Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 33:

Forslag til lov om ændring af lov om klima. (Nye klimamål for 2045 og 2050).

Af Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.10.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første, jeg byder velkommen til, er klima-, energi- og forsyningsministeren.

Først må jeg undskylde over for formanden, at vi ved et tidligere lovforslag udsatte ham for at skulle sige til det vanskelige ord kulstofgrænsetilpasningsmekanisme. Jeg skal arbejde med titlerne på lovforslagene.

Nå, nu skal vi til noget helt andet, men som jo også har et element af, jeg ved ikke, om det er seriøsitet, men måske også lidt humor. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, da jeg læste Enhedslistens forslag. Som punkt 1 er jeg naturligvis kisteglad for, at Enhedslisten med dette lovforslag viser sin meget klare støtte til regeringens energipolitik. Så tak for det. Vi er enige om de langsigtede målsætninger: at klimaneutralitet skal fremrykkes til 2045, og at der skal sættes et nyt mål om 110 pct.s reduktion i 2050 i forhold til 1990. Så tak for det. Jeg håber, debatten i dag vil afsløre, hvor Folketingets partier står i forhold til det spørgsmål. Det er jo potentielt et godt udkomme.

Med klimaloven er det aftalt, at den til enhver tid siddende regering hvert 5. år skal fastsætte et nyt klimamål med et 10-årigt perspektiv. Derfor vil regeringen næste år foreslå et ambitiøst klimareduktionsmål for 2035. Det betyder så, at forligskredsen bag klimaloven næste år skal drøfte et nyt mål for 2035, som kan fungere som trædesten på vejen til regeringens langsigtede klimamål om klimaneutralitet og nettooptag.

Det forekommer mig meget logisk, at den diskussion, hvilket jeg så i øvrigt også mener forligstraditionen tilsiger, holdes i forligskredsen og ikke, ved at et parti i en forligskreds fremsætter et lovforslag, uden at det har været drøftet i forligskredsen, og at det er i det rul, vi indskriver det, som regeringen og Enhedslisten så heldigvis er enige om, nemlig at vi skal skærpe de langsigtede klimamål.

Jeg mener derfor ikke, det giver mening at lave en justering af klimaloven nu, både fordi det ikke har været drøftet i forligskredsen, som traditionen tilsiger, men altså også fordi vi alligevel snart skal åbne loven for at kigge på en samlet revision af klimaloven, og det er regeringens holdning, at vi skal håndtere det i en sammenhæng.

Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke over, at der i de her tider i det offentlige er en debat om meget arbejdspres for både politikere og embedsværk, og at der er for meget pres på lovgivningsarbejdet. Derfor tænker jeg, at det ikke er supernødvendigt at justere klimaloven flere gange end højst nødvendigt. Det vil spare tid og ressourcer for både Folketinget, udvalget og embedsværket, og det synes jeg grundlæggende er fornuftigt.

Jeg takker for Enhedslistens opbakning til regeringens politik. Lad det fortsætte. Jeg ser frem til at invitere partierne bag klimaloven, forligskredsen, herunder Enhedslisten, til drøftelser om nye klimamål i det nye år, herunder om, om der er opbakning til at skrive regeringens langsigtede klimamål ind i klimaloven. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu er grunden til, at vi har fremsat det her forslag, jo, at regeringen faktisk har det i sit regeringsgrundlag, og det er hele 2 år gammelt, har faktisk fødselsdag her i december. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren, hvorfor der er gået hele 2 år, fra man har lavet et regeringsgrundlag, hvor man har en ambition om at højne målsætningerne og endda har høstet stor ros for det, og ikke har implementeret det. Hvad har stået i vejen for, at regeringen har gjort det? Nu er der gået 2 år – 2 år, vi kunne have brugt til at sende et vigtigt signal til det omkringliggende samfund om, at vi har en ambition om at højne vores klimaindsats.

Ministeren.

Jamen det er meget simpelt. For det første er regeringsgrundlaget jo noget, der dækker hele regeringsperioden, så vi har ikke sagt noget i regeringsgrundlaget om timingen. For det andet, og det er jo lige for, og I ved jo også godt, hvad grunden er: Vi skal revidere klimaloven til næste år.

I dag indgår de langsigtede mål i klimaloven. Det er forligsbelagt, og af hensyn til den almindelige forligstradition drøfter vi det med forligspartierne. Det forekommer mig at være ret åbenbart, og jeg har også hørt sagt offentligt i andre sammenhænge, at den revision skal vi tage i en sammenhæng, så vi både diskuterer, om der er opbakning i forligskredsen til at skærpe de langsigtede mål, men naturligvis også, hvad det så er for et 2035-mål, og hvad der i øvrigt kunne være af ønsker til justering af klimaloven. Så det er sådan set bare lige ud ad landevejen derfor.

Spørgeren.

Så vidt jeg forstår de forestående forhandlinger om klimaloven, handler de først og fremmest om, at vi skal fastsætte et ambitiøst 2035-mål. Ved at stemme ja til vores forslag om, at regeringen implementerer sin egen politik i dag, ville det så ikke give mere plads til, at vi faktisk kunne fokusere på at få fastsat et ambitiøst 2035-mål på baggrund af bl.a. de anbefalinger, vi lige har fået fra Klimarådet?

Det er sådan, at regeringen har flertal. Så man kan jo være tryg ved, at regeringens politik agter regeringen at gennemføre. Men jeg er også sådan indrettet, at jeg har stor respekt for forligstraditionen. Og det er sådan, at i klimaloven er det langsigtede mål om klimaneutralitet i 2050 forligsbelagt. Ergo mener jeg, det er den rigtige metode at drøfte det med forligskredsen først, og den rigtige timing af det er, at når vi i forvejen skal ind at åbne et lovkompleks, så drøfter vi de ting i en sammenhæng med forligskredsen. Det synes jeg er den rigtige tilgang. Men jeg er stadig væk superglad for, at Enhedslisten i den grad er varm tilhænger af regeringens klimapolitik. Tak for det.

Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Hvis den glæde så skal gengældes, må det jo være et 90-procentsreduktionsmål i 2035, vi så skal blive enige om lige om lidt. Og det er jo det, som er hovedsigtet i den forhandling, der kommer. Altså, vi har fremsat det her lovforslag, og det er måske lidt utraditionelt for et parti at fremsætte et lovforslag, men det kan man jo. Det er bl.a. ud fra, at der i lovkataloget fra regeringen ikke er medtaget, at man skulle ind at ændre på målsætningerne for 2045, selv om det står i regeringsgrundlaget, som er 2 år gammelt.

Vi synes, at der er alt for mange ting, der kører for langsomt fremad, og hvis det er sådan, at man har nogle mål, viser klimaloven jo, at så forfølger man de mål. Da vi fik vedtaget klimaloven, var den daværende regering jo meget betænkelig ved, om man virkelig kunne have sådan et mål, som man ikke vidste hvordan man skulle nå frem til. Og nu ser det ud til, at der er en vis chance for, at man når det mål. Det er jo derfor, vi ønsker at sætte de langsigtede mål så tidligt som muligt, så vi har en bedre chance for, at vi når det mål. Det er sådan set vores intentioner bag det her. Så der er ikke nogen grund til at synes, det er mærkeligt, at vi fremsætter det her lovforslag.

Ministeren.

Det opfatter jeg jo så mere som en kommentar end som et spørgsmål. Jeg synes, det er pudsigt at fremsætte et lovforslag om noget, som er forligsbelagt, ikke at drøfte det i forligskredsen først og at fremsætte det omkring måltallene i 2045 og 2050, når regeringen har sagt, at det agter vi at drøfte i sammenhæng med den revision af klimaloven, som det også er forligsbelagt aftalemæssigt at vi skal igennem til næste år. Så jeg opfatter det her, ikke som en aprilsnar, for nu er det jo ikke april, men jeg har svært ved at tage det seriøst; det må jeg indrømme.

Hr. Søren Egge Rasmussen, værsgo.

