Fremsat 20-03-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 26-04-2024
Betænkning afgivet 22-05-2024
2. behandlet/direkte til 3. behandling 28-05-2024
3. behandlet, vedtaget 04-06-2024
Ministerområde:
Justitsministeriet
Med lovforslagets vedtagelse indsættes der en regel i retsplejelov for Grønland om, at man kan henvise en civil retssag til Grønlands Landsret til behandling i første instans efter anmodning fra en part, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller den har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Lovforslaget er fremsat efter anmodning fra naalakkersuisut, som ønsker, at der i grønlandsk retspleje indføres samme mulighed for at henvise principielle civile retssager af vidererækkende samfundsmæssig betydning til Grønlands Landsret i første instans, som det er gældende i Danmark.
Lovforslaget giver dermed mulighed for, at særligt principielle og samfundsmæssigt vidtrækkende civile retssager i Grønland, som under alle omstændigheder måtte forventes afgjort endeligt ved Højesteret, fremover vil kunne behandles ved to instanser ligesom i Danmark fremfor som i dag at blive behandlet ved tre instanser.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 107 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, RV, DF, ALT og UFG), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.