fra røggasrensesystemer og ikke et
forbud mod installationen i sig selv, eller anvendelsen heraf uden
at udlede røggasrensevand, herunder "bleed-off"-vand. Det
vil således fortsat være muligt at anvende lukkede
røggasrensesystemer i danske territorialfarvande, der kan
opsamle "bleed-off"-vand efter 1. juli 2029.
Der findes alternativer, der helt eller delvist hindrer
udledning af røggasrensevand til havet, herunder bl.a. brug
af lavsvovlsbrændstof eller røggasrensesystemer i
lukket operation. Røggasrensesystemer i lukket operation
recirkulerer vaskevandet, akkumulerer slam og udleder en lille, men
koncentreret, mængde vaskevand til havet. Visse skibe har
tankkapacitet til at opsamle vaskevandet og kan operere med nul
udledning på kortere distancer. Det akkumulerede slam
afleveres i havnenes modtagefaciliteter. Opgørelser fra
International Council on Clean Transportation (ICCT) viser, at der
globalt er installeret ca. 80 pct. åbne
røggasrensesystemer, der udleder vaskevandet direkte til
havet, og 17 pct. hybride røggasrensesystemer, der kan
skifte mellem åben og lukket operation. Globalt er der fra
2014 til 2023 sket en stigning i antallet af skibe med
røggasrensesystemer fra ca. 100 til ca. 5.000. Det skyldes,
at det er billigere at købe højsvovls bunkerolie
(HFO) og installere et røggasrensesystem end at købe
lavsvovlbrændstof.
Det må antages, at det vil være muligt at udstede en
bekendtgørelse om forbud mod udledning af
røggasrensevand med hjemmel i opsamlingsbestemmelsen i
§ 33, stk. 1. Miljø- og Ligestillingsministeriet finder
imidlertid, at der bør skabes et klart og udtrykkeligt
grundlag for udstedelsen af dette forbud henset til de
væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser og den
betydelige miljøeffekt forbundet med den nye regulering. En
selvstændig lovhjemmel vil desuden skabe gennemsigtighed og
fokus på de nye regler.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
et forbud mod udledning af røggasrensevand i
søterritoriet er i overensstemmelse med havretskonventionen.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at
havretskonventionen ikke er til hinder for, at der fastsættes
nationale regler vedrørende uskadelig passage gennem det
territoriale farvand med hensyn til bevarelse af miljø og
forebyggelse, begrænsning og kontrol mod forurening heraf i
det omfang, der ikke er tale om en regulering af skibets
udformning, konstruktion, bemanding eller udstyr.
Formålet med de foreslåede regler er at beskytte
havmiljøet mod miljøfarlige stoffer samt at bidrage
til at opfylde forpligtelserne under vandramme- og
havstrategidirektiverne, herunder at mindske den betydelige
mængde af tungmetaller og tjærestoffer, som udledes fra
røggasrensesystemer på skibe i det danske
havområde.
Det er hertil Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at der ikke er tale om en regulering af skibets
udformning, konstruktion, bemanding eller udstyr, idet en ombygning
af skibet ikke vil være nødvendigt for at kunne
passere gennem danske territorialfarvande. I stedet vil det
være muligt at anvende lavsvovlsbrændstof i forbindelse
med passagen eller hvis muligt anvende røggasrensesystemet i
lukket operation. Forbuddet hindrer dermed ikke retten til
uskadelig passage, men indebærer blot, at gennemfarten styres
af kyststatens miljøregler.
Det bemærkes dog, at reglerne om uskadelig passage
forhindrer, at tilsynsmyndighederne kan stoppe et udenlandsk skib,
der er i uskadelig passage gennem dansk farvand, jf. artikel 17-19.
Tilsynsmyndigheden vil derfor kun kunne foretage fysisk inspektion
af udenlandske skibe, hvis de går i havn.
Kyststatens mulighed for regulering af skibsfarten i et
historisk stræde bygger på reglerne om uskadelig
passage. Det kommende forbud vil derfor også gælde i
disse stræder inden for territorialfarvandet i
overensstemmelse med reglerne om uskadelig passage.
Såfremt der senere fastsættes internationale regler
om udledninger af røggasrensevand, vil disse kunne
implementeres i national ret med hjemmel i denne bestemmelse.
Den forventede udmøntning af bemyndigelsen ved en
bekendtgørelse om forbud mod udledning af
røggasrensevand til havet fra
røggasrensningsanlæg, som forudsættes udstedt
efter lovforslaget, skal endvidere notificeres efter
informationsproceduredirektivet.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i havmiljøloven
indsættes et nyt kapitel 9 a og heri en ny § 29 b,
hvorefter miljøministeren bemyndiges til i en
bekendtgørelse at fastsætte regler om udledninger af
røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet ved
fastsættelse af et forbud mod udledning af
røggasrensevand i det danske søterritorium, der skal
træde i kraft den 1. juli 2025.
Det foreslåede forbud forventes for nuværende rettet
mod skibe med svovlrøggasrensesystemer. Det bemærkes,
at ministeren vil kunne benytte bemyndigelsen til at
fastsætte regler om udledning af røggasrensevand for
andre røggasrensesystemer end
svovlrøggasrensesystemer, herunder i henhold til politiske
aftaler om udledning af røggasrensevand til havet.
Det foreslåede forbud vil skulle gælde for skibe med
svovlrøggasrensesystemer i åben operation, hvor
røggasrensevand ledes én gang gennem
røggasrenseenheden, før det udledes i havet. Det
foreslåede forbud vil træde i kraft uden en
overgangsordning, idet rederierne umiddelbart vil kunne omstille
til lavsvovlsbrændstof eller for hybride
røggasrensesystemer vil kunne anvende lukket operation.
Det foreslås, at der vil blive fastsat nærmere
regler om en overgangsordning på 4 år for skibe, der
anvender svovlrøggasrensesystemer i lukket operation, idet
kun en mindre mængde restprodukt udledes herfra.
Overgangsperioden skal give skibe, der allerede har
svovlrøggasrensesystemer, der opererer i lukket operation,
mulighed for installation eller ombygning af opbevaringstank til
restproduktet. Skibene vil alternativt på samme vis som skibe
med svovlrøggasrensesystemer i åben operation
også have mulighed for umiddelbart at omstille til
lavsvovlsbrændstof, hvorfor ombygning af skibet ikke vil
være et krav. For skibe med svovlrøggasrensesystemer
der opererer i lukket operation vil reglerne således
træde i kraft den 1. juli 2029.
Formålet med det kommende forbud mod udledning af
røggasrensevand er at beskytte havmiljøet mod
miljøfarlige stoffer samt at bidrage til at opfylde
forpligtelserne under vandrammedirektivet og havstrategidirektivet,
herunder at mindske den betydelige mængde af tungmetaller og
tjærestoffer, som udledes fra svovlrøggasrensesystemer
på skibe i det danske søterritorium.
Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere kunne benyttes
til at fastsætte regler om forbud mod udledning af
røggasrensevand, der vedtages i internationale fora,
herunder FN's søfartsorganisation IMO.
Bemyndigelsen vil ligeledes kunne udnyttes til at foretage
ændringer i de regler, der forudsættes udstedt om
udledning af fra svovlrøggasrensesystemer som beskrevet
ovenfor.
Miljøministerens tilsyn efter havmiljølovens
§ 45 forventes delegeret til Miljøstyrelsen i henhold
til havmiljølovens § 48, stk. 1.
Regler, der vil blive fastsat i medfør af den
foreslåede bemyndigelse, vil endvidere være strafbelagt
i henhold til havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og
bemærkningerne hertil.
2.2. Forbud
mod klapning i vanddybder under 6 meter og nærmere
afgrænsede områder og tiltag om påbud
m.v.
2.2.1. Forbud mod klapning i områder med vanddybder under
6 meter
2.2.1.1. Gældende ret
Klapning er dumpning af opgravet havbundsmateriale et andet sted
på havbunden, end der hvor det blev taget op. Det kaldes
klapning på grund af metoden der almindeligvis anvendes, hvor
dumpningen foregår gennem klapperne i bunden af et skib.
Klapning har til formål at sikre, at havne og
anlægsarbejder, som skal oprense sejlrender og havnebassiner,
kan genplacere sedimentet fra havbunden, et andet sted på
havbunden, så skibe, færger, lystbåde og
fiskefartøjer kan sejle ind og ud af havnen. Klapning kan
dog påvirke tilstanden af havmiljøet på en
negativ måde, eftersom sedimentet, der klappes, lander
på et område af havbunden, hvor de naturlige forhold i
en årrække efter er påvirkede. Klapning kan
således påvirke de dyr og planter, der lever i det
påvirkede område, og det dumpede materiale bidrager til
øget forurening med næringsstoffer og
miljøfarlige stoffer til havmiljøet.
Danmarks havområde består af søterritoriet og
den eksklusive økonomiske zone. Ved søterritoriet
forstås det ydre og indre territoriale farvand. Det indre
territoriale farvand er vandområder, såsom havne,
havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og bælter,
som er beliggende inden for de til enhver tid gældende
basislinjer. Det ydre territoriale farvand omfatter de
områder af havet, som indadtil er begrænset af de til
enhver tid gældende basislinjer og udadtil er begrænset
af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt
på disse linjer til det nærmeste punkt på
basislinjen er 12 sømil (22.224 m), jf. lov nr. 200 af 7.
april 1999 om afgrænsning af søterritoriet. Danmark
har højhedsretten inden for søterritoriet, og kan
derfor fastsætte nationale regler, sikre overholdelse af
disse m.v.
Den eksklusive økonomiske zone er havområder uden
for og stødende op til søterritoriet indtil en
afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende
basislinjer. I de eksklusive økonomiske zoner har Danmark
suveræne rettigheder, for så vidt angår bl.a.
efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af
havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige
ressourcer, såvel levende som ikke-levende. Endvidere har
Danmark jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med
hensyn til anlæg og benyttelse af kunstige øer,
installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt
beskyttelse og bevarelse af havmiljøet, jf. lov nr. 411 af
22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zoner.
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens § 25,
stk. 1. Miljøministeren meddeler tilladelse til og
fører tilsyn med klapning, jf. havmiljølovens §
26. Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.
Af havmiljølovens bilag 1 fremgår de forhold og
hensyn, som skal vurderes i forbindelse med behandling af en
ansøgning om tilladelse til klapning, jf.
havmiljølovens § 26, stk. 2, herunder materialets
fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, nedbrydelighed,
ophobning, mængde og art m.v.
Det fremgår derudover af havmiljølovens § 26,
stk. 3, at der kun må meddeles tilladelse til klapning,
såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde
uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2
nævnte stoffer og materialer, og såfremt disse ikke er
tilført havbundsmaterialet med henblik på
bortskaffelse.
Efter havmiljølovens § 28, kan
miljøministeren fastsætte nærmere regler om
tilladelsesordningen for klapning, herunder om ansøgningens
indhold, om miljøkonsekvensvurdering, om inddragelse af
offentligheden, om prøveudtagning og analyser af
havbundsmateriale og om vurdering og behandling af sager efter
§ 26. De nærmere regler er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass,
nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale
(klapbekendtgørelsen).
Det fremgår bl.a. af klapbekendtgørelsen, at
genplacering af havbundsmateriale sker i henhold til et hierarki,
hvor bypass og nyttiggørelse går forud for klapning,
jf. klapbekendtgørelsens § 3. Bypass er
videreførelse af havbundsmateriale langs kysten, hvor det
bliver i dets naturlige miljø og medvirker til at beskytte
kysten. Nyttiggørelse af havbundsmateriale vil f.eks.
være kystfodring eller projekter på land, hvor der er
brug for råstoffer. Hierarkiet medfører, at der ikke
kan meddeles tilladelse til klapning, før det er vurderet,
hvorvidt havbundsmaterialet kan bypass' eller
nyttiggøres.
Det fremgår endvidere af klapbekendtgørelsens
§ 2, nr. 7, at en klapplads er det område hvor
oprensnings- og uddybningsmaterialet bortskaffes ved klapning. Det
fremgår også af klapbekendtgørelsen, at
ansøger skal angive forslag til klapplads, som skal
indtegnes på søkort eller tilsvarende kortmateriale
med målestoksforhold og dybdekurver, og vedlagt en liste over
positioner for områdeafgrænsningen angivet i grader og
decimalminutter.
Klapbekendtgørelsen suppleres af vejledning nr. 9702 af
20. oktober 2008 fra By- og Landskabsstyrelsen om Dumpning af
optaget havbundsmateriale - klapning. Det fremgår af afsnit
2.4. i vejledningen, at havområder mellem 0-6 meters dybde
generelt er meget produktive i forhold til ålegræs,
tang, fiskeyngel, fugle m.v., hvorfor der bør foretages en
nærmere vurdering af klapningers påvirkning i
områder med mindre end 6 meters dybde.
2.2.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra juni
2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet,
Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketingets partier
(Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance,
Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Nye
Borgerlige) sikret en ambitiøs tilgang til beskyttelsen af
havmiljøet. Havplansaftalen omfatter derfor bl.a.
restriktioner for klapning i vanddybder under 6 meter. Lavvandede
områder under 6 meter er særligt produktive med hensyn
til en række vigtige forhold for havmiljøet
såsom ålegræs, tang, fiskeyngel, fugle m.v.
Aftalepartierne er enige om, at klapning skal forbydes i
områder, hvor vanddybden er under 6 meter. Aftalepartierne er
endvidere enige om, at der i bl.a. Limfjorden er særlige
forhold som en lav gennemsnitsdybde og lang afstand til alternative
klappladser, som indebærer, at der fortsat skal være
mulighed for at klappe på lavere vanddybder end 6 meter.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
havmiljølovens § 28 ikke giver den fornødne
klarhed til at kunne hjemle et generelt forbud mod klapning i
områder med vanddybder under 6 meter. Havmiljølovens
§ 28 giver miljøministeren adgang til at
fastsætte regler generelt om tilladelsesordningen for
klapning, som inkluderer bl.a. ansøgningens indhold,
inddragelse af offentligheden, prøveudtagning og analyser af
havbundsmateriale. Bestemmelsen vurderes dog ikke at være
tilstrækkelig til at kunne indføre et generelt forbud
mod klapning i bestemte områder.
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at
kunne fastsætte regler om forbud mod klapning i
områder, hvor vanddybden er under 6 meter, jf. den
foreslåede § 28, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
5.
Forbuddet vil blive udmøntet i
klapbekendtgørelsen, hvormed der vil blive fastsat et
generelt forbud mod klapning i områder, hvor vanddybden er
under 6 meter. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at
fastsætte en model for klapning i vanddybder under 6 meter i
Limfjorden i henhold til havplansaftaleteksten.
Et område, hvor vanddybden er under 6 meter, konstateres
ved en dybdemåling af et område. For klappladser, hvor
vanddybden både er over og under 6 meter, vil forbuddet,
således kun gælde den del af klappladsen, som ligger
under 6 meter. Ordningen medfører, at Miljøstyrelsen
vil kunne afslå at give tilladelse til klapning, hvis der ved
en dybdemåling kan konstateres, at vanddybden i det
ansøgte område, hvori ansøger har søgt
om klapning, er under 6 meter.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i
klapbekendtgørelsen, og vil derfor også være
tilsynsmyndighed for regler om forbud mod klapning i områder,
hvor vanddybden er under 6 meter. Regler der vil blive fastsat i
medfør af § 1, nr. 5 vil endvidere være
strafbelagt i henhold til havmiljølovens § 61, stk. 1,
1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og
bemærkningerne hertil.
2.2.2. Hjemmel til at forbyde klapning i nærmere
afgrænsede områder
2.2.2.1. Gældende ret
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens § 25,
stk. 1. Miljøministeren meddeler tilladelse til og
fører tilsyn med klapning, jf. havmiljølovens §
26. Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen kan i en tilladelse til klapning stille
vilkår om bl.a. fremgangsmåde, optagning,
udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger m.v., jf.
havmiljølovens § 27, stk. 1, 2. pkt. Det følger
af havmiljølovens § 26, stk. 5, at klapning fortrinsvis
skal finde sted inden for dansk søterritorium, og at
konventionen til beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet nedsatte kommission skal
høres, inden der i Østersøen gives tilladelse
til klapning uden for dansk søterritorium.
Før 1. januar 2007, hørte administrationen af
klapning til under amterne, som også var tilladelsesmyndighed
for sager om klapning. Under amterne blev der udpeget områder
til brug for klapning. Det er ikke en praksis, som er
videreført af Miljøstyrelsen. Der kan søges om
klapning i de allerede eksisterende klappladser, som blev udlagt af
amterne, men der kan ikke på forhånd gives tilladelse
til at klappe på de eksisterende klappladser. Der foretages
altid en konkret vurdering af klappladsens egnethed i hver enkelt
sag, og Miljøstyrelsen har som tilladelsesgivende myndighed
i klapsager mulighed for at henvise klapning til andre
områder. Valg af klapplads i konkrete sager sker ud fra en
miljømæssig vurdering, som afvejes i forhold til
sejlads- eller fiskerimæssige interesser, samt
råstofinteresser, kulturhistoriske beskyttelsesinteresser og
til havnenes ønske om at begrænse sejlafstanden.
2.2.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra juni
2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet,
Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketingets partier
(Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance,
Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Nye
Borgerlige) sikret en ambitiøs tilgang til beskyttelsen af
havmiljøet. Det er bl.a. aftalt, at der, ud fra et
ønske om at fremme biodiversitet, igangsættes en
undersøgelse af mulighederne for og konsekvenser ved et
forbud mod klapning i udvalgte områder, hvor
råstofområder minimeres, herunder i Køge
Bugt.
Analysen for at reducere arealet af råstofzoner foreligger
forventeligt i 2025. Undersøgelse af mulighederne for og
konsekvenser ved et forbud mod klapning i udvalgte områder,
hvor råstofområder minimeres, jf. havplansaftalen,
foretages derfor først efter analysen af arealet for
råstofzoner foreligger i 2025.
Derudover har partierne bag Grøn Fond (Socialdemokratiet,
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten,
og Konservative) besluttet at oprette en Havnaturfond, som skal
bidrage til genopretning af havnatur og biodiversitet og til viden
om miljø- og natureffekterne af udbygningen af vedvarende
energi på havet. Havnaturfonden skal bl.a. understøtte
marine genopretningstiltag, såsom etablering af stenrev og
ålegræs.
Det er på den baggrund Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at der bør etableres en
hjemmel i havmiljøloven til at miljøministeren kan
fastsætte regler om forbud mod klapning i nærmere
afgrænsede områder, som kan understøtte de
politiske aftaler om Danmarks Havplan og Havnaturfonden.
Reglerne om forbud mod klapning i nærmere afgrænsede
områder vil efter Miljø- og Ligestillingsministeriets
opfattelse kunne understøtte marine
naturgenopretningstiltag, som f.eks. genetablering af stenrev og
ålegræs, således at der i områder, hvor man
beslutter tiltag til beskyttelse eller naturgenopretning også
kan forbyde klapning. Bemyndigelsesbestemmelsen vil efter
Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattelse også
kunne understøtte et politisk ønske om at friholde
bestemte områder fra en række aktiviteter, for at sikre
bedre vilkår for havbunden og havmiljøet i det hele
taget, herunder klapning.
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at
kunne fastsætte regler om forbud mod klapning i nærmere
afgrænsede områder, herunder i områder, hvor der
gennemføres naturgenopretningstiltag, jf. den
foreslåede § 28, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
5.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at
miljøministeren kan udpege områder, hvor det ikke er
muligt at opnå tilladelse til klapning. Bemyndigelsen vil
først blive udmøntet, når der i forbindelse med
analysen for at reducere arealet af råstofzoner evt.
besluttes at fastsætte et forbud mod klapning i bestemte
områder, jf. havplansaftalen. Bemyndigelsen vil dog
også kunne anvendes til at forbyde klapning i forbindelse med
andre tiltag, som f.eks. etablering af marine naturnationalparker
og for at beskytte gyde- og opvækstområder for fisk og
bunddyr.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i
klapbekendtgørelsen, og vil derfor også være
tilsynsmyndighed for regler om forbud mod klapning i nærmere
afgrænsede områder. Regler der vil blive fastsat i
medfør af den foreslåede § 28, stk. 3, vil
endvidere være strafbelagt i henhold til
havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3. Ophævelse af krav om at klapning fortrinsvis skal
ske inden for søterritoriet.
2.2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 5, at
klapning fortrinsvis skal finde sted inden for
søterritoriet. Inden der gives tilladelse til at klappe uden
for søterritoriet, skal HELCOM-kommissionen høres.
HELCOM-kommissionen er den i medfør af konventionen til
beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet (HELCOM) nedsatte
kommission.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 435 af
10. juni 1997, hvor ordet "fortrinsvist" blev indsat for at
gøre det muligt at tillade klapning uden for dansk
søterritorium, når dette udgør den
miljømæssigt set bedste løsning. Det
fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens
§ 26, stk. 5, at hensigten med ændringen var, at den
faste binding til klappladsens placering vurderedes
uhensigtsmæssig, da den dagældende ordlyd udelukkede
klapning uden for f.eks. det internationale
naturbeskyttelsesområde ved Vadehavet, hvis afgrænsning
er sammenfaldende med grænsen for søterritoriet, jf.
Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A, spalte 4827.
Den gældende bestemmelse i havmiljølovens §
26, stk. 5, skal således sikre, at der kan gives tilladelse
til klapning uden for søterritoriet, når det
udgør den miljømæssigt set bedste
løsning. Dog skal Miljøstyrelsen foretage
høring af HELCOM-kommissionen, inden der gives tilladelse
til klapning uden for søterritoriet i
Østersøområdet, jf. lov nr. 435 af 10. juni
1997, jf. Folketingstidende, tillæg A, spalte 4827.
2.2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
bestemmelsen i havmiljølovens § 26, stk. 5, hvorefter
klapning fortrinsvist skal foregå på
søterritoriet ikke er tidssvarende, da der i forbindelse med
behandlingen af ansøgninger om klapning, uanset om der
søges om klapning inden for eller uden for
søterritoriet, skal foretages en konkret vurdering af de
miljømæssige konsekvenser ved det ansøgte.
Der er en lang række af naturbeskyttelsesområder
inden for søterritoriet i Danmark, som f.eks.
Ramsar-områder, EF-fuglebeskyttelsesområder og Natura
2000-områder. Derudover er kystområderne særligt
sårbare overfor de miljømæssige
påvirkninger fra klapning, herunder i forhold til
bevoksningen af arealer med ålegræs og dets potentiale
for at etablere sig i nye områder, forekomst af
algeopblomstring, bundfauna, iltsvind samt udledning og spredning
af miljøfarlige stoffer.
Det er på den baggrund Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at der ikke er grundlag for at
opretholde en bestemmelse, hvorefter der fortrinsvis skal ske
klapning inden for søterritoriet. Det vil efter
Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering også
bidrage til at lette de administrative byrder for både
ansøger og Miljøstyrelsen i forbindelse med en
ansøgning om klapning i den eksklusive økonomiske
zone.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
der særligt vil være behov for at give tilladelse til
klapning i den eksklusive økonomiske zone ved arbejder, der
allerede pågår i den eksklusive økonomiske zone,
f.eks. store kommende energiprojekter. I de tilfælde vil det
være hensigtsmæssigt at give tilladelse til klapning i
den eksklusive økonomiske zone i stedet for, at
havbundsmaterialet skal fragtes og klappes inden for det danske
søterritorium.
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve havmiljølovens §
26, stk. 5, 1. pkt., således, at der ikke fortrinsvis skal
ske klapning i søterritoriet. Miljøstyrelsen vil
dermed ikke skulle tage stilling til, hvorvidt der fortrinsvis
bør ske klapning i søterritoriet i sager, hvor der
søges om klapning i den eksklusive økonomiske
zone.
Kravet i de gældende regler om, at HELCOM-Kommissionen
skal høres, inden der meddeles tilladelse til klapning i
Danmarks eksklusive økonomiske zone i
Østersøområdet, vil fortsat gælde, og der
vil således skulle sendes en høring til
HELCOM-Kommissionen i tilfælde, hvor der søges om
klapning i den eksklusive økonomiske zone i
Østersøen.
Ophævelsen af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1.
pkt., ændrer ikke på den generelle praksis for at
meddele tilladelse til klapning, som altid kræver en konkret
afvejning af saglige hensyn og en vurdering af de
miljømæssige påvirkninger. Det er derfor
også Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattelse,
at den foreslåede ændring ikke vil betyde en
lempeligere praksis for meddelelse af tilladelse til klapning i den
eksklusive økonomiske zone.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og
bemærkningerne hertil.
2.2.4. Påbud om udjævning af toppe af klapmateriale
på en klapplads i henhold til vilkår i
klaptilladelsen
2.2.4.1. Gældende ret
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler
miljøministeren tilladelse til og fører tilsyn med
klapning. Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen varetager bl.a. tilsynsforpligtelsen gennem
indrapporterede data og informationer fra tilladelsesindehaveren og
eventuelle oplysninger, som Miljøstyrelsen modtager fra
andre myndigheder og borgere.
Miljøstyrelsen kan stille en række vilkår i
tilladelsen til klapning om bl.a. fremgangsmåden herunder
optagning og udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger
m.v., jf. § 27, stk. 1, 2. pkt. Typiske vilkår i en
klaptilladelse kan være, at materiale, der klappes, skal
fordeles jævnt på klappladsen. Miljøstyrelsen
kan ligeledes stille krav om, at tilladelsesindehaver skal
måle mindstedybden på klappladsen efter endt klapning
og indrapportere det til Miljøstyrelsen. Vilkårene
skal primært sikre, at mindstedybden på klappladsen
ikke mindskes til gene for sejlads, og for at minimere risikoen for
grundstødning.
De data, som skal indrapporteres efter endt klapning til
Miljøstyrelsen om, hvor der er klappet, hvad mindstedybden
er målt til, mængden, der bliver klappet, samt
øvrige data, vil i nogle tilfælde kunne danne baggrund
for vurdering af, om vilkår i klaptilladelsen om bl.a.
mindstedybden er overholdt ved at sammenligne målinger efter
endt klapning med de krav til mindstedybde, som der er givet i
klaptilladelsen.
I andre tilfælde, hvor Miljøstyrelsen ikke ud fra
de indrapporterede data kan se, om der er klappet i strid med
vilkårene, men hvor Miljøstyrelsen gøres
opmærksom på uhensigtsmæssige forhold på en
klapplads fra andre myndigheder eller borgere, vil der kunne
være en formodning om, at der er klappet i strid med
vilkårene i en klaptilladelse.
Efter havmiljølovens § 45 b, skal tilsynsmyndigheden
foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet
har underordnet betydning. Bestemmelsen forpligter
Miljøstyrelsen til som tilsynsmyndighed at sikre en effektiv
håndhævelse af havmiljøloven undtagen i de
tilfælde, hvor forholdet er bagatelagtigt. I praksis anvendes
bestemmelsen til bl.a. at udstede indskærpelser over for en
tilladelsesindehaver for forhold, som vurderes ikke at være i
overensstemmelse med klaptilladelsen.
I medfør af havmiljølovens § 59, stk. 1, nr.
2, kan der straffes med bøde, hvis havbundsmateriale klappes
i strid med vilkår, der er stillet i en klaptilladelse efter
havmiljølovens § 27.
Miljøministeren kan efter havmiljølovens § 42
a foretage indgreb overfor skibe, herunder forbyde et skib at
forsætte sejlads, hvis der er sket eller er fare for
udtømning eller udledning, som er i strid med love og
forskrifter efter loven, og forbuddet eller påbuddet er
nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening
af havet eller luften.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 42 a
forudsætter, at der er tale om udtømning eller
udledning, og at et evt. påbud er nødvendigt for at
bekæmpe forurening af havet. Bestemmelsen vil derfor ikke
kunne anvendes i den situation, hvor der dumpes havbundsmateriale
på havbunden i strid med et vilkår om opretholdelse af
en bestemt mindstedybde, eftersom der i den situation ikke vil
være en akut fare for forurening, men snarere en fare for
sejladssikkerheden i området, og eftersom klapningen i sig
selv forudgående er tilladt af myndighederne.
2.2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra juni
2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet,
Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketingets partier
(Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance,
Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Nye
Borgerlige) sikret en ambitiøs tilgang til beskyttelsen af
havmiljøet. Havplanen omfatter derfor bl.a. også
tiltag for klapning med henblik på at reducere
skadevirkningerne fra klapning.
Et af tiltagene for klapning er, at sikre bedre kontrol med
vilkårene i en klaptilladelse og at give den fornødne
hjemmel til efterlevelse heraf. Det er endvidere Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at tiltaget vil bidrage til at
sikre de sikkerhedsmæssige forhold på klappladsen,
særligt i forhold til sejladssikkerheden, men også
sikre, at vilkår, der er givet i klaptilladelsen,
efterkommes.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
der i de gældende regler i havmiljøloven ikke er
hjemmel til at kunne udstede et påbud til
tilladelsesindehaveren af en klaptilladelse til at udjævne
toppe af klapmateriale på klappladsen i overensstemmelse med
tilladelsen. Påbudsbestemmelserne i havmiljølovens
§ 42 a, vurderes ikke at kunne anvendes i tilfælde, hvor
der er klappet i strid med en klaptilladelse, eftersom der ikke vil
være tale om akut fare for forurening af havet.
Havmiljølovens § 45 b anses derudover ikke for at
være tilstrækkelig hjemmel til at kunne udstede et
sådant påbud, da der er tale om en mere generel
håndhævelsesbestemmelse.
2.2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren kan meddele et
påbud om udjævning af toppe på en klapplads, hvis
vilkår i klaptilladelsen om mindstedybde og fordeling af
klapmateriale jævnt på klappladsen, ikke er overholdt.
Det forudsættes, at kompetencen til at udstede påbuddet
delegeres til Miljøstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at
Miljøstyrelsen vil kunne meddele et påbud til
indehaveren af en klaptilladelse i de tilfælde, hvor
Miljøstyrelsen gennem data eller oplysninger fra andre
myndigheder eller borgere, vurderer, at der er klappet i strid med
vilkårene i en klaptilladelse. Oplysninger fra f.eks. en
lystfisker eller fritidssejler om, at dybdeforholdene på et
givent område ikke er som angivet i søkortene, kan dog
ikke i sig selv føre til et påbud fra
Miljøstyrelsen i medfør af den foreslåede
bestemmelse, men vil indgå i den samlede konkrete vurdering
ud fra alle sagens omstændigheder. Udjævning af toppe
af havbundsmateriale i overensstemmelse med påbuddet skal ske
for tilladelsesindehavers egen regning og inden for de
øvrige vilkår, der er stillet i klaptilladelsen.
Et påbud efter den foreslåede bestemmelse vil kunne
påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet af afgørelsens adressat,
jf. de foreslåede bestemmelser i § 51, stk. 1, nr. 5, og
§ 52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 18.
Der vil i medfør af den foreslåede ændring af
§ 59, stk. 1, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 24, kunne
straffes med bøde for manglende overholdelse af det
foreslåede påbud i § 1, nr. 4.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, 16, 19 og 24 og
bemærkningerne hertil.
2.3. Anden
bortskaffelse og udledning af stoffer til havet fra offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme m.v.
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. CO2-lagring og
platformsbegrebet
Geologisk lagring af CO2 i
undergrunden reguleres af lov om anvendelse af Danmarks undergrund
(undergrundsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29.
november 2023. Tilladelse til geologisk lagring af CO2 skal meddeles efter denne lovs §
23. Geologisk lagring af CO2 er
endvidere reguleret i bekendtgørelse nr. 1425 af 30.
november 2016 om geologisk lagring af CO2 m.v. (CCS-bekendtgørelsen), som
sammen med undergrundsloven gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om geologisk lagring af kuldioxid
(CCS-direktivet).
De gældende regler om meddelelse af tilladelser til
geologisk lagring af CO2 i den
danske undergrund fremgår af undergrundslovens kapitel 6 om
anden anvendelse og kapitel 6 a om særlige bestemmelser om
geologisk lagring og rørført transport af CO2.
Det fremgår af undergrundslovens § 23 e, stk. 2, nr.
2, at der ved CO2-lagringslokalitet
forstås et bestemt område med tilhørende volumen
inden for en geologisk formation, der anvendes til geologisk
lagring af CO2, og tilhørende
anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.
Havmiljøloven finder anvendelse på platforme
på havet, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 3. Begrebet
»platform« omfatter efter lovens bemærkninger
såvel bevægelige som fast anbragte platforme. Ved
platforme tænkes primært på boreplatforme, men
også andre anlæg på havet, for eksempel
vindmølleanlæg, er omfattet af begrebet, jf. lov nr.
476 af 30. juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg
A, spalte 7314.
Ved CO2-lagringsplatform
forstås således i dette lovforslag faste og mobile
indretninger eller en kombination af sådanne indretninger,
herunder injektions-, lager og afskibningsenheder, når de
anvendes i forbindelse med CO2-lagring efter undergrundsloven.
2.3.1.2. Udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer og
materialer fra offshore olie- og gasplatforme
Havmiljølovens § 30 bemyndiger
miljøministeren til at fastsætte regler om udledning i
havet af stoffer og anden bortskaffelse af stoffer og materialer,
der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Ved undersøiske mineralforekomster forstås
almindeligvis kulbrinter og andre råstoffer i undergrunden
under havbunden. Andre råstoffer i undergrunden er defineret
i undergrundsloven som, kulbrinter, svovl, stensalt, kalisalt, brom
og ædle luftarter som helium. Kulbrinter er bl.a. olie og
gas.
Havmiljølovens § 30 er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 571 af 23. maj 2023 om udledning i havet
af stoffer og materialer fra offshore olie- og gasanlæg og om
monitorering i havet omkring anlæggene
(udledningsbekendtgørelsen). Olie- og gasanlæg er
defineret i udledningsbekendtgørelsens § 3, som faste
eller mobile indretninger (platforme), når de anvendes til
efterforskningsboringer, brøndvedligeholdelses- og
stimulationsaktiviteter, produktionsboringer, injektionsboringer og
til produktion af olie- og gasforekomster i undergrunden under
havet samt rørledninger og andre anlæg til transport
af sådanne kulbrinter.
Efter havmiljølovens § 55, stk. 3, er ejeren eller
den ansvarlige for driften af en platform og et tilsluttet
rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som
anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde, forpligtet til vederlagsfrit
at stille transport til og fra et anlæg, herunder
overførsel af udstyr, kost og logi og andre
fornødenheder, til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter
loven eller regler udstedt efter loven.
Forpligtelsen til at stille transport m.v. til rådighed
gælder dog alene for operatøren eller ejerne af olie-
og gasplatforme i henhold til havmiljølovens § 55, stk.
3, eftersom bestemmelsen alene vedrører anlæg, der
anvendes til efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter.
2.3.1.3. Udledningsbekendtgørelsen for olie- og
gasplatforme
Udledningsbekendtgørelsen fastsætter regler om
udledning i havet af stoffer og materialer fra olie- og
gasanlæg, der opererer på dansk søterritorium
eller dansk kontinentalsokkelområde, herunder med baggrund i
de beslutninger og anbefalinger, der vedtages af Oslo Paris
Kommissionen under Konventionen for beskyttelse af
havmiljøet i Nordøst-Atlanten
(OSPAR-Konventionen).
De udledninger, der er omfattet af bekendtgørelsen, er
enhver bortskaffelse i eller til havet, herunder til havbunden og
undergrunden, af stoffer og materialer fra olie- og gasanlæg.
Det omfatter bl.a. produceret vand, som er vand fra olie- og
gasreservoir, dispergeret olie, som er mikroskopiske
oliedråber suspenderet og spredt i produceret vand. Stoffer
og materialer defineres også som offshorekemikalier (som er
fastsat i medfør af OSPAR-konventionen), olie udledt med
produceret vand, olieholdigt kalkslam og sand, og borespåner.
Vaskevand og indholdet af kemi i vaskemidler m.v., er også
nogle af de stoffer, som i dag reguleres i
udledningsbekendtgørelsen.
