Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 25. marts 2025
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, ALT og N) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Et mindretal i
udvalget (DD, SF, LA, KF og DF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (EL og RV) vil stemme hverken for eller
imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Borgernes Parti, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget
mener, at det er vigtigt at sikre en systematisk registrering af
æresrelaterede forbrydelser og social kontrol, f.eks.
tvangsægteskaber, således at vi har et brugbart og
vigtigt informationsgrundlag, der kan bidrage til en hård og
konsekvent indsats mod æresrelaterede forbrydelser og social
kontrol i Danmark.
Derfor er Danmarksdemokraterne kritiske
over for, at Rigspolitiet i 2021 stoppede med manuelt at
kvalitetssikre og opgøre antallet og typen af
æresrelaterede forbrydelser i Danmark. Dette har
medført mindre fokus på registreringen af
æresrelaterede forbrydelser og social kontrol i politiets
sagsregister i Danmark.
Danmarksdemokraterne mener, at det er
afgørende, at myndigheder, politikere og samfundet kan danne
sig et samlet og vedvarende overblik over æresrelaterede
forbrydelser og social kontrol. Derfor vil Danmarksdemokraterne
opfordre regeringen til systematisk at anvende eksisterende og
oprette nye søgenøgler og
registreringsværktøjer for at sikre, at alle former
for æresrelaterede forbrydelser og social kontrol registreres
korrekt.
Danmarksdemokraterne vil desuden kritisere
justitsministeren for under 1. behandling af B 57 at have udtalt,
at indholdet af B 57 er forligsbelagt, selv om en vurdering i
Justitsministeriet viser, at det ikke er forligsbelagt, jf. B 57 -
endeligt svar på spørgsmål 1. Det er
problematisk, da vi skal kunne forvente, at ministerens udtalelser
i Folketingssalen er sandfærdige, og det udfordrer tilliden
til, at når en minister fremover siger, at noget er
forligsbelagt, så er det også reelt
tilfældet.
På den baggrund støtter
Danmarksdemokraterne beslutningsforslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 14.
november 2024 og var til 1. behandling den 28. januar 2025.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Thomas Skriver Jensen (S)
Bjørn Brandenborg (S) Frederik Vad (S) Leif Lahn Jensen (S)
Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen (S) Anders Kronborg (S) fmd. Thomas Jensen (S) Hans Andersen
(V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V)
Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda
Høegh-Dam (N) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg (DD)
Steffen Larsen (LA) Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Brigitte
Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD)
Mikkel Bjørn (DF) nfmd.
Karsten Hønge (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Mads Olsen
(SF) Victoria Velasquez (EL) Zenia Stampe (RV) Helene Brydensholt
(ALT)
Borgernes Parti, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 12 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen
(BP) | 1 | |
Naleraq (N) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |