Fremsat den 22. marts 2023 af beskæftigelsesministeren Ane Halsboe-Jørgensen
Forslag
til
Lov om en ekstra økonomisk støtte
til modtagere af ældrecheck, engangsbeløb til
uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg
på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige
forsørgere samt ophævelse af lov om den sociale
pensionsfond
Kapitel 1
Ret til ekstra økonomisk
støtte til modtagere af den supplerende pensionsydelse
§ 1.
Udbetaling Danmark udbetaler uden ansøgning ekstra
økonomisk støtte på 5.000 kr. inden den 1.
november 2024 til en pensionist, der er berettiget til og har
fået udbetalt den supplerende pensionsydelse for år
2023 efter § 72 d i lov om social pension, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Ved
udbetaling af ekstra økonomisk støtte efter stk. 1
finder § 36 i lov om social pension tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Ekstra
økonomisk støtte efter stk. 1 udbetales ikke til
dødsboet efter en pensionist, der på
udbetalingstidspunktet er afgået ved døden.
Stk. 4. En
pensionist, der den 1. november 2024 ikke har modtaget ekstra
økonomisk støtte efter stk. 1, og som er berettiget
til og har fået udbetalt den supplerende pensionsydelse for
2023 efter § 72 d i lov om social pension, kan ansøge
om at få udbetalt ekstra økonomisk støtte hos
Udbetaling Danmark. Ansøgningen om ekstra økonomisk
støtte efter stk. 1, skal være modtaget hos Udbetaling
Danmark senest den 31. december 2025.
§ 2.
Skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale den
supplerende pensionsydelse for 2023 efter § 39 b, stk. 5,
eller § 42, stk. 1, i lov om social pension, skal udbetalt
ekstra økonomisk støtte efter § 1 ikke
tilbagebetales.
§ 3.
Udbetaling af ekstra økonomisk støtte efter § 1
administreres af Udbetaling Danmark.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark skal videregive oplysninger om
udbetalingstidspunkt og personnummer på pensionister, der har
modtaget ekstra økonomisk støtte efter § 1, til
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistisk
opfølgning og analyse, samt opbevaring i styrelsens
statistiske datavarehus.
Kapitel 2
Ret til engangsbeløb til
uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg
på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige
forsørgere
§ 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler et
engangsbeløb på 1.000 kr. inden den 1. juni 2023 til
uddannelsessøgende, der har en NemKonto, jf. dog stk. 3, og
der for december 2022 modtog et af følgende:
1) Stipendium
som tillæg på grund af varig fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse efter SU-lovens § 7, stk. 3.
2) Stipendium
som tillæg til enlige forsørgere efter SU-lovens
§ 7, stk. 4, nr. 1.
Stk. 2. Der kan
maksimalt udbetales ét engangsbeløb efter stk. 1 til
samme person.
Stk. 3.
Engangsbeløb efter stk. 1 udbetales ikke til dødsboet
efter uddannelsessøgende, der på
udbetalingstidspunktet er afgået ved døden
§ 5.
Udbetaling af engangsbeløb efter § 4 administreres af
Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler uden
ansøgning engangsbeløb til uddannelsessøgende
omfattet af § 4, som har en NemKonto. Modtageren af
engangsbeløbet får meddelelse om afgørelsen via
udbetalingsmeddelelsen fra det finansielle institut, hvor den
uddannelsessøgende har anvist en konto som NemKonto.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension anmoder
uddannelsessøgende omfattet af § 4, som ikke har en
NemKonto, om at oprette en NemKonto med henblik på udbetaling
af engangsbeløbet. Anmodningen sendes ved almindeligt brev
til den bopælsadresse, der fremgår af CPR.
Stk. 4.
Uddannelsessøgende, der den 1. juni 2023 ikke har modtaget
engangsbeløb efter § 4, kan ansøge om
engangsbeløbet hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Den uddannelsessøgende skal dokumentere at være
omfattet af § 4 og anvise en NemKonto, jf. dog stk. 5.
Ansøgningen om engangsbeløb skal være modtaget
hos Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 1. august
2023.
Stk. 5.
Personer, som ikke kan få oprettet en NemKonto, kan
ansøge om engangsbeløbet efter stk. 4 og anvise en
anden konto til udbetaling af engangsbeløbet.
§ 6.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udsøger de
uddannelsessøgende, som er omfattet af § 4, og
videregiver oplysninger om de uddannelsessøgendes
personnumre til Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for
udbetaling af engangsbeløb efter § 5, stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter en frist og
et dataformat for fremsendelse af oplysninger.
Stk. 2. For
uddannelsessøgende, der i perioden efter den frist, som
Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter, jf. stk. 1,
2. pkt., til og med den 31. oktober 2023, modtager en
afgørelse om tildeling af stipendium som tillæg
på grund af varig fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse efter SU-lovens § 7, stk. 3, for
december 2022, og som ikke har fået udbetalt
engangsbeløb på baggrund af en ansøgning efter
§ 5, stk. 4, udsøger og videregiver Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen oplysninger om de uddannelsessøgendes
personnumre til Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for
udbetaling af engangsbeløb efter § 5, stk. 2.
Stk. 3. Der kan
til brug for udsøgningen i medfør af stk. 1 og 2
blive behandlet oplysninger om ydelsestype, udbetaling og
personnumre for de uddannelsessøgende, som er omfattet af
§ 4, der får udbetalt engangsbeløbet, jf. §
5, stk. 2, eller efter anmodning, jf. § 5, stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler fra CPR oplysninger
om navn og adresse på de uddannelsessøgende omfattet
af § 4, der får udbetalt engangsbeløbet efter
anmodning, jf. § 5, stk. 3.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler fra CPR oplysning
om dødsfald på de uddannelsessøgende omfattet
af § 4, der får udbetalt engangsbeløbet, jf.
§ 5, stk. 2, eller efter anmodning, jf. § 5, stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler fra CPR oplysninger
om navn og adresse på de uddannelsessøgende omfattet
af § 4, der får udbetalt engangsbeløbet efter
anmodning, jf. § 5, stk. 3.
§ 7.
Engangsbeløb, som er udbetalt til en
uddannelsessøgende eller dennes dødsbo, der ikke er
berettiget til det udbetalte beløb efter § 4, skal ikke
betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl,
herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 6, og det samlede
udbetalte beløb ikke overstiger 2.000 kr.
§ 8.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal videregive oplysninger
om udbetalingstidspunkt og personnummer på personer, der har
modtaget engangsbeløb efter § 4 til Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistisk
opfølgning og analyse, samt opbevaring i styrelsens
statistiske datavarehus.
Kapitel 3
Fælles regler
§ 9.
Ekstra økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 er skattefrie.
Stk. 2. Ekstra
økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 indgår til og med år
2026 ikke i tildelingen eller beregningen af offentlige
forsørgelsesydelser, herunder pension og andre indkomst- og
formueafhængige offentlige ydelser, og medfører ikke
fradrag i disse ydelser for ydelsesmodtageren, dennes
ægtefælle, samlever eller andre husstandsmedlemmer.
Stk. 3. En
person, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, skal
selv oplyse myndigheden, som udbetaler den offentlige
forsørgelsesydelse, om udbetalingen af økonomisk
støtte efter § 1 eller engangsbeløb efter §
4.
Stk. 4. For at
myndigheden kan se bort fra ekstra økonomisk støtte
og engangsbeløb i de i stk. 2 nævnte situationer, skal
en person, der har modtaget støtte eller
engangsbeløb, jf. §§ 1 og 4, efter anmodning fra
den relevante myndighed dokumentere at have modtaget støtten
eller engangsbeløbet.