Udledning af stoffer og materialer fra et olie- og
gasanlæg må kun finde sted efter tilladelse fra
Miljøstyrelsen, jf. udledningsbekendtgørelsens §
3. Der kan kun meddeles tilladelse, hvis Miljøstyrelsen
vurderer, at operatøren af platformen har truffet de
nødvendige foranstaltninger til at forebygge og
begrænse forureningen, og at det sker uden at kunne
påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med
hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, jf.
udledningsbekendtgørelsens § 6. Bekendtgørelsen
sikrer derudover, at Miljøstyrelsen kan stille krav om, at
operatøren skal overvåge havmiljøet, herunder
at udføre undersøgelser, monitorere havbund og
vandsøjle, samt foretage risikobaserede
miljøvurderinger for egen regning.
I afgørelser efter udledningsbekendtgørelsen
henvises der endvidere til miljøvurderingen udarbejdet af
den kompetente myndighed (Energistyrelsen) for det konkrete olie-
og gasprojekt, for så vidt angår de generelle
påvirkninger af havmiljøet.
Miljøstyrelsen skal som tilsynsmyndighed som minimum
hvert tredje år gennemføre fysiske tilsyn på
olie- og gasplatforme, jf. udledningsbekendtgørelsens §
14, stk. 2, og vil i den forbindelse kunne stille krav om, at
operatøren af en offshore olie- og gasplatform stiller
transport til og fra platformen til rådighed samt kost og
logi.
Eftersom udledningsbekendtgørelsen er en
udmøntning af bemyndigelsen i havmiljølovens §
30, som kun finder anvendelse for olie- og gasplatforme, vil
bekendtgørelsen ikke kunne finde anvendelse på
udledninger m.v. fra offshore CO2-lagringsplatforme.
2.3.1.4. OSPAR-konventionen
OSPAR-konventionen, hvis formål er beskyttelse af
havmiljøet i det Nordøstlige Atlanterhav, blev
undertegnet den 22. september 1992 og trådte i kraft den 25.
marts 1998. Danmark tiltrådte konventionen i 1995, og den
finder anvendelse for de danske dele af Nordsøen, Skagerrak
og Kattegat, inklusiv indre danske territorialfarvande, samt for
Færøerne og den østlige del af
Grønland.
OSPAR-konventionen regulerer offshoreanlæg, som er
defineret som alle menneskeskabte konstruktioner, anlæg eller
skibe, eller dele heraf, der flyder eller står fast på
havbunden, og som er anbragt i det maritime område med
henblik på offshore-virksomhed. Offshore-virksomhed er
defineret som aktiviteter i det maritime område med henblik
på efterforskning efter samt vurdering og udnyttelse af
flydende og luftformige hydrocarboner, jf. konventionens artikel 1,
litra j og l.
Olie- og gasanlæg er således det eneste, som er
reguleret af OSPAR-konventionen. Udledninger og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer fra offshore olie- og gasanlæg er i
Danmark reguleret i henhold til OSPAR's anbefalinger og
vejledninger.
Der er vedtaget anbefalinger og retningslinjer for udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore olie- og
gasanlæg i regi af OSPAR-konventionen. Det drejer sig bl.a.
om OSPAR's afgørelse (decision) om et harmoniseret
obligatorisk kontrolsystem for brugen og reduktionen af udledninger
af offshorekemikalier, og vejledning om vurdering af stoffers
kemiske farlighed, som anvendes og udledes i forbindelse med
offshoreaktiviteter i forbindelse med det harmoniserede
pre-screening skema for offshorekemikalier.
OSPAR's anbefalinger og retningslinjer for udledning og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer finder således alene
anvendelse for olie- og gasanlæg og ikke for CO2-lagringsplatforme.
2.3.1.5. MARPOL-konventionen og udtømning i havet
I havmiljølovens § 4, stk. 1, defineres
udtømning som enhver udledning, udflydning eller
bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra
den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast
anbragte platforme. Udtømning i havmiljøloven skal
forstås i overensstemmelse med FN's
søfartsorganisations konvention om forebyggelse af
forurening fra skibe (MARPOL-konventionen).
MARPOL´s anneks I regulerer udtømning af olie, og
definerer platforme, som olie- og gasplatforme. I medfør af
havmiljølovens § 11, stk. 3, kan miljøministeren
fastsætte regler om udtømning af olie til opfyldelse
af internationale aftaler. Reglerne er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 539 af 22. maj 2017 om udtømning
af olie fra skibe (olieudtømningsbekendtgørelsen),
som alene gælder for skibe, jf. § 1, stk. 1. Reglerne om
udtømning af olie i MARPOL finder således alene
anvendelse for olie- og gasanlæg, og havmiljølovens
regler om udtømning af olie finder alene anvendelse for
skibe. Dermed er udledninger af olie fra offshore CO2-lagringsplatforme således ikke
omfattet af MARPOL anneks I eller reglerne i
olieudtømningsbekendtgørelsen.
De øvrige regler i MARPOL og havmiljøloven anses
heller ikke for at finde anvendelse i forbindelse med udledninger
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore
CO2-lagringsplatforme. MARPOL anneks
II om flydende stoffer der transporteres i bulk, som er
implementeret i bekendtgørelse nr. 286 af 28. februar 2023
om kategorisering, klassifikation, transport samt udtømning
af flydende stoffer, gælder alene for skibe, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Udtømning af
vaskevand som er reguleret af MARPOL anneks V om affald, og af
bekendtgørelse nr. 537 af 22. maj 2017 om udtømning
af affald fra skibe og platforme (affaldsbekendtgørelsen),
gælder endvidere alene for olie- og gasplatforme, jf.
bekendtgørelsens § 2, nr. 5, jf. havmiljølovens
§ 23.
2.3.1.6. Dumpning i havet
Dumpning i havet er reguleret af internationale konventioner,
herunder IMO's Londonprotokol, hvis formål er at forhindre
havforurening ved dumpning af affald og andre stoffer samt de
regionale havkonventioner OSPAR og HELCOM, der danner grundlaget
for havmiljølovens regler om dumpning.
Ved dumping forstås enhver bortskaffelse i havet, på
havbunden og under havbunden - som ikke er udtømning - af
stoffer og materialer fra eller sammen med skibe, fly eller
bevægelige eller fastanbragte platforme, jf.
havmiljølovens § 4, stk. 2. Udtømning fra skibe
og platforme, som er reguleret af MARPOL, falder således uden
for dumpningsbegrebet.
Af Londonprotokollens artikel 4.3. fremgår det, at
bortskaffelse og lagring af stoffer og materialer, der stammer fra
eller er relateret til indvinding af olie og gas, ikke er omfattet
af Londonprotokollen. En lignende bestemmelse findes dog ikke for
udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra
CO2-lagringsplatforme.
Der gælder et generelt forbud mod dumpning i havet i
medfør af havmiljølovens § 25, stk. 1, bortset
fra dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning), og geologisk
lagring af CO2 under havbunden i
medfør af bekendtgørelsen nr. 934 af 15. juni 2022 om
undtagelse af geologisk lagring af CO2 under havbunden og transport af CO2 til geologisk lagring under havbunden
fra forbuddene i lov om beskyttelse af havmiljøet mod
dumpning og transport af stoffer og materialer til dumpning om. Det
vil sige, at strømmen af CO2,
som lagres under havbunden, ikke er dumpning. Det omfatter dog
alene CO2 og ikke de øvrige
kemikalier og stoffer, som anvendes i forbindelse med lagringen til
f.eks. at sikre brøndens funktioner, og som også ender
op under havbunden eller i havet.
Dumpning inkluderer ikke anbringelse i havet af stoffer eller
materialer, hvis anbringelse sker med andet formål end
bortskaffelse, jf., Londonprotokollens artikel 4.2.2. og
havmiljølovens § 4, stk. 2, nr. 1. Dog må
udledninger m.v., hvis formål ikke er bortskaffelse, ikke
stride mod Londonprotokollens formål.
Som eksempler på, hvad der falder uden for
dumpningsbegrebet - fordi formålet ikke er bortskaffelse -
nævnes der i de specielle bemærkninger til
havmiljølovens § 4, stk. 3, nr. 1, opfyldning af
havområder med henblik på anlæg af kunstige
øer på søterritoriet eller bygning af diger,
hvis der heri ikke sker en skjult affaldsbortskaffelse, jf. lov nr.
476 af 30. juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg
A, spalte 7317-7318.
Udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til
havet fra offshore CO2-lagringsplatforme er dermed ikke
omfattet af havmiljølovens bestemmelser om dumpning.
2.3.1.7. Begrebet anden bortskaffelse
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 3, nr.
2., at udtømning og dumpning ikke anses som udledning i
havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge
af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske
mineralforekomster, jf. kapitel 10. Det vil sige, at udledninger
fra offshore indvinding af olie og gas ikke er omfattet af reglerne
om udtømning eller dumpning.
Det fremgår af bemærkningerne til nyaffattelsen af
havmiljøloven i 1993, at der ved begrebet "anden
bortskaffelse" tænkes på afbrænding af
væske, herunder naturgas, i forbindelse med
brøndtestning, brøndstimulering m.v. og på
afbrænding af farlige gasarter i forbindelse med
hydrocaboner, herunder naturgas. Endvidere tænkes på
bortskaffelse via eller injektion under havoverfladen, jf. lov nr.
476 af 30. juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg
A, spalte 7332. Således vil stoffer, der ender op under
havbunden ifm. olie og gasindvinding, ikke være at anse som
dumpning, men er omfattet af begrebet "anden bortskaffelse".
At udledninger og injektion af stoffer ifm. indvinding af olie
og gas ikke er udtømning eller dumpning, jf.
havmiljølovens § 4, stk. 3, nr. 2, er i
overensstemmelse med Londonprotokollens artikel 4.3, hvorefter
udledninger og bortskaffelse, som er en direkte følge eller
relateret til undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, falder uden for
Londonprotokollens anvendelsesområde. Det samme gør
sig gældende i henhold til OSPAR-konventionens anneks III
artikel 3.1. og 3.2.
2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring af
CO2 (CCS) er det besluttet, at der
skal være mulighed for CO2-lagring i Danmark under
forudsætning af, at det foregår under forsvarlige
sikkerheds- og miljømæssige forhold. Tilladelse til
lagring af CO2 i undergrunden under
havbunden meddeles i henhold til undergrundslovens § 23 af
klima-, energi- og forsyningsministeren.
Havmiljølovens regler for udledning og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore
platforme, er udformet på et tidspunkt, hvor de eneste
aktiviteter på offshore platforme var i forbindelse med
indvinding af olie og gas. CO2 er
kemisk set ikke at anse som en kulbrinte eller som et andet
undersøisk mineral. Udledninger og anden bortskaffelse fra
CO2-lagringsplatforme er dermed ikke
omfattet af havmiljølovens § 30 eller
udledningsbekendtgørelsen.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og
materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme ikke er omfattet af
havmiljølovens regler om udtømninger af olie eller
affald fra skibe og platforme, eftersom reglerne for
udtømning af olie er begrænset til at gælde for
skibe og reglerne om udtømning af affald er begrænset
til at gælde for olie- og gasplatforme.
Det er ligeledes Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at reglerne om dumpning i Londonprotokollen og
havmiljøloven ikke finder anvendelse for udledninger og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore
CO2-lagringsplatforme, idet
formålet med de anvendte stoffer og materialer ikke er
bortskaffelse, men en følge af den offshoreaktivitet som
sker i forbindelse med lagringen. Det er endvidere Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering at udledninger og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet ikke er at anse
som dumpning, når det sker som følge af en aktivitet
med lagring af CO2, eftersom
stofferne enten er naturligt forekommende eller tilsættes til
brønden og platformen, for at sikre de
sikkerhedsmæssige forhold omkring injektionen eller korrekt
injektion af CO2´en i
undergrunden under havbunden. Udledninger anses derfor som en
direkte følge af selve aktiviteten med lagring af CO2, og ikke med henblik på bevidst
bortskaffelse.
Udledninger og anden bortskaffelse af stoffer til havet i
forbindelse med indvinding af olie og gas er i øvrigt ikke
at anse som dumpning, hvilket følger direkte af
Londonprotokollen og havmiljølovens § 4, stk. 1, nr.
2.
CO2-lagringsplatforme kan
være tidligere olie- og gasplatforme, hvorfor de tidligere
anvendte brønde til indvinding af olie og gas også kan
anvendes til CO2-lagring. Ved
etablering af nye CO2-lagringsplatforme vil det derfor
være nødvendigt at etablere brønde og boringer.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at de
stoffer og materialer, der i dag anvendes, udledes og bortskaffes i
forbindelse med olie- og gasaktiviteter i henhold til
udledningsbekendtgørelsen og havmiljølovens §
30, er meget lig de stoffer, der anvendes, udledes og bortskaffes
som en følge af eller i tilknytning til CO2-lagring.
Det kan bl.a. være processpildevand, som indeholder
naturligt forekommende stoffer fra reservoiret og rester af
tilsatte "offshore kemikalier". Kemikalierne tilsættes bl.a.
for at forhindre, at de rør, som leder CO2´en til reservoiret fra platformen,
ikke ruster (antikorrosionsmidler), for at hindre tilgroning i
rørene (desinfektionsmidler), for at rense vandet
(vandklaringsmidler) eller for at rense platformen med henblik
på at sikre de sikkerhedsmæssige forhold.
Operatøren er forpligtet til i videst muligt omfang at
minimere udledningen af stofferne. Det kan dog ikke undgås,
at nogle af stofferne ender i de geologiske formationer under
havbunden, eller at processpildevandet, som kan indeholde
olierester, udledes til havet. Det samme gælder for
vaskevand, som anvendes til at vaske platformen fri for olie og
snavs, som ikke altid vil kunne opsamles, og derfor medfører
udledninger til havet.
På den baggrund vurderer Miljø- og
Ligestillingsministeriet, at udledninger og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme bør reguleres
på samme måde som offshore olie- og gasplatforme for at
sikre beskyttelsen af havmiljøet.
Af hensyn til at sikre et ensartet administrationsgrundlag og
det samme beskyttelsesniveau er det ministeriets vurdering, at de
relevante anbefalinger og retningslinjer fra OSPAR om udledning og
anden bortskaffelse af stoffer til havet fra olie- og gasplatforme,
også bør gælde for CO2-lagringsplatforme.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for
havmiljølovens § 30, stk. 1, således, at
miljøministeren bemyndiges til også at fastsætte
regler om anden bortskaffelse og udledning i havet af stoffer og
materialer fra CO2-lagringsplatforme. Den foreslåede
bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren kan
fastsætte regler om, at udledning eller anden bortskaffelse
af bestemte stoffer til havet ikke må finde sted, hvis det
indebærer en væsentlig risiko for forurening af
omgivelserne, jf. den foreslåede ændring af § 30,
stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ligesom det er
tilfældet efter reglerne om udledninger fra offshore olie og
gasplatforme i den nugældende havmiljølovs § 30,
stk. 2.
Det foreslås endvidere, at udvide anvendelsesområdet
for havmiljølovens § 30, stk. 3, til også at
gælde for ejere eller brugere af CO2-lagringsplatforme eller andre offshore
platforme. Dermed kan de forpligtes til for egen regning at
gennemføre og indsende resultater af undersøgelser af
havmiljøets fysiske, kemiske og biologiske tilstand til
afdækning af eventuelle miljømæssige
påvirkninger af havmiljøet, jf. den foreslåede
ændring af § 30, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
8.
Det foreslås endvidere at udvide anvendelsesområdet
for havmiljølovens § 55, stk. 3, om transport til og
fra offshore platforme, således at miljøministeren
efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1,
nr. 22, kan fastsætte regler om, at ejeren eller
operatøren af en offshore platform, herunder CO2-lagringsplatforme, for egen regning skal
stille transport, kost og logi til rådighed i forbindelse med
Miljøstyrelsens tilsyn.
De foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 7, 8, og 22,
har til formål at sikre et ensartet regelsæt for
udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet
fra alle offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme. Bestemmelserne vil
derfor også kunne anvendes til at fastsætte regler om
udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet
som følge af andre fremtidige aktiviteter fra platforme.
På den måde sikres det, at det fornødne
hjemmelsgrundlag er på plads, og kan anvendes til fordel for
beskyttelsen af havet i takt med udviklingen af aktiviteter
på havet.
Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser i
§ 1, nr. 7, 8, og 22, vil blive udmøntet i en
bekendtgørelse, som har til formål at etablere en
tilladelsesordning for anden bortskaffelse og udledning i havet af
stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme.
Bekendtgørelsen vil således skulle danne rammen for
Miljøstyrelsens behandling af ansøgninger om
udledninger og anden bortskaffelse, hvorefter ansøger skal
opfylde de kriterier, der fastlægges, herunder at der skal
indsendes oplysninger om de stoffer, der anvendes og udledes,
mængde, sammensætning m.v., samt redegørelse af
de potentielle påvirkninger af miljøet. Ligesom efter
den gældende tilladelsesordning for olie- og gasplatforme,
vil der i en tilladelse efter de foreslåede regler for en
tilladelsesordning for andre platforme, herunder CO2-lagringsplatforme blive henvist til
miljøvurderingen af det konkrete projekt, udarbejdet af den
kompetente myndighed herfor. Miljøstyrelsen vil kunne stille
krav om overvågning af havmiljøet, og der vil kunne
straffes for overtrædelse af bekendtgørelsen, som
forudsættes udarbejdet efter de foreslåede regler i
§ 1, nr. 7 og 8.
En offshoreoperatør vil således - i medfør
af de foreslåede ændringer af § 30, stk. 1 og 3, -
skulle søge om tilladelse til udledning og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet i alle
tilfælde, hvor der fra en offshore platform udføres
offshoreaktiviteter. Ved offshoreaktivitet forstås bl.a. alle
aktiviteter om undersøgelse og efterforskning forud for
selve udnyttelsen eller indvindingen af mineralforekomster eller i
forbindelse med CO2-lagring.
Offshoreaktiviteter dækker også over selve udnyttelsen,
indvindingen eller lagringen fra offshore platformen. Der skal dog
være tale om, at udledningen eller anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet er en følge af eller i
tilknytning til offshoreaktiviteten. F.eks. vil udledninger fra
evt. beboelse eller tekniske anlæg på platformen, som
generatorer til strøm til beboelse m.v., når der ikke
udføres offshoreaktiviteter, ikke være omfattet.
Sådanne udledninger kan dog være omfattet af anden
lovgivning efter havmiljøloven.
Afgørelser om anden bortskaffelse og udledning af stoffer
og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme i medfør af
reglerne som forudsættes udmøntet med den
foreslåede ændring af § 30, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 7, vil være omfattet af
havmiljølovens regler om klage i havmiljølovens
§ 49-53 a. Afgørelserne vil således kunne
påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Klageberettiget vil være
enhver med individuel og væsentlig interesse i sagens udfald
samt alle lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer som har beskyttelse af natur og miljø, samt
rekreative interesser, som hovedformål. En afgørelse
vil ikke have opsættende virkning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, 8 og 22, og
bemærkningerne hertil.
2.4. Marin
geoengineering
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Havmiljøloven
Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning
af stoffer eller materialer i havet, bortset fra dumpning af
optaget havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens
§ 25, stk. 1, og lagring af CO2
under havbunden jf. regler udstedt i medfør af
havmiljølovens § 25, stk. 3.
Dumpning er i havmiljølovens § 4, stk. 2, defineret
som enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under
havbunden - som ikke er udtømning - af stoffer eller
materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige
eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet,
på havbunden og under havbunden af skibe, fly eller
bevægelige eller fastanbragte platforme, herunder enhver
udledning, udflydning eller bortskaffelse af stoffer eller
materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik
på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer
eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med
henblik på bortskaffelse.
Efter havmiljølovens § 54, stk. 1, 1. pkt., må
udledning i havet af stoffer og materialer med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller med
henblik på at bekæmpe forurening af havet, ikke finde
sted uden tilladelse fra miljøministeren. Efter lovens
§ 54, stk. 2, 1. pkt., kan tilladelse efter stk. 1, 1. pkt.,
kun gives i konkret foreliggende enkelttilfælde eller under
særlige omstændigheder for en nærmere angivet
periode. I de eksklusive økonomiske zoner eller uden for
dansk søterritorium i øvrigt kan tilladelse gives af
de kompetente myndigheder i en stat, der har tiltrådt
konventionen om beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet (HELCOM-konventionen) eller
konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe
(MARPPOL-konventionen), jf. havmiljølovens § 54, stk.
1, 2. pkt.
Det fremgår af bemærkningerne til
havmiljølovens § 54, jf. Folketingstidende 1992-93,
tillæg A, spalte 7347, at hjemlen navnlig er tænkt
anvendt på udledning eller udspredning af kemiske
bekæmpelsesmidler (dispergering), som er en form for
olieforureningsbekæmpelse, der kan være forbundet med
visse gener for havmiljøet, og en nøje vurdering,
herunder navnlig af de biologiske konsekvenser, er derfor
påkrævet. Tilladelsesbeføjelsen efter den
gældende bestemmelse er delegeret til Miljøstyrelsen,
som har administreret bestemmelsen restriktivt.
2.4.1.2. Londonprotokollen
Londonprotokollen under FN´s søfartsorganisation,
hvis formål er at forhindre havforurening ved dumpning af
affald og andre stoffer, blev vedtaget den 7. november 1996 og
trådte i kraft den 24. marts 2006. Danmark undertegnede
protokollen den 17. april 1997. For Danmarks vedkommende finder den
anvendelse for alle dele af Danmarks havområder og
gælder for alle skibe, der sejler under dansk flag.
Londonprotokollen indeholder et generelt forbud mod dumpning i
havet i artikel 4, stk. 1, 1. led. Dumpning er defineret i
Londonprotokollen som enhver bevidst bortskaffelse og lagring af
affald og andre materialer i havet fra skibe, fly, platforme eller
andre menneskeskabte konstruktioner på havet. Det omfatter
derudover enhver bevidst bortskaffelse i havet af skibe, fly,
platforme og andre menneskeskabte konstruktioner på havet,
jf. artikel 1, stk. 4.
I 2013 blev resolution LP. 4(8) om ændring af
Londonprotokollen vedrørende regulering af anbringelse af
stoffer og materialer til stimulering af havets
primærproduktivitet ("ocean fertilization") og andre marin
geoengineeringaktiviteter vedtaget. Resolutionen indsætter en
ny artikel 5 b i Londonprotokollen, som definerer marin
geoengineering som ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med
henblik på at manipulere naturlige processer, herunder for at
modvirke menneskeskabte klimaforandringer eller deres virkninger,
og som har potentiale til at resultere i skadelige
påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan
være udbredte, langvarige eller alvorlige.
Der blev endvidere indsat en ny artikel 6 b, hvorefter de
tiltrædende parter til Londonprotokollen forpligtes til at
forbyde anbringelsen af stoffer og materialer i havet fra skibe,
fly, platforme og andre menneskeskabte konstruktioner på
havet, når det sker i forbindelse med de marin
geoengineeringsaktiviteter, som er oplistet i et nyt anneks 4.
Den eneste aktivitet oplistet i det nye anneks 4 er "ocean
fertilization", og som derfor også er den eneste aktivitet,
som i medfør af resolutionen skal forbydes. "Ocean
fertilization" er defineret som enhver menneskelig aktivitet med
det hovedformål at stimulere havets
primærproduktivitet. Ved primærproduktivitet menes
produktion af organiske stoffer i planter, alger og fotosyntetiske
cyanobakterier, som er det første led i økosystemets
fødenet, da de kan lave fotosyntese. Det omfatter dog ikke
konventionel akvakultur, herunder havbrug eller kunstige rev. Efter
anneks 4 kan de tiltrædende parter til Londonprotokollen dog
give tilladelse til "ocean fertilization" aktiviteter, hvis der er
tale om forskningsprojekter, og såfremt projektet konkret kan
tillades i henhold til kriterierne i et nyt anneks 5.
Vurderingsværktøjet i det nye anneks 5 stiller krav
til området, hvori det videnskabelige projekt ønskes
udført, herunder krav til beskrivelserne af områdets
fysiske, geologiske, kemiske og biologiske tilstand og vurderingen
af påvirkningen af området. Der stilles derudover en
række krav til planerne for udførelsen af det
videnskabelige projekt, herunder miljøvurdering af effekter
og påvirkninger, risikoanalyser og planer for at minimere
påvirkninger og forebygge forurening ved brug af
overvågningsprogrammer.
Reglerne om marin geoengineering, herunder ocean fertilization,
i medfør af resolution LP. 4(8) er endnu ikke trådt i
kraft. Ikrafttræden kan ske, når 2/3 dele af de
tiltrædende parter til Londonprotokollen meddeler IMO, at de
accepterer ændringerne. Derefter vil ændringerne
træde i kraft efter 60 dage. Siden resolutionen blev vedtaget
i 2013, har 7 ud af i alt 55 lande accepteret ændringen,
herunder Estland, Finland, Tyskland, Holland, Norge, Storbritannien
og Australien.
Selvom reglerne om marin geoengineering endnu ikke er
trådt i kraft, fremgår det af de indledende
bemærkninger til resolutionen, at resolution LC-LP. 1(2008)
og LC-LP. 2(2010) finder anvendelse for alle de tiltrædende
parter til Londonprotokollen, indtil ændringerne til
Londonprotokollen om marin geoengineering i medfør af
resolutionen LP. 4(8) træder i kraft.
Resolution LC-LP. 1 (2008) handler om reguleringen af "ocean
fertilization". I resolutionen er det vedtaget, at aktiviteter som
"ocean fertilization" falder ind under Londonkonventionens og
Londonprotokollens anvendelsesområde, og at "ocean
fertilization" kategoriseres som enhver aktivitet, der foretages af
mennesker, når hovedformålet er at stimulere
primær (algevækst) aktivitet i havet.
I resolution LC-LP. 2 (2010) vedrørende rammerne for
vurderingen af videnskabelig forskning vedrørende "ocean
fertilization" blev der vedtaget et vurderingsværkstøj
for videnskabelig forskning af "ocean fertilization" projekter.
Vurderingsværktøjet er det nye anneks 5. Resolutionen
slår fast, at hvert enkelt projekt skal vurderes konkret ved
hjælp af vurderingsværktøjet. Det blev derudover
besluttet, at de tiltrædende parter til Londonprotokollen
skal anlægge et forsigtighedsprincip, når
vurderingsværktøjet anvendes, særligt i forhold
til om et projekt er videnskabeligt validt og ikke i modstrid med
Londonkonventionens og Londonprotokollens formål.
2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Marin geoengineering er en betegnelse for menneskelige indgreb i
havet, hvor havets naturlige processer påvirkes, for bl.a. at
imødegå klimaforandringer. Et indgreb kan f.eks.
være anbringelse af træflis eller jernspåner i
havet med henblik på at stimulere primærvækst af
alger, og som dermed optager mere CO2 fra atmosfæren. Når disse
stoffer bliver optaget i fødekæden, og synker til
bunds, kan det medføre omfattende iltsvind. En anden metode,
hvorpå man forsker i at binde en større mængde
CO2 i havet, er ved at manipulere
med naturlige effekter og tilføje stoffer som karbonat-
eller silikatmaterialer til havet. Det kan ændre på pH
værdien, carbonmætningen eller andre forhold og
igangsætte naturlige biokemiske processer.
Tilsætningsstofferne kan indeholde uønskede stoffer
som f.eks. nikkel (eller andre potentielt giftige stoffer), som kan
skade marine organismer, hvilke optages i fødekæden,
og ende med at udgøre en trussel mod menneskers sundhed og
havpattedyr ved at akkumulere i fødekæden.
Forskning i marine geoengineeringsteknikker er nationalt set
fortsat begrænset. Der er et stigende internationalt fokus
på området, og mange konkrete projekter er allerede
iværksat i andre landes havområder med det formål
at nedbringe CO2-udledninger ved
binding af CO2 til havet i stedet.
Efterspørgslen efter løsninger, som kan være
med til at nedbringe landes CO2-udledninger, stiger i takt med behovet
for konkrete tiltag for at komme i mål med de nationalt
fastsatte reduktionsmål. Projekter for reduktion af CO2-udledninger må, efter
Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattelse, dog ikke ske
på bekostning af havmiljøet og havets
økosystem. Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets
opfattelse kan marin geoengineeringsaktiviteter medføre
væsentlige skadelige påvirkninger af havet og dets
økosystem.
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering
bør marin geoengineering i Danmarks havområder derfor
være genstand for regulering, som har til formål at
sikre, at eventuelle forskningsprojekter kan gennemføres
på en miljømæssig forsvarlig måde, og hvor
effekterne for havmiljøet analyseres og monitoreres
løbende. Det er endvidere Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at regulering af marin
geoengineering bør ske ved at tiltræde
ændringerne til Londonprotokollen i medfør af
resolution LP. 4(8).
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering er
marin geoengineering ikke omfattet af det generelle dumpningsforbud
efter havmiljølovens § 25, stk. 1, af stoffer og
materialer i havet. Definitionen af dumpning er, at det skal ske
med henblik på bortskaffelse, jf. havmiljølovens
§ 4, stk. 2. Marin geoengineeringsaktiviteter er derimod
defineret som et ethvert bevidst indgreb i havmiljøet, med
henblik på at manipulere naturlige processer, herunder for at
modvirke menneskeskabte klimaforandringer eller deres virkninger,
og som har potentiale til at resultere i skadelige
påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan
være udbredte, langvarige eller alvorlige.
Marin geoengineeringsaktiviteter betragtes heller ikke som
dumpning i medfør af Londonprotokollen, jf. artikel 5 b i
resolutionen LP. 4(8). Der sondres endvidere i regi af
Londonprotokollen mellem dumpning af stoffer og materialer i havet
og anbringelse af stoffer og materialer i havet, eftersom teknikken
"ocean fertilization", i Londonprotokollen er defineret som
anbringelse i havet af stoffer og materialer med henblik på
at påvirke havets primærproduktivitet, og ikke som
dumpning.
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, kan
havmiljølovens § 54, stk. 1, endvidere ikke anvendes
til at regulere marin geoengineering, eftersom bestemmelsen
primært har til formål at regulere forskningsprojekter
i bekæmpelse af forurening af havet. Marin geoengineering har
ikke til hensigt at bekæmpe forurening af havet, men har
derimod bl.a. til formål at nedbringe CO2-udledninger ved påvirkning af de
naturlige processer i havet.
På den baggrund er det Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at marin geoengineering ikke
er omfattet af nugældende lovgivning eller vil kunne
reguleres i medfør af nugældende lovgivning.
Såfremt det besluttes med lovforslaget at tiltræde
resolution LP. 4(8) om ændring af Londonprotokollen
vedrørende anbringelse af stoffer og materialer til
stimulering af havets primærproduktivitet ("ocean
fertilization") og andre marin geoengineeringsaktiviteter, vil
Danmark være forpligtet til at forbyde teknikken "ocean
fertilization", som er anbringelse af stoffer og materialer i havet
med henblik på at stimulere havets primærproduktivitet,
f.eks. stimulere algevæksten. Som følge af det nye
anneks 4 og 5 vil Danmark dog kunne tillade forskningsprojekter,
efter en konkret vurdering i henhold til
vurderingsværktøjerne i det nye anneks 5 i
Londonprotokollen. Øvrige marine geoengineeringsteknikker er
i regi af Londonprotokollen fortsat ureguleret, men der tages
løbende stilling til, hvorvidt andre teknikker såsom
"Ocean Alkalinity Enhancement", "Ocean Sinking of Biomass for
Carbon Storage" og Marine Surface Albedo Enhancement Involving
Reflective Particles", også skal reguleres af
Londonprotokollen.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at selvom resolution LP. 4(8) om marin geoengineering
ikke træder i kraft som følge af Danmarks accept, kan
resolutionen med fordel danne grundlag for nationale regler om
marin geoengineering og sende et signal om, at Danmark tager enhver
form for forurening og påvirkning af havet alvorligt.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Med dette lovforslag foreslås det således, at der i
kapitel 10 indsættes en bestemmelse, hvorefter
miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
marin geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale
aftaler herom, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vedrørende
indsættelse af § 33 b.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 33 b,
jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vil regeringen på Danmarks
vegne være bemyndiget til at tiltræde resolution LP.
4(8) under Londonprotokollen, samt senere ændringer hertil,
som vedtages efter proceduren i Londonprotokollens artikel 21 og
22. Det bemærkes, at senere ændringer til resolutionen
vil kunne gennemføres administrativt i dansk ret med hjemmel
i bestemmelsen.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse
i § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive
udmøntet således, at der etableres en ordning, hvor
forskningsprojekter med anbringelse af stoffer og materialer i
havet, som har til formål at stimulere havets
primærproduktivitet, det såkaldte "ocean
fertilization", kun kan udføres efter tilladelse fra
miljøministeren.
Det foreslås endvidere, at miljøministeren
bemyndiges til at fastsætte regler om, i hvilke
tilfælde og på hvilke vilkår, der vil kunne
meddeles tilladelse efter det foreslåede § 33 b, stk. 1.
jf. det foreslåede § 33 b, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9. Det forventes i den forbindelse, at reglerne vil
afspejle vurderingsværktøjet i anneks 5 i resolution
LP. 4(8) og dermed indeholde regler om ansøgningens indhold,
høringsprocedurer og inddragelse af offentligheden,
risikovurderinger, prøveudtagning og analyser af
påvirkningen af havmiljøet og havbunden, og om
vurdering og behandling af sager.
I medfør af den foreslåede indsættelse af
§ 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, forventes det, at
miljøministeren vil kunne stille krav om, at ansøger
for egen regning skal foretage analyser, risikovurderinger,
overvågningsprogrammer samt peer reviews af
ansøgningen i henhold til anneks 5 i resolution LP.
4(8).
Miljøministeren fører tilsyn med regler udstedt
efter havmiljøloven, jf. havmiljølovens § 45.
Tilsynet forventes delegeret til Miljøstyrelsen i henhold
til havmiljølovens § 48, stk. 1. Den foreslåede
bekendtgørelse om marin geoengineering og
tilladelsesordningen for forskningsprojekter med ocean
fertilization forventes således at høre under
Miljøstyrelsens tilsyn.
Overtrædelse af reglerne udstedt i medfør af
bemyndigelsen efter den foreslåede § 33 b, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vil kunne straffes med bøde
efter den foreslåede ændring af § 61, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 26.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og 26, og
bemærkningerne hertil.
2.5. Udvidelse
af beredskabsregler for platforme på havet
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Havmiljølovens anvendelsesområde
Havmiljøloven finder anvendelse på alle danske
skibe, luftfartøjer, platforme og rørledninger,
uanset hvor de befinder sig. Loven finder derudover bl.a.
anvendelse på alle ikke danske platforme, der befinder sig
på dansk søterritorium eller på dansk
kontinentalsokkelområde, jf. havmiljølovens § 2,
stk. 1, nr. 3. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, at der ved platforme tænkes primært
på boreplatforme, men også andre havanlæg, som
f.eks. vindmølleanlæg på havet, er omfattet af
loven, jf. lov nr. 476 af 30. juni 1993, jf. Folketingstidende
1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
Danmarks havområde består af søterritoriet,
som er det indre og ydre territorialfarvand, samt Danmarks
eksklusive økonomiske zoner. Søterritoriet går
ud til 12 sømil fra de til enhver tid gældende
basislinjer, som er linjer trukket således, at afstanden fra
ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt
på basislinjen er 12 sømil (22.224 m), jf. lov om
afgrænsning af søterritoriet. Ved eksklusive
økonomiske zoner forstås havområder uden for og
stødende op til søterritoriet indtil en afstand af
200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer,
jf. lov om eksklusive økonomiske zoner. Dansk
kontinentalsokkelområde er sammenfaldende med de eksklusive
økonomiske zoner.
2.5.1.2. Havmiljøberedskab
Ved kongelig resolution af 29. august 2024 er der oprettet et
Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Forsvarsministerens
opgaver vedrørende havmiljøberedskabet, herunder
ansvaret for og dedikerede kapaciteter til bekæmpelse af
miljøhændelser i havet og omkring maritim
energiinfrastruktur, er i den forbindelse overdraget til ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab. Miljøministerens sager
vedrørende havmiljøberedskabet, herunder
beredskabsplaner i tilfælde af forurening fra olie og
gasplatforme og øvrige platforme i medfør af
beredskabsbekendtgørelsen, er ligeledes overdraget til
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
Det betyder, at de opgaver, miljøministeren og
forsvarsministeren hidtil har varetaget vedrørende det
interne og eksterne beredskab for bekæmpelse af forurening
fra olie- og gasanlæg, rørledninger og andre platforme
i henhold til havmiljølovens kapitel 11 og
beredskabsbekendtgørelsen, er overgået til ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab.
