Vil ministeren i forlængelse af REU alm. del - spørgsmål 100 bede Østjyllands Politi om at udarbejde en redegørelse om sagen i forbindelse med afdødes død, jf. dokumentaren: ”Blev vores datter myrdet?” på TV2, hvori følgende indgår:
• hvilke overvejelser, der har været hos Østjyllands Politi, fra en læge ser afdøde kl. 16.15 og her vurderer dødsfaldet som mistænkeligt, og så til 3 timer og 15 minutter efter, kl. 19.30, hvor en kriminalassistent vurderer, at der ikke skulle være sket noget kriminelt, og at liget derfor kan udleveres til ligbrænding eller begravelse?
• hvorfor en 13 år gammel oplysning om et muligt og helt udokumenteret selvmordsforsøg under afdødes efterskoleophold kommer til at indgå i politiets vurdering af sagen?
• hvilken vægt politiet har tildelt en 13 år gammel, udokumenteret oplysning om et påstået selvmordsforsøg i deres henlæggelse af sagen som et selvmord?
• hvorfor afdødes veninders forklaringer ikke fremgår af politirapporten?
• om afdødes telefon er blevet undersøgt af tekniske eksperter, og herunder om der dér blev fundet brugbare informationer og i så fald hvilke?
• om det er efterforsket, om der er mistænkelige forhold på afdødes telefon, og hvem der kunne have slettet tre beskeder på hendes telefon efter hendes død?
• om der er gjort nogle observationer om, hvorfor afdøde har noget mindre tøj på den sidste aften, hun blev set i live, og mere tøj på da hun blev fundet død, samt hvem der kunne eje det ekstra tøj, og hvorfra det tøj kunne stamme?
• hvilke undersøgelser man har gjort af det tøj, afdøde havde på, da hun blev fundet død, herunder om der var DNA-spor fra andre mennesker på tøjet, samt om en mulig DNA-analyse har ført til yderligere undersøgelser herunder afhøringer?
• hvorfor obduktionsrapporten ikke indeholder oplysninger om de markante mærker efter stump vold, som familien fotodokumenterer på begge afdødes overarme?
• om Østjyllands Politi mener, at det er de pårørendes opgave at løfte deres afdøde datter op af kisten i kapellet med henblik på at sikre fotodokumentation af de skader, der er på afdødes krop?
• hvilke overvejelser man har gjort sig ift. de mærker på arme, ben, omkring mund og hænder, forældrene selv har fundet på afdødes krop?
• hvad der ligger til grund for, at Østjyllands Politi hurtigt efter fundet af afdøde konkluderer, at der er tale om selvmord, men genoptog sagen efter flere måneder med mistanken om, at der måske alligevel er begået en kriminel handling?
• hvad der ligger til grund for, at politiet igen henlagde sagen som selvmord?
Dato: 09-10-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
politi og våben