Skriftlig fremsættelse (29. marts
2023)
Beskæftigelsesministeren (Ane
Halsboe-Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår
(Lovforslag nr. L 84)
Det foreslås i lovforslaget, at
arbejdsgivers pligt til at oplyse om vilkår i
ansættelsesforholdet udvides i forhold til, hvad der er
gældende i dag efter ansættelsesbevisloven. Udvidelsen
af oplysningspligten indebærer, at flere lønmodtagere
har ret til et ansættelsesbevis, at en del af oplysningerne
om vilkår skal gives på et tidligere tidspunkt, og at
der skal gives flere oplysninger.
Desuden indeholder lovforslaget visse
materielle rettigheder. Blandt andet fastsættes en
grænse for den maksimale længde af en eventuel
prøvetid og lønmodtagere får mulighed for at
anmode om ansættelse på mere forudsigelige
vilkår. På søfartsområdet indføres
tilsvarende rettigheder ved ændringer i lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Lovforslaget implementerer
arbejdsvilkårsdirektivet (Direktiv 2019/1152). Der er tale om
minimumsimplementering, som bygger på en
forståelsesaftale af 30. juni 2022 mellem
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk
Arbejdsgiverforening (DA). De byrder for erhvervslivet, som
lovforslaget indebærer, er således en direkte
følge af direktivet.
De ændringer, som ligger i
lovforslaget, vil ikke mindst komme lønmodtagere, der har en
løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, til gode. Direktivet
havde frist for implementering den 1. august 2022, så
både af hensyn til Danmarks EU-retlige forpligtelser og af
hensyn til de lønmodtagere, der får forbedret deres
retsstilling, er det vigtigt, at de nye regler kan træde i
kraft den 1. juli 2023.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.