Jamen jeg noterer mig, at Klimarådet sådan set har anbefalet, at vi får det her skrevet ind i klimaloven, altså så man ligesom har de langsigtede pejlemærker. Så må det jo også være nemmere at forholde sig til ud fra forskellige linjer, om det så er et 85-procentsmål eller et 90-procentsmål. Jeg synes egentlig, at hvis man skal være ambitiøs, er det et 90-procentsmål, vi skal stile efter i 2035. Er ministeren enig i det?

Ministeren.

Jamen de langsigtede klimamål skal stå i klimaloven. Det kan jeg da kun være enig med Klimarådet i. Det, vi diskuterer, er så, hvornår de, inden for et relativt kort tidsvindue, skal skrives ind. Jeg synes generelt, at det er klædeligt, når partier, her Enhedslisten, udtrykker klimamålsambitioner, specielt når det er i 2035, som ligger ret tæt på, at de så vil gøre sig den umage at fortælle, hvordan man vil nå målet, hvordan man vil finansiere målet, og hvad det er for nogle virkemidler, man vil tage i brug, sådan at vi ikke kommer i den situation, at vi diskuterer mål uden midler. Det synes jeg er ret fattigt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til klima-, energi- og forsyningsministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Lovforslaget her fra Enhedslisten handler om at indføre regeringens klimamål, altså at det, som allerede er foreslået og vedtaget i regeringsgrundlaget af flertalsregeringen, skal gøres til lovgivning. Og som klimaministeren lige har tilkendegivet, kommer det til at ske med et lovforslag næste år, hvor der så også skal tages de øvrige diskussioner, der hører med til den planlagte opdatering af klimaloven. Så ligesom klimaministeren vil jeg egentlig glæde mig over, at Enhedslisten meget utålmodigt ønsker at få regeringens politik gennemført meget hurtigt.

Man kan vel også konstatere, at vi nok ikke havde haft den her debat på den måde, hvis der havde været et blåt flertal efter sidste valg. Så man kan jo sagtens sige lidt om det, nemlig at det var godt, at der ikke var det, hvis man vil have en opposition og nogle, som presser på. Det står, som det gør, altså at de her mål kommer til at blive indført, fordi det står i regeringsgrundlaget.

Men jeg har ellers ikke mere at tilføje til det, der er sagt heroppe. Det er regeringens politik, der bliver fremlagt, og den kommer til at blive fremsat som lovforslag næste år, og så får man sin vilje som forslagsstillere, men det er smartest, at vi gør det ad en omgang og ikke ad flere. Så vi kan ikke bakke op om lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Jeg må bede hr. Jesper Petersen blive. Det var lige på falderebet. Jeg beder om, at man tjekker ind, inden ordføreren forlader talerstolen. Det bliver så fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det er hørt og taget ned, hvad formanden siger. Det er sådan set også, fordi ordføreren siger noget, som er lidt interessant, i slutningen af sin tale.

Jeg tror, vi bliver nødt til at blive enige om én ting her. De partier, der en del af klimaloven af 2020, har alle sammen sagt, at der er en fælles forligsbinding på, hvad klimaneutralitetsmålet skal være. I dag er det senest i 2050. Det overrasker nok ikke nogen, at SF var ret optaget af, at der stod senest 2050, dengang vi lavede klimaloven, netop fordi vi på det tidspunkt allerede så, at det nok ville være lige uambitiøst nok. Men det betyder jo altså også, at det godt kan være, at det er regeringens position, at der skal være klimaneutralitet i 2045, men det er SF's position, at det skal være i 2040. Så det der med at sige, at lige om lidt kører vi bare med et lovforslag, duer altså ikke. Vi har en fælles forligskreds på det her, hvor vi skal blive enige om målet, og det vil jeg bare gerne have ordføreren til at anerkende.

Ordføreren.

Jeg synes mest af alt, at det her er et spørgsmål, som fru Signe Munk burde stille til dem, der jo også er en del af forliget, men som giver sig til at fremsætte det her lovforslag, inden der har været drøftelser i forligskredsen. Det er jo det, der er tale om her: at man helt uden for den almindelige tradition, hvor vi taler om tingene der, giver sig til at fremsætte det her lovforslag, som så er regeringens politik og det, der står i regeringsgrundlaget. Så man kan bare være glad for, at der ser ud til at være opbakning til, at det bliver gennemført.

Men jeg ser frem til at diskutere det med fru Signe Munk og andre i den kreds og jo også i fin tid og i den rigtige rækkefølge, inden regeringen fremsætter et lovforslag.

Fru Signe Munk.

Det synes jeg var godt. Flertalsregering eller ej – så skal man jo også følge forligstraditionen og de aftaler, vi måtte have lavet med hinanden. Så det må nu engang være sådan, at det skal diskuteres, og jeg kan jo bare understrege over for ordføreren, at det er SF klar til at diskutere. Vi mener nemlig ikke, at regeringens politik er ambitiøs nok på det her område.

Ordføreren.

Det er jo en fair debat, og den vil jeg se frem til vi skal have, og jeg vil så også, at den handler om, hvordan man så når et tal. Vi kan jo sagtens bare foreslå reduktionsmål og skrue endnu mere op og skrue endnu mere op, men der må følge debatter med om, hvordan vi gør det, hvad prisen er for det, hvilke konsekvenser der er, om vi kan overholde de ting, som vi også have sagt til hinanden i guidende principper for, hvordan vi gerne vil gennemføre grøn omstilling af Danmark med det næste klimamål, vi sætter.

Men det er jo en diskussion, der egner sig til, at vi har den med hinanden på en god måde i en forligskreds og ikke ved, at man bare fremsætter et lovforslag her. Lad os tage tingene i den rigtige rækkefølge … Jeg har ikke mere tid.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.

Tak for det. Vi behandler i dag et egentlig rigtig udmærket forslag fra Enhedslisten. Forslagsstillerne ønsker at opdatere klimaloven med de klimamål, som regeringspartierne har skrevet i regeringsgrundlaget, og det er sådan set opmuntrende at se, at Enhedslisten bakker op om regeringens politik – så tak for det. Jeg forstår sådan set også godt, at forslagsstillerne ønsker at føre i de gode ting, der er i regeringsgrundlaget, ind i selve loven. Vi kunne også godt være tilbøjelige til at stemme for forslaget, hvis det ikke var, fordi vi alle ved, at vi inden længe i det nye år allerede skal opdatere klimaloven med et nyt 2035-mål. Derfor ser vi ingen grund til at bede embedsværket om at arbejde dobbelt med først en opdatering nu og så en inden længe, når nu ændringen ikke får betydning for den egentlige grønne omstilling. Lad os i stedet få en mere sammenhængende diskussion og også lovgivningsproces. Derfor kan Venstre ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Jeg kigger lige igen, og der er ingen til korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Dennis Flydtkjær her fra Danmarksdemokraterne.

Som nævnt af de to foregående ordførere, handler lovforslaget om, at Enhedslisten vil have, at man skal skrive regeringens klimamålsætninger ind i lovgivningen. Jeg tror, at de fleste er bekendt med, at vi har en 70-procentsmålsætning i 2030. Regeringen har så selv et mål om, at man i 2040 skal være klimaneutral og i 2050 have et mål om en 110-procentsreduktion. Jeg kan afsløre, måske ikke så overraskende, at vi i Danmarksdemokraterne stemmer imod det her forslag.

Vi synes, at det er lidt ærgerligt, at man ved allerede nu at sætte sig et mål langt ude i fremtiden, skriver al fleksibilitet og alle prioriteter og handlemuligheder ud af lovgivningen. Det er jo nemt bare at sætte et mål uden egentlig at have nogle virkemidler med. Det er jo sådan set frit for alle partier at sige 120, 130 – eller hvorfor ikke 150 pct.? – hvis det bare er at tænke på et tal, og så er det jo lidt ligegyldigt. Så vi synes, at det er ufornuftigt og en ikke særlig pragmatisk måde at anskue den grønne omstilling på.

