L 179 Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Tydeliggørelse af advarselsreglen og ændring af ordningen om fritagelse fra strafforfølgning i tilknytning til stofindtagelsesrum).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 30-04-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 07-05-2024
Betænkning afgivet 23-05-2024
2. behandlet/direkte til 3. behandling 28-05-2024
3. behandlet, vedtaget 04-06-2024
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Forslaget drejer sig om at sikre mere værdighed for meget socialt udsatte borgere med stærk afhængighed af bl.a. euforiserende stoffer. Det indeholder en præcisering af den såkaldte advarselsregel i lov om euforiserende stoffer, der giver mulighed for i visse tilfælde at give en advarsel frem for bøde eller fængsel for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug.

Forslaget skal sikre, at denne gruppe af mennesker ikke mødes med straf for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, men i stedet meddeles tiltalefrafald (advarsel), når sociale forhold taler for det og besiddelsen af stofferne skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer.

Forslaget skal desuden tydeliggøre og samtidig udvide fritagelsen fra strafforfølgning for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når besiddelsen sker med henblik på indtagelse i et stofindtagelsesrum.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2024.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 108 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, DF, ALT og UFG), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.