Det følger af havmiljølovens § 34, at
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab i samarbejde med
redningsberedskabet og andre myndigheder, som ministeren bemyndiger
hertil, forestår bekæmpelse af olie- og
kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af
søterritoriet. Forsvarskommandoen har udarbejdet en
beredskabsplan for det statslige beredskab, jf.
Søværnskommandoens beredskabsplan for det statslige
danske beredskab til bekæmpelse af forurening af havet med
olie og andre skadelige stoffer af 7. marts 2023. I
overensstemmelse med ressortdelingen af 29. august 2024 vil
opdateringer af beredskabsplanen for det statslige beredskab
fremadrettet være forankret i Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskab.
I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra
platforme eller tilsluttede rørledninger påhviler det
ejeren, eller den der er ansvarlig for driften af platformen eller
rørledningen, straks at iværksætte den interne
beredskabsplan og påbegynde bekæmpelsen af
forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet
hertil efter havmiljølovens § 47 c. Det følger
af § 34 a, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
(tidligere miljøministeren) kan meddele påbud om,
hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren skal
iværksætte, og fastsætte regler om beredskabet,
herunder hvilket mandskab og materiel m.v. der skal være til
rådighed i tilfælde af uheld på
anlægget.
Det følger af havmiljølovens § 34 b, at
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab (tidligere
miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren)
under inddragelse af den ansvarlige for driften af en platform,
udarbejder en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie-
og kemikalieforurening af havet fra offshore platforme og evt.
tilsluttede rørledningssystemer. Bestemmelsen er en
gennemførelse af artikel 29 og bilag VII og VIII i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. juni 2013 om
sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter
(offshoresikkerhedsdirektivet) jf. lov nr. 1499 af 23. december
2014. Efter havmiljølovens § 34 b omfatter den eksterne
beredskabsplan alene offshore olie- og gasplatforme.
Der er i bekendtgørelse nr. 909 af 10. juli 2015 om
beredskab ved forurening af havet fra olie- og gasanlæg,
rørledninger og andre platforme
(beredskabsbekendtgørelsen) fastsat regler om både det
interne og det eksterne beredskab. Reglerne om den eksterne
beredskabsplan er fastsat i bekendtgørelsens kapitel 6 og
bilag 2. Planen skal bl.a. omfatte en beskrivelse af myndighedernes
procedurer ved underretning om spild, hvilke procedurer for
alarmering og beredskabsindsats, der sættes i værk ved
underretning, og en beskrivelse af de tiltag, der som led i den
eksterne beredskabsplan, kan sættes i værk for at yde
bistand til den indsats, der sættes i værk af
operatøren af en olie- og gasplatform.
Efter beredskabsbekendtgørelsens § 18 skal
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere
Miljøstyrelsen) også udarbejde en samlet ekstern
beredskabsplan bestående af den eksterne beredskabsplan efter
havmiljølovens § 34 b og den eksterne beredskabsplan
udarbejdet i medfør af § 45 b i
offshoresikkerhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 125 af 6.
februar 2018, og videresende den til Europa-Kommissionen samt til
andre medlemsstater i EU og tredjelande, der kan blive
berørt af en større ulykke. Den eksterne
beredskabsplan efter offshoresikkerhedslovens § 45 b
udarbejdes af Arbejdstilsynet og omhandler sikkerheden og sundheden
på offshore olie- og gasaktiviteter.
2.5.1.3. Tilsyn med offshore olie- og gasplatforme
Miljøministeren og ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i
havmiljøloven, og de forskrifter der udstedes i henhold til
loven, jf. havmiljølovens § 45, stk. 1.
Tilsynsmyndigheden skal foranledige, at et ulovligt forhold
lovliggøres, medmindre forholdet har underordnet betydning,
jf. havmiljølovens § 45 b. I den situation, der er
nævnt i havmiljølovens § 45 b, skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold
skal bringes til ophør. Bringes det ulovlige forhold ikke
til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fortsat drift af
en platform og tilsluttet rørledningssystem beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, jf.
havmiljølovens § 45 d.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 45 d, stk. 2,
gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets artikel 18, stk.
1, på havmiljølovens område. Direktivet stiller
i artikel 18, stk. 1, litra e, krav om, at tilsynsmyndigheden skal
kunne kræve forbedringer og om nødvendigt forbyde
fortsat drift af ethvert anlæg eller dele heraf eller enhver
tilsluttet infrastruktur (platform eller tilsluttet
rørledningssystem beliggende indenfor sikkerhedszonen), hvis
det fremgår af et tilsyn, en beslutning efter artikel 6, stk.
4, en periodisk gennemgang af rapporten om større farer
eller ændringer af anmeldelser i henhold til artikel 11, at
operatøren ikke længere har kapacitet til at opfylde
de relevante krav efter direktivet, eller der er rimelig tvivl om
offshore olie- og gasaktiviteters eller anlægs sikkerhed.
2.5.1.4. Miljøskaderegler for så vidt angår
olie- og gasplatforme
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på havet skal vurderes i henhold til
bestemmelserne i havmiljølovens kapitel 14 a. Bestemmelserne
definerer miljøskade, overhængende fare for
miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for
driften af en erhvervsmæssig aktivitet og for en
miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om
oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse
af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
forurening indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade.
Bestemmelserne i kapitel 14 a skal sikre, at alle de negative
påvirkninger af natur og miljø, som indebærer
miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at
hvis aktiviteten indebærer miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, og der er en
ansvarlig herfor, behandles denne efter miljøskadeloven.
Indebærer aktiviteten ikke en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, anvendes de
hidtil gældende regler, f.eks. havmiljølovens §
43 og § 44.
Havmiljølovens § 47 a fastlægger hvad der skal
forstås ved en miljøskade og en overhængende
fare for en miljøskade. Der henvises til
miljøskadelovens §§ 7-11.
Havmiljølovens § 47 b, stk. 1, definerer, hvem der
skal anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan
give anledning til en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Det fremgår således
reguleres det, at ved den ansvarlige for driften, forstås den
ansvarlige for driften af et skib, luftfartøj, en platform
eller rørledning. Bestemmelsen er ikke begrænset til
bestemte platforme, og må derfor anses at finde anvendelse
for alle platforme omfattet af havmiljølovens generelle
anvendelsesområde, som omfatter såvel bevægelige
som fast anbragte platforme, boreplatforme, men også andre
anlæg på havet, for eksempel
vindmølleanlæg, jf. bemærkningerne til
havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf.
Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5,
præciseres ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og
rettighedshaveren for olie- og gasplatforme.
Det fremgår således af havmiljølovens §
47 b, stk. 4, at den driftsansvarlige, har ansvaret for at
undersøge, forebygge og afhjælpe en miljøskade
eller en overhængende fare for miljøskade, der
hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde.
Rettighedshaveren har efter havmiljølovens § 47 b,
stk. 5, ansvaret for at afholde alle omkostninger ved
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskade og overhængende fare for miljøskade,
der hidrører fra efterforskning, produktion eller transport
af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde, herunder stille sikkerhed og
dække administrationsomkostninger efter
miljøskadeloven og afholde udgifter efter §§ 47 e
og 47 g.
Bestemmelserne om delingen af ansvaret for håndtering af
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren
for olie- og gasplatforme gennemfører
offshoresikkerhedsdirektivets artikel 7.
2.5.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets og Ministeriet
for Samfundssikkerhed og Beredskabs overvejelser
Reglerne om eksterne beredskabsplaner i havmiljølovens
§ 34 b om muligheden for at forbyde fortsat drift, hvis et
ulovligt forhold ikke bringes til ophør i medfør af
havmiljølovens § 45 d, stk. 2, og reglerne om den
ansvarlige for en miljøskade i havmiljølovens §
47 b, stk. 4 og 5, finder alene anvendelse på olie- og
gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer og
forurening der hidrører herfra. Uheld, og
forureningshændelser af havet med olie og kemikalier vil
imidlertid, også kunne finde sted fra havvindmøller
eller andre offshore platforme. Der er på den baggrund behov
for at udvide havmiljølovens §§ 34 b, 45 d, stk. 2
og 47 b, stk. 4 og 5, til også at omfatte
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme.
Det er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
opfattelse, at operatørernes interne beredskaber, materiel,
personel osv., i langt de fleste tilfælde vil være
tilstrækkelige til at kunne håndtere uheld og
forureningshændelser. I tilfælde af større
forureningshændelser, bør der dog efter Ministeriet
for Samfundssikkerhed og Beredskabs opfattelse være en plan
for iværksættelse af et eksternt beredskab, som
også omfatter havvindmøller og øvrige offshore
platforme, såsom CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets
opfattelse, at en ændring af havmiljølovens § 45
d, stk. 2, vil være hensigtsmæssig, eftersom
tilsynsmyndighederne bør have samme mulighed for at forbyde
fortsat drift eller meddele et påbud om at bringe et ulovligt
forhold til ophør, uanset om der er tale om en olie- og
gasplatform, en havvindmølle eller øvrige offshore
platforme, såsom CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme. Det
kunne f.eks. være et forhold omfattet af reglerne om interne
beredskabsplaner, hvor tilsynsmyndigheden finder, at
operatøren ikke lever op til kravene for materiel eller
mandskab til brug for en forureningshændelse.
Miljø- og Ligestillingsministeriet finder det derudover
hensigtsmæssigt at ændre reglerne i
havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, således, at
der i tilfælde af forurening fra offshore platforme,
såsom CO2-lagringsplatforme,
PtX-platforme eller havvindmøller vil gøre sig de
samme forhold gældende som for olie- og gasplatforme.
Ansvaret for den umiddelbare forureningshændelse og ansvaret
for at stille sikkerhed og dække administrationsomkostninger
efter miljøskadeloven bør derfor også
være delt mellem den ansvarlige for driften og
rettighedshaveren for havvindmøller og øvrige
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Det er efter Miljø- og Ligestillingsministeriets og
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs vurdering, at de
ovennævnte ændringer vedrørende eksterne
beredskabsplaner og miljøskadereglerne vil være med
til at sikre en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen af
større forureningshændelser på havet, uanset om
forureningen stammer fra olie- og gasplatforme, en
havvindmølle eller andre offshore platforme.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide havmiljølovens § 34 b
om eksterne beredskabsplaner, § 45 d, stk. 2, om muligheden
for at forbyde fortsat drift af en platform, og § 47 b, stk. 4
og 5, om miljøansvarsreglernes begreb for den
driftsansvarlige til også at omfatte havvindmøller og
øvrige andre offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Som konsekvens af den foreslåede ændring, vil der
være et behov for at ændre
beredskabsbekendtgørelsen, således at de nærmere
krav til indholdet af en ekstern beredskabsplan kommer til at
omfatte havvindmøller og øvrige andre offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme. De
foreslåede ændringer af havmiljølovens § 45
d, stk. 2, og § 47 b, stk. 4 og 5, giver ikke anledning til
ændringer i de administrative forskrifter.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10-13 samt
bemærkningerne hertil.
2.6. Forhåndstilladelse til anvendelse af
dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening i
særlige tilfælde
2.6.1. Gældende ret
Ved kongelig resolution af 29. august 2024 er der oprettet et
Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Miljøministerens opgaver vedrørende
havmiljøberedskabet, herunder beredskabsplaner i
tilfælde af forurening fra olie og gasplatforme og
øvrige platforme i medfør af
beredskabsbekendtgørelsen, er i den forbindelse blevet
overdraget til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
Det betyder, at opgaver, miljøministeren og
forsvarsministeren indtil nu har varetaget vedrørende det
interne og eksterne beredskab for bekæmpelse af forurening
fra olie- og gasanlæg, rørledninger og andre platforme
i henhold til havmiljølovens kapitel 11 og
beredskabsbekendtgørelsen samt havmiljølovens §
54 om videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse og
tilladelse til udledning af stoffer til havet til brug for
bekæmpelse af forurening af havet fremadrettet varetages af
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab. Kompetencer, som
hidtil har været delegeret til Miljøstyrelsen,
forventes på sigt at blive delegeret til en styrelse under
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Det følger af havmiljølovens § 34 a, at det i
tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra
offshore platforme eller rørledninger påhviler ejeren,
eller den der er ansvarlig for driften af platformen eller
rørledningen, straks at iværksætte den interne
beredskabsplan, og påbegynde bekæmpelsen af
forureningen. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
(tidligere miljøministeren) kan meddele påbud om,
hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren skal
iværksætte, og fastsætte regler om beredskabet,
herunder hvilket mandskab, materiel m.v. der skal være til
rådighed i tilfælde af uheld på anlægget.
Kompetencen har været delegeret til
Miljøstyrelsen.
De nærmere regler om beredskabet er fastsat i
bekendtgørelse nr. 909 af 10. juli 2015 om beredskab ved
forurening af havet fra olie- og gasanlæg,
rørledninger og andre platforme
(beredskabsbekendtgørelsen). Operatøren af en olie-
og gasplatform og den ansvarlige for driften af en
rørledning eller en anden platform skal opretholde et
beredskab, som i tilfælde af forurening af havet fra
platformen eller rørledningen kan bekæmpe
forureningen, jf. beredskabsbekendtgørelsens § 2.
Beredskabet skal bl.a. kunne bekæmpe forurening med stoffer,
der forbliver flydende på vandoverfladen, og som kun er ringe
vandopløselige, ved at foretage indkredsning, optagning og
transport af forureningen. Der skal derudover regelmæssigt
afholdes øvelser i brugen af materiellet og i
beredskabsprocedurerne. Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen) skal i god tid
gøres bekendt med tidspunktet for og indholdet af planlagte
øvelser og kan efter anmodning deltage i disse, jf.
beredskabsbekendtgørelsens §§ 14 og 15.
Operatørernes interne beredskabsplan skal godkendes af
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere
Miljøstyrelsen) i henhold til
beredskabsbekendtgørelsens § 5, også
såfremt der sker væsentlige ændringer heraf, jf.
§ 6. Hvis Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i
tilfælde af forurening af havet fra en olie- og gasplatform,
en rørledning eller en anden platform vurderer, at det er
hensigtsmæssigt, at det statslige beredskab bistår i
bekæmpelsen af forureningen, iværksættes det
eksterne beredskab, jf. § 7 i
beredskabsbekendtgørelsen.
Det følger af havmiljølovens § 54, stk. 1, 1.
pkt., at udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik
på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse
eller på at bekæmpe forurening af havet kun må
finde sted efter tilladelse ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab (tidligere miljøministeren). Kompetencen til at
meddele tilladelse efter § 54, har hidtil været
delegeret til Miljøstyrelsen. Derudover kan tilladelse i de
eksklusive økonomiske zoner eller uden for dansk
søterritorium gives af de kompetente myndigheder i en stat,
der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet (HELCOM)
eller konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe
(MARPOL).
Det følger af havmiljølovens § 54, stk. 2, at
tilladelse til udledning i havet af stoffer og materialer med
henblik på at bekæmpe forurening i havet kun kan gives
i konkret foreliggende enkelttilfælde eller under
særlige omstændigheder for en nærmere angivet
periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer
der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og
vilkår om opbevaring, udtagning af periodiske
kontrolprøver og indberetning. Konkret foreliggende
enkelttilfælde kan både være tilfælde, hvor
operatøren af en olie og gasplatform har iværksat
forureningsbekæmpelse i henhold til den interne
beredskabsplan, og tilfælde, hvor det statslige eksterne
beredskab iværksættes for at forhindre en større
forureningshændelse.
Det fremgår af bemærkningerne til
havmiljølovens § 54, at bestemmelsen indebærer,
at lovens udtømningskriterier ikke finder anvendelse
på udledning af stoffer og materialer med henblik på
videnskabelig forskning af forureningsbekæmpelse eller
på at bekæmpe forurening af havet. Det fremgår
også, at der navnlig tænkes på udledning eller
udspredning af kemiske bekæmpelsesmidler (dispergering), som
kan være forbundet med visse gener for havmiljøet, og
at en nøje vurdering, herunder navnlig af de biologiske
konsekvenser, er påkrævet, jf. Folketingstidende,
1992-1993, tillæg A, spalte 7347. Dispergeringsmidler vil
ikke reducere mængden af den olie, der er udledt til
havmiljøet, men i stedet flytte olien og potentielle
miljøpåvirkninger under havoverfladen.
Dispergeringsmidlet sprøjtes på olielaget i enten
koncentreret eller fortyndet tilstand. Ved brug af
dispergeringsmidler kan olien dog ikke længere fjernes fra
havmiljøet, og olien vil i stedet blive i havet, hvor den
kan gøre skade på havmiljøet og kun langsomt
reduceres gennem biologiske nedbrydningsprocesser.
Det fremgår af bemærkningerne til
havmiljølovens § 54, at den er en videreførelse
af § 7 i havmiljøloven fra 1980, og at
Miljøstyrelsen hidtil har administreret bestemmelsen
restriktivt, jf. lov nr. 476 af 30. juni 1993, jf.
Folketingstidende 1992-1993, Tillæg A, spalte 7347. Den
restriktive praksis er videreført af Miljøstyrelsen,
og der vil derfor kun gives tilladelse til anvendelse af
dispergeringsmidler under særlige omstændigheder,
eftersom der findes andre og mere skånsomme metoder til at
håndtere olie- og kemikalieforurening. Særlige
omstændigheder kan være i situationer, hvor
mængden af olie og forhold som hård vind og høje
bølger m.v. gør almindelige bekæmpelsesmetoder
utilstrækkelige, særligt af hensyn til beskyttelsen af
f.eks. et fuglebeskyttelsesområde, Natura 2000-område
eller lignende særligt havområde.
2.6.2. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
overvejelser
De gældende regler om beredskabsplaner i
havmiljøloven har til formål at sikre, at
operatørerne og staten kan håndtere både mindre
og større uheld og forureningshændelser med olie og
kemikalier i havet. Bekæmpelse af olieforurening af havet ved
brug af dispergeringsmidler kan kun ske med konkret tilladelse fra
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere
Miljøstyrelsen). Som reglerne i havmiljøloven er i
dag, kan der kun gives tilladelse til anvendelse af
dispergeringsmidler ved forureningshændelser i konkret
foreliggende enkelttilfælde eller under særlige
omstændigheder for en nærmere angivet periode.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere
Miljøstyrelsen) vil derfor i praksis først kunne give
tilladelse til anvendelse af dispergeringsmidler til
bekæmpelse af olieforurening i havet, når
forureningshændelsen er opstået og ikke som en
forhåndstilladelse.
For at anvendelsen af dispergeringsmidler kan have en brugbar
effekt, er det nødvendigt, at Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen)
kan træffe afgørelse inden for en kort tidsperiode,
som maksimalt udgør to-tre timer. Dette kræver
tilstedeværelse af sagsbehandlere i Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskab med tildelt kompetence og
specialiseret viden om området på det
pågældende tidspunkt, hvor der ansøges om
tilladelse, da en meget hurtig sagsbehandling er afgørende
for effektiviteten af indsatsen.
Det er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
vurdering, at bekæmpelse af forurening på havet
kræver en hurtig og effektiv indsat, og at håndteringen
af forureningen skal ske så skånsomt for
havmiljøet som muligt. En hurtig og effektiv indsats er
især vigtigt i tilfælde af større
forureningshændelser, hvor olieforurening af bl.a. kyster
eller naturbeskyttelsesområder er en væsentlig risiko.
Det er på den baggrund Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskabs vurdering, at den gældende ordning med krav om
tilladelse til at kunne anvende dispergeringsmidler i henhold til
havmiljølovens § 54, ikke i tilstrækkelig grad
tilgodeser behovet for at kunne agere hurtigt og effektivt i de
særlige tilfælde, hvor almindelige
bekæmpelsesmetoder er utilstrækkelige, eftersom
tilladelse kun kan gives efter forureningshændelsen er
opstået, og som dermed potentielt kan forsinke
bekæmpelsen.
Det er på den baggrund Ministeriet for Samfundssikkerhed
og Beredskabs opfattelse, at der bør indføres en
mulighed for at kunne meddele en forhåndstilladelse til at
anvende dispergeringsmidler til brug for bekæmpelse af
olieforurening af havet under særlige omstændigheder,
hvor almindelige bekæmpelsesmidler ikke er
tilstrækkelige. Dog på en sådan måde, at
der ikke lempes på betingelserne for at kunne benytte
dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at havmiljølovens § 54, stk. 2,
ændres således, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskab kan meddele forhåndstilladelse til anvendelse af
bl.a. dispergeringsmidler til brug for flere mulige
forureningshændelser. Den foreslåede ændring
ændrer ikke på, at der fortsat kan meddeles tilladelse
til at udlede stoffer og materialer til havet med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller til
brug for at bekæmpe forurening af havet i konkret
foreliggende enkelttilfælde, efter forureningen er
opstået. Der ændres endvidere ikke på, at
tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer, der
omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår
om opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og
indberetning.
Med den foreslåede ordning vil en forhåndstilladelse
til brug af dispergeringsmidler kun kunne finde anvendelse under
særlige omstændigheder, og det vil klart skulle
fremgå af en forhåndstilladelse, hvilke tilfælde
af forureningshændelser tilladelsen vil kunne anvendes til.
Særlige omstændigheder vil f.eks. kunne være,
hvis mængden af olie eller særlige forhold som
hård vind og høje bølger gør almindelige
bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige, særligt af
hensyn til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttelsesområde,
Natura 2000-område eller lignende særligt
havområde. Tilfælde, hvor en forhåndstilladelse
vil kunne finde anvendelse, vil bl.a. kunne være en
ukontrolleret udblæsning af olie fra en olieproducerende
brønd, som vurderes at ville fortsætte i en
længere periode, og hvor udblæsningens omfang, varighed
og mængden af olie vurderes til at udgøre alvorlig
risiko for påvirkningen af havet, havfugle, marinearter og
kyster, og hvor alternativer til brug af dispergeringsmidler vil
medføre større konsekvenser for miljøet end
brugen af dispergeringsmidler.
Der er med den foreslåede ændring ikke
tiltænkt en lempelse af betingelserne for at kunne benytte
dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening. Der er
således alene tale om en ændring i proceduren for at
opnå tilladelse.
Med den foreslåede ordning vil en forhåndstilladelse
til anvendelse af dispergeringsmidler bl.a. kunne meddeles i
forbindelse med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
godkendelse af de interne beredskabsplaner i henhold til
havmiljølovens § 34 a. Tilladelsen vil skulle angive,
for hvilken periode tilladelsen gælder, i hvilke
tilfælde af forureningshændelser den vil kunne
anvendes, samt hvilke stoffer og mængder der vil kunne
tillades.
Med ændringen af havmiljølovens § 54, stk. 2,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 21, finder de
gældende regler for bestemmelsen også anvendelse,
herunder krav til indberetning af alle tilfælde, hvor
dispergeringsmidler anvendes, og Miljøstyrelsen og
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab vil kunne
føre tilsyn i henhold til havmiljølovens § 45,
stk. 1, og beredskabsbekendtgørelsens § 20. Endvidere
vil overtrædelser af bestemmelsen kunne straffes i henhold
til havmiljølovens § 59, stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21, og
bemærkningerne hertil.
2.7. Administrative bestemmelser og klageregler
2.7.1. Klageregler
2.7.1.1. Gældende ret
Havmiljølovens kapitel 15 fastsætter regler om
administrative bestemmelser og klage.
Det fremgår af havmiljølovens § 49, stk. 1, at
afgørelser efter loven skal meddeles skriftligt til
adressaten. Derudover skal afgørelser efter loven og efter
regler fastsat i medfør af loven, meddeles til
klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, og de
myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens
behandling, jf. havmiljølovens § 52. Afgørelser
skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der er
nævnt i havmiljølovens § 52, stk. 2, nr. 3 og 4,
når de har anmodet ministeren om underretning, jf. § 49,
stk. 4 og 5.
Afgørelser, der kan påklages, skal indeholde
oplysninger om datoen for klagefristens udløb, at
afgørelsen kan påklages skriftligt, til hvem
afgørelsen kan påklages, og at en klage skal
være modtaget inden klagefristens udløb, jf.
havmiljølovens § 50.
Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1,
hvilke afgørelser der kan påklages til Miljø-
og Fødevareklagenævnet. Det er bl.a. afgørelser
om klapning efter havmiljølovens § 26 og
afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade. Det kan
derudover være afgørelser om udledninger og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie-
og gasanlæg, som er fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, stk. 1.
Afgørelser efter havmiljølovens § 26, §
34 a, stk. 3 og kapitel 14 a og afgørelser efter regler
fastsat i medfør af lovens § 19 b, stk. 3, § 30,
stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, kan
påklages af enhver, der må antages at have en
individuel væsentlig interesse i sagens udfald, jf.
havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1. Derudover er en
række offentlige myndigheder, såsom Kommunalbestyrelsen
og Sundhedsstyrelsen oplistet som klageberettigede. Det samme er
Forbrugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af
Danske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening,
Bilfærgernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne
I Danmark (FLID) og Olie Gas Danmark, jf. havmiljølovens
§ 52, stk. 1, nr. 2-12.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 52, stk. 1, blev
indsat ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse
miljølove, som implementerede Århuskonventionen, og
blev nyaffattet ved lov nr. 1401 af 27. december 2008 om
ændring af havmiljøloven, hvorved kredsen af
klageberettigede blev udvidet til også at omfatte Danske
Havne og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID).
Oplistningen af klageberettigede i en lovbestemmelse var i vidt
omfang en videreførelse af, hvad der allerede fulgte af
gældende ret. I 1993 blev der vedtaget en ny lov nr. 205 af
18. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, hvor § 52,
stk. 1, indeholder en oplistning af 12 klageberettigede, som
omfatter bl.a. offentlige institutioner som kommunalbestyrelsen og
embedslægeinstitutionen, til organisationer og foreninger som
Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Forbrugerrådet,
Danmarks Havfiskeriforening og Danmarks Sportsfiskeriforening. Det
fremgår af bemærkningerne til lov om beskyttelse af
havmiljøet, at en række administrative bestemmelser
(især lovforslagets kapitel 15) er omformuleret, så de
i udformningen er enslydende eller parallelle med de tilsvarende
bestemmelser i eksempelvis miljøbeskyttelsesloven, jf.
Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 7308. Det
fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til
§ 52, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte
7346, at kredsen af klageberettigede er udvidet med Dansk
Ornitologisk Forening og Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
som har ønsket at blive tillagt klageret i forhold til
afgørelser vedrørende klapning.
Oplistningen i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12
af klageberettigede myndigheder, foreninger og organisationer er
således fastsat med inspiration fra den dagældende
miljøbeskyttelseslov og har ændret form mange gange
siden den oprindelige havmiljølov fra 1980, dog altid med en
oplistning af klageberettigede myndigheder, foreninger og
organisationer. Som bestemmelsen er udformet i dag, har alle de
oplistede i havmiljølovens § 52, stk. 1, klageret til
samtlige af de oplistede afgørelser efter loven.
Ifølge havmiljølovens § 52, stk. 2, kan de i
§ 52, stk.1, nævnte afgørelser endvidere
påklages af lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, eller som varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser.
En klage skal indgives til den myndighed, som har truffet
afgørelsen. En klage anses for indgivet, når den er
tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil
fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke
senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende
klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf.
havmiljølovens § 51, stk. 3.
Afgørelser om påbud og forbud efter
havmiljøloven kan alene påklages af afgørelsens
adressat, jf. havmiljølovens § 52, stk. 5. Det er
f.eks. påbud om indgreb overfor skibe i situationer, hvor der
er fare for udtømning eller udledning, og påbuddet er
nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening
af havet, jf. § 42 a. Det fremgår af
bemærkningerne til § 52 i forslaget til lov nr. 205 af
24. februar 1993, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A,
spalte 7347, at klageadgangen for afgørelser efter den
gældende § 43 (nu § 42 a) er begrænset til
adressaten for afgørelsen, idet det skønnes, at det
alene er adressaten, der vil have en interesse i at påklage
en afgørelse om forbud eller påbud.
Afgørelser om, at ejeren af et
vindmølleanlæg skal gennemføre egenkontrol af
støj fra vindmølleanlægget for egen regning,
jf. havmiljølovens § 33, stk. 4, kan endvidere alene
påklages af afgørelsens adressat og enhver, der
må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald, jf. havmiljølovens § 52, stk. 6. Det
fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at de
klageberettigede foreslås at være afgørelsens
adressat samt enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald, jf. folketingstidende
2014-15, tillæg A, side 75.
En klage over en afgørelse om klapning til Miljø-
og Fødevareklagenævnet har opsættende virkning,
medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet
bestemmer andet, jf. havmiljølovens § 53, stk. 2.
Øvrige afgørelser efter loven og efter regler fastsat
i medfør af loven har ikke opsættende virkning,
herunder afgørelser om dispensation for reglerne om
udtømning af ballastvand efter § 19 b,
afgørelser om udledninger fra offshore olie- og
gasanlæg i medfør af § 30, stk. 1, og påbud
om beredskab til bekæmpelse af olie og kemikalieforurening
fra offshore olie og gasanlæg, jf. § 53 a og b.
2.7.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Med lovforslagets § 1, nr. 9, vedrørende
indsættelse af § 33 b foreslås det bl.a., at
miljøministeren kan fastsætte regler om marin
geoengineering. Med bestemmelsen forudsættes det, at der
udstedes regler hvorefter forskningsprojekter med anbringelse af
stoffer og materialer i havet med henblik på stimulere havets
primærproduktivitet kræver tilladelse fra
Miljøstyrelsen.
Med lovforslagets § 1, nr. 4, vedrørende
indsættelse af § 27, stk. 2, foreslås det
endvidere, at Miljøstyrelse kan udstede et påbud om
udjævning af toppe af havbundsmateriale på et
område, hvor der er givet tilladelse til klapning, når
vilkår fastsat i medfør af havmiljølovens
§ 27, stk. 1, om mindstedybden og fordeling af materiale
på området ikke er overholdt.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
afgørelser og påbud efter de foreslåede regler i
lovforslagets § 1, nr. 5 og 9, også bør kunne
påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, ligesom de øvrige regler
efter havmiljøloven om bl.a. påbud og dispensation, og
regler fastsat i medfør af loven, kan påklages til
Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald, er klageberettiget i
henhold til de afgørelser, som er oplistet i
havmiljølovens § 52, stk. 1. Det er Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at de foreslåede regler
om marin geoengineering også bør kunne påklages
af enhver med en individuel væsentlig interesse i sagen.
Derudover er det Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at de foreslåede regler om marin geoengineering og
de foreslåede regler om udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme også bør
kunne påklages af lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, eller som varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser, og når foreningen eller
organisationen har ønsket underretning om
afgørelserne.
Havmiljøloven indeholder en oplistning af myndigheder,
organisationer og foreninger, som er klageberettiget efter lovens
gældende § 52, stk. 1, nr. 2-12. Den form for oplistning
af myndigheder, organisationer og foreninger, som er
klageberettiget i en lovbestemmelse blev indført for over 30
år siden. Som bestemmelsen er udformet i dag, har alle de
oplistede i havmiljølovens § 52, stk. 1, klageret til
samtlige af de oplistede afgørelser efter loven, selvom
afgørelserne ikke nødvendigvis er inden for
organisationens eller foreningens formålsområde.
En oplistning i loven af klageberettigede myndigheder,
foreninger og organisationer er ikke en tilgang, som anvendes mere
i nyere eller andre sammenlignelige love, f.eks. lov nr. 1461 af
29. november 2023 om anvendelse af Danmarks undergrund. Det er
Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at en
oplistning i loven medfører, at listen er svær at
opdatere, hvis myndigheder, foreninger m.v. skifter navn,
lægges sammen med andre foreninger, eller ændrer deres
formål.
For at sikre, at der gives klageberettigelse til de aktuelle og
relevante myndigheder, foreninger og organisationer, vurderes det
at være hensigtsmæssigt, at miljøministeren
bemyndiges til at udstede regler, som fastsætter oplistningen
af klageberettigede myndigheder, organisationer og foreninger,
således at der skabes en mere fleksibel ordning, som ikke
kræver en lovændring, hvis oplistningen kræver
opdatering.
Det er derudover Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at den nuværende liste over myndigheder,
organisationer og foreninger i havmiljølovens gældende
§ 52, stk. 1, som er klageberettiget, ikke er opdateret.
Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere har f.eks. ændret
navn til Danske Råstoffer. Det er på den baggrund
Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at listen
bør revideres. Miljø- og Ligestillingsministeriet har
i den forbindelse lagt vægt på, at ikke alle
myndigheder, organisationer og foreninger, som står angivet i
havmiljølovens § 52, stk. 1, forventes at have en
interesse i at udnytte deres adgang til kunne påklage
afgørelser efter bestemmelsen. Det er Miljø- og
Ligestillingsministeriet opfattelse, at der bør være
en vis sammenhæng mellem de klageberettigede myndigheders,
organisationers og foreningers hovedformål eller varetagelse
af interesser og de sagsområder, som kan påklages.
2.7.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre havmiljølovens §
49, stk. 1, 2. pkt., således, at afgørelser meddelt i
medfør af regler udstedt efter den foreslåede §
33 b om marin geoengineering vil skulle meddeles til
klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, og de
myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens
behandling, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.
Det foreslås endvidere at ændre
havmiljølovens § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4,
således at lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, vil kunne meddele miljøministeren, at de
ønsker underretning om afgørelser efter de
foreslåede regler om marin geoengineering, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 15. Ændringen medfører også, at
landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser, vil kunne meddele miljøministeren,
at de ønsker underretning om afgørelser, i
medfør af havmiljølovens § 49, stk. 5.
Med den foreslåede ændring af havmiljølovens
§ 50, nr. 2, vil eventuelle klager over afgørelser om
marin geoengineering efter regler udstedt i medfør af den
foreslåede indsættelse af § 33 b, i
havmiljøloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, skulle
indgives til miljøministeren. Klagen vil i medfør af
den foreslåede ændring i havmiljølovens §
51, stk. 1, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, blive
oversendt af miljøministeren til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som dermed får tillagt
kompetencen til at afgøre sager efter den foreslåede
§ 33 b om marin geoengineering. De klageberettigede vil, for
afgørelser efter regler i medfør af den
foreslåede § 33 b om marin geoengineering, være
enhver med individuel og væsentlig interesse i sagens udfald
samt alle lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, som har beskyttelse af natur og miljø samt
rekreative interesser som hovedformål.
Der foreslås en ændring af havmiljølovens
§ 51, stk. 1, hvormed påbud om udjævning af toppe
af havbundsmateriale på et område, hvor der er
overtrådt vilkår i klaptilladelsen om mindstedybde og
fordeling af klapmaterialet, efter lovforslagets § 1, nr. 4,
om indsættelsen af § 27, stk. 2, vil kunne
påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, jf. lovforslagets § 1, nr.
16.
Med ændringen af havmiljølovens § 52, kan
miljøministeren fastsætte nærmere regler om
klageberettigelse for myndigheder, foreninger og organisationer,
som ikke har beskyttelse af natur og miljø eller rekreative
interesser som hovedformål. Det vil f.eks. være de
erhvervsorganisationer, som i dag er oplistet i
havmiljølovens gældende § 52, stk. 1.
Formålet med ændringen er at sikre bedre mulighed for
opdatering af listen over klageberettigede, hvorfor det er
forventningen, at der i bekendtgørelsesform vil blive
fastsat regler om hvilke myndigheder, foreninger og organisationer,
der er klageberettigede for afgørelser efter loven, og
regler fastsat i medfør af loven.
Bemyndigelsen i medfør af lovforslagets § 1, nr. 20,
om, at miljøministeren kan fastsætte regler om
klageberettigelse for afgørelser efter loven,
forudsættes udmøntet således, at de foreninger
og organisationer, som i dag er klageberettiget, fortsat vil
være det. Der vil i den forbindelse også blive set
på, om det fortsat er relevant, at de oplistede myndigheder
samt kommunalbestyrelser og Sundhedsstyrelsen vil være
klageberettigede henset til, at de interesser, som
kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen varetager, muligvis ikke
længere er relevante for afgørelser efter
havmiljøloven. Det er endvidere forventningen, at der i
bekendtgørelsen ikke vil være en generel klageadgang
for alle afgørelser efter loven, men at foreninger og
organisationer alene vil have klageberettigelse i forhold til de
afgørelser, som vedrører foreningernes og
organisationernes formåls- og interesseområde.
Den foreslåede ændring af havmiljølovens
§ 52, stk. 5, indebærer, at et påbud efter den
foreslåede havmiljølovs § 27, stk. 2, om
udjævning af toppe af havbundsmateriale på et
område, hvor der er overtrådt vilkår i
klaptilladelsen om mindstedybde og fordeling af klapmaterialet, kan
påklages afgørelses adressat, jf. lovforslagets §
1, nr. 18.
Der vil derudover være tale om en ændring af
havmiljølovens § 52, stk. 6, som følge af den
foreslåede ændring af havmiljølovens § 52,
stk. 1, i medfør af lovforslagets § 1, nr. 17.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14-20, og
bemærkningerne hertil.
2.7.2. Digital kommunikation
2.7.2.1. Gældende ret
Miljøministeren kan efter havmiljølovens § 55
a fastsætte regler om i hvilken form oplysninger, som kan
kræves i medfør af loven og de forskrifter, der
udstedes i henhold til loven, skal indsendes.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
bestemmelsen udgør en generel hjemmel for
miljøministeren til at foreskrive i hvilken form
oplysninger, der kan kræves i medfør af loven, og de
forskrifter, der udstedes i henhold til loven, skal indsendes. Det
fremgår desuden, at bemyndigelsen skal kunne anvendes til at
fastsætte regler i andre forhold, hvor der ifølge
loven skal indsendes oplysninger, for eksempel i forbindelse med
udledninger indenfor offshore industrien og dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. Folketingstidende 2001-02 (2.
samling) Tillæg A, spalte 1741. Hjemlen bemyndiger ministeren
til at fastsætte regler om, hvordan ansøgninger skal
indgives til Miljøstyrelsen, f.eks. i forbindelse med
ansøgning om tilladelse til klapning efter
havmiljølovens § 26.
I forhold til digital kommunikation, indeholder
havmiljøloven på en række specifikke
områder krav om anvendelse af digitale
selvbetjeningsløsninger, samt regler om at offentligheden
kan inddrages digitalt, eller visse oplysninger kan
offentliggøres digitalt. Det fremgår af
havmiljølovens § 28, at miljøministeren kan
fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen for
dumpning af havbundsmateriale, herunder om ansøgningens
indhold, om miljøkonsekvensvurdering, herunder om
inddragelse af offentligheden, om prøveudtagning og analyser
af havbundsmateriale og om vurdering og behandling af sager efter
§ 26. Inddragelse af offentligheden ved
miljøkonsekvensvurdering kan ske udelukkende digitalt. Af
havmiljølovens § 51, stk. 3 fremgår, at klage til
Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives
skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen,
ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk.
2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske
ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for
indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden.
Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest
og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens
udløb videresende klagen til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen
være ledsaget af den påklagede afgørelse, de
dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en
udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til
sagen og de anførte klagepunkter.
Forvaltningslovens § 32 a giver mulighed for, at
vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at
anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder
fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation. Med »digital kommunikation« sigtes
navnlig til digitale meddelelser, som kan gøres
læselige for modtageren ved gengivelse på en
skærm, papirudskrift m.v., herunder henvendelser til
offentlige myndigheder i form af elektronisk post. Herudover kan
der efter omstændighederne være tale om andre digitale
medier, f.eks. video- eller lydoptagelser. Bestemmelsen finder
anvendelse på digital kommunikation til »den offentlige
forvaltning«. Dette udtryk skal forstås i
overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i forvaltningslovens
§ 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1, stk. 1. Omfattet
er således alle forvaltningsmyndigheder, herunder såvel
statslige som kommunale myndigheder. Udenfor falder organer, der
ikke kan henregnes den offentlige forvaltning som f.eks.
domstolene. Bemyndigelsen indebærer mulighed for at
fastsætte regler, der giver borgerne ret til også at
benytte digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning på områder, hvor dette ikke er muligt efter
den gældende lovgivning m.v. Derimod indeholder bemyndigelsen
ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville
udelukke borgerne fra at anvende digital kommunikation, i det
omfang dette efter gældende ret er berettiget, jf.
Folketingstidende 2001-02 (2. samling) Tillæg A, spalte
2067.
Havmiljøloven indeholder ikke nogen generel hjemmel, som
bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler,
der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation
eller kræver, at oplysninger indsendes via digitale
løsninger.
2.7.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets
overvejelser
Havmiljølovens § 55 a giver alene mulighed for at
fastsætte regler om, hvordan ansøgningens form skal
være, og altså ikke at oplysninger, ansøgninger,
skriftlig kommunikation m.v. skal foregå digitalt. De
øvrige bestemmelser i loven om pligten til at anvende
digitale løsninger gælder for specifikke områder
som f.eks. til brug for indsendelse af en klage til Miljø-
og Fødevareklagenævnet.
Forvaltningslovens § 32 a åbner endvidere alene op
for, at der kan fastsættes regler, der giver en ret til at
kommunikere digitalt med det offentlige, men ikke mulighed for at
fastsætte en pligt til at kommunikere digitalt.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
der bør være en generel adgang til at kunne
fastsætte regler om digital kommunikation, herunder at
oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af sager
efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven,
skal indsendes digitalt. Såfremt der ikke er krav om
indsendelse af oplysninger til myndigheder digitalt, vil
Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet m.v. være forpligtet
til at modtage fysiske ansøgninger, oplysninger m.v.
Eftersom al sagsbehandling i dag foregår digitalt, er
modtagelsen af fysiske papirer m.v. ikke en tidssvarende
løsning.
En generel hjemmel i havmiljøloven til at fastsætte
regler om digital kommunikation vil i øvrigt
understøtte implementeringen af den fælles offentlige
digitaliseringsstrategis målsætning om, at skriftlig
kommunikation mellem virksomheder, borgere og myndigheder skal
foregå digitalt. Den politiske aftale om digitaliseringsklar
lovgivning fra 2018 betyder bl.a., at ny lovgivning skal
tilvejebringe rammebetingelserne for, at myndigheder kan opnå
en hel eller delvis digital administration samt brug af ny
teknologi, som kan understøtte en bedre og mere effektiv
offentlig opgaveløsning. En række andre love
indeholder allerede i dag bemyndigelse til at stille krav om
digital kommunikation mellem virksomheder, borgere og myndigheder,
herunder om anvendelse af digitale systemer og formater m.v.,
herunder naturbeskyttelseslovens § 70 a, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1790 af 28. december 2023 og
§ 10 i lov nr. 322 af 2. april 2024.
2.7.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med dette lovforslag at etablere hjemmel til
at fastsætte regler om, at al kommunikation mellem på
den ene side borgere og virksomheder og på den anden side
myndigheder om forhold omfattet af havmiljøloven og af
regler fastsat i medfør af loven skal foregå
digitalt.
Det vil fremgå af de enkelte bekendtgørelser, der
udstedes på området, på hvilken måde
kommunikationen mellem myndigheden og de pågældende
virksomheder eller personer fremover skal foregå.
Lovforslagets § 1, nr. 23, indeholder forslag til en
bestemmelse i havmiljølovens § 55 a, stk. 1, som giver
miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler
om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med
skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af
havmiljøloven. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse af
ansøgning om tilladelse til klapning eller udledning af
stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporteringer i
medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i
medfør af loven, indsendelse af oplysninger eller
indsendelse af oplysninger til brug for ministerens tilsyn.
Bemyndigelsen gælder også for oplysninger, som skal
indgives i medfør af regler udstedt efter loven.
Med forslaget til § 55 a, stk. 2, foreslås det, at
miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte
it-systemer, særlige digitale formater og den til enhver tid
gældende, nationale eID-løsning eller lignende, som
tilgodeser de samme sikkerhedsmæssige hensyn som et eID. Det
kan f.eks. være et krav om, at man skal anvende en
særlig selvbetjeningsløsning eller bestemte
ansøgningsskabeloner. Den foreslåede bemyndigelse i
§ 55 a, stk. 2, indebærer endvidere, at der vil kunne
fastsættes regler om, at oplysningerne i en henvendelse ikke
kan anses for behørigt modtaget, hvis de ikke indgives
på den digitale måde, som er fastsat i de
bekendtgørelser, der udstedes i medfør af
lovforslaget. Hvis oplysninger m.v. alligevel sendes eksempelvis
pr. brev, følger det af den almindelige vejledningspligt, at
myndigheden skal vejlede om reglerne på området,
herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne
digitale måde.
Forslaget indebærer, at der kan fastsættes regler
om, at skriftlig kommunikation til og fra myndighederne skal
foregå digitalt, eksempelvis kan der stilles krav om, at den
pågældende oplyser en e-mailadresse, som den
pågældende kan kontaktes på, i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag m.v. Ved kommunikation via e-mail
kan der stilles krav om sikker identifikation således, at
mailen afsendes med eID for at sikre, at afsenderen er den,
vedkommende giver sig ud for at være. Er der tale om
udveksling af fortrolige eller følsomme personoplysninger,
bør dette enten ske ved krypterede mails (dette
forudsætter typisk et certifikat til den
pågældende myndigheds e-postadresse) eller den
offentlige digitale postløsning. Der vil således
også kunne fastsættes regler om, at visse oplysninger
sendes til myndighederne ved krypterede mails eller via den
offentlige digitale postløsning. Der vil også kunne
stilles krav om anvendelse af eID eller lignende i forbindelse med
andre former for digital kommunikation, eksempelvis via digitale
selvbetjeningsløsninger, så myndighederne har
sikkerhed for, at afsenderen er den, han eller hun giver sig ud for
at være.
Der kan efter forslaget på bekendtgørelsesniveau
stilles krav om, at virksomheden eller fysiske personer skal
anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater for
at sikre, at styrelsen kan håndtere de modtagne
indberetninger, jf. den foreslåede § 55 a, stk. 2. I den
foreslåede § 55 a, stk. 3, er det fastsat, at en digital
meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten, dvs.
til modtageren af meddelelsen, når den er tilgængelig
for denne.
En hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foretages
digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via
mail, via den offentlige digitale postløsning eller på
anden digital vis, er omfattet af bestemmelsen. Dette svarer til,
at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det
pågældende brev er lagt i adressatens fysiske
brevkasse. Det er normalt uden betydning, om en afgørelse er
kommet til adressatens kundskab. Det er således uden
betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt
med indholdet af meddelelsen. Adressaten bærer således
risikoen ved ikke at gøre sig bekendt med indholdet af
meddelelsen. Forslaget har betydning for alle meddelelser, herunder
også for om f.eks. en indberetning eller lignende kan anses
for rettidig fremkommet. Fremkomsttidspunktet er normalt
afgørende for, om en indberetning eller lignende til en
myndighed anses for rettidig.
Forslaget medfører ikke ændringer i de
gældende principper for beregning af frister i forbindelse
med klager.
En meddelelse til en myndighed vil normalt være
tilgængelig for myndigheden på det tidspunkt, hvor
myndigheden kan behandle eller læse meddelelsen. Dette
tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en
modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der
først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt
først for modtaget den dag, meddelelsen er
tilgængelig.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en
myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med
myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må
meddelelsen anses for at være kommet frem på det
tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes
pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil
således ikke kunne komme virksomheden eller borgeren til
skade, at indberetning modtages efter fristens udløb, hvis
dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.
En meddelelse fra en myndighed vil normalt være
tilgængelig for modtageren, når adressaten vil kunne
fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer
tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige
programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens
indhold.
Det er i denne forbindelse uden betydning, om adressaten for
myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå
meddelelsen, f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som
myndigheden har sendt til den pågældende via den
offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den
fornødne eID-løsning til at modtage meddelelser i den
offentlige digitale postløsning, jf. lov om Offentlig
Digital Post, eller modtageren i sit elektroniske system har
installeret anordninger (spamfiltre, firewalls osv.), som afviser
at modtage meddelelser. Det er endvidere uden betydning, om
adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, at
vedkommende har mistet koden til sit eID eller oplever lignende
hindringer, som det er op til adressaten at overvinde. Myndigheden
kan dog i sådanne situationer give adressaten mulighed for
inden for en rimelig frist at fjerne hindringen.
De generelle regler om krav om identifikation i dokumenter fra
myndigheder til borgere, herunder fravigelse af kravet om personlig
underskrift, er reguleret i § 32 b i forvaltningsloven.
Det bemærkes i øvrigt, at lovforslagets
bestemmelser om obligatorisk digital kommunikation alene
vedrører kommunikation om forhold, som er reguleret af
havmiljøloven, i forskrifter udstedt i medfør heraf
eller i EU-retsakter om forhold omfattet af loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23 og
bemærkningerne hertil.
2.7.3. Gebyr for typegodkendelse af ballastvand
2.7.3.1. Gældende ret
Havmiljølovens kapitel 5 a indeholder regler om
ballastvand og sedimenter. Ved ballastvand forstås vand, der
tages ombord på et skib for at regulere skibets styrlast,
slagside, dybgang, stabilitet eller spændinger, jf.
havmiljølovens § 19 a, stk. 1. Ved sedimenter
forstås bundfald fra et skibs ballastvand, jf.
havmiljølovens § 19 a, stk. 2. Miljøministeren
typegodkender efter § 19 c, stk. 1, i kapitel 5 a, anlæg
til behandling af ballastvand, for så vidt angår
anlæggets evne til at overholde behandlingskrav fastsat i
medfør af § 19 b, stk. 2, og indhenter fra
erhvervsministeren den del af typegodkendelsen, der vedrører
søfartsforhold, herunder sikkerhed i medfør af lov om
sikkerhed til søs.
Miljøministeren kan efter § 19 c, stk. 2, 1. pkt.,
fastsætte regler om typegodkendelse af anlæg til
behandling af ballastvand, herunder om, hvilke oplysninger en
ansøgning om typegodkendelse skal indeholde, og om
inddragelse af FN's søfartsorganisation.
Miljøministeren kan herunder efter bestemmelsens 2. pkt.
fastsætte regler om, at den, der ansøger om
typegodkendelse af anlæg til behandling af ballastvand, for
egen regning gennemfører og indsender resultater af
undersøgelser, der dokumenterer, at anlægget lever op
til de fastsatte behandlingsstandarder.
Det er i bestemmelsens 3. pkt. fastsat, at ansøgeren
betaler det beløb på 50.000 USD, som FN's
søfartsorganisation opkræver, når organisationen
skal inddrages i behandlingen af en ansøgning om
typegodkendelse. Det fremgår af bestemmelsens
bemærkninger, at ansøgeren af en typegodkendelse
betaler alle omkostningerne i forbindelse med ansøgningen,
herunder også eventuelle udgifter til FN's
søfartsorganisation, jf. Folketingstidende 2010-11,
tillæg A, L 164, side 28.
2.7.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
størrelsen af beløbet i havmiljølovens §
19 c, stk. 2, 3. pkt., på 50.000 USD med tiden vil kunne
ændre sig, hvorfor bestemmelsen bør ændres
således, at der i stedet for et konkret beløb henvises
til det til enhver tid gældende beløb opkrævet
af FN's søfartsorganisation.
Beløbet i havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3.
pkt., på 50.000 USD er fastsat ud fra en betragtning om, at
den, der ansøger om typegodkendelse, betaler alle
omkostningerne i forbindelse med ansøgningen, herunder
også eventuelle udgifter til FN's søfartsorganisation,
og at FN's søfartsorganisation opkræver et gebyr
på 50.000 USD for deres miljø- og
sikkerhedsgodkendelse af et anlæg, der anvender aktive
stoffer.
Størrelsen af beløbet, FN's
søfartsorganisation opkræver i forbindelse med
vurdering af et ballastvandbehandlingsanlæg, udgør
desuden ikke i alle tilfælde kun et administrationsgebyr
på 50.000 USD. Beløbet i havmiljølovens §
19 c, stk. 2, 3. pkt., på 50.000 USD svarer således kun
til det administrationsgebyr, som FN's søfartsorganisation
som udgangspunkt opkræver for en vurdering af et
ballastvandbehandlingsanlæg ved GESAMP ("Joint Group of
Experts on the Scientific Aspects of Marine Environmental
Protection", som er et ekspertudvalg nedsat i FN's
søfartsorganisation). Hvis der til den førstkommende
GESAMP-samling kun er ét anlæg at præsentere,
får producenten mulighed for at vælge mellem at vente
med at få anlægget præsenteret til næste
møde, eller at få anlægget præsenteret
på det førstkommende møde. Hvis producenten
vælger, at anlægget skal præsenteres for GESAMP
ved den førstkommende samling, vil producenten blive
pålagt et tillægsgebyr på 50.000 USD, og der skal
derfor samlet set betales 100.000 USD til FN's
søfartsorganisation. Miljøstyrelsen opkræver og
opbevarer på nuværende tidspunkt administrationsgebyret
på 50.000 USD ved ansøgning til FN's
søfartsorganisation gennem GESAMP men ikke
tillægsgebyret. Miljøstyrelsen videresender hele
beløbet på 50.000 USD til FN's
søfartsorganisation.
I det tilfælde at FN's søfartsorganisation skulle
ændre det administrative gebyr, f.eks. ved at hæve det,
har Miljøstyrelsen, som det er nu, ikke mulighed for at
korrigere for dette over for producenten. Den foreslåede
ændring fra det specifikke beløb vil give
Miljøstyrelsen fleksibilitet til at tilpasse sig en eventuel
stigning af gebyret hos FN's søfartsorganisation.
Der bliver desuden lagt sagsbehandlingstimer i at opkræve
og opbevare beløbet. Endvidere er der en økonomisk
risiko i forbindelse med håndtering af valuta, som
Miljøstyrelsen vil forvente mindskes, såfremt
opkrævningsdelen ændres.
Det foreslås, at ændre havmiljølovens §
19 c, stk. 2, 3. pkt., således at der ikke indgår et
fast beløb, men at det alene fremgår, at der skal
indbetales det beløb, som er påkrævet.
Den foreslåede ændring af beløbets
størrelse medfører, at Miljøstyrelsen vil
kunne tilpasse en eventuel fremtidig justering af gebyret, der
opkræves af FN's søfartsorganisation.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og
bemærkningerne hertil.
3. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's
verdensmål
Lovforslaget vurderes at bidrage positivt til opfyldelsen af
FN´s verdensmål nr. 14 om livet i havet, herunder
særligt delmål nr. 14.1 og 14.3. Lovforslaget vurderes
endvidere at bidrage til FN's verdensmål nr. 3 om sundhed og
trivsel, herunder særligt pkt. 3.9. Der henvises til pkt. 8
om miljø- og naturmæssige konsekvenser for
beskrivelsen af lovforslagets positive indvirkning på
havmiljøet.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre merudgifter for det
offentlige. De forventede merudgifter som følge af
lovforslaget forventes at kunne afholdes inden for egen ramme.
Lovforslagets bestemmelser om udledninger af
røggasrensningsvand indeholder en bemyndigelsesbestemmelse,
der i første omgang skal udmøntes ved
fastsættelse af forbud mod udledning af
røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe i søterritoriet. Denne del af lovforslaget vil derfor
ikke i sig selv have nogen økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige. Der vil dog kunne være
mindre administrative og økonomiske konsekvenser for staten
ved udførelsen af tilsynsforpligtelsen i forbindelse med
udmøntningen af lovforslaget.
Lovforslagets bestemmelser om klapning indeholder endvidere en
bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om forbud
mod klapning under 6 meter og forbud mod klapning i nærmere
afgrænsede områder. Det forudsættes med
lovforslaget, at der i bekendtgørelsesform fastsættes
et generelt forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter,
når en model for klapning i Limfjorden er besluttet i henhold
til havplansaftalen. Der forventes i den forbindelse, at være
varige administrative økonomiske konsekvenser for staten
på 0,4 mio. kr. årligt og på 0,6 mio. kr. som en
engangsudgift for Miljøstyrelsen i forbindelse med
slutopmåling af klappladser, der ikke længere kan
benyttes til klapning.
Bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte regler om
forbud mod klapning i nærmere afgrænsede områder
udmøntes først, såfremt der efter analysen for
at reducere arealet af råstofzoner som forventeligt bliver
forelagt aftalekredsens aftalepartier i 2025, er et politisk
ønske om at indføre forbud mod klapning i
nærmere afgrænsede områder. Hjemlen kan
også anvendes til udmøntning af eller i forbindelse
med etablering af konkrete marine genopretningstiltag. De
økonomiske konsekvenser for det offentlige i den
forbindelse, vil blive vurderet i forbindelse med
udmøntningen.
Den foreslåede ordning i lovforslaget om anden
bortskaffelse og udledning i havet af stoffer og materialer fra
offshore CO2-lagringsplatforme,
forudsættes ligeledes udmøntet i en
bekendtgørelse, hvormed der etableres en tilladelsesordning.
Det forventes at medføre merudgifter for det offentlige
på 0,9 mio.kr. årligt fra 2025 og fremefter til
administration af tilladelsesordningen og tilsyn.
Bemyndigelse til at fastsætte regler om marin
geoengineering har ikke i sig selv statsfinansielle omkostninger.
Det forudsættes dog med tilladelsesordningen for
forskningsprojekter om anbringelse af stoffer og materialer i havet
med henblik på at stimulere primærvæksten i havet
(ocean fertilization) i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen
i § 1, nr. 9, at der vil være statsfinansielle
omkostninger for 0,5 mio. kr. årligt fra 2025 og
fremefter.
Ændringen af havmiljølovens § 34 b,
således at den eksterne beredskabsplan, som udarbejdes af
Miljøstyrelsen, også skal omfatte havvindmøller
og øvrige offshore platforme, såsom CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme,
vurderes at have varige statsfinansielle omkostninger for 0,45 mio.
kr. årligt fra 2025 og fremefter. Ændringen af
havmiljølovens § 45 d, stk. 2, om tilsynsmyndighedernes
mulighed for at forbyde fortsat drift af en offshore platform,
indtil et ulovligt forhold er bragt til ophør, og § 47
b, stk. 4 og 5, om hvem der er ansvarlig for en offshore platform i
tilfælde af en miljøskade, vurderes ikke at
medføre statsfinansielle omkostninger.
Med lovforslaget ændres havmiljølovens § 54,
således at der kan opnås forhåndstilladelse til
anvendelse og udledning af dispergeringsmidler til brug for
forureningsbekæmpelse i særlige tilfælde.
Ændringen vil medføre statsfinansielle omkostninger
på 0,22 mio. kr. årligt fra 2025 og fremefter.
Der forventes ingen statsfinansielle omkostninger forbundet med
ændringerne af reglerne om klage, digital kommunikation eller
gebyret for godkendelse af ballastvandanlæg.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at
lovforslaget og udmøntningen heraf følger de syv
principper for digitaliseringsklar lovgivning, som
Digitaliseringsstyrelsen har udarbejdet.
Det bemærkes særligt, at princip nr. 2 om digital
kommunikation ses efterlevet ved indførslen af obligatorisk
digital kommunikation mellem myndighed og borgere, samt myndigheder
og virksomheder.
Princip nr. 3 om automatisk sagsbehandling ses efterlevet i
forlængelse heraf, da digital kommunikation kan bidrage til
at standardisere oplysninger og dermed gøre dem lettere at
behandle automatiseret.
Lovforslaget medfører ikke i øvrigt
økonomiske eller implementeringskonsekvenser for det
offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslagets bestemmelse om udledninger af
røggasrensevand fra røggasrensesystemer har ikke i
sig selv konsekvenser for erhvervslivet, da der alene er tale om en
bemyndigelsesbestemmelse.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil i
første omgang udmøntes ved bekendtgørelse,
hvor det forventes, at der vil blive fastsat forbud mod udledning
af røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer
på skibe i søterritoriet. Forbuddet vil medføre
erhvervsøkonomiske omkostninger på 19,5 mio. kr.
årligt og 39,0 mio. kr. i omstillingsomkostninger for 6
rederier med omkostninger for op mod 50 danske skibe. Danske
udstyrsproducenter vil omvendt have indtægter, og danske
havne forventes ikke at have udgifter.
De erhvervsøkonomiske konsekvenser knytter sig
primært til, at de fleste skibe, der som følge af et
forbud, skifter til dyrere brændstof med lavere svovlindhold.
For enkelte skibe vil det være billigere at installere andre
typer af røggasrensesystemer frem for at skifte
brændstoftype. Disse skibe vil have omstillingsomkostninger
til installation af andre typer af røggasrensesystemer samt
højere løbende omkostninger. Flere rederier, der
opererer kystnært, arbejder allerede på at skifte til
lavsvovlsbrændstof. Dette er ikke afspejlet i beregningerne
af omkostningerne, men forventes at ville kunne mindske
omstillingsomkostningerne for rederierne.
Det anslås, at ca. 50 danskejede og danskflagede skibe vil
blive påvirket af regulering inden for 12 sømil,
hvoraf ca. 1/3 allerede har hybride svovlrøggasrensesystemer
installeret. Det foreslås, at forbuddet træder i kraft
uden en overgangsordning, idet rederierne umiddelbart kan omstille
til lavsvovlsbrændstof, hvis ikke der er installeret et
lukket eller hybridt svovlrøggasrensesystem.
Udstyrsproducenter forventes at have indtægter forbundet
med forslaget på 0,1-0,4 mio. kr. årligt og yderligere
0,4-2,4 mio. kr. som følge af omstillingen.
Danske havne vil blive berørt indirekte af reguleringen,
idet restprodukterne fra brugen af lukkede
svovlrøggasrensesystemer skal afleveres på havne. Det
er ikke havnene selv, men de berørte skibe, der er
ansvarlige for at bortskaffe røggasrensningsaffaldet. Der
kan dog være pladsproblemer til opsamlings- og
rensningsudstyr på visse havne. De vigtigste danske havne,
der potentielt vil skulle modtage større restprodukter vil
være Aarhus, Esbjerg, Odense og Fredericia Havn. Hvis havnene
får ekstraomkostninger, vil de med en omkostningsbaseret
prissætning sende denne regning videre til skibsejere,
hvilket allerede er praksis i dag.
For så vidt angår lovforslagets tiltag for klapning,
herunder bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte et forbud
mod klapning i vanddybder under 6 meter, er det vurderet, at det
vil have erhvervsøkonomiske omkostninger for 6,7 mio. kr.
årligt.
Hjemlen i den foreslåede § 27, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, til at meddele et påbud om at
udjævne toppe af havbundsmateriale på et område,
hvor der er givet tilladelse til klapning, når vilkår,
fastsat i medfør af havmiljølovens § 27, stk. 1,
om mindstedybde og fordeling af materialet på området,
ikke er overholdt, er vurderet til at have
erhvervsøkonomiske omkostninger for 1,2 mio. kr.
årligt fra 2025 og fremefter.
De erhvervsøkonomiske omkostninger for erhvervslivet, i
forbindelse med bemyndigelsesbestemmelsen til at forbyde klapning i
nærmere afgrænsede områder, vil først
kunne vurderes, når bestemmelsen udmøntes i
forbindelse med konkrete tiltag for bl.a. marine
genopretningstiltag eller når analysen for reducering af
råstofzoner foreligger forventeligt i 2025. Der vil i den
forbindelse blive taget stilling til, i hvilke områder
klapning vil blive forbudt, og dermed også hvilke
erhvervsøkonomiske omkostninger, det vil have.
Ophævelsen af havmiljølovens § 26, stk. 5,
vurderes ikke at have nogen erhvervsøkonomiske
omkostninger.
Tilladelsesordningen for udledninger og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme er vurderet til, at
have erhvervsøkonomiske konsekvenser mindre end 4 mio. kr.
årligt. Det samme gælder for ændringen af
havmiljølovens § 55, stk. 3, hvormed operatøren
skal stille transport og kost og logi til rådighed for
Miljøstyrelsen i forbindelse med deres tilsyn med CO2-lagringsplatforme. Bestemmelsen
forudsættes udmøntet således, at
Miljøstyrelsen alene foretager tilsyn med CO2-lagringsplatforme i forbindelse med
aktuelle udledningstilladelser, og vurderes derfor at være af
begrænset omfang, henset til det begrænsede antal af
CO2-lagringsplatforme.
Reglerne om marin geoengineering sætter rammerne for
forskningsprojekter, hvor ansøgere kan have udgifter
forbundet med udformningen af en ansøgning til
Miljøstyrelsen og evt. til revision af ansøgningen
fra eksterne forskere. Det er dog vurderingen, at der ikke er tale
om egentlig erhvervsøkonomiske konsekvenser, eftersom
forskningsområdet inden for marin geoengineering ikke
vurderes på nuværende tidspunkt at være
erhvervsmæssigt.
De øvrige dele af lovforslaget, som primært er af
administrativ karakter, forventes ikke at have
erhvervsøkonomiske omkostninger. For så vidt
angår gebyret for behandling af ballastvandanlæg, jf.
havmiljølovens § 19 b forventes det ikke at have
erhvervsøkonomiske omkostninger, idet udgiften vurderes at
være uændret og uafhængig af de foreslåede
ændringer, da producenterne af
ballastvandbehandlingsanlæg fortsat vil skulle betale gebyrer
fastsat af FN's søfartsorganisation. Det vurderes, at det
vil medføre en meget lille lettelse af den administrative
byrde for producenterne, hvis de ikke både skal betale
ét beløb til Miljøstyrelsen og ét
beløb til FN's søfartsorganisation, som det nu er
tilfældet for de gange, hvor der tillægges et
tillægsgebyr for behandling på GESAMP.
Innovations- og iværksættertjekket er ikke relevant
for lovforslaget.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget, herunder den påtænkte
udmøntning af lovforslaget, vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at have klimamæssige
konsekvenser. I forhold til ordningen om forbud mod udledning af
røggasrensningsvand fra skibe, som kan medføre at
flere skibe vælger at sejle ved brug af
lavsvovlsbrændstof frem for brug af tungt brændstof og
røggasrensesystem, er der ikke nogen entydig reduktion af
CO2-emissioner til luften, når
man anskuer brændstofferne fra et livscyklusperspektiv.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for
miljø- og natur.
For så vidt angår bemyndigelsen til at
fastsætte regler om udledning af røggasrensevand fra
røggasrensesystemer, vil et forbud mod udledning til havet
reducere udledningen af tungmetaller og tjærestoffer.
Miljøstyrelsen har estimeret at tungmetallerne cadmium,
nikkel og kobber tilføres i større mængder via
røggasrensevand end via spildevandstilførsler.
Stofferne anthracen, bly og zink tilføres ligeledes
havmiljøet med røggasrensevand i forholdsvis store
mængder, dog i en mindre mængde end andelen fra
spildevand. Stofferne ophobes på havbunden og i havets
fødekæder, hvilket kan have skadelige konsekvenser for
vandmiljøet samt for menneskers sundhed ved indtag af fisk
og skaldyr.
I de seneste vandområdeplaner er der 'ikke god' tilstand i
en række kyst- og territorialfarvande netop for stofferne
anthracen, bly og cadmium, og de skal i henhold til
vandrammedirektivet bringes i 'god' tilstand inden 2027. Et forbud
vil bidrage til at opnå både vandramme- og
havstrategidirektivernes mål om god tilstand for
miljøfarlige stoffer. Særligt vurderer
Miljøstyrelsen, at den samlede tilførsel af
tjærestoffet anthracen og tungmetallet nikkel mindskes med
hhv. 7 og 20 pct. Det kan betragtes som en stor reduktion, idet
nedfald fra luften, som er den største kilde til
tungmetaller og tjærestoffer i havmiljøet,
primært skyldes grænseoverskridende tilførsel
via atmosfæren og derfor er afhængig af andre landes
indsatser. Det er ikke muligt at kvantificere, hvor meget et forbud
vil bringe Danmark tættere på opnåelse af
mål i vandramme- og havstrategidirektiverne, fordi de
miljøfarlige stoffer, der tilføres, ikke fordeler sig
jævnt i havmiljøet.
Den positive effekt af et forbud mod udledning af
røggasrensevand vil på længere sigt også
reducere omkostningerne med håndtering af opgravet forurenet
havbundsmateriale ved de nødvendige, jævnlige
uddybninger af havne og sejlrender (klapning), der muliggør
sejlads.
Forslaget vil endvidere reducere forsuring af de kystnære
områder, som er særligt følsomme over for fald i
pH, da det påvirker dannelsen af skaller og skeletter hos
marine organismer. Samtidig vil flere skibe forventeligt
vælge renere brændstoffer, som er mindre
miljøbelastende.
Tiltagene for klapning vurderes endvidere at have positive
konsekvenser for havmiljøet, herunder særligt
bestemmelsen om forbud mod klapning i områder, hvor
vanddybden er under 6 meter, som foreslås udmøntet i
klapbekendtgørelsen i medfør af den foreslåede
§ 28, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Vanddybder
under 6 meter er særlig produktive i forhold til fiskeyngel
og forekomsten af ålegræs, hvorfor områderne er
særligt sårbare overfor påvirkninger som f.eks.
klapning.
Derudover er det vurderingen, at den foreslåede
bestemmelse i § 1, nr. 5, om, at miljøministeren kan
fastsætte nærmere regler om forbud mod klapning i
nærmere afgrænsede områder, herunder i
forbindelse med områder, hvor råstofindvinding
minimeres, og andre marine genopretningstiltag vil have positive
effekter for havmiljøet. Med den forventede
udmøntning af bestemmelsen, vil konkrete forbud i
forbindelse med f.eks. udplantning af ålegræs eller
etablering af stenrev være med til at sikre, at området
forbliver uforstyrret til gavn for det konkrete marine
genopretningstiltag, men også for havmiljøet
generelt.
Tilladelsesordningen for anden bortskaffelse og udledning af
stoffer og materialer i havet fra offshore CO2-lagringsplatforme og
tilladelsesordningen for marin geoengineeringsprojekter, som
forudsættes udmøntet som følge af de
foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 7-9, har til
formål at sikre hensynet til havmiljøet, når der
udføres aktiviteter på havet med klimamæssige
formål. Med tilladelsesordningerne sikres det, at der ikke
meddeles tilladelse til udledning af stoffer og materialer til
havet, hvis det er forbundet med en væsentlig
påvirkning af havmiljøet. Miljøstyrelsen vil
have mulighed for at stille vilkår til prøvetagning,
til mængder der udledes, monitoreringsprogrammer m.v., og at
aktiviteter ikke kan udføres uden tilladelse fra
Miljøstyrelsen.
En udvidelse af havmiljølovens § 34 b, således
at den eksterne beredskabsplan, som Miljøstyrelsen
udarbejder også omfatter havvindmøller og CO2-lagringsplatforme, udover de allerede
omfattede olie- og gasplatforme, har til formål at sikre, at
der ved større forureningshændelser er en plan for
håndtering af beredskabet. Havvindmøller kan indeholde
større mængder olie, som, i tilfælde af at
havvindmøllen kollapser eller lignende, vil kunne udledes
til havet. Der forventes ikke at skulle håndteres
større mængder olie eller kemikalier på CO2-lagringsplatforme, som det f.eks. er
tilfældet på olie- og gasplatforme, men der vil
være olie forbundet med f.eks. driften af generatorer og
lignende på platformen. Såfremt operatørernes
interne beredskabsplaner dermed ikke er tilstrækkelige til at
håndtere olie eller kemikalieudslippet, vil den eksterne
beredskab hjælpe myndighederne med at iværksætte
den nødvendige forureningsbekæmpelse, og dermed
mindske forureningen af havmiljøet ved opsamling af
olien.
Med den foreslåede ordning, jf. lovforslagets § 1,
nr. 21, hvorefter havmiljølovens § 54, stk. 2,
ændres, således at der kan opnås
forhåndstilladelse til anvendelse af dispergeringsmidler i
tilfælde, hvor almindelig forureningsbekæmpelse ikke er
tilstrækkelig, ændres der ikke på i hvilke
tilfælde, der kan opnås tilladelse, men alene i
proceduren for opnåelse af tilladelse. Det er derfor
opfattelsen, at udvidelsen ikke vil have konsekvenser for
havmiljøet. En forhåndstilladelse vil som hidtil
skulle angive, hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om
opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og
indberetning. Særlige tilfælde vil endvidere som hidtil
være i situationer, hvor mængden af olie og forhold som
hård vind og høje bølger m.v. gør
almindelige bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige,
særligt i forhold til beskyttelsen af f.eks. et
fuglebeskyttelsesområde, Natura 2000-område eller
lignende særligt havområde.