Noget, jeg bemærkede konkret i lovforslaget fra Enhedslisten, var, at man skriver, at verdens nuværende klimapolitik på ingen måde har sikret overholdelse af Parisaftalens målsætninger, og at det derfor er nødvendigt, at Danmark som et rigt land med historisk høje udledninger pr. indbygger tager et større medansvar for hurtigere at opnå klimaneutralitet og derefter bidrage til globalt optag af kulstof. Det er altså underforstået, at fordi resten af verden er langsommere end Danmark, må vi bare gøre mere. Men giver det så god mening?

Hvis man kigger på Danmarks andel af verdens udledninger af CO2, udleder vi 0,068, altså under 0,1 pct. af verdens udledninger. Der kunne man jo godt synes, at fordi de andre er langsomme, skal vi bare gøre endnu mere, og løser det så noget? Der er i hvert fald en voldsom pris at betale, hvis man skal gøre det. Selv hvis vi forestillede os, at der ikke boede nogen mennesker i Danmark overhovedet, og at der derfor ingen udledninger var, så ville vi have en reduktion på verdensplan på 0,068 pct. af udledningerne.

Så løsningen er jo ikke, at vi i Danmark gør mere; løsningen er, at vi får resten af verden med. Det er sådan set det, der også står i klimaloven, nemlig at målsætningen jo ikke er, at vi bare skal sætte vores egne konkurrenceevne ned, nedlægge arbejdspladser, som man gør med CO2-afgiften på landbruget. Nej, målet må jo være, at vi viser en vej for, hvordan resten af verden kan komme med. Når man så ikke kan få resten af verden med, skal vi så bare gøre endnu mere, men så viser vi jo ikke vejen til det, og så gør vi nok bare det, der bliver en ret dårlig aftale for os selv, hvis det ligesom med en CO2-afgift på landbruget kommer til at koste arbejdspladser og betyde dyrere priser osv.

Så vi synes ikke, at det på nuværende tidspunkt er klogt med noget, der siger, hvad målet skal være præcist i 2045 eller 2050. Det kunne måske godt være, at det bliver i 2046 eller i 2047. Det synes jeg man må se på, når man kommer længere frem. Så i Danmarksdemokraterne kan vi ikke støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Signe Munk fra SF.

Tak for det. Det gode ved lovforslaget fra Enhedslisten her er, at vi får en lejlighed til at diskutere noget så væsentligt som klimaneutralitet. Og det er sådan set ret væsentligt, for man kan jo på mange måder sige, at de skridt, vi tager med klimalovens delmål, er de trin, der er på vejen hen til klimaneutralitet. Vi skal nå derhen, hvor – for de ikke sådan indførte teknologinørder – helt banalt er sådan, at vi skal suge lige så meget CO2 op, som vi udleder. Det kan jo være i forhold til træer, CO2-fangst og -lagring osv., men det korte af det lange er bare, at i slutningen af året skal regnskabet stemme, det skal gå i nul. Det er vigtigt for klimaet, og det er sådan set også meget vigtigt for Danmarks rolle i den grønne omstilling ude i verden at vise, at et moderne, velstående, lykkeligt land også kan sørge for at passe på klimaet. Derfor er det at få klimaneutralitet gennemført relativt hurtigt i Danmark jo vigtigt i forhold til den globale grønne omstilling, der vist ikke er ét menneske herinde som kan være i tvivl om går for langsomt set i lyset af de voldsomme klimaforandringer, vi allerede bliver ramt af i Europa, i udviklingslandene og i det hele taget overalt i verden.

Så er der jo diskussionen om det konkrete måltal. Jeg vil sige, at SF's udgangspunkt er, at klimaneutralitet skal være i 2040. Derfor kvier jeg mig også en lille smule ved regeringens position, for jeg er ikke enig i, at den er ambitiøs nok. Derfor er det også vigtigt for SF, at vi får en diskussion af, hvornår klimaneutralitetsmålet skal ligge. Så var der en ordfører for et af regeringspartierne heroppe tidligere, som sagde, at så må man jo også vise vejen. Hvordan kommer vi derhen? Det er rigtigt, men jeg synes sådan set, at det er en opgave, der lige så meget påhviler regeringen selv. For hvis der er en anden væsentlig pointe, som skal komme ud af den her debat, så er det jo, at regeringen ikke har gjort noget som helst for at synliggøre, at deres politik ville kunne føre til klimaneutralitet i 2045. Det lange lys er ikke på i klimapolitikken hos regeringen, det er nærmere det korte lys.

Jeg forstår sådan set godt Enhedslistens irritation over nølen, men jeg vil også bare sige, at jeg nok er af den lidt kedelige skole, at når vi har aftalt, at noget skal tages i en forligskreds og det er det, vi er blevet enige om, da vi lavede en aftale, så er det det, der er aftalen. Derfor er det altså også sådan, at SF ikke kan bakke det her forslag op, som det ligger, men vi hilser i overordentlig grad diskussionen velkommen og også den meget vigtige pointe, at vi skal til både at se frem imod klimaneutralitet og selvfølgelig det næstkommende klimamål, der skal lægges fast i 2035, og det skal være et ambitiøst mål.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Nogle gange synes jeg lidt, at man skal finde ud af, hvad det er, man vil kritisere regeringen for – om det er, at noget går for langsomt eller for hurtigt, eller om man tænker for meget på kort sigt, eller om det skal gå stærkere på kort sigt, eller hvad.

Som en konkret bemærkning til det, fru Signe Munk sagde nu, vil jeg bare påpege, at når vi taler om landbrug og omstilling af det; at når vi taler om ccs, en strategi for det og den lovgivning, vi også er ved at gennemføre i Folketinget om det og om at give bedre vilkår for det, så er det vel nogle af de ting, hvor man må sige, at det lange lys er gevaldigt på, altså hvor der fra landbrugets side sker noget inden 2030, men hvor der især kommer til at ske noget derefter. Det er vel eksempler på, at vi faktisk både gør noget, som sker rimelig hurtigt, og hvor vi ser ud til at nå vores mål for både 2025 og 2030, men også noget, hvor der er lagt nogle spor til yderligere reduktioner efter 2030.

Ordføreren.

Det er jeg simpelt hen ikke enig med hr. Jesper Petersen i. Altså, hvis man kigger på de reduktioner, der skal til bare for at nå i mål med klimaneutralitet i 2045, så leverer de aftaler, der er lagt fast, ikke reduktioner nok endnu. De leverer heller ikke reduktioner nok til det mindste klimamål for 2035, som Klimarådet har præsenteret.

Så det er jo ikke en diskussion om, om virkemidlerne ikke er ved at være etableret i dansk klimapolitik, for det er de sådan set – med gennembruddet for en CO2-afgift og med, at vi har reguleret på bilafgifter – men der er jo ikke blevet lavet politiske tiltag fra regeringens side, som anviser reduktioner, der er i nærheden af at kunne give et klimaneutralt samfund i 2045, og der er heller ikke truffet videre beslutninger.

Spørgeren.

Det ved jeg ikke om SF har, altså sagt meget præcist, hvordan man nøjagtig når de målsætninger, som fru Signe Munk også fremlægger i dag, altså om man kan sige meget præcist, hvordan det skal gennemføres – hvad det vil koste, og hvordan vores samfund i øvrigt kommer til at gennemføre de ting.

Men det, jeg anholdt, var, at der ikke skulle være foretaget noget, som også på lidt længere sigt faktisk ville have betydning, og som har voksende betydning. Jeg sagde ikke før, at det så betød, at man allerede var klar til at nå de målsætninger, der bliver foreslået indført her, og som er regeringens. Det har vi ikke sagt på noget tidspunkt. Vi har tværtimod sagt, at vi ikke bare kan stemme for det nu, fordi der hører nogle diskussioner med. Men at der ikke er en effekt, også i årene efter 2030, af landbrugsaftalen, ccs osv., er jo simpelt hen bare ikke rigtigt.

Tak. Ordføreren.

Men hvor kunne det dog være spændende, hvis regeringen fremlagde en plan, hvor man sandsynliggør, hvordan man vil komme frem til klimaneutralitet i 2045. Det har regeringen ikke gjort. Og derudover er det jo også sådan, at der ikke er truffet nye beslutninger, f.eks. på transportområdet i forhold til personbilisme, som er et af de store udledningselementer, der vil være frem mod 2045.