§
10. Ekstra økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 kan ikke overdrages eller
gøres til genstand for retsforfølgning før
udbetalingstidspunktet.
Stk. 2. Ekstra
økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 kan ikke anvendes til
modregning.
Administration og
finansiering
§
11. Staten afholder udgifterne til ekstra økonomisk
støtte og engangsbeløb efter denne lov.
Stk. 2. Staten
afholder alle udgifter til Udbetaling Danmarks administration af
opgaverne om ekstra økonomisk støtte efter denne lov
gennem betaling af et administrationsbidrag, jf. § 25 i lov om
Udbetaling Danmark.
Stk. 3. Staten
afholder alle udgifter til Arbejdsmarkedets Tillægspensions
administration af opgaverne efter denne lov om engangsbeløb
til uddannelsessøgende, der modtager stipendium som
tillæg på grund af en funktionsnedsættelse eller
som enlige forsørgere.
Kapitel 4
Ikrafttræden
§
12. Loven træder i kraft den 3. maj 2023.
Kapitel 5
Ændringer i anden
lovgivning
§ 13. I
lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af
12. februar 2021, som ændret ved § 20 i lov nr. 1267 af
13. september 2022 og § 11 i lov nr. 452 af 20. april 2022,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 1, stk. 1, indsættes som
nr. 20:
»20) Lov
om en ekstra økonomisk støtte til modtagere af
ældrecheck og engangsbeløb til
uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg
på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige
forsørgere samt ophævelse af lov om den sociale
pensionsfond.«
§
14. Lov om den sociale pensionsfond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 131 af 27. februar 2004,
ophæves.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeriet afholder udgiften til revision for
regnskabsåret 2022. Der vil ikke blive foretaget revision af
fonden for 2023.
Kapitel 6
Territorial gyldighed
§
15. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | 2.1. | Udbetaling af ekstra
økonomisk støtte til modtagere af
ældrecheck | 2.1.1. | Gældende
ret | 2.1.2. | Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 2.2. | Engangsbeløb
til uddannelsessøgende, der modtager SU-handicaptillæg
og SU-forsørgertillæg som enlig
forsørger | 2.2.1. | Gældende
ret | 2.2.2. | Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 2.3. | Klageadgang | 2.3.1. | Gældende
ret | 2.3.2. | Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 2.4. | Placering af opgaven
hos Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets
Tillægspension | 2.4.1. | Gældende
ret | 2.4.2. | Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 2.5. | Forbud mod
retsforfølgning | 2.5.1. | Gældende
ret | 2.5.2. | Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 2.6. | Fritagelse fra
formueopgørelsen frem til og med 2026 | 2.6.1. | Gældende
ret | 2.6.2. | Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | 2.7. | Ophævelse af
lov om den sociale pensionsfond | 2.7.1. | Gældende
ret | 2.7.2. | Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 3. | Behandling af
personoplysninger og forholdet til databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven | 4. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4.1. | Økonomiske
konsekvenser | 4.1.1. | Ekstra
økonomisk støtte til modtagere af
ældrecheck | 4.1.2. | Engangsbeløb
til modtagere af SU-handicaptillæg og
SU-forsørgertillæg som enlig
forsørger | 4.1.3 | Ophævelse af
den sociale pensionsfond | 4.2. | Implementeringskonsekvenser | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Klimamæssige
konsekvenser | 8. | Miljø- og
naturmæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 11. | Sammenfattende
skema | | | | |
|
1. Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre
og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne,
Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige
har den 10. februar 2023 indgået Aftale om
Inflationshjælp. Aftalen omfatter følgende
midlertidige tiltag til kompensation af borgerne for fortsat
høje priser:
- En ekstra
økonomisk støtte til modtagere af
ældrechecken.
- Ramme til
økonomisk udsatte børnefamilier.
-
Civilsamfundspulje: Hjælp til børn i udsatte
familier.
- Udskydelse af
betalingsfrister for A-skat og AM-bidrag.
- Støtte til
mindre købmænd og andre energiudsatte
fødevareforretninger i små byer.
- Støtte til
udsatte energiintensive kulturinstitutioner.
- Støtte til
energiforbedrende tiltag på kulturinstitutioner.
- Forhøjelse
af standardfradraget for dagplejere.
-
Engangsbeløb til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige
forsørgere på SU.
- Ekstra tilskud
til borgere med høje medicinudgifter.
-
Civilsamfundspulje: Hjælp til borgere i udsatte
positioner.
- Ekstra midler til
afkoblingsordningen og fjernvarmepuljen.
- Økonomisk
rådgivning af udsættelsestruede lejere.
Dette lovforslag udmønter den del af den indgåede
aftale, som vedrører en ekstra økonomisk
støtte til modtagere af ældrecheck og
engangsbeløb til SU-handicaptillægsmodtagere og
modtager af SU-forsørgertillæg som enlig
forsørger.
Det foreslås, at der udbetales ekstra økonomisk
støtte på 5.000 kr. til en pensionist, som er
berettiget til og har fået udbetalt den supplerende
pensionsydelse (herefter ældrecheck) for 2023. Det
foreslås, at den ekstra økonomiske støtte
udbetales som et skattefrit engangsbeløb. Udbetalingen
forventes at kunne ske i maj 2023. Det foreslås, at der
udbetales et engangsbeløb på 1.000 kr. til
uddannelsessøgende, der for december 2022 modtog stipendium
som tillæg, fordi de på grund af varig fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige
begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde
(herefter SU-handicaptillæg) eller modtog stipendium som
tillæg som enlige forsørgere (herefter
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger).
Engangsbeløbet skal understøtte nogle af de
uddannelsessøgende, der kan have vanskeligst ved at
øge deres indkomst ved siden af SU-stipendier og
SU-lån gennem erhvervsarbejde, og som derfor forventes at
blive særligt ramt af de aktuelle høje priser.
Det foreslås, at den ekstra økonomiske
støtte og engangsbeløbet ikke skal påvirke
beregningen af eller medføre fradrag i pensionen,
forsørgelsesydelser eller andre indkomst- og
formueafhængige offentlige ydelser til og med år
2026.
Det foreslås videre, at den ekstra økonomiske
støtte og engangsbeløbet udbetales automatisk uden
forudgående ansøgning med mulighed for, at personer,
som ikke får støtten eller beløbet udbetalt
automatisk, i en nærmere afgrænset periode kan
ansøge om at få udbetalt støtten eller
beløbet, hvis visse betingelser er opfyldt.
Endelig indeholder lovforslaget forslag om at ophæve lov
om den sociale pensionsfond. Det skyldes, at midlerne i fonden
udløb omkring udgangen af 2021, og Nationalbanken har
meddelt, at de sidste rentebetalinger er bogført pr. 1.
april 2022.
2. Lovforslagets
hovedpunkter
2.1. Udbetaling af
ekstra økonomisk støtte til modtagere af
ældrecheck
2.1.1. Gældende ret
Udbetaling af den supplerende pensionsydelse (ældrecheck)
er reguleret i lov om social pension, som fastsætter
kriterierne for ret til ydelsen. Det følger af § 72 d i
lov om social pension, at der til folkepensionister, som inden den
1. januar i det pågældende år er berettiget til
pension, jf. § 12, stk. 1, og som opfylder betingelserne i
§ 72 d, stk. 2-6, udbetales en årlig supplerende
pensionsydelse.
Det er Udbetaling Danmark, som udbetaler folkepension, herunder
ældrecheck. Ældrecheck udbetales automatisk i januar
måned, hvis Udbetaling Danmark har de nødvendige
oplysninger. Ældrecheck kan efterbetales, hvis pensionisten
inden 6 måneder efter udgangen af januar sender oplysninger
om sin formue, som viser, at formuen pr. 1. januar ikke oversteg
formuegrænsen, jf. § 39, stk. 7, i lov om social
pension.