9. Forholdet
til EU-retten
Bekendtgørelse om anden bortskaffelse og udledning af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsanlæg, som
forudsættes udstedt efter lovforslaget, skal notificeres
efter informationsproceduredirektivet. Bekendtgørelsen vil
indeholde en bestemmelse om forbud mod udledning til havet og anden
bortskaffelse af visse af de kemikalier, der, efter OSPARs
vurderinger og anbefalinger, udgør den højeste
miljørisiko. Disse kemikalier er allerede udfaset i Danmark
til offshore anvendelse, men eftersom der er tale om en
forbudsbestemmelse vurderes, at indførelsen af reglen
bør notificeres efter informationsproceduredirektivet.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i
havmiljølovens § 29 a om forbud mod udledning af
røggasrensesystemer, indeholder ikke i sig selv EU-retlige
aspekter. Ved udmøntning af den foreslåede § 29
a, vil relevante EU-retlige aspekter blive inddraget.
Udkast til opfølgende bekendtgørelser vil i
nødvendigt omfang blive notificeret efter
informationsproceduredirektivet.
Det fremgår af TEUF artikel 34, at kvantitative
indførselsrestriktioner såvel som alle
foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem
medlemsstaterne. I sag 8/74, Belgien mod Dassonville (EU-domstolen)
fremgår det af præmis 5, at enhver af medlemsstaternes
bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte,
øjeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen i
Fællesskabet, må betragtes som en foranstaltning med
tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner. I sag
C-110/05, Kommissionen mod Italien, fremgår det af
præmis 17, at Europa-Kommissionen er af den opfattelse, at
anvendelseskrav ikke alene omfatter en vares kendetegn, men
også begrænsninger i varers anvendelse i rum eller tid
eller absolutte eller næsten absolutte forbud mod anvendelsen
af en vare. Det gælder ligeledes, selvom der kun er tale om
et delvist eller begrænset forbud i anvendelsen af den
pågældende vare, såfremt der er tale om en
væsentlig anvendelsesbegrænsning, jf. sag C-142/05,
Åklagaren mod Mickelsson og Roos. En væsentlig
anvendelsesbegrænsning kan få betydelig indflydelse
på interessen for at købe den pågældende
vare og derved påvirke markedsadgangen.
Det kan ikke udelukkes, at forslaget om et forbud med udledning
af røggasrensevand fra skibe vil kunne medføre en
indirekte potentiel hindring for varernes fri bevægelighed i
og med, at der vil blive indført regler, der hindrer brugen
af røggasrensesystemer, som udleder røggasrensevand i
dansk territorialfarvand og dermed også de varer, der
transporteres på disse skibe. Der er lagt vægt
på, at et forbud mod udledning af røggasrensevand vil
kunne påvirke salget af både åbne og lukkede
røggasrensesystemer. Ligeledes vil nogen rederier
sandsynligvis skifte til lavsvovlsbrændstof, hvilket vil
kunne påvirke salget af tung olie (heavy fuel oil, "HFO").
Desuden vil varer, der transporteres på skibe som udleder
røggasrensevand, potentielt kunne blive påvirket af
forbuddet, idet transportprisen vil kunne stige, hvilket muligvis
vil kunne bidrage til prisstigninger på varerne ombord.
Antages det, at et forbud mod udledning af
røggasrensevand udgør en hindring af varernes fri
bevægelighed, er det ministeriets opfattelse, at
restriktionen under alle omstændigheder er begrundet i et
legitimt hensyn og proportional i forhold til målet. Artikel
36 i TEUF giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod
handelsrestriktioner, hvis det er begrundet i bl.a. beskyttelse af
menneskers, dyrs og planters sundhed og liv. Domstolens retspraksis
fastsætter endvidere såkaldte tvingende hensyn f.eks.
miljøbeskyttelse, som en medlemsstat kan
påberåbe sig som begrundelse for nationale
foranstaltninger. I sag 302/86 Kommissionen mod Danmark
præmis 8 anerkender Domstolen »… beskyttelsen af
miljøet som et af [Unionens] grundlæggende
formål, der som sådant kan retfærdiggøre
visse begrænsninger i princippet om de frie
varebevægelser«. Hertil må restriktionen ikke
udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller
en skjult begrænsning af samhandlen mellem medlemsstater.
Miljø- og Ligestillingsministeriet vurderer, at forbuddet
mod udledning af røggasrensevand er med til at beskytte
havmiljøet mod miljøfarlige stoffer samt at bidrage
til at opfylde forpligtelserne under vandramme- og
havstrategidirektiverne, herunder at mindske den betydelige
mængde af tungmetaller og tjærestoffer, som udledes fra
røggasrensesystemer på skibe i det danske
territorialfarvand.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering af et forbud mod udledning af røggasrensevand,
ikke vil udgøre en disproportional restriktion. Der
lægges vægt på, at der findes andre
fremgangsmåder, der helt eller delvist hindrer udledning af
røggasrensevand til havet, herunder bl.a. brug af
lavsvovlsbrændstof eller røggasrensesystemer i lukket
operation.
På baggrund af ovenstående overvejelse, vurderer
Miljø- og Ligestillingsministeriet, at EU-retten herunder
artikel 34 i TEUF, ikke er til hinder for etablering af et forbud
med udledning af røggasrensevand.
Lovforslagets øvrige elementer indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august 2024
til den 25. september 2024 (28 dage) været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Advokatsamfundet, Albertslund Kommune, Allerød Kommune,
Assens Kommune, Ballerup Kommune, Billund Kommune, Biologforbundet,
Bornholms Regionskommune, Brancheforeningen for Industriel Teknik,
Brøndby Kommune, Brønderslev Kommune, CO-Industri,
Color Line AS, Concito, COWI A/S, Danish Seafood Association,
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentorganisation,
Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Akvakultur, Dansk
Amatørfiskerforening, Dansk Erhverv, Dansk
Fritidsfiskerforbund, Dansk Miljøteknologi
(Miljøteknisk Brancheforening), Dansk Offshore, Dansk
Ornitologisk Forening, Dansk Selskab for Miljøret, Dansk
Transport og Logistik (DTL), Danske Beredskaber, Danske Havne,
Danske Maritime, Danske Maskinstationer og Entreprenører,
Danske Rederier, Danske Speditører, DANVA, De
Økonomiske Råd, Det Nationale Netværk for
Klimatilpasning (DNNK), Det Økologiske Råd, DFDS A/S,
DHI, DI, Dragør Kommune, Drivkraft Danmark, DTU, DTU Aqua,
Egedal Kommune, ENERGINET. DK, Esbjerg Kommune, Fanø
Kommune, Favrskov Kommune, Faxe Kommune,
Ferskvandsfiskeriforeningen, Force Technology, Foreningen af Danske
Biologer, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Foreningen
af Rådgivende Ingeniører (FRI), Fredensborg Kommune,
Fredericia Kommune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn Kommune,
Frederikssund Kommune, Furesø Kommune, Faaborg Midtfyn
Kommune, Gentofte Kommune, Genvindingsindustrien - GI, GEUS -
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser,
Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Greenpeace Danmark, Greenpower
Denmark, Greve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommune,
Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Hedensted Kommune,
Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Herning Kommune,
Hillerød Kommune, Hjørring Kommune, HK-Kommunal
Miljøudvalg, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune,
Horsens Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune,
Højmarklaboratoriet A/S, Højvang Laboratorier A/S,
Hørsholm Kommune, Ikast-Brande Kommune, Ishøj
Kommune, ITD, Jammerbugt Kommune, Kalundborg Kommune, Kerteminde
Kommune, KIMO Danmark, KL, Kolding Kommune, Københavns Havn
(By & Havn), Københavns Kommune, Københavns
Universitet (Institut for Plante- og Miljøvidenskab),
Køge Kommune, Landsforeningen Levende Hav, Langeland
Kommune, Lejre Kommune, Lemvig Kommune, Lloyd's Register Consulting
- Energy A/S, Lolland Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune,
Læsø Kommune, Mariagerfjord Kommune, Marine
Ingredients Denmark, Middelfart Kommune, Morsø Kommune,
Mærsk Olie og Gas A/S, Natur og Ungdom, Niras, NOAH,
Norddjurs Kommune, Nordfyns Kommune, Nordsøenheden, Nyborg
Kommune, Næstved Kommune, OCEANA, Odder Kommune, Odense
Kommune, Odsherred Kommune, Oliebranchens
fællesrepræsentation, Orbicon (WSP), Professor dr. jur.
Ellen Margrethe Basse, Professor dr. jur. Peter Pagh,
Rambøll Danmark, Randers Kommune, Rebild Kommune,
Rederiforeningen af 2010 og Danmarks Rederiforening,
Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde
Kommune, Roskilde Universitet, Rudersdal Kommune, Rødovre
Kommune, Samsø Kommune, SGS Analytics, Silkeborg Kommune,
Skanderborg Kommune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Solrød
Kommune, Sorø Kommune, Spildevandsteknisk forening, Stevns
Kommune, Struer Kommune, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune,
Søfartens Ledere, Sønderborg Kommune, Teknologisk
Institut, Thisted Kommune, Tænketanken HAV, Tønder
Kommune, Tårnby Kommune, Vadehavssamarbejdet,
Vallensbæk Kommune, Varde Kommune, Vattenfall, Vejen Kommune,
Vejle Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Viborg Kommune, Vordingborg
Kommune, WWF Verdensnaturfonden, Ærø Kommune,
Ørsted, Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Aalborg
Universitet, Aarhus Kommune, Aarhus Universitet (DCE - Nationalt
Center for Miljø og Energi) og Aarhus Universitet (Institut
for Miljøvidenskab)
11. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Lovforslaget forventes at medføre
merudgifter for staten. De forventede merudgifter som følge
af lovforslaget forventes at kunne afholdes inden for egen
ramme. Lovforslagets bestemmelser om udledninger
af røggasrensningsvand vil kunne have mindre administrative
og økonomiske konsekvenser for staten ved udførelsen
af tilsynsforpligtelsen. Forbuddet mod klapning i vanddybder under
6 meter vil have varige administrative økonomiske
konsekvenser for staten på 0,4 mio. kr. årligt og
på 0,6 mio. kr. som en engangsudgift for
Miljøstyrelsen. Regler om anden bortskaffelse og udledning
af stoffer og materialer til havet fra offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme, vil have 0,9
mio. kr. årligt i merudgifter for staten. Regler om marin geoengineering forventes
at have merudgifter for staten på 0,5 mio. kr.
årligt. Regler om den eksterne beredskabsplan
forventes at have merudgifter for 0,45 mio. kr. årligt for
staten. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Udstyrsproducenter forventes at have
indtægter forbundet med forslaget på 0,1-0,4 mio. kr.
årligt og yderligere 0,4-2,4 mio. kr. som følge af
omstillingen. | Forbuddet mod udledning af
røggasrensevand vil medføre erhvervsøkonomiske
omkostninger på 19,5 mio. kr. årligt og 39,0 mio. kr. i
omstillingsomkostninger for 6 rederier med omkostninger for op mod
50 danske skibe. Regler om klapning forventes at have
erhvervsøkonomiske omkostninger for 7,9 mio. kr.
årligt. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | De øvrige dele af lovforslaget som
primært er af administrativ karakter, forventes ikke at have
erhvervsøkonomiske omkostninger. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Lovforslaget, herunder den
påtænkte udmøntning af lovforslaget, vurderes
ikke at have administrative konsekvenser for borgerne. | Klimamæssige konsekvenser | | Lovforslaget forventes ikke at have
klimamæssige konsekvenser. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Lovforslaget vurderes at have positive
konsekvenser for miljø- og natur. Et forbud mod udledning af
røggasrensevand til havet reducerer udledningen af
tungmetaller og tjærestoffer. Et forbud vil bidrage til at opnå
både vandramme- og havstrategidirektivernes mål om god
tilstand for miljøfarlige stoffer. Forslaget vil reducere forsuring af de
kystnære områder, som er særligt følsomme
over for fald i pH, da det påvirker dannelsen af skaller og
skeletter hos marine organismer. Samtidig vil flere skibe
forventeligt vælge renere brændstoffer, som er mindre
miljøbelastende. Tiltagene for klapning vurderes endvidere
at have positive konsekvenser for havmiljøet, herunder
særligt bestemmelsen om forbud mod klapning i vanddybder
under 6 meter, da disse områder er særlig produktive
ift. fiskeyngel og forekomsten af ålegræs. | | Forholdet til EU-retten | Bekendtgørelse om anden
bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet fra
offshore CO2-lagringsanlæg,
som forudsættes udstedt efter lovforslaget, skal notificeres
efter informationsproceduredirektivet. Ved udmøntning af den
foreslåede § 29 a, vil relevante EU-retlige aspekter
blive inddraget. Udkast til opfølgende
bekendtgørelser vil i nødvendigt omfang blive
notificeret efter informationsproceduredirektivet. Der henvises til lovforslagets afsnit 10
om forholdet til EU-retten. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Overimplementering
af EU-retlige minimumsforpligtelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 1, at
der ved udtømning forstås enhver udledning, udflydning
eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der
stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller
fast anbragte platforme.
Det fremgår endvidere af havmiljølovens § 4,
stk. 2, at der ved dumpning forstås enhver bortskaffelse i
havet, på havbunden og under havbunden - som ikke er
udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen med
skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og
enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden
af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte
platforme.
Marin geoengineering er en aktivitet, som har et andet
formål end udtømning eller dumpning, eftersom der ikke
er tale om udledning i forbindelse med den normale drift af et skib
eller platform eller bortskaffelse af et stof eller materiale til
havet.
Derfor foreslås at indsætte et nyt § 4 a, stk. 1, efter
havmiljølovens § 4, hvori marin geoengineering
defineres som ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med
henblik på at manipulere naturlige processer, herunder for at
modvirke menneskeskabte klimaforandringer og/eller deres
virkninger, og som har potentiale til at resultere i skadelige
påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan
være udbredte, langvarige eller alvorlige.
Definitionen af marin geoengineering svarer til
Londonprotokollens nye artikel 5 b og har til formål at
definere de aktiviteter, som foreslås reguleret i
medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets
§ 1, nr. 9.
Med udtrykket "ethvert bevidst indgreb i havmiljøet"
menes en aktivitet på eller i havet, der udføres af
mennesker med det hovedformål at manipulere naturlige
processer. Formålet med denne manipulation kan bl.a.
være med henblik på at modvirke klimaforandringer.
Med udtrykket "Skadelige påvirkninger" menes potentielle
påvirkninger på marine økosystemers struktur og
dynamik, herunder arter, populationer, samfund, habitater og
processer.
Det foreslås i § 4 a, stk.
2, at marin geoengineering ikke omfatter akvakultur,
herunder havbrug, kunstige rev eller øvrige marine
genopretningstiltag.
Begrebet marin geoengineering foreslås ikke at omfatte
havbrug og marine genopretningstiltag og vil dermed ikke være
omfattet af reguleringen i medfør af den foreslåede
bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 9. Marin geoengineering
er således ikke aktiviteter såsom akvakultur, herunder
havbrug eller øvrige marine genopretningstiltag, herunder
f.eks. etablering af stenrev, beplantning af ålegræs
osv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af havmiljølovens § 19 c, stk. 2,
at den, der ansøger om typegodkendelse af anlæg til
behandling af ballastvand, betaler det beløb på 50.000
USD, som FN's søfartsorganisation (IMO) opkræver,
når organisationen skal inddrages i behandlingen af en
ansøgning om typegodkendelse.
Der er efter gældende ret ikke mulighed for at korrigere
beløbet på 50.000 USD over for ansøgeren, hvis
FN's søfartsorganisation skulle justere beløbet.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3.
pkt., udgår »på 50.000 USD«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det
bliver muligt at opkræve ansøgeren et beløb i
en anden størrelse end 50.000 USD, hvis FN's
søfartsorganisation beslutter at opkræve et andet
beløb. Miljøstyrelsen har bl.a. vurderet, at
beløbets størrelse med tiden kan ændre sig og
oplyser desuden, at FN's søfartsorganisation kan beslutte at
opkræve 100.000 USD, hvis der kun modtages en enkelt
ansøgning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1.
pkt., at dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)
fortrinsvis skal finde sted inden for søterritoriet. Efter
havmiljølovens § 26, stk. 5, 2. pkt., skal den i
medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet
i Østersøområdet nedsatte kommission
(HELCOM-Kommissionen) høres, inden der gives tilladelse til
at klappe uden for søterritoriet.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 435 af
10. juni 1997, hvor ordet "fortrinsvist" blev indsat for at
gøre det muligt at tillade klapning uden for dansk
søterritorium, når dette udgør den
miljømæssigt set bedste løsning. Det
fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens
§ 26, stk. 5, at hensigten med ændringen var, at den
faste binding til klappladsens placering vurderedes
uhensigtsmæssig, da den dagældende ordlyd udelukkede
klapning uden for f.eks. det internationale
naturbeskyttelsesområde ved Vadehavet, hvis afgrænsning
er sammenfaldende med grænsen for søterritoriet, jf.
Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A, spalte 4827.
Det foreslås, at havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., ophæves.
Med den foreslåede ophævelse af
havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., vil der ikke
længere fortrinsvis skulle ske klapning inden for
søterritoriet. Med ophævelsen ændres der ikke
på, at det altid vil være en konkret vurdering om
klapning kan tillades i det ansøgte område i henhold
til de gældende regler i havmiljølovens kapitel 9 og
klapbekendtgørelsen.
Den foreslåede ophævelse af § 26, stk. 5, 1.
pkt., ændrer ikke på, at HELCOM-Kommission skal
høres, inden der meddeles tilladelse til klapning i Danmarks
eksklusive økonomiske zone i
Østersøområdet. Miljøstyrelsen vil
fortsat stå for høringen af kommissionen i
sådanne tilfælde.
Der er en lang række af naturbeskyttelsesområder
inden for søterritoriet i Danmark, som f.eks.
Ramsar-områder, EF-fuglebeskyttelsesområder og Natura
2000-områder. Derudover er kystområderne særligt
sårbare overfor de miljømæssige
påvirkninger fra klapning, herunder i forhold til
bevoksningen af arealer med ålegræs og dets potentiale
for at etablere sig i nye områder, forekomst af
algeopblomstring, bundfauna, iltsvind samt udledning og spredning
af miljøfarlige stoffer.
Den foreslåede ophævelse af havmiljølovens
§ 26, stk. 5, 1. pkt., forventes at få særlig
betydning i de tilfælde, hvor der vil være behov for at
meddele klaptilladelser i den eksklusive økonomiske zone ved
arbejder, der allerede pågår i den eksklusive
økonomiske zone, f.eks. store kommende energiprojekter. I de
tilfælde vil det være hensigtsmæssigt, at der kan
meddeles tilladelse til klapning i den eksklusive økonomiske
zone i stedet for, at havbundsmaterialet skal fragtes over
længere afstande for at blive dumpet i
søterritoriet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler
miljøministeren tilladelse til og fører tilsyn med
dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). Kompetencen er
delegeret til Miljøstyrelsen.
Det fremgår af havmiljølovens § 27, stk. 1, at
Miljøstyrelsen kan stille en række vilkår i
tilladelsen til klapning om bl.a. fremgangsmåden herunder
optagning og udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger.
Typiske vilkår i en klaptilladelse kan være, at
materiale der klappes, skal fordeles jævnt på
klappladsen. Miljøstyrelsen kan ligeledes stille krav om, at
tilladelsesindehaver skal måle mindstedybden på
klappladsen efter endt klapning og indrapportere det til
Miljøstyrelsen. Vilkårene skal primært sikre, at
mindstedybden på klappladsen ikke mindskes til gene for
sejlads, og for at minimere risikoen for grundstødning.
Det foreslås, at indsætte et stk. 2, i havmiljølovens § 27, hvorefter miljøministeren
kan meddele et påbud om udjævning af toppe af
klapmateriale på et område, hvor der er givet
tilladelse til klapning, hvis vilkår om mindstedybde og
fordeling af materiale på området i tilladelsen til
klapning efter § 27, stk. 1, ikke er overholdt.
Det forventes, at ministerens kompetence til at udstede
påbuddet efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil
blive delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til
havmiljølovens § 48, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer, at
Miljøstyrelsen bl.a. vil kunne udstede et påbud
på baggrund af de data og oplysninger, som bliver
indrapporteret til Miljøstyrelsen fra tilladelsesindehaver
efter endt klapning eller fra andre myndigheder eller borgere.
Et påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil
kunne påklages af afgørelsens adressat til
Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til de
foreslåede indsættelser af § 51, stk. 1, nr. 5, og
§ 52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og nr. 18.
Der henvises til de specielle bemærkninger til nr. 16 og
18.
Der vil kunne straffes med bøde for manglende
overholdelse af et påbud om udbedring af forholdene på
en klapplads efter den foreslåede § 27, stk. 2, i
overensstemmelse med øvrige forbud og påbud efter
havmiljøloven. Der henvises til de specielle
bemærkninger til nr. 24.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. § 25, stk. 1.
Miljøministeren meddeler tilladelse til og fører
tilsyn med klapning, jf. havmiljølovens § 26.
Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.
Efter havmiljølovens § 28, kan
miljøministeren fastsætte nærmere regler om
tilladelsesordningen for klapning, som er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass,
nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale
(klapbekendtgørelsen). Det omfatter bl.a. regler om
ansøgningens indhold, inddragelse af offentligheden,
fastsættelse af vilkår om prøveudtagning og
analyser af havbundsmateriale m.v. samt vurdering og behandling af
sager om ansøgning om klapning efter havmiljølovens
§ 26. Miljøstyrelsen kan stille en række
vilkår i tilladelsen til klapning, herunder
fremgangsmåden, optagning, udlægning, tilsyn og
sikkerhedsforanstaltninger m.v., jf. § 27, stk. 1, 2. pkt.
Miljøstyrelsen har en restriktiv praksis for meddelelse
af tilladelse til klapning i havområder, hvor vanddybder er
under 6 meter, men der er ikke tale om et forbud.
Det foreslås, at indsætte et § 28, stk. 2, i havmiljølovens
§ 28, hvorefter
miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i lavvandede områder
under 6 meter.
Den foreslåede bemyndigelse vil medføre, at
miljøministeren kan fastsætte et generelt forbud mod
klapning i alle havområder, hvor vanddybden er under 6
meter.
Det foreslåede forbud vil blive udmøntet ved
klapbekendtgørelsen og vil gælde for hele Danmarks
havområde, således både i søterritoriet og
i den eksklusive økonomiske zone. Generelt er
søterritoriet mere lavvandet end havområder i den
eksklusive økonomiske zone. Det foreslåede forbud vil
gælde i de konkrete havområder, hvor en
dybdemåling kan påvise, at dybden er under 6 meter.
På klappladser, hvor vanddybder ligger både over og
under 6 meter, vil det således kun være i den del af
klappladsen, som ligger under 6 meter, hvor klapning ikke vil kunne
tillades.
Bemyndigelsen efter den foreslåede § 28, stk. 2, vil
kunne anvendes til at meddele afslag på en ansøgning
om klapning, hvis der ved en dybdemåling kan konstateres, at
det ansøgte område er under 6 meter.
De lavvandede områder er spredt ud over forskellige dele
af Danmarks havområde, og områder som Vadehavet,
Ringkøbing Fjord og Bælthavet kan nævnes som
områder, hvor der flere steder er lavvandede områder
under 6 meter. Aftalepartierne bag Danmarks Havplan er enige om, at
de særlige forhold for Limfjorden gør, at det fortsat
skal være muligt at klappe på lavere vanddybder end 6
meter i Limfjorden.
Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 28, stk.
2, vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler om
forbud mod klapning i Limfjorden, når der er truffet politisk
beslutning om en model for klapning i Limfjorden i henhold til
havplansaftalen.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i
klapbekendtgørelsen, og vil derfor også være
tilsynsmyndighed for regler om forbud mod klapning i lavvandede
områder under 6 meter. Regler der vil blive fastsat i
medfør af den foreslåede § 28, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 5, vil endvidere være strafbelagt
i henhold til havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås, at der indsættes et stk. 3 i havmiljølovens § 28, hvorefter miljøministeren
kan fastsætte regler om forbud mod dumpning af optaget
havbundsmateriale i nærmere afgrænsede
havområder, herunder til brug for beskyttelsen af marine
naturgenopretningstiltag.
Den foreslåede bemyndigelse vil blive udmøntet ved,
at miljøministeren fastsætter regler i
klapbekendtgørelsen om et forbud mod klapning i
nærmere afgrænsede havområder. Bestemmelsen vil
have til formål at sikre, at miljøministeren vil kunne
fastsætte regler om forbud mod klapning i nærmede
afgrænsede områder, hvis der politisk er et
ønske herom. Det vil f.eks. kunne være tilfældet
i forbindelse med undersøgelsen af mulighederne for og
konsekvenserne ved et forbud mod klapning i udvalgte områder,
hvor råstofområder minimeres, herunder i Køge
Bugt.
Bestemmelsen vil endvidere have til formål, at
understøtte gennemførelsen af eventuelle tiltag, som
vil blive besluttet som led i Havnaturfonden, som aftalt af
partierne bag Grøn Fond (Socialdemokratiet, Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og
Konservative), som skal bidrage til genopretning af havnatur og
biodiversitet og til viden om miljø- og natureffekterne af
udbygningen af vedvarende energi på havet. Det vil f.eks.
kunne være marine naturgenopretningstiltag, såsom
etablering af stenrev og ålegræs.
Et forbud mod klapning i medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 28, stk. 3, vil f.eks. kunne gælde for
et område med en radius på 50-100 meter fra det
område, hvor et stenrev etableres. Etableringen af et stenrev
vil kunne blive beskyttet af det generelle forbud mod klapning i
havområder under 6 meter i medfør af den
foreslåede § 28, stk. 2. Med den foreslåede
bestemmelse i § 28, stk. 3, vil det endvidere kunne suppleres
med et områdeforbud for derved at sikre, at der ikke klappes
på områder over 6 meter i nærheden af f.eks. et
stenrev.
Den foreslåede bemyndigelse vil ikke være
begrænset til at kunne anvendes i forbindelse med
naturgenopretningstiltag og vil således også kunne
anvendes til at forbyde klapning i nærmere afgrænsede
områder som i f.eks. marine naturnationalparker.
Den foreslåede bemyndigelse vil også kunne anvendes
i tilfælde, hvor der lokalt, i nærmere afgrænsede
områder, er særlige naturmæssige hensyn, hvor et
forbud mod klapning vil kunne understøtte det. Det kunne
f.eks. være på grund af ålegræssets
naturlige udbredelse til dybereliggende områder eller for at
beskytte gyde- og opvækstområder for fisk og
bunddyr.
Miljøstyrelsen vil skulle føre tilsyn med
overholdelsen af de regler, der fastsættes efter den
foreslåede bemyndigelse i den foreslåedes § 28,
stk. 3. Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes
efter den foreslåede bemyndigelse, kan medføre straf i
form af bøde i regler udstedt i medfør af
havmiljølovens gældende § 61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af havmiljølovens gældende §
33, stk. 1. at miljøministeren kan, herunder til opfyldelse
af internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens
formål, til forebyggelse og begrænsning af forurening
fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af reglerne i
kapitel 2-10. Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, der bl.a.
kan bruges til at fastsætte regler om udledning til havet.
Det må antages, at det vil være muligt at udstede en
bekendtgørelse om forbud mod udledning af
røggasrensevand med hjemmel i § 33, stk. 1.
Miljø- og Ligestillingsministeriet finder imidlertid, at
der bør skabes et klart og udtrykkeligt grundlag for
udstedelsen af dette forbud henset til de væsentlige
erhvervsøkonomiske konsekvenser og den betydelige
miljøeffekt forbundet med den nye regulering. Endvidere vil
en selvstændig lovhjemmel skabe øget gennemsigtighed
med reglerne.
Det foreslås, at der efter kapitel 9 indsættes et
nyt kapitel 9 a om "Udledning af
røggasrensevand" og en ny § 29
b, hvorefter miljøministeren vil kunne
fastsætte regler om udledning af røggasrensevand fra
røggasrensesystemer på skibe, herunder med henblik
på at opfylde internationale aftaler.
Den foreslåede bemyndigelse forventes udmøntet ved,
at miljøministeren fastsætter regler om et forbud mod
udledning af røggasrensevand fra
svovlrøggasrensesystemer på skibe i det danske
søterritorium med henblik på at udmønte den
politiske aftale om forbud mod udledning af scrubbervand fra
svovlrøggasrensesystemer mellem regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) og Socialistisk
Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative,
Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet af den 11. april
2024. Det foreslåede forbud har til formål at forbedre
tilstanden i havmiljøet og samtidig bidrage til
forpligtelserne om god tilstand i både vandramme- og
havstrategidirektiverne.
Det foreslåede forbud forventes for nuværende rettet
mod skibe med udledning af røggasrensevand fra
svovlrøggasrensesystemer. Det bemærkes, at ministeren
vil kunne benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om
udledning af røggasrensevand for andre
røggasrensesystemer end svovlrøggasrensesystemer.
Røggasrensevand omfatter udledning til havet fra
røggasrensesystemer, som følge af rensning af
røggassen for at reducere SOx. Et røggasrensesystem er et
anlæg, der består af en eller flere
røggasrenseenheder, hvori røggas og vaskevand
blandes, og som er baseret på teknologi, der anvender et
vådt rensningsmedium til reduktion af SOX fra en røggasstrøm fra
installerede brændselsolieforbrændingsenheder. Der
findes røggasrensesystemer, der kan operere i enten
åben eller lukket operation. Et hybridt
røggasrensesystem kan fungere i både åben og
lukket operation. Åben operation vil sige, at
røggasrensesystemet operer i en tilstand, hvor
røggasrensevand kun ledes én gang gennem
røggasrenseenheden, før det udledes i havet, modsat
lukket operation, hvor røggasrensesystemet opererer i en
tilstand, hvor røggasrensevand ledes flere gange gennem
røggasrenseenheden, og der kan udledes en mindre
mængde såkaldt "bleed-off"-vand, såfremt dette
ikke opsamles. "Bleed-off"-vand er en vandig opløsning, som
er fjernet fra røggasrensevandet fra et
røggasrensesystem, der opererer i lukket operation, med
henblik på at bevare røggasrensesystemets
krævede egenskaber og effektivitet. De nærmere
definitioner af begreberne foreslås fastsat i forbindelse med
udmøntningen af reglerne ved bekendtgørelse.
Det er hensigten, at det foreslåede forbud vil omfatte
udledninger fra svovlrøggasrensesystemer, der opererer i
både åben og lukket operation.
Det foreslåede forbud forventes at træde i kraft den
1. juli 2025 for udledninger fra skibe med
svovlrøggasrensesystemer i åben operation. For
udledninger fra skibe med svovlrøggasrensesystemer i lukket
operation, vil forbuddet forventes at træde i kraft den 1.
juli 2029. Reglerne forventes udmøntet ved
bekendtgørelse.
Forslaget har i første række til formål at
give miljøministeren hjemmel til at fastsætte et
forbud mod udledning af røggasrensevand fra
svovlrøggasrensesystemer i det danske søterritorium,
men vil også kunne bruges, hvis der i øvrigt
måtte opstå behov for yderligere at regulere udledning
af røggasrensevand.
Det er, udover muligheden for at fastsætte nationale
regler, desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
potentielt kan anvendes til at fastsætte andre regler om
udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer
på skibe med henblik på opfyldelsen af Danmarks
eksisterende og fremtidige EU-retlige eller internationale
forpligtelser i forhold til udledninger af røggasrensevand
fra røggasrensesystem på skibe.
Den foreslåede bemyndigelse vil desuden give mulighed for,
at miljøministeren i særlige tilfælde kan
fastsætte nærmere regler om en dispensationsadgang fra
forbuddet i en afgrænset tidsperiode. Dette kunne for
eksempel være i forbindelse med et forskningsprojekt.
Miljøministerens beføjelse forventes i så fald
delegeret til Miljøstyrelsen med hjemmel i den
gældende § 48, stk. 1.
Miljøministerens tilsyn efter lovens § 45 forventes
delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til § 48, stk.
1.
Det er ligeledes hensigten, at strafbelægge manglende
efterlevelse af de regler, som vil blive udstedt i medfør af
den foreslåede § 29 b, med hjemmel i den
foreslåede ændring af havmiljølovens § 61,
stk.1, 1. pkt. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at
miljøministeren kan fastsætte regler om udledning i
havet af stoffer og anden bortskaffelse af stoffer og materialer,
der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring af
CO2 (CCS) er det besluttet, at der
skal være mulighed for CO2-lagring i Danmark under
forudsætning af, at det foregår under forsvarlige
sikkerheds- og miljømæssige forhold. Det gælder
også for de aktiviteter der udføres fra offshore
CO2-lagringsplatforme i forbindelse
med lagringen. Havmiljølovens regler er udformet på et
tidspunkt, hvor de eneste offshore-installationer var platforme til
indvinding af olie og gas, og tager derfor ikke højde for
andre aktiviteter på havet, såsom CO2-lagring.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 1, således, at
miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, som er en
følge af eller har tilknytning til aktiviteter fra offshore
platforme, herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme.
Den foreslåede ændring indebærer, at
miljøministeren kan fastsætte regler om udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore
CO2-lagringsplatforme og andre
lignende platforme på havet og således ikke alene
offshore olie- og gasplatforme. Det vil endvidere f.eks. kunne
være fremtidige platforme eller anlæg på havet
til brug for indvinding af geotermisk energi, hvor udledninger til
havet eller anden bortskaffelse vil være en direkte
følge af aktiviteten. Bestemmelsen vil fortsat være
hjemmel for den gældende udledningsbekendtgørelse for
olie- og gasplatforme.
Det forudsættes i den forbindelse, at
bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes således, at der
fastsættes regler om udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagrinsplatforme. Bekendtgørelsen
vil tage udgangspunkt i de allerede gældende regler for olie-
og gasplatforme i udledningsbekendtgørelsen. Udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore
CO2-lagringsplatforme vil derfor
alene kunne ske efter tilladelse fra Miljøstyrelsen, ligesom
det er tilfældet efter udledningsbekendtgørelsen for
olie- og gasplatforme. Der vil derudover blive fastsat regler om
vilkår for tilladelser, herunder tilladte mængder,
prøvetagninger, egenkontrol m.v.
Den forventede udmøntning vil således
medføre, at der skal søges tilladelse til udledning
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet,
når der fra en offshore platform udføres
offshoreaktiviteter, som medfører en udledning.
Ved offshoreaktivitet forstås bl.a. alle aktiviteter om
undersøgelse og efterforskning forud for selve udnyttelsen
eller indvindingen af mineralforekomster, eller i forbindelse med
CO2-lagring. Offshoreaktivitet
dækker også over selve udnyttelsen, indvindingen eller
lagringen fra offshore platformen. Der skal dog være tale om,
at udledningen eller anden bortskaffelse af stoffer er en
følge af eller i tilknytning til offshoreaktiviteten. F.eks.
vil udledninger fra evt. beboelse eller tekniske anlæg
på platformen, som generatorer til strøm til beboelse
m.v., når der ikke udføres offshoreaktiviteter, ikke
være omfattet. Sådanne udledninger kan dog være
omfattet af andre bestemmelser om udtømning af olie eller
affald efter havmiljølovens kapitel 2 og 7.
Tilladelsesordningen vil også, ligesom efter
udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg,
indebære, at operatøren skal kunne dokumentere at have
truffet de fornødne foranstaltninger til at forebygge og
begrænse forureningen, og at udledninger kun vil kunne ske
uden at påføre omgivelserne forurening, som er
uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og
kvalitet. Miljøstyrelsen vil også kunne stille en
række vilkår til f.eks. mængder, der må
udledes, koncentrationen af de stoffer og materialer, der udledes,
prøvetagninger og analyser samt indberetning til
myndighederne.
En følge af den foreslåede ændring af
havmiljølovens § 30, stk. 1, vil være, at
havmiljølovens § 30, stk. 2, vil finde anvendelse for
tilladelsesordningen for udledninger og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme. Dermed vil
Miljøstyrelsen også kunne træffe
afgørelse om, at såfremt udledning og anden
bortskaffelse af bestemte stoffer antages at indebære en
væsentlig risiko for forurening af omgivelserne, vil det ikke
kunne tillades. Tilladelsesordningen vil på den baggrund
også indeholde et generelt forbud mod udledning af de
såkaldte sorte kemikalier, ligesom det er tilfældet
efter udledningsbekendtgørelsen for olie- og
gasanlæg.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at
der udstedes regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens
anbefalinger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og
gasanlæg, som også vil gælde for udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra andre
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme.
Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler
udstedt i medfør af den foreslåede ændring af
havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 7, og dermed den bekendtgørelse, som
forudsættes udstedt i medfør heraf om anden
bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet fra
offshore CO2-lagringsplatforme.
Miljøstyrelsen er i forvejen tilsynsmyndighed for
udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.
Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter
den foreslåede ændring af bemyndigelsen, kan
medføre straf i form af bøde i regler udstedt i
medfør af havmiljølovens gældende § 61,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at
miljøministeren kan fastsætte regler om udledning i
havet af stoffer og anden bortskaffelse af stoffer og materialer,
der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter. Det
omfatter aktiviteter som indvinding af olie og gas.
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 3, at
efter reglerne i stk. 1, kan det bestemmes, at ejere eller brugere
af platforme for egen regning skal gennemføre og indsende
resultater af undersøgelser af havmiljøets fysiske,
kemiske og biologiske tilstand til afdækning af eventuelle
miljømæssige påvirkninger af havmiljøet,
som følge af efterforskning og produktion af kulbrinter.
Havmiljølovens § 30, stk. 3, finder derfor ikke
anvendelse for aktiviteter, som omhandler lagring af CO2.
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring af
CO2 (CCS) er det besluttet, at der
skal være mulighed for CO2-lagring i Danmark under
forudsætning af, at det foregår under forsvarlige
sikkerheds- og miljømæssige forhold. Det gælder
også for de aktiviteter, der udføres fra offshore
CO2-lagringsplatforme i forbindelse
med lagringen. Havmiljølovens regler er udformet på et
tidspunkt, hvor de eneste offshore installationer var platforme til
indvinding af olie og gas, og tager derfor ikke højde for
andre aktiviteter på havet, såsom CO2-lagring.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 3, således, at det
efter regler udstedt i medfør af havmiljølovens
§ 30, stk. 1, endvidere kan bestemmes, at ejere eller brugere
af offshore platforme for egen regning skal gennemføre og
indsende resultater af undersøgelser af havmiljøets
fysiske, kemiske og biologiske tilstand til afdækning af
eventuelle miljømæssige påvirkninger af
havmiljøet som følge af efterforskning og produktion
af kulbrinter.
Den foreslåede ændring indebærer, at
operatøren vil kunne pålægges at udføre
relevante moniteringer af f.eks. havbund og vandsøjle, efter
Miljøstyrelsens anvisninger i forbindelse med en tilladelse
udstedt efter regler efter den foreslåede ændring af
havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 7, og i forbindelse med udledning af produceret vand vil
skulle indsende vurderinger af den miljørisiko, som
udledningen giver anledning til.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at
der udstedes regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens
anbefalinger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og
gasanlæg, som også vil gælde for udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra andre
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme.
Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler
udstedt i medfør af den foreslåede ændring af
havmiljølovens § 30, stk. 3, jf. lovforslagets §
1, nr. 8, og dermed den bekendtgørelse som forventes udstedt
i medfør heraf om anden bortskaffelse og udledning af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme efter den
foreslåede ændring af havmiljølovens § 30,
stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Miljøstyrelsen er
i forvejen tilsynsmyndighed for udledningsbekendtgørelsen
for olie- og gasanlæg.
Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter
den foreslåede ændring af bemyndigelsen i § 30,
stk. 1, kan medføre straf i form af bøde i regler
udstedt i medfør af havmiljølovens gældende
§ 61, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning
af stoffer og materialer i havet, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning) jf. § havmiljølovens
§ 25, stk. 1.
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 2, at
dumpning er enhver bortskaffelse i havet af stoffer eller
materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige
eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet af
skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte
platforme.
Efter havmiljølovens § 54, stk. 1, kan
miljøministeren give tilladelse til udledning i havet af
stoffer og materialer med henblik på videnskabelig forskning
i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe
forurening. Der er navnlig tale om kemiske bekæmpelsesmidler
(dispergeringsmidler).
Marin geoengineering er et nyt begreb, som ikke er omfattet af
hverken havmiljølovens § 25 eller § 54.
Marin geoengineering har til formål at manipulere havets
naturlige processer, bl.a. for at imødegå
klimaforandringer eller deres virkninger, og som har potentiale til
at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor
disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller
alvorlige. Marin geoengineering er også såkaldt "ocean
fertilization", der betegnes som enhver aktivitet, der
udføres af mennesker, der har det hovedformål at
stimulere den primære produktivitet i havene.
I 2013 blev resolution LP. 4(8) om ændring af
Londonprotokollen vedrørende regulering af anbringelse af
stoffer og materialer til ("ocean fertilization") og andre marin
geoengineeringaktiviteter i havmiljøet vedtaget.
Resolutionen regulerer marin geoengineering og indsætter et
nyt artikel 5 b, 6 b og anneks 4 og 5 i Londonprotokollen.
Efter artikel 6 b, forpligtes de tiltrædende parter til
Londonprotokollen til at forbyde anbringelsen af stoffer og
materialer i havet fra skibe, fly, platforme og andre
menneskeskabte konstruktioner på havet, når det sker i
forbindelse med de marin geoengineeringsaktiviteter, som er
oplistet i et nyt annex 4.
Den eneste aktivitet oplistet i det nye annex 4 er "ocean
fertilization", som derfor også er den eneste aktivitet, som
i medfør af resolutionen skal forbydes. "Ocean
fertilization" er defineret som enhver menneskelig aktivitet med
det hovedformål at stimulere havets
primærproduktivitet. Ved primærproduktivitet menes
produktion af organiske stoffer i planter, alger og fotosyntetiske
cyanobakterier, som er det første led i økosystemets
fødenet, da de kan lave fotosyntese. Det omfatter dog ikke
konventionel akvakultur, herunder havbrug eller kunstige rev. Efter
annex 4 kan de tiltrædende parter til Londonprotokollen dog
give tilladelse til "ocean fertilization" aktiviteter, hvis der er
tale om forskningsprojekter, og såfremt projektet konkret kan
tillades i henhold til kriterierne i et nyt annex 5.
Vurderingsværktøjet i det nye annex 5 stiller krav
til området, hvori det videnskabelige projekt ønskes
udført, herunder krav til beskrivelserne af områdets
fysiske, geologiske, kemiske og biologiske tilstand og vurderingen
af påvirkningen af området. Der stilles derudover en
række krav til planerne for udførelsen af det
videnskabelige projekt, herunder miljøvurdering af effekter
og påvirkninger, risikoanalyser og planer for at minimere
påvirkninger og forebygge forurening ved brug af
overvågningsprogrammer.
Med henblik på administrativ gennemførelse af
ændringerne til Londonprotokollen om marin geoengineering i
medfør af resolution LP. 4(8) foreslås det at
indsætte en ny § 33 b, stk.
1, hvorefter miljøministeren kan fastsætte
regler om marin geoengineering, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler herom.
I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 1, vil
regeringen på Danmarks vegne være bemyndiget til at
tiltræde resolution LP. 4(8) under Londonprotokollen samt
senere ændringer hertil, som vedtages efter proceduren i
Londonprotokollens artikel 21 og 22. Den foreslåede
bemyndigelse i § 33 b, stk. 1, vil medføre, at senere
ændringer til resolutionen vil kunne gennemføres
administrativt i dansk ret med hjemmel i bestemmelsen.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
regler om andre marin geoengineeringsteknikker end "ocean
fertilization", herunder såkaldt "Ocean Alkalinity
Enhancement", "Ocean Sinking of Biomass for Carbon Storage" og
Marine Surface Albedo Enhancement Involving Reflective Particles",
såfremt regulering af disse eller andre marin
geoengineeringsteknikker vedtages i regi af Londonprotokollen.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
regler om marin geoengineering, herunder som følge af andre
internationale aftaler end Londonprotokollen.
I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 2, vil
miljøministeren i regler udstedt efter den foreslåede
stk. 1 kunne fastsætte regler om, at marin
geoengineeringsprojekter ikke må finde sted eller kun kan
finde sted efter tilladelse, herunder anbringelse af stoffer og
materialer i havet.
Den foreslåede bemyndigelse i § 33 b, stk. 2 vil
medføre, at miljøministeren vil kunne fastsætte
regler om bl.a. en tilladelsesordning hvor forskningsprojekter med
anbringelse af stoffer og materialer i havet, som har til
formål at stimulere havets primærproduktivitet, det
såkaldte "ocean fertilization", kun kan udføres efter
en tilladelse fra Miljøstyrelsen. Formålet er at
gennemføre den nye artikel 6 b, 1 led., i medfør af
resolution LP. 4(8). Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til
at fastsætte regler om andre teknikker end "ocean
fertilization", herunder såkaldt "Ocean Alkalinity
Enhancement", "Ocean Sinking of Biomass for Carbon Storage" og
Marine Surface Albedo Enhancement Involving Reflective Particles",
såfremt regulering af disse eller andre marin
geoengineeringsteknikker vedtages i regi af Londonprotokollen.
Det foreslås i § 33 b, stk.
3, at miljøministeren i regler udstedt efter den
foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte regler om
tilladelsesordningen efter stk. 2, herunder om ansøgningens
indhold, høringsprocedurer og inddragelse af offentligheden,
risikovurderinger, prøveudtagning og analyser af
påvirkningen af havmiljøet og havbunden og om
vurdering og behandling af sager efter regler udstedt i
medfør af denne bestemmelse.
Der vil blive fastsat regler i medfør af den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i overensstemmelse med
vurderingsværktøjet i medfør anneks 5 i
resolution LP. 4(8).
Det foreslås i § 33 b, stk.
4, at miljøministeren i regler udstedt efter den
foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte krav om, at
ansøger for egen regning lader foretage analyser,
risikovurderinger, overvågningsprogrammer og peer reviews af
ansøgningen.
Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler om, at de
krav der stilles i forbindelse med en ansøgning og evt.
tilladelse om bl.a. udarbejdelse af overvågningsprogrammer og
prøvetagninger m.v., skal ske efter ansøgers egen
regning.
Miljøministerens bemyndigelse efter den foreslåede
§ 33 b forventes delegeret til Miljøstyrelsen med
hjemmel i den gældende havmiljølovs § 48, stk.
1.
Miljøministeren fører tilsyn med regler udstedt
efter havmiljøloven, jf. havmiljølovens § 45.
Tilsynet forventes delegeret til Miljøstyrelsen i henhold
til havmiljølovens § 48, stk. 1. Det forventes, at
tilsynet vil have karakter af et administrativt tilsyn, hvor
Miljøstyrelsen gennem indberetninger fra
gennemførelsen af eventuelle forskningsprojekter med
anbringelse af stoffer og materialer i havet til brug for
stimulering af havene primær vækst (ocean
fertilization), vil kunne påse om vilkår i tilladelsen
til forskningsprojektet er overholdt.
Overtrædelse af regler udstedt i medfør af den
foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,
vil kunne straffes efter de foreslåede ændringer i
§ 61, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26. Efter
havmiljølovens § 61, stk. 1, kan overtrædelser
straffes med bøde. Straffen kan stige til fængsel i
indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået
forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved
overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller
fremkaldt fare herfor eller hvis der er opnået eller
tilsigtet en økonomisk fordel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Beredskab på havet er reguleret af havmiljølovens
kapitel 11. Ansvaret var tidligere delt således, at
miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren og
under inddragelse af den driftsansvarlige for en platform skulle
udarbejde en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie-
og kemikalieforurening af havet fra offshore platforme og evt.
tilsluttede rørledningssystemer. Beredskabet hører
ved kongelig resolution af 29. august 2024 under ministeren for
samfundssikkerhed og beredskabs ressortansvar. Sker der olie- eller
kemikalieforurening af havet fra platforme eller
rørledninger, påhviler det ejeren, eller den der er
ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen,
straks at iværksætte den interne beredskabsplan og
påbegynde bekæmpelsen af forureningen. Det
følger af havmiljølovens § 34 b, at ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab er ansvarlig for udarbejdelse af
den eksterne beredskabsplan under inddragelse af den
driftsansvarlige for platformen.
Den eksterne beredskabsplan skal dog alene udarbejdes for olie-
og gasplatforme og rørledninger beliggende inden for
sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde jf.
havmiljølovens § 34 b.
Det foreslås at foretage en ændring af
havmiljølovens § 34 b, stk.
1, således at ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab under inddragelse af den ansvarlige for driften og, hvis
det er relevant, rettighedshaveren udarbejder en ekstern
beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening
af havet fra olie- og gasplatforme samt rørledninger
beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og
øvrige offshore platforme, herunder bl.a. CO2-lagringsplatforme.
Med den foreslåede ændring vil den eksterne
beredskabsplan efter havmiljølovens § 34 b omfatte alle
typer af offshore platforme og havvindmøller og ikke kun
olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledninger. Det vil
bl.a. medføre, at platforme, som håndterer CO2-lagring, også omfattes af den
eksterne beredskabsplan.
Der ændres med den foreslåede bestemmelse ikke
på, at det eksterne beredskab fortsat vil gælde for
platforme, anlæg og rørledninger, som er beliggende
inden for søterritoriet og dansk
kontinentalsokkelområde, som det er defineret i
havmiljølovens § 5, stk. 1-3, og lov om
søterritoriet og lov om den eksklusive økonomiske
zone.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at
bestemmelsen i havmiljølovens § 34 b, stk. 1, afspejler
den kongelige resolution af 29. august 2024, hvorved
ressortansvaret for havmiljøberedskabet blev overdraget til
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Tilsyn med havmiljøloven og forskrifter udstedt efter
loven foretages af henholdsvis miljøministeren og
forsvarsministeren (nu ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab), jf. havmiljølovens § 45, stk. 1. Efter
havmiljølovens § 45 b skal tilsynsmyndigheden
foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet
har underordnet betydning.
I den situation, der er nævnt i havmiljølovens
§ 45 b, skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det
ulovlige forhold skal bringes til ophør, jf.
havmiljølovens § 45 d, stk. 1. Er der tale om et
ulovligt forhold på en olie- og gasplatform eller et
tilsluttet rørledningssystem, f.eks. at operatøren
ikke længere har kapacitet til at opfylde de relevante krav
til beredskab efter reglerne i havmiljølovens kapitel 11,
eller der er rimelig tvivl om sikkerheden, og det ulovlige forhold
ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde
fortsat drift af olie- og gasplatformen, jf. havmiljølovens
§ 45 d, stk. 2.
Bestemmelsen gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets
artikel 18, stk. 1, på havmiljølovens
område.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 45 d, stk. 2, således, at hvis
det ulovlige forhold efter havmiljølovens § 45 d, stk.
1, ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde
fortsat drift af en olie- og gasplatform samt tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme.
Den foreslåede ændring indebærer, at
bestemmelsen vil kunne anvendes for alle typer af platforme
på havet og ikke være begrænset til olie- og
gasplatforme. Det vil bl.a. medføre, at platforme, som
håndterer CO2-lagring eller
PtX-platforme, også kan blive mødt med et forbud mod
fortsat drift, hvis tilsynsmyndighederne har konstateret et
ulovligt forhold, og operatøren ikke har bragt det ulovlige
forhold til ophør.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på havet skal vurderes i henhold til
reglerne i havmiljølovens kapitel 14 a. Efter
havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er det den ansvarlige
for driften af et skib, en platform, et luftfartøj eller en
rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde af
miljøskade eller overhængende fare herfor.
Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte platforme og
må derfor anses at finde anvendelse for alle platforme
omfattet af havmiljølovens generelle
anvendelsesområde, som omfatter såvel bevægelige
som fast anbragte platforme, boreplatforme, men også andre
anlæg på havet, for eksempel
vindmølleanlæg, jf. bemærkningerne til
havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf.
Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, reguleres
ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren
for olie- og gasplatforme.
Uheld og forureningshændelser af havet med olie og
kemikalier vil imidlertid også kunne finde sted fra
havvindmøller eller andre offshore platforme. Der er
på den baggrund behov for bl.a. at udvide
havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til også at
omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme.
Det fremgår således af havmiljølovens §
47 b, stk. 4, at den ansvarlige for driften skal undersøge,
forebygge og afhjælpe en miljøskade eller
overhængende fare herfor.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 4, således, at der
ved den ansvarlige for at undersøge forebygge og
afhjælpe en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, forstås den ansvarlige for
driften, når en skade eller en overhængende fare for en
skade der hidrører fra olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for
sikkerhedszonen, havvindmøller og øvrige offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en
miljøskade eller overhængende fare herfor være
delt mellem den ansvarlige for driften og rettighedshaveren
også i tilfælde, hvor en miljøskade eller
overhængende fare herfor hidrører fra andre platforme
end olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen
af miljøforureningshændelser på havet, uanset om
forureningen stammer fra olie- og gasplatforme, en
havvindmølle eller andre offshore platforme.
Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i
havmiljølovens § 47 b, stk. 5, jf. lovforslagets §
1, nr. 13.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på havet skal vurderes i henhold til
reglerne i havmiljølovens kapitel 14 a. Efter
havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er det den ansvarlige
for driften af et skib, en platform, et luftfartøj eller en
rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde af
miljøskade eller overhængende fare herfor.
Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte platforme og
må derfor anses for at finde anvendelse for alle platforme
omfattet af havmiljølovens generelle
anvendelsesområde, som omfatter såvel bevægelige
som fast anbragte platforme og boreplatforme, men også andre
anlæg på havet, for eksempel
vindmølleanlæg, jf. bemærkningerne til
havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf.
Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I den gældende havmiljølovs § 47 b, stk. 4 og
5, reguleres ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og
rettighedshaveren for olie- og gasplatforme. Bestemmelserne om
delingen af ansvaret for håndtering af miljøskader og
overhængende fare for miljøskader mellem den
driftsansvarlige og rettighedshaveren for olie- og gasplatforme
gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets artikel 7.
Uheld og forureningshændelser af havet med olie og
kemikalier vil imidlertid også kunne finde sted fra
havvindmøller eller andre offshore platforme. Der er
på den baggrund behov for bl.a. at udvide
havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til også at
omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 5, således, at der
ved den ansvarlige for at afholde alle omkostninger ved
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskade og overhængende fare for miljøskade,
herunder stille sikkerhed og dække
administrationsomkostninger efter miljøskadeloven og afholde
udgifter efter §§ 47 e og 47 g, forstås
rettighedshaveren, når en skade eller overhængende fare
for en skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer, havvindmøller og
øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Med den foreslåede ændring af § 47 b, stk. 5,
vil rettighedshaveren til havvindmøller og øvrige
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme blive
forpligtet til at afholde alle omkostninger ved
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskade og overhængende fare for en
miljøskade, herunder stille sikkerhed og dække
administrative omkostninger efter miljøskadeloven og afholde
udgifter efter havmiljølovens §§ 47 e og 47.
Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en
miljøskade eller overhængende fare herfor være
delt mellem den ansvarlige for driften og rettighedshaveren
også i tilfælde, hvor en miljøskade eller
overhængende fare herfor hidrører fra andre platforme
end olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen
af miljøforureningshændelser på havet, uanset om
forureningen stammer fra olie- og gasplatforme, en
havvindmølle eller andre offshore platforme.
Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i
havmiljølovens § 47 b, stk. 4, jf. lovforslagets §
1, nr. 12.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Efter havmiljølovens § 49, stk. 1, skal
afgørelser efter loven meddeles skriftligt til adressaten.
Derudover skal afgørelser efter loven og regler fastsat i
medfør af loven meddeles til klageberettigede personer,
organisationer og myndigheder, og de foreninger og organisationer,
der er nævnt i havmiljølovens § 52, stk. 2, nr. 3
og 4, når de har anmodet ministeren om underretning om
afgørelserne.
En afgørelse, der kan påklages efter
havmiljøloven, skal indeholde oplysninger om, at klagen skal
indgives til miljøministeren, hvad klagefristen er, og at en
klage skal være modtaget inden klagefristens udløb,
jf. § 50.
Af havmiljølovens § 51, stk. 1, fremgår det
hvilke afgørelser der kan påklages til Miljø-
og Fødevareklagenævnet. Det er, bl.a.
afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26
og afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og
gasanlæg, som er fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, stk. 1.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr. 2,
og § 51, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 33, stk. 2 og 4,«:
»§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at
afgørelser meddelt efter regler udstedt efter den
foreslåede § 33 b om marin geoengineering, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, tillige skal meddeles
klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, og de
myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens
behandling, jf. § 49, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at
afgørelser meddelt efter regler udstedt efter den
foreslåede § 33 b om marin geoengineering, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, skal indeholde oplysning om, at en
klage skal indgives til miljøministeren, jf. § 50, nr.
2, og at afgørelser kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 15
Efter havmiljølovens § 49, stk. 3 og 4, kan lokale
og landsdækkende foreninger og organisationer, som har
beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, meddele
miljøministeren, at de ønsker underretning om
nærmere angivne afgørelser efter loven eller i
medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i loven. Det er
f.eks. afgørelser om klapning efter havmiljølovens
§ 26, stk. 1, og afgørelser om udledning af stoffer og
materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg i
medfør af udledningsbekendtgørelsen fastsat med
hjemmel i havmiljølovens § 30.
Det fremgår af havmiljølovens § 52, stk. 1,
nr. 1, at afgørelser efter lovens § § 26, §
34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller regler fast i medfør af
lovens § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2,
og § 34 a, stk. 3, kan påklages af
1) enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser også klageberettigelse, jf.
havmiljølovens § 52, stk. 2, samt de myndigheder og
erhvervsorganisationer og foreninger, der er oplistet i
havmiljølovens § 52, stk. 1 klageberettiget.
Klager over afgørelser efter loven og efter regler
fastsat i medfør af loven, som oplistet i
havmiljølovens § 53 a og b har ikke opsættende
virkning, herunder afgørelser om dispensation for reglerne
om udtømning af ballastvand efter § 19 b,
afgørelser om udledninger fra offshore olie- og
gasanlæg i medfør af § 30, stk. 1, og påbud
om beredskab til bekæmpelse af olie og kemikalieforurening
fra offshore olie og gasanlæg efter havmiljølovens
§ 34 a, stk. 2 og 3.
Det foreslås, at i havmiljølovens § 49, stk. 3,
1. pkt., og stk. 4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2, indsættes
efter »§ 33, stk. 2,«: »§ 33 b, stk. 1
og 2,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at lokale og
landsdækkende foreninger og organisationer vil kunne meddele
miljøministeren, at de ønsker underretning om
afgørelser om marin geoengineering, som er meddelt efter
regler udstedt i medfør af den foreslåede § 33 b,
jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at
klager over afgørelser, som er meddelt efter regler udstedt
efter den foreslåede § 33 b om marin geonengineering,
ikke har opsættende virkning, medmindre Miljø- og
Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 16
Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1,
hvilke afgørelser der kan påklages til Miljø-
og Fødevareklagenævnet. Det er bl.a. afgørelser
om klapning efter havmiljølovens § 26, om anden
bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer fra offshore
olie- og gasanlæg, efter regler fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, afgørelser om
dispensationer fra regler om ballastvand efter
havmiljølovens § 19 b, stk. 3.
Det foreslås, at det i havmiljølovens § 51, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) Påbud efter § 27,
stk. 2.«
Den foreslåede ændring indebærer, at et
påbud efter den foreslåede bestemmelse i
havmiljølovens § 27, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 4, kan påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Den foreslåede § 27,
stk. 2, omhandler påbud om udjævning af toppe af
havbundsmateriale på et område, hvor der er givet
tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter stk.
1, om mindstedybde og fordeling af materiale på
området, ikke er overholdt.
I medfør af den foreslåede ændring af §
52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, vil det alene
være afgørelsens adressat, der kan påklage en
afgørelse om påbud efter den foreslåede §
27, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 17
Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det,
at afgørelser om bl.a. klapning efter havmiljølovens
§ 26 og afgørelser om udledninger og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie-
og gasanlæg, som er fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af
enhver, der må antages at have en individuel væsentlig
interesse i sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser også klageberettigelse, jf.
havmiljølovens § 52, stk. 2.
Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, er
også en række offentlige myndigheder såsom
Kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme
er Forbrugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af
Danske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening,
Bilfærgernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne
I Danmark (FLID) og Olie Gas Danmark.
Det foreslås, at havmiljølovens § 52, stk. 1, affattes således, at
afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel
14 a samt afgørelser truffet efter regler, udstedt i
medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33,
stk. 2, § 33 b, og § 34 a, stk. 3, kan påklages af
1) afgørelsens adressat og 2) enhver, der må antages
at have en individuel og væsentlig interesse i sagens
udfald.
Formålet med bestemmelsen er at udtage de oplistede
myndigheder og primært erhvervsorganisationer og foreninger i
den nugældende § 52, stk. 1, nr. 2-12, således, at
havmiljølovens § 52, stk. 1, kun giver
klageberettigelse til enhver, der må antages at have en
individuel og væsentlig interesse i sagens udfald. De
oplistede foreninger, organisationer og myndigheder i
havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, gives
klageberettigelse i henhold til regler, som fastsættes i
medfør af den foreslåede § 52, stk. 8, jf.
lovforslagets § 1, nr. 20.
Med ændringen af havmiljølovens § 52, stk. 1,
udvides bestemmelsen til også at omfatte afgørelser om
marin geoengineering, som meddeles med hjemmel i den
foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Der vil i medfør af bestemmelsen også blive givet
klageberettigelse til enhver, der må antages at have en
individuel og væsentlig interesse i afgørelser om
anden bortskaffelse og udledning i havet af stoffer og materialer
fra offshore CO2-lagringsplatforme,
eftersom de omfattes af den foreslåede ændring af
§ 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 18
Af havmiljølovens § 52, stk. 5, kan et forbud eller
påbud efter havmiljølovens § 42 a, § 43
eller § 43 c, stk. 1 eller 2, påklages af
afgørelsens adressat.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 5, indsættes efter
»Et forbud eller påbud efter«: »§ 27,
stk. 2,«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at et
påbud om at udjævne toppe af havbundsmateriale på
et område, hvor der er meddelt tilladelse til klapning,
når vilkår fastsat efter havmiljølovens §
27, stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materiale på
området ikke er overholdt, alene kan påklages af
afgørelsens adressat.
Klageadgangen for afgørelser efter den foreslåede
§ 27, stk. 2, foreslås begrænset til adressaten
for afgørelsen, idet det skønnes, at det alene er
adressaten, der vil have en interesse i at påklage en
afgørelse om påbud om udbedring af forholdene på
en klapplads.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 19
Efter havmiljølovens § 52, stk. 6, kan
afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af
havmiljølovens § 33, stk. 4, om pligt for ejeren af et
vindmølleanlæg til for egen regning at
gennemføre egenkontrol af støj fra
vindmølleanlæg, påklages af afgørelsens
adressat og de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,
nr. 1.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 6, ændres »de
personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1« til:
»enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald«.
Den foreslåede ændring indebærer, at at
henvisningen til havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1,
bliver erstattet med enhver, der må antages at have en
individuel og væsentlig interesse i sagens udfald.
Ændringen er en følge af nyaffattelsen af
havmiljølovens § 52, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 17.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 20
Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det,
at afgørelser om bl.a. klapning efter havmiljølovens
§ 26 og afgørelser om udledninger og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie-
og gasanlæg, som er fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af
enhver, der må antages at have en individuel væsentlig
interesse i sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser også klageberettigelse, jf.
havmiljølovens § 52, stk. 2.
Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12 er
også en række offentlige myndigheder såsom
Kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme
er Forbrugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af
Danske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening,
Bilfærgernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne
I Danmark (FLID) og Olie Gas Danmark.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i havmiljølovens § 52, hvorefter miljøministeren
kan fastsætte nærmere regler om klageberettigelse for
afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel
14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i
medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33,
stk. 2, § 33 b, og § 34 a, stk. 3, for lokale samt
landsdækkende foreninger og organisationer, som ikke er
omfattet af stk. 2.
En oplistning i loven af klageberettigede myndigheder,
foreninger og organisationer gør listen svær at
opdatere, hvis myndigheder, foreninger m.v. skifter navn,
lægges sammen med andre foreninger, eller ændrer deres
formål. Der vil derfor efter den foreslåede bestemmelse
blive udstedt en bekendtgørelse, som fastsætter
klageberettigelsen for de enkelte foreninger, organisationer og
myndigheder. Bekendtgørelsen vil lettere kunne opdateres
løbende, og skal derfor sikre, at der ikke gives ubegrundet
klageberettigelse eller ulig adgang til klageberettigelse for de
relevante foreninger, organisationer og myndigheder.
I forbindelse med udmøntningen af
bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 52, stk. 8,
vil ingen af de nuværende oplistede foreninger eller
organisationer miste deres klageberettigelse for sager, som ligger
inden for deres interesse eller formålsområde,
medmindre de måtte ønske det. I forbindelse med
udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil der dog blive taget
stilling til, hvilke afgørelser efter loven som de relevante
foreninger, organisationer og myndigheder skal være
klageberettiget for, således at de ikke har adgang til
generelt at klage over alle afgørelser efter loven, men
alene de afgørelser som ligger inden for foreningens,
organisationens eller myndighedens interesse- eller
formålsområde, jf. foreningens eller organisationens
vedtægter. De samme interesse- og formålsbestemte
overvejelser vil gøre sig gældende for så vidt
angår offentlige myndigheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 21
Det fremgår af havmiljølovens § 54, stk. 1, 1.
pkt., at udledning i havet af stoffer og materialer med henblik
på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse
eller på at bekæmpe forurening af havet ikke må
finde sted uden tilladelse fra ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab (tidligere miljøministeren). Det fremgår
endvidere af havmiljølovens § 54, stk. 2, at tilladelse
efter stk. 1, 1. pkt., kun kan gives i konkret foreliggende
enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder
for en nærmere angivet periode. Tilladelsen skal angive,
hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af tilladelsen, den
samlede mængde og vilkår om opbevaring, udtagning af
periodiske kontrolprøver og indberetning jf. § 54, stk.
2, 2. pkt.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 54, stk. 2, således, at
tilladelse til at udlede stoffer og materialer til havet med
henblik på videnskabelig forskning i
forureningsbekæmpelse eller til brug for at bekæmpe
forurening af havet, udover i konkrete foreliggende
enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder
for en nærmere angivet periode, fremover også vil kunne
gives som en forhåndstilladelse til flere mulige
forureningshændelser for en nærmere angivet periode.
Det foreslås endvidere at ændre bestemmelsen
således, at tilladelsen skal angive, i hvilke tilfælde
tilladelsen vil kunne finde anvendelse.
Udvidelsen af havmiljølovens § 54, stk. 2, skal
sikre et mere effektivt beredskab i situationer, hvor almindelige
bekæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige, og hvor akut
forureningsbekæmpelse ikke kan afvente en godkendelse fra
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det vil f.eks.
kunne være i særlige tilfælde, hvor
mængderne af olie eller særlige forhold som hård
vind og høje bølger gør almindelige
bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige, særligt af
hensyn til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttelsesområde,
Natura 2000-område eller lignende særligt
havområde.
Det foreslås, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskab efter den foreslåede bestemmelse vil kunne meddele
forhåndstilladelse til anvendelsen af stoffer og materialer
til at bekæmpe forurening af havet (navnlig
dispergeringsmidler) til brug for flere mulige
forureningshændelser. Med en forhåndstilladelse vil
operatørerne af et offshore olie- og gasanlæg kunne
anvende dispergeringsmidler i henhold til tilladelsen, hvis en
forureningshændelse af et større omfang opstår,
uden først at skulle søge om tilladelse fra
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det foreslås
endvidere, at forhåndstilladelsen skal angive i hvilke
specifikke tilfælde, tilladelsen vil kunne anvendes.
Det vil f.eks. kunne være en ukontrolleret
udblæsning af olie fra en olieproducerende brønd, som
vurderes at ville fortsætte i en længere periode, og
hvor udblæsningens omfang, varighed og mængden af olie
vurderes at udgøre en alvorlig risiko for påvirkningen
af havet, havfugle, marinearter og kyster, og hvor alternativer til
brug af dispergeringsmidler miljømæssigt vil
medføre større konsekvenser for miljøet end
brugen af dispergeringsmidler. Dette skal sikre, at der ikke
anvendes kemiske bekæmpelsesmidler i videre omfang end efter
praksis i dag.
Det statslige havmiljøberedskab under Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskab vil endvidere kunne søge om
forhåndstilladelse til håndtering af
forureningshændelser fra skibe og efter hændelser fra
olie- og gasplatforme i tilfælde, hvor
forureningsbekæmpelsen kræver det statslige beredskabs
assistance, og hvor særlige omstændigheder som f.eks.
hård vind og høje bølger betyder, at
almindelige bekæmpelsesmidler ikke er
tilstrækkelige.
Den foreslåede ændring af havmiljølovens
§ 54, stk. 2, ændrer ikke på, at
håndteringen af forureningsbekæmpelse som hidtil skal
foregå med de mest skånsomme metoder for
havmiljøet, og altså som udgangspunkt ikke med
anvendelsen af dispergeringsmidler. Det vil således skulle
fremgå af eventuelle forhåndstilladelser, i hvilke
tilfælde der vil kunne benyttes dispergeringsmidler, jf.
ovenfor.
En forhåndstilladelse efter den foreslåede
ændring af § 54, stk. 2, til anvendelse af
dispergeringsmidler vil kunne indgå som et vilkår i
godkendelsen af en olie- og gasplatforms interne beredskabsplan,
jf. beredskabsbekendtgørelsens § 5, jf. § 3. En
forhåndstilladelse vil skulle angive, for hvilken periode
tilladelsen gælder, i hvilke tilfælde den vil kunne
anvendes samt hvilke stoffer og mængder der vil være
omfattet af tilladelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 22
Det fremgår af havmiljølovens § 55, stk. 3, at
miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for
ejeren eller den ansvarlige for driften af en platform og et
tilsluttet rørledningssystem, beliggende indenfor
sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, til
vederlagsfrit at stille transport til og fra et anlæg,
herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og andre
fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget.
Havmiljølovens § 55, stk. 3, finder således
alene anvendelse på offshore olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 55, stk. 3, således, at
miljøministeren fastsætter regler om pligt for ejeren
eller den ansvarlige for driften af en offshore platform og et
tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for
sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med
offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme, til vederlagsfrit at
stille transport til og fra et anlæg, herunder
overførsel af udstyr, og kost og logi og andre
fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter
loven eller regler udstedt i medfør af loven.
Den foreslåede ændring indebærer, at
miljøministeren vil kunne fastsætte regler om, at
ejeren eller operatøren af en offshore platform, herunder
CO2-lagringsplatforme, for egen
regning skal stille transport, kost og logi og andre
fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på platformen efter loven
eller regler udstedt i medfør af loven. Med ordningen vil
alle aktiviteter på platforme på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde
være omfattet af bestemmelsen, herunder olie og
gasaktiviteter og CO2-lagring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 23
Det følger af havmiljølovens gældende §
55 a, at miljøministeren kan fastsætte regler om, i
hvilken form oplysninger, som kan kræves i medfør af
denne lov, og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven,
skal indsendes. Derimod kan der ikke med den gældende
bestemmelse fastsættes regler om, at digital kommunikation
skal anvendes.
Det følger af forvaltningslovens § 32 a, at
vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at
anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder
fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a giver dog ikke
mulighed for at fastsætte en pligt til digital kommunikation.
Hjemmel til at kunne fastsætte regler om pligt til at
kommunikere digitalt skal derfor fastsættes i de enkelte
særlove.
Det foreslås at affatte havmiljølovens § 55 a, stk. 1, således, at
miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken
form oplysninger og øvrige informationer til brug for
administration af regler, som kan kræves i medfør af
denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven eller
af EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal indsendes,
herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.
Den foreslåede § 55 a, stk. 1, indebærer, at
der indføres hjemmel til obligatorisk digital kommunikation,
således at der ved bekendtgørelse kan fastsættes
nærmere regler for obligatorisk digital kommunikation i
medfør af loven og de forskrifter, der udstedes i
medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse forventes
anvendt til at fastsætte regler om obligatorisk digital
kommunikation på havmiljølovens område
efterhånden, som behovet opstår, og der udvikles
tekniske løsninger.