Så det at skrive et tal på papiret og i regeringsgrundlaget er jo ikke at sandsynliggøre, at man kan nå i mål med klimaneutralitet, fra regeringens side. Men jeg vil da hilse et bud fra regeringen meget velkommen.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. Forslaget her ajourfører den nuværende lovgivning, så klimamålene stemmer overens med regeringens udtalte ambitioner. Jeg synes, det er tæt på at være et elegant politisk håndværk at fremsætte sådan et forslag. Så tak til forslagsstillerne. Man venter i klimaloven, som er noget forligsbelagt noget, så derfor kan vi ikke rigtig tillade os at sige andet, end at vi støtter op om de benævnte mål. Vi opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om de fremtidige klimamål hurtigst muligt, og vi agter at stemme for, selv om det er noget af en gratis omgang at fremsætte forslaget her.

Jeg vil dog sige, at LA møder konstruktivt op til sådanne forhandlinger. Det er ikke det vigtigste for os, om det lige er 80- eller 85-procentsreduktioner i 2035; det er til gengæld vigtigt, at vi får tegnet en troværdig kurs mod et klimaneutralt samfund hurtigst muligt, og her ligger djævlen i detaljen. For man kan faktisk godt komme til at superoptimere, altså at sætte så hårde delmål målt på den strammest mulige måde, at man faktisk bremser de langsigtede udfald. 2025-målets indfrielse er et godt eksempel på det: Dyre tiltag, en rigtig dårlig palet af muligheder og endda noget, som man kun fører i ét år for så at føre det tilbage igen, når man var færdig med lige at nå et givent mål. Det er jo ikke sådan, en politik skal føres på klimaområdet.

Vi skal også være enige om, hvordan målet måles. Som tilskuer til de debatter må jeg bare sige, at det ikke har givet en aura af troværdighed med den diskussion, der har fulgt med, at man ikke var enige om, hvordan målet måltes. Så skal det være et klimamål, og det skal ikke være et det skal gøre mest muligt ondt-mål. Så alt det her med signalværdi og alt muligt andet kan vi pakke til side, og så skal vi have løsninger frem på det globale plan, så vi rent faktisk kommer i mål med noget, der batter. Jeg synes, vi skal forkaste venstrefløjens idé om, at vi absolut skal hoppe over, hvor gærdet er højst, for det er jo bare usmart. Så jeg glæder mig til forhandlingerne, og LA stemmer for forslaget her.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Samira Nawa.

Tak. Det synes jeg egentlig bare er ret interessant, for ordføreren siger, at der er tale om noget, der er forligsbelagt. Er det sådan, Liberal Alliance tænker man er som forligspartner?

Ordføreren.

Vi vil ikke som forligspartner begynde at fremsætte lovforslag om at ændre i de forlig, vi er en del af. Det vil vi køre inde i et separat rum. Så om det skal danne præcedens, synes jeg måske ikke. Men nu, hvor det er fremme, synes vi da alligevel, at det er lidt sjovt og elegant lavet.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Jeg vil tillade mig at starte med at læse op fra side 28 i regeringsgrundlaget: »Regeringen vil fremrykke målet om klimaneutralitet til 2045. Og sætte et nyt mål om 110 pct. reduktion i 2050 i forhold til 1990.«

Det, jeg læste op her, er jo regeringens politik, og det er jo en til en også det, som Enhedslisten foreslår med sit lovforslag. Det kunne jo så betyde, at vi fra Moderaterne, når vi er en del af regeringen, vil stemme for Enhedslistens forslag, men det kommer vi ikke til. Det kan jeg allerede nu afsløre. Det gør vi ikke, fordi vi ser det her som en del af klimaloven, og klimaloven er jo som bekendt forligsstof, forligsbelagt.

Derfor ser vi frem til, at vi i det nye år på et tidspunkt skal til at kigge på klimaloven og bl.a. have defineret et 2035-mål, et ambitiøst 2035-mål, som der også står et andet sted i regeringsgrundlaget. Samtidig med det er det helt naturligt også at tage klimaneutralitet og den 110-procentsmålsætning, vi har, med i samme ombæring.

Så Moderaterne kommer ikke til at stemme for L 33.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Frederik Bloch Münster fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Det er jo en rigtig god ambition, at Danmark skal være et klimaneutralt land i 2045, og langt hen ad vejen kan man egentlig også sige, at det også er i god forlængelse af det, vi jo må anerkende sker langt hen ad vejen i vores handelsblok, EU. For Tyskland og Sverige har jo altså overhalet os i ambitionerne, og vores handelsblok er på vej i den retning. Det er klart, at så bør Danmark i naturlig forlængelse heraf følge med, for der bør jo sikres en vis symmetri i indsatserne.

Ressourcerne skal jo forvaltes med omtanke, og vi skal sikre et bæredygtigt samfund for kommende generationer. Klimaneutralitet er ikke bare en naturlig forpligtigelse. Det er også en økonomisk mulighed for at sikre både danskerne og europæerne, men også hele verdens befolkning bedre levevilkår. Vejen til klimaneutralitet kræver balance, og vi skal sikre, at løsningerne er langsigtede og forankret i den danske tradition for brede politiske forlig. Det er med sidstnævnte hensyn for øje, at vi fra konservativ side stemmer, hvad man på christiansborgsk kalder gult til dette forslag, for vi støtter selvfølgelig ambitionen, men vi ønsker også, at tiltag om en ny målsætning skal drøftes og aftales i det rette forum, så vi kan få drøftet fremgangsmetoder og hensyn i bund. For der er jo mange veje derhen, der er mange hensyn og ting, der skal vendes og drejes, og der er forskel på budgetmål, punktmål og mange andre ting.

Så vi ønsker at få løftet tingene de rigtige steder, så vi forpligter hinanden på en fælles vision og metodik, der kan bære os frem mod 2035, 2045, 2050 og længere frem end det, skulle det blive nødvendigt. I den gode stemnings ånd stemmer vi gult. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. I dag skal vi diskutere endnu en af Enhedslistens drømme om klimaet – jeg får lyst til at sige store idéer, der lyder godt i teorien, men som jo som bekendt er fuldstændig ude af trit med danskernes hverdag. For lad os nu sige tingene, fuldstændig som de er. Det her er jo symbolpolitik, det er uigennemtænkt, og det er fjollet. Hvorfor er det så det? Det er det jo selvfølgelig, fordi det hverken hjælper klimaet eller gavner Danmark. Danmark står for under 1 promille af verdens samlede CO2-udledninger, og hvis vi lukkede hele Danmark ned i morgen, eller det kan også siges på en anden måde, hvis vi slukkede hver evig eneste bilmotor, lukkede hver evig eneste fabrik og slukkede lyset i hvert evig eneste hjem, ville verdens klima ikke ændre sig det mindste. Klimaudfordringen er global, og den løses altså ikke, ved at Danmark pålægger sig selv byrder, som kun gør os fattigere og mere afhængige af andre lande.

Netop afhængigheden er jo central her, for mens Enhedslisten og andre vil stoppe al olieudvinding i Danmark, spørger vi i Dansk Folkeparti hvorfor. Skal vi virkelig lukke vores egen ansvarlige og effektive produktion for i stedet at købe olie fra Saudi-Arabien, Irak og andre slyngelstater? Skal vi sende penge til regimer, der undertrykker kvinder, finansierer terror og ignorerer enhver form for klimaansvar? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Lad os bruge vores egne ressourcer. Vi er nogle af verdens mest ansvarlige og grønneste inden for olieudvinding, og hvorfor overlade produktionen til lande, der ser stort på både miljø og menneskerettigheder? Dansk olie og gas er ikke en del af problemet; det er en del af løsningen.

Så er der klimaskam. Enhedslisten og deres ligesindede er eksperter i at få danskerne til at føle skyld – skyld over at køre dieselbil, skyld over at tage en charterrejse og skyld over at spise en rød bøf. Men hvad er det for et samfund, vi bygger, hvis vi vil gøre hverdagen til en skamfuld affære? Det siger vi i Dansk Folkeparti klart nej til. Danskerne skal ikke føle klimaskam. De skal ikke peges fingre ad for at leve deres almindelige liv, som involverer at tage på ferie, køre bil og nyde en god bøf, for Danmark er allerede blandt verdens grønneste lande. Vi gør mere end de fleste andre, og vi bør være stolte i stedet for at lade os rive med af symbolpolitikkens hysteriske bølger.

