Fremsat den 9. oktober 2024 af Brigitte Klintskov Jerkel (KF),
Birgitte Bergman (KF), Mona Juul (KF),
Per Larsen (KF) og Mai Mercado (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre, at hadprædikanter ikke kan
tages af hadprædikantlisten, når de først er
optaget på listen
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at sikre, at
hadprædikanter ikke kan fjernes fra hadprædikantlisten
listen, når de først er optaget på listen.
Bemærkninger til forslaget
Hadprædikanter hører ikke hjemme
i Danmark, og hadprædikanterne hører i
særdeleshed ikke hjemme i det offentlige rum i Danmark,
når først de har været optaget på
sanktionslisten for hadprædikanter. Forslagsstillerne
pålægger derfor regeringen at sikre, at man ikke kan
tages af hadprædikantlisten, når man først er
optaget på den. Det er et nødvendigt tiltag, der skal
sikre, at vi ikke øger radikaliseringen i minoritetsetniske
miljøer. Det er særlig for at beskytte de unge, som er
mest udsatte, når det kommer til radikalisering.
Den nuværende retstilstand på
området gør det kun muligt at optage en
religiøs forkynder på listen i 2 år med mulighed
for forlængelse med 2 år ad gangen, jf.
udlændingelovens § 29 c.
Baggrunden for forslaget er sagen om den
amerikanske imam, der tilbage i 2017 blev optaget på
hadprædikantlisten, hvorefter han blev nægtet adgang
til Danmark i 2 år. Myndighederne vurderede i 2019, at han
igen skulle have mulighed for at rejse ind i landet. Ifølge
Udlændingestyrelsen var der ikke grund til at tro, at han
ville rejse tilbage til Danmark, men han rejste alligevel til
Danmark igen i 2022. Imamen har siden været i Danmark flere
gange. Senest prædikede han i stormoskéen Hamad Bin
Khalifa Civilisation Center på Nørrebro i 2023
(»Imam blev forment adgang til Danmark. Nu prædiker han
i dansk stormoské«, Kristeligt Dagblad, den 16.
februar 2024). Derfor mener forslagsstillerne, at
hadprædikanter, som tidligere har været optaget
på sanktionslisten, ikke skal have mulighed for at komme til
Danmark og prædike i danske moskéer. Det kan vi sikre
ved ikke at tillade, at hadprædikanters navne tages af
hadprædikantlisten.
Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser, at
Danmark står i en situation med en forhøjet
terrortrussel. FE understreger, at den største trussel
fortsat kommer fra militante islamister, der lader sig inspirere af
propaganda (»Chef i FE: Derfor er terrortruslen mod Danmark
så høj«, Politiken, den 14. december 2023). Den
amerikanske hadprædikant har i den forbindelse udtalt sig om
konflikten i Gaza, hvor han har udtalt, at Israels aktioner i Gaza
er en »kriminel konspiration« og et
»folkedrab« (»Imam blev forment adgang til
Danmark. Nu prædiker han i dansk stormoské«,
Kristeligt Dagblad, den 16. februar 2024). Den slags udtalelser og
opfordringer understøtter terrorgrupper som Islamisk Stat og
al-Qaeda, der bruger krigen som et led i deres propaganda og
rekruttering, ifølge chefen for FE's efterretningssektor
(»Chef i FE: Derfor er terrortruslen mod Danmark så
høj«, Politiken, den 14. december 2023). Det skaber en
unødig sikkerhedstrussel mod Danmark, hvis vi ikke
slår ned på den slags hadefulde ytringer fra individer,
der har været på sanktionslisten.
Selv samme imam har ydermere udtalt, at
homoseksuelle skal straffes med døden (»Imam blev
forment adgang til Danmark. Nu prædiker han i dansk
stormoské«, Kristeligt Dagblad, den 16. februar 2024).
I Danmark er det ulovligt at opfordre til vold mod
minoritetsgrupper, jf. straffelovens § 133, og vi skal ikke
acceptere, at der bliver fremsat sådanne ytringer fra
prædikanter i Danmark.
Det Konservative Folkeparti mener, at det er
naivt at tro, at hadprædikanter og imamer ændrer
holdning til så grundlæggende spørgsmål
som ligestilling og demokrati på 2 år. Når man
først har opfordret til vold eller drab på visse
grupper og underkuer fundamentale grundprincipper, er det
usandsynligt, at man skulle have ændret holdning på
så kort tid. Det er en risiko, vi ikke kan løbe.
Det Konservative Folkeparti var et af de
partier, der var med til at udforme loven om
hadprædikantlisten i 2016, og vi løfter nu ansvaret
for at lukke de eksisterende huller i loven.
På den baggrund foreslår
forslagsstillerne, at det ikke skal være muligt at blive
fjernet fra hadprædikantlisten, når man først er
optaget på listen.
Det er desuden en forudsætning, at
forslaget lovudarbejdes inden for rammerne af Danmarks
internationale forpligtelser.
Skriftlig fremsættelse
Brigitte Klintskov
Jerkel (KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
sikre, at hadprædikanter ikke kan tages af
hadprædikantlisten, når de først er optaget
på listen.
(Beslutningsforslag nr. B 14)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.