Fremsat den 29. marts 2023 af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)
Forslag
til
Lov om ansættelsesbeviser og visse
arbejdsvilkår1
Anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på alle lønmodtagere med
et ansættelsesforhold, hvor den forudbestemte eller faktiske
arbejdstid udgør mere end gennemsnitligt tre timer pr. uge i
en referenceperiode på fire på hinanden følgende
uger, jf. dog stk. 2-5. Ved beregning af den gennemsnitlige
arbejdstid medregnes arbejdstid hos alle arbejdsgivere, der
udgør eller tilhører samme virksomhed, koncern eller
enhed.
Stk. 2. Loven
gælder ikke for personer, som er omfattet af lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Stk. 3. Loven
finder anvendelse for lønmodtagere med et
ansættelsesforhold, hvor der ikke på forhånd er
fastsat en garanteret mængde betalt arbejde før
ansættelsesforholdets begyndelse.
Stk. 4. Loven
finder ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiver til
at give lønmodtageren oplysning om
ansættelsesvilkår og mindstekrav vedrørende
arbejdsvilkår følger af en kollektiv overenskomst og
denne indeholder regler, der mindst svarer til artikel 2-13 samt
artikel 15-19 i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU)
2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige
arbejdsvilkår i Den Europæiske Union.
Stk. 5. Lovens
§§ 6-11 finder ikke anvendelse i forhold til
lønmodtagere, der er omfattet af kollektive overenskomster,
som er indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark, som dækker hele det danske
område, og som sikrer den overordnede beskyttelse af de
pågældende lønmodtagere, jf. artikel 14 i
direktiv 2019/1152 om gennemsigtige og forudsigelige
arbejdsvilkår i Den Europæiske Union.
Stk. 6. Loven
kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for lønmodtageren,
jf. dog stk. 4 og 5.
Definitioner
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1)
Lønmodtager: En person der modtager vederlag for personligt
arbejde i tjenesteforhold.
2) Tidsplan for
arbejdet: Plan for fastlæggelse af, på hvilke
klokkeslæt og dage arbejdet begynder og slutter.
3)
Referencetimer og -dage: Tidsintervaller på bestemte dage
hvor arbejdet kan finde sted efter anmodning fra
arbejdsgiveren.
4)
Arbejdsmønster: Måden, hvorpå arbejdstiden og
dens fordeling tilrettelægges, hvilket fastlægges af
arbejdsgiveren.
Arbejdsgivers oplysningspligt
§ 3.
Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle
væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, jf.
stk. 2. Oplysningerne skal skriftligt tilgå
lønmodtageren, jf. stk. 3. Oplysningerne nævnt i stk.
2 nr. 1-5, 7 og 10-12 skal gives senest syv kalenderdage efter, at
ansættelsesforholdet er påbegyndt. Oplysningerne
nævnt i stk. 2 nr. 6, 8-9 og 13-15 skal gives senest en
måned efter, at ansættelsesforholdet er
påbegyndt.
Stk. 2.
Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst følgende
oplysninger:
1)
Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
2)
Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted
eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning
om, at lønmodtageren er beskæftiget på
forskellige steder eller frit kan bestemme sit arbejdssted, samt om
hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.
3) Beskrivelse
af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang,
stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
5)
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er
tale om tidsubestemt ansættelse.
6) Når det
drejer sig om vikaransatte, brugervirksomhedernes identitet,
når og så snart denne er kendt.
7) Varigheden af
og vilkårene for en eventuel prøvetid.
8) Varigheden af
det fravær med løn, som lønmodtageren har ret
til.
9) Varigheden af
lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller
reglerne herom.
10) Den
gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri,
fx pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der
oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
11) Den normale
daglige eller ugentlige arbejdstid og eventuelle ordninger for
overarbejde og betaling herfor og, hvor det er relevant, ordninger
for vagtændringer.
12) Hvis
arbejdsmønstret er helt eller overvejende uforudsigeligt,
skal arbejdsgiveren underrette lønmodtageren om
a) det princip,
at tidsplanen for arbejdet er variabel, antallet af garanterede
betalte arbejdstimer og betaling for arbejde, som udføres ud
over disse garanterede timer,
b) de
referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren kan
pålægges at arbejde, og
c) den
minimumsvarslingsperiode, som lønmodtageren er berettiget
til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt en eventuel
frist for annullering af arbejdsopgaven.
13) Den ret til
uddannelse, som arbejdsgiveren eventuelt tilbyder.
14) Angivelse
af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer
arbejdsforholdet. Er overenskomsten eller aftalen indgået af
parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem
parterne er i den pågældende overenskomst.
15) Hvor det er
arbejdsgiverens ansvar, identiteten på de
socialsikringsinstitutioner, som modtager de sociale bidrag, der er
knyttet til ansættelsesforholdet, og enhver beskyttelse i
forbindelse med social sikring fra arbejdsgiverens side.
Stk. 3.
Oplysningerne skal skriftligt tilgå lønmodtageren
på en af følgende måder:
1) Udleveres og
fremsendes på papir.
2) Fremsendes i
elektronisk form forudsat at
a) oplysningerne
er tilgængelige for lønmodtageren,
b) de kan lagres
og udskrives, og at
c)
arbejdsgiveren opbevarer dokumentation for fremsendelse eller
modtagelse.
Stk. 4. Bortset
fra de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-6, 12 og 14,
anses pligten til at oplyse lønmodtageren om de
væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet for at
være opfyldt, hvis der i de dokumenter, som er omtalt i stk.
3, henvises til love, administrative bestemmelser,
vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive
overenskomster, der gælder for de pågældende
forhold.
Udstationerede lønmodtagere
§ 4.
Hvis lønmodtageren skal udføre sit arbejde i et eller
flere andre lande end det, hvor vedkommende normalt arbejder, og
arbejdets varighed overstiger fire på hinanden
følgende uger, skal de nævnte oplysninger i § 3,
stk. 2, være lønmodtageren i hænde inden
afrejsen. Ud over de oplysninger, der skal gives
lønmodtageren efter § 3, stk. 2 og 3, skal dokumentet
eller dokumenterne for udstationerede lønmodtageres
vedkommende mindst indeholde følgende supplerende
oplysninger:
1) Det land
eller de lande i hvilket eller hvilke arbejdet i udlandet skal
udføres, og arbejdets forventede varighed.
2) Den valuta
som lønnen udbetales i.
3) Eventuelle
ydelser i kontanter eller naturalier vedrørende
arbejdsopgaverne.
4) Oplysninger
om hvorvidt omkostningerne i forbindelse med lønmodtagerens
tilbagevenden til hjemlandet godtgøres og i givet fald
vilkårene for lønmodtagerens tilbagevenden til
hjemlandet.
5) Om der er
taget skridt til at få udstedt de nødvendige attester
i forbindelse med udstationeringen.
Stk. 2. Desuden
underrettes udstationerede lønmodtagere, som er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1996/71/EF om
udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser, om
1) den
løn, som lønmodtageren er berettiget til i
overensstemmelse med gældende ret i
værtsmedlemsstaten,
2) hvor det er
relevant, eventuelle ydelser, der specifikt vedrører
udstationeringen, og eventuelle ordninger for godtgørelse af
udgifter til rejse, kost og logi, og
3) linket til
det centrale officielle nationale websted, der er etableret af
værtsmedlemsstaten eller værtsmedlemsstaterne i henhold
til artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/67/EU.
Stk. 3
Oplysninger, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1,
kan tilgå lønmodtageren, jf. § 3, stk. 3, ved en
henvisning til de love, administrative bestemmelser,
vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive
overenskomster, der gælder for de pågældende
forhold.
Ændring af
ansættelsesvilkårene
§ 5.
Arbejdsgiveren skal ved enhver ændring af de i § 3, stk.
2, og § 4, stk. 1 og 2, omhandlede forhold hurtigst muligt og
senest på den dato, hvor ændringen træder i
kraft, give lønmodtageren skriftlig besked herom. Det
gælder dog ikke, hvis ændringen skyldes ændringer
i de love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, som arbejdsgiveren
efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 3, kan henvise
til.
Mindstekrav vedrørende
arbejdsvilkår
§ 6.
Prøvetiden i et ansættelsesforhold kan ikke være
længere end 6 måneder, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. I
tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan prøvetiden
ikke overstige en fjerdedel af ansættelsestiden, idet
funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6, dog ikke
berøres herved. Prøvetiden i et tidsbegrænset
ansættelsesforhold kan ikke overstige 6 måneder.
Stk. 3. Der kan
ikke aftales yderligere prøvetid i forbindelse med
forlængelse eller fornyelse af et tidsbegrænset
ansættelsesforhold.
Stk. 4.
Bestemmelser om fastsættelse af prøvetidens
længde for tjenestemænd og tjenestemandslignende
ansættelse berøres ikke.
§ 7.
En arbejdsgiver må ikke hindre en lønmodtager i at
tage sideløbende ansættelse eller på den
baggrund behandle lønmodtageren ugunstigt, hvis
lønmodtageren fortsat kan arbejde i overensstemmelse med en
af arbejdsgiver fastlagt tidsplan, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis omstændighederne ved det
pågældende arbejde, såsom hensyn til sundhed og
sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten i
den offentlige forvaltning eller at undgå
interessekonflikter, indebærer, at beskæftigelse som
nævnt i stk. 1 er uforenelig med det bestående
ansættelsesforhold.
§ 8.
En arbejdsgiver kan alene pålægge en
lønmodtager, hvis arbejdsmønster er helt eller
overvejende uforudsigeligt, at arbejde, hvis arbejdet finder sted
inden for de forudbestemte referencetimer og referencedage, jf.
§ 2, nr. 3, og hvis lønmodtageren er blevet varslet om
arbejdsopgaven med det varsel, som lønmodtageren har
modtaget oplysning om i overensstemmelse med § 3, stk. 2, nr.
12, litra c.
Stk. 2. Er
betingelserne i stk. 1 ikke opfyldt, har lønmodtageren ret
til at afvise arbejdsopgaven uden negative følger heraf.
Stk. 3. Bliver
en arbejdsopgave, der er fastlagt gennem aftale mellem arbejdsgiver
og lønmodtager, annulleret af arbejdsgiver efter
udløbet af en rimelig frist, skal arbejdsgiver kompensere
lønmodtager herfor. Kompensationen udmåles på
baggrund af de konkrete omstændigheder ved annulleringen af
arbejdsopgaven.
§ 9.
Er en lønmodtager ansat på tilkaldebasis eller
lignende ud over 3 måneder, påhviler det arbejdsgiver
at godtgøre, at der ikke er indgået en
ansættelsesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende
til det arbejde, der er udført af lønmodtageren i de
seneste 4 uger. Har der i de 4 uger været perioder med
fravær, forlænges de 4 uger med en tilsvarende periode
uden fravær.
§
10. En lønmodtager, der har været ansat i 6
måneder, og som har udstået sin eventuelle
prøvetid, kan anmode om en ansættelsesform med mere
forudsigelige og trygge arbejdsvilkår, hvis en sådan
ansættelsesform findes på virksomheden.
Stk. 2.
Lønmodtageren har krav på et skriftligt og begrundet
svar fra arbejdsgiver på en anmodning som nævnt i stk.
1 senest en måned efter, at anmodningen er modtaget, jf. dog
stk. 3 og 4.
Stk. 3.
Lønmodtageren har alene krav på et skriftligt og
begrundet svar fra arbejdsgiver på en anmodning som
nævnt i stk. 1 en gang årligt.
Stk. 4. For
virksomheder, hvor arbejdsgiver er en fysisk person eller hvor
antallet af ansatte er mindre end 35, er fristen for at besvare en
anmodning som nævnt i stk. 1 senest 3 måneder efter, at
anmodningen er modtaget.
§
11. Skal en arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk
lovgivning eller kollektive overenskomster tilbyde en
lønmodtager uddannelse med henblik på udførelse
af det pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes
uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i
ansættelsesforholdet og så vidt muligt foregå i
lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
Klageadgang, beskyttelse mod ugunstig behandling,
bevisbyrde og sanktioner
§
12. Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har
overholdt sin oplysningspligt, jf. §§ 3-5 samt § 16,
stk. 4, afgøres af Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 2.
Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiver har overholdt sin
forpligtelse i forhold til at sikre lønmodtagere de
vilkår, der er angivet i §§ 6-11, indbringes for de
almindelige domstole.
Stk. 3.
Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk.
5, hvorefter §§ 6-11 ikke finder anvendelse, er opfyldt,
afgøres af Arbejdsretten. Spørgsmål om,
hvorvidt den overordnede beskyttelse af lønmodtagere sikres,
afgøres dog ved fagretlig behandling og eventuelt faglig
voldgift, hvis dette er aftalt mellem de pågældende
overenskomstparter.
§
13. En ansat, hvis rettigheder i henhold til denne lovs
§§ 3-5 samt § 16, stk. 4, er krænket, kan
tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen, der for den
enkelte kan udgøre op til 13 ugers løn,
fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder,
herunder om manglen har haft konkret betydning for
lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20
ugers løn.
Stk. 2.
Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr.,
hvis manglen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft
konkret betydning for ansættelsesforholdet.
Stk. 3. For
lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som
nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 1 og 2 nævnte afgøres ved de
almindelige domstole, hvis en sag om overholdelse af
oplysningspligten ikke behandles fagretligt.
§
14. En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til
denne lovs §§ 6-11 er krænket, kan tilkendes en
godtgørelse.
Stk. 2. For
lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som
nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 1 nævnte afgøres ved de
almindelige domstole, hvis en sag om overholdelse af de
pågældende rettigheder ikke behandles fagretligt.
§
15. En lønmodtager, som mener at være blevet
afskediget eller udsat for foranstaltninger med tilsvarende
virkning, fordi denne har gjort sine rettigheder i henhold til
denne lov gældende, har efter anmodning ret til at få
en skriftlig begrundelse for afskedigelsen eller den
pågældende foranstaltning fra arbejdsgiver.
Stk. 2. En
lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, der udsættes for
ugunstig behandling, fordi denne har udøvet sine rettigheder
i henhold til denne lov eller har fremsat klage til arbejdsgiveren
om at sikre overholdelse af disse, kan tilkendes en
godtgørelse.
Stk. 3. Kan en
lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, påvise faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at denne
har været udsat for afskedigelse eller foranstaltninger med
tilsvarende virkning, fordi denne har udøvet sine
rettigheder i henhold til denne lov eller har fremsat klage til
arbejdsgiveren om at sikre overholdelse af disse, påhviler
det arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen eller
foranstaltninger med tilsvarende virkning ikke skyldes, at
lønmodtageren har udøvet sine rettigheder i henhold
til denne lov eller har fremsat klage til arbejdsgiveren.
Stk. 4. For
lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som
nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 2 nævnte afgøres ved de
almindelige domstole, hvis en sag om ugunstig behandling ikke
behandles fagretligt.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
m.v.
§
16. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. §
9, stk. 1, nr. 12, i lov om Arbejdsretten og faglige
voldgiftsretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24.
august 2017, som ændret ved § 50 i lov nr. 60 af 30.
januar 2018, § 3 i lov nr. 870 af 14. juni 2020 og § 6 i
lov nr. 214 af 6. marts 2023, som affattet i § 19, nr. 2,
får virkning fra den 1. januar 2024.
Stk. 3. Lov om
arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 240 af 17. marts 2010,
ophæves.
Stk. 4. En
arbejdsgiver skal kun udlevere eller supplere de dokumenter, der er
omhandlet i §§ 3 og 4, efter anmodning fra en
lønmodtager, der allerede er ansat inden 1. juli 2023.
Anmodningen skal efterkommes senest inden for 8 uger efter, at den
er fremsat.
§
17. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Ændringer i anden lovgivning
§ 18. I
lov nr. 214 af 6. marts 2023 om konsekvenser ved afskaffelsen af
store bededag som helligdag foretages følgende
ændring:
1. §
6 ophæves.
§ 19. I
lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som
ændret ved § 50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, §
3 i lov nr. 870 af 14. juni 2020 og § 6 i lov nr. 214 af 6.
marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 9, stk. 1, nr. 10, udgår:
»og«.
2. § 9,
stk. 1, nr. 11, ophæves og i stedet
indsættes:
»11) hvorvidt en overenskomst er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter
i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om
buskørsel,
12) betydningen for kollektive
overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag, og
13) hvorvidt de i § 1, stk. 5, i lov
om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår
anførte betingelser er opfyldt, jf. lovens § 12, stk.
3.«
3. I
§ 9 indsættes som stk.
9:
»Stk. 9.
Sager efter stk. 1, nr. 13, kan indbringes for Arbejdsretten af en
lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisation eller
arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller
arbejdsgiverorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i
den pågældende sag, jf. dog § 13, stk.
1.«
§ 20. I
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018, som
ændret ved § 3 i lov nr. 251 af 30. marts 2011,
foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes
således:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2009, nr. L
124, side 30, som ændret ved Rådets direktiv (EU)
2018/131, EU-Tidende 2018, nr. L 22, side 28, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/54/EU af 20.
november 2013 om visse af flagstatens ansvar for overholdelse og
håndhævelse af konventionen om søfarendes
arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L 329, side 1, dele af
Rådets direktiv 2017/159/EU af 19. december 2016 om
iværksættelse af den aftale vedrørende
gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations
2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, der er
indgået den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af
Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæiske
Transportarbejderforbund (ETF) og Sammenslutningen af Nationale
Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union
(Europêche), EU-tidende 2017, nr. L 25, side 12, og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni
2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side
105.«
2. Overskriften før § 3 affattes
således:
»1. Tjenesteaftalens indgåelse, vilkår og
opsigelse«
3.
Efter § 3 indsættes:
Ȥ 3 a.
Prøvetiden i et ansættelsesforhold kan ikke være
længere end 6 måneder, jf. dog stk. 3. I tidsbegrænsede tjenesteforhold kan
prøvetiden ikke overstige en fjerdedel af
ansættelsestiden. Opsigelsesvarslerne i lovens §§
5, 37 og 47 berøres ikke herved.
Stk. 2. Der kan
ikke aftales yderligere prøvetid i forbindelse med
forlængelse eller fornyelse af et tidsbegrænset
tjenesteforhold.
Stk. 3.
Bestemmelser om fastsættelse af prøvetidens
længde for tjenestemænd og tjenestemandslignende
ansættelse berøres ikke.
§ 3 b. Er
ansættelsesforholdet indgået på tilkaldebasis
eller lignende, og ansættelsesforholdet varer ud over 3
måneder, påhviler det rederen eller arbejdsgiveren at
godtgøre, at der ikke er indgået en
ansættelsesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende
til det arbejde, der er udført af den ansatte i den seneste
måned. Har der i den seneste måned været perioder
med fravær, forlænges den med en tilsvarende periode
uden fravær.
§ 3 c. Skal en reder eller
arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller
kollektive overenskomster tilbyde en ansat uddannelse med henblik
på udførelse af det pågældende arbejde,
skal uddannelsen tilbydes uden udgift for lønmodtageren,
tælle som arbejdstid og så vidt muligt foregå i
lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
§ 3 d. En ansat, hvis
rettigheder i henhold til denne lovs §§ 3 a - 3 c er
krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. Kan den
ansatte påvise faktiske omstændigheder, som giver
anledning til at formode, at den ansatte har været udsat for
afskedigelse eller en foranstaltning med tilsvarende virkning,
fordi denne har fremsat klage til rederen, skibsføreren
eller arbejdsgiveren om at sikre overholdelsen af rettigheder i
henhold til §§ 3 a - 3 c, påhviler det rederen,
skibsføreren eller arbejdsgiveren at bevise, at
afskedigelsen eller foranstaltningen med tilsvarende virkning ikke
skyldes, at der er fremsat klage om at sikre overholdelse af
rettigheder efter §§ 3 a - 3 c.
§ 3 e. Lovens §§ 3 a
- 3 c finder ikke anvendelse for ansatte, der er omfattet af
overenskomster indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter, og som dækker det danske område
inden for søfart eller fiskeri, hvorved den overordnede
beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf.
artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union.«
4. I
§ 49 indsættes efter nr. 2
som nyt nummer:
»3)
§§ 3 a - 3 e,«
Nr. 3-25 bliver herefter nr. 4-26.
5. I
§ 49 indsættes efter nr. 25,
der bliver nr. 26, som nyt nummer:
»27)
§ 64,«
Nr. 26 og 27 bliver herefter nr. 28 og
29.
6. I § 64,
stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»ansættelsesforholdet«: », herunder hyre-
og ansættelseskontrakten,«.
7. I § 65,
stk. 1, ændres »§ 49, nr. 13« til:
»§ 49, nr. 14«, »§ 49, nr. 19«
til: »§ 49, nr. 20«, »§ 49, nr. 23
eller 26« til: »§ 49, nr. 24 eller 28« og
»§ 49, nr. 3 eller 24« til: »§ 49, nr.
4 eller 25«.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Gældende ret | 3. | Lovforslagets hovedpunkter | 3.1. | Anvendelsesområdet | 3.1.1. | Gældende ret og det danske
lønmodtagerbegreb | 3.1.2. | Arbejdstagerbegrebet i henhold til
EU-Domstolens praksis | 3.1.3. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3.2. | De formelle rettigheder
(Oplysningspligten) | 3.2.1. | Gældende ret | 3.2.1.1. | Hvilke oplysninger skal gives | 3.2.1.2. | Hvornår skal oplysningerne
gives | 3.2.1.3. | Oplysningernes form | 3.2.1.4. | Ændring af
ansættelsesvilkår | 3.2.1.5. | Klage og sanktion m.v. | 3.2.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3.3. | De materielle rettigheder | 3.3.1. | Gældende ret | 3.3.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3.4. | Horisontale bestemmelser | 3.4.1. | Gældende ret | 3.4.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3.5. | Arbejdsvilkårsdirektivet for
søfarende og fiskere | 3.5.1. | Gældende ret | 3.5.2. | Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klimamæssige konsekvenser | 8. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 9. | Forholdet til EU-retten | 10. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 11. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1152 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union (herefter arbejdsvilkårsdirektivet)
blev vedtaget den 20. juni 2019. Som anført i artikel 1,
stk. 1, har arbejdsvilkårsdirektivet til formål at
forbedre arbejdsvilkårene ved at fremme mere gennemsigtig og
forudsigelig ansættelse, samtidig med at arbejdsmarkedets
tilpasningsevne sikres.
Med dette lovforslag foreslås
arbejdsvilkårsdirektivet implementeret i dansk
lovgivning.
Implementeringen af arbejdsvilkårsdirektivet har i lighed
med sædvanlig praksis på det arbejdsretlige
område været drøftet i
Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg.
Arbejdsvilkårsdirektivet indeholder overordnet to former
for rettigheder for arbejdstagere. Den ene form for rettigheder, de
formelle rettigheder, omhandler krav på oplysninger om
vilkår i ansættelsesforholdet, og findes i
arbejdsvilkårsdirektivets kapitel II. Den anden form for
rettigheder, de materielle rettigheder, omhandler forskellige
vilkår ved selve ansættelsen, fx et maksimum over en
eventuel prøvetids længde, og disse rettigheder findes
i kapitel III. Herudover er der i kapitel I almindelige
bestemmelser og i kapitel IV horisontale bestemmelser. Kapitel V
indeholder afsluttende bestemmelser.
Formålet med arbejdsvilkårsdirektivet, som
lovforslaget har til formål at implementere, er bl.a., at der
fastsættes minimumskrav til oplysninger om de
væsentlige punkter i ansættelsesforholdet for at sikre
alle arbejdstagere i Den Europæiske Union en passende grad af
gennemsigtighed og at tilvejebringe større forudsigelighed
for så vidt angår deres arbejdsvilkår.
Det fremgår af arbejdsvilkårsdirektivets
præambelbetragtning (4), at arbejdsmarkederne har
undergået vidtrækkende forandringer som følge af
den demografiske udvikling og digitaliseringen siden vedtagelsen af
Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om
arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om
vilkårene for arbejdskontrakten eller
ansættelsesforholdet (herefter
ansættelsesbevisdirektivet). Dette har ført til, at
der er blevet skabt nye ansættelsesformer, hvilket har skabt
usikkerhed om gældende rettigheder og social beskyttelse, og
der er derfor et øget behov for, at arbejdstagerne
underrettes fuldt ud om deres væsentlige
arbejdsvilkår.
