L 179 Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Tydeliggørelse af advarselsreglen og ændring af ordningen om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-06-2024

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2024

20231_l179_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2024

Forslag

til

Lov om ændring af lov om euforiserende stoffer

(Tydeliggørelse af advarselsreglen og ændring af ordningen om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum)

§ 1

I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

2. I § 3 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Tiltalefrafald skal meddeles for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det gælder også i gentagelsestilfælde.«

3. I § 3 b, stk. 1, indsættes efter »misbrug af«: »hårde«.

4. I § 3 b indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug strafforfølges ikke, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer og den pågældende

1) befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, jf. stk. 3, hvis besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eller

2) er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet.

Stk. 3. Politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil, udpeger det område, hvor stk. 2, nr. 1, finder anvendelse. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en angivelse af området.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2. Regler udstedt i medfør af § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 3 b, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, jf. denne lovs § 1, nr. 4.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.