Skriftlig fremsættelse (20. marts
2024)
Justitsministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejelov for Grønland (Henvisning af civile retssager
til Grønlands Landsret)
(Lovforslag nr. L 134)
Regeringen ønsker et
ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med
Grønland i Rigsfællesskabet. I fællesskab med
Grønland vil regeringen derfor udvikle danske
ansvarsområder, blandt andet ved at opdatere lovgivningen for
Grønland på områder, som Danmark har ansvaret
for. Det er vigtigt, at den lovgivning for Grønland, som
Danmark har ansvaret for, er tidssvarende og af god kvalitet.
Naalakkersuisut har anmodet om, at der i
grønlandsk retspleje indføres samme mulighed for at
henvise principielle civile retssager af vidererækkende
samfundsmæssig betydning til behandling ved Grønlands
Landsret i 1. instans, som der er gældende i Danmark.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
Naalakkersuisuts anmodning, og det foreslås på den
baggrund, at der i retsplejelov for Grønland indsættes
en regel om henvisning af en civil retssag til Grønlands
Landsret til behandling i 1. instans efter anmodning fra en part,
hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for
retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig
samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Muligheden forventes kun at kunne blive
anvendt i få tilfælde, og der vil som altovervejende
hovedregel være tale om sager, hvor
Procesbevillingsnævnet efter de gældende regler
måtte forventes efter ansøgning at ville have givet
tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret som 3.
instans.
Lovforslaget giver dermed mulighed for, at
særligt principielle og samfundsmæssigt
vidtrækkende civile retssager i Grønland, som under
alle omstændigheder måtte forventes afgjort endeligt
ved Højesteret, fremover vil kunne behandles ved to
instanser ligesom i Danmark fremfor som i dag at blive behandlet
ved tre instanser.
Det bemærkes, at der er enighed med
Grønlands Selvstyre om, at lovforslaget behandles parallelt
af Inatsisartut og Folketinget.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.