Bestemmelsen er møntet på myndighedens
kommunikation til og fra virksomheder, uanset om de er fysiske
eller juridiske personer, og borgere. Bestemmelsen
påtænkes desuden anvendt til at fastsætte regler
om, at pligten til at kommunikere digitalt ikke kun gælder
over for virksomheder og borgere, men også for kommunikation
mellem myndigheder og en rådgiver f.eks. en konsulent,
advokat eller lignende, som optræder på virksomhedens
eller borgerens vegne over for myndigheden.
Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler
om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med
skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af loven samt
regler, som udstedes i medfør af loven.
Der kan efter den foreslåede bestemmelse fastsættes
regler med krav om, at virksomheden skal anvende bestemte
it-systemer og særlige digitale formater for at sikre, at
myndigheden kan håndtere de modtagne indberetninger, eller
for at sikre at indsendt dokumentationsmateriale har den
fornødne validitet. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse
af ansøgning om tilladelse til klapning eller udledning af
stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporteringer i
medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i
medfør af loven, indsendelse af oplysninger eller
indsendelse af oplysninger til brug for ministerens tilsyn.
Bemyndigelsen gælder også for oplysninger, som skal
indgives i medfør af regler udstedt efter loven.
Retsvirkningen af at undlade at indsende oplysningerne via det
digitale system vil være, at oplysningerne ikke kan anses for
modtaget og dermed ikke kan behandles af myndigheden. Modtages
oplysninger på anden måde end den forskrevne digitale
måde, anses indsendelse af oplysningerne for mangelfuld, og
den relevante myndighed har herefter en forpligtigelse til at
vejlede om, hvorledes manglen kan afhjælpes, dvs. om pligten
til at kommunikere digitalt, jf. forvaltningslovens § 7. Kun
hvis indsender af oplysningerne, for eksempel inden for en fastsat
frist, ikke har rettet op på de mangler, den
pågældende ved vejledning er gjort opmærksom
på, kan oplysningerne anses for ikke at være modtaget.
Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage en sag under
realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den
obligatorisk digitale selvbetjeningsløsning er en
afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der
følger de almindelige forvaltningsretlige regler og
principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. En
sådan afgørelse om afvisning vil normalt ikke hindre,
at sagen senere genoptages, når en fyldestgørende
ansøgning er indsendt. Det er ikke hensigten med
indførelse af krav om digital kommunikation at ændre
på, hvordan den offentlige myndighed håndterer
situationer, hvor en eventuel frist overskrides. Der vil
således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til
årsagen til, at en frist ikke er overholdt, herunder hensynet
til en smidig håndtering af sagen.
Det foreslås endvidere i havmiljølovens § 55 a, stk. 2, at
miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte
it-systemer, særlige digitale formater og eID eller
lignende.
Den foreslåede § 55 a, stk. 2, indebærer, at
miljøministeren kan fastsætte krav om anvendelse af
bestemte it-systemer og digitale formater, samt om brug af eID
eller lignende, som tjener som en sikring af, at anmeldelsen kommer
fra rette afsender. Dette indebærer bl.a., at skriftlige
henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af loven eller af
regler, som er udstedt i medfør af loven, til den relevante
myndighed ikke anses for behørigt modtaget, hvis de
indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale
måde. Det er i den forbindelse uden betydning, at den
pågældende oplever, at den pågældendes egen
computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet
koden til sit eID eller oplever lignende hindringer, som det er op
til den pågældende at overvinde.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kunne
stilles krav om, at virksomheder og borgere oplyser en
e-mailadresse, som myndighederne kan anvende til kontakt i
forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse. I
den forbindelse kan der også pålægges den
pågældende virksomhed eller borger en pligt til at
underrette om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den
konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre
e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse.
Dette forventes i praksis typisk at være vedkommende
virksomheds eller borgers e-mailadresse i Offentlig Digital
Post.
Miljøministeren kan endvidere efter det foreslåede
stk. 2 fastsætte regler, hvorefter der kan ske fritagelse af
fysiske og juridiske personer for digital kommunikation. En fysisk
person kan f.eks. fritages, hvis der foreligger særlige
omstændigheder, som kan bevirke at personen er hindret i at
modtage sin post digitalt. Sådanne særlige
omstændigheder foreligger, hvis en person ikke har adgang til
computer i eget hjem, har kognitiv eller fysisk
funktionsnedsættelse, hvor funktionsnedsættelsen
hindrer digital postmodtagelse. Sprogbarrierer kan ligeledes
være en særlig omstændighed, der hindrer en
person i digital postmodtagelse. Endvidere kan der være
praktiske vanskeligheder ved at skaffe sig et eID. Der kan
ligeledes ske fritagelse for fysiske personer, for så vidt
angår kommunikation om personers erhvervsaktiviteter samt
juridiske personer. Kommunikation om personers erhvervsaktiviteter
bør som altovervejende hovedregel foregå digitalt,
ligesom det er tilfældet for erhvervsvirksomheder.
Kriterierne for fritagelse, når det drejer sig om
kommunikation om personers private forhold beskrevet ovenfor,
finder derfor ikke anvendelse på kommunikation om personers
erhvervsaktiviteter. Fritagelse for digital kommunikation for
fysiske personers erhvervsaktiviteter og juridiske personer kan kun
komme på tale, hvis der foreligger ganske særlige
omstændigheder, ligesom fritagelsen kan gøres
tidsbegrænset. Udenlandske virksomheder vil som udgangspunkt
også være omfattet af pligten til obligatorisk digital
kommunikation, i det omfang pligten ikke strider mod EU-retten. I
den forbindelse er det bl.a. afgørende, om det er teknisk
muligt for virksomhederne at kommunikere digitalt med myndigheden.
Hvis der f.eks. stilles krav om et eID, og har den udenlandske
virksomhed ikke mulighed for at opnå et eID, er det ikke
teknisk muligt for virksomheden at kommunikere med myndigheden, og
der må tilbydes alternative løsninger.
Det forhold, at en virksomhed eller borger oplever, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, at den
pågældende har mistet koden til sin eID-løsning
eller oplever lignende hindringer, som det er op til den
pågældende selv at overvinde, kan som udgangspunkt ikke
føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation. I
så fald må den pågældende eksempelvis
anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på
den pågældendes vegne.
Endelig foreslås det i § 55 a,
stk. 3, at en digital meddelelse efter denne lov anses for
at være kommet frem, når den er tilgængelig for
adressaten for meddelelsen.
Den foreslåede § 55 a, stk. 3, indebærer, at en
meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten
på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for
adressaten. Det er således uden betydning, om eller
hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af
meddelelsen. Dermed bliver kommunikation i postløsningen
offentligretligt reguleret og sker med samme retsvirkninger som ved
fremsendelse af postbesørgede breve, der anses for at
være kommet frem, når de er lagt i adressatens fysiske
postkasse. Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for,
hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede
retsvirkninger. Kan modtagelsestidspunktet for en digital
meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med
tilsynsmyndighedens it-system eller andre lignende problemer,
må meddelelsen anses for at være kommet frem på
det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan
fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.
Det vil således ikke komme virksomheden til skade, at
indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis
dette skyldes systemnedbrud.
Bestemmelsen finder anvendelse både på meddelelser,
som frivilligt sendes digitalt - hvis en borger eksempelvis er
undtaget fra digital fremsendelse - og på meddelelser, som
det er obligatorisk at sende digitalt.
Til nr. 24
Det fremgår af havmiljølovens § 59, stk. 1,
hvilke regler efter loven, som ved overtrædelse kan straffes
med bøde. Det gælder bl.a. ved undladelse af at
efterkomme et forbud eller påbud efter havmiljølovens
§ 42 a eller § 43, stk. 1 og 2, om indgreb over for
skibe.
Det foreslås, at der i § 59,
stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller § 45
d, stk. 2, eller påbud efter«: »§ 27, stk.
2,«.
Den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, omhandler
påbud som kan meddeles ved overtrædelse af vilkår
i en klaptilladelse om bl.a. mindstedybde og fordeling af
klapmaterialet på klappladsen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at manglende
efterlevelse af et påbud efter den foreslåede §
27, stk. 2, vil kunne straffes ligesom øvrige regler om
påbud og forbud efter loven.
Til nr. 25
Det følger af den havmiljølovens gældende
§ 60, at forældelsesfristen for strafansvaret er 5
år for overtrædelser m.v. som omhandlet i § 59,
stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for overtrædelser af regler
udstedt i medfør af § 11, stk. 3, §§ 14, 18
og 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23,
stk. 2, § 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4,
§ 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1, § 39, stk. 1,
§§ 40 og 41 og § 58 a, stk. 1.
Det foreslås, at der i §
60, indsættes efter »§ 24, stk. 3,«:
»§ 29 b,«, og efter »§ 33, stk.
1,« indsættes: »§ 33 b,«.
Den foreslåede ændring af § 60 indebærer,
at der vil blive fastsat en forældelsesfrist på 5
år for overtrædelser af regler udstedt i medfør
af § 29 b om udledning af røggasrensevand og § 33
b om marin geoengineering.
Baggrunden for ændringen er, at der vil kunne være
tale om "skjulte" overtrædelser, der først opdages
på et langt senere tidspunkt. Det er derfor fundet
nødvendigt at fastlægge en længere
forældelsesfrist for disse overtrædelser.
Det bemærkes, at de almindelige regler om strafferetlig
forældelse i øvrigt finder anvendelse ved
overtrædelse af havmiljøloven, jf. bl.a. straffelovens
§§ 92-94.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 26
Det følger af havmiljølovens gældende §
61, stk. 1, pkt. 1, at der i regler, der fastsættes i henhold
til § 11, stk. 3, §§ 14 og 17-19, § 19 b, stk.
2-5, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23,
stk. 2, § 24, §§ 28 og 30, § 31, stk. 4,
§§ 32 og 33, § 34 a, stk. 3, §§ 39-41 og
47, § 47 g, stk. 2, § 55, stk. 2 og 3, § 55 a og
§ 58 a, kan fastsættes straf af bøde. Det
følger endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at straffen kan
stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende
omstændigheder som anført i § 59, stk. 3. I
bestemmelsens pkt. 3 fremgår det, at for overtrædelser
begået fra udenlandske skibe kan det dog alene
fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil
2 år under tilsvarende omstændigheder som anført
i § 59, stk. 4.
Bestemmelsen i § 59, stk. 3, fastsætter, at straffen
kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade
på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre, herunder ved
besparelser.
Bestemmelsen i § 59, stk. 4, fastsætter, at §
59, stk. 3, ikke finder anvendelse på overtrædelser
begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen
er begået i indre territorialt farvand. For
overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre
territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil
2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig
forurening af havmiljøet eller af luften.
Selskaber m.v. (juridiske personer) kan efter lovens § 62
pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Det foreslås, at i § 61, stk. 1,
1. pkt., indsættes efter »28«: », 29
b«, og at »§§ 32, og 33« ændres
til: »§§ 32, 33 og 33 b«.
Den foreslåede ændring af § 61, stk. 1, 1.
pkt., indebærer, at der vil kunne fastsættes regler,
hvorefter overtrædelse af regler udstedt i medfør af
de foreslåede § 29 b og § 33 b vil kunne straffes
med bøde. En virkning af den foreslåede ændring
af § 61, stk. 1, 1. pkt., er endvidere, at overtrædelse
af regler udstedt i medfør af de foreslåede § 29
b og § 33 a vil kunne medføre, at straffen kan stige
til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende
omstændigheder som anført i § 59, stk. 3,
hvorefter straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved
grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade
på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser,
og i § 59, stk. 4, for udenlandske skibe, hvorefter § 59,
stk. 3, ikke finder anvendelse på overtrædelser
begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen
er begået i indre territorialt farvand. For
overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre
territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil
2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig
forurening af havmiljøet eller af luften.
Det bemærkes, at det ved lovovertrædelser
begået af juridiske personer er udgangspunktet ved valg af
ansvarssubjekt, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der
kan i en række tilfælde imidlertid være anledning
til, ud over tiltalen mod den juridiske person, tillige at rejse
tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den
eller de pågældende har handlet forsætligt eller
udvist grov uagtsomhed. Har ledelsen af den juridiske person eller
en overordnet ansat, herunder direktøren, eksempelvis
handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal
tiltalen foruden imod den juridiske person som udgangspunkt rejses
mod den eller de personligt ansvarlige. Tiltale mod underordnede
ansatte skal i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger
særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være
tilfældet, såfremt der er tale om en grov
overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået
forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der
rejses tillige tiltale mod den juridiske person. Der henvises i det
hele til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om strafansvar for
juridiske personer.
Strafferetligt ansvar ved overtrædelse af bestemmelserne
vil derfor primært blive gjort gældende over for
rederiet. Strafferetligt ansvar over for andre end den juridiske
person, eksempelvis føreren af et skib (udover for rederen),
vil dog fortsat bl.a. kunne komme på tale, hvis
føreren har handlet forsætligt eller udvist grov
uagtsomhed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 27
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler
miljøministeren tilladelse til og fører tilsyn med
dumpning af optaget havbundsmateriale. I vurderingen af en
ansøgning om tilladelse til dumpning af optaget
havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er
anført i bilag 1, jf. havmiljølovens § 26, stk.
2.
I overskriften til bilag 1 fremgår det, at det omhandler
forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en
ansøgning om tilladelse til klapning.
Det foreslås i overskriften
til bilag 1 at ændre »til klapning« til:
»dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)«.
Der er tale om en præcisering af overskriften til bilag 1
med henblik på at strømline terminologien i
havmiljølovens § 26, stk. 1 og 2 med bilag 1. Der
foretages ikke andre ændringer i bilaget.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2025.
Lovforslaget gælder ikke for Færøerne og
Grønland, da havmiljøloven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, jf. lovens § 68, og
heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | § 1 | | | I lov om beskyttelse af havmiljøet,
jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024, som
ændret ved § 1 i lov nr. 463 af 15. maj 2017 og § 4
i lov nr. 322 af 2. april 2024, foretages følgende
ændringer: | | | | §
4. Stk. 1-4. - | | 1. Efter § 4 indsættes: »§ 4
a. Ved marin geoengineering
forstås i denne lov, ethvert bevidst indgreb i
havmiljøet med henblik på at manipulere naturlige
processer, herunder for at modvirke menneskeskabte
klimaforandringer eller deres virkninger, og som har potentiale til
at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor
disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller
alvorlige. Stk. 2.
Marin geoengineering efter stk. 1 omfatter ikke akvakultur,
herunder havbrug, kunstige rev, eller øvrige marine
genopretningstiltag.« | | | | § 19
c. Stk. 1 -- | | | Stk.
2. Miljøministeren kan
fastsætte regler om typegodkendelse af anlæg til
behandling af ballastvand, herunder om, hvilke oplysninger en
ansøgning om typegodkendelse skal indeholde, og om
inddragelse af FN's søfartsorganisation. Miljøministeren kan herunder fastsætte
regler om, at den, der ansøger om typegodkendelse af
anlæg til behandling af ballastvand, for egen regning
gennemfører og indsender resultater af undersøgelser,
der dokumenterer, at anlægget lever op til de fastsatte
behandlingsstandarder. Ansøgeren betaler det beløb på
50.000 USD, som FN's søfartsorganisation opkræver,
når organisationen skal inddrages i behandlingen af en
ansøgning om typegodkendelse. Stk. 3-5 - | | 2. I § 19 c, stk. 2, 3. pkt., udgår
»på 50.000 USD«. | | | | §
26, Stk. 5. Dumpning af optaget havbundsmateriale skal
fortrinsvis finde sted inden for dansk
søterritorium. Den i
medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet
i Østersøområdet nedsatte kommission skal
høres, inden der i Østersøen gives tilladelse
til dumpning af optaget havbundsmateriale uden for dansk
søterritorium. | | 3. § 26, stk. 5, 1, pkt.
ophæves. | | | | § 27,Stk. 1. -- | | | | | 4. I § 27 indsættes som stk. 2: »Stk.
2. Miljøministeren kan meddele påbud om
udjævning af toppe af havbundsmateriale på et
område, hvor der er givet tilladelse til klapning, når
vilkår fastsat efter stk. 1, om mindstedybde og fordeling af
materiale på området, ikke er overholdt.« | | | | § 28,Stk. 1 - | | | | | 6. I § 28 indsættes som stk. 2 og 3: »Stk.
2. Miljøministeren kan fastsætte regler om
forbud mod dumpning af optaget havbundsmateriale i områder,
hvor vanddybden er under 6 meter. Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere
afgrænsede områder, herunder til brug for beskyttelse
af naturgenopretningstiltag.« | | | | Kapitel
9 | | | Forbud mod
dumpning | | | § 25 - 29
a | | | | | 6. Efter
kapitel 9 indsættes: »Kapitel 9 a Udledning af
røggasrensevand § 29 b.
Miljøministeren kan fastsætte regler om udledning af
røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe, herunder med henblik på at opfylde internationale
aftaler.« | | | | §
30, stk. 1. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse
af internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i
havet og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer
fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske
mineralforekomster, herunder kulbrinter | | 7. I § 30, stk. 1, ændres » der
stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af
undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter«
til: »som er en følge af eller har tilknytning til
aktiviteter fra offshore platforme, herunder olie- og gasplatforme
og CO2-lagringsplatforme.« | Stk. 2 - | | | Stk.
3. I regler udstedt i
medfør af stk. 1 kan det endvidere bestemmes, at ejere eller
brugere af platforme for egen regning skal gennemføre og
indsende resultater af undersøgelser af havmiljøets
fysiske, kemiske og biologiske tilstand til afdækning af
eventuelle miljømæssige påvirkninger af
havmiljøet som følge af efterforskning og produktion
af kulbrinter. | | 8. I § 30, stk. 3, indsættes efter
»brugere af«: »offshore«, og
»efterforskning og produktion af kulbrinter«
ændres til: »eller med tilknytning til aktiviteter fra
offshore platforme, herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme«. | | | | § 33 a.
- | | | | | 9. Efter
§ 33 a indsættes i kapitel
10: Ȥ 33
b. Miljøministeren kan fastsætte regler om
marin geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale
aftaler herom. Stk. 2. I
regler udstedt efter stk. 1 kan det bestemmes, at marin
geoengineering, herunder anbringelse af stoffer og materialer i
havet, ikke må finde sted eller kun kan finde sted efter
tilladelse. Stk. 3. I
regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen efter
stk. 2, herunder om ansøgningens indhold,
høringsprocedurer og inddragelse af offentligheden,
risikovurderinger, prøveudtagning og analyser af
påvirkningen af havmiljøet og havbunden og om
vurdering og behandling af sager efter regler udstedt i
medfør af denne bestemmelse. Stk. 4. I
regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte krav om, at ansøger for egen regning lader
foretage analyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer
og peer reviews af ansøgningen.« | | | | § 34
b. Miljøministeren
udarbejder efter forhandling med forsvarsministeren og under
inddragelse af den ansvarlige for driften og, hvis det er relevant,
rettighedshaveren en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af
olie- og kemikalieforurening af havet fra platforme og tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde. | | 10. I §
34 b, stk. 1, ændres »Miljøministeren udarbejder
efter forhandling med forsvarsministeren og« til:
»Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
udarbejder«, og »platforme og tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde« ændres til:
»olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme.« | Stk.
2. - | | | | | | § 45 d.
-- | | | Stk.
2. Bringes det ulovlige forhold,
jf. stk. 1, ikke til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde
fortsat drift af en platform og tilsluttet rørledningssystem
beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse
med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde. | | 11. I § 45 d, stk. 2, ændres »en
platform og tilsluttet rørledningssystem beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde«
til: »olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«. | | | | § 47
b. -- | | | Stk.
4. Ved den ansvarlige for at
undersøge, forebygge og afhjælpe en miljøskade
eller en overhængende fare for miljøskade, der
hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde, forstås den ansvarlige for
driften. | | 12. I § 47 b, stk. 4, udgår »der
hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde,«, og efter
»driften« indsættes: », når en skade
eller overhængende fare for en skade hidrører fra
olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder
CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«. | Stk.
5. Ved den ansvarlige for at
afholde alle omkostninger ved undersøgelse, forebyggelse og
afhjælpning af miljøskade og overhængende fare
for miljøskade, der hidrører fra efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde,
herunder stille sikkerhed og dække
administrationsomkostninger efter miljøskadeloven og afholde
udgifter efter §§ 47 e og 47 g, forstås
rettighedshaveren. | | 13. I § 47 b, stk. 5, udgår »der
hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde,«, og efter
»rettighedshaveren« indsættes: », når
en skade eller overhængende fare for en skade hidrører
fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer, havvindmøller og øvrige
offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«. | | | | §
49. Afgørelser efter denne
lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser efter § 26 og § 34 a,
stk. 3, samt afgørelser truffet i medfør af regler,
der er fastsat med hjemmel i § 19 b, stk. 3, og § 30,
stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34 a, stk. 3, meddeles
tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder,
jf. § 52, og de myndigheder, der i øvrigt har
været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de
landsdækkende foreninger og organisationer, der er
nævnt i § 52, stk. 2, nr. 3 og 4, når de har
anmodet miljøministeren om at modtage underretning om
afgørelserne, jf. § 49, stk. 4 og 5. | | 14. I § 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr. 2, og
§ 51, stk. 1, nr. 3, indsættes efter
»§ 33, stk. 2 og 4,«: »§ 33 b, stk.
1-2,«. | Stk.
2. - | | | Stk.
3. Lokale foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan meddele miljøministeren, at de
ønsker underretning om afgørelser efter § 26,
§ 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller i medfør af
regler, der er fastsat med hjemmel i § 19 b, stk. 3, og §
30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, jf. §
52, stk. 2. En lokal forening
eller organisation skal samtidig fremsende vedtægter, der
dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens
hovedformål er beskyttelse af natur og
miljø. Tilsvarende
gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres
formål varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelserne berører sådanne
interesser. Stk.
4. Landsdækkende foreninger
og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse
af natur og miljø som hovedformål, kan meddele
ministeren, at foreningen eller organisationen ønsker
underretning om afgørelser efter § 26, § 34 a,
stk. 3, og kapitel 14 a eller i medfør af regler, der er
fastsat med hjemmel i § 19 b, stk. 3, og § 30, stk. 1,
§ 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3. | | 15. I § 49, stk. 3,
1. pkt., og stk. 4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »§ 33, stk. 2,«:
»§ 33 b, stk. 1-2,«. | Stk.
5-6. - | | | | | | § 50.nr. 1. - Nr.
2. At klage over
afgørelser, der er truffet i medfør af § 26,
§ 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller i henhold til regler,
der er fastsat med hjemmel i § 30, stk. 1, § 33, stk. 2
og 4, og § 34 a, stk. 3, skal indgives til
miljøministeren, mens klager over afgørelser, der er
truffet i medfør af § 43 og § 43 c, skal indgives
til det i medfør af lov om sikkerhed til søs nedsatte
Ankenævn for Søfartsforhold, og Nr.
3. - | | | | | | § 51,Stk. 1, nr. 1-2. - Nr.
3. Afgørelser efter §
34 a, stk. 3, og afgørelser truffet efter regler fastsat med
hjemmel i § 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34
a, stk. 3. Nr.
4. Afgørelser efter kapitel
14 a. | | | | | 16. I § 51, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) Påbud efter § 27,
stk. 2.« | Stk. 2-7
-- | | | | | | §
52. Afgørelser efter §
26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser
truffet efter regler, der er fastsat i medfør af 19 b, stk.
3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3,
kan påklages af 1) enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald, 2) kommunalbestyrelsen, 3) Sundhedsstyrelsen, 4) Forbrugerrådet, 5) Danmarks Fiskeriforening, 6) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, 7) Danmarks Rederiforening, 8) Bilfærgernes Rederiforening, 9) Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, 10) Danske Havne, 11) Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID)
og 12) Olie Gas Danmark. | | 17. § 52, stk. 1, affattes
således: »Afgørelser efter §
26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser
truffet efter regler, udstedt i medfør af § 19 b, stk.
3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34
a, stk. 3, kan påklages af 1)
afgørelsens adressat og 2) enhver, der
må antages at have en individuel, væsentlig interesse i
sagens udfald.« | Stk.
2-4. - | | | Stk.
5. Et forbud eller påbud
efter § 42 a, § 43 eller § 43 c, stk. 1 eller 2, kan
påklages af afgørelsens adressat | | 18. I § 52, stk. 5, indsættes efter
»Et forbud eller påbud efter«: »§ 27,
stk. 2,«. | Stk.
6. Afgørelser truffet efter
regler udstedt i medfør af § 33, stk. 4, kan
påklages af afgørelsens adressat og de personer, som
er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1. | | 29. I § 52, stk. 6, ændres »de
personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1« til:
»enhver, der må antages at have en individuel
væsentlig interesse i sagens udfald«. | | | 20. I § 52 indsættes som stk. 8: »Stk.
8. Miljøministeren kan fastsætte nærmere
regler om klageberettigelse for afgørelser efter § 26,
§ 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser truffet
efter regler, der er fastsat i medfør af § 19 b, stk.
3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34
a, stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger og
organisationer samt myndigheder, som ikke er omfattet af stk.
2.« | | | | § 53
a. stk. 1 nr. 1 - Nr. 2 Påbud
efter § 34 a, stk. 3, og godkendelser og tilladelser meddelt i
medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i § 30,
stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. Stk.
2. - | | | | | | § 54.stk. 1. - | | | Stk.
2. Tilladelse efter stk. 1, 1.
pkt., kan kun gives i konkret foreliggende enkelttilfælde
eller under særlige omstændigheder for en nærmere
angivet periode. Tilladelsen skal
angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om
opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og
indberetning. | | 21. I § 54, stk. 2, 1. pkt., udgår
»kun«, og efter »særlige
omstændigheder« indsættes: », som
forhåndstilladelse til flere mulige
forureningshændelser«, og i 2.
pkt., indsættes efter »skal angive,«:
»i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde
anvendelse, samt«. | | | | §
55. Stk. 1-2. - | | | Stk.
3. Miljøministeren
fastsætter regler om pligt for ejeren eller den ansvarlige
for driften af en platform og et tilsluttet
rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som
anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde, til vederlagsfrit at stille
transport til og fra et anlæg, herunder overførsel af
udstyr, og kost og logi og andre fornødenheder til
rådighed for tilsynsmyndigheden i forbindelse med
tilsynsvirksomhed på anlægget efter loven eller regler
udstedt i medfør af loven. | | 22. I § 55, stk. 3, indsættes efter
»driften af en«: »offshore«, og
»efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« ændres til:
»offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gasplatforme og
CO2-lagringsplatforme«. | | | | § 55
a. Miljøministeren kan fastsætte regler
om, i hvilken form oplysninger, som kan kræves i
medfør af denne lov og de forskrifter, der udstedes i
henhold til loven, skal indsendes. | | 23. § 55 a affattes således: »Miljøministeren kan
fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger, og
øvrige informationer til brug for administration af regler,
som kan kræves i medfør af denne lov og de
forskrifter, der udstedes i medfør af loven eller af
internationale og EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov,
skal indsendes, herunder at det udelukkende skal foregå
digitalt. Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater, skemaer og den til enhver tid
gældende, nationale eID-løsning eller lignende. Stk. 3. En
digital meddelelse anses efter denne lov for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.« | | | | § 59stk. 1, nr. 1-2. - | | | Nr. 3. undlader at
efterkomme et forbud eller påbud efter § 42 a eller
§ 43, stk. 1 og 2, forbud efter § 43 c, stk. 1 og 2,
eller § 45 d, stk. 2, eller påbud efter § 34 a,
stk. 2 og 3, eller § 47 e, | | 24. I § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes
efter »eller § 45 d, stk. 2, eller påbud
efter«: »§ 27, stk. 2,«. | Nr.
4-7. - Stk.
2-4. -- | | | | | | §
60. Forældelsesfristen for
strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som
omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for
overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11,
stk. 3, §§ 14, 18 og 19, § 20, stk. 2 og 3, §
22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, § 24, stk. 3, § 30,
stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk.
1, § 39, stk. 1, §§ 40 og 41 og § 58 a, stk.
1. | | 25. I § 60 indsættes efter »§
24, stk. 3,«: »§ 29 b,«, og efter
»§ 33, stk. 1,« indsættes: »§ 33
b,«. | | | | §
61, stk. 1 I regler, der
udstedes i henhold til § 11, stk. 3, §§ 14 og 17-19,
§ 19 b, stk. 2-5, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og
3, § 23, stk. 2, § 24, §§ 28 og 30, § 31,
stk. 4, §§ 32 og 33, § 34 a, stk. 3, §§
39-41 og 47, § 47 g, stk. 2, § 55, stk. 2 og 3, § 55
a og § 58 a, kan der fastsættes straf af
bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil
2 år under tilsvarende omstændigheder som anført
i § 59, stk. 3. For
overtrædelser begået fra udenlandske skibe kan det dog
alene fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i
indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som
anført i § 59, stk. 4. | | 26. I § 61, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »28«: », 29 b«, og
»§§ 32, og 33« ændres til:
»§§ 32, 33 og 33 b«. | Stk.
2. -- | | | | | | Bilag
1. Forhold, der skal vurderes i
forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse til
klapning: | | 27. I overskriften til bilag 1 ændres
»til klapning« til: »dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning)«. | | | | | | § 2 | | | Loven træder i kraft den 1. juli
2025. |
|
Bilag 2
RESOLUTION
LP. 4(8)
ON THE AMENDMENT
TO THE LONDON PROTOCOL TO REGULATE THE PLACEMENT OF MATTER FOR
OCEAN FERTILIZATION AND OTHER MARINE GEOENGIENERING
ACTIVITIES
(Adopted on 18
October 2013)
THE EIGHTH MEETING OF CONTRACTING PARTIES TO
THE 1996 PROTOCOL TO THE CONVENTION ON THE PREVENTION OF MARINE
POLLUTION BY DUMPING OF WASTES AND OTHER MATTER 1972
RECALLING the objectives of the 1996 Protocol to the London
Convention ("London Protocol") that include the protection and
preservation of the marine environment from all sources of
pollution,
RECALLING that, in implementing the London Protocol, Contracting
Parties are obliged to apply a precautionary approach to
environmental protection,
RECOGNIZING the importance of the conservation and sustainable
use of the oceans and seas and of their resources for sustainable
development and that oceans, seas and coastal areas form an
integrated and essential component of the Earth´s ecosystem
and are critical to sustaining it,
NOTING the ongoing work on geoengineering within the context of
the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) and the
relevant parts of the IPCC Fifth Assessment Report as well as the
outcomes of the IPCC expert meeting on geoengineering (Lima, Peru,
2011),
NOTING United Nations General Assembly resolution A/RES/67/78 on
"Oceans and the law of the sea" which recalled the importance of
marine scientific research for understanding and conserving the
world´s marine environment and resources; and United Nations
General Assembly resolution 62/215, concerning "Oceans and the law
of the sea", adopted on 22 December 2007, which in its paragraph 98
"encourages States to support the further study and enhance
understanding of ocean iron fertilization",
RECALLING resolution LC-LP. 1(2008) that agreed that the scope
of the London Convention and the London Protocol includes ocean
fertilization activities,
REITERATING ongoing concerns about the potential environmental
impacts of ocean fertilization and noting the concerns about ocean
fertilization expressed by, inter alia, the United Nations General
Assembly, the United Nations Conference on Sustainable Development,
the Conference of the Parties to the Convention on Biological
Diversity and the Intergovernmental Oceanographic Commission of
UNESCO,
RECALLING resolution LC-LP. 2(2010) which affirmed that the
London Convention and the London Protocol should continue to work
towards providing a global, transparent and effective control and
regulatory mechanism for ocean fertilization and other activities
that fall within the scope of the London Convention and the London
Protocol and have the potential to cause harm to the marine
environment,
CONCERNED about the potential widespread, long-lasting or severe
impacts on the marine environment of the placement of matter from
unregulated ocean fertilization activities and other proposed
marine geoengineering techniques, and determined to put in place a
science based, global, transparent and effective control and
regulatory mechanism for such activities,
NOTING decisions X/33 and XI/20 of the Conference of the Parties
to the Convention on Biological Diversity which invited Parties to
ensure, in accordance with the precautionary approach, that no
climate-related geoengineering activities take place "in the
absence of science based, global, transparent and effective control
and regulatory mechanisms for geoengineering and that the Eleventh
Conference of the Parties to the Convention on Biological Diversity
concluded "that there is no single geoengineering approach that
currently meets basic criteria for effectiveness, safety and
affordability and that approaches may prove difficult to deploy or
govern",
EMPHASIZING that ocean fertilization and other types of marine
geoengineering should not be considered as a substitute for
mitigation measures to reduce carbon dioxide emissions,
1 ADOPTS the following amendments to the London Protocol, in
accordance with Article 21 of the Protocol, as set out in the annex
to this resolution;
2 REAFFIRMS that resolutions LC-LP. 1(2008) and LC-LP. 2(2010)
continue to apply for all Contracting Parties, pending the entry
into force of the amendments to the London Protocol set out in the
annex to this resolution for those Contracting Parties that accept
them;
3 CONFIRMS that the Assessment Framework for Scientific Research
involving Ocean Fertilization adopted by the Contracting Parties to
the London Convention and the London Protocol in 2010 is the
relevant specific assessment framework referred to in annex 4 for
ocean fertilization and should continue to be used to determine,
with utmost caution, whether a proposed ocean fertilization
activity constitutes legitimate scientific research that is not
contrary to the aims of the London Protocol;
4 REAFFIRMS that new and relevant scientific information and
knowledge on ocean fertilization and other marine geoengineering
activities should continue to be reviewed by the Contracting
Parties to the London Protocol in the context of the amendments;
and
5 DECIDES that the Contracting Parties to the London Protocol
should continue to develop guidance for listing additional marine
geoengineering1 activities in annex 4 that includes a
multi-stakeholder approach consistent with article 21;
6 DECIDES ALSO that Contracting Parties to the London Protocol
should undertake further work to develop the arrangements for
seeking independent expert advice referred to in paragraph 12 of
annex 5.
ANNEX
AMENDMENTS TO
ARTICLE 1 AND NEW ARTICLE 6BISAND NEW ANNEXES 4
AND 5
Article
1
DEFINITIONS
Add new paragraph, as follows:
"5bis "Marine geoengineering" means
a deliberate intervention in the marine environment to manipulate
natural processes, including to counteract anthropogenic climate
change and/or its impacts, and that has the potential to result in
deleterious effects, especially where those effects may be
widespread, long lasting or severe."
Add new article, as follows:
"Article
6bis
MARINE
GEOENGINEERING ACTIVITIES
1 Contracting Parties shall not allow the placement of matter
into the sea from vessels, aircraft, platforms or other man-made
structures at sea for marine geoengineering activities listed in
annex 4, unless the listing provides that the activity or the
subcategory of an activity may be authorized under a permit.
2 Contracting Parties shall adopt administrative or legislative
measures to ensure that the issuance of permits and permit
conditions comply with provisions of annex 5 and takes into account
any Specific Assessment Framework developed for an activity and
adopted by the Meeting of the Contracting Parties. A permit shall
only be issued after the activity has undergone assessment which
has determined that pollution of the marine environment from the
proposed activity is, as far as practicable, prevented or reduced
to a minimum. A permit shall only be issued if the outcome of the
assessment is that the activity is not contrary to the aims of the
Protocol.
3 Article 4 does not apply to activities listed in annex 4.
" Add new annex, as follows:
"Annex
4
MARINE
GEOENGINEERING ACTIVITIES
1 OCEAN FERTILIZATION
. 1 Ocean fertilization is any activity undertaken by humans
with the principal intention of stimulating primary productivity in
the oceans. Ocean fertilization does not include conventional
aquaculture, or mariculture, or the creation of artificial
reefs.
. 2 All ocean fertilization activities other than those referred
to in paragraph . 3 shall not be permitted.
. 3 An ocean fertilization activity may only be considered for a
permit if it is assessed as constituting legitimate scientific
research taking into account any specific placement assessment
framework."