Desuden foretager Udbetaling Danmark efter § 39 b, stk. 1,
i lov om social pension en årlig efterregulering af pensionen
for det forudgående kalenderår på baggrund af
pensionistens årsopgørelse og oplysninger fra
indkomstregistret. Efterreguleringen kan både medføre
en efterbetaling af for lidt udbetalt pension og et krav om
tilbagebetaling af for meget udbetalt pension, jf. § 39 b,
stk. 5. Det gælder også for ældrecheck.
Pensionisten har efter § 41, stk. 1, i lov om social
pension pligt til at oplyse Udbetaling Danmark om forandringer i
forhold, der kan forventes at medføre ændringer i
pensionen.
Hvis pensionisten tilsidesætter sin oplysningspligt efter
§ 41 eller i øvrigt i ond tro uberettiget har modtaget
pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo efter §
42, stk. 1, tilbagebetale det beløb, der er modtaget med
urette.
Hvis der ikke fastsættes regler om tilbagebetaling, vil
fejludbetalinger skulle baseres på obligationsrettens
almindelige regler om tilbagesøgningskrav (condictio
indebiti). Efter grundsætningen om condictio indebiti kan
den, der ved en fejl har betalt et beløb, som den
pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter
omstændighederne kræve beløbet tilbagebetalt.
Vurderingen af, om beløbet kan kræves tilbagebetalt,
afhænger bl.a. af, om modtageren uberettiget har modtaget
ydelsen i ond tro.
Udbetaling Danmarks opgaver varetages med administrativ og
teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension på
omkostningsdækket basis, jf. § 15, stk. 1 og 2, i lov om
Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 12.
februar 2021.
Der er ikke fastsat regler om udbetaling af ekstra
økonomisk støtte til pensionister, som har modtaget
ældrecheck for 2023.
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Den indgåede aftale om ekstra økonomisk
støtte til modtagere af ældrecheck for 2023 skal
kompensere de økonomisk vanskeligst stillede pensionister
med små formuer og lave indkomster i en situation med fortsat
høje priser i det danske samfund.
Det foreslås derfor, at der udbetales ekstra
økonomisk støtte til en folkepensionist, som er
berettiget til og har fået udbetalt ældrecheck for
2023.
I overensstemmelse med aftalen foreslås det, at den ekstra
økonomiske støtte udbetales som et skattefrit
engangsbeløb på 5.000 kr.
Det foreslås videre, at den ekstra økonomiske
støtte udbetales automatisk af Udbetaling Danmark til
pensionister, som i forvejen er berettiget til og har fået
udbetalt ældrecheck for 2023. En automatisk udbetaling vil
sikre, at alle berettigede pensionister så vidt muligt
modtager den ekstra økonomiske støtte uden at skulle
ansøge herom.
For at sikre, at ekstra økonomisk støtte så
vidt muligt udbetales automatisk til hele den berettigede
personkreds, der modtager ældrecheck for 2023, bliver
udbetalingerne foretaget i fire runder. Første udbetaling af
5.000 kr. forventes så vidt muligt at kunne ske i maj 2023
for de folkepensionister, der frem til og med
udbetalingstidspunktet har fået udbetalt ældrecheck for
2023. Anden udbetaling vil ske i september 2023. Der vil herefter
være to automatiske udbetalinger af ekstra økonomisk
støtte i forbindelse med den årlige efterregulering af
pensionerne i 2024 for det foregående kalenderår, hvor
pensionisten kan have fået ret til ældrecheck for 2023
og dermed ret til ekstra økonomisk støtte. Den sidste
automatiske udbetaling vil ske ultimo 2024 på baggrund af en
ny udsøgning af målgruppen, hvor de pensionister, som
tidligere har fået udbetalt ekstra økonomisk
støtte, dog ikke vil indgå.
Det foreslås, at der herefter fra den 1. november 2024
gives mulighed for, at pensionisten kan ansøge om udbetaling
af ekstra økonomisk støtte, hvis vedkommende er
berettiget til og har fået udbetalt ældrecheck for
2023, men ikke har modtaget ekstra økonomisk støtte i
forbindelse med de automatiske udsøgninger og
udbetalinger.
En udbetaling af ældrecheck, der vedrører 2023, som
f.eks. først sker i 2025, vil således efter
ansøgning give ret til ekstra økonomisk
støtte, hvis pensionisten ikke tidligere har fået
udbetalt støtten.
Forslaget giver mulighed for, at de pensionister, som f.eks.
ikke har fået efterreguleret pensionen inden den sidste
automatiske udbetaling ultimo 2024, kan søge om ekstra
økonomisk støtte frem til og med den 31. december
2025, hvis det viser sig, at de i denne periode får
efterbetalt ældrecheck. Herefter vil der ikke blive udbetalt
ekstra økonomisk støtte, hverken ved automatisk
udsøgning eller efter ansøgning.
Baggrunden for fristen for ansøgning den 31. december
2025 er hensynet til, at der er tale om administration af en enkelt
udbetaling, som udbetales med henblik på at kompensere for de
høje priser, og som derfor bør udbetales inden for
den nærmeste fremtid.
Der vil være information om ordningen på f.eks.
borger.dk og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
hjemmeside således, at pensionisterne vil kunne henvende sig
til Udbetaling Danmark, hvis de ikke har fået den ekstra
økonomiske støtte udbetalt, selv om de har modtaget
ældrecheck for 2023.
For at være omfattet af ordningen om ekstra
økonomisk støtte skal pensionisten være
berettiget til og have fået udbetalt ældrecheck for
2023. Det er ikke afgørende, om ældrechecken har
været nedsat på grund af pensionistens
tillægsprocent eller brøkpension. En folkepensionist,
som ikke har været berettiget til eller fået udbetalt
en ældrecheck for 2023, f.eks. som følge af for
høj formue, en tillægsprocent på 0 eller som
følge af reglen om, at ældrechecken ikke udbetales,
hvis den beregnede ydelse er mindre end 200 kr., jf. § 72 d,
stk. 5, i lov om social pension, er derimod ikke berettiget til at
få udbetalt ekstra økonomisk støtte.
De pensionister, som er berettiget til og har fået
udbetalt ældrecheck for 2023, og som derfor er omfattet af
ordningen, vil modtage ekstra økonomisk støtte,
uanset om de har bopæl i Danmark eller i udlandet på
tidspunktet for udbetalingen af ældrecheck for 2023 eller
på udbetalingstidspunktet for den ekstra økonomiske
støtte. Det gælder også, hvis pensionisten
f.eks. har valgt at opsætte sin pension efter udbetalingen af
ældrecheck.
Det foreslås, at der ikke udbetales ekstra
økonomisk støtte til dødsboet efter en
pensionist, der på udbetalingstidspunktet er afgået ved
døden. Ekstra økonomisk støtte tilfalder
således ikke boet. Hvis dødsfaldet sker kort tid
før udbetalingstidspunktet, og derfor f.eks. endnu ikke er
blevet registreret i CPR, og den ekstra økonomisk
støtte derfor udbetales alligevel, vil støtten ikke
blive krævet tilbagebetalt fra boet.
Endelig foreslås det, at pensionisten eller dennes
dødsbo ikke skal tilbagebetale ekstra økonomisk
støtte, selv om pensionisten skal tilbagebetale
ældrecheck for 2023, på grund af den årlige
efterregulering af pensionen eller fordi den er modtaget
uberettiget. Det skyldes, at borgerne må formodes at have
forbrugt beløbet til at dække de fortsat høje
priser.