I Dansk Folkeparti tror vi på fornuftens vej. Vi tror på innovation, på samarbejde med andre lande og på globale løsninger, der faktisk gør en forskel, og vi tror ikke på en klimapolitik, der er urealistisk og ikke tager hensyn til danskerne. Vi vil ikke være med til at pålægge vores land yderligere byrder, som ingen reel effekt har på verdens klima. Derfor anbefaler vi, at vi sender tomlen nedad og siger nej til den her tomme symbolpolitik, som er uigennemtænkt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Velkommen.

Mange tak. Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her lovforslag, som jeg mest af alt betragter som et drillelovforslag rettet mod regeringen, og jeg kan forstå på ministerens tale, at han opfatter det på samme måde; han lykønsker i hvert fald Enhedslisten med enighed med regeringen.

Det handler jo om at skrive dele af regeringsgrundlaget ind i klimaloven, og i Radikale Venstre har vi en ambition, som går ud over regeringen og det her lovforslag. Vi ønsker ikke bare klimaneutralitet i 2045; det kan sådan set være fint nok, men vi tror på, at vi også kan komme i mål noget tidligere. Vores bud er, at vi skal gå efter klimaneutralitet i 2040, og her skal vi både have øje for landbruget, transportsektoren, bygge- og anlægssektoren m.v. Det glæder vi os rigtig meget til at diskutere i forligskredsen, hvor jeg tror, at vi sammen med Enhedslisten og, kan jeg høre, i hvert fald også SF kan blive enige om klimaneutralitet tidligere, end hvad regeringen har lagt op til. Men jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal have denne og andre diskussioner i forligskredsen.

I Radikale Venstre kommer vi nok også til at stemme gult, som Konservatives ordfører også nævnte at de gjorde, til det her lovforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Velkommen.

Tak, formand, og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslag, der giver en god debat om vores klimamål.

I Alternativet har vi faktisk drøftet det her forslag en del, da det ikke er så normalt, at Enhedslisten fremsætter lovforslag, der tvinger regeringen til at føre sin politik ud i livet. Vi synes, der er brug for større ambitioner end det, når vi ser på de menneskeskabte klimaforandringer, der allerede er sket, og som er på vej i fremtiden.

Enhedslisten foreslår, at vi sætter et mål om CO2-neutralitet i 2045 i stedet for 2050, og at vi sætter et mål om 110 pct.s CO2-reduktion i 2050, hvor vi altså skal til at opfange mere CO2, end vi udleder. Det passer fuldstændig med det, der står i regeringsgrundlaget, hvorfor Klimarådet foreslår det indskrevet i klimaloven.

Men for lige at få det lidt ned på jorden og se det i sin rette sammenhæng, starter vi i 2020, hvor en vild idé, der er groet i Alternativets baghave, bliver til realpolitik. Med et bredt flertal vedtager Folketinget klimaloven, der siger, at vi skal reducere Danmarks CO2-udslip med 70 pct. i 2030. Det næste, der nu skal ske, er, at vi er begyndt at beskæftige os med, hvilket reduktionsmål der skal være for 2035. Her har Klimarådet peget på nogle forskellige muligheder, hvoraf Alternativet klart anbefaler, at vi bruger deres mest ambitiøse mål, nemlig at vi skal have reduceret vores CO2-udslip med 90 pct. i 2035. Det er i øvrigt samme melding fra Enhedslisten. Nu nærmer vi os så de fjernere mål, som Enhedslisten adresserer i det her lovforslag. Forslagsstillerne mener nemlig, at vi skal nå 100 pct. og dermed være klimaneutrale i 2045, og at det skal skrives ind i klimaloven.

Her knækker kæden en lille smule for mig, for hvis vi skal gå fra 70 til 90 pct. fra 2030 til 2035, altså spare 20 pct. mere CO2 på 5 år, hvorfor skal det så tage os 10 år, altså fra 2035 til 2045 at spare de sidste 10 pct. og blive klimaneutrale? Hvad skal vi lave i 10 år? Det bliver en lidt langsommelig CO2-reduktion med 1 pct. om året, mens jorden sveder og vejret forandrer sig, både uden for vores vinduer og på den anden side af jorden. I Alternativet mener vi faktisk, at i morgen er blevet nu. Vi skal finde ud af, hvad vi kan gøre nu ved f.eks. at løfte 70-procentsmålsætningen i den gamle klimalov til 80 pct. i 2030. Det er nu, vi skal handle. Det er nu, vi skal begrænse kødforbrug, tætne bygningsmassen, skifte over til elbil osv.

Hvis vi skal fægte rundt og lave klimamål i en fjern fremtid, skal det være mere ambitiøst end det, regeringen selv kan finde på. Hvis vi skal kigge 15-20 år frem, skal vi da undersøge, om vi kan nå 90 pct. i 2035 og 100 pct. i 2040, som også andre partier har foreslået – det samme siger CONCITO og Rådet for Grøn Omstilling – og så kan vi gå efter 110 pct. i 2045, hvilket faktisk betyder, at vi opfanger mere CO2, end vi udleder.

Men det bliver en masse tal, og det bliver lidt fjernt, og de her punktmål har det enten med at føre til skrivebordsøvelser, hvor vi kan nå målene uden at løfte en finger, eller den såkaldte hockeystavseffekt, hvor vi slapper af i starten af perioden, og så forsøger vi at sikre CO2-besparelsen sidst i perioden med forskellige nye og relativt uprøvede grønne teknologier.

I Alternativet bruger vi mange af vores vågne timer på at spekulere over, om de her klimamål i den form, de har nu, overhovedet er det rette styreredskab. Hvad er klimapolitikkens next level? Har vi tænkt færdigt, eller skal vi tænke nyt? Vi skal i så fald være mere ærlige og bruge mindre spin og lade være med at få det til at lyde, som om vi er med helt fremme som en af verdens førende grønne pionerer.

Klimarådet har rejst en række andre forslag omkring, hvordan vi styrker vores klimalov, så vi kommer væk fra de skrivebordsøvelser, det er blevet til i dag, og skaber reel klimahandling. Vi skal overveje en meget større gennemtænkning af loven. Skal vi f.eks. ikke tælle vores forbrug med, der fører til udledninger i udlandet – fly, skibstrafik? Skal vi omlægge fra punktmål til CO2-budget? Det er nogle af de store vigtige snakke, som vi skal have. Vi skal også kigge på COP'en, altså klima-COP'en, som blev afholdt i et olieland med tusindvis af olielobbyister. Var det sådan, det var tænkt? Alt det her kræver formentlig en ny regering, og at der forhandles en helt ny klimalov på plads, men den kommer forhåbentlig også før eller siden.

Vi er allerede ved at overskride Parisaftalens mål om, at den globale temperaturstigning ikke bør overstige 1,5 pct., og hvis vi ikke omstiller konsekvent og hurtigt, er vi på vej mod 3 graders varme, som vil få hidtil usete konsekvenser. Derfor skal vi handle nu og løfte indsatsen frem mod 2030 og 2035.

Når Enhedslisten vil indskrive regeringens eget fjernere mål i klimaloven, er det da i hvert fald bedre end ingenting, og det er derfor svært for os at stemme imod. På den anden side er det efter vores mening for uambitiøst bare at skrive regeringens politik ind i klimaloven, så det får vi også svært ved at stemme for. Det bliver nok gult her fra Alternativet i den her omgang. Vi er dog helt enige i intentionen om, formand, at vi skal skrue op for ambitionerne, og vi ser derfor frem til at arbejde med alle interesserede partier for at gentænke klimaloven, så vi kan gennemføre reel klimahandling og ikke blot pæne ord i regeringsgrundlaget, formand.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Rasmus Jarlov som privatist. Velkommen.