Add new annex, as follows:
"Annex 5 ASSESSMENT FRAMEWORK FOR
MATTER THAT MAY BE CONSIDERED FOR PLACEMENT UNDER ANNEX 4
GENERAL
1 The purpose of this Framework is:
. 1 to assess placement activities listed in annex 4; and
. 2 to be the basis for developing Specific Assessment
Frameworks for placement activities listed in annex 4.
2 Specific Assessment Frameworks developed for placement
activities listed in annex 4 shall meet the requirements of this
annex and may provide further guidance for assessing and issuing
permits.
3 Parties meeting the terms of any Specific Assessment Framework
that has been adopted by the Parties shall be deemed to be in
compliance with this annex.
DESCRIPTION OF ACTIVITY
4 It first has to be determined whether the proposed activity is
an activity covered by the listing in annex 4 and may be permitted
in accordance with that annex. The determination requires a full
description of the proposed placement activity, including its
purpose and covering all stages. It furthermore requires a
description of both the working practices during the different
stages and the wastes produced (if any) in the relevant stage.
5 The proposal shall demonstrate
that:
- the proposed
activity is for a purpose other than mere disposal;
- it is designed to
fulfil its purpose;
- the rationale,
goals, methods, scale, timings and locations as well as predicted
benefits and risks are stated as a clear justification for the
proposal;
- the proposed
activity has the financial resources available to fulfil the
programme of work before it commences.
6 A detailed description and characterization of the placement
and all its constituents is an essential precondition for the
assessment of the proposed activity and the basis for a decision as
to whether a permit may be issued. If the proposed activity is so
poorly characterized that proper assessment cannot be made a permit
shall not be issued.
Marine Scientific Research related to
Marine Geoengineering
7 Potential marine geoengineering
techniques may require specific marine scientific research in order
to, inter alia:
- better understand
the natural processes which will be affected;
- understand their
potential impacts on the marine environment;
- understand their
potential efficacy for geoengineering purposes; and
- be able to
effectively apply the assessment framework(s) to proposals for
marine geoengineering
8 In case of such a specific marine
scientific research activity, the following considerations
apply:
- the proposed
activity is designed to answer questions that will add to
scientific knowledge. Proposals should state their rationale,
research goals, scientific hypotheses and methods, scale, timings,
duration and locations with clear justification for why the
expected outcomes cannot reasonably be achieved by other
methods.
- the research
methodology to be applied should be appropriate and based on best
available scientific knowledge and technology. The methodology
should be described in sufficient detail to allow a peer
review.
- the proposed
activity is subject to scientific peer review at appropriate stages
in the assessment process.
- economic
interests do not influence the design, conduct and/or outcomes of
the proposed activity. There should not be any financial and/or
economic gain arising directly from the experiment or its outcomes.
This does not preclude payment for services rendered in support of
the experiment or future financial impacts of patented
technology.
- the proponents of
the proposed activity make a commitment to publish the results in
peer reviewed scientific publications and include a plan in the
proposal to make the data and outcomes publicly available in an
appropriate and specified time frame.
- the proposed
activity has the financial resources available before the work
commences to fulfil the program of work.
9 Paragraphs 4 and 6 above also apply to marine scientific
research.
CONSULTATION
10 Where the placement activity proposed for consideration by a
Contracting Party may have any effect in any area of the sea in
which another State is entitled to exercise jurisdiction in
accordance with international law or in any area of the sea beyond
the jurisdiction of any State, potentially affected countries and
relevant regional intergovernmental agreements and arrangements
should be identified and notified and a plan should be developed
for ongoing consultations on the potential impacts, and to
encourage scientific cooperation.
11 Contracting Parties should encourage proponents of listed
activities to initiate early consultations with stakeholders so
that they can address any issues prior to submitting proposals.
Contracting Parties shall establish a consultation process with all
relevant stakeholders nationally or internationally when a proposal
is submitted. This consultation process shall be carried out during
the assessment process and before a final permit decision is made.
Consent should be sought from all countries with jurisdiction or
interests in the region of potential impact without prejudice to
international law. Where the placement activity has the potential
to have any effects on an area subject to a regional
intergovernmental agreement or arrangement, the process should
include consultation with the relevant regional organization, with
a view to ensuring consistency with applicable regional objectives
and requirements.
12 Contracting Parties should consider any advice on proposals
for activities listed in annex 4 from independent international
experts or an independent international advisory group of experts,
especially in situations where paragraph 10 applies. The advice
could address scientific, technical, social or economic aspects of
the proposal. It shall, as appropriate, include a peer review of
the information and data provided by the proponent with regard to
its scientific and technical quality. In situations where paragraph
10 applies, potentially affected countries could seek such advice
from independent international experts or an independent
international advisory group of experts.
INFORMATION FOR ASSESSMENT
13 A common set of information is
required for each of the assessment elements of the framework
below, namely:
- Placement site
selection
- Assessment of
matter to be placed into the marine environment
- Assessment of
potential effects including the Impact Hypothesis
- Risk
management
- Monitoring
including the environmental baseline
PLACEMENT SITE SELECTION
14 In order to address placement site
selection, Contracting Parties shall require the following
information, as appropriate, to evaluate and to justify the
selection of the site(s):
- the physical,
geological, chemical, and biological conditions at the proposed
site and the area of potential impact, and the uncertainties in
these conditions in relation to the proposed activity;
- the impact on
amenities, values and other uses of the sea at the proposed site
and in the area of potential impacts;
- any constituent
fluxes associated with the activity in relation to existing fluxes
of substances in the marine environment; and
- economic and
operational feasibility.
ASSESSMENT OF MATTER TO BE PLACED
INTO THE MARINE ENVIRONMENT
15 Characterization and assessment of matter proposed to be
placed into the marine environment, including its constituents
shall take into account as appropriate:
. 1 origin, total amount, form and average composition and
fate;
. 2 properties: physical, chemical, biochemical and
biological;
. 3 toxicity;
. 4 persistence: physical, chemical and biological; and
. 5 accumulation and biotransformation in biological materials
or sediments.
ASSESSMENT OF POTENTIAL EFFECTS
16 Assessment of potential effects shall lead to the "Impact
Hypothesis", a concise statement of the expected consequences of
the placement activity within the area of the activity and within
the area of potential impacts, including transboundary effects. It
provides a basis for deciding whether to approve, reject or suggest
revisions to the proposed placement activity and for defining risk
management and mitigation measures and environmental monitoring
requirements.
17 The assessment of potential effects should integrate
information on the characteristics of the proposed placement
activity, conditions at the proposed site(s), any relevant fluxes,
and any proposed construction techniques. The assessment shall
specify the potential effects on human health, on marine ecosystem
structure and dynamics including sensitivity of species,
populations, communities, habitats and processes, amenities and
other legitimate uses of the sea. It shall define the nature,
temporal and spatial scales and duration of expected impacts based
on reasonably conservative assumptions.
18 An analysis of the proposed placement activity should be
considered in the light of an assessment of the following concerns:
human health risks, environmental costs, hazards, (including
accidents), economics and exclusion of future uses. Cumulative
impacts from repeated activities or from other activities may also
be a relevant consideration. If this assessment reveals that
adequate information is not available to determine the likely
effects of the proposed placement activity then this activity shall
not be considered further.
19 Each assessment of potential effects shall conclude with a
statement supporting a decision to approve, reject or suggest
revisions to a proposed placement activity.
RISK MANAGEMENT
20 Risk Management procedures are necessary to ensure that, as
far as practicable, environmental risks are minimized, inter alia,
through mitigation and contingency planning, and the benefits
maximized and that a precautionary approach is applied.
21 Strategies to manage or mitigate risks need to be appropriate
for the risks under consideration. They may be imposed as
additional conditions by a Contracting Party or included as an
intrinsic part of the proposal. The strategies may include
temporal, spatial or operational restrictions.
22 Contingency planning will also need to be considered for
responding to monitoring in cases where the Impact Hypothesis is
found to be incorrect. This may include the cessation of placement
activities.
MONITORING
23 A well-designed monitoring regime is necessary and should
consider both short and long-term impacts and, where possible,
determine whether the activity has achieved its purpose.
24 The purpose of monitoring is to verify that permit conditions
are met - compliance monitoring - and that the assumptions made
during the permit review and site selection process were correct
and sufficient to protect the environment and human health - field
monitoring. It is essential that such monitoring programmes have
clearly defined objectives. The type, frequency and extent of
monitoring will depend on the Impact Hypothesis as well as on
predicted local and regional consequences.
25 Monitoring is also used to determine the area of impact and
to ascertain that changes are within the range of those predicted.
The establishment of baseline conditions prior to a placement
activity as well as monitoring of control sites is essential for
ongoing monitoring and the detection of any impacts beyond those
predicted.
PERMIT AND PERMIT CONDITIONS
26 A decision to issue a permit shall only be made if:
. 1 the assessment has been satisfactorily completed and has
shown that the proposed activity is an activity covered by the
listing in annex 4 and may be permitted in accordance with that
annex;
. 2 the activity is designed to fulfil its purpose. It has to be
demonstrated that the proposed activity has the financial resources
available before it commences to fulfil the programme of work
including any permit conditions requiring e.g. mitigation,
contingency planning and monitoring;
. 3 all impact evaluations are satisfactorily completed;
. 4 the risk management and monitoring requirements have been
determined;
. 5 conditions are in place to ensure that, as far as
practicable, environmental disturbance and detriment would be
minimized and the benefits maximized;
. 6 the consultation requirements are fulfilled pursuant to
paragraphs 10, 11 and 12;
. 7 it is determined that pollution of the marine environment
from the proposed activity is, as far as practicable, prevented or
reduced to a minimum, therefore not contrary to the aims of the
Protocol.
27 In case that adequate information is not available to make
the determinations in paragraph 26, the permitting authority shall
request additional information before taking a decision or shall
not issue a permit.
28 The provisions of the permit shall ensure, as far as
practicable, that risks for human health and the marine environment
are avoided, environmental disturbance and detriment are minimized
and the benefits maximized. Any permit issued shall contain
conditions specifying among others:
. 1 the types and sources of matter to be placed;
. 2 the location of the placement site(s);
. 3 the methods to be used in achieving the placement
activity;
. 4 risk management, monitoring and reporting requirements;
and
. 5 removal and/or disposal/reuse/recycling of items, as
appropriate, at the end of placement activity.
29 Permits should be reviewed at regular intervals, taking into
account the results of monitoring, the objectives of monitoring
programmes and relevant research. Review of monitoring results will
indicate whether field programmes need to be continued, revised or
terminated and will contribute to informed decisions regarding the
continuance, modification or revocation of permits. Monitoring
provides an important feedback mechanism into future permitting
decisions for the protection of human health and the marine
environment.
REPORTING
30 The outcomes of any assessment and documentation of any
permit issued shall be reported to the Secretariat and shall be
made publicly available at or shortly after the time the decision
is made. The Secretariat should then inform Contracting
Parties."
Bilag 3
RESOLUTION
LP. 4(8)
OM ÆNDRING
AF LONDON-PROTOKOLLEN FOR AT REGULERE ANBRINGELSE AF STOFFER OG
MATERIALER VED OCEAN FERTILIZATION OG ANDRE MARIN
GEOENGINEERING-AKTIVITETER.
(Vedtaget den 18. oktober 2013)
DET OTTENDE MØDE MELLEM DE DELTAGENDE PARTER I
1996-PROTOKOLLEN TIL KONVENTIONEN OM FORHINDRING AF HAVFORURENING
VED DUMPNING AF AFFALD OG ANDRE STOFFER FRA 1972
ERINDRER OM målsætningen i protokollen af 1996 til
London-konventionen ("London-protokollen"), der omfatter
beskyttelse og bevarelse af havmiljøet mod alle
forureningskilder,
ERINDRER OM, at de deltagende parter som led i implementeringen
af London-protokollen er forpligtet til at anvende et
forsigtighedsprincip i tilgangen til miljøbeskyttelse,
ANERKENDER betydningen af bevarelse og bæredygtig
udnyttelse af havene og søerne og af deres ressourcer med
henblik på at opnå en bæredygtig udvikling og af
at havene, søerne og kystområderne udgør en
integreret og væsentlig del af Jordens økosystem og er
afgørende for at opretholde det,
BEMÆRKER det igangværende arbejde med geoengineering
inden for de rammer, som FN's klimapanel (IPCC) har etableret, og
de relevante dele af IPCC's femte vurderingsrapport samt
resultaterne af IPCC's ekspertmøde om geoengineering (Lima,
Peru, 2011),
BEMÆRKER FN's Generalforsamlings resolution A/RES/67/78 om
havene og havets love ("Oceans and the law of
the sea"), der erindrede om betydningen af havforskning med
det formål at forstå og bevare verdens havmiljø
og -ressourcer, og FN's Generalforsamlings resolution 62/215 om
havene og havets love ("Oceans and the law of
the sea"), vedtaget den 22. december 2007, der i afsnit 98
opfordrer staterne til at støtte yderligere op om
undersøgelser samt forbedre forståelsen af
jerngødning af havet,
ERINDRER OM resolution LC-LP. 1(2008),
hvorved det aftaltes at London-konventionens og London-protokollens
anvendelsesområde også omfatter
havgødningsaktiviteter,
GENTAGER den vedvarende bekymring over
de potentielle miljømæssige konsekvenser af
havgødning, og bemærker den bekymring over
havgødning, som blandt andre FN's Generalforsamling, FN's
konference om bæredygtig udvikling, partskonferencen under
Biodiversitetskonventionen og UNESCO's mellemstatslige
oceanografiske kommission har givet udtryk for,
ERINDRER OM resolution LC-LP. 2(2010),
der bekræftede, at London-konventionen og London-protokollen
fortsat bør arbejde på at tilvejebringe en global,
gennemsigtig og effektiv kontrol- og reguleringsmekanisme i
forbindelse med havgødning og andre aktiviteter, der falder
inden for London-konventionens og London-protokollens
anvendelsesområde, og som potentielt kan skade
havmiljøet,
ER BEKYMRET over de potentielt
udbredte, langvarige eller alvorlige virkninger på
havmiljøet forårsaget af anbringelse af stof fra
uregulerede havgødningsaktiviteter og andre foreslåede
geoengineering-teknikker til anvendelse i havmiljøet og fast
besluttet på at indføre en videnskabeligt baseret,
global, gennemsigtig og effektiv kontrol- og reguleringsmekanisme
for sådanne aktiviteter,
BEMÆRKER beslutningerne X/33 og
XI/20 fra partskonferencen under Biodiversitetskonventionen, som
opfordrede parterne til, i overensstemmelse med
forsigtighedsprincippet, at sikre, at ingen klimarelaterede
geoengineering-aktiviteter finder sted i mangel på
videnskabeligt baserede, globale, gennemsigtige og effektive
kontrol- og reguleringsmekanismer for geoengineering, og at den 11.
partskonference under Biodiversitetskonventionen konkluderede, at
der endnu ikke findes én enkel geoengineering-metode, der
opfylder grundlæggende kriterier for effektivitet, sikkerhed
og økonomisk overkommelighed, og at visse
fremgangsmåder kan vise sig at være vanskelige at
implementere eller styre",
UNDERSTREGER, at ocean fertilization
og andre former for marin geoengineering ikke bør betragtes
som en erstatning for afværgeforanstaltninger, hvis
formål det er at reducere udledningen af CO2,
1 VEDTAGER følgende ændringer i
London-protokollen i overensstemmelse med protokollens artikel 21,
som anført i bilaget til denne resolution,
2 BEKRÆFTER PÅ NY, at resolutionerne LC-LP. 1(2008)
og LC-LP. 2(2010) fortsat gælder for alle deltagende parter,
indtil ændringerne af London-protokollen, der er
anført i bilaget til denne resolution, træder i kraft
for de deltagende parter, der accepterer dem,
3 BEKRÆFTER, at vurderingsrammen for
videnskabelig forskning i ocean fertilization, der blev vedtaget af
de deltagende parter i London-konventionen og London-protokollen i
2010, er den relevante og specifikke vurderingsramme, der henvises
til i bilag 4 vedrørende ocean fertilization, og at den
fortsat bør anvendes til at afgøre, med yderste
forsigtighed, om en foreslået ocean fertilizationsaktivitet
udgør legitim videnskabelig forskning, der ikke er i strid
med London-protokollens mål,
4 BEKRÆFTER PÅ NY, at nye og relevante videnskabelige
oplysninger samt viden om ocean fertilization og andre marin
geoengineering-aktiviteter fortsat bør gennemgås af de
deltagende parter i London-protokollen i forbindelse med
ændringerne, og
5 BESLUTTER, at de deltagende parter i
London-protokollen skal fortsætte med at udarbejde
retningslinjer for angivelse af flere marin
geoengineering-aktiviteter i bilag 41), der omfatter
en tilgang med inddragelse af mange interessenter i
overensstemmelse med artikel 21,
6 BESLUTTER OGSÅ, at de deltagende parter i
London-protokollen skal arbejde videre med at udvikle de ordninger,
der er behov for i forbindelse med at søge den
uafhængige ekspertrådgivning, der er nævnt i
afsnit 12 i bilag 5.
BILAG
ÆNDRINGER
AF ARTIKEL 1 OG NY ARTIKEL 6BIS
SAMT NYE BILAG 4
OG 5
ARTIKEL 1
DEFINITIONER
Tilføj nyt afsnit, som
følger:
"5bis "Marin geoengineering" betyder
et bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at
manipulere naturlige processer, herunder for at modvirke
menneskeskabte klimaændringer og/eller deres virkninger, og
som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger,
særligt hvor disse påvirkninger kan være
udbredte, langvarige eller alvorlige."
Tilføj ny artikel, som
følger:
"Artikel
6bis
MARIN
GEOENGINEERING-AKTIVITETER
1 De deltagende parter må ikke tillade anbringelse af
stoffer og materialer i havet fra skibe, fly, platforme eller andre
menneskeskabte strukturer på havet, med henblik på
marin geoengineering-aktiviteter, som er anført i bilag 4,
medmindre det er anført, at aktiviteten eller
underkategorien af en aktivitet er blevet godkendt med en
tilladelse.
2 De deltagende parter skal træffe administrative eller
lovmæssige foranstaltninger for at sikre, at udstedelsen af
tilladelser og de forhold, tilladelsen er givet under, overholder
bestemmelserne i bilag 5 og tager hensyn til alle specifikke
vurderingsrammer, der er udviklet med henblik på en aktivitet
og vedtaget af mødet mellem de deltagende parter. En
tilladelse må først udstedes, når aktiviteten
har gennemgået en vurdering, der har fastslået, at
forurening af havmiljøet forårsaget af den
foreslåede aktivitet, forhindres eller reduceres til et
minimum, så vidt det er praktisk muligt. En tilladelse
må kun udstedes, hvis resultatet af vurderingen er, at
aktiviteten ikke er i strid med protokollens mål.
3 Artikel 4 finder ikke anvendelse i forbindelse med de
aktiviteter, der er anført i bilag 4."
Tilføj nyt bilag, som
følger:
"BILAG
4
MARIN
GEOENGINEERING-AKTIVITETER
2 OCEAN
FERTILIZATION
. 1 Ocean Fertilization betyder enhver aktivitet,
der udføres af mennesker, der har det hovedformål at
stimulere den primære produktivitet i havene. Ocean
fertilization omfatter ikke konventionel akvakultur, marikultur
eller etablering af kunstige rev.
. 2 Ingen andre ocean fertilizationsaktiviteter,
end dem der er nævnt i afsnit . 3, er tilladt.
. 3 En ocean fertilizationsaktivitet kan kun komme
i betragtning til at få udstedt en tilladelse, hvis den
vurderes at udføre legitim videnskabelig forskning under
hensyntagen til enhver specifik vurderingsramme for
anbringelse."
Tilføj nyt bilag, som
følger:
"BILAG
5
VURDERINGSRAMME
FOR STOFFER, DER KAN KOMME I BETRAGTNING
TIL ANBRINGELSE I
HENHOLD TIL BILAG 4
GENERELT
1 Formålet med denne vurderingsramme er:
. 1 at vurdere de anbringelsesaktiviteter, der er
anført i bilag 4, og
. 2 at danne grundlag for udvikling af specifikke
vurderingsrammer i forhold til anbringelsesaktiviteter, der er
anført i bilag 4.
2 Specifikke vurderingsrammer, der er udviklet til
anbringelsesaktiviteter anført i bilag 4, skal opfylde
kravene i nærværende bilag og kan være en kilde
til yderligere vejledning i forbindelse med vurdering og udstedelse
af tilladelser.
3 Parter, der opfylder betingelserne i enhver specifik
vurderingsramme, som er blevet vedtaget af parterne, anses for at
overholde bestemmelserne i nærværende bilag.
BESKRIVELSE AF AKTIVITET
4 Det skal først afgøres, om den foreslåede
aktivitet er omfattet af listen i bilag 4, og om den kan godkendes
i henhold til bilag 4. Afgørelsen kræver en
fyldestgørende beskrivelse af den foreslåede
anbringelsesaktivitet, hvilket omfatter dens formål og
samtlige af dens faser. Det kræver desuden en beskrivelse af
både arbejdsmetoderne i de forskellige faser og det affald,
der produceres (hvis der produceres noget affald) i den relevante
fase.
5 Forslaget skal vise, at:
• den foreslåede aktivitet har et andet
formål end blot bortskaffelse,
• aktiviteten er udviklet til at opfylde sit
formål,
• rationalet, målene, metoderne,
omfanget, tidspunkterne og stederne samt de forventede fordele og
risici er angivet som klare begrundelser for forslaget,
• den foreslåede aktivitet har
tilstrækkelige økonomiske ressourcer til
rådighed til at kunne dække hele arbejdsplanen,
før arbejdet påbegyndes.
6 En detaljeret beskrivelse og karakteristik af anbringelsen og
alle dens bestanddele er en afgørende forudsætning for
vurderingen af den foreslåede aktivitet og
beslutningsgrundlaget for, hvorvidt der kan udstedes en tilladelse.
Hvis den foreslåede aktivitet er så ringe beskrevet, at
der ikke kan foretages en egentlig vurdering, kan der ikke udstedes
en tilladelse.
Videnskabelig havforskning relateret til
marin geoengineering
7 Potentielle marin geoengineering-teknikker kræver
muligvis specifik videnskabelig havforskning for bl.a. at:
• opnå en bedre forståelse af de
naturlige processer, som vil blive påvirket,
• opnå en forståelse af deres
potentielle indvirkning på havmiljøet,
• opnå en forståelse af deres
potentielle effektivitet i forbindelse med at opnå
geoengineering-formål, og
• være i stand til effektivt at anvende
vurderingsrammerne på forslag til marin geoengineering
8 I tilfælde af sådanne specifikke, videnskabelige
havforskningsaktiviteter gælder følgende
overvejelser:
• Den foreslåede aktivitet er udviklet
til at besvare spørgsmål og på den måde
bidrage til videnskabelig viden. Forslagene bør angive deres
rationale, forskningsmål, videnskabelige hypoteser og
metoder, omfang, tidspunkter, varighed og steder med en klar
begrundelse for, hvorfor de forventede resultater ikke med
rimelighed kan opnås ved at benytte andre metoder.
• Den forskningsmetode, der skal anvendes,
skal være passende og baseret på den bedste
videnskabelige viden og teknologi, der er til rådighed.
Metoden skal beskrives tilstrækkeligt detaljeret til at
muliggøre et peer review (fagfællevurdering).
• Den foreslåede aktivitet kan
gøres til genstand for videnskabelig peer review på
passende stadier i vurderingsprocessen.
• Økonomiske interesser må ikke
påvirke udformningen, gennemførelsen og/eller
resultaterne af den foreslåede aktivitet. Der bør ikke
være nogen finansiel og/eller økonomisk gevinst, der
hidrører direkte fra eksperimentet eller dets resultater.
Dette udelukker ikke betaling for tjenester, der ydes til
støtte for eksperimentet eller fremtidige økonomiske
virkninger af patenteret teknologi.
• Fortaleren for den foreslåede
aktivitet forpligter sig til at offentliggøre resultaterne i
peer reviewed, videnskabelige publikationer samt til at inkludere
en plan i forslaget om at gøre data og resultater offentligt
tilgængelige inden for en passende og nærmere defineret
tidsramme.
• Inden arbejdet påbegyndes, skal den
foreslåede aktivitet have tilstrækkelige
økonomiske ressourcer til rådighed til at arbejdet kan
færdiggøres.
9 Afsnit 4 og 6 ovenfor gælder også videnskabelig
havforskning.
HØRING
10 Hvis den anbringelsesaktivitet, der foreslås overvejet
af en deltagende part, kan påvirke et havområde, som
hører under en anden stats jurisdiktion i henhold til
folkeretten, eller et havområde, som ikke hører under
nogen stats jurisdiktion, bør potentielt berørte
lande og relevante regionale, mellemstatslige aftaler og ordninger
identificeres og underrettes, og der bør udarbejdes en plan
for løbende høringer om de potentielle virkninger og
for at tilskynde til videnskabeligt samarbejde.
11 De deltagende parter bør opfordre fortalere for
anførte aktiviteter til at indlede tidlige høringer
af interessenter, så de kan løse eventuelle problemer,
inden de indsender forslag. De deltagende parter skal etablere en
høringsproces, hvori alle relevante interessenter nationalt
eller internationalt kan deltage, når et forslag
fremsættes. Denne høringsproces skal
gennemføres under vurderingsprocessen, og inden der
træffes en endelig beslutning om tilladelse. Der bør
indhentes samtykke fra alle lande med jurisdiktion eller interesser
i den region, der potentielt påvirkes, med forbehold af
folkeretten. Hvis anbringelsesaktiviteten har potentiale til at
påvirke et område, der er omfattet af en regional
mellemstatslig aftale eller ordning, bør processen omfatte
høring af den relevante regionale organisation med henblik
på at sikre overensstemmelse med gældende regionale
målsætninger og krav.
12 De deltagende parter bør overveje enhver
rådgivning vedrørende forslag til aktiviteter, der er
anført i bilag 4, fra uafhængige internationale
eksperter eller en uafhængig international rådgivende
ekspertgruppe, især i situationer, hvor afsnit 10 finder
anvendelse. Rådgivningen kan indbefatte videnskabelige,
tekniske, sociale eller økonomiske aspekter af forslaget.
Den skal, hvor det er relevant, omfatte et peer review af de
oplysninger og data, som forslagsstilleren har fremlagt, med hensyn
til disses videnskabelige og tekniske kvalitet. I situationer, hvor
afsnit 10 finder anvendelse, kan potentielt berørte lande
søge råd fra uafhængige internationale eksperter
eller en uafhængig international rådgivende
ekspertgruppe.
VURDERINGENS OPLYSNINGER
13 Et fælles sæt oplysninger er påkrævet
for hvert af vurderingselementerne i nedenstående ramme,
nemlig:
• Valg af anbringelsessted
• Vurdering af stof, der skal anbringes i
havmiljøet
• Vurdering af potentielle virkninger,
herunder en "effekthypotese" (the Impact Hypothesis)
• Risikostyring
• Kontrol, herunder den
miljømæssige baseline
VALG AF ANBRINGELSESSTED
14 Med henblik på valg af anbringelsessted skal de
deltagende parter kræve følgende oplysninger, alt
efter hvad der er relevant, for at kunne evaluere og begrunde
valget af sted(er):
• de fysiske, geologiske, kemiske og
biologiske forhold på det foreslåede sted og i det
område, der potentielt påvirkes, samt graden af
usikkerhed i disse forhold set i relation til den foreslåede
aktivitet,
• påvirkningen på faciliteter,
værdier og andre former for anvendelse af havet på det
foreslåede sted og i området, der potentielt
påvirkes.
• alle flusmidlers bestanddele, der er
forbundet med aktiviteten i forhold til eksisterende flusmidler i
stoffer, som findes i havmiljøet og
• den økonomiske og driftsmæssige
gennemførlighed
VURDERING AF STOFFER OG MATERIALER,
DER SKAL ANBRINGES I HAVMILJØET
15 Ved karakterisering og vurdering af stof, der foreslås
anbragt i havmiljøet, herunder dets bestanddele, skal der
tages hensyn til følgende, hvor det er relevant:
. 1 oprindelse, samlet mængde, form samt
gennemsnitlig sammensætning og skæbne,
. 2 egenskaber: fysiske, kemiske, biokemiske og
biologiske,
. 3 toksicitet,
. 4 persistens: fysisk, kemisk, biokemisk og
biologisk, og
. 5 akkumulering og biologisk omdannelse i
biologiske materialer eller sedimenter.
VURDERING AF POTENTIELLE
VIRKNINGER
16 Vurdering af potentielle virkninger skal føre til en
effekthypotese (the Impact Hypothesis), en kortfattet
redegørelse for de forventede konsekvenser af
anbringelsesaktiviteten inden for aktivitetens område og
inden for området, der potentielt påvirkes, herunder
grænseoverskridende virkninger. Dette danner grundlag for
enten at godkende, afvise eller foreslå ændringer af en
foreslået anbringelsesaktivitet og for at definere
risikostyring, afværgeforanstaltninger og krav til
miljøkontrol.
17 Vurderingen af potentielle virkninger bør indeholde
oplysninger om kendetegn ved den foreslåede
anbringelsesaktivitet, forholdene på det/de foreslåede
sted(er), eventuelle relevante flusmidler og eventuelle
foreslåede konstruktionsteknikker. Vurderingen skal angive
potentielle indvirkninger på menneskers sundhed, på
marine økosystemers struktur og dynamik, herunder
følsomhed hos arter, populationer, samfund, habitater og
processer, faciliteter og andre former for legitim anvendelse af
havene. Den skal definere arten, de tidsmæssige og
geografiske omfang og varigheden af de forventede indvirkninger
baseret på forholdsvist forsigtige antagelser.
18 En analyse af den foreslåede anbringelsesaktivitet
bør overvejes i lyset af en vurdering af følgende
forhold: Sundhedsrisici for mennesker, miljøomkostninger,
farer (heriblandt ulykker), økonomi og udelukkelse af
fremtidig anvendelse. Kumulative indvirkninger forårsaget af
gentagne aktiviteter eller fra andre aktiviteter kan også
være en relevant overvejelse. Hvis denne vurdering viser, at
der ikke er tilstrækkelige oplysninger til rådighed til
at fastslå, hvilke sandsynlige virkninger den
foreslåede anbringelsesaktivitet har, skal denne aktivitet
ikke overvejes yderligere.
19 Hver vurdering af potentielle virkninger skal afsluttes med
en erklæring, der understøtter en beslutning om at
godkende, afvise eller foreslå ændringer af en
foreslået anbringelsesaktivitet.
RISIKOSTYRING
20 Risikostyringsprocedurer er nødvendige for at sikre,
at miljørisici minimeres, så vidt det er praktisk
muligt, bl.a. gennem forebyggelse og beredskabsplanlægning,
således at fordelene maksimeres, og at der anvendes et
forsigtighedsprincip.
21 Strategier, der anvendes til at styre eller afbøde
risici, skal være passende i forhold til de foreliggende
risici. Disse kan pålægges som yderligere betingelser
af en deltagende part eller indgå som en integreret del af
forslaget. Strategierne kan omfatte tidsmæssige, geografiske
eller operationelle begrænsninger.
22 Det vil også være nødvendigt at overveje
beredskabsplanlægning for at kunne reagere på
overvågningen i tilfælde, hvor effekthypotesen viser
sig at være fejlbehæftet. Dette kan blandt andet
omfatte ophør af anbringelsesaktiviteterne.
KONTROL
23 Et veludtænkt kontrolsystem er nødvendigt og
bør tage højde for både kort- og langsigtede
virkninger og afgøre, hvor det er muligt, om aktiviteten har
opfyldt sit formål.
24 Kontrol bruges til at bekræfte, at betingelserne for
tilladelsen er opfyldt - kontrol af overholdelse - og at de
antagelser, der blev lagt til grund for gennemgangen af tilladelsen
og valget af pladsen er korrekte og tilstrækkelige til at
beskytte miljøet og menneskers sundhed - kontrol i felten.
Det er afgørende, at sådanne kontrolordninger har
klart definerede mål. Kontrollens type, hyppighed og omfang
afhænger af effekthypotesen samt af de forventede lokale og
regionale konsekvenser.
25 Kontrol bruges også til at bestemme
påvirkningsområdet og til at sikre, at
ændringerne ligger inden for det forventede omfang.
Oprettelse af baseline-forhold før en anbringelsesaktivitet
samt overvågning af kontrolsteder er afgørende for
løbende kontrol og påvisning af eventuelle virkninger,
der ikke kunne forudsiges.
TILLADELSE OG
TILLADELSESBETINGELSER
26 En beslutning om at udstede en tilladelse må kun
træffes, hvis:
. 1 Vurderingen er udført tilfredsstillende
og har vist, at den foreslåede aktivitet er anført
på listen i bilag 4 og kan godkendes i henhold til
bilaget.
. 2 Aktiviteten er udviklet til at opfylde sit
formål. Det skal bevises, at den foreslåede aktivitet
har de økonomiske ressourcer til rådighed til at
opfylde arbejdsprogrammet, før det påbegyndes,
herunder alle tilladelsesbetingelser, der f.eks. kræver
forebyggelse, beredskabsplanlægning og kontrol.
. 3 Alle effektevalueringer er gennemført
på tilfredsstillende vis.
. 4 Kravene til risikostyring og overvågning
er blevet fastlagt.
. 5 Betingelser er på plads for at sikre, at
miljømæssige forstyrrelser og skader minimeres
så vidt muligt og at fordelene maksimeres.
. 6 Høringskravene er opfyldt i henhold til
afsnit 10, 11 og 12.
. 7 Det er fastslået, at forurening af
havmiljøet forårsaget af den foreslåede
aktivitet så vidt muligt er blevet forhindret eller reduceret
til et minimum, og derfor ikke strider imod protokollens
mål.
27 Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til
at træffe afgørelserne i overensstemmelse med afsnit
26, skal godkendelsesmyndigheden anmode om yderligere oplysninger,
før den træffer en afgørelse, og ellers
må den ikke udstede en tilladelse.
28 Bestemmelserne for tilladelsen skal i det omfang det er
praktisk muligt sikre, at risici for menneskers helbred og
havmiljøet undgås, miljøforstyrrelsen og
miljøskaden minimeres, og fordelene maksimeres. Enhver
tilladelse, der udstedes, skal indeholde følgende
betingelser, som blandt andet angiver:
. 1 typerne og kilderne til det stof, der skal
anbringes,
. 2 placeringen af
anbringelsesstedet/-stederne,
. 3 de metoder, der skal bruges til at
gennemføre anbringelsesaktiviteten,
. 4 risikostyring, kontrol, indberetningskrav,
og
. 5 fjernelse og/eller
bortskaffelse/genbrug/genanvendelse af genstande alt efter hvad der
er hensigtsmæssigt ved afslutningen af
anbringelsesaktiviteten.
29 Tilladelser skal gennemses regelmæssigt, idet der tages
højde for kontrolresultater, målene med
kontrolordningerne og relevant forskning. Gennemgangen af
kontrolresultaterne angiver, hvilke feltordninger der skal
fortsættes, ændres eller lukkes, og skal skabe grundlag
for informerede beslutninger om fortsættelse, ændring
eller tilbagekaldelse af tilladelser. Kontrol udgør en
vigtig feedbackfunktion til brug ved fremtidige beslutninger om
tilladelser, der vedrører beskyttelse af menneskers sundhed
og havmiljøet.
INDBERETNING
30 Resultaterne af alle vurderinger og dokumentation af alle
udstedte tilladelser skal indberettes til sekretariatet og
gøres offentligt tilgængelige på eller kort
efter det tidspunkt, hvor beslutningen træffes. Sekretariatet
bør derefter informere de deltagende parter."
BEKRÆFTET KOPI af teksten vedrørende
ændringerne af artikel 1, ny artikel 6bis og de nye bilag 4 og 5 i
London-protokollen, vedtaget den 18. oktober 2013 af det ottende
møde mellem de deltagende parter i 1996-protokollen til
konventionen om forhindring af havforurening ved dumpning af affald
og andre stoffer fra 1972, som angivet i bilaget tilhørende
resolution LP. 4(8), hvis oprindelige tekst er deponeret hos
Generalsekretæren for Den Internationale
Søfartsorganisation.
P.v.a. Generalsekretæren for Den Internationale
Søfartsorganisation: [Underskrevet]
London, [7. april 2018]
Officielle noter
1) Se
også den forklarende tekst i rapporten fra mødet
mellem de deltagende parter, afsnit 4.12.