I øvrige tilfælde kan fejludbetalinger kræves
tilbagebetalt efter obligationsrettens almindelige uskrevne
grundsætning om tilbagesøgning (condictio
indebiti).
2.2. Engangsbeløb til uddannelsessøgende,
der modtager SU-handicaptillæg og
SU-forsørgertillæg som enlig
forsørger
2.2.1. Gældende ret
Statens Uddannelsesstøtte (SU) reguleres af SU-loven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017 med senere
ændringer, og bekendtgørelse nr. 2433 af 14. december
2021 med senere ændringer (SU-bekendtgørelsen).
SU gives til ungdomsuddannelse og til videregående
uddannelse eller privat uddannelse indtil opnået
kandidatgrad. SU udbetales med et beløb pr.
kalendermåned (støttemåned) i et
kalenderår (støtteåret) og gives som
udgangspunkt til uddannelse i Danmark. SU kan endvidere under visse
betingelser gives til uddannelse i udlandet.
De grundlæggende betingelser, som den
uddannelsessøgende skal opfylde for at få ret til SU,
fremgår af SU-lovens kapitel 1. Den uddannelsessøgende
skal f.eks. være indskrevet på og gennemgå en
uddannelse, der er godkendt som SU-berettigende, jf. lovens §
2, stk. 1, nr. 1.
SU gives som stipendium, studielån og slutlån, jf.
SU-lovens § 7, stk. 1.
Sammen med stipendium eller slutlån gives et stipendium
som tillæg til uddannelsessøgende i videregående
uddannelse eller i erhvervsuddannelse, som på grund af varig
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget
betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig
erhvervsarbejde (SU-handicaptillæg), jf. SU-lovens § 7,
stk. 3.
Sammen med stipendium eller slutlån gives et stipendium
som tillæg til uddannelsessøgende, der er enlige
forsørgere, jf. SU-lovens § 7, stk. 4, nr. 1
(SU-forsørgertillæg som enlig forsørger).
SU udbetales til den uddannelsessøgendes NemKonto og
udbetales forud i månedlige rater, jf. SU-lovens § 38 b,
stk. 1 og 2.
2.2.2. Uddannelses-
og Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det fremgår af Aftale om inflationshjælp af den 10.
februar 2023, at der skal udbetales et skattefrit
engangsbeløb på 1.000 kr. i 2023 til SU-modtagere, der
modtager SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger. Det
følger endvidere af aftalen, at modtagergruppen er
uddannelsessøgende, der for december 2022 modtog enten
SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger.
Det foreslås på den baggrund, at der udbetales et
engangsbeløb til uddannelsessøgende, som for december
2022 har modtaget SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger.
Engangsbeløbet skal understøtte nogle af de
uddannelsessøgende, der kan have vanskeligst ved at
øge deres indkomst ved siden af deres SU-stipendier og
-lån gennem erhvervsarbejde, og som derfor forventes at blive
særligt ramt af de aktuelle høje priser.
Det vil ikke have betydning for retten til
engangsbeløbet, hvornår ydelsen for december 2022 er
blevet udbetalt. En udbetaling for december 2022, som f.eks.
først er sket i januar 2023, vil således også
give ret til engangsbeløbet.
Uddannelsessøgende, der ikke har modtaget en udbetaling
af SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg
som enlig forsørger for december 2022, f.eks. fordi den
uddannelsessøgende for denne måned har fravalgt SU,
vil ikke være berettiget til engangsbeløbet.
Det foreslås, at engangsbeløbet ikke udbetales til
dødsboet efter uddannelsessøgende, der på
udbetalingstidspunktet er afgået ved døden.
Engangsbeløbet tilfalder således ikke boet.
Det foreslås, at engangsbeløbet udbetales
automatisk af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det foreslås videre, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension vil kunne træffe afgørelse efter
ansøgning om, hvorvidt ansøgeren er berettiget til
engangsbeløbet, hvis det viser sig, at en
uddannelsessøgende, som har modtaget en af de nævnte
tillægsstipendier for december 2022, ikke har fået
udbetalt engangsbeløbet ved den automatiske udbetaling.
Engangsbeløbet vil i disse sager blive udbetalt på
grundlag af dokumentation fra den uddannelsessøgende.
Det foreslås, at der alene kan udbetales ét
engangsbeløb pr. uddannelsessøgende.
Uddannelsessøgende, der både har modtaget
SU-handicaptillæg og SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger for december 2022, vil således kun
modtage ét engangsbeløb på 1.000 kr.
De ydelsesmodtagere, som er omfattet af ordningen, vil modtage
et skattefrit engangsbeløb, uanset om de har bopæl i
Danmark eller i udlandet på tidspunktet for udbetalingen af
engangsbeløbet for december 2022 eller på
udbetalingstidspunktet for engangsbeløbet.
Administrationsmodellen for engangsbeløbet skal
understøtte, at beløbet kan udbetales hurtigst muligt
i 2023.
Det foreslås derfor, at engangsbeløbet så
vidt muligt udbetales automatisk på baggrund af registerdata
og uden ansøgning fra den uddannelsessøgende. En
automatisk udbetaling vil sikre, at alle berettigede
uddannelsessøgende modtager engangsbeløbet, uanset
hvilken situation de befinder sig i. Dette vil ligeledes
muliggøre, at udbetalingerne kan ske hurtigst muligt i
2023.
Det foreslås, at den berettigede personkreds
udsøges af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. De
udsøgte personnumre sendes til Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der herefter udbetaler engangsbeløbet
uden yderligere sagsbehandling.
Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter en frist
for Uddannelses- og Forskningsstyrelsens fremsendelse af
oplysninger med henblik på, at engangsbeløbet kan
udbetales hurtigst muligt i 2023. Ligeledes fastsætter
Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvilket format oplysningerne
skal fremsendes i.
For uddannelsessøgende, der først efter den frist,
som Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter, og til
og med den 31. oktober 2023, modtager en afgørelse om
tildeling af SU-handicaptillæg for december 2022, vil
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen også udsøge og
videregive oplysninger om disse uddannelsessøgende til
Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for senere
udbetaling af engangsbeløbet. Forslaget skal sikre, at
uddannelsessøgende, som grundet sager med forlænget
sagsbehandlingstid, først efter styrelsens første
oversendelse af data, modtager en afgørelse om tildeling af
SU-handicaptillæg for december 2022, også vil modtage
engangsbeløbet. Den 31. oktober 2023 vil være den
endelig frist, og det vil således ikke være muligt at
udbetale engangsbeløb i sager, hvor der måtte blive
modtaget afgørelse om berettigelse til
SU-handicaptillæg for december 2022 efter dette
tidspunkt.
Det foreslås, at udbetaling af engangsbeløbet
knyttes op på en betingelse om, at en modtager skal have en
NemKonto. De uddannelsessøgende, der ikke har fået
udbetalt engangsbeløbet, fordi de ikke har en NemKonto, vil
kunne anvise en konto som NemKonto enten ved at benytte deres NemId
eller MitId på Nemkonto.dk eller via banken.
Det foreslås, at i de tilfælde, hvor
Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke kan udbetale
engangsbeløbet på grund af, at den
uddannelsessøgende ikke har en NemKonto, vil
Arbejdsmarkedets Tillægspension ved almindeligt brev give
meddelelse til den uddannelsessøgende om muligheden for at
få engangsbeløbet udbetalt, hvis den
uddannelsessøgende opretter en NemKonto. Meddelelsen sendes
ved almindeligt brev til den uddannelsessøgendes
bopælsadresse ifølge CPR.
Herudover vil der være information til de
uddannelsessøgende på f.eks. borger.dk og www.su.dk om
engangsbeløbet således, at uddannelsessøgende i
målgruppen vil kunne henvende sig til Arbejdsmarkedets
Tillægspension, hvis de ikke har fået
engangsbeløbet udbetalt.