Den udvidelse af oplysningspligten i forhold til
ansættelsesbevisdirektivet, der ligger i
arbejdsvilkårsdirektivet, vil således i
særdeleshed komme lønmodtagere, hvis tilknytning til
arbejdsmarkedet er begrænset eller marginal, til gode. Selvom
arbejdsvilkårsdirektivet er gældende for alle
lønmodtagere, vil den i arbejdsvilkårsdirektivet
liggende udvidelse af oplysningspligten ikke mindst tilgodese
lønmodtagere, hvis ansættelsesform adskiller sig fra
traditionel ansættelse, forstået som
tidsubegrænset og på fuld tid.
Indførelsen af visse materielle rettigheder vil
også i særdeleshed komme lønmodtagere, hvis
tilknytning til arbejdsmarkedet er begrænset eller marginal,
til gode, idet flere af disse rettigheder først og fremmest
vil have betydning for sådanne lønmodtagere.
Eksempelvis angår visse af rettighederne lønmodtagere,
hvis arbejdsmønster er helt eller overvejende
uforudsigeligt, eller lønmodtagere, der er ansat på
tilkaldebasis.
Som ovenfor nævnt omhandler dette lovforslag arbejdsgivers
pligt til at oplyse lønmodtager om vilkårene i et
ansættelsesforhold og visse materielle arbejdsvilkår. I
den forbindelse fastsættes regler om tvistløsning,
bevisbyrde og sanktion m.v. Lovforslaget erstatter den
gældende ansættelsesbevislov, men kan ses som en
udvidelse eller udbygning af lov om arbejdsgiverens pligt til at
underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af
17. marts 2010 med senere ændringer
(ansættelsesbevisloven).
Der er flere grunde til, at nærværende lovforslag er
en ny hovedlov, og ikke fremsættes som en ændring af
ansættelsesbevisloven. Det skyldes, at der er tale om
grundlæggende ændringer, der understøtter, at
der gennemføres en ny lov i stedet for en ændring af
ansættelsesbevisloven, som med dette lovforslag
foreslås ophævet. Fremsættelse af en ny hovedlov
flugter således med arbejdsvilkårsdirektivet. Det kan
desuden fremhæves som begrundelse for, at der udarbejdes en
ny hovedlov, at lønmodtagerbegrebet i nærværende
lovforslag på baggrund af arbejdsvilkårsdirektivet ikke
er helt magen til ansættelsesbevislovens danske
lønmodtagerbegreb.
I forbindelse med arbejdet med implementering af
arbejdsvilkårsdirektivet i regi af
Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg har
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) indgået en forståelsesaftale
af 30. juni 2022 om implementering af
arbejdsvilkårsdirektivet, hvori der tages stilling til,
hvordan forskellige af arbejdsvilkårsdirektivets elementer
vil kunne implementeres lovgivningsmæssigt. Denne
forståelsesaftale, som blandt andet omhandler anvendelse af
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14 om muligheden for ved
kollektiv overenskomst at fastsætte eller anvende regulering,
som adskiller sig fra de i arbejdsvilkårsdirektivet
indeholdte materielle rettigheder, har været væsentlig
i forbindelse med udformning af nærværende lovforslag
med henblik på at sikre bred opbakning hertil fra
arbejdsmarkedets parter. Specifikt vedrørende anvendelsen af
artikel 14 henvises til afsnit 3.3.2 i dette lovforslags
almindelige bemærkninger, men det er tillige såvel i
relation til oplysningspligten som i relation til de materielle
rettigheder i nærværende lovforslag, at
forståelsesaftalen har sat et aftryk,
Forståelsesaftalen mellem FH og DA har sammen med
lovforslaget været forelagt Beskæftigelsesministeriets
Implementeringsudvalg, hvis medlemmer har haft mulighed for at
komme med bemærkninger hertil forud for, at lovforslaget har
været i høring.
Arbejdsvilkår for søfarende og fiskere har ressort
i Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet.
Gennemførelsen af dele af arbejdsvilkårsdirektivet for
så vidt angår søfarende og fiskere
foreslås derfor foretaget ved ændring af lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
2. Gældende ret
Det er et karakteristisk træk ved det danske
arbejdsmarked, at regulering af arbejdsvilkår i høj
grad varetages af arbejdsmarkedets parter. Materielle rettigheder,
som de i §§ 6-11 i dette lovforslag omhandlede, reguleres
primært gennem kollektive overenskomster, der eksempelvis kan
indeholde bestemmelser om prøvetid, forudsigelighed i
arbejdet og uddannelse.
I Danmark findes dog en række love, som regulerer
materielle arbejdsvilkår for enkelte grupper af
lønmodtagere. Eksempler herpå er
funktionærloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 24.
august 2017 med senere ændring, lov om visse arbejdsforhold i
landbruget m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august
2002 (medhjælperloven) og lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1662 af 17. december 2018 (sømandsloven). Der findes tillige
lovgivning, som regulerer lønmodtageres retsstilling i
bestemte situationer, fx lov om lønmodtageres retsstilling
ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710
af 20. august 2002 med senere ændringer
(virksomhedsoverdragelsesloven), og lovgivning om specifikke
vilkår, fx arbejdstid og ferie.
I modsætning til, hvad tilfældet er med de i dette
lovforslag omhandlede materielle rettigheder, som kun sporadisk er
genstand for lovgivning allerede, er oplysningspligten i dag
reguleret i ansættelsesbevisloven.
Ansættelsesbevisloven gennemfører Rådets
direktiv nr. 91/533 af 14. oktober 1991, EF-Tidende 1991, nr. L 288
s. 32, om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om
vilkårene for arbejdskontrakten eller
ansættelsesforholdet.
Det følger af § 1 i ansættelsesbevisloven, at
den gælder for alle lønmodtagere, hvis
ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1
måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger
8 timer. Der er enkelte undtagelser hertil. Den væsentligste
er, at loven ikke finder anvendelse, i det omfang
ansættelsesbevisdirektivet er implementeret ved kollektiv
overenskomst.
Ansættelsesbevisloven har som overordnet formål at
pålægge arbejdsgiverne at oplyse lønmodtagerne
om de vilkår, der er i ansættelsesforholdet. Det sker
for at undgå usikkerhed om, hvad der gælder i det
pågældende ansættelsesforhold.
Arbejdsgiveren har i medfør af
ansættelsesbevisloven pligt til skriftligt at underrette
lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet senest l måned efter, at arbejdet
er påbegyndt. Oplysningspligten omfatter de
væsentligste oplysninger vedrørende
ansættelsesforholdet, herunder bl.a. oplysninger om arbejdets
art, lønmodtagerens titel, ansættelsesforholdets
begyndelsestidspunkt, ferierettigheder, opsigelsesvarsler,
løn og arbejdstid.
Hvis der er tale om udstationerede lønmodtagere, skal
arbejdsgiveren endvidere oplyse om udstationeringens varighed, den
valuta lønnen udbetales i, eventuelle fordele i forbindelse
med opholdet i udlandet og, hvis det er aftalt, hvad der skal
gælde ved lønmodtagerens tilbagevenden til
Danmark.
Loven regulerer ingen materielle ansættelsesvilkår,
men regulerer alene oplysningspligten. En manglende overholdelse af
oplysningspligten kan sanktioneres, idet arbejdsgiveren ved
domstolene kan blive pålagt at betale en godtgørelse
til lønmodtageren. Spørgsmål om, hvorvidt
oplysningspligten efter loven er overholdt, kan afgøres af
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
På søfarts- og fiskeriområderne er
arbejdsvilkårene reguleret ved lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1662 af 17. december 2018. Loven gennemfører bl.a. FN's
Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention om
søfarendes arbejdsforhold (herefter MLC-konventionen), som
trådte i kraft i Danmark den 23. juni 2011, og ILO's
konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren (herefter
ILO-konvention nr. 188), som trådte i kraft i Danmark den 3.
februar 2021. Loven omfatter - ligesom konventionerne - mange
aspekter af søfarendes og fiskeres ansættelsesforhold,
herunder indgåelse af ansættelsesaftaler,
arbejdsvilkårene herfor m.m.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområdet
Det fremgår af direktivet, at de heri fastsatte
minimumsrettigheder finder anvendelse på "alle arbejdstagere
i Unionen med en ansættelseskontrakt eller et
ansættelsesforhold som fastsat i gældende ret, ved
overenskomst eller i gældende praksis i de enkelte
medlemsstater under hensyntagen til Domstolens retspraksis". Der er
således tale om, at de nationale lønmodtager- eller
arbejdstagerbegreber skal lægges til grund, men der skal
tages hensyn til EU-Domstolens praksis, der vedrører det
EU-retlige arbejdstagerbegreb, ved anvendelse af
arbejdsvilkårsdirektivet.
3.1.1. Gældende ret og det danske
lønmodtagerbegreb
I ansættelsesbevisloven er lønmodtager defineret i
§ 1, stk. 2, som en person, der modtager vederlag for
personligt arbejde i tjenesteforhold. Efter
ansættelsesbevisdirektivet skal der anvendes et nationalt
lønmodtagerbegreb, og formuleringen om vederlag for
personligt arbejde i tjenesteforhold er da også kendt fra
eksempelvis ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 12.
februar 2021, selvom det bemærkes, at der ikke i dansk
ansættelsesretlig lovgivning er et gennemgående
entydigt lønmodtagerbegreb.
Om en person er lønmodtager efter dansk
ansættelsesret vil bero på en helhedsvurdering. En
lønmodtager vil være karakteriseret ved at være
en person, som i kraft af en arbejdsaftale har pligt til personligt
at udføre erhvervsmæssigt arbejde (yde en
tjenesteydelse) efter arbejdsgiverens instruktioner, for
arbejdsgiverens regning og risiko, under arbejdsgiverens tilsyn og
i arbejdsgiverens navn, og som har krav på en modydelse for
arbejdet (tjenesteydelsen) betalt af arbejdsgiveren - som
hovedregel et vederlag, der sædvanligvis udmåles i
forhold til den medgåede tid (timeløn, 14-dages
løn eller månedsløn).
Der vil med andre ord skulle være tale om et
over-/underordnelsesforhold eller en tjenestestilling. Der
behøver dog ikke nødvendigvis at være tale om
instruktionsbeføjelse i traditionel forstand. Det er
almindeligt anerkendt, at arbejdsgiverens
instruktionsbeføjelse kan bestå i at fastsætte
rammer for arbejdets udførelse, hvorefter den ansatte
udfører arbejdet eventuelt med løbende rapportering
til arbejdsgiveren om, hvordan arbejdsopgaven løses. Det vil
trække i retning af lønmodtagerstatus, at den
pågældende ikke har del i virksomhedens risiko, udbytte
eller kapital, at arbejdsgiveren afholder alle udgifter til
materialer, arbejdsredskaber m.v., og at der er aftalt en fast
arbejdstid inden for en bestemt referenceperiode.
Det vil derimod være uden betydning, om den
pågældendes arbejdsforhold har en varighed af kun
ganske få timer, eller om der er tale om et arbejdsforhold,
der - både for så vidt angår den ugentlige
arbejdstid som varigheden af det samlede arbejdsforhold - svarer
til det, der sædvanligvis karakteriseres som et tidsubestemt
arbejdsforhold på fuld tid (almindeligt
ansættelsesforhold). Størrelsen af den aftalte
løn, og i hvilken form vederlaget ydes, vil også
være uden betydning. Det afgørende er, at vederlaget
ydes for en arbejds- eller tjenesteydelse, som den ansatte har
præsteret. Ligeledes vil titel ingen betydning have for
vurderingen af, om en person er lønmodtager.
3.1.2. Arbejdstagerbegrebet i henhold til EU-Domstolens
praksis
Det er fastslået i EU-Domstolens praksis vedrørende
TEUF artikel 45, at arbejdstagerbegrebet er et EU-retligt begreb,
som ikke må fortolkes indskrænkende. Således skal
enhver person, som udøver reel og faktisk
beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så
ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt
supplement, anses for arbejdstager. Kendetegnet ved et
arbejdsforhold er ifølge Domstolens praksis, at en person i
en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og
efter dennes anvisninger, jf. eksempelvis Domstolens dom af 4.
februar 2010 i sag C-14/09, Genc, præmis 19.
Hverken en begrænset størrelse af vederlaget eller
spørgsmålet om, hvorledes midlerne til at sikre
vederlaget tilvejebringes, eller det forhold, at den
pågældende person søger at supplere
lønnen med andre midler, såsom offentlige ydelser
udbetalt af bopælsmedlemsstaten, er afgørende for
arbejdstagerbegrebet i EU-retlig forstand, ligesom det ikke er
afgørende, om vederlaget udbetales af arbejdsgiveren eller
fra offentlige midler. Se hertil Domstolens dom af 4. februar 2010
i sag C-14/09, Genc, præmis 20, og dom af 9. juli 2015 i sag
C-229/14, Balkaya, præmis 49-52.
Det er endvidere ikke afgørende, om indtægten er
begrænset eller har karakter af naturalydelser, jf.
Domstolens dom af 7. september 2004 i sag C-456/02, Trojani,
præmis 20 og 26. Frivilligt arbejde uden nogen form for
aflønning er udelukket fra definitionen.
EU-Domstolen har endvidere taget stilling til grænsen
mellem arbejdstagerbegrebet og selvstændig
erhvervsvirksomhed. Det fremgår af Domstolens dom af 14.
december 1989, sag C-3/87, Agegate Ltd., præmis 35-36, at det
væsentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person
i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden
og efter dennes anvisninger. Spørgsmålet om, hvorvidt
et givet forhold falder uden for rammerne af et sådant
arbejdsforhold, må i hvert enkelt tilfælde besvares
under hensyn til alle de faktorer og omstændigheder, som er
karakteristiske for forholdet mellem parterne, fx at den
pågældende bærer en del af den kommercielle
risiko, frit vælger sin arbejdstid og selv ansætter
sine medhjælpere. Endvidere følger det af Domstolens
praksis, at en direktør efter omstændighederne godt
kan være arbejdstager, jf. hertil Domstolens dom af 11.
november 2010 i sag C-232/09, Danosa, præmis 39-56, og dom af
9. juli 2015 i sag C-229/14, Balkaya, præmis 31-43.
Det følger endvidere af Domstolens dom af 8. juni 1999 i
sag C-337/97, Meeusen, præmis 15-17, at en virksomhedsejers
ægtefælle efter omstændighederne kan være
arbejdstager i virksomheden, hvis der i virksomheden består
et over- og underordnelsesforhold mellem ægtefællerne,
der er karakteristisk for et arbejdsforhold.
3.1.3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås, at lønmodtager i § 2, nr. 1,
defineres som en person, der modtager vederlag for personligt
arbejde i et tjenesteforhold. Det er
Beskæftigelsesministeriets vurdering, at den foreslåede
definition er dækkende for såvel det danske
lønmodtagerbegreb som det EU-retlige arbejdstagerbegreb, og
dermed også for en afgrænsning af de af
arbejdsvilkårsdirektivet omfattede rettighedssubjekter. Det
kan nævnes, at der i ferieloven anvendes en formulering
vedrørende lønmodtagerstatus, der ligger meget
tæt op ad den her foreslåede, og som beskrevet i
ferielovens forarbejder er det i ferieloven det EU-retlige
arbejdstagerbegreb, som skal lægges til grund. I lighed med
det i ferielovens forarbejder anførte, vurderes det
således at være muligt at tage EU-Domstolens praksis i
betragtning ved anvendelsen af en definitionsbestemmelse som her
foreslået.
Uddybende kan der med hensyn til, hvordan den foreslåede
definition af "lønmodtager" skal bruges, henvises til det i
arbejdsvilkårsdirektivets præambelbetragtning (8)
anførte. Her fremgår det, at de kriterier, som
EU-Domstolen har anvendt i forbindelse med fastlæggelsen af
status som arbejdstager, bør tages i betragtning, og i det
omfang husarbejdere, arbejdstagere på tilkaldebasis,
løst ansatte arbejdstagere, voucher-baserede arbejdstagere,
arbejdstagere på onlineplatforme, praktikanter og
lærlinge opfylder de nævnte kriterier, kan de
være omfattet af arbejdsvilkårsdirektivets
anvendelsesområde. Det fremgår endvidere, at reelt
selvstændige ikke bør være omfattet, da de ikke
opfylder kriterierne, mens en "proformaselvstændig", hvor der
er tale om misbrug af en betegnelse som selvstændig, vil
opfylde kriterierne og bør omfattes af
anvendelsesområdet for arbejdsvilkårsdirektivet. Det er
således de faktiske forhold i forbindelse med arbejdets
reelle udførelse, der skal lægges vægt på
ved vurderingen af, om der foreligger et ansættelsesforhold,
og ikke den formelle beskrivelse af forholdet.
3.2. De formelle rettigheder (Oplysningspligten)
Ansættelsesbevisloven har som overordnet formål at
pålægge arbejdsgivere en oplysningspligt med det
formål at undgå usikkerhed om, hvad der gælder i
det pågældende ansættelsesforhold.
Ansættelsesbevisloven regulerer hvilke oplysninger, der skal
gives, hvornår de skal gives, fristen herfor og i hvilken
form.
3.2.1. Gældende ret
Det fremgår af ansættelsesbevislovens § 1, stk.
1, at den gælder for alle lønmodtagere, hvis
ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1
måned, og hvis den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid
overstiger 8 timer. Det fremgår også, at loven ikke
gælder for personer, som er omfattet af
sømandsloven.
Det fremgår endvidere af ansættelsesbevislovens
§ 1, stk. 2, at som lønmodtagere anses personer, der
modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Der
henvises i den forbindelse til lovforslagets afsnit 3.1.
Loven finder dog ikke anvendelse, i det omfang en pligt for
arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger om
ansættelsesforholdet følger af kollektiv overenskomst
og denne indeholder regler, der som minimum svarer til
bestemmelserne i Rådets direktiv nr. 91/533 om
arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om
vilkårene for arbejdskontrakten eller
ansættelsesforholdet, jf. ansættelsesbevislovens §
1, stk. 3.
Videre fremgår det af ansættelsesbevislovens §
1, stk. 3 og 4, at loven ikke kan fraviges ved aftale til ugunst
for lønmodtageren, og at beskæftigelsesministeren kan
bestemme, at lønmodtagere, som har lejlighedsvist arbejde
eller arbejde af særlig karakter, ikke skal være
omfattet af denne lov.
3.2.1.1. Hvilke oplysninger skal gives
Det fremgår af § 2, stk. 2, i
ansættelsesbevisloven, hvilke oplysninger, der skal gives,
når loven finder anvendelse. Det fremgår dog af
bestemmelsen, at hvis lønmodtageren ikke fra
ansættelsesforholdets begyndelse har en gennemsnitlig
ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer, indtræder
arbejdsgiverens oplysningspligt, når lønmodtageren
inden for de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig
arbejdstid, der overstiger 8 timer. Arbejdsgiverens oplysningspligt
omfatter mindst følgende oplysninger:
1) Arbejdsgiverens
og lønmodtagerens navn og adresse.
2) Arbejdsstedets
beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted,
hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at
lønmodtageren er beskæftiget på forskellige
steder, og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.
3) Beskrivelse af
arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang,
stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
5)
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er
tale om tidsubestemt ansættelse.
6)
Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie,
herunder om der udbetales løn under ferie.
7) Varigheden af
lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller
reglerne herom.
8) Den
gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri,
fx pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der
oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
9) Den normale
daglige eller ugentlige arbejdstid.
10) Angivelse af
hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer
arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler
indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere
oplyses, hvem disse parter er.
Oplysningerne, som angivet ovenfor, skal
arbejdsgiveren som minimum give lønmodtageren, når
ansættelsesforholdet er omfattet af loven. Der er dog enkelte
tilfælde, hvor arbejdsgiveren er forpligtet til at give
yderligere oplysninger til lønmodtageren. Det er
tilfældet, når lønmodtageren skal udføre
sit arbejde i et eller flere andre lande, og arbejdets varighed
overstiger en måned, jf. ansættelsesbevisloven §
3, stk. 1. I disse tilfælde skal arbejdsgiveren som minimum
give oplysning om:
1) varigheden af
det arbejde, der udføres i udlandet,
2) den valuta, som
lønnen udbetales i,
3) i givet fald de
fordele i kontanter og naturalier, der er forbundet med opholdet i
udlandet,
4) i givet fald
vilkårene for lønmodtagerens tilbagevenden til
hjemlandet, og
5) om der er taget
skridt til at få udstedt de nødvendige attester i
forbindelse med udstationeringen.
Pligten til at give lønmodtageren oplysninger om
ansættelsesforholdet, som angivet i § 2, stk. 2, nr.
6-9, i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, og ved enhver ændring af
de i § 2, stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1, omhandlende
forhold, anses for at være opfyldt, hvis der i de dokumenter,
som er omtalt i § 2, stk. 3, henvises til love, administrative
bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller
kollektiv overenskomst, der gælder for de
pågældende forhold. Oplysningerne skal dog fremgå
så tydeligt heraf, at lønmodtageren har mulighed for
at afklare sin retstilling.
3.2.1.2. Hvornår skal oplysningerne gives
Oplysningerne skal gives, når ansættelsesforholdet
er omfattet af ansættelsesbevisloven. Der er endvidere
fastsat en frist for, hvornår de skal afgives. Fristen
varierer dog alt efter hvilke oplysninger, der er tale om.
For så vidt angår den generelle oplysningspligt i
§ 2 i ansættelsesbevisloven, fremgår det af
bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., at oplysningerne skal gives senest
en måned efter, at ansættelsesforholdet er
påbegyndt. Når der er tale om udstationerede
medarbejdere efter ansættelsesbevislovens § 5, skal
oplysningerne være lønmodtageren i hænde inden
afrejse.
3.2.1.3. Oplysningernes form
Det fremgår af § 2, stk. 3, i
ansættelsesbevisloven, at oplysningerne kan gives i
følgende dokumenter:
1) en skriftlig
erklæring, som indeholder oplysning om alle væsentlige
vilkår for ansættelsesforholdet bortset fra de
oplysninger, der eventuelt er givet i et af de nedenfor i nr. 2-4
nævnte dokumenter,
2) en skriftlig
arbejdskontrakt,
3) et
ansættelsesbrev eller
4) et eller flere
andre dokumenter, forudsat at mindst ét af disse indeholder
samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr. 1-4, 8 og 9.
3.2.1.4. Ændring af
ansættelsesvilkår
Arbejdsgiveren skal ved enhver ændring af de i § 2,
stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1, nævnte vilkår give
lønmodtageren skriftlig besked herom, jf.
ansættelsesbevislovens § 4, stk. 1. Bestemmelsen
medfører ikke, at der under iagttagelse af kravene heri frit
kan ændres i ansættelsesforholdene. En ændring af
ansættelsesvilkår skal gennemføres i henhold til
pågældende regler i relevant lovgivning, og de
kollektive overenskomster, der regulerer
ansættelsesforholdet. Væsentlige ændringer af
ansættelsesforholdet kan typisk gennemføres med det
varsel, der svarer til det normale opsigelsesvarsel, der
gælder i det pågældende
ansættelsesforhold.
3.2.1.5. Klage og sanktion m.v.
Det fremgår af § 5 i ansættelsesbevisloven, at
spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt
sin oplysningspligt efter loven, afgøres af Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg.
Det fremgår endvidere af § 6, stk. 1, i
ansættelsesbevisloven, at hvis arbejdsgiveren ikke har
overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren tilkendes
en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for
den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn,
fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder,
herunder om manglen har haft konkret betydning for
lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20
ugers løn. Det fremgår endvidere af stk. 2, at
godtgørelsen dog højst kan udgøre 1.000 kr.,
hvis manglen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft
konkret betydning for ansættelsesforholdet.
3.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås i § 3, stk. 1, 1. pkt., at
arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle
væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet.
Bestemmelsen er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, 1.
pkt., med den ændring, at der henvises til den udvidede liste
af oplysninger, som en arbejdsgiver skal give lønmodtageren,
jf. stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at
væsentlige punkter i ansættelsesforholdet, som ikke er
opregnet i bestemmelsens stk. 2, også skal afgives i den
beskrevne form. Der er ikke med bestemmelsens nyaffattelse
tilsigtet nogen ændring i vurderingen af, hvad der må
anses for væsentlige oplysninger ud over det i stk. 2
opregnede.
Der er for så vidt angår oplysningerne, som
nævnt i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1-5, nr. 9-11 og
nr. 14, tale om en videreførelse af gældende ret i
ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2.
Det foreslås i § 3, stk. 1, 2-4. pkt., at
oplysningerne nævnt i nr. 1-5, 7 og 10-12 skal gives senest
syv kalenderdage efter, at ansættelsesforholdet er
påbegyndt. De øvrige i stk. 2, omhandlede oplysninger
skal gives senest en måned efter, at
ansættelsesforholdet er påbegyndt. I den forbindelse
skal det nævnes, at lovforslaget ikke ændrer på
muligheden for overenskomstmæssigt at give arbejdsgiver
adgang til at rette op på eventuelle forsømmelser i
forhold til opfyldelse af oplysningspligten, den såkaldte
nachfrist.
