Vi er i Radikale Venstre for folkeskoleloven, og vi er imod tidligere karakter. Når vi om lidt stemmer den her lov igennem, har vi det med at pleje at tænke, at det så var det. Men vi er ikke færdige, og jeg vil gerne sige noget vigtigt til jer alle sammen. For det her handler om, hvem vi er som land, som demokrati og som fællesskab. For prøv at tænke på, hvor heldige vi er, at vi bor på det her sted på kloden på det her tidspunkt. Vi er et af verdens mest frie, mest demokratiske, mest lykkelige, mest tillidsfulde og rigeste lande. Billedet på Danmark er barnevognen med babyen, som vi lader stå ude foran, eller politimanden, som sætter sig ned og leger med børnene.
Vi er et land af Pippi Langstrømper, vi er modige, stærke, selvstændige og foretagsomme, og det starter jo med vores fælles skole. Men i de her år er det ved at slå revner i vores samfundskontrakt. For næsten alle forældre i Danmark vil folkeskolen, men der er grænser for, hvor mange gange man kan sende sit barn i skole med ondt i maven, uden at man vælger fællesskabet fra, og hvert år skærer vi lidt mere i forhold til pædagogerne, lærerne, fritidshjemmene, lejrskolerne og musikundervisningen. Hver eneste dag er der børn, der græder, fordi de ikke vil ind i skolen, og der er børn, der slår og sparker. Lige nu, mens vi sidder her i salen, er der 15.000 forældre, som ikke kan gå på arbejde, fordi deres børn ikke kan være i skolen. Der er flere og flere børn, der har det så skidt, at de skal behandles for angst og depression, adhd og autisme, og mange af dem kommer i psykiatrien, fordi de har belastningssymptomer. De er blevet syge af at gå i skole, fordi rammerne er for snævre, men i stedet for at lave rammerne om giver vi i dag alle Pippierne medicin, så de kan sidde stille i skolen.
Vi er meget bedre end det, vi kan meget mere, i alle partier herinde er der ordførere, som er dygtigere end det, og lige nu gør vores formand et stort arbejde for at ændre vores arbejdsformer og er i gang med at kigge på, om vi kan lægge udvalg sammen, men det er jo det mindste af det. Vi har jo brug for at tage magten tilbage i Folketinget til faktisk at skabe det rum, hvor vi går til roden af problemerne og træffer de store og vigtige beslutninger, som løser problemerne, og vi har alle muligheder. Vi har verdens fineste tradition, vi har stærke pædagogiske rødder, vi kan lave de bedste vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem og -klubber, men det starter jo med, at vi herinde lader være med at lukke øjnene for, at kommunerne hvert eneste år starter med at skulle finde ud af, hvor de skal spare henne, og at vi her i Folketinget tager ansvaret for at prioritere de penge, det koster at give vores børn de lærere og pædagoger, som de har brug for. Det koster 15 mia. kr. om året, hvis vi vil gøre det ordentligt.
Da jeg kom i Folketinget, tænkte jeg i nogle år, at vi må lave de der regnemodeller om. Jeg holdt møder med forskellige økonomer, indtil der på et tidspunkt var en af landets førende økonomer, som sagde til mig: Lotte, man kan bruge et helt politisk liv på at prøve at lave regnemodellerne om, men man kan også bare træffe de rigtige beslutninger.
Derfor vil jeg gerne spørge jer i dag: Skal vi som Folketing blive ved med kun at betale for burhønsemodellen, der stækker alle vores små og store Pippier? Eller er det på tide, at vi som Folketing tager ansvaret på os og giver alle vores børn et godt børneliv?