For uddannelsessøgende, der henvender sig, kan
Arbejdsmarkedets Tillægspension oplyse den
uddannelsessøgende om, hvorvidt den manglende udbetaling
skyldes, at den uddannelsessøgendes personnummer ikke
fremgår af de datasæt, der ligger til grund for
udbetaling til målgruppen, eller om det skyldes en manglende
NemKonto.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler senest
umiddelbart efter 1. juni 2023 automatisk engangsbeløbet til
uddannelsessøgende, der først anviser en NemKonto
efter, at den første automatiske udbetaling har fundet sted.
SU-modtagere er forpligtet til at have en NemKonto med henblik
på udbetaling af SU. I de særlige tilfælde, hvor
en person på tidspunktet for udbetaling af
engangsløbet ikke længere er SU-modtager og ikke
længere har en konto i et pengeinstitut, og som dermed ikke
længere kan anvise en NemKonto, kan personen ansøge om
engangsbeløbet ved Arbejdsmarkedets Tillægspension og
anvise en anden konto til udbetaling af engangsbeløbet.
For de uddannelsessøgende, der har modtaget
SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger for december 2022, men som ikke har
fået udbetalt engangsbeløbet, f.eks. som følge
af datafejl, foreslås det videre, at disse
uddannelsessøgende kan henvende sig til Arbejdsmarkedets
Tillægspension og anmode om at få engangsbeløbet
udbetalt. Det er en forudsætning for at få
engangsbeløbe udbetalt, at den uddannelsessøgende kan
dokumentere, at den uddannelsessøgende for december 2022 fik
udbetalt en af de nævnte tillægsstipendier. Det kan
være i form af en udskrift fra minSU, hvori retten til
tillægsstipendier i de enkelte måneder fremgår.
Det betyder, at uddannelsessøgende, der har modtaget et af
de nævnte tillægsstipendier for december 2022, uden at
få udbetalt engangsbeløbet automatisk, ved henvendelse
kan rette op på eventuelle fejl i data og modtage
engangsbeløbet, hvis de i øvrigt opfylder
betingelserne.
Det foreslås, at der fastsættes en tidsgrænse
for, hvor længe der kan ansøges om engangsbeløb
hos Arbejdsmarkedets Tillægspension vedrørende
eventuelle fejl i data m.v. Det foreslås således, at
der kan ansøges om udbetaling af engangsbeløb efter
de automatiske udbetalinger er gennemført til og med den 1.
august 2023. Baggrunden for denne frist er et hensyn til, at der er
tale om administration af en enkelt udbetaling, som skal anvendes
til husholdningsøkonomien i en situation med stigende
inflation, og som derfor bør udbetales inden for
nærmeste fremtid. Samtidig skal modtagerne af
tillægsstipendierne, som kan være berettiget til
beløbet, have tid til at reagere, hvis beløbet ikke
er blevet udbetalt automatisk. Det gælder særligt for
tillægsstipendiemodtagere i udlandet.
Det foreslås, at der fastsættes en objektiv regel
om, at engangsbeløb, som er udbetalt til en
uddannelsessøgende, der ikke er berettiget til
engangsbeløbet, eller til dennes dødsbo, ikke skal
betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl,
herunder fejl i udsøgningsdata, og det beløb, som er
modtaget uberettiget, er op til 2.000 kr.
Hvis engangsbeløbet på grund af en myndighedsfejl,
eller f.eks. fordi dødsfaldet sker kort tid før
udbetalingstidspunktet, og derfor endnu ikke er blevet registreret
i CPR, bliver udbetalt til den uddannelsessøgendes
dødsbo, vil engangsbeløbet ligeledes ikke blive
krævet tilbagebetalt fra boet.
Forslaget hænger sammen med forslaget til § 6,
hvorefter udbetalingen fra Arbejdsmarkedets Tillægspension
som udgangspunkt sker på baggrund af data, som Uddannelses-
og Forskningsstyrelsen trækker fra det SU-administrative
it-system US2000.
Forslaget vil indebære, at der ikke skal ske
tilbagebetaling af engangsbeløbet, hvis fejlen
medfører udbetalinger på op til 2.000 kr., selv om den
uddannelsessøgende ikke var berettiget til udbetalingen,
hvis fejlen f.eks. skyldes en fejl hos Arbejdsmarkedets
Tillægspension i forbindelse med udbetalingen eller en fejl i
de data, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har oversendt til
Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke
skulle vurdere, om den uddannelsessøgende har modtaget
engangsbeløbet i ond tro ved myndighedsfejl, f.eks. fordi
den uddannelsessøgende vidste, at vedkommende ikke havde ret
til en af de tillægsstipendier for december måned, der
er en betingelse for at være en del af målgruppen for
engangsbeløbet. I andre tilfælde vil de uskrevne
regler om condictio indebiti være gældende. Det
betyder, at i de tilfælde, hvor der ikke er tale om en
myndighedsfejl i forbindelse med udbetalingen, skal det bl.a.
vurderes, om modtageren har modtaget engangsbeløbet i ond
tro. Da engangsbeløbet som udgangspunkt udbetales automatisk
på baggrund af oplysninger om offentlige
forsørgelsesydelser, der er modtaget for december 2022,
vurderes det, at muligheden for fejludbetalinger, som skyldes
fejloplysninger fra borgeren, vil være minimal.
2.3. Klageadgang
2.3.1. Gældende ret
Det er et kriterium for udbetalingen af ekstra økonomisk
støtte, at pensionisten har været berettiget til og
har fået udbetalt ældrecheck for 2023 efter lov om
social pension. Tilsvarende er det et kriterium for udbetaling af
engangsbeløbet, at personerne modtog SU-handicaptillæg
eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger,
der fremgår af lovforslagets § 4, for december 2022. Der
er i forhold til disse ydelser klageadgang i det omfang, at det
følger af øvrig lovgivning. Der er f.eks. i forhold
til ældrecheck klageadgang til Ankestyrelsen, jf. § 50,
stk. 3, i lov om social pension. Der er i forhold til retten til og
udbetaling af SU, herunder SU-handicaptillæg og
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger, som
udgangspunkt klageadgang til Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøtteordninger, jf. SU-lovens § 46.
Udbetalingen af ekstra økonomisk støtte og
engangsbeløbet skal varetages af henholdsvis Udbetaling
Danmark og af Arbejdsmarkedets Tillægspension, og der vil
derfor ikke være administrativ rekurs til staten som led i et
almindeligt over/underordnelsesforhold, idet hverken Udbetaling
Danmark eller Arbejdsmarkedets Tillægspension indgår i
det statslige hierarki.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke
er behov for at etablere en klageadgang i forhold til ekstra
økonomisk støtte. Uddannelses- og
Forskningsministeriet vurderer, at der ligeledes ikke er behov for
at etablere en klageadgang i forhold til engangsbeløbet.
Baggrunden herfor er, at afgørelserne herom er baseret
på objektive kriterier, der let kan konstateres af den
udbetalende myndighed. Desuden har personen mulighed for ved
henvendelse til myndigheden at få rettet op på
eventuelle fejl i forbindelse med udsøgningen og
udbetalingen eller at ansøge om udbetaling af støtte
eller engangsbeløb i en periode efter, at den automatiske
udsøgning og udbetaling er afsluttet, hvis vedkommende
efterfølgende bliver berettiget til at modtage
støtten eller engangsbeløbet.
Der er derfor ikke fastsat klageadgang til anden administrativ
myndighed for Udbetaling Danmark eller Arbejdsmarkedets
Tillægspensions afgørelser efter denne lov.