Det foreslås derudover i lovforslagets § 3, stk. 2,
nr. 6-7, nr. 12-13 og nr. 15, at arbejdsgiver skal afgive
yderligere oplysninger til lønmodtagere end hidtil ved
ansættelsesforhold omfattet af loven.
Det foreslås i § 3, stk. 2, nr. 6, at arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter, når det drejer sig om vikaransatte,
brugervirksomhedernes identitet, når og så snart denne
er kendt. Det foreslås endvidere i lovforslagets § 3,
stk. 2, nr. 7, at oplysningspligten omfatter varigheden af og
vilkårene for en eventuel prøvetid. Med hensyn til
§ 3, stk. 2, nr. 8, er der tale om fravær med løn
generelt og ikke blot ferie.
Det foreslås endvidere i lovforslagets § 3, stk. 2,
nr. 12-13, at arbejdsgivers oplysningspligt omfatter:
1) Hvis arbejdsmønstret er helt
eller overvejende uforudsigeligt, skal arbejdsgiveren underrette
lønmodtageren om:
a) det princip, at
tidsplanen for arbejdet er variabel, antallet af garanterede
betalte arbejdstimer og betaling fodet princip, at tidsplanen for
arbejdet er variabel, antallet af garanterede betalte arbejdstimer
og betaling for arbejde, som udføres ud over disse
garanterede timer
b) de
referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren kan
pålægges at arbejde
c) den
minimumsvarslingsperiode, som lønmodtageren er berettiget
til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt en eventuel
frist for annullering af arbejdsopgaven.
2) Den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren eventuelt
tilbyder.
Af nye krav til den generelle oplysningspligt foreslås det
endeligt i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 15, at den omfatter,
hvor det er arbejdsgiverens ansvar, identiteten på de
socialsikringsinstitutioner, som modtager de sociale bidrag, der er
knyttet til ansættelsesforholdet, og enhver beskyttelse i
forbindelse med social sikring fra arbejdsgiverens side.
Formålet med de formelle bestemmelser i
arbejdsvilkårsdirektivet er bl.a., at der fastsættes
minimumskrav til oplysninger om de væsentlige punkter i
ansættelsesforholdet for at sikre alle arbejdstagere i Den
Europæiske Union en passende grad af gennemsigtighed for
så vidt angår deres arbejdsvilkår. Det er
Beskæftigelsesministeriets vurdering, at den udvidede
oplysningspligt bidrager til at sikre, at lønmodtagere i
høj grad er bekendt med deres rettigheder i det
pågældende ansættelsesforhold.
3.3. De materielle rettigheder
3.3.1. Gældende ret
I gældende ansættelsesretlig lovgivning er der ikke
generelle bestemmelser om de materielle arbejdsvilkår, der
med dette lovforslag foreslås indført. I Danmark
reguleres arbejdsvilkår i høj grad af arbejdsmarkedets
parter gennem kollektive overenskomster.
Der findes dog lovgivning om arbejdsvilkår for bestemte
grupper af lønmodtagere, fx funktionærer,
medhjælpere inden for landbruget og søfarende. Der
findes tillige lovgivning om bestemte vilkår, fx arbejdstid,
eller lønmodtageres retsstilling i bestemte situationer, fx
ved virksomhedsoverdragelse. Bortset fra de i funktionærloven
indeholdte bestemmelser om prøvetid, er der således
ikke bestemmelser i gældende ansættelsesretlig
lovgivning, som specifikt regulerer de materielle rettigheder, som
indgår i dette lovforslag.
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås at indføre visse materielle
rettigheder for de lønmodtagere, der omfattes af loven.
Formålet med bestemmelserne er blandt andet at tilvejebringe
en større forudsigelighed i ansættelsesforhold i
Danmark, jf. det i direktiv 2019/1152 anførte herom. De
enkelte materielle rettigheder, der foreslås indført
med dette lovforslag, er af forskelligartet karakter, men et
fællestræk er, at de nævnte rettigheder
måske især vil være til gavn for
lønmodtagere, som har en løsere tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Det foreslås i § 6, at der indføres en
maksimal varighed af en eventuel prøvetid, således at
denne ikke må overstige seks måneder. Prøvetiden
kan dog ikke i tidsbegrænsede ansættelser overstige en
fjerdedel af ansættelsestiden, og prøvetiden kan ikke
forlænges yderligere, hvis et tidsbegrænset
ansættelsesforhold forlænges eller fornyes. Det
foreslås, at funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6,
som indeholder regulering af prøvetid for
funktionærer, ikke herved berøres, og at
tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende
vilkår undtages fra grænsen på seks
måneder.
Det foreslås endvidere i § 7, at en arbejdsgiver ikke
må hindre en lønmodtager i at tage sideløbende
ansættelse eller på den baggrund behandle
lønmodtageren ugunstigt, hvis lønmodtageren fortsat
kan arbejde i overensstemmelse med en af arbejdsgiver fastlagt
tidsplan. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvis
omstændighederne ved det pågældende arbejde,
herunder hensyn til sundhed og sikkerhed, beskyttelse af
forretningshemmeligheder, integriteten i den offentlige forvaltning
eller at undgå interessekonflikter, indebærer, at
beskæftigelsen er uforenelig med det bestående
ansættelsesforhold.
Videre foreslås det i § 8, at en arbejdsgiver alene
kan pålægge en lønmodtager, hvis
arbejdsmønster er helt eller overvejende uforudsigeligt, at
arbejde, hvis arbejdet finder sted inden for de forudbestemte
referencetimer og referencedage, og hvis lønmodtageren er
blevet varslet om arbejdsopgaven med det varsel, som
lønmodtager er blevet oplyst om i overensstemmelse i lovens
§ 3, stk. 2, nr. 12, litra c. Hvis betingelserne ikke
overholdes, kan lønmodtageren vælge at afvise opgaven.
Det foreslås endvidere, at det indføres, at hvis en
arbejdsgiver annullerer en aftalt arbejdsopgave efter
udløbet af en frist herfor, skal lønmodtageren
kompenseres herfor.
Det foreslås i § 9, at der indføres en
formodningsregel i forhold til ansatte på tilkaldebasis. Det
foreslås konkret, at hvis en lønmodtager er ansat
på tilkaldebasis eller lignende ud over tre måneder,
påhviler det arbejdsgiver at godtgøre, at der ikke er
indgået en ansættelsesaftale med et minimumsantal
betalte timer svarende til det arbejde, der er udført af
lønmodtageren i de seneste fire uger.
Det foreslås i § 10, at en lønmodtager, der
har været ansat ud over seks måneder, og som har
udstået sin eventuelle prøvetid, kan anmode om en
ansættelsesform med mere forudsigelige og trygge
arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættelsesform
findes på virksomheden. Svaret på lønmodtagerens
anmodning skal være skriftligt og begrundes, og det skal
være lønmodtageren i hænde senest en måned
efter anmodningen. Lønmodtageren har krav på et
skriftlig svar en gang årligt. For mindre virksomheder, hvor
der er mindre end 35 ansatte, er fristen for besvarelse 3
måneder efter anmodningen.
Det foreslås i § 11, at hvis en arbejdsgiver i
henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive
overenskomster skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med
henblik på udførelse af det pågældende
arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift for den ansatte,
tælle som arbejdstid i ansættelsesforholdet og så
vidt muligt foregå i lønmodtagerens sædvanlige
arbejdstid.
I den af FH og DA udformede forståelsesaftale af 30. juni
2022 er følgende bl.a. anført:
"Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) har drøftet indholdet af
arbejdsvilkårsdirektivet.
Forståelsesaftalen forholder sig alene til lovgivning, og
skal ikke tages til udtryk for, hvordan direktivet skal ses i
relation til en eventuel gennemførelse af direktivet i den
enkelte overenskomst. Forståelsesaftalen skal dermed alene
danne grundlag for den lovgivning, der skal implementere
arbejdsvilkårsdirektivet. Det er i den forbindelse
afgørende, at overenskomstparterne på det private
arbejdsmarked sikres de videst mulige rammer for en
aftalemæssig gennemførelse af direktivet. "
Med hensyn til anvendelsen af arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 14 er følgende anført i den af FH og DA
udformede forståelsesaftale af 30. juni 2022:
"Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) har drøftet indholdet af
arbejdsvilkårsdirektivets kapitel 3 (art. 8-13) i forhold til
de overenskomster, der er indgået af FH's medlemmer og DA's
medlemmer samt medlemmer heraf.
Ved vurderingen af hvorvidt overenskomsterne respekterer den
overordnede beskyttelse af lønmodtageren ved
fastsættelse af arbejdsvilkår, der er forskellige fra
dem, som er fastlagt i art. 8-13 og direktivets formål, som
udtrykt i art. 1, stk. 1, er FH og DA enige om, at bl.a.
følgende elementer kan indgå:
- Varsling og
procedurer ved opsigelse
Overenskomsternes regler om varsling og procedurer ved opsigelse
giver lønmodtagerne en forudsigelighed i relation til
ansættelsen og en beskyttelse mod vilkårlighed i
relation til afskedigelse.
- Ledelsesrettens
udstrækning
Ledelsesretten, som den er udtrykt i Hovedaftalen mellem FH og
DA, sikrer lønmodtagerne mod vilkårlighed og usaglige
begrænsninger i forhold til ansættelsesvilkår
generelt og særlig i relation til begrænsning i forhold
til at søge sideløbende ansættelse.
- Varsling af og
varighed af den daglige arbejdstid, betaling m.v.
Overenskomsternes regler om rimelig varsling af og varigheden af
den daglige arbejdstid giver lønmodtagerne forudsigelighed i
forhold til, hvornår de skal møde på arbejde, og
hvornår de har fri.
Derudover sikrer overenskomsternes bestemmelser om varsling og
betaling af overarbejde, forskudt tid, skiftehold og flextid m.v.
lønmodtagerne klarhed og forudsigelighed i forhold til,
hvornår de skal arbejde og hvornår de har fri. Desuden
sikrer bestemmelserne lønmodtagerne ekstra indtægter
ved udførelse af det pågældende overarbejde
osv.
Endelig har overenskomsternes regler om mindstebetaling ved
indvarsling af arbejde til formål at sikre
lønmodtagerne mod at skulle stå til rådighed
uden kompensation.
- Foranstaltninger
for ansættelseskontrakter på tilkaldebasis
Overenskomsterne indeholder som udgangspunkt regler om en aftalt
og forudsigelig arbejdstid. I overenskomster, der giver mulighed
for brugen af ansættelser på tilkaldebasis, er
vilkårene herfor jævnligt reguleret af
overenskomsten.
- Lokal dialog om
centrale temaer
Samarbejdsaftalen mellem FH og DA sikrer, at der lokalt er en
dialog om de centrale temaer for rammerne på den enkelte
virksomhed, som man lokalt kan blive enige om. I henhold til
Samarbejdsaftalen påhviler det virksomhedens ledelse
løbende at informere om bl.a. beskæftigelsesforhold.
Ligeledes forudsætter samarbejds- og tillidsmandssystemet
lokal dialog på virksomheden om beskæftigelsesforhold.
Arbejdstager ansat på tilkaldebasis eller som ikke har en
fast eller varig tilknytning til virksomheden, vil dermed
løbende have klarhed over sin fremtidige
beskæftigelsesmulighed i virksomheden.
-
Uddannelsesplanlægning og adgang til efteruddannelse
Overenskomsternes regler om ret til betaling ved
pålæg om uddannelse og individuel kompetenceudvikling
samt de tilhørende kompetenceudviklingsfonde sikrer
lønmodtagerne både gratis adgang til og betaling ved
pålagt uddannelse.
DA og FH er på den baggrund enige om følgende
formulering af lovbestemmelse og bemærkninger til
implementering af artikel 14:
"Arbejdstagere, der er omfattet af overenskomster indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og som
dækker hele det danske område, og som sikrer en
overordnet beskyttelse, jf. direktivets artikel 14, er ikke
omfattet af §§ x-x, der gennemfører direktivets
artikel 8- 13."
FH og DA er enige om, at "overenskomster indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter" skal fortolkes
på samme måde, som efter vikarloven. Det betyder, at
der er tale om overenskomster, herunder tiltrædelses- eller
virksomhedsoverenskomster, som er eller bliver indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Det er
repræsentativiteten på lønmodtagerside, der
først og fremmest vil være afgørende for, om en
overenskomst kan betragtes som indgået af en mest
repræsentativ part.
FH og DA er enige om, at man kan lægge ovenstående
til grund ved lovimplementering af direktivet, idet FH's og DA's
forståelse ikke udelukker, at en overenskomstpart konkret kan
tage spørgsmålet om det generelle beskyttelsesniveau
op med deres modpart.
FH og DA er i den forbindelse enige om at pege på den
fortolkning af direktivets art. 14, som er udtrykt i
næstsidste afsnit i EU-Kommissionens svar til FH af 11. marts
2022. Det følger heraf, at en kollektiv overenskomst, som
indeholder regler med et lavere beskyttelsesniveau end fastlagt i
art. 8-13, skal sikre, at det overordnede beskyttelsesniveau for
arbejdstagerne ikke er sænket. Overenskomsten skal indeholde
andre tiltag eller fordele for lønmodtagerne, som er i
overensstemmelse med formålet med direktivet, som det kommer
til udtryk i art. 1, stk. 1, og som opretholder et niveau for
beskyttelse af lønmodtagerne som svarer til det
beskyttelsesniveau, som lønmodtagere omfattet af art. 8-13
er sikret.
Såfremt overenskomstparterne på FH/DA-området
som led i en fagretlig behandling er uenige om, hvorvidt deres
overenskomst lever op til det generelle beskyttelsesniveau, jf.
ovenstående afsnit, kan spørgsmålet indbringes
for FH og DA, som vil bistå parterne med at afklare deres
uenighed. Hvis dette ikke fører til enighed, kan
spørgsmålet indbringes for faglig voldgift. "
De i forståelsesaftalen af 30. juni 2022 anførte
§§ x-x, er §§ 6-11 i lovforslaget.
Den fælles forståelse mellem FH og DA udelukker
ikke, at spørgsmål om, hvorvidt de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparters overenskomster, der er
indgået på FH/DA-området, sikrer, at den
overordnede beskyttelse af lønmodtagere respekteres, konkret
kan tages op af en overenskomstpart og kan blive adresseret i
fagretlig sammenhæng. Det er Beskæftigelsesministeriets
vurdering, at der også i overenskomster, der er indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter uden for
FH/DA-området, kan være regulering, hvorved den
overordnede beskyttelse af lønmodtagere respekteres, og at
en mulighed for at håndtere eventuelle
tvivlsspørgsmål i den henseende i fagretlig
sammenhæng vil indebære, at sådanne
spørgsmål kan håndteres inden for det fagretlige
system.
Det foreslås på den baggrund i lovens § 1, stk.
5, at lovens §§ 6-11 ikke finder anvendelse i forhold til
lønmodtagere, der er omfattet af kollektive overenskomster,
som er indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark, som dækker hele det danske
område, og som sikrer den overordnede beskyttelse af de
pågældende lønmodtagere, jf. artikel 14 i
direktiv 2019/1152 om gennemsigtige og forudsigelige
arbejdsvilkår i Den Europæiske Union.
3.4. De horisontale bestemmelser
I de horisontale og afsluttende bestemmelser i lovforslaget
foreslås spørgsmål om klageadgang, beskyttelse
mod ugunstig behandling, sanktioner samt ikrafttræden m.v.
reguleret. Det drejer sig om §§ 12-17 i lovforslaget.
3.4.1. Gældende ret
Efter ansættelsesbevisloven afgøres
spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt
sin oplysningspligt efter loven, af Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg. Har arbejdsgiveren ikke overholdt
oplysningspligten, kan lønmodtageren tilkendes en
godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen kan for den
enkelte udgøre op til 13 ugers løn, men hvis der
foreligger skærpende omstændigheder, kan
godtgørelsen forhøjes op til 20 ugers løn.
Hvis manglen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft
konkret betydning for ansættelsesforholdet, kan
godtgørelsen dog højst udgøre 1.000 kr.
3.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Med hensyn til spørgsmål om overholdelse af
oplysningspligten foreslås den gældende retstilstand
videreført, således at Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg kan tage stilling til, om
oplysningspligten er iagttaget, domstolene kan tilkende en
godtgørelse og godtgørelsesniveauet er det samme.
I forhold til spørgsmål om, hvorvidt de materielle
rettigheder i §§ 6-11 er overholdt, foreslås
sådanne afgjort ved de almindelige domstole, som i givet fald
kan tilkende lønmodtageren en godtgørelse, mens
spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk.
5, hvorefter §§ 6-11 ikke finder anvendelse, er opfyldt,
foreslås afgjort af Arbejdsretten, idet
spørgsmål om, hvorvidt den overordnede beskyttelse af
lønmodtagere sikres, dog foreslås afgjort ved
fagretlig behandling og eventuelt faglig voldgift, hvis dette er
aftalt mellem de pågældende overenskomstparter.
Herudover foreslås indsat en bestemmelse, der beskytter
lønmodtagere, som har gjort rettigheder efter dette
lovforslag gældende. Sådanne lønmodtagere vil i
tilfælde af ugunstig behandling på den baggrund kunne
tilkendes en godtgørelse, og hvis de faktiske
omstændigheder giver anledning til en formodning om, at en
afskedigelse eller tilsvarende foranstaltning skyldes, at
lønmodtageren har udøvet sine rettigheder i henhold
til denne lov eller har fremsat klage til arbejdsgiveren om at
sikre overholdelse af rettigheder som nævnt, påhviler
det arbejdsgiver at bevise, at dette ikke er tilfældet.
På dette punkt foreslås delt bevisbyrde således
indført.
Endelig foreslås indsat bestemmelser om, at loven
træder i kraft den 1. juli 2023, at
ansættelsesbevisloven ophæves samt at det i relation
til lønmodtagere, som allerede er ansat på
ikrafttrædelsestidspunktet, alene er nødvendigt at
give yderligere oplysning, jf. §§ 3-5, hvis den
pågældende lønmodtager anmoder herom.
Arbejdsgiver skal i så fald efterkomme en sådan
anmodning senest 8 uger efter, at den er fremsat.
3.5. Arbejdsvilkårsdirektivet for søfarende og
fiskere
3.5.1. Gældende ret
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018,
gennemfører bl.a. FN's Internationale Arbejdsorganisations
(ILO's) konvention om søfarendes arbejdsforhold (herefter
MLC-konventionen), som trådte i kraft i Danmark den 23. juni
2011, og ILO's konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren
(herefter ILO-konvention nr. 188), som trådte i kraft i
Danmark den 3. februar 2021. Loven omfatter - ligesom
konventionerne - mange aspekter af søfarendes og fiskeres
ansættelsesforhold, herunder indgåelse af
ansættelsesaftaler, arbejdsvilkårene herfor m.m.
Væsentlige dele af MLC-konventionen er gennemført i
EU-retten ved Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009
om iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 (herefter MLC-direktivet).
Væsentlige dele af ILO-konvention nr. 188 er
gennemført ved Rådets direktiv (EU) 2017/159 af 19.
december 2016 om iværksættelse af den aftale
vedrørende gennemførelsen af Den Internationale
Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i
fiskerisektoren, der er indgået den 21. maj 2012 af
Sammenslutningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca),
Det Europæiske Transportarbejderforbund(ETF) og
Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisationer i Den
Europæiske Union (Europêche) (herefter ILO
188-direktivet). Dele af begge direktiver er således
også gennemført ved lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. og de bekendtgørelser, der er
udstedt i medfør heraf.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. finder
anvendelse på søfarende og skibsføreren.
Søfarende defineres som enhver person bortset fra
skibsføreren, der er ansat, forhyret eller arbejder om bord
på et dansk skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord,
mens skibet ligger i havn. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt
en personkategori skal betragtes som søfarende,
afgøres spørgsmålet af Søfartsstyrelsen
efter høring af de organisationer for redere og
søfarende, som spørgsmålet vedrører.
Skibsføreren har den højeste myndighed om bord. Loven
finder tillige anvendelse på fiskere.
Rederen skal bl.a. sikre, at reglerne i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. og regler udstedt i medfør af
loven overholdes. Forpligtelserne påhviler rederen, uanset om
andre organisationer, virksomheder eller personer varetager visse
af opgaverne eller pligterne på rederens vegne. Lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v. indeholder ingen
definition af, hvem der er reder, idet det ikke er fundet
nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indsætte en
definition heraf. Hvem, der er reder, afgøres efter en
konkret vurdering, hvor der - ud over ejerforholdet - tages hensyn
til de omstændigheder, som skibet drives under, jf.
Folketingstidende 2009-10, A, L 100 som fremsat, side 26.
MLC-konventionen indeholder regler om klagebehandling om bord
på handelsskibe. Disse regler er implementeret i § 64 i
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., hvorefter
den søfarende har ret til at klage til rederen over
afregningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller andre
forhold om bord. Rederen har endvidere pligt til at sørge
for, at klager over brud på loven bliver tilstrækkeligt
undersøgt og til at udarbejde og gennemføre
procedurer om bord for en retfærdig, effektiv og hurtig
behandling af klager. Formålet er, at klager skal
løses på det lavest mulige niveau.
ILO-konvention nr. 188 indeholder lignende regler om klage over
forhold, der er omfattet af konventionen. Disse regler er ligeledes
implementeret i lovens § 64.
En klage, der ikke er løst om bord, og som
Søfartsstyrelsen bliver gjort opmærksom på, vil
kunne give anledning til, at Søfartsstyrelsen foretager en
generel kontrol af, om forholdene om bord lever op til lovens
krav.
3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Arbejdsvilkårsdirektivet gælder for søfarende
og fiskere i begrænset omfang. Det følger af
direktivets præambelbetragtning nr. 10, at
begrænsningerne skal ses i lyset af de særlige
ansættelsesvilkår, som søfarende og fiskere er
underlagt. Efter artikel 1, stk. 8, finder de forpligtelser, som er
fastsat i artikel 4, stk. 2, litra m) og o), samt artikel 7, 9, 10
og 12, ikke anvendelse på søfarende og fiskere. Det
medfører, at direktivets regler om prøvetid,
ansættelseskontrakter på tilkaldebasis eller lignende,
obligatorisk uddannelse, og den til disse bestemmelser knyttede
beskyttelse mod afskedigelse, herunder bevisbyrdereglerne, uanset
ansættelsesformen, skal implementeres for fiskere og
søfarende.
Af artikel 1, stk. 8, fremgår tillige, at kapitel II i
direktivet om oplysninger om ansættelseskontrakten finder
anvendelse på søfarende og fiskere, uden at det
berører henholdsvis MLC-direktivet og ILO 188-direktivet.
Både MLC-direktivet og ILO 188-direktivet indeholder krav
til, hvilke oplysninger, der skal fremgå af en
ansættelseskontrakt.
Arbejdsvilkårsdirektivets regulering af
ansættelseskontrakter med prøvetid, på
tilkaldebasis eller lignende og obligatorisk uddannelse
medfører, at det skal sikres, at lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. indeholder den foreskrevne og
nødvendige beskyttelse i overensstemmelse hermed. Samtidig
indeholder arbejdsvilkårsdirektivet udvidede
håndhævelsesmuligheder, der skal sikre, at de ansattes
rettigheder iagttages.
For en nærmere beskrivelse af
arbejdsvilkårsdirektivet henvises til afsnit 1.1.
ovenfor.
Det foreslås, at lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. justeres ved at der indsættes
en ny bestemmelse om, at i de tilfælde hvor et
ansættelsesforhold er betinget af en prøvetid, kan
denne ikke være længere end 6 måneder, jf.
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8.
Vedrørende ansættelseskontrakter på
tilkaldebasis eller lignende foreslås indsat en
formodningsregel, hvorefter en ansat på tilkaldebasis eller
lignende, hvis ansættelsesforhold varer ud over 3
måneder, anses at have indgået en
ansættelsesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende
til det arbejde, der er udført af den ansatte i den seneste
måned, hvis ikke rederen eller arbejdsgiveren godtgør,
at der ikke er indgået en sådan
ansættelsesaftale, jf. arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 11, litra b.
Der foreslås vedrørende obligatorisk uddannelse
indsat en ny bestemmelse, hvorefter en uddannelse skal tilbydes
uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i
ansættelsesforholdet og så vidt muligt foregå i
den ansattes sædvanlige arbejdstid, hvis en reder eller
arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller
kollektive overenskomster skal tilbyde en lønmodtager
uddannelse med henblik på udførelse af det
pågældende arbejde, jf. arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 13.
