B 73 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre kvinders selvbestemmelse over egne kønsceller.

Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 15-11-2024

Fremsat: 15-11-2024

Fremsat den 15. november 2024 af Sólbjørg Jakobsen (LA) og Louise Brown (LA)

20241_b73_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. november 2024 af Sólbjørg Jakobsen (LA) og Louise Brown (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre kvinders selvbestemmelse over egne kønsceller

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette folketingsår at fremsætte et lovforslag, som ophæver § 12 i lov om assisteret reproduktion, så kvinder får selvbestemmelse over, hvad de vil med deres kønsceller.

Bemærkninger til forslaget

Når det kommer til fertilitetsbehandling, er tid og fleksibilitet ofte en afgørende faktor. Når rigide, utidssvarende regler ikke imødekommer dette behov, er det sværere for kvinder at donere ægceller. Selv om kvinder i højere grad vælger at blive ægdonorer i dag, er der stadig behov for flere donoræg på både de offentlige og de private fertilitetsklinikker. Konsekvensen af dette er, at de par, der har brug for hjælp til at stifte familie, potentielt ikke når at få hjælp i tide

En del af årsagen til dette er, at den nuværende lovgivning på området for assisteret reproduktion forbyder salg og formidling af salg af både befrugtede og ubefrugtede menneskelige æg.

Danmark er det eneste skandinaviske land, der har valgt at lave særlovgivning for kvindelige kønsceller på dette område ved at fratage kvinderne retten til selvbestemmelse over, hvad de vil med deres æg.

I dag fortolkes § 12 i lov om assisteret reproduktion således, at hvis man vil donere æg, går donationen typisk til én modtager (lovbekendtgørelse nr. 902 af 23. august 2019 om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.)

Konsekvensen af dette recipientkrav er,

a) at ægdonorerne ikke selv har retten til at donere, når de ønsker det, idet donoren først skal matches med en modtager, og

b) og at hele donationen skal gå til én modtager og resten af æggene skal smides ud.

Da en kvindes cyklus kan variere fra måned til måned og fra kvinde til kvinde, skaber denne lov et fravær af fleksibilitet, som både gør det sværere at tiltrække donorer og afføder et meningsløst spild af værdifulde æg, der kunne komme andre med behov for hjælp til gode.

Skriftlig fremsættelse

Sólbjørg Jakobsen (LA):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre kvinders selvbestemmelse over egne kønsceller.

(Beslutningsforslag nr. B 73)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.