Der vil således heller ikke kunne klages over et afslag
på en ansøgning om støtte eller
engangsbeløb efter forslaget til § 1, stk. 4, og §
5, stk. 4.
Myndighedens afgørelse om den ydelse, der giver ret til
støtten eller engangsbeløbet, ældrecheck eller
SU-handicaptillæg og SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger, kan fortsat påklages efter de
gældende regler.
Det skal i øvrigt bemærkes, at selve
udsøgningen af den berettigede personkreds, jf. forslaget
til §§ 1 og 4 ikke udgør en forvaltningsretlig
afgørelse, men et processkridt, som efter de
forvaltningsretlige regler ikke kan påklages.
2.4. Placering af
opgaven hos Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets
Tillægspension
2.4.1. Gældende ret
Udbetaling Danmark administrerer i dag udbetalingen af
folkepension, herunder ældrecheck, mens Arbejdsmarkedets
Tillægspension ligeledes administrerer en række
offentlige udbetalinger for staten og kommunerne, hvor
udbetalingerne er understøttet digitalt og sker på
baggrund af registerbaserede data.
Herudover leverer Arbejdsmarkedets Tillægspension
administrativ og teknisk bistand til Udbetaling Danmark på
omkostningsdækket basis, jf. § 15 i lov om Udbetaling
Danmark.
2.4.2. Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Udbetaling af både ekstra økonomisk støtte
og engangsbeløbet skal være enkelt at administrere, og
administrationen skal sikre, at udbetalingerne sker til berettigede
personer, der for 2023 modtog ældrecheck eller for december
2022 modtog SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger.
Udbetaling af støtte og engangsbeløb skal i videst
muligt omfang ske uden ansøgning og skal derfor kunne
understøttes digitalt og så vidt muligt baseres
på registerbaserede data om forhold, der har betydning for
afgrænsningen af berettigede personer i den relevante
periode.
Det foreslås, at opgaven med udbetaling af ekstra
økonomisk støtte administreres af Udbetaling Danmark,
mens udbetaling af engangsbeløbet varetages af
Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Forslaget vil indebære, at udbetaling af ekstra
økonomisk støtte og engangsbeløbet varetages
af Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Tillægspension
på omkostningsdækket basis. Det vil indebære, at
Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Tillægspension skal
have dækket alle direkte og indirekte omkostninger, herunder
ethvert økonomisk tab forbundet med opgaven med udbetaling
af ekstra økonomisk støtte og engangsbeløbet
fra staten.
Det foreslås, at staten finansierer Udbetaling Danmarks
omkostninger med at varetage administrationen af den ekstra
økonomiske støtte og Arbejdsmarkedets
Tillægspensions omkostninger med at varetage administrationen
af engangsbeløbet.
Det foreslås også, at staten skal afholde udgifterne
til ekstra økonomisk støtte og til
engangsbeløbet efter loven.
2.5. Forbud mod
retsforfølgning
2.5.1. Gældende ret
Ret til udbetaling af en offentlig ydelse eller et tilskud,
f.eks. ekstra økonomisk støtte eller
engangsbeløb, vil for borgeren være en fordring.
Borgerne, herunder de ovenfor nævnte ydelsesmodtagere, kan
som udgangspunkt råde over sine ejendele, herunder
fordringer, ved at foretage formueretlige dispositioner såsom
at overdrage det pågældende aktiv til en tredjemand. En
overdragelse af fordringer kan dog være udelukket, hvilket er
tilfældet i mange love, der regulerer udbetalinger af
beløb, der udbetales til særlige formål, der vil
forspildes, hvis beløbet ikke effektivt udbetales til den
pågældende person.
En persons kreditorer kan som udgangspunkt søge sig
fyldestgjort i de aktiver, som personen frit kan råde over,
herunder fordringer. En række aktiver, herunder fordringer,
er dog ved lov friholdt for kreditorernes adgang til
retsforfølgning. Bl.a. fastsætter retsplejelovens
§ 512, stk. 3, at udlæg bl.a. ikke kan foretages i krav
på pension, understøttelse eller anden hjælp fra
det offentlige, medmindre der er forløbet 3 måneder
fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, indeholder
i §§ 7-9 a regler om modregning.
2.5.2. Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at krav på ekstra økonomisk
støtte eller engangsbeløb ikke skal kunne overdrages
eller gøres til genstand for retsforfølgning, hverken
af offentlige eller private kreditorer, frem til
udbetalingstidspunktet. Det foreslås videre, at kravet
på engangsbeløbet ikke skal kunne anvendes til
modregning med eventuelle private eller offentlige krav.
Aftaler eller løfter i strid med det foreslåede
forbud vil være ugyldige.
Ekstra økonomisk støtte og engangsbeløbet
vil være beskyttet mod retsforfølgning frem til det
faktiske udbetalingstidspunkt, hvor pengene indgår på
ydelsesmodtagerens konto, hvorefter ydelsesmodtageren vil kunne
disponere over beløbet, ligesom ydelsesmodtagernes
eventuelle kreditorer fra dette tidspunkt vil kunne foretage
retsforfølgning mod beløbet.
2.6. Fritagelse fra
formueopgørelsen frem til og med 2026
2.6.1. Gældende ret
Hvis ydelsesmodtageren ikke bruger den ekstra økonomiske
støtte eller engangsbeløbet, men i stedet
indsætter beløbet på en bankkonto i et
pengeinstitut eller lignende, vil beløbet blive indberettet
til skattemyndighederne efter skatteindberetningsloven.
Oplysningerne anvendes bl.a. ved den årlige
formueopgørelse vedrørende pension og
boligstøtte. Hvis den ekstra økonomiske støtte
eller engangsbeløbet ikke forbruges, vil den således
kunne forøge formuen og dermed påvirke retten til
visse ydelser.
2.6.2. Beskæftigelsesministeriets og Uddannelses- og
Forskningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at ekstra økonomisk støtte og
engangsbeløbet ikke skal indgå i tildeling og
beregning af eller medføre fradrag i
forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige
offentlige ydelser til personen selv eller til dennes eventuelle
ægtefælle, samlever eller hustandsmedlemmer frem til og
med år 2026.
Derfor foreslås det, at ydelsesmodtageren kan anmode den
relevante myndighed om at se bort fra den ekstra økonomiske
støtte eller engangsbeløbet i forbindelse med
ansøgning om en ydelse eller i forbindelse med den
årlige formueopgørelse frem til udgangen af 2026.
Herefter vil den ekstra økonomiske støtte eller
engangsbeløbet kunne påvirke udbetalingen af visse
ydelser, hvis den ekstra økonomiske støtte eller
engangsbeløbet ikke er brugt inden da, idet det efter
udgangen af 2026 vil indgå i formueopgørelsen.
2.7. Ophævelse af lov om den sociale
pensionsfond
2.7.1. Gældende ret
Den sociale pensionsfond er oprettet ved lov nr. 270 af 4. juni
1970 om den sociale pensionsfond, hvor der indførtes et
særligt pensionsbidrag til finansiering af
tillægspension til alle, der får social pension. Denne
lov er ophævet ved lov nr. 521 af 28. oktober 1981.
Med lov nr. 521 af 28. oktober 1981 stopper indbetalinger af det
særlige folkepensionsbidrag til den sociale pensionsfond med
virkning fra 1. januar 1982. Formuen forbliver i den sociale
pensionsfond, og det fremgår af denne lov, at renterne af den
sociale pensionsfonds obligationsbeholdning skal anvendes til
pensionsforbedringer.