Tak. Den konservative ordfører har redegjort for, hvorfor vi ikke kan støtte lovforslaget af en række konkrete årsager. Jeg vil tillade mig lige kort at komme med en principiel demokratisk betragtning. Her har vi en række folketingsmedlemmer, som har fremsat et lovforslag. Det sker meget sjældent, og resten af Folketinget og regeringen synes, det er lidt latterligt, at de gør det. Det tager vi altså lige igen: Der er en opfattelse af, at det er helt upassende og meget usædvanligt, at medlemmer af Danmarks lovgivende forsamling fremsætter et lovforslag.

For det skal kun være regeringen, der kan fremsætte lovforslag, er den herskende opfattelse her i salen. Vi kunne høre, at ministeren syntes, at det var umuligt at tage seriøst, og at det nærmest var noget, der hørte til på den 1. april, at der var nogen, der fremsatte et lovforslag. Radikale kaldte det for dril.

Jeg undrer mig over, at tingene kan være vendt så meget på hovedet, at Folketinget, som er det lovgivende organ i Danmark, og en række medlemmer, som er valgt af det danske folk, og som har legitimiteten til at lave lovgivningen i Danmark, i den grad har givet retten til at lovgive væk, således at det i det danske demokrati i dag er sådan, at den ret til at lave lovene i Danmark ene og alene er hos regeringen, og at det skal man ikke forbryde sig mod. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til fru Samira Nawa.

Mange tak. Jeg plejer at være meget enig med hr. Rasmus Jarlov, når han kommer med nogle af de her betragtninger, som bl.a. kan handle om de her store bunkelovforslag, hvor vi behandler en masse lovgivning samtidig uden rigtig at være helt inde i detaljerne i de enkelte elementer. Men her er jeg simpelt hen uenig med hr. Rasmus Jarlov, for min kritik i hvert fald handlede ikke om, at der er noget, der er fremsat som lovforslag, men om, at jeg jo godt kan se, at det, Enhedslisten har fremsat her som lovforslag, ikke stemmer overens med Enhedslistens egne ambitioner på klimaområdet. Jeg opfatter Enhedslisten som langt mere ambitiøst ligesom Radikale Venstre, og derfor kaldte jeg det et drillelovforslag. Det har ikke noget at gøre med, at det er fremsat som lovforslag.

Hr. Rasmus Jarlov.

Tak for præciseringen. Den er jeg glad for. Det er en holdning, jeg bedre kan forstå. Jeg bemærker stadig væk, at det er så usædvanligt, som det er, at folketingsmedlemmer laver lovforslag, og at det er noget, som regeringen ser som sin ret, og at den bliver lidt fornærmet over, at der er nogle andre, der tillader sig at gøre det. Det synes jeg egentlig er ret trist. Jeg synes, det er meget trist, at vi har givet alle mulighederne for at lave lovgivning til regeringen, som sidder med et apparat, som består af mange hundrede embedsmænd, mens folketingsmedlemmer herinde må klare sig med ganske, ganske få ressourcer i forhold til det. Det er bekymrende, for det betyder, at det er regeringens synspunkter og embedsværkets synspunkter, som også består af en bestemt type af mennesker, som nok ikke er helt lige så repræsentative for det danske folk, som vi folkevalgte er, som i for høj grad får sat deres vilje igennem, i stedet for at det er folkets vilje, som bliver sat igennem i lovgivningen.

Spørgeren.

Jeg vil egentlig bare tilkendegive, at det, som hr. Rasmus Jarlov nævner her i sin kommentar til mig, er jeg meget enig i. Selvfølgelig skal Folketinget kunne stå stærkt og også stærkere end i dag, er egentlig min holdning, og det har vi heldigvis rigtig mange gode drøftelser om.

Hr. Rasmus Jarlov.

Tak.

Så er det sådan, at ministeren gerne må komme med en bemærkning, og hr. Rasmus Jarlov skal ikke rende for langt væk, for der er flere bemærkninger. Men vi er nødt til først at få ministeren op på talerstolen. Jeg skal gøre opmærksom på, at man også godt kan komme med bemærkninger til ministeren, når ministeren er heroppe. Så værsgo.

Kritikken fra min og regeringens side går på, at der fremsættes et lovforslag om noget, som er forligsbelagt, uden at det drøftes i forligskredsen. Jeg kritiserede på ingen måde det principielle, altså at et parti i Folketinget selv ønsker at fremsætte et lovforslag. Det skal de da være så velkomne til. Men i det her tilfælde fremsætter man et lovforslag om noget, som er forligsbelagt, i stedet for, som det plejer at være traditionen, at drøfte det i forligskredsen. Jeg håber bare, at hr. Rasmus Jarlov husker, at der også er noget, der hedder en forligstradition, i forhold til hvordan vi plejer at samarbejde på tværs af partierne i Folketinget – bare for at få det præciseret.

Det ser ud til, at der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr. Værsgo.

Tak for det. I den her debat om opjustering af klimaloven har jeg noteret mig, at ministeren flere gange har udtalt i pressen, at han er træt af tallege, sig et tal og hele den her øvelse med, at klimapolitik bliver reduceret til tal. Hvorfor er det så, at regeringen ikke benytter lejligheden i dag til at sige: Fint, der er nogle, der har lavet arbejdet for os, fremsat et lovforslag, hvor vi har mulighed for at implementere vores egen politik. Så når forhandlingerne kommer, kan vi tale om de visioner og de innovative måder, hvorpå ministeren godt kunne tænke sig klimaloven fremadrettet blev skruet sammen. Hvorfor kan vi ikke få det lukket i dag og stoppe den talleg, som ministeren selv har udtrykt man er så træt af?

Ministeren.

Det var dog, undskyld mig, et af de mest bizarre indlæg, jeg har hørt i min tid som minister. Udgangspunktet er jo netop, at forarbejdet ikke er blevet gjort. Jeg har hørt i debatten i dag et ønske om at skrive regeringens måltal ind i klimaloven. Men forarbejdet er jo ikke gjort, for der har jo ikke været en debat om, hvad det så er for nogle tiltag, der skal bringe os i den retning. Jeg har så også hørt andre partier, der siger, at klimaneutralitet skal være tidligere. Jeg er lidt forvirret over, hvad Enhedslistens politik så nu er. Er det det måltal, som er i det lovforslag, som Enhedslisten har fremsat, eller er det et andet lovforslag, der gælder?

Så jeg kan overhovedet ikke genkende, at forarbejdet skulle have været gjort. Det er sådan set det, der er problemet, og det flytter sig stadig væk på det principielle, nemlig at når vi har forlig med hinanden, diskuterer vi det, drøfter det i den forligskreds, som det nu vedrører, før man som forligspartner går i Folketingssalen med et lovforslag på det, der er omfattet af et forlig. Men I opfatter jer måske ikke længere som omfattet af forlig om klimaloven eller hvad?

Spørgeren.

Jo, det gør vi selvfølgelig. Jeg noterer mig også, at det her jo ikke er en afviger fra, hvad der er blevet aftalt i forhold til klimaloven, men det kan jeg svare på senere, når jeg får muligheden. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om noget. Undskyld, nu tabte jeg lige tråden. Jo, ministeren udtalte, da ministeren havde ordet før, at det her var en fin lejlighed til, at partierne kom ud af busken og afslørede, hvad det var for en ambition, de havde, om, hvornår Danmark skulle være klimaneutral, og i den anledning kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om noget: Hvad er regeringens ambition for et nyt 2035-mål. For der har det i hvert fald været svært at få et tal ud af regeringen, og der har vi i Enhedslisten været ret klare på, at vi ønsker en 90-procentsmålsætning.

Ministeren.

Som jeg også har sagt det, påhviler det regeringen på et tidspunkt at komme med et forslag til 2035-målet, og det vil vi gøre som aftalt i løbet af 2025. Og i den forbindelse ligger det mig og regeringen meget på sinde, at vi har et fagligt og sagligt grundlag for at tage den debat. Det vil sige, at det skal være ledsaget af nogle analyser af, hvad det er for nogle områder, man skal hente de pågældende reduktioner i, hvad det er for nogle samfundsøkonomiske omkostninger, vi kigger ind i, hvordan et givet mål balanceres op imod klimalovens guidende principper osv. Hvis man gjorde sig den umage at læse den rapport, som Klimarådet fremlagde forleden, vil man se, at de jo heller ikke anbefaler ét mål, men anbefaler, at der er en diskussion, der bl.a. afspejler, hvordan man vurderer de guidende principper i klimaloven.