For søfarende og fiskere forventes anvendelsen af de
ovenfor nævnte foreslåede bestemmelser at være
begrænset henset til søfarendes og fiskeres
særlige ansættelsesformer.
Samtidig foreslås det med hensyn til anvendelse af
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14 at indsætte en ny
bestemmelse om, at i det omfang den ansatte er omfattet af
overenskomster indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter, som dækker det danske område
inden for søfart eller fiskeri, hvorved den overordnede
beskyttelse, jf. arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14,
sikres, er den ansatte ikke omfattet af de bestemmelser, som
implementerer direktivets artikel 8, 11 og 13.
Det foreslås tillige, at lovens relevante bestemmelser for
så vidt angår klage præciseres, og at der i loven
indsættes de nødvendige
håndhævelsesbestemmelser, herunder om bevisbyrderegler,
der skal sikre de søfarendes og fiskernes rettigheder.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at have begrænsede
implementeringsmæssige og økonomiske konsekvenser for
det offentlige, idet den væsentlige del af reglerne vurderes
allerede at være implementeret på det offentlige
område, herunder i overenskomster.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering vurderer,
at de samlede omstillingsomkostninger for erhvervslivet forventes
at udgøre i alt ca. 900 mio. kr. på baggrund af de
administrative byrder ved lovforslaget. Hertil kommer
løbende omkostninger på ca. 3,4 mio. kr om
året.
Lovforslaget indebærer, at erhvervslivet
pålægges at give en større gruppe af
lønmodtagere et ansættelsesbevis, idet
lønmodtagere hvis arbejdstid udgør mere end
gennemsnitligt tre timer pr. uge i en referenceperiode på
fire på hinanden følgende uger har krav på et
ansættelsesbevis. Lønmodtagere med et
ansættelsesforhold, hvor der ikke på forhånd er
fastsat en garanteret mængde betalt arbejde før
ansættelsesforholdets begyndelse, har ligeledes krav på
et ansættelsesbevis. Grænsen for hvornår
lønmodtagere har krav på et ansættelsesbevis i
den nuværende ansættelsesbevislov er, at
ansættelsesforholdet har en varighed på mere end 1
måned, og at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid
overstiger 8 timer. Der skal desuden gives flere oplysninger i
ansættelsesbeviser. Det vil kræve, at erhvervslivet
opdaterer sine skabeloner for ansættelsesbeviser.
Lovforslaget indebærer endvidere, at en
lønmodtager, der har været ansat i 6 måneder, og
som har udstået sin prøvetid, kan anmode om en
ansættelsesform med mere forudsigelige og trygge
arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættelsesform
findes på virksomheden. Lønmodtageren har krav
på et skriftligt og begrundet svar fra arbejdsgiver på
en sådan anmodning op til en gang årligt og senest en
måned efter anmodningen.
På søfarts- og fiskeriområdet medfører
lovforslaget ikke væsentlige erhvervsøkonomiske
konsekvenser, da krav til, hvilke oplysninger, der skal
fremgå af en ansættelseskontrakt for søfarendes
og fiskere, reguleres af henholdsvis MLC-direktivet og ILO
188-direktivet, som allerede indeholder langt de fleste af
arbejdsvilkårsdirektivets oplysningskrav.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige
konsekvenser
9. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og
forudsigelige arbejdsvilkår. Arbejdsvilkårsdirektivet
skulle have været gennemført senest den 1. august
2022.
Implementeringen af arbejdsvilkårsdirektivet har efter
sædvanlig praksis været drøftet i
Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg, hvor
arbejdsmarkedets parter er repræsenteret. Det har ikke
været muligt at opnå en fælles forståelse
for implementeringen i Implementeringsudvalget tids nok til, at et
lovforslag kunne fremsættes og træde i kraft den 1.
august 2022. Lønmodtagere har derfor ikke i medfør af
dansk lovgivning kunnet gøre deres direktivmæssige
rettigheder gældende fra den 1. august 2022.
10. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. august 2022
til den 12. september 2022 været sendt i høring.
Endvidere har et udkast til lovforslag indeholdende en vurdering
af de økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet været sendt i supplerende høring fra den
28. februar 2023 til den 6. marts 2023.
Følgende organisation og myndigheder m.v. har modtaget et
udkast til lovforslaget:
3F, 3F Sømændene, 3F Privat Service, Hotel og
Restauration, Advokatrådet, Akademikerne (AC), Arbejdsretten
, Ankenævnet for ATP, Ankenævnet for
Søfartsforhold, Ankestyrelsen, ATP,
Beskæftigelsesrådet (BER), Business Danmark,
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU),
CO-Søfart, Danmarks Frie Fagforening, Danmarks
Fiskeriproducent Organisation, Danmarks Pelagiske
Producentorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk
Erhverv, Dansk Metal, Danske Advokater, Danske Rederier, DI
Byggeri, Dansk Industri, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Faglige Hus, Digitaliseringsstyrelsen,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finansforbundet,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Fiskeriets
Arbejdsmiljøråd, Fiskernes Forbund, Frie
Funktionærer, FOA - Fag og Arbejde, Foreningen Danske
Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Gartneri-, Land- og
Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), Handelsflådens
Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd, HK Service,
ITD/ITD Arbejdsgiver, Kommunernes Landsforening (KL),
Kooperationen, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig
Fagbevægelse (KRIFA), Landbrug & Fødevarer,
Lederne, Lederne Søfart, Lærernes Centralorganisation,
Maskinmestrenes Forening, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, SM.
V. Danmark, Team Effektiv Regulering, Udbetaling Danmark (UDK).
| 11. Sammenfattende skema | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Lovforslaget vurderes at have
begrænsede implementeringsmæssige og økonomiske
konsekvenser for det offentlige, idet den væsentlige del af
reglerne vurderes allerede at være implementeret på det
offentlige område, herunder i overenskomster. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Der kan umiddelbart efter lovens
vedtagelse forventes forhøjede administrative byrder til
opdatering af paradigmer for ansættelsesbeviser i stat,
kommuner og regioner. Eventuelle konsekvenser herefter vil
være begrænsede. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Forslaget indebærer bl.a., at en
større gruppe af lønmodtagere skal modtage et
ansættelsesbevis. Forslaget indebærer bl.a. endvidere,
at der skal gives flere oplysninger i
ansættelsesbeviser. Erhvervsstyrelsens Område for Bedre
Regulering vurderer, at de samlede omstillingsomkostninger for
erhvervslivet forventes at udgøre i alt ca. 900 mio. kr.
Hertil kommer løbende omkostninger på ca. 3,4 mio.
kr. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Klimamæssige konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget implementerer en del af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni
2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
I § 1, stk. 1, i den gældende
ansættelsesbevislov er det fastsat, at loven gælder for
alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en
varighed på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige
ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer.
Ansættelsesbevisloven gælder ikke for personer, der er
omfattet af sømandsloven, og ansættelsesbevisloven
finder ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren
til at give lønmodtageren oplysninger om
ansættelsesforholdet følger af kollektiv overenskomst
og denne indeholder regler, der som minimum svarer til
bestemmelserne i ansættelsesbevisdirektivet. Endelig er det
anført i ansættelsesbevisloven, at loven ikke ved
aftale kan fraviges til ugunst for lønmodtageren.
Det foreslås i lovforslagets §
1, stk. 1, at loven finder anvendelse på alle
lønmodtagere med et ansættelsesforhold, hvor den
forudbestemte og/eller faktiske arbejdstid udgør mere end
gennemsnitligt tre timer pr. uge i en referenceperiode på
fire på hinanden følgende uger.
I forhold til grænsen på tre timer ugentligt og
referenceperioden henvises til arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 1, stk. 3, og med hensyn til søfarende
bemærkes, at deres rettigheder efter
arbejdsvilkårsdirektivet vil blive implementeret i den
lovgivning, der specifikt vedrører søfarendes
ansættelsesvilkår.
Den foreslåede grænse på tre timer angår
såvel den forudbestemte arbejdstid som den tid, der faktisk
arbejdes. Hvis en lønmodtager i en periode på fire
uger arbejder mere end tre timer i gennemsnit om ugen, har
lønmodtageren krav på oplysning om
arbejdsvilkårene fra arbejdsgiver, uanset hvad der
måtte være aftalt på forhånd
vedrørende arbejdstiden. Pligten til at oplyse om
arbejdsvilkårene udløses, så snart det
står klart, at der arbejdes mere end tre timer om ugen i en
periode på fire uger.
Det foreslås endelig, at ved beregning af
tretimersgennemsnittet efter stk. 1 medregnes arbejdstid hos alle
arbejdsgivere, der udgør eller tilhører samme
virksomhed, koncern eller enhed.
Dette vil udgøre et værn mod omgåelse af
oplysningspligten, idet det ikke vil være muligt gennem
indgåelse af flere kontrakter eller ansættelsesaftaler
mellem lønmodtageren og virksomheden eller inden for
koncernen at komme uden om pligten til at oplyse om vilkår.
Et moder- og et datterselskab, der er koncernforbundne, betragtes i
denne sammenhæng som én virksomhed, uanset om de hver
især betragtes som en selvstændig juridisk person.
Det foreslås endvidere i § 1,
stk. 2, at loven ikke gælder for personer, der
omfattes af lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v.
I § 1, stk. 3, foreslås,
at den i stk. 1 fastsatte grænse på i gennemsnit 3
timer ugentligt ikke skal være gældende for
lønmodtagere, hvor der i ansættelsesforholdet ikke
på forhånd er fastsat en garanteret mængde betalt
arbejde før ansættelsesforholdets begyndelse.
Sådanne lønmodtagere vil under alle
omstændigheder have ret til at få oplysninger om
ansættelsesvilkår efter dette lovforslag. Der henvises
til arbejdsvilkårsdirektivets artikel 1, stk. 4.
Sådanne lønmodtagere vil ofte være i en
ansættelse, hvor de tilkaldes, når der er arbejde til
dem. Hvis lønmodtagerne er forpligtet efter
ansættelsesaftalen til at møde op ved tilkald, hvilken
ansættelse ofte er blevet betegnet som "0-timers kontrakter",
har de krav på at få oplyst
ansættelsesvilkårene uanset det faktiske timetal. De
lønmodtagere, der typisk er ansat på tilkald i
Danmark, er, i hvert fald på det overenskomstdækkede
område i almindelighed, ikke efter en ansættelsesaftale
forpligtede til at tage en mulig tilkaldevagt, og omfattes derfor
generelt ikke af den foreslåede undtagelse. Deres
ansættelsesforhold må først anses for
påbegyndt ved tilkaldevagtens start og ses som afsluttet
på vagtens sluttidspunkt, og arbejdsmængden vil
altså være kendt ved ansættelsesforholdets
begyndelse. Et tilsagn fra en person om, at en anden person gerne
må tage kontakt og tilbyde vagter, er ikke
tilstrækkeligt til, at et ansættelsesforhold etableres,
og den person, som tilbydes en vagt, kan først betragtes som
lønmodtager, når tilbuddet er accepteret. Hvis
arbejdsgiver har garanteret en vis mængde betalt arbejde
løbende, er den foreslåede bestemmelse heller ikke
anvendelig i forhold til retten til oplysninger om
ansættelsesvilkår, heller ikke hvis det ugentlige antal
garanterede timer er under den i stk. 1 fastsatte grænse
på 3 timer. I tilfælde af, at lønmodtagere som
netop nævnt faktisk arbejder mere end tre timer ugentlig i
gennemsnit, vil de kunne have ret til oplysning om
ansættelsesvilkårene i medfør af hovedreglen i
det foreslåede stk. 1. Lovforslaget ændrer ikke
på eventuelle overenskomstmæssige begrænsninger i
adgangen til at indgå denne type kontrakter.
I § 1, stk. 4, foreslås,
at loven ikke finder anvendelse, i det omfang en pligt for
arbejdsgiver til at give lønmodtageren oplysning om
ansættelsesvilkår følger af en kollektiv
overenskomst og denne indeholder regler, der mindst svarer til
artikel 2-13 samt artikel 15-19 i direktiv nr. 2019/1152 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union. Herved muliggøres
overenskomstimplementering af bestemmelserne i
arbejdsvilkårsdirektivet, og at en sådan overenskomst
kan træde i stedet for loven som det retlige grundlag for
oplysningspligten og de materielle arbejdsvilkår.
I det omfang de nævnte direktivbestemmelser ikke
overenskomstimplementeres eller ikke bliver implementeret korrekt,
vil loven finde anvendelse. Hvis der eksempelvis ikke finder
fagretlig behandling sted af en sag om arbejdsgivers overholdelse
af oplysningspligten i henhold til en kollektiv overenskomst, vil
lønmodtageren ikke nødvendigvis på baggrund af
overenskomsten have mulighed for at gøre sine rettigheder
gældende eller få sanktioneret arbejdsgiver for ikke at
have overholdt oplysningspligten, og i så fald kan loven i
relevant omfang, herunder lovens § 14, stk. 2, bruges. Der kan
i den forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i lov om
Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017 med senere
ændringer (arbejdsretsloven), anførte om
lønmodtageres subsidiære adgang til at anlægge
sag ved de almindelige domstole.
I § 1, stk. 5, foreslås,
at §§ 6-11 ikke finder anvendelse i forhold til
lønmodtagere, der er omfattet af kollektive overenskomster,
som er indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark, som dækker hele det danske
område, og som sikrer den overordnede beskyttelse af de
pågældende lønmodtagere. Herved udnyttes den
mulighed for fravigelse af arbejdsvilkårsdirektivets artikel
8-13, som findes i arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14. Der
er, jf. det i de almindelige bemærkninger anførte,
indgået en forståelsesaftale mellem FH og DA, hvor
parterne blandt andet har anbefalet en implementering af artikel
14, som har været væsentlig i forbindelse med
udformning af nærværende lovforslag.
Der henvises i den forbindelse til den forståelsesaftale
af 30. juni 2022, der er indgået mellem FH og DA, jf. de
almindelige bemærkninger. Den fælles forståelse
mellem FH og DA udelukker ikke, at spørgsmål om,
hvorvidt de mest repræsentative arbejdsmarkedsparters
overenskomster, der er indgået på FH/DA-området,
sikrer, at den overordnede beskyttelse af lønmodtagere
respekteres, konkret kan tages op af en overenskomstpart og kan
blive adresseret i fagretlig sammenhæng.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der
også i overenskomster, der er indgået af de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter uden for
FH/DA-området, kan være regulering, hvorved den
overordnede beskyttelse af lønmodtagere respekteres, og at
en mulighed for at håndtere eventuelle
tvivlsspørgsmål i den henseende i fagretlig
sammenhæng vil indebære, at sådanne
spørgsmål kan håndteres inden for det fagretlige
system.
I forhold til de foreslåede stk. 4 og 5 i relation til
kollektive overenskomster, som indgås eller er indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og som er
landsdækkende, kan det anføres, at de i dette
lovforslag indeholdte bestemmelser, som giver lønmodtagere
rettigheder såvel formelt som materielt, ikke vil finde
anvendelse, hvis de direktivmæssige rettigheder ud over dem,
der findes i artikel 8-13, er implementeret i en overenskomst som
nævnt. Stk. 4 og 5 kan således anvendes i kombination,
hvilket vil sige, at arbejdsvilkårsdirektivet vil kunne anses
for fuldt implementeret i en kollektiv overenskomst, der er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter,
og som er landsdækkende, også uden at bestemmelserne i
artikel 8-13 direkte er gennemført heri. Hvis de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter skulle ønske, at
lovens §§ 6-11 finder anvendelse i relation til de
lønmodtagere, der omfattes af en landsdækkende
overenskomst, vil de kunne skrive dette ind i overenskomsten.
Muligheden for at henvise til §§ 6-11 kan også
anvendes af andre overenskomstparter, som eksempelvis måtte
ønske at implementere arbejdsvilkårsdirektivets
formelle rettigheder overenskomstmæssigt og lade lovens
bestemmelser være gældende for så vidt
angår arbejdsvilkårsdirektivets materielle
rettigheder.
I forhold til spørgsmålet om, hvilke overenskomster
der kan anses for indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter, kan der henvises til, hvad der er
gældende efter lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af
et vikarbureau m.v., nr. 595 af 12 juni 2013 med senere
ændring (vikarloven). Det beror således på en
konkret vurdering, hvilke arbejdsmarkedsparter der på det
givne ansættelsesområde må anses for at
være de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i
Danmark. Denne vurdering, der foreslås at skulle foretages af
Arbejdsretten, jf. den foreslåede § 12, stk. 3, og
§ 19, kan blandt andet tage udgangspunkt i, hvor mange
medlemmer den pågældende
lønmodtagerorganisation, som er part i overenskomsten, har,
og hvor mange der er dækket af den pågældende
lønmodtagerorganisations overenskomster. Tiltrædelses-
og virksomhedsoverenskomster kan også anses for indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og derfor vil
det være repræsentativiteten på
lønmodtagerside, der først og fremmest vil være
afgørende for, om en overenskomst kan betragtes som
indgået af en mest repræsentativ part. Vurderingen af
lønmodtagerorganisationens repræsentativitet må
nødvendigvis foretages på landsplan, og altså
ikke lokalt eller regionalt, da det alene er de landsdækkende
overenskomster, herunder tiltrædelses- eller
virksomhedsoverenskomster, som kan indebære, at §§
6-11 ikke finder anvendelse.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre på
gældende praksis i forhold til organisationer, der i dag er
aftaleberettigede og har en gyldig kollektiv overenskomst, og der
tages således ikke med lovforslaget stilling til, hvem der
på et givet ansættelsesområde skal anses for mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter. På et givet
ansættelsesområde vil der kunne være flere
overenskomster, der må anses for indgået af de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter, og det vil bero på
en konkret vurdering, hvem der i konkrete tilfælde kan
betragtes som mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.
Det kan nævnes, at fx KL, regionerne og staten kan have
landsdækkende overenskomster med bestemte faggrupper, og at
lovforslaget ikke betyder, at kun af én af disse
overenskomster vil kunne indebære, at §§ 6-11 ikke
skal iagttages. Lovforslaget hindrer heller ikke, at der kan
være overlappende overenskomster i
arbejdsgiverfællesskaber, som hver især må
betragtes som indgået af de mest repræsentative parter.
Det er således ikke hensigten med lovforslaget, at
landsdækkende overenskomster, der i dag er gældende, og
som er indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark, ikke fremover skal kunne
påberåbes som grundlag for, at §§ 6-11 ikke
er gældende i relation til de af en sådan overenskomst
omfattede lønmodtagere.
I § 1, stk. 6, foreslås,
at loven ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for
lønmodtageren, jf. dog stk. 4 og 5. Dette er en
videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i
ansættelsesbevisloven og bestemmelsen skal sikre, at en
lønmodtager ikke, eksempelvis i forbindelse med en
ansættelse, giver afkald på sine rettigheder med hensyn
til oplysning om ansættelsesvilkår. Henvisningen til
stk. 4 og 5 er begrundet i, at det ved overenskomst er muligt at
fastsætte bestemmelser om dels oplysningspligten og dels de
materielle rettigheder, der er mindre gunstige for
lønmodtager end det, der foreslås i
nærværende lovforslag, eksempelvis vedrørende
frister for opfyldelse af oplysningspligten eller i form af, at en
lønmodtager omfattes af en landsdækkende overenskomst
indgået af mest repræsentative parter og derved er
sikret en passende beskyttelse.
Til §
2
Efter gældende ret er der ikke definitioner i
ansættelsesbevisloven, bortset fra en definition af, hvad der
forstås ved lønmodtager. Denne definition findes i
§ 1, stk. 2. Definitionen her - en person, der modtager
vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold - er udtryk for
et dansk lønmodtagerbegreb, da der i
ansættelsesbevisdirektivets artikel 1, stk. 1, henvises til
definitionen i den gældende lovgivning i en medlemsstat.
Det foreslås i lovforslagets §
2, nr. 1, at en lønmodtager defineres som en person,
der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det
kan nævnes, at der i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 230 af 12. februar 2021, anvendes en formulering
vedrørende lønmodtagerstatus, der ligger meget
tæt op ad den her foreslåede, og som beskrevet i
ferielovens forarbejder er det i ferieloven det EU-retlige
arbejdstagerbegreb, som skal lægges til grund. I lighed med
det i ferielovens forarbejder anførte vurderes det
således at være muligt at tage EU-Domstolens praksis i
betragtning ved anvendelsen af en definitionsbestemmelse som her
foreslået.
Uddybende kan der med hensyn til, hvordan den foreslåede
definition af "lønmodtager" skal bruges, henvises til det i
arbejdsvilkårsdirektivets præambelbetragtning (8)
anførte. Her fremgår det, at de kriterier, som
EU-Domstolen har anvendt i forbindelse med fastlæggelsen af
status som arbejdstager, bør tages i betragtning, og i det
omfang husarbejdere, arbejdstagere på tilkaldebasis,
løst ansatte arbejdstagere, voucher-baserede arbejdstagere,
arbejdstagere på onlineplatforme, praktikanter og
lærlinge opfylder de nævnte kriterier, kan de
være omfattet af arbejdsvilkårsdirektivets
anvendelsesområde. Det fremgår endvidere, at reelt
selvstændige ikke bør være omfattet, da de ikke
opfylder kriterierne, mens en "proformaselvstændig", hvor der
er tale om misbrug af en betegnelse som selvstændig, vil
opfylde kriterierne og bør omfattes af
anvendelsesområdet for arbejdsvilkårsdirektivet. Det er
således de faktiske forhold i forbindelse med arbejdets
reelle udførelse, der skal lægges vægt på
ved vurderingen af, om der foreligger et ansættelsesforhold,
og ikke den beskrivelse af forholdet, der foreligger.
Det foreslås i lovforslagets §
2, nr. 2, at ved "tidsplan for arbejdet" forstås en
plan for fastlæggelse af, på hvilke klokkeslæt og
dage arbejdet begynder og slutter. Begrebet anvendes i
lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12, litra a, og § 7.
Det foreslås i lovforslagets §
2, nr. 3, at ved "referencetimer og -dage" forstås
tidsintervaller på bestemte dage, hvor arbejdet kan finde
sted efter anmodning fra arbejdsgiveren. Begrebet anvendes i
lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12, litra b, og § 8.
Det foreslås i lovforslagets §
2, nr. 4, at ved "arbejdsmønster" forstås i
denne lov måden, hvorpå arbejdstiden og dens fordeling
tilrettelægges, hvilket fastlægges af arbejdsgiveren.
Begrebet anvendes i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12 og
§ 8. Et arbejdsmønster kan være fast, så
der på hver arbejdsdag er et bestemt mødetidspunkt og
et bestemt tidspunkt, hvor arbejdet afsluttes, men kan også
være mere eller mindre varierende, jf. lovforslagets §
3, stk. 2, nr. 12.
Til §
3
Det fremgår af § 2, stk. 1, i
ansættelsesbevisloven, at arbejdsgiveren skal give
lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige
vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst de
oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. Det fremgår
endvidere, at oplysningerne skal gives senest en måned efter,
at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Videre
fremgår det, at hvis lønmodtageren ikke fra
ansættelsesforholdets begyndelse har en gennemsnitlig
ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer, indtræder
arbejdsgiverens oplysningspligt, når lønmodtageren
inden for de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig
arbejdstid, der overstiger 8 timer.
Det fremgår endvidere af § 2,
stk. 2, i ansættelsesbevisloven, at arbejdsgiverens
oplysningspligt omfatter mindst følgende oplysninger:
1) Arbejdsgiverens
og lønmodtagerens navn og adresse.
2) Arbejdsstedets
beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted,
hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at
lønmodtageren er beskæftiget på forskellige
steder, og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.
3) Beskrivelse af
arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang,
stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
5)
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er
tale om tidsubestemt ansættelse.
6)
Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie,
herunder om der udbetales løn under ferie.
7) Varigheden af
lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller
reglerne herom.
8) Den
gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri,
f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der
oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
9) Den normale
daglige eller ugentlige arbejdstid.
10) Angivelse af,
hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer
arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler
indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere
oplyses, hvem disse parter er.
Videre fremgår det af § 2,
stk. 3, i ansættelsesbevisloven, at oplysningerne kan gives i
følgende dokumenter:
1) en skriftlig
erklæring, som indeholder oplysning om alle væsentlige
vilkår for ansættelsesforholdet bortset fra de
oplysninger, der eventuelt er givet i et af de nedenfor i nr. 2-4
nævnte dokumenter,
2) en skriftlig
arbejdskontrakt,
3) et
ansættelsesbrev eller
4) et eller flere
andre dokumenter, forudsat at mindst ét af disse indeholder
samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr. 1-4, 8 og 9.