Ved lov nr. 1041 af 23. december 1998 om ændring af lov om
den sociale pensionsfond (Anvendelse af den sociale pensionsfonds
grundkapital) er det fastsat, at der ud over renter fra
obligationsbeholdningen også kan overføres midler fra
grundkapitalen til finansiering af pensionsforbedringer, hvilket
allerede skete ved tekstanmærkning nr. 50 i finansloven for
1996, 1997 og 1998 samt i finansloven for 1999. I
tekstanmærkningen er fastlagt ændrede principper for
overførsel af beløb fra den sociale pensionsfond til
dækning af udgifterne ved de pensionsforbedringer, der er
gennemført under henvisning til den sociale
pensionsfond.
Gennem årene har udgifterne til pensionsforbedringer
oversteget det løbende afkast på den sociale
pensionsfonds midler, og med løbende overførsler fra
fondens kapital til Beskæftigelsesministeriets konto §
17.64.04 på finansloven til finansiering af
pensionsforbedringerne, er der dermed sket en gradvis nedbringelse
af fondens kapital.
Efter § 1 i lov om den sociale pensionsfond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 131 af 27. februar 2004, anvendes
renterne og grundkapitalen af den sociale pensionsfonds
obligationsbeholdning i overensstemmelse med den særlige
lovgivning herom til ydelse af pensionsforbedringer til
pensionister, der har ret til social pension og til delpension.
Renter og grundkapital, der ikke anvendes til disse formål,
henlægges til fonden. Fondens midler administreres af
Nationalbanken på vegne af staten. Til pensionsfondens konto
overføres renter af fondens formue samt provenu af udtrukne
eller solgte obligationer.
Der er nedsat et udvalg bestående af repræsentanter
fra Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet og
Nationalbanken, som varetager opgaverne i forbindelse med den
sociale pensionsfond. Fonden er opført på
statsregnskabet.
I forbindelse med overvejelser om nedlukning har det været
underlagt en selvstændig juridisk vurdering, om den sociale
pensionsfond kan anses som en fond i fondslovens forstand. Idet
fonden ikke udgør et selvstændigt retssubjekt, som er
en af de betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan
være tale om en fond i fondslovens forstand, er den sociale
pensionsfond ikke omfattet af fondsloven.
2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det foreslås, at lov om den sociale pensionsfond
ophæves, og dermed at fonden nedlægges. Det skyldes, at
renter og grundkapital af den sociale pensionsfonds
obligationsbeholdning er anvendt, og at fonden som følge
heraf er tom. Beskæftigelsesministeriet afholder udgifterne
til revisionen for regnskabsåret 2022.
3. Behandling af
personoplysninger og forholdet til databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven
Lovforslaget vil indebære, at myndighederne vil være
forpligtet til behandling, herunder indsamling, samkøring og
videregivelse, af oplysninger om personer, der modtager
ældrecheck for 2023 eller SU-handicaptillæg og
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger for
december 2022. Det vurderes, at der er tale om behandling af
almindelige og fortrolige, men ikke følsomme
personoplysninger. Dog vil der efter Uddannelses- og
Forskningsministeriets vurdering være tale om behandling af
følsomme personoplysninger for så vidt angår
personer, der for december 2022 modtog SU-handicaptillæg, jf.
lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 1.
Det vurderes, at forpligtelsen til indsamling, samkøring
og videregivelse af personoplysninger kan ske inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1 litra e. Efter
Databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan personnumre behandles
med henblik på entydig dokumentation eller som journalnummer.
For så vidt angår behandlingen af oplysninger om
modtagere af SU-handicaptillæg vurderes de foreslåede
bestemmelser at kunne fastsættes inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 litra e og artikel
9, stk. 2, litra f, hvorefter behandling af følsomme
oplysninger kan ske, når det er nødvendigt for, at
retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller
forsvares.
Den foreslåede behandling af personoplysningerne vurderes
at være nødvendig for at kunne fremsøge den
berettigede personkreds og sikre, at alle berettigede personer
så vidt muligt automatisk får udbetalt støtten
eller engangsbeløbet uden, at personen selv skal
ansøge herom.
Det vurderes at være i overensstemelse med artikel 5,
litra b og foreneligt med det oprindelige formål for
indsamling af personoplysningerne, at oplysninger om modtagere af
ældrecheck efter lov om social pension genanvendes til at
udsøge målgruppen for den ekstra økonomiske
støtte efter denne lov, da der er tale om en ret til en
ydelse, der er betinget af, at pensionisten har ret til og har
fået udbetalt ældrecheck.
Det vurderes endvidere, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsens
udsøgning af oplysninger om, hvilke
uddannelsessøgende, der for december 2022 modtog
SU-handicaptillæg, er nødvendig for, at retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf.
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 litra e og artikel
9, stk. 2, litra f. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i forbindelse med
udsøgningen af oplysninger alene udsøger - og
videregiver til Arbejdsmarkedets Tillægspension - personnumre
på de uddannelsessøgende, der har modtaget
SU-handicaptillæg for december 2022. Oplysninger om
årsagen til, at de uddannelsessøgende modtager
SU-handicaptillæg, vil hverken blive udsøgt eller
videregivet i forbindelse med udbetalingen af
engangsbeløbet.
Det er vurderingen, at den foreslåede bestemmelse i §
6 vil udgøre nationale særregler for behandling af
personoplysninger, og at denne ligger inden for det nationale
råderum, jf. forordningens artikel 6, stk. 2 og 3. Det
vurderes endvidere, at bestemmelserne i lovforslaget vil
fastlægge et retskrav for den berettigede personkreds, som
indebærer, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan behandle oplysninger
efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f. Det
er derudover vurderingen, at de foreslåede regler sikrer
klarhed om myndighedernes behandling, herunder indsamling,
samkøring og videregivelse af personoplysninger. Reglerne
medfører, at myndighedernes behandling af personoplysninger
vil kunne undtages fra oplysningspligten i
databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra c, om
indsamling og videregivelse, der er udtrykkeligt fastsat i
medlemsstaternes nationale ret, og som fastsætter passende
foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes legitime
interesser.
Det bemærkes, at personer, som ikke er blevet
udsøgt som værende i målgruppen for ekstra
økonomisk støtte eller engangsbeløb, og som
derfor ikke har fået udbetalt beløbet automatisk, vil
have mulighed for at ansøge om udbetaling efter forslaget
til § 1, stk. 4, og § 5, stk. 3.
Behandlingen af ansøgningssagerne skal ske under
iagttagelse af reglerne i databeskyttelsesforordningens kapitel III
om den registreredes rettigheder. Reglerne i
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder de
grundlæggende principper i forordningens artikel 5,
forudsættes i øvrigt at vil blive iagttaget i
forbindelse med de nævnte behandlinger af personoplysninger,
herunder i forbindelse med behandling af oplysninger om
ydelsesmodtagere.
Der henvises til forslagets §§ 1, 5 og 6 og
bemærkningerne hertil.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.1. Økonomiske konsekvenser
Med lovforslaget udmøntes den del af Aftale om
inflationshjælp, der vedrører en ekstra
økonomisk støtte på 5.000 kr. til modtagere af
ældrecheck samt et engangsbeløb på 1.000 kr. til
SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger.
Lovforslaget finansieres i henhold til aftalen.