Jeg kan konstatere, at der nu er et par spørgere tilbage, og det ser ud til, at det er til hr. Rasmus Jarlov. Så vi siger tak til ministeren, og så må hr. Rasmus Jarlov kom tilbage til talerstolen. Den første, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Jeg ved egentlig ikke, om hr. Rasmus Jarlovs indlæg og nogle af bemærkningerne også var møntet på det, jeg sagde som socialdemokratisk ordfører i debatten, men bare for god ordens skyld vil jeg også sige, at jeg synes, det er helt på sin plads, at man fremsætter lovforslag som oppositionsparti; det skal man endelig gøre. Faktisk kom jeg til at tænke på hr. Rasmus Jarlov, da jeg skulle til behandlingen af det her lovforslag, fordi vi jo har meget debat om, om vi nu bruger vores tid rigtigt her i Folketinget, og om der er nogle gange, hvor man også lidt spilder hinandens tid og den slags. Jeg synes bare, at det her faktisk var et eksempel på det sidste, altså at der er blevet fremsat noget, som lidt er for at få en diskussion og egentlig ikke for at få det vedtaget, for det ved man godt at det ikke bliver, og så får man lidt en pseudodiskussion. Det betyder også, at jeg bliver forsinket til et møde om lidt. Jeg har fået læst nogle gode artikler i Børsen, imens tiden er gået, men vi kommer ingen vegne videre, fordi man vælger den fremgangsmåde, som forslagsstillerne har valgt i dag. Dermed endte det med at være halvanden time, som vi ikke rigtig fik noget ud af. Og derfor tænkte jeg faktisk på hr. Rasmus Jarlov, da jeg skulle gøre mig mine betragtninger til dagens debat. Tak.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg er utrolig taknemlig for, at der er nogen, der vil tænke over de ting, jeg har sagt omkring den måde, som Folketinget arbejder på. Det er noget, der ligger mig meget på sinde, og som jeg tænker meget over. Så mange tak for at reflektere lidt over det og at have lyttet til det. Det er jeg meget glad for.

Den debat om, hvorvidt vi spilder hinandens tid her med at fremsætte forslag, som er udsigtsløse, mener jeg også har sin plads, for det er der rigtigt nok meget af. Jeg har også selv fremsat kritik af andre partier, som har fremsat forslag, hvor jeg har tænkt: Det er alligevel for meget, at vi bruger så meget af vores tid på sådan noget. Vi står der måske endda nogle gange midt om natten for at diskutere ting, som ikke har nogen gang på jorden, og som er fuldstændig udsigtsløse og aldrig bliver til noget.

Jeg vender mig bare lidt imod den reaktion, jeg kan se herinde, altså at man sådan automatisk ... der er 30 sekunder tilbage på mit ur, så det er derfor, jeg breder mig så langt, formand (Første næstformand (Leif Lahn Jensen): Okay, fortsæt.) Tak. Altså, jeg ser en reaktion, som er, at når nogen fremsætter et lovforslag, siger de automatisk: Det kan man ikke; det er regeringen, der fremsætter lovforslag. Og der synes jeg, vi skal passe på som Folketing, at vi giver den magt væk, for det er os, der er valgt til det, og vi er de eneste, der har den demokratiske legitimitet, fordi vi er valgt af det danske folk til at lave lovgivning. Det er det, der er intentionen og opgaven i Folketinget.

Der er problemer med teknikken, så hr. Rasmus Jarlov fik lidt ekstra tid. Der er en kort bemærkning mere fra hr. Jesper Petersen. Værsgo.

Jamen det gør ikke mig noget. Jeg synes, det var fine betragtninger. Lige præcis fordi det faktisk er vigtigt, at man som oppositionsparti også kan fremsætte lovforslag og det skal være legitimt, synes jeg blot, at man jo så også skal bruge den ret med omhu, og i dag er ikke et godt eksempel på det, men tværtimod en, hvad skal man sige, underminering af, hvorfor det er vigtigt og relevant, at også oppositionspartier kan fremsætte lovforslag og endelig skal gøre det, når det er det, der er den rigtige parlamentariske metode til at have en debat eller få noget gennemført her i Folketinget. Jeg var meget enig i de betragtninger, hr. Rasmus Jarlov kom med.

Hr. Rasmus Jarlov.

Tak for det. Det er selvfølgelig svært at afgøre sådan autoritativt, hvorvidt det er et godt eller et dårligt lovforslag. Det bliver svært, vil jeg sige. Så jeg vil bare sige, at det er et synspunkt og et argument, som jeg accepterer, men man skal bare tænke over, at man ikke, som man jo gør meget ofte, først finder ud af, hvad man skal mene, og så bagefter leder efter argumenterne for, hvorfor man skal mene det.

Hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Jeg har ikke kedet mig, ligesom Socialdemokratiets Jesper Petersen har. Jeg synes altid, at det er godt at få en debat, hvor vi er nødt til at præsentere vores fremmeste tanker omkring klimamålene. Så tak til Enhedslisten for det.

Det har også været en speciel dag. Der er tre ting, som i den her kombination aldrig kommer til at ske igen: Dels at det er et oppositionsparti, der fremsætter et lovforslag; dels at ministeren har mod nok til at gå på talerstolen, selv om han har været der en gang; og dels at en civilist kommer op og taler om de demokratiske procedurer. Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at det er for svært for de små partier at fremsætte reelle lovforslag med alt, hvad det kræver. Jeg lytter så til regeringen, når den siger, at det jo egentlig ikke er det, de har noget imod. De synes, at det er indholdet, der er dårligt.

Der vil jeg sige, at vi i Alternativet i hvert fald har forholdt os seriøst til lovforslaget, uden at vi synes, at det var for dårligt, at sådan et skulle fremsættes. Det er lidt ærgerligt, at når der nu bliver fremsat et lovforslag for en gangs skyld og et hav af beslutningsforslag, at der aldrig er noget af det, der bliver vedtaget; det er sådan to ud af 100 forslag. Der ville jeg ønske, at regeringen en gang imellem havde det sådan, at hvis ideen var god, gav man det en chance. Det er et parlament, vi er her alle sammen.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det er jeg også meget enig i, og det er også et eksempel på, at man betragter det som illegitimt, når folketingsmedlemmer faktisk ønsker at fremsætte noget, uden at det har været skrevet af regeringen, for beslutningsforslag bliver så godt som aldrig vedtaget. Beslutningsforslag er jo altid fremsat af oppositionen, og regeringspartierne stemmer dem så godt som altid ned. Man kan være heldig måske en enkelt eller to gange i løbet af en valgperiode eller noget i den stil, at regeringen forbarmer sig og prøver at fremstå, som om man er meget imødekommende ved, at man stemmer et beslutningsforslag igennem.

Men udgangspunktet er, at selv de bedste idéer, som bliver fremsat som beslutningsforslag, bliver pr. automatik stemt ned af regeringspartierne, også af borgerlige regeringer. Vi gjorde det samme. Så jeg peger ikke fingre ad nogen. Jeg siger, at vi agerer på en måde, som jeg synes er uhensigtsmæssigt. Det er en forkert kultur, at man sådan har gjort det til noget usædvanligt, noget illegitimt, noget upassende, at medlemmer af vores lovgivende forsamling faktisk fremsætter lov- og beslutningsforslag.

Spørgeren.

Ja, jeg er virkelig, virkelig enig. Og for lige at runde det af, vil jeg sige tak for at sætte ord på det. Altså, jeg synes, der mangler generøsitet; jeg synes, der mangler nysgerrighed hos de skiftende regeringer; jeg synes, man mangler evnen til at anerkende værdi. Hvis nogen kommer med et forslag, der kan skabe en lille smule værdi, så lad dem få æren. Men det, der sker, er jo altså, hvis sådan et forslag skulle komme, at så stemmer regeringen det ned; så går der 4 måneder, og så fremsætter regeringen det, som om den selv havde fundet på det. Jeg ville ønske, at der var lidt mere generøsitet og lidt mere nysgerrighed i det her parlament.