Videre fremgår det af § 2, stk. 4, i
ansættelsesbevisloven, at bortset fra de oplysninger, der er
nævnt i stk. 2, nr. 1-5 samt 10, anses pligten til at oplyse
lønmodtageren om de væsentlige vilkår for
ansættelsesforholdet for at være opfyldt, hvis der i de
dokumenter, som er omtalt i stk. 3, henvises til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for de
pågældende forhold.
Det foreslås i stk. 1, 1.
pkt., at arbejdsgiveren skal give lønmodtageren
oplysninger om alle væsentlige vilkår for
ansættelsesforholdet, herunder mindst de oplysninger, der er
opregnet i stk. 2, nr. 1-15.
Bestemmelsen er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, 1.
pkt., med den ændring, at der henvises til den udvidede liste
af oplysninger, som en arbejdsgiver skal give lønmodtageren,
jf. stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at
væsentlige punkter i ansættelsesforholdet, som ikke er
opregnet i bestemmelsens stk. 2, også skal afgives i den
beskrevne form. Der er ikke med bestemmelsens nyaffattelse
tilsigtet nogen ændring i vurderingen af, hvad der må
anses for væsentlige oplysninger ud over de i stk. 2
opregnede.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil medføre, at
oplysningerne, der er opregnet i § 3, stk. 2, nr. 1-5, 7 og 10
-12, skal gives til lønmodtageren inden for syv kalenderdage
efter, at ansættelsesforholdet er begyndt. De øvrige
oplysninger i § 3, stk. 2, skal gives senest en måned
efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt.
Ansættelsesforholdet kan senest anses for påbegyndt
ved den faktiske start for lønmodtagerens udførelse
af arbejde i ansættelsesforholdet. Oplysningerne skal afgives
i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3,
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk.
2, indeholder en række oplysninger, der som minimum
vil være omfattet af arbejdsgiverens oplysningspligt.
De nuværende regler bygger på direktiv (EØF)
nr. 91/533, hvori der blev indført en liste over
væsentlige aspekter af ansættelseskontrakten eller
ansættelsesforholdet, som lønmodtageren skal
underrettes om skriftligt. Med vedtagelse af direktiv (EU) nr.
2019/1152 tilpasses denne liste. Det sker for at tage hensyn til
udviklingen på arbejdsmarkedet, navnlig væksten i
atypiske ansættelser.
Der er på den baggrund en række af minimumskravene,
som videreføres uændret fra
ansættelsesbevisloven.
Nr. 1 viderefører
gældende ret om, at en arbejdsgivers oplysningspligt omfatter
arbejdsgiveren og lønmodtagerens navn og adresse.
Nr. 2 viderefører
gældende ret om, at en arbejdsgivers oplysningspligt omfatter
arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted
eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning
om, at lønmodtageren er beskæftiget på
forskellige steder eller frit kan bestemme sit arbejdssted, samt om
hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse. Det betyder bl.a.,
at hvis lønmodtageren fx har flere arbejdssteder, skal disse
angives.
Nr. 3 viderefører
gældende ret om, at en arbejdsgivers oplysningspligt omfatter
en beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens
titel, rang, stilling eller jobkategori. Jobkategori kan fx
være akademisk arbejde, rengøringsarbejde eller
forefaldende arbejde.
Nr. 4 viderefører
gældende ret om, at en arbejdsgivers oplysningspligt omfatter
ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
Ansættelsesforholdet begynder senest samtidig med, at
lønmodtageren faktisk tiltræder sin stilling.
Nr. 5 viderefører
gældende ret om, at en arbejdsgivers oplysningspligt omfatter
ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er
tale om tidsubestemt ansættelse.
Det foreslås i nr. 6, at en
arbejdsgivers oplysningspligt for så vidt angår
vikaransatte omfatter brugervirksomhedernes identitet, når og
så snart denne er kendt. Denne forpligtelse indebærer,
at en vikaransat i forhold til en konkret udsendelse snarest skal
have oplysning om, hvilken brugervirksomhed udsendelsen sker
til.
Vikararbejde reguleres i vikarloven, hvoraf det fremgår af
§ 2, nr. 2, at en vikar er en lønmodtager, som har
indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold
med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en
brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver
under dennes tilsyn og ledelse.
Det foreslås i nr. 7, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter varigheden af og
vilkårene for en eventuel prøvetid. Der er ikke en
generel definition af prøvetid i dansk ret, og hvad der
nærmere ligger heri beror på den konkrete aftale, der
indgås mellem arbejdsgiver og lønmodtager, eller den
kollektive overenskomst eller lovgivning, som gælder for det
pågældende ansættelsesforhold.
Det fremgår således af funktionærlovens §
2, stk. 5, at hvis en arbejdsgiver godtgør, at
ansættelsen er sket på prøve, og forholdet ikke
varer ud over 3 måneder, skal opsigelse fra arbejdsgiverens
side ske med mindst 14 dages varsel. Det er en undtagelse til
hovedreglen om, at opsigelse fra arbejdsgiverens side skal ske med
1 måneds varsel til fratræden ved en måneds
udgang i de første 6 måneder efter ansættelsen,
jf. funktionærlovens § 2, stk. 2, nr. 1.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 4. Lønmodtagerens retsstilling skal dog
fremgå tydeligt af den pågældende lov,
administrative bestemmelse, vedtægtsmæssige bestemmelse
eller kollektive overenskomst, så lønmodtageren kan
få klarlagt sin retstilling.
Den foreslåede nr. 8 bygger
oven på gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter lønmodtagerens rettigheder med
hensyn til betalt ferie. Som noget nyt skal der også oplyses
om varigheden af andet fravær, hvor lønmodtager
modtager løn. Dette vil fx kunne være omsorgsdage
eller seniorfridage.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 4.
Lønmodtagerens retsstilling skal fremgå tydeligt af
den pågældende lov, administrative bestemmelse,
vedtægtsmæssige bestemmelse eller kollektive
overenskomst, så lønmodtageren kan få klarlagt
sin retstilling. Det vil derfor ikke være
tilstrækkeligt, at der blot henvises til, at lønnen
tillægges feriepenge. Det skal således udspecificeres,
at der fx er ferieret og betaling under ferie efter
pågældende kollektiv overenskomst eller ferie efter
ferieloven, hvori lønmodtageren har mulighed for at
gøre sig bekendt med sin retstilling.
Den foreslåede nr. 9
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter varigheden af lønmodtagerens og
arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.
Bestemmelsen vil medføre, at det skal oplyses hvilke
opsigelsesvarsler og procedurer herfor, der gælder i
ansættelsesforholdet. Det vil fx være
tilstrækkeligt, at der henvises til, at opsigelsesvarslerne i
funktionærlovens § 2, stk. 2, følges, eller at
der henvises til opsigelsesvarslerne i en konkret overenskomst.
Den foreslåede nr. 10
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter den gældende eller aftalte
løn, som lønmodtageren har ret til ved
ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og
andre løndele, der ikke er indeholdt heri, fx pensionsbidrag
og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om
lønnens udbetalingsterminer.
Det vil være tilstrækkeligt, at der i en
ansættelseskontrakt blot henvises til, at der ydes løn
i henhold til en konkret overenskomst, hvis lønnen
fremgår tydeligt af den. Det skal således være
muligt for lønmodtageren på baggrund af henvisningen
at få overblik over sin løn. En henvisning til, at
lønmodtageren indplaceres på et bestemt trin i et
skema i overenskomsten, hvilket giver lønmodtageren mulighed
for at få dette overblik, vil kunne være
tilstrækkelig. Det er således et krav for opfyldelse af
oplysningspligten ved henvisning til overenskomsten, at
lønnens størrelse fremgår tydeligt af den
pågældende overenskomst.
Den foreslåede nr. 11
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter den normale daglige eller ugentlige
arbejdstid, og indebærer, at eventuelle ordninger for
overarbejde og betaling herfor og, hvor det er relevant, ordninger
for vagtændringer, omfattes af oplysningspligten.
Oplysningspligten for så vidt angår den ugentlige og
daglige arbejdstid vil kunne opfyldes ved angivelse af en
årsnorm, som det fx er tilfældet på nogle
områder i undervisningssektoren, en absolut ugentlig
arbejdstid eller ved angivelse af fremmøde- og
sluttidspunkt, medmindre der er tale om et helt eller overvejende
uforudsigeligt arbejdsmønster som nævnt i den
foreslåede § 3, stk. 2, nr. 12.
Det vil endvidere være et krav, at det oplyses, om der kan
pålægges overarbejde, og under hvilke betingelser dette
vil kunne pålægges.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 4. Lønmodtagerens retstilling skal dog
fremgå tydeligt heraf.
Det foreslås i nr. 12, at hvis arbejdsmønstret er
helt eller overvejende uforudsigeligt, skal arbejdsgiveren
underrette lønmodtageren om:
a) det princip, at
tidsplanen for arbejdet er variabel, antallet af garanterede
betalte arbejdstimer og betaling for arbejde, som udføres ud
over disse garanterede timer,
b) de
referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren kan
pålægges at arbejde,
c) den
minimumsvarslingsperiode, som lønmodtageren er berettiget
til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt en eventuel
frist for annullering af arbejdsopgaven.
Hvis det ikke er muligt at angive en fast tidsplan for arbejdet
på grund af beskæftigelsens art, såsom i
tilfælde af kontrakter på tilkaldebasis, vil
lønmodtagere af deres arbejdsgiver skulle informeres om,
hvordan deres arbejdstid skal fastlægges, herunder i hvilke
tidsintervaller de kan blive kaldt på arbejde, og hvilken
minimumsvarslingsperiode de skal have inden påbegyndelsen af
en arbejdsopgave. Det bemærkes, at arbejdsgiveren alene er
forpligtet til at oplyse antallet af garanterede timer, når
der i ansættelsesforholdet er indgået aftale herom.
At arbejdsmønsteret er helt eller overvejende
uforudsigeligt indebærer, at arbejdets tidsmæssige
placering ikke er fastlagt eller kun er fastlagt i mindre omfang.
0-timerskontrakter vil betyde, at arbejdet er helt uforudsigeligt,
og ansættelse i øvrigt på tilkald, hvor
lønmodtager og arbejdsgiver ad hoc indgår aftale om en
konkret arbejdsopgave, vil også kunne betragtes som
uforudsigeligt, hvis der er tale om et løbende
ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver eksempelvis har
garanteret et vist minimumstimetal. Hvis der er tale om meget
varierende arbejdstid, må arbejdet også kunne anskues
som helt eller overvejende uforudsigeligt, selvom starttidspunktet
for de pågældende arbejdsopgaver eventuelt kendes
på forhånd, og det kan anføres, at arbejde, hvor
en mindre del, eksempelvis en lørdagsvagt, ligger fast, men
der herudover og primært i ansættelsesforholdet faktisk
arbejdes på forskellige tidspunkter, der ikke lader sig
fastlægge på forhånd, hvilket eksempelvis kan
være efter tilkald. Det vil bero på en konkret
vurdering af den enkelte ansættelse, om
arbejdsmønsteret må anses for at være helt eller
overvejende uforudsigeligt.
Det foreslås i nr. 13, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter den ret til uddannelse, som
arbejdsgiveren eventuelt tilbyder.
Oplysninger om den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren
tilbyder, vil skulle gives i form af oplysninger, som omfatter
antallet af uddannelsesdage, om nogen, som lønmodtageren har
ret til pr. år, og oplysninger om arbejdsgiverens generelle
uddannelsespolitik.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 4. Oplysningerne skal dog fremgå tydeligt
heraf.
Den foreslåede nr. 14
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter angivelse af, hvilke kollektive
overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis
der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter
uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem parterne er
i den pågældende overenskomst.
Kollektive overenskomster kan også være uskrevne,
herunder bestå på kutyme. Såfremt disse uskrevne
eller kutymemæssige overenskomster indeholder
væsentlige elementer for lønmodtageren, vil
lønmodtageren også skulle oplyses herom.
Det foreslås i nr. 15, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter, hvor det er arbejdsgiverens
ansvar, identiteten på de socialsikringsinstitutioner, som
modtager de sociale bidrag, der er knyttet til
ansættelsesforholdet, og enhver beskyttelse i forbindelse med
social sikring fra arbejdsgiverens side.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 4. Oplysningerne skal dog fremgå tydeligt
heraf.
Oplysninger om sociale sikringsordninger vil skulle omfatte
oplysninger om identiteten på de socialsikringsinstitutioner,
som modtager de sociale bidrag, hvor det er relevant, for så
vidt angår sygdom, barsel, fædreorlov og
forældreydelser, ydelser i forbindelse med arbejdsulykker og
arbejdsrelaterede sygdomme samt til alderdoms-, invaliditets-,
efterladte-, arbejdsløsheds-, førtidspension- og
familieydelser. Social sikring må defineres i
overensstemmelse med EU-rettens almindelige forståelse af
begrebet. Herefter anses en ydelse for en social sikringsydelse,
når den tildeles uafhængigt af en individuel,
skønsmæssig vurdering af de personlige behov på
grundlag af kriterier, der er fastlagt ved lov.
Arbejdsgivere vil ikke være forpligtet til at give disse
oplysninger, hvor lønmodtageren vælger
socialsikringsinstitutionen. Oplysninger om den sociale sikring,
der gives af arbejdsgiveren, vil, hvor det er relevant, omfatte
dækningen fra supplerende pensionsordninger som defineret i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU og
Rådets direktiv 98/49/EF.
For de fleste danske ordninger er der tale om
ikke-bidragspligtige, men rene skattefinansierede ordninger.
Eksempler på danske arbejdsgiverbidragspligtig sociale
sikringsordninger er ATP, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, en
privat tegnet arbejdsforsikring (ved arbejdsulykke) m.v. Det er
alene sociale sikringsordninger, som vedrører
ansættelsesforholdet, der skal oplyses om.
Den foreslåede bestemmelse i stk.
3 indebærer, at oplysningerne vil skulle tilgå
lønmodtagerne skriftligt, herunder at de skal udleveres og
fremsendes på papir eller fremsendes i elektronisk form. Hvis
de fremsendes elektronisk, vil det være et krav, at
oplysningerne er tilgængelige for lønmodtageren, at de
kan lagres og udskrives, og at arbejdsgiveren opbevarer
dokumentation for fremsendelse eller modtagelse. Det vil efter
lovforslaget være tilstrækkeligt til opfyldelse af
bestemmelsen, at oplysningerne fx gives gennem E-boks eller
på e-mail.
Den foreslåede bestemmelse i stk.
4 indebærer, at oplysningspligten for så vidt
angår minimumskravene i stk. 2, nr. 7-13, er opfyldt, hvis
der i overensstemmelse med stk. 3, henvises til love,
administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for de
pågældende forhold.
En generel henvisning til en kollektiv overenskomst, love,
administrative bestemmelser eller vedtægtsmæssige
bestemmelser vil ikke nødvendigvis være
tilstrækkelig til at opfylde oplysningspligten.
Lønmodtager skal være i stand til at danne sig et
overblik over sin retsstilling på baggrund af henvisningen.
Det vil kræve, at den pågældende oplysning, som
oplysningspligten i nr. 7-11, 13 og 15 angår, fremgår
tydeligt af den kollektive overenskomst, lov, administrative
bestemmelser eller vedtægtsmæssige bestemmelse, der
henvises til.
Til §
4
Ansættelsesbevislovens § 3, stk. 1, stiller krav om,
at en lønmodtager, der skal udføre sit arbejde i et
eller flere andre lande og arbejdets varighed overstiger en
måned, skal modtage det eller de dokumenter, der er
nævnt i ansættelsesbevislovens § 2, stk. 3, inden
afrejse. Der stilles desuden krav om, at lønmodtagere ved
udførelse af sit arbejde i udlandet skal modtage supplerende
oplysninger.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 1. pkt., at hvis
lønmodtageren skal udføre sit arbejde i et eller
flere andre lande end det, hvor vedkommende normalt arbejder, og
arbejdets varighed overstiger fire på hinanden
følgende uger, skal de i § 3, stk. 2, nævnte
oplysninger være lønmodtageren i hænde inden
afrejsen. Det bemærkes, at der kan være udfordringer
for en arbejdsgiver med at skaffe informationerne, der kræves
i lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 15, idet
pågældende værtsmedlemsstat skal kontaktes. I
disse tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at
arbejdsgiveren har kontaktet værtsmedlemsstaten og igangsat
indhentningen af de i § 3, stk. 3, nr. 15, omhandlende
oplysninger.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at
lønmodtageren er bekendt med sine rettigheder i det
pågældende ansættelsesforhold inden afrejse til
udlandet. Bestemmelsen vil medføre, at fristen for
arbejdsgiverens afgivelse af de oplysninger, der som minimum
kræves afgivet til lønmodtageren i § 3, stk. 2,
skal afgives inden afrejsen, frem for den normale frist i § 3,
stk. 1, 2. og 3. pkt., på henholdsvis syv kalenderdage og en
måned efter ansættelsesforholdet er
påbegyndt.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 2. pkt., vil
medføre, at ud over de oplysninger, der skal gives
lønmodtageren efter § 3, stk. 2 og 3, skal dokumentet
eller dokumenterne for udstationerede lønmodtageres
vedkommende, når disse er udrejst i mindst 4 uger, mindst
indeholde følgende supplerende oplysninger:
1) Det land eller
de lande, i hvilket eller hvilke arbejdet i udlandet skal
udføres, og arbejdets forventede varighed.
2) Den valuta som
lønnen udbetales i.
3) Eventuelle
ydelser i kontanter eller naturalier vedrørende
arbejdsopgaverne.
4) Oplysninger om
hvorvidt omkostningerne i forbindelse med lønmodtagerens
tilbagevenden til hjemlandet godtgøres, og i givet fald
vilkårene for lønmodtagerens tilbagevenden til
hjemlandet.
5) Om der er taget
skridt til at få udstedt de nødvendige attester i
forbindelse med udstationeringen.
Der vil således blive stillet yderligere krav til, hvilke
oplysninger arbejdsgiveren skal meddele lønmodtageren inden
afrejse. Det sker for at sikre, at lønmodtageren er bekendt
med sine vilkår under udstationeringen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at udstationerede
lønmodtagere, som er omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 1996/71/EF om udstationering af arbejdstagere
som led i udveksling af tjenesteydelser, under alle
omstændigheder skal underrettes om:
1) den løn,
som lønmodtageren er berettiget til i overensstemmelse med
gældende ret i værtsmedlemsstaten,
2) hvor det er
relevant, eventuelle ydelser, der specifikt vedrører
udstationeringen, og eventuelle ordninger for godtgørelse af
udgifter til rejse, kost og logi,
3) linket til det
centrale officielle nationale websted, der er etableret af
værtsmedlemsstaten/værtsmedlemsstaterne i henhold til
artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/67/EU.
Ved en udstationeret lønmodtager forstås en
lønmodtager, som sædvanligvis udfører sit
arbejde i ét land (oprindelseslandet), men som midlertidigt
udfører arbejde i et andet land.
Den foreslåede bestemmelse i stk.
3 vil medføre, at for så vidt angår
oplysninger, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1,
kan de tilgå lønmodtageren, jf. § 3, stk. 3, ved
en henvisning til de love, administrative bestemmelser,
vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive
overenskomster, der gælder for de pågældende
forhold.
En generel henvisning til en kollektiv overenskomst, love,
administrative bestemmelser eller vedtægtsmæssige
bestemmelser vil ikke nødvendigvis være
tilstrækkelig til at opfylde oplysningspligten.
Lønmodtager skal være i stand til at danne sig et
overblik over sin aflønning på baggrund af
henvisningen.
Det vil kræve, at den pågældende oplysning,
som oplysningspligten i stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1,
angår, fremgår tydeligt af den kollektive overenskomst,
lov, administrative bestemmelser eller vedtægtsmæssige
bestemmelse, der henvises til.
Til §
5
Ansættelsesbevislovens § 4 fastsætter regler
for den pligt, som en arbejdsgiver har til at oplyse
lønmodtageren om eventuelle ændringer af de i §
2, stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1, omhandlende forhold inden for
en nærmere bestemt frist og med visse undtagelser.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1,
1. pkt., vil medføre, at arbejdsgiveren ved enhver
ændring af de i § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 2,
omhandlede forhold hurtigst muligt og senest på den dato,
hvor ændringerne træder i kraft, skal give
lønmodtageren skriftlig besked herom.
Bestemmelsen medfører ikke, at der under iagttagelse af
kravene heri frit kan ændres i ansættelsesforholdene.
En ændring af ansættelsesvilkår skal
gennemføres i henhold til pågældende regler i
relevant lovgivning, og de kollektive overenskomster, der regulerer
ansættelsesforholdet. Væsentlige ændringer af
ansættelsesforholdet kan typisk gennemføres med det
varsel, der svarer til det normale opsigelsesvarsel, der
gælder i det pågældende
ansættelsesforhold.
Oplysning om ændringer kan ske ved en ny udstedelse af det
eller de i § 3, stk. 3, nævnte dokumenter, eller ved
udstedelse af et dokument i overensstemmelse hermed, som indeholder
den pågældende ændring.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1,
2. pkt., vil medføre, at pligten til at meddele
ændringer efter stk. 1, 1. pkt., ikke gælder, hvis
ændringen skyldes ændringer i de love, administrative
bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller
kollektive overenskomster, som arbejdsgiveren efter § 3, stk.
4, eller § 4, stk. 3, kan henvise til.
Det er dog en forudsætning for, at pligten ikke
gælder, at lønmodtageren kan orientere sig om
ændringen i de pågældende love, administrative
bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller
kollektive overenskomster. Resultatet af ændringen skal
derfor fremgå tydeligt.
Hvis der fx er tale om en ændring af lønnen i en
kollektiv overenskomst, vil den skulle fremgå tydeligt af den
pågældende kollektive overenskomst. Lønnen kan
fx være opstillet i et skema, hvor lønmodtageren kan
danne sig et overblik over sin egen løn. Bestemmelsen i stk.
1, 1. pkt., vil derfor ikke finde anvendelse på en
beløbsmæssig opdatering i sådan et skema i en
kollektiv overenskomst.
Til §
6
Den foreslåede § 6 vedrører grænser for
varigheden af en eventuel prøvetid i
ansættelsesforhold. I gældende ansættelsesretlig
lovgivning er der ikke generelle bestemmelser om prøvetid,
men efter funktionærlovens § 2, stk. 5, vil en
ansættelse kunne ske på prøve i op til 3
måneder, og i den periode kan funktionæren opsiges med
mindst 14 dages varsel. Prøvetid på op til 3
måneder er endvidere nævnt i funktionærlovens
§ 2, stk. 6. Kollektive overenskomster kan også
indeholde bestemmelser om længden af prøvetid, mens
der i ansættelsesforhold, hvor hverken funktionærloven
eller kollektive overenskomster finder anvendelse, har kunnet
indgås individuel aftale om længden af prøvetid
og vilkår i den forbindelse.
Det foreslås i § 6, stk.
1, at når der anvendes prøvetid i et
ansættelsesforhold, kan denne ikke være længere
end 6 måneder, jf. dog stk. 4.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 1. Funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6,
berøres ikke af den foreslåede bestemmelse, men med
den foreslåede bestemmelse begrænses længden af
en prøvetid uden for det område, der reguleres af
funktionærloven. Arbejdsvilkårsdirektivet indeholder
ikke nogen egentlig definition af prøvetid og udgangspunktet
i dette lovforslag er derfor den almindelige forståelse af
begrebet i dansk ret, hvorefter prøvetid er en særlig
undtagelse til de i forvejen fastsatte eller aftalte
opsigelsesregler. Der er ikke påtænkt ændringer i
forhold til erhvervsuddannelseslovens muligheder for
forlængelse af prøvetid i forbindelse med
fravær, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 3.
Det foreslås i § 6, stk.
2, at i tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan
prøvetiden ikke overstige en fjerdedel af
ansættelsestiden og at prøvetiden i et
tidsbegrænset ansættelsesforhold ikke kan overstige 6
måneder, idet funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6,
dog ikke berøres herved.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 2, 1. pkt., idet arbejde, som omfattes af
funktionærloven, er af en art, hvor der vil kunne opereres
med en prøvetid på op til tre måneder. Forslaget
indebærer, at hvis der er tale om en tidsbegrænset
ansættelse af et års varighed, kan prøvetiden
højst være tre måneder. Forslaget
indebærer også, at for lønmodtagere, der ikke
omfattes af funktionærloven, men som via aftale er tillagt
funktionærrettigheder, gælder det, at prøvetiden
ikke kan overstige en fjerdedel af ansættelsestiden, jf. den
foreslåede § 1, stk. 6.