Lovforslaget skønnes samlet set at indebære
offentlige merudgifter på 1.477,9 mio. kr. i 2023, 0,5 mio.
kr. i 2024 og 0,2 mio. kr. i 2025, svarende til et mindreprovenu
efter tilbageløb på 1.138,9 mio. kr. i 2023, 0,5 mio.
kr. i 2024 og 0,2 mio. kr. i 2025, jf. tabel 1. Heraf udgør
4,0 mio. kr. i 2023, 0,5 mio. kr. i 2024 og 0,2 mio. kr. i 2025
administrative konsekvenser for det offentlige.
| | | Tabel
1. Samlede økonomiske
konsekvenser af lovforslaget | | | Mio. kr.,
2023-niveau | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | Statslige
udgifter | 1.477,9 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | Heraf: | | | | | | Ydelsesmæssige konsekvenser | 1.473,9 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Administrative konsekvenser | 4,0 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | | | | | | | Kommunale
udgifter | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Umiddelbar virkning i
alt | 1.477,9 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | Virkning efter skat og
tilbageløb | 1.138,9 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | | | | | | |
|
De statslige merudgifter i årene 2023-2025 er indarbejdet
på forslag til finanslov for finansåret 2023.
Lovforslaget vurderes ikke at have konsekvenser for kommunerne
og regionerne.
De økonomiske og administrative konsekvenser af
lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter.
4.1.1. Ekstra
økonomisk støtte til modtagere af
ældrecheck
Folkepensionister i målgruppen for den ekstra
økonomiske støtte på 5.000 kr. er på
baggrund af indtægts- og formueforhold berettiget til, ud
over den løbende folkepensionsydelse, at modtage
ældrecheck for 2023. Ældrecheck bliver udbetalt
én gang om året. Der skønnes i 2023 at
være i alt ca. 290.000 folkepensionister, inklusiv
pensionister bosiddende i udlandet, som modtager
ældrecheck.
En ekstra økonomisk støtte på 5.000 kr. til
modtagere ældrecheck for 2023 skønnes således at
indebære ydelsesmæssige udgifter på 1.458,3 mio.
kr. i 2023 og administrative udgifter på 3,3 mio. kr. i 2023,
svarende til 1.126,2 mio. kr. efter tilbageløb, jf. tabel
2.
| | | Tabel
2. Økonomiske konsekvenser
som følge af en ekstra økonomisk støtte til
modtagere af ældrecheck | | | Mio. kr.,
2023-niveau | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | Statslige
udgifter | 1.461,6 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf: | | | | | | Ydelsesmæssige konsekvenser | 1.458,3 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Administrative konsekvenser | 3,3 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | | | | | | | Kommunale
udgifter | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Umiddelbar virkning i
alt | 1.461,6 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | Virkning efter skat og
tilbageløb | 1.126,2 | 0,5 | 0,2 | 0,0 | 0,0 | Anm. : Den foreslåede
skattefritagelse er neutral over for de offentlige finanser, da den
ekstra økonomiske støtte er fastsat under
forudsætning om skattefritagelse. Skattefritagelsen
medfører endvidere ingen umiddelbar provenuvirkning, da der
ikke er tale om en skattefritagelse af en eksisterende
skattepligtig ydelse. Engangsudbetalingen vil dog medføre et
øget tilbageløb i form af moms og afgifter, der
skønnes at svare til 23 pct. af de umiddelbare merudgifter
til engangstilskuddet. Den ekstra økonomiske
støtte til modtagere af ældrecheck administreres af
Udbetaling Danmark og finansieres af staten. Udbetaling Danmark
oplyser, at forslaget, foruden administrative udgifter på 3,3
mio. kr. i 2023, skønnes at medføre administrative
udgifter til implementering og drift på omkring 0,5 mio. kr.
i 2024 og 0,2 mio. kr. i 2025, jf. tabel 2. | | | | | | |
|
4.1.2. Engangsbeløb til modtagere af
SU-handicaptillæg og SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger
Der skønnes at være i alt ca. 15.600 personer, der
for december 2022 modtager SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger. Et
engangsbeløb på 1.000 kr. til denne gruppe af
SU-modtagere i 2023 skønnes på den baggrund at
indebære ydelsesmæssige udgifter på 15,6 mio. kr.
i 2023 og administrative udgifter på 0,7 mio. kr. i 2023,
svarende til 12,7 mio. kr. efter tilbageløb, jf. tabel 3.
Heraf finansierer Uddannelses- og Forskningsministeriet 0,4 mio.
kr.
| | | Tabel
3. Økonomiske konsekvenser
som følge af engangsbeløb til modtagere af
SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger | | | Mio. kr.,
2023-niveau. | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | Statslige
udgifter | 16,3 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf: | | | | | | Ydelsesmæssige konsekvenser | 15,6 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Administrative konsekvenser | 0,7 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | | | | | | | Kommunale
udgifter | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Umiddelbar virkning i
alt | 16,3 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Virkning efter skat og
tilbageløb | 12,7 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Anm. : Den foreslåede
skattefritagelse er neutral over for de offentlige finanser, da
engangsbeløbet er fastsat under forudsætning om
skattefritagelse. Skattefritagelsen medfører endvidere ingen
umiddelbar provenuvirkning, da der ikke er tale om en
skattefritagelse af en eksisterende skattepligtig ydelse.
Engangsudbetalingen vil dog medføre et øget
tilbageløb i form af moms og afgifter, der skønnes at
svare til 23 pct. af de umiddelbare merudgifter til
engangstilskuddet. Uddannelses- og Forskningsministeriet
medfinansierer 0,4 mio. kr. (efter skat og tilbageløb) fra
§ 19.11.11.40. Ændrede dispositioner i
bevillingsåret. Engangsbeløbet til modtagere af
SU-handicaptillæg og SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger administreres af Arbejdsmarkedets
Tillægspension og finansieres af staten. Arbejdsmarkedets
Tillægspension oplyser, at forslaget, foruden administrative
udgifter på ca. 0,7 mio. kr. i 2023, ikke skønnes at
medføre administrative udgifter til implementering og drift
fra 2024 og frem, jf. tabel 3. | | | | | | |
|
4.1.3. Ophævelse af den sociale
pensionsfond
Lovforslagets element vedrørende en ophævelse af
den sociale pensionsfond vurderes ikke at have økonomiske
konsekvenser.
4.2. Implementeringskonsekvenser
Ekstra økonomisk støtte skal efter lovforslaget
som udgangspunkt udbetales uden ansøgning af Udbetaling
Danmark, som i forvejen udbetaler ældrecheck til samme
målgruppe.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler et skattefrit
engangsbeløb på 1.000 kr. til
uddannelsessøgende, der for december 2022 modtog stipendium
som SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg
som enlig forsørger.
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at lovforslaget har
visse negative implementeringskonsekvenser i form af behov for
it-understøttelse og nye arbejdsgange, men at disse vurderes
at være af begrænset omfang.
Der er taget stilling til principperne for digitaliseringsklar
lovgivning, som ikke vurderes at være relevante i forhold til
den del af lovforslaget, der vedrører den sociale
pensionsfond og nedlæggelsen af denne.
Lovforslaget, for så vidt
angår ekstra økonomisk støtte og
engangsbeløbet, er udarbejdet efter principperne for
digitaliseringsklar lovgivning, idet udbetalingerne er baseret
på et objektivt konstaterbart kriterium om:
- ret til
ældrecheck til en nærmere bestemt målgruppe i en
given periode,
- ret til
SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som
enlig forsørger for december 2022.
Udbetalingerne sker så vidt muligt automatisk på
baggrund af myndighedernes genbrug af data om målgruppen.
Udbetaling Danmark foretager udbetalingen af ekstra
økonomisk støtte på grund af de oplysninger,
Udbetaling Danmark i forvejen er i besiddelse af om udbetaling af
ældrecheck til folkepensionister. Arbejdsmarkedets
Tillægspension foretager udbetaling af engangsbeløb
på grundlag af oplysninger, som Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen i forvejen er i besiddelse af om
uddannelsessøgende, som modtager SU-handicaptillæg
eller SU-forsørgertillæg som enlig
forsørger.
Implementeringskonsekvenserne er således i lovforslaