I forbindelse med Justitsministerens fremlæggelse af "Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund" har ministeren gjort det klart, at lovforslaget også gælder behandling i "kunstnerisk øjemed". Dette skal ifølge ministeren forhindre, at de få mennesker, der er anledning til lovforslaget, fremadrettet skulle forsøge at lovliggøre deres aktioner ved at kalde det kunst. Således siger ministeren i DR-podcasten "Slotsholmen" den 30. september 2023 følgende: "Vi kan jo omvendt bare heller ikke risikere at stå i en situation, at Rasmus Paludan så i morgen springer ud som performancekunstner." og: "[journalist:] Hvorfor skal Firoozeh Bazrafkan forhindres i at vise sin protest ved at bruge et rivejern på Koranen? [Peter Hummelgaard:] Altså, for det første, så vil jeg sige, at jeg har meget, meget, meget stor sympati og deler i øvrigt den kritik, af det iranske præstestyre som Bazrafkans protest er udtryk for. Og jeg kan også godt forstå, at det er frustrerende, hvis man har fundet på en måde at give udtryk for sin protest på. Og det er jo desværre et biprodukt af, at vi tilsvarende vis har haft nogle grupper, som siden sommer flere end 300 gange har anmeldt demonstrationer, hvor man ville brænde koraner." Ministeren udtaler i podcasten, at ulovliggørelsen af Bazrafkans omtalte rivejernsperformance er et "biprodukt" af lovforslaget. Ministeren giver dermed udtryk for, at det ikke er ministerens ønske eller intention med lovforslaget at begrænse Firoozeh Bazrafkan og andre professionelle kunstnere i deres kunstneriske frihed. Men at denne begrænsning blot er et utilsigtet biprodukt. Kan ministeren bekræfte dette? Der henvises til L 133 (2022-23, 2. samling).
Dato: 04-10-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
strafferet og kriminalitet