Det foreslås i § 6, stk.
3, at der ikke kan aftales yderligere prøvetid i
forbindelse med forlængelse eller fornyelse af et
tidsbegrænset ansættelsesforhold.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 2, 2. pkt. Dette indebærer, at en lønmodtager
ikke kan være ansat på prøve i mere end 6
måneder i et uafbrudt ansættelsesforhold.
Det foreslås i § 6, stk.
4, at bestemmelser om fastsættelse af
prøvetidens længde for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte ikke berøres. Der kan
således fastsættes regler om længere
prøvetid end 6 måneder for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte. Bestemmelser om ansættelse
på prøve af tjenestemænd findes i
tjenestemandslovens § 6 og regler, der er fastsat i
medfør af denne bestemmelse. Regler om
prøveansættelsers varighed fastsættes dog ved
aftale mellem skatteministeren og tjenestemændenes
centralorganisationer. Det fremgår af den gældende
bekendtgørelse nr. 96 af 20. marts 1972 om ansættelse
som tjenestemand på prøve i staten med senere varig
ansættelse for øje, at ved første varige
ansættelse som tjenestemand er prøvetjenestens
længde 2 år, samt at vedkommende minister for enkelte
grupper af tjenestemænd ved aftale med vedkommende
forhandlingsberettigede organisation kan fastætte en
længere prøvetjeneste end 2 år.
Der gælder tilsvarende bestemmelser for tjenestemænd
på det kommunale og regionale område.
Bestemmelsen udnytter muligheden i
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8, stk. 3, jf. også
præambelbetragtning (28), som giver de enkelte medlemsstater
mulighed for at fastsætte længere prøvetider,
hvor dette er begrundet i beskæftigelsens art, såsom
for offentlige stillinger, med henblik på at give hjemmel til
at kunne opretholde de nugældende regler om
fastsættelse af prøvetidens længde for
tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på det
statslige, kommunale og regionale område.
Til §
7
Den foreslåede § 7 vedrører
lønmodtageres adgang til at påtage sig
sideløbende ansættelse. Dette er ikke generelt
reguleret i gældende ansættelsesretlig lovgivning, men
der findes dog enkelte eksempler på, at lovgiver har forholdt
sig til, hvad der er gældende i tilfælde, hvor
lønmodtager har et ekstra job. Det følger
således af lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere
inden for vejtransportsektoren, nr. 395 af 1. juni 2005 med senere
ændring, at en mobil lønmodtager skriftligt skal
aflægge regnskab for arbejde, der er udført for en
anden arbejdsgiver, idet loftet over den gennemsnitlige ugentlige
arbejdstid på 48 timer er gældende i forhold til
samtlige af de ansættelsesforhold, som lønmodtageren
har. Med hensyn til funktionærer kan funktionærlovens
§ 15 om adgangen til at påtage sig hverv uden for
tjenesten nævnes. Den foreslåede § 7 implementerer
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 9.
Det foreslås i § 7, stk.
1, at en arbejdsgiver ikke må hindre en
lønmodtager i at tage sideløbende ansættelse
eller på den baggrund behandle lønmodtageren
ugunstigt, hvis lønmodtageren fortsat kan arbejde i
overensstemmelse med en af arbejdsgiver fastlagt tidsplan, jf. dog
stk. 2. Det foreslåede udgangspunkt er således, at
lønmodtagere har ret til at tage arbejde ved siden af et
bestående ansættelsesforhold, hvis dette ekstra arbejde
kan passes, uden at det går ud over fremmødet i det
job, som lønmodtageren allerede har.
I § 7, stk. 2, foreslås,
at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis omstændighederne ved
det pågældende arbejde, såsom hensyn til sundhed
og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten
i den offentlige forvaltning eller at undgå
interessekonflikter, indebærer, at beskæftigelse som
nævnt i stk. 1 er uforenelig med det bestående
ansættelsesforhold. Der kan være tale om forskellige
forhold af den nævnte karakter, som gør, at retten til
at tage sideløbende ansættelse må vige, og de
eksempler, som er nævnt i den foreslåede bestemmelse,
er ikke udtømmende.
Beskæftigelsesministeriet bemærker, at det i
overensstemmelse med dansk ansættelsesret fortsat er muligt
at fastsætte uforenelighedsbegrænsninger af objektive
grunde såsom sundhed og sikkerhed, beskyttelse af
forretningshemmeligheder, integriteten i offentlig forvaltning
eller undgåelse af interessekonflikter. En begrænsning
af sideløbende ansættelse skal være saglig og
ske under afvejning mellem virksomhedens og arbejdstagerens
interesser.
Til §
8
Den foreslåede § 8 vedrører, hvornår
lønmodtagere, hvis arbejdsmønster er helt eller
overvejende uforudsigeligt, kan pålægges at arbejde
samt varsling i den forbindelse, og fastsætter, at
lønmodtagere kan have ret til kompensation, hvis en planlagt
arbejdsopgave aflyses af arbejdsgiver. Gældende lovgivning
indeholder ikke generel regulering af lønmodtageres og
arbejdsgiveres retsstilling i sådanne situationer, men i
funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, er det fastsat, at en
arbejdsgiver skal betale funktionæren erstatning, hvis
arbejdsgiver uberettiget nægter at modtage funktionæren
i sin tjeneste. Det er ikke med den foreslåede bestemmelse,
som implementerer arbejdsvilkårsdirektivets artikel 10,
hensigten at ændre på gældende ret i
funktionærlovens § 3.
Det foreslås i § 8, stk.
1, at en arbejdsgiver alene kan pålægge en
lønmodtager, hvis arbejdsmønster er helt eller
overvejende uforudsigeligt, at arbejde, hvis arbejdet finder sted
inden for de forudbestemte referencetimer og referencedage, jf.
§ 3, stk. 2, nr. 12, litra b, og hvis lønmodtageren er
blevet varslet om arbejdsopgaven med det varsel, som
lønmodtageren har modtaget oplysning om i overensstemmelse
med § 3, stk. 2, nr. 12, litra c. Med hensyn til, hvad der
forstås ved lønmodtagere, hvis arbejde er helt eller
overvejende uforudsigeligt, samt referencetimer og -dage og
varsling, henvises til bemærkningerne til § 3.
Det foreslås i § 8, stk.
2, at lønmodtageren har ret til at afvise
arbejdsopgaven uden negative følger heraf, hvis
betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt. Bestemmelsen er
således ikke til hinder for, at en arbejdsgiver tilbyder en
lønmodtager at arbejde uden for de tidsrum, der er oplyst,
eller med et kortere varsel end oplyst, men i så fald kan
lønmodtageren afslå den tilbudte arbejdsopgave uden at
dette afslag får negative følger. Lønmodtageren
kan afvise en arbejdsopgave, hvis kun en af betingelserne i stk. 1
er opfyldt, og henvisningen til stk. 1 indebærer herudover,
at retten til at afvise en arbejdsopgave i henhold til den
foreslåede bestemmelse alene vedrører
lønmodtagere, hvis arbejdsmønster er helt eller
overvejende uforudsigeligt.
Det foreslås i § 8, stk.
3, at hvis en arbejdsopgave, der er fastlagt gennem aftale
mellem arbejdsgiver og lønmodtager, bliver annulleret af
arbejdsgiver efter udløbet af en rimelig frist, der
måtte være fastsat for annullering af en arbejdsopgave
i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 12,
skal arbejdsgiver kompensere lønmodtager herfor.
Kompensationen udmåles konkret efter sagens
omstændigheder, herunder hvornår aflysningen finder
sted, fx før eller ved fremmøde. Henvisningen til de
konkrete omstændigheder indebærer, at en kompensation
som nævnt udmåles i overensstemmelse med gældende
praksis efter dels funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, og
dels gældende fagretlig praksis, hvor det er relevant, jf.
også arbejdsvilkårsdirektivets artikel 10, stk. 4.
I forhold til kompensation ved annullering af arbejdsopgaver
bemærkes det, at der skal ydes kompensation ved aflysning af
en arbejdsopgave med kort varsel. Det bemærkes endvidere, at
denne udmåles efter almindelige erstatningsretlige
principper, og at kompensation udmåles konkret efter sagens
omstændigheder, herunder hvornår aflysningen finder
sted, fx før eller ved fremmøde.
Til §
9
Den foreslåede § 9 vedrører fastsættelse
af en formodningsregel, så en lønmodtager ansat
på tilkaldebasis eller lignende ud over 3 måneder,
antages at have indgået en ansættelsesaftale med et
minimumsantal betalte timer svarende til det arbejde, der er
udført af lønmodtageren i de seneste 4 uger, hvis
ikke arbejdsgiveren godtgør, at der ikke er indgået en
sådan ansættelsesaftale. I opgørelsen
indgår ikke perioder med fravær som fx ferie, sygdom og
barsel, således at opgørelsen af perioden
forlænges med uger uden fravær.
Der findes ikke en sådan formodningsregel i gældende
lovgivning. Med den foreslåede bestemmelse implementeres
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 11, idet muligheden i
artikel 11, b), for at hindre misbrug af sådanne ansatte ved
at fastsætte en afkræftelig formodning for, at der
forefindes en ansættelseskontrakt med et minimumsantal
betalte timer baseret på det gennemsnitlige antal
arbejdstimer i en given periode, udnyttes.
Den foreslåede formodningsregel indebærer ikke, at
en lønmodtager ikke kan arbejde på tilkaldebasis uden
et fast minimumstimetal ud over 3 måneder, men arbejdsgiver
skal kunne godtgøre, at der ikke er indgået aftale om
ansættelse med et minimumstimetal som nævnt. Det kan
eksempelvis indgå i bevisvurderingen om arbejdsgiver kan
fremlægge et ansættelsesbevis, hvor det klart
fremgår, at der ikke er aftalt et minimumstimetal som
nævnt, og om der er udført arbejde i overensstemmelse
med det i dette ansættelsesbevis anførte. Vurderingen
af, om arbejdsgiver har løftet bevisbyrden og
afkræftet formodningen, kan foretages af de almindelige
domstole, jf. den foreslåede § 12, stk. 2.
Til §
10
Det foreslås i § 10 at give en lønmodtager,
der har været ansat i 6 måneder, og som har
udstået sin eventuelle prøvetid, adgang til at anmode
om en ansættelsesform med mere forudsigelige og trygge
arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættelsesform
anvendes på virksomheden, og at fastsætte rammerne for
arbejdsgivers besvarelse af en sådan anmodning. Der er ikke i
gældende lovgivning bestemmelser om lønmodtagers
adgang til at anmode som nævnt og arbejdsgivers forpligtelse
til at svare herpå. Med den foreslåede bestemmelse
implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 12.
Det foreslås i § 10, stk.
1, at fastsætte, hvilke betingelser der skal
være opfyldt for at en lønmodtager kan fremsætte
en anmodning som nævnt og dermed have krav på et svar i
overensstemmelse med stk. 2-4. Lønmodtageren skal
således have været ansat i mindst 6 måneder og
have udstået sin eventuelle prøvetid, jf. også
den foreslåede § 6, og herudover skal der på
virksomheden anvendes en ansættelsesform med mere trygge og
forudsigelige arbejdsvilkår. Om denne sidstnævnte
betingelse er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering i
forhold til den enkelte virksomhed.
Det foreslås i § 10, stk.
2, at en lønmodtager, der har fremsat en anmodning i
overensstemmelse med stk. 1, har krav på et skriftligt og
begrundet svar på anmodningen senest en måned efter, at
anmodningen er modtaget, jf. dog stk. 3 og 4. Det er ikke et krav
efter det foreslåede stk. 1, at anmodningen er afgivet
skriftligt, men af bevismæssige årsager kan dette
være hensigtsmæssigt, så der ikke opstår
tvivl om, hvorvidt anmodningen er besvaret inden for fristen eller
ej. Med hensyn til besvarelse af anmodningen vil der heri i givet
fald kunne henvises til eventuel regulering, der fx
fastsætter, at ledige stillinger skal slås op, og
oplyses om mulighederne for at søge sådanne
stillinger.
Det foreslås i § 10, stk.
3, at lønmodtager alene har krav på et
skriftligt og begrundet svar fra arbejdsgiver en gang årligt.
En anmodning, som eksempelvis afgives 6 måneder efter, at
arbejdsgiver sidst har besvaret en sådan anmodning,
behøver arbejdsgiver således ikke besvare.
Det foreslås i § 10, stk.
4, at for virksomheder, hvor arbejdsgiver er en fysisk
person eller hvor antallet af ansatte er mindre end 35, er fristen
for at besvare en anmodning afgivet i overensstemmelse med stk. 1 3
måneder efter, at anmodningen er modtaget.
Den nævnte forlængede frist for virksomheder har til
formål at give mindre virksomheder længere tid til at
besvare en anmodning, og den fastsatte grænse på 35
ansatte flugter med, hvad der efter anden regulering, herunder
samarbejdsaftalen mellem FH og DA samt lov om information og
høring af lønmodtagere nr. 303 af 2. maj 2005 med
senere ændring, er en sædvanlig tærskel. Ved
fysisk person forstås i overensstemmelse med sædvanlig
sprogbrug en person, som ikke har organiseret sig i
selskabsform.
Til §
11
Det foreslås i § 11, at hvis en arbejdsgiver i
henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive
overenskomster skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med
henblik på udførelsen af det pågældende
arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift for den ansatte,
tælle som arbejdstid i ansættelsesforholdet og så
vidt muligt foregå i lønmodtagerens sædvanlige
arbejdstid. Der er ikke i gældende lovgivning tilsvarende
generelle bestemmelser om obligatorisk uddannelse. Med den
foreslåede bestemmelse implementeres
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 13.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at udgifter til
uddannelse som nævnt ikke afholdes af, tilbageholdes eller
fradrages lønmodtagerens løn, og at alle
lønmodtagere - herunder personer i atypiske
ansættelsesformer - får tilbudt en sådan
uddannelse på lige vilkår. Den foreslåede
bestemmelse vedrører alene uddannelse, som en arbejdsgiver
er forpligtet til at tilbyde som følge af EU-retten, dansk
lovgivning eller kollektive overenskomster.
Til §
12
Efter gældende ret kan Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg træffe afgørelse om,
hvorvidt arbejdsgivers oplysningspligt i henhold til
ansættelsesbevisloven er overholdt.
Det foreslås i § 12, stk.
1, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan
træffe afgørelse om, hvorvidt oplysningspligten efter
loven er overholdt af arbejdsgiver, og adgangen til at indbringe
sager for udvalget foreslås således bibeholdt. Der er
tale om en klageinstans som nævnt i artikel 15, stk. 1, b), i
arbejdsvilkårsdirektivet.
På baggrund af en afgørelse fra Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg vil der være mulighed for at rejse
en sag ved domstolene om en godtgørelse, jf. den
foreslåede § 13, men i tilfælde, hvor udvalget har
fundet, at arbejdsgiveren ikke har overholdt oplysningspligten, vil
det også være muligt at indgå et forlig på
baggrund af udvalgets afgørelse, hvorved sagen eventuelt kan
afsluttes hurtigt og uden at involvere domstolene. Den
foreslåede bestemmelse giver således mulighed for
sagsbehandling, der er smidig og nem at anvende for
lønmodtagere.
Det foreslås i § 12, stk.
2, at spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiver har
overholdt sin forpligtelse i forhold til at sikre
lønmodtagere de vilkår, der er angivet i §§
6-11, indbringes for de almindelige domstole. Der er i de
pågældende bestemmelser tale om, at lønmodtager
får rettigheder af materiel karakter, og disse rettigheder
adskiller sig således fra de formelle rettigheder om
arbejdsgivers oplysningspligt, og en afgørelse af sager om
overholdelse af materielle rettigheder kan i nogle tilfælde
kun træffes på baggrund af en mere omfattende
bevisførelse, som bedst kan finde sted ved en domstol.
Det foreslås i § 12, stk.
3, at spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i
§ 1, stk. 5, er opfyldt, skal afgøres af Arbejdsretten,
idet spørgsmål om, hvorvidt den overordnede
beskyttelse af lønmodtagere sikres, dog foreslås
afgjort ved fagretlig behandling og eventuelt faglig voldgift, hvis
dette er aftalt mellem de pågældende
overenskomstparter. Dette fremgår eksempelvis af den mellem
FH og DA indgåede forståelsesaftale af 30. juni
2022.
Er der ikke indgået en aftale mellem de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter om, at
spørgsmålet om, hvorvidt den overordnede beskyttelse
af lønmodtagere sikres via overenskomsten, afgøres
ved fagretlig behandling og eventuelt faglig voldgift, kan
Arbejdsretten ved prøvelsen heraf lægge vægt
på, om overenskomsten er mangelfuld, så den ud fra en
samlet vurdering ikke sikrer den overordnede beskyttelse af de
pågældende lønmodtagere.
I anden lovgivning, eksempelvis ferieloven og vikarloven, er
Arbejdsretten på tilsvarende vis tillagt kompetencen til at
afgøre, om en kollektiv overenskomst er landsdækkende
og indgået af de på det pågældende
ansættelsesområde mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark. Den foreslåede bestemmelse
skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 19 om
ændringer i arbejdsretsloven.
Til §
13
Efter gældende ret kan domstolene tilkende en
godtgørelse på op til 13 ugers løn, hvis
pligten til at oplyse om ansættelsesvilkår efter
ansættelsesbevisloven ikke er overholdt. Under
skærpende omstændigheder kan godtgørelsen
forhøjes til op til 20 ugers løn, men vil dog, hvis
manglen ved ansættelsesbeviset er undskyldelig og ikke har
haft konkret betydning, kunne fastsættes til højst
1.000,- kroner.
Det foreslås i § 13, stk.
1, at domstolene skal kunne tilkende en godtgørelse
på op til 13 ugers løn, hvis pligten til at oplyse om
ansættelsesvilkår efter §§ 3-5 samt i §
16, stk. 4, ikke er overholdt. Ved skærpende
omstændigheder, fx hvis ansættelsesbeviset er helt
misvisende og de urigtige oplysninger heri har haft konkret
betydning for lønmodtageren, kan godtgørelsen
forhøjes til op til 20 ugers løn. De i
ansættelsesbevisloven fastsatte niveauer for den almindelige
godtgørelse, når arbejdsgivers oplysningspligt efter
loven ikke er overholdt, foreslås således ført
videre.
Det foreslås i § 13, stk.
2, at bestemmelsen om, at godtgørelsen, hvis manglen
ved ansættelsesbeviset er undskyldelig og ikke har haft
konkret betydning, kan fastsættes til højst 1.000,-
kroner, ligeledes videreføres uændret set i forhold
til ansættelsesbevisloven. Der er ikke tilsigtet
ændringer i gældende ret
(godtgørelsesniveauet).
Det foreslås i § 13, stk.
3, at for lønmodtagere, der er omfattet af en
overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en
godtgørelse svarende til den i stk. 1 og 2 nævnte,
afgøres ved de almindelige domstole, hvis en sag om
overholdelse af oplysningspligten ikke behandles fagretligt. Dette
skyldes, at lønmodtagere, der er sikret de
direktivmæssige rettigheder vedrørende oplysningspligt
i medfør af en kollektiv overenskomst, men som ikke
får behandlet en sag herom fagretligt, skal have mulighed for
at gøre deres rettigheder gældende og eventuelt blive
tilkendt en godtgørelse, hvis deres rettigheder er
krænket. Der henvises til arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 16 og mere overordnet til det EU-retlige
effektivitetsprincip. Retsgrundlaget for en sag, der behandles i
medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være
de i overenskomsten implementerede bestemmelser om arbejdsgivers
pligt til at oplyse om ansættelsesvilkår. Der kan i den
forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i
arbejdsretsloven anførte om lønmodtageres adgang til
at anlægge sag ved de almindelige domstole.
Til §
14
Da der er tale om ny lovregulering af de rettigheder, der
foreslås fastsat i §§ 6-11, findes der ikke i
gældende ret bestemmelser om, at en lønmodtager kan
tilkendes en godtgørelse, hvis disse rettigheder
krænkes.
Det foreslås i § 14, stk.
1, at en lønmodtager skal kunne tilkendes en
godtgørelse, hvis dennes rettigheder i henhold til
§§ 6-11 er krænket. Godtgørelsesniveauet
foreslås ikke reguleret, idet godtgørelsens
størrelse kan fastsættes af domstolene på
baggrund af de konkrete omstændigheder og ud fra praksis
vedrørende tilkendelse af godtgørelse efter anden
ansættelsesretlig lovgivning, eksempelvis lov om
gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.
Det foreslås i § 14, stk.
2, at for lønmodtagere, der er omfattet af en
overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en
godtgørelse svarende til den i stk. 1 nævnte,
afgøres ved de almindelige domstole, hvis en sag om
overholdelse af de pågældende rettigheder ikke
behandles fagretligt. Dette skyldes, at lønmodtagere, der er
sikret de direktivmæssige rettigheder i artikel 8-13 i
medfør af en kollektiv overenskomst, men som ikke får
behandlet en sag herom fagretligt, skal have mulighed for at
gøre deres rettigheder gældende og eventuelt blive
tilkendt en godtgørelse, hvis deres rettigheder er
krænket. Der henvises til arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 16 og mere overordnet til det EU-retlige
effektivitetsprincip. Retsgrundlaget for en sag, der behandles i
medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være
de i overenskomsten implementerede bestemmelser jf. artikel 8-13.
Der kan i den forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i
arbejdsretsloven anførte om lønmodtageres adgang til
at anlægge sag ved de almindelige domstole.
Til §
15
I gældende ret er der ikke nogen specifikke bestemmelser
om beskyttelse af lønmodtagere eller af
lønmodtagerrepræsentanter, der er eller mener at
være udsat for ugunstig behandling, eventuelt en
afskedigelse, som følge af, at der rejses en sag om
arbejdsgivers overholdelse af de direktivmæssige rettigheder,
der foreslås implementeret i dette lovforslag. Der er
således tale om en ny bestemmelse, og der henvises til
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 17 og 18 i den
forbindelse.
Det foreslås i § 15, stk.
1, at en lønmodtager, som mener at være blevet
afskediget eller udsat for en foranstaltning med tilsvarende
virkning, fordi denne har gjort sine rettigheder i henhold til
loven gældende, efter anmodning herom har ret til at få
en skriftlig begrundelse for afskedigelsen eller den
pågældende foranstaltning fra arbejdsgiver. Herved
foreslås arbejdsvilkårsdirektivets artikel 18, stk. 2,
implementeret. Der er ikke i arbejdsvilkårsdirektivet eller i
den foreslåede bestemmelse fastsat en frist for,
hvornår arbejdsgiver skal give begrundelsen efter at have
modtaget en anmodning, men hvis arbejdsgiver ikke inden for rimelig
tid efterkommer anmodningen, vil det eventuelt kunne udgøre
et grundlag for en formodning om, at afskedigelsen eller den
pågældende foranstaltning ikke er sagligt begrundet,
jf. også det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i § 15, stk.
2, at en lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, der udsættes for
ugunstig behandling, fordi denne har udøvet sine rettigheder
i henhold til denne lov eller fremsat klage til arbejdsgiveren om
at sikre overholdelse af disse, kan tilkendes en
godtgørelse. Der angives ikke noget
godtgørelsesniveau i den foreslåede bestemmelse, idet
der vil være tale om en konkret vurdering på baggrund
af, hvorledes lønmodtageren er blevet behandlet ugunstigt.
Er der tale om en afskedigelse af lønmodtager, vil der kunne
tages udgangspunkt i, hvad der sædvanligvis fastsættes
i godtgørelse for urimelig afskedigelse, herunder praksis
vedrørende funktionærlovens § 2 b.
Der kan ikke ved siden af en godtgørelse efter denne
bestemmelse opnås godtgørelse for usaglig afskedigelse
efter anden lovgivning.
Det foreslås i § 15, stk.
3, at hvis en lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, kan påvise faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at denne
har været udsat for afskedigelse eller foranstaltninger med
tilsvarende virkning, fordi denne har udøvet sine
rettigheder i henhold til denne lov eller fremsat klage til
arbejdsgiveren om at sikre overholdelse af rettigheder i henhold
til dette lovforslag, påhviler det arbejdsgiveren at bevise,
at afskedigelsen eller foranstaltningen med tilsvarende virkning
ikke skyldes, at lønmodtageren har udøvet sine
rettigheder i henhold til denne lov, eller der er fremsat klage til
arbejdsgiveren om at sikre overholdelse af disse. Der
foreslås således indført delt bevisbyrde i
sådanne sager om afskedigelse eller foranstaltninger med
tilsvarende virkning og der henvises i den forbindelse til
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 18, stk. 3. Der tilsigtes
ikke med bestemmelsen gennemført nogen ændring i
beskyttelsen af eksempelvis tillidsrepræsentanter i
medfør af kollektive overenskomster.
Faktiske omstændigheder, der kan give anledning til at
formode, at en lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, er blevet behandlet ugunstigt
eller afskediget på baggrund af en klage, kan være,
hvis der er en umiddelbar tidsmæssig sammenhæng mellem
en klage og en afskedigelse eller tilsvarende foranstaltning, og i
den forbindelse vil det kunne tillægges betydning, hvordan
arbejdsgiver har reageret på en anmodning efter det
foreslåede stk. 1. I givet fald vil arbejdsgiver skulle
godtgøre, at det ikke er klagen om at sikre overholdelse af
rettigheder i henhold til dette lovforslag, der er baggrunden for
en afskedigelse eller tilsvarende foranstaltning, men at der
foreligger saglige grunde hertil.
Det foreslås i § 15, stk.
4, at for lønmodtagere, der er omfattet af en
overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en
godtgørelse svarende til den i stk. 2 nævnte,
afgøres ved de civile domstole, hvis en sag om ugunstig
behandling ikke behandles fagretligt. Herved sikres, at
sådanne lønmodtagere under alle omstændigheder
vil kunne få prøvet en sag om ugunstig behandling
på baggrund af en klage, og der henvises i den forbindelse
til arbejdsvilkårsdirektivets artikel 16. Der kan i den
forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i
arbejdsretsloven anførte om lønmodtageres adgang til
at anlægge sag ved de almindelige domstole.
Til §
16
Det foreslås i stk. 1, at
loven skal træde i kraft den 1. juli 2023.
Det foreslås i stk. 2, at
§ 9, stk. 1, nr. 12, i arbejdsretsloven, jf. dette lovforslags
§ 19, nr. 2, får virkning den 1. januar 2024. Baggrunden
herfor er, at lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag
som helligdag nr. 214 af 6. marts 2023, træder i kraft den 1.
januar 2024, og sager vedrørende betydningen af § 2 i
denne lov vil derfor først kunne blive indbragt for
Arbejdsretten efter denne dato.
Det foreslås i stk. 3, at
ansættelsesbevisloven ophæves. Sager, der rejses
før 1. juli 2023, afgøres efter de regler, der er
gældende på dette tidspunkt.
Det foreslås i stk. 4, at en arbejdsgiver kun skal udlevere eller
supplere de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i
§§ 3 og 4, efter anmodning fra en lønmodtager, der
allerede er ansat den 1. juli 2023.
Fristen for at efterkomme en anmodning som nævnt i stk. 3,
foreslås fastsat til 8 uger efter lønmodtagers
anmodning. Hvis arbejdsgiveren ikke overholder denne frist eller
slet ikke efterkommer anmodningen, vil lønmodtageren i
medfør af den foreslåede § 13, stk. 1 og 2, kunne
tilkendes en godtgørelse. Hvis en arbejdsgiver ikke har
overholdt oplysningspligten efter ansættelsesbevisloven, kan
en lønmodtager, der har været ansat inden den 1. juli
2023, ikke på grundlag af et forud for nævnte dato
udformet ansættelsesbevis blive tilkendt en
godtgørelse efter dette lovforslag, men anmode om
supplerende oplysninger jf. §§ 3-5, og arbejdsgiveren vil
så skulle give disse oplysninger, inden for fristen på
8 uger.
De materielle rettigheder, der findes i lovens §§
6-11, vil lønmodtagere uden videre kunne
påberåbe sig, når loven er trådt i
kraft.
Til §
17
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland.
Det bemærkes i denne forbindelse, at de områder, der
reguleres med dette lovforslag, er overtaget.
Til §
18
Til nr. 1
Det foreslås, at § 6 i
lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag
nr. 214 af 6. marts 2023, ophæves.
§ 6 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag
som helligdag indebærer, at sager om betydningen for
kollektive overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved
afskaffelsen af store bededag som helligdag indbringes for
Arbejdsretten. Da lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store
bededag som helligdag endnu ikke er trådt i kraft,
foreslås bestemmelsen af lovtekniske årsager
ophævet og genindsat som en ændring af
arbejdsretsloven, sammen med en bestemmelse om, at sager om,
hvorvidt de i § 1, stk. 5, i lov om ansættelsesbeviser
og visse arbejdsvilkår anførte betingelser er opfyldt,
jf. lovens § 12, stk. 3, indbringes for Arbejdsretten.
Til §
19
Til nr. 1
Da det med nr. 2 foreslås, at Arbejdsretten
tillægges kompetence i sager om betydningen for kollektive
overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag, nr. 214 af 6. marts 2023, og at
Arbejdsretten tillægges kompetence til at afgøre, om
betingelserne i § 1, stk. 5, i lov om ansættelsesbeviser
og visse arbejdsvilkår er opfyldt, er det nødvendigt
at ændre i den sætningskæde, der fremgår af
arbejdsretslovens § 9, stk. 1.
Det foreslås, at arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 10, ændres således at
»og« udgår.
Med den foreslåede ændring flyttes ordet "og" til
arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 12, som en konsekvens af
det i nr. 2, foreslåede nye nr. 12 og 13.
Samtidigt foreslås det, at § 6, nr. 1, i lov nr. 214
af 6. marts 2023 ophæves, jf. dette lovforslags § 18,
nr. 1.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 11, om
at der for Arbejdsretten indbringes sager om, hvorvidt en
overenskomst er indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter i Danmark og er gældende på hele
det danske område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12.
november 2012 med senere ændringer og § 18, stk. 2, i
lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af
12. november 2012 med senere ændringer, har samme indhold som
§ 6, nr. 2, i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store
bededag som helligdag nr. 214 af 6. marts 2023. Da
sidstnævnte lov ikke er trådt i kraft endnu, er det af
lovtekniske grunde nødvendigt at medtage § 9, stk. 1,
nr. 11 i dette forslag.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 12,
vedrørende indbringelse af sager om betydningen for
kollektive overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved
afskaffelsen af store bededag som helligdag, har samme indhold som
§ 6, nr. 3, i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store
bededag som helligdag nr. 214 af 6. marts 2023. Da denne lov ikke
er trådt i kraft endnu, er det af lovtekniske grunde
nødvendigt at medtage § 9, stk. 1, nr. 12 i dette
forslag.
Samtidigt foreslås det, at § 6, nr. 2 og 3, i lov nr.
214 af 6. marts 2023 ophæves, jf. dette lovforslags §
18, nr. 1.
I forhold til affattelsen af § 9, stk. 1, nr. 11, foreslås, at der for
Arbejdsretten indbringes sager om, hvorvidt en overenskomst er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter
i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om
buskørsel.
Det fastslås dermed, at Arbejdsretten kan tage stilling
til spørgsmålet, såfremt der skulle opstå
uenighed.
I forhold til affattelsen af § 9, stk. 1, nr. 12, foreslås at indsætte et
nyt nr. 12 i arbejdsretslovens § 9, stk. 1, hvorefter
Arbejdsretten har kompetence i sager om betydningen for kollektive
overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag.
Procesparterne i disse sager vil være de faglige
organisationer og arbejdsgiverorganisationer, hhv. uorganiserede
arbejdsgivere med egen overenskomst.
Øvrige sager vil kunne føres ved domstolene,
ligesom en lønmodtager i medfør af arbejdsretslovens
§ 11, stk. 2, kan anlægge sag ved domstolene om
påståede løntilgodehavender m.v., hvis den
pågældende godtgør, at vedkommende faglige
organisation ikke agter at iværksætte fagretlig
behandling af kravet.
Med hensyn til § 9, stk. 1, nr.
13, foreslås det at ændre arbejdsretsloven som
konsekvens af, at det i § 12, stk. 3, foreslås, at
spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk.
5, er opfyldt, afgøres af Arbejdsretten. Da dette
spørgsmål ikke hidtil har været aktuelt, har det
ikke været reguleret i gældende lovgivning, men
afgørelsen af spørgsmål af tilsvarende
karakter, eksempelvis i forhold til bestemmelser i vikarloven og
ferieloven, henhører også under Arbejdsrettens
kompetence, og arbejdsretsloven er tidligere konsekvensændret
på samme måde som det foreslås i denne
bestemmelse.
Den foreslåede affattelse af § 9, stk. 1, nr. 13, er
således udtryk for en reel ændring af retstilstanden,
da spørgsmål om, hvorvidt de i § 1, stk. 5, i
nærværende lovforslag anførte betingelser er
opfyldt, jf. lovens § 12, stk. 3, ikke tidligere har kunnet
indbringes for Arbejdsretten. Dette spørgsmål har ikke
tidligere været relevant, da sådanne overenskomster
ikke tidligere har kunnet finde anvendelse i stedet for
§§ 6-11 i nærværende lovforslag.
Til nr. 3
Det foreslås, at
indsætte et nyt stk. 9 i § 9
i arbejdsretsloven for at præcisere, hvem der kan indbringe
en sag for Arbejdsretten vedrørende spørgsmålet
om, hvorvidt betingelserne i nærværende lovforslags
§ 1, stk. 5, er opfyldt. Det foreslås således, at
sager efter stk. 1, nr. 13, kan indbringes for Arbejdsretten af en
lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisation eller
arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller
arbejdsgiverorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i
den pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1. Den
foreslåede bestemmelse er udformet på samme måde
som § 9, stk. 7, som omhandler adgangen til at indbringe sager
om, hvorvidt betingelserne for via de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparters landsdækkende overenskomster at fravige
ferieloven, er opfyldt.
Til §
20
Til nr. 1
Det fremgår af fodnoten til lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., at loven indeholder regler, der
gennemfører dele af henholdsvis Rådets direktiv
2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af den
aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners'
Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF)
om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om
ændring af direktiv 1999/63/EF, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af
flagstatens ansvar for overholdelse og håndhævelse af
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006.
I mellemtiden er ILO 188-direktivet, der trådte i kraft
den 15. november 2019, bl.a. gennemført ved lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Derudover foreslås med dette lovforslags § 20 dele af
arbejdsvilkårsdirektivet for så vidt angår
søfarende og fiskere gennemført.
Det foreslås derfor, at fodnoten til lovens titel affattes
således: "Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006,
EU-Tidende 2009, nr. L 124, side 30, som ændret ved
Rådets direktiv (EU) 2018/131, EU-Tidende 2018, nr. L 22,
side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af flagstatens ansvar for
overholdelse og håndhævelse af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L
329, side 1, dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19.
december 2016 om iværksættelse af den aftale
vedrørende gennemførelsen af Den Internationale
Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i
fiskerisektoren, der er indgået den 21. maj 2012 af
Sammenslutningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca),
Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) og
Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisationer i Den
Europæiske Union (Europêche), EU-tidende 2017, nr. L
25, side 12, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og
forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union,
EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105. "
Det følger af forslaget, at fodnoten udvides med en
henvisning til ILO 188-direktivet. Det følger derudover af
forslaget, at fodnoten udvides med en henvisning til
arbejdsvilkårsdirektivet som konsekvens af lovforslagets
§ 20, hvorefter dele af arbejdsvilkårsdirektivet
foreslås gennemført.
Samtidig foretages en lovteknisk opdatering af fodnoten,
så den er i overensstemmelse med retningslinjerne herfor.
Til nr. 2
Det foreslås at affatte overskriften før § 3
på ny som følge af forslagets § 20, nr. 3,
hvorefter der foreslås indsat en række vilkår
vedrørende maksimal varighed af en eventuel prøvetid,
supplerende foranstaltninger for ansættelseskontrakter
på tilkaldebasis samt obligatorisk uddannelse, som svarer til
de bestemmelser i arbejdsvilkårsdirektivet, der finder
anvendelse for søfarende og fiskere. Som følge af
indsættelse af de nye bestemmelser om vilkår,
foreslås det, at overskriften før § 3
ændres, så den også nævner
vilkår.
Til nr. 3
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
indeholder ikke regler om prøvetid, herunder den maksimale
varighed af en eventuel prøvetid, supplerende
foranstaltninger for ansættelseskontrakter på
tilkaldebasis, obligatorisk uddannelse eller den til disse
bestemmelser knyttede beskyttelse mod afskedigelse og bevisbyrde
uanset ansættelsesformen, som svarer til de bestemmelser i
arbejdsvilkårsdirektivet, der finder anvendelse for
søfarende og fiskere.
Det foreslås derfor, at der efter lovens § 3
indsættes nye bestemmelser som §§ 3 a - 3 e med
henblik på at gennemføre disse dele af
arbejdsvilkårsdirektivet.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. skelner
mellem søfarende, der er rederiansatte, således at
ansættelsen hos rederen fortsætter, selv om tjenesten
på det enkelte skib ophører, og søfarende, der
er skibsansatte, hvor ansættelsen er i forhold til et bestemt
skib. Forslaget griber ikke ind i disse ansættelsesformer,
men vil indføre generelle principper vedrørende
maksimal varighed af en eventuel prøvetid, supplerende
foranstaltninger for ansættelseskontrakter på
tilkaldebasis, obligatorisk uddannelse og beskyttelse mod
afskedigelse og bevisbyrde uanset ansættelsesformen.
De foreslåede §§ 3 a - 3 e vil også finde
anvendelse på ansatte med en forudbestemt og/eller faktisk
arbejdstid på mindre end gennemsnitligt tre timer pr. uge i
en referenceperiode på fire på hinanden følgende
uger, uanset at arbejdsvilkårsdirektivets artikel 1, stk. 3,
giver mulighed for at undtage sådanne ansatte fra direktivets
rettigheder og krav. Undtagelsesmuligheden i direktivet
foreslås ikke anvendt for søfarten og fiskeriet, da en
sådan undtagelse ikke findes hverken i MLC eller ILO 188. Det
vil ikke være hensigtsmæssigt med to systemer.
Det følger af § 1 a i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., at rederens pligt til at overholde
krav, der gælder efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., også gælder i relation
til personer, der er ansat til at udføre arbejde om bord af
andre end rederen.
Har rederen eller arbejdsgiveren helt eller delvis overladt sine
pligter og ansvarsområder i henhold til loven eller
ansættelseskontrakten til en anden person eller organisation,
gælder pligterne tillige for den pågældende for
så vidt angår de overtagne pligter og
ansvarsområder.
Til § 3 a
Prøvetid for søfarende og fiskere er ikke
reguleret i lovgivningen, men kan forekomme i kollektive
overenskomster. Det kan ikke udelukkes, at der er søfarende,
som ikke er omfattet af en overenskomst, men som har indgået
en individuel aftale om længden af prøvetid og
vilkårene herfor.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
indeholder regler om tidsbegrænsede tjenesteaftaler. Ved
tidsbegrænsede tjenesteaftaler forstås efter lovens
§ 1, stk. 3, aftaler, hvor tidspunktet for
ansættelsesforholdets udløb er fastsat ud fra
objektive kriterier såsom en bestemt dato,
fuldførelsen af en bestemt opgave, herunder en bestemt
rejse, eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed.
Efter artikel 8 i arbejdsvilkårsdirektivet skal der
fastsættes en maksimal periode for en eventuel
prøvetid, hvor et ansættelsesforhold er betinget af en
prøvetid, samt fastsættes at en sådan
prøvetid ikke må overstige seks måneder.
Det foreslås derfor, at der som ny § 3 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. indsættes, at prøvetiden
i et ansættelsesforhold ikke kan være længere end
6 måneder.
Bestemmelsen indebærer, at varigheden af en
prøveperiode som helhed ikke kan overstige 6
måneder.
Det foreslås endvidere i § 3 a,
stk. 1, 2. pkt., at ved
tidsbegrænsede tjenesteforhold kan prøvetiden ikke
overstige en fjerdedel af ansættelsestiden. Med den
foreslåede bestemmelse implementeres artikel 8, stk. 2, i
arbejdsvilkårsdirektivet.
Ifølge § 7, stk. 2, i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., kan en søfarende højst
udmønstre i en sammenhængende periode på samme
skib eller på skibe tilhørende samme reder i 12
måneder. Reglen i den foreslåede § 3 a, stk. 1, 2
pkt., om, at ved tidsbegrænsende aftaler, kan
prøvetiden maksimalt udgøre en fjerdedel af
ansættelsen, vil betyde, at der ved skibsansættelse
ikke kan blive tale om en maksimal prøvetid på 6
måneder. Der er derfor ikke i forslaget til bestemmelsen
indsat en bestemmelse om, at i et tidsbegrænset
ansættelsesforhold er den maksimale prøvetid 6
måneder svarende til direktivets artikel 8, stk. 1. En
rederiansat, der er ansat i en tidsbegrænset periode, vil
blive omfattet af 1. pkt. i bestemmelsen, dvs. maksimalt en
prøvetid på 6 måneder.
I § 3 a, stk. 1, 3. pkt.
foreslås det, at opsigelsesvarslerne i §§ 5, 37 og
47 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. ikke
berøres herved. Dette vil betyde, at de opsigelsesvarsler,
der fremgår af disse bestemmelser, vil være
gældende, uanset om der måtte være aftalt
prøvetid i ansættelsesforholdet.
Det foreslås i stk. 2, at hvor
et tidsbegrænset tjenesteforhold fornys eller
forlænges, må dette ikke underkastes en ny
prøvetidsperiode. Dette vil indebære, at en
lønmodtager ikke kan være ansat på prøve
i mere end 6 måneder i et uafbrudt
ansættelsesforhold.
Det foreslås i stk. 3, at
bestemmelser om fastsættelse af prøvetidens
længde for tjenestemænd og tjenestemandslignende
ansatte ikke berøres. Der kan således fastsættes
regler om længere prøvetid end 6 måneder for
tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte. Bestemmelser
om ansættelse på prøve af tjenestemænd
findes i tjenestemandslovens § 6 og regler, der er fastsat i
medfør af denne bestemmelse. Regler om
prøveansættelsers varighed fastsættes dog ved
aftale mellem skatteministeren og tjenestemændenes
centralorganisationer. Det fremgår af den gældende
bekendtgørelse nr. 96 af 20. marts 1972 om ansættelse
som tjenestemand på prøve i staten med senere varig
ansættelse for øje, at ved første varige
ansættelse som tjenestemand er prøvetjenestens
længde 2 år, samt at vedkommende minister for enkelte
grupper af tjenestemænd ved aftale med vedkommende
forhandlingsberettigede organisation kan fastætte en
længere prøvetjeneste end 2 år.
Der gælder tilsvarende bestemmelser for tjenestemænd
på det kommunale og regionale område.
Bestemmelsen implementerer arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 8, stk. 3, jf. også præambelbetragtning nr. 28,
som giver de enkelte medlemsstater mulighed for at fastsætte
længere prøvetider, hvor dette er begrundet i
beskæftigelsens art, fx for offentlige stillinger, med
henblik på at give hjemmel til at kunne opretholde de
nugældende regler om fastsættelse af prøvetidens
længde for tjenestemænd og tjenestemandslignende
ansatte på det statslige, kommunale og regionale
område.
Direktivet indeholder ikke nogen egentlig definition af
prøvetid. Udgangspunktet i dette lovforslag er derfor den
almindelige forståelse af begrebet i dansk ret, hvorefter
prøvetid er en særlig undtagelse til de i forvejen
fastsatte eller aftalte opsigelsesregler.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 a vil være
en del af ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk.
1, kan klages over. Det vil betyde, at der kan klages til rederen,
hvis rettigheden krænkes, og at klagen behandles efter de
principper, der gælder for klager efter § 64, stk. 1.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 20, nr.
6.
Til § 3 b
Det foreslås, at der som ny § 3
b i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
indsættes en formodningsregel, hvorefter en ansat på
tilkaldebasis eller lignende, hvis ansættelsesforhold varer
ud over 3 måneder, anses at have indgået en
ansættelsesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende
til det arbejde, der er udført af den ansatte i den seneste
måned, hvis ikke rederen eller arbejdsgiveren godtgør,
at der ikke er indgået en sådan
ansættelsesaftale. Periodeangivelsen vil være en
måned, da der i søfarten opereres med
månedslønninger. Bestemmelsen er en implementering af
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 11, litra b.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at perioder
med fravær som fx ferie, sygdom og barsel ikke indgår i
opgørelsen, således at opgørelsen af perioden
forlænges med en tilsvarende periode uden fravær.
Ved ansættelse på tilkaldebasis eller lignende skal
bl.a. forstås ansættelse, hvor den ansatte tilkaldes,
når der er arbejde, og den ansatte er forpligtet efter
ansættelsesaftalen til at møde op ved tilkald. Denne
form for ansættelse betegnes typisk "0-timers
kontrakter".
0-timerskontrakter vil betyde, at arbejdet er helt
uforudsigeligt, og ansættelse i øvrigt på
tilkald, hvor lønmodtager og arbejdsgiver ad hoc
indgår aftale om en konkret arbejdsopgave, vil også
kunne betragtes som uforudsigeligt, hvis der er tale om et
løbende ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver
eksempelvis har garanteret et vist minimumstimetal.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at
forhindre misbrug af tilkaldebasis eller lignende
ansættelseskontrakter, såsom 0-timers kontrakter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at rederen
eller arbejdsgiveren ved afkræftelig formodning skal
godtgøre, at der ikke er indgået en aftale med et
minimum antal timer, hvis ansættelsesforholdet varer ud over
3 måneder. Hvis ansættelsen varer ud over 3
måneder, vil der være en formodning for, at der
indgået en ansættelsesaftale på et antal timer,
der svarer til, hvad den ansatte har arbejdet den seneste
måned. Rederen eller arbejdsgiveren vil i disse
tilfælde skulle godtgøre, at der ikke er indgået
et sådant ansættelsesforhold. Rederen eller
arbejdsgiveren vil fx kunne godtgøre dette ved at fremvise
en skriftlig kontrakt med den ansatte om, at den ansatte ikke har
en forventning om eller er garanteret et minimum antal timer, og
eventuelt tillige påvise, at der er udført arbejde i
overensstemmelse med det i kontrakten anførte. Vurderingen
af, om reder eller arbejdsgiver har løftet bevisbyrden og
afkræftet formodningen, vil kunne foretages af de civile
domstole.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 b vil være
en del af ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk.
1, kan klages over. Det betyder, at der kan klages til rederen,
hvis rettigheden krænkes, og at klagen behandles efter de
principper, der gælder for klager efter § 64, stk. 1.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 20, nr.
6.
Til § 3 c
Der findes ikke i gældende lovgivning en bestemmelse om,
at den uddannelse, som en ansat tilbydes i henhold til EU-retten,
dansk lovgivning eller kollektive overenskomster, skal være
uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid og i muligt
omfang foregå i arbejdstiden.
Det foreslås, at der som ny § 3
c i loven indsættes, at
skal en reder eller arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk
lovgivning eller kollektive overenskomster tilbyde en
lønmodtager uddannelse med henblik på udførelse
af det pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes
uden udgift for lønmodtageren, tælle som arbejdstid og
så vidt muligt foregå i lønmodtagerens
sædvanlige arbejdstid.
Med den foreslåede bestemmelse implementeres artikel 13 i
arbejdsvilkårsdirektivet.
I de situationer, hvor der påhviler rederen eller
arbejdsgiveren som følge af EU-retten, dansk lovgivning
eller kollektive overenskomster en forpligtelse til at tilbyde
uddannelsen, må omkostningerne ikke skulle videregives til
den ansatte - hverken i form af en anmodning om betaling af hele
eller dele af uddannelsen eller som fradrag fra eller standsning af
løn eller ved en reduktion af ydelser i enhver anden form,
som ellers ville blive betalt til den ansatte.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 c vil være
en del af ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk.
1, kan klages over. Det betyder, at der kan klages til rederen,
hvis rettigheden krænkes, og at klagen behandles efter de
principper, der gælder for klager efter § 64, stk. 1.
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 20, nr.
6.
Til § 3 d
Da der er tale om ny lovregulering af de rettigheder, der
foreslås fastsat i §§ 3 a - 3 c, findes der ikke i
gældende ret bestemmelse om, at en ansat kan tilkendes en
godtgørelse, hvis disse rettigheder krænkes.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 3 d, stk.
1, hvorefter ansatte, hvis rettigheder efter de
foreslåede §§ 3 a - 3 c krænkes, kan
tilkendes en godtgørelse.
Med den foreslåede bestemmelse implementeres artikel 16 i
arbejdsvilkårsdirektivet, hvorefter det skal sikres, at
arbejdstagere, hvis ansættelsesforhold er ophørt,
bl.a. har ret til oprejsning i tilfælde af
tilsidesættelse af deres rettigheder i henhold til
direktivet.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at en ansat kan
få godtgørelse, hvis den pågældende er
blevet afskediget eller udsat for en foranstaltning med tilsvarende
virkning som følge af, at denne har gjort sine rettigheder i
henhold til de foreslåede §§ 3 a - 3 c
gældende. Spørgsmål om godtgørelsen
størrelse m.v. kan indbringes for de danske civile
domstole.
For så vidt angår fastsættelse af
godtgørelsens størrelse for søfarende henvises
til lovens § 18, hvorefter en søfarende, der afskediges
uden grund, har ret til hyre for 2 måneder efter
tjenesteforholdets ophør, såfremt almindelige
erstatningsregler ikke hjemler ret til et større
beløb. For godtgørelsens størrelse for
så vidt angår skibsofficerer henvises til lovens §
45, hvor retten til hyre er 3 måneder. § 45 finder
ligeledes anvendelse for skibsføreren, jf. § 47, stk.
3.
Der kan ikke ved siden af en godtgørelse efter denne
bestemmelse, opnås anden godtgørelse efter anden
lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at hvis
en ansat kan påvise faktiske omstændigheder, som giver
anledning til at formode, at denne har været udsat for
afskedigelse eller en foranstaltning med tilsvarende virkning,
fordi denne har fremsat klage til rederen, skibsføreren
eller arbejdsgiveren om sikre overholdelse af rettigheder i henhold
til de foreslåede §§ 3 a - 3 c, påhviler det
rederen, skibsføreren eller arbejdsgiveren at bevise, at
afskedigelsen eller foranstaltningen med tilsvarende virkning er
begrundet i andre forhold. Der foreslås således
indført delt bevisbyrde i sådanne sager om
afskedigelse eller foranstaltning med tilsvarende virkning, fordi
den ansatte har klaget over manglende overholdelse af rettighederne
efter §§ 3 a - 3 c. Der henvises i den forbindelse til
artikel 18, stk. 3, i arbejdsvilkårsdirektivet.
Faktiske omstændigheder, der kan give anledning til at
formode, at en ansat er blevet afskediget eller udsat for en
foranstaltning med tilsvarende virkning på baggrund af en
klage, vil kunne være, hvis der er en umiddelbar
tidsmæssig sammenhæng mellem en klage og en
afskedigelse eller foranstaltning med tilsvarende virkning. I givet
fald vil arbejdsgiver skulle godtgøre, at det ikke er klagen
om at sikre overholdelse af rettigheder i henhold til de
foreslåede §§ 3 a - 3 c, der er baggrunden for en
afskedigelse eller foranstaltning med tilsvarende virkning, men at
der foreligger saglige grunde hertil.
Til § 3 e
Det foreslås, at der som ny § 3
e i loven indsættes, at ansatte, der er omfattet af
overenskomster indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter, som dækker det danske område
inden for søfart eller fiskeri, hvorved den overordnede
beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf.
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14, ikke er omfattet af de
foreslåede §§ 3 a - 3 c, der gennemfører
direktivets artikel 8, 11 og 13.
Med den foreslåede bestemmelse udnyttes den mulighed for
fravigelse af bestemmelserne i direktivets kapitel 3, der finder
anvendelse for søfarende og fiskere, som findes i
direktivets artikel 14.
Det er repræsentativiteten på
lønmodtagerside, der først og fremmest vil være
afgørende for, om en overenskomst kan betragtes som
indgået af en mest repræsentativ part. Det
bemærkes, at inden for søfart kan et område
være dækket af flere overenskomster, og at
betingelserne for anvendelse af § 3 e anses for opfyldt
også hvor flere overenskomster dækker området,
såfremt parterne kan anses for de mest repræsentative.
Det er Arbejdsretten, der i tvivlstilfælde afgør, hvem
der de mest repræsentative parter.
Med hensyn til de direktivmæssige rettigheder, som
gennemføres med forslaget til §§ 3 a - 3 c, jf.
lovforslagets § 20, nr. 3, er det ikke et krav, at de
nævnte overenskomster specifikt fastsætter regulering
heraf, idet det vil være tilstrækkeligt, at det
pågældende arbejde dækkes af de mest
repræsentative overenskomster. Baggrunden herfor er, at de
kollektive overenskomster, som indgås af de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark inden for
søfart og fiskeri, generelt må anses for betryggende
for de af overenskomsterne omfattede ansatte, selvom de ikke
nødvendigvis indeholder regulering, som direkte svarer til
det i direktivets artikel 8, 11 og 13 fastsatte.
Til nr. 4
Ved lov nr. 493 af 12. maj 2010 blev søfarende som
følge af MLC-konventionen defineret som værende enhver
person, med undtagelse af skibsføreren, der har sit arbejde
på dansk skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord, mens
skibet ligger i havn. Der skelnes mellem søfarende og
skibsfører, da det i loven er nødvendigt at kunne
sondre mellem søfarende og skibsføreren, der er
rederens repræsentant, og som har den højeste
myndighed om bord, jf. lovens § 51. § 49 i lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v. oplister de
bestemmelser i loven, som finder tilsvarende anvendelse for
skibsføreren.
For at sikre, at skibsføreren også får de
rettigheder, der følger af arbejdsvilkårsdirektivet,
foreslås det, at der i § 49
efter nr. 2 som nyt nummer indsættes en henvisning til de
foreslåede §§ 3 a - 3 e som konsekvens af
lovforslagets § 20, nr. 3, hvorefter der i loven
foreslås tilføjet §§ 3 a - 3 e med henblik
på implementering af arbejdsvilkårsdirektivet. Det vil
medføre, at de nye bestemmelser også vil finde
anvendelse for skibsføreren.
Skibsførere er normalt ikke omfattet af en overenskomst,
da de anses at være rederens repræsentant, hvorfor
anvendelsen af den foreslåede § 3 e vurderes ikke at
blive særlig relevant for skibsførere.
Til nr. 5
Ved lov nr. 493 af 12. maj 2010 blev søfarende som
følge af MLC-konventionen defineret som værende enhver
person, med undtagelse af skibsføreren, der har sit arbejde
på dansk skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord, mens
skibet ligger i havn. Der skelnes mellem søfarende og
skibsfører, da det i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. er nødvendigt at kunne sondre
mellem søfarende og skibsføreren, der er rederens
repræsentant, og som har den højeste myndighed om
bord, jf. lovens § 51.
§ 49 i lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v. oplister de bestemmelser i loven, som finder tilsvarende
anvendelse for skibsføreren. Af de specielle
lovbemærkninger til § 49 i lov nr. 493 af 12. maj 2010,
jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 100 som fremsat, side 52,
fremgår, at skibsførere, som ikke er omfattet af
begrebet søfarende i loven, har samtlige de rettigheder
m.v., som MLC-konventionen tillægger de søfarende.
Bestemmelsen sikrer hermed, at konventionen også
gennemføres for skibsførere, der er omfattet af
konventionens definition af søfarende.
Det fremgår bl.a. af § 64, stk. 1, i lov om
søfarendes ansættelsesforhold, at en søfarende
har ret til at klage til rederen over afregningen, skibstjenesten,
ansættelsesforholdet eller forholdene om bord. Rederen har
pligt til at sørge for, at klager bliver tilstrækkelig
undersøgt, og til at udarbejde og gennemføre
procedurer om bord for en retfærdig, effektiv og hurtig
behandling af klager. Efter stk. 2 må tvister over
afregningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller
forholdene om bord ikke indbringes for fremmed domstol. Har den
søfarende ikke andet værneting i Danmark, kan sag mod
den søfarende anlægges ved den ret, i hvis kreds
skibet har hjemsted. Dette gælder dog ikke, hvis andet
følger af Bruxelles I-forordningen eller af regler udstedt i
medfør af loven, jf. stk. 3.
§ 64 er indsat i lov om søfarendes
ansættelsesforhold som følge af MLC-konventionens
forskrift 5.1.5 ved lov nr. 493 af 12. maj 2010. ILO-konvention nr.
188 indeholder ligeledes et krav om mulighed for klage for fiskere
omfattet af konventionen, herunder skibsføreren.
Der er ikke i lovens § 49 henvist til § 64 som en
rettighed, som skibsføreren er tillagt.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at der i § 49 henvises
til § 64 som en rettighed, som også finder anvendelse
for skibsføreren, især taget i betragtning af, at
skibsføreren efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. bør have alle de rettigheder
m.v., som MLC-konventionen tillægger de søfarende.
ILO-konvention nr. 188 indeholder en tilsvarende mulighed for klage
for skibsføreren over forhold omfattet af konventionen.
Det foreslås derfor, at der i §
49 efter nr. 25 som nyt nummer indsættes en henvisning
til § 64, således at det fremgår, at § 64
også finder anvendelse for skibsføreren. Loven har
hidtil været forstået i praksis, som at dette var
tilfældet, og der er derfor ikke i praksis tale om en ny
rettighed, men om en teknisk tilpasning af loven.
Forslaget vil indebære, at skibsføreren efter
§ 64, stk. 1, kan klage til rederen over afregningen,
skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forhold om bord i
det omfang, at det giver mening i forhold til det indbyrdes forhold
mellem rederen og skibsføreren, der er rederens
repræsentant. Det vil betyde, at skibsføreren dermed
også vil kunne klage over rettigheder efter de
foreslåede §§ 3 a - 3 c i forslagets § 20, nr.
3.
Forslaget indebærer også, at skibsføreren
eventuelt vil være omfattet af regler, der er udstedt i
medfør af § 64, stk. 1, som fx regler om forbud mod
personforfølgelse som følge af en indgivet klage.
Til nr. 6
Efter § 64, stk. 1, i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. har en søfarende ret til at
klage til rederen over afregningen, skibstjenesten,
ansættelsesforholdet eller forholdene om bord. Rederen har
endvidere pligt til at sørge for, at klager over brud
på loven bliver tilstrækkeligt undersøgt og at
udarbejde og gennemføre procedurer om bord for en
retfærdig, effektiv og hurtig behandling af klager.
Formålet er, at klager skal løses på det lavest
mulige niveau. Efter § 64, stk. 1, 3. pkt., kan
erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om klage
m.v., herunder om det offentliges behandling af klager, der ikke er
løst om bord på skibet, jf. også de specielle
lovbemærkninger til § 64, stk. 1, i lov nr. 493 af 12.
maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 100 som fremsat, side
52-53.
Bestemmelsen er indsat som følge af MLC-konventionen og
har til hensigt at sikre en effektiv klageprocedure for klager over
forhold, der er omfattet af konventionen. MLC-konventionen
indeholder bl.a. krav til, hvilke oplysninger, der skal
fremgå af en afsættelsesaftale, og § 64, stk. 1,
indeholder således også allerede en mulighed for den
søfarende til at klage til rederen over den skriftlige
kontrakt om ansættelsesvilkårene.
ILO-konvention nr. 188 indeholder en tilsvarende mulighed for
klage for fiskere over forhold omfattet af konventionen.
Efter artikel 15, stk. 1, litra b, i
arbejdsvilkårsdirektivet skal arbejdstageren - hvis personen
ikke rettidigt har modtaget alle eller en del af de oplysninger,
som denne skal have modtaget i ansættelseskontrakten - have
mulighed for at indgive en klage til en kompetent myndighed eller
et kompetent organ og modtage passende oprejsning på rettidig
og effektiv vis.
For at præcisere, at den søfarendes ret til at
klage over hyre- og ansættelseskontrakten også omfatter
forhold, der er omfattet af arbejdsvilkårsdirektivet,
foreslås det, at hyre- og ansættelseskontrakten
eksplicit indsættes i § 64, stk. 1,
1. pkt.
Det vil indebære, at den søfarende kan klage til
rederen, hvis den søfarende ikke rettidigt har modtaget
oplysninger om ansættelseskontrakten eller ændringer
heraf. Forslaget vil således sikre, at krav til hyre- og
ansættelseskontrakten efter arbejdsvilkårsdirektivet
også omfattes af retten til klage.
Det er dog vurderingen, at behovet for at klage over hyre- og
ansættelseskontrakten vil være begrænset, idet en
sådan underskrives inden den søfarende eller fiskeren
mønstrer om bord på skibet, og
ansættelsesforholdet dermed begynder. Hertil kommer, at en
søfarende eller fisker efter lovens § 3, stk. 3, har
mulighed for, inden en ansættelsesaftale underskrives, at
gennemgå kontrakten og søge råd
vedrørende dens vilkår.
Forslaget vil indebære, at klager over hyre- og
ansættelseskontrakten, hvis den søfarende ikke
rettidigt har modtaget oplysninger om ansættelseskontrakten
eller ændringer heraf, i første omgang skal
søges løst på det lavest mulige niveau og vil
være omfattet af erhvervsministerens bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om klage m.v., herunder om det
offentliges behandling af klager, der ikke er løst om bord
på skibet. Der henvises i øvrigt til de specielle
lovbemærkninger til § 64, stk. 1, i lov nr. 493 af 12.
maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 100 som fremsat, side
52-53, herunder i forhold til, at uenigheder, der ikke kan
løses om bord, som udgangspunkt må afgøres i
det fagretlige system eller indbringes for en dansk domstol,
afhængigt af tvistens indhold.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at krav til
ansættelses- og hyrekontrakten efter
arbejdsvilkårsdirektivet er underlagt de samme muligheder for
klage og for oprejsning som krav efter MLC-konventionen og
ILO-konvention nr. 188 er underlagt, idet flere af oplysningerne om
ansættelseskontrakten er sammenfaldende. Ydermere har begge
konventioner strengere krav til, hvornår oplysningerne skal
foreligge, idet den søfarende skal have en underskreven
ansættelseskontrakt med om bord. Det vurderes at ville kunne
føre til uklar retstilstand med to forskellige systemer
afhængig af, om oplysningskravet stammer fra konventionerne
eller arbejdsvilkårsdirektivet.
Rettighederne i de foreslåede §§ 3 a - 3 c, jf.
lovforslagets 19, nr. 3, vil være en del af
ansættelsesforholdet, som allerede er omfattet af § 64,
stk. 1, som forhold, der kan klages over. Det betyder, at der kan
klages til rederen, hvis rettigheder efter de foreslåede
§§ 3 a - 3 c krænkes, og at klagen behandles efter
de principper, der gælder for klager efter § 64, stk.
1.
Til nr. 7
Efter § 65, stk. 1, kan rederen straffes med bøde,
hvis denne tilsidesætter sine pligter efter bl.a. §
49.
Som konsekvens af, at lovforslagets § 20, nr. 4, hvorefter
§§ 3 a - 3 e, foreslås tilføjet til §
49, samt at lovforslagets § 20, nr. 5, hvorefter § 64
foreslås tilføjet til § 49, vil medføre en
ændring af nummereringen i § 49, foreslås
henvisningen i § 65, stk. 1, til
§ 49, nr. 13 ændret til § 49, nr. 14, henvisningen
til § 49, nr. 19, ændret til § 49, nr. 20,
henvisningen til § 49, nr. 23 eller 26, ændret til
§ 49, nr. 24 eller 28, og henvisningen til § 49, nr. nr.
3 eller 24, ændret til § 49, nr. 4 eller 25.
Der er tale om en konsekvensrettelse.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | §
18 | | | I lov nr. 214 af 6. marts 2023 om
konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag
foretages følgende ændring: | | | | § 6. I
lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som
ændret ved § 50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 og
§ 3 i lov nr. 870 af 14. juni 2020, foretages følgende
ændringer: 1. I § 9, stk. 1, nr. 10,
udgår »og«. 2. I § 9, stk. 1, nr. 11,
ændres »buskørsel.« til:
»buskørsel, og«. 3. I § 9, stk. 1, indsættes
som nr. 12: »12) betydningen af § 2 i lov
om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag for
kollektive overenskomster.« | | 1. § 6
ophæves. | | | | | | §
19 | | | I lov om Arbejdsretten og faglige
voldgiftsretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24.
august 2017, som ændret ved § 50 i lov nr. 60 af 30.
januar 2018, § 3 i lov nr. 870 af 14. juni 2020 og § 6 i
lov nr. 214 af 6. marts 2023, foretages følgende
ændringer: | | | | § 9. For
Arbejdsretten indbringes sager om 1-9) --- 10) hvorvidt de anførte betingelser
i ferielovens § 3, stk. 3-5, er opfyldt, jf. lovens § 3,
stk. 7, og | | 1. I § 9,
stk. 1, nr. 10, udgår »og«. | | | | 11) hvorvidt en overenskomst er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter
i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om
buskørsel. Stk. 2-8. --- | | 2. § 9, stk.
1, nr. 11, ophæves og i stedet indsættes: »11) hvorvidt en overenskomst er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter
i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om
buskørsel, 12) betydningen for kollektive
overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag, og 13) hvorvidt de i § 1, stk. 5, i lov
om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår
anførte betingelser er opfyldt, jf. lovens § 12, stk.
3.« | | | | | | 3. I § 9
indsættes som stk. 9: »Stk. 9. Sager efter stk. 1, nr. 12,
kan indbringes for Arbejdsretten af en lønmodtager, dennes
lønmodtagerorganisation eller arbejdsgiver eller en
lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, der har en
konkret og aktuel interesse i den pågældende sag, jf.
dog § 13, stk. 1.« | | | | | | §
20 | | | I lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1662 af 17. december 2018, som ændret ved § 3 i lov nr.
251 af 30. marts 2011, foretages følgende
ændringer: | | | | 1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50), og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af
flagstatens ansvar for overholdelse og håndhævelse af
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006,
EU-Tidende 2013, nr. L 329, side 1 | | 1. Fodnoten
til lovens titel affattes således: »Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om
ændring af direktiv 1999/63/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 124,
side 30, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af flagstatens ansvar for
overholdelse og håndhævelse af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L
329, side 1, dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19.
december 2016 om iværksættelse af den aftale
vedrørende gennemførelsen af Den Internationale
Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i
fiskerisektoren, der er indgået den 21. maj 2012 af
Sammenslutningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca),
Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) og
Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisationer i Den
Europæiske Union (Europêche), EU-tidende 2017, nr. L
25, side 12, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og
forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union,
EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105.« | | | | Kapitel 2 Tjenesteaftalen m.v. 1. Tjenesteaftalens indgåelse og
opsigelse | | 2.
Overskriften til kapitel 2 affattes således: »Kapitel 2 Tjenesteaftalen m.v. 1. Tjenesteaftalens indgåelse,
vilkår og opsigelse« | | | | | | 3. Efter § 3
indsættes: »§ 3 a. Prøvetiden i et
ansættelsesforhold kan ikke være længere end 6
måneder, jf. dog stk. 3. I tidsbegrænsede
tjenesteforhold kan prøvetiden ikke overstige en fjerdedel
af ansættelsestiden, Opsigelsesvarslerne i lovens
§§ 5, 37 og 47 berøres ikke herved. Stk.2. Der kan ikke aftales yderligere
prøvetid i forbindelse med forlængelse eller fornyelse
af et tidsbegrænset tjenesteforhold. Stk. 3. Bestemmelser og fastsættelse
af prøvetidens længde for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansættelse berøres ikke. § 3 b. Er ansættelsesforholdet
indgået på tilkaldebasis eller lignende, og
ansættelsesforholdet varer ud over 3 måneder,
påhviler det rederen eller arbejdsgiver at godtgøre,
at der ikke er indgået en ansættelsesaftale med et
minimumsantal betalte timer svarende til det arbejde, der er
udført af den ansatte i den seneste måned. Har der i
den seneste måned været perioder med fravær,
forlænges den med en tilsvarende periode uden
fravær. § 3 c. Skal en reder eller
arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller
kollektive overenskomster tilbyde en ansat uddannelse med henblik
på udførelse af det pågældende arbejde,
skal uddannelsen tilbydes uden udgift for lønmodtageren,
tælle som arbejdstid og så vidt muligt foregå i
lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid. § 3 d. En ansat, hvis rettigheder i
henhold til denne lovs §§ 3 a - 3 c er krænket, kan
tilkendes en godtgørelse. Stk. 2. Kan den ansatte påvise
faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode,
at den ansatte har været udsat for afskedigelse eller en
foranstaltning med tilsvarende virkning, fordi denne har fremsat
klage til rederen, skibsføreren eller arbejdsgiveren om at
sikre overholdelsen af rettigheder i henhold til §§ 3 a -
3 c, påhviler det rederen, skibsføreren eller
arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen eller foranstaltningen
med tilsvarende virkning ikke skyldes, at der er fremsat klage om
at sikre overholdelse af rettigheder efter §§ 3 a - 3
c. § 3 e. Lovens §§ 3 a - 3 c
finder ikke anvendelse for ansatte, der er omfattet af
overenskomster indgået af de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter, og som dækker det danske område
inden for søfart eller fiskeri, hvorved den overordnede
beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf.
artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union. | | | | § 49. For skibsføreren finder
følgende bestemmelser tilsvarende anvendelse: 1) § 1, stk. 3, 2) § 3, stk. 3 og 4, 3) § 4, stk. 2, 4) § 6, 5) § 7, stk. 1, jf. § 39, 6) § 7, stk. 2, 3. pkt., 7) § 8, 8) §§ 8 a-8 e, 9) § 10, stk. 3, 10) § 10 a, stk. 1 og 2, 11) § 14, stk. 1, jf. stk. 3, 12) § 15, 13) § 18 a, stk. 1, og § 18
b, 14) § 18 c, 15) § 18 d, 16) § 18 e, 17) § 19 a, stk. 2, 18) §§ 21, 22 og 24-26, 19) §§ 27-30, jf. §§
35, 40 og 41, 20) § 31, 21) §§ 32 og 34, 22) § 33, jf. §§ 35 og
41, 23) § 55, stk. 1 og 2, 24) § 57, 25) § 61, 26) 73 a og 27) § 73 c. | | 4. I § 49
indsættes efter nr. 2 som nyt nummer: »3) §§ 3 a - 3
e,« Nr. 3-25 bliver herefter nr. 4-26. | | | | | | 5. I § 49
indsættes efter nr. 25, der bliver nr. 26, som nyt
nummer: »27) § 64,« Nr. 27 og 28 bliver herefter nr. 28 og
29. | | | | Kapitel 4 Tvist om tjenesteforholdet og
klagebehandling om bord § 64. En søfarende har ret til
at klage til rederen over afregningen, skibstjenesten,
ansættelsesforholdet eller forholdene om bord. Rederen har
pligt til at sørge for, at klager bliver
tilstrækkeligt undersøgt, og til at udarbejde og
gennemføre procedurer om bord for en retfærdig,
effektiv og hurtig behandling af klager. Erhvervsministeren kan
fastsætte nærmere regler om klage m.v. Stk. 2. Tvister over afregningen,
skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forholdene om bord
må ikke indbringes for fremmed domstol. Har den
søfarende ikke andet værneting i Danmark, kan sag mod
den søfarende anlægges ved den ret, i hvis kreds
skibet har hjemsted. Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis
andet følger af Bruxelles I-forordningen eller af regler
udstedt i medfør af denne lov. | | 6. I § 64,
stk. 1, indsættes efter
»ansættelsesforholdet«: », herunder hyre-
og ansættelseskontrakten«. | | | | Kapitel 5 Straffebestemmelser | | | § 65. 3) Tilsidesætter rederen
sine pligter efter § 55 eller § 73 a eller sin
forpligtelse efter § 1 a til at sikre overholdelse af § 12, stk. 2 og
3, § 18 a, stk. 1-4, § 18 b, stk. 4 og 5, § 27,
§ 49, nr. 13, for så vidt angår § 18 a, stk.
1, § 49, nr. 19, for så vidt angår § 27,
§ 49, nr. 23 eller 26, § 55, § 74 b, stk. 1 eller
3, eller § 74 c, stk. 2, straffes den
pågældende med bøde eller fængsel indtil 1
år. Tilsidesætter rederen sine pligter efter § 4,
stk. 1 og 2, § 8 a, stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8
e, § 46, § 49, nr. 3 eller 24, § 57 eller § 64
b, stk. 1, straffes den pågældende med
bøde. | | 7. I §
65, stk.1, ændres »§ 49, nr. 13« til:
»§ 49, nr. 14«, »§ 49, nr. 19«
til: »§ 49, nr. 20«, »§ 49, nr. 23
eller 26« til: »§ 49, nr. 24 eller 28« og
»§ 49, nr. 3 eller 24« til: »§ 49, nr.
4 eller 25«. |
|
Officielle noter
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni
2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den
Europæiske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105.