Hr. Rasmus Jarlov.

Enig. Og tak for at deltage i den debat, som jeg synes er vigtig. Jeg undskylder for, at jeg har taget lidt af jeres tid til det, selv om jeg ikke er ordfører på lovforslaget. Men jeg synes, at det her er meget, meget vigtigt, for der er nogle ting, hvor Folketinget skal passe på, at det ikke sætter sig selv for meget ud på et sidespor. Vi skal ikke være så beskedne. Vi er valgt af det danske folk, og hver af os, der sidder herinde, har et mandat med, som gør, at hver af os faktisk repræsenterer mere end ½ procent at Danmarks befolkning. Vi skal ikke være bange for at kræve, at vi har magten til at lave lovgivning i Danmark.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg synes egentlig, det er en spændende debat, som hr. Rasmus Jarlov rejser, om at balancen mellem regeringen og Folketinget er blevet gradvis svækket. Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Jarlov måske har nogle idéer til, hvad man kunne gøre ved det her forhold, hvor det synes sådan, at regeringen gradvis bliver stærkere, men Folketinget gradvist svækkes.

Det kunne jo også skyldes det faktum, at når man vinder et folketingsvalg og indtager regeringskontorerne, så har man typisk også et flertal til selv at bestemme, hvordan tingene skal gøres i Præsidiet og i Udvalget for Forretningsordenen. Og selv om jeg egentlig synes, der sidder nogle enormt kompetente og dygtige politikere, også fra regeringspartierne, så er der jo ingen tvivl om, at forholdet mellem det at være et regeringsparti og det at være et rent folketingsparti eller et oppositionsparti er en meget ulige kamp. Og det er vel også det, der er udtryk for, at meget få lovforslag fremsættes som nogle, der bare er drevet af folketingsmedlemmerne. Lovforslaget i dag er måske ikke sådan et supergodt eksempel, men den generelle debat er jo væsentlig.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det er i hvert fald sjældent, jeg har mulighed for at tage afsæt til sådan en debat, for det er så sjældent, at der bliver fremsat et lovforslag af folketingsmedlemmer.

Hvad kan vi gøre ved det? Når man skal løse et problem, er det første altid, at man skal starte med at erkende det. Man er nødt til at starte med at gøre opmærksom på, at der er et problem og så få en fælles forståelse af, at det er noget, vi kan gøre noget ved. For før vi når dertil, kan vi i hvert fald ikke gøre noget som helst.

Hvis vi en dag måtte komme dertil, og der tror jeg slet ikke vi er endnu, at der var den forståelse, så vil jeg jo i hvert fald pege på, at Folketinget er nødt til at have relativt flere ressourcer i forhold til regeringen. For det, at man sidder med et embedsværk med hundredvis af embedsmænd, der kan skrive lovtekster, mens vi ingen har til at gøre det – vi har dårligt nok nogen faglig hjælp – er selvfølgelig et kæmpestort problem. Og så er der heller ingen tvivl om, at et opgør med partidisciplinen, også er nødt til at være der, og det er nødt til at være sådan en kulturel ting. For det, der sker lige nu, er jo, at Folketinget er paralyseret af, at dem, der sidder i regering, også har et flertal i Folketinget, og derfor er man meget, meget loyale over for regeringen.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, og tak til Rasmus Jarlov for de kloge bemærkninger. Jeg må også starte med at berolige med, at det her ikke har afskrækket hverken mig som nyt folketingsmedlem eller Enhedslisten fra at fremsætte lovforslag i fremtiden.

Jeg må sige, at jeg er skuffet over regeringen i dag. I december 2022 skrev regeringen i sit eget regeringsgrundlag, at den ville ændre Danmarks klimamål om klimaneutralitet fra 2050 til 2045 og sætte et nyt 110-procentsreduktionsmål for 2050. Efter 2 år med flertal i Folketinget har regeringen endnu ikke fulgt op på sit løfte. Og det er på den baggrund, fordi tiden flyver af sted, uden der sker nok på klimaområdet, at vi fremsatte det her lovforslag om at skrive regeringens egne klimamålsætninger ind i klimaloven. Vi ville netop give regeringen mulighed for at stemme ja til sin egen politik, så vi alle sammen fik vished om, hvor vi havde regeringen, og hvad regeringens ambitionsniveau var. Det er en mulighed, regeringen desværre ikke har grebet.

I vores optik er det faktisk ligetil at ændre klimamålene. Det kræver ikke de store krumspring, og slet ikke, når man er en flertalsregering. Derfor undrer det os virkelig også, at regeringen, som nu har siddet i 2 år, ikke allerede har gjort det selv. Og eftersom flere har antydet, at det her skulle være et drilleforslag, må jeg bare sige, at nej, det er langtfra et drilleforslag. Det er et bundseriøst forslag, som bygger på en dyb bekymring for de klimaforandringer og den klimakrise, vi står midt i – en klimakrise, der betyder, at alle skridt i den rigtige retning tæller, og jo før, jo bedre. Derfor er vi også ærgerlige over, også selv om vi har et højere ambitionsniveau end det, lovforslaget her stikker ud, at vi allerede nu har spildt 2 år, fra vi havde et regeringsgrundlag, hvor vi fik klarhed omkring regeringens politik, til nu, hvor vi forhåbentlig snart bliver indkaldt til forhandlinger. Det var faktisk 2 år, hvor vi kunne have højnet vores ambitionsniveau og sendt klare signaler til det omgivende samfund om, hvor vi som Folketing gerne ville hen med den grønne omstilling.

Så må jeg også bare sige, at når man høster anerkendelse for at hæve sine mål, og det gjorde regeringen, da man lancerede sit regeringsgrundlag, så skylder man også at gøre de mål til virkelighed, ellers bliver det en gratis omgang. Derfor havde vi ærlig talt også forventet, at regeringen i dag ville sige, at den ville stemme for sin egen politik.

I vores optik er det vigtigt, at der er klarhed omkring Danmarks klimamål. Det er også noget, som Klimarådet har været ude at udtale flere gange, både over for offentligheden og over for vores virksomheder, som skal indstille sig på, hvilken politik og hvilket ambitionsniveau den grønne omstilling skal have de næste mange år. Og det går altså ikke, at vi i 2 år har ét klimamål i regeringsgrundlaget og et andet i klimaloven. Det sender et helt forkert og meget uklart signal til det omkringliggende samfund.

Regeringen har, som vi også frygtede, skudt implementeringen af sin egen politik til hjørne. Vi ser selvfølgelig frem til at forhandle en ny klimalov, men vi så hellere, at vi gjorde det på skuldrene af, at vi havde et nyt mål om klimaneutralitet for Danmark, end at vi nu skal have det alt sammen forhandlet i samme pulje. For der er jo faktisk ikke nogen grund til at udskyde det. Og hvad nu, hvis der f.eks. kom et valg, inden vi skal forhandle en ny klimalov? Regeringen har jo flertal nu, og vi kunne bruge tiden i forhandlingsrummet til at fastsætte et nyt ambitiøst 2035-mål og se på de andre muligheder, vi har for at gøre klimaloven mere ambitiøs, f.eks. i forhold til at styrke klimalovens globale dimension og sætte reelle reduktionsmål for vores globale klimaindsats. Det kunne vi have brugt tiden på. I stedet for skal vi nu bruge dyrebar forhandlingstid på at kæmpe for, at vi som minimum får implementeret regeringens egen politik.

Så vil jeg også gerne understrege – og det er der jo også flere af de øvrige partier her, der har understreget i dag – at det her faktisk ikke handler om, at vi gerne vil have implementeret Enhedslistens politik. I Enhedslisten så vi gerne, at vi havde et mål om, at Danmark skulle være klimaneutral i 2040. Så det handler egentlig ikke om, at vi vil fremme vores egen politik. Det handler om, at vi som minimum vil have, at regeringen gør deres eget regeringsgrundlag til virkelighed. Så tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.