Både Fonden Biografklub Danmark og Fonden De Københavnske Filmfestivaler har tilsyneladende et tæt forhold til Det Danske Filminstitut. Fonden De Københavnske Filmfestivaler modtager et tocifret millionbeløb fra det offentlige hvert år, herunder godt 6 millioner i drifts- og festivalstøtte direkte fra DFI. Næstformand i Fonden De Københavnske Filmfestivalers bestyrelse er Malene Flindt Pedersen. Malene Flindt Pedersen kender DFI ganske godt, for hun var udviklingschef i DFI i 6 år, inden hun kom i bestyrelsen for filmfestivalerne. Malene Flindt Pedersen er også selv filmproducer i et selskab, hun ejer sammen med Anders Riis-Hansen, der også har arbejdet på DFI. Som producenter har de lavet film, der har fået støtte fra DFI.
Malene Flindt Pedersens seneste store filmprojekt, Into The Ice, var, mens hun sad i bestyrelsen for filmfestivalerne, udvalgt som galla- og åbningsfilm for festivalen CPH:DOX, der drives af Fonden De Københavnske Filmfestivaler. Malene Flindt Pedersen er ligeledes næstformand i Producentforeningen, der fast udpeger et medlem af Fonden Biografklub Danmark. Det fremgår af Komitéen for god fondsledelses anbefalinger vedrørende uafhængighed, at et bestyrelsesmedlem ikke kan anses for uafhængigt, hvis denne inden for det seneste år har haft en væsentlig forretningsrelation (f.eks. personlig eller indirekte som partner eller ansat, aktionær, kunde, leverandør eller ledelsesmedlem i virksomheder med tilsvarende forbindelse) med fonden eller en dattervirksomhed eller associeret virksomhed til fonden. Er det ministerens opfattelse, at Malene Flindt Pedersen, med sin forretningsmæssige relation til Fonden De Københavnske Filmfestivaler, kan anses som et uafhængigt medlem af bestyrelsen for fonden?
Dato: 27-01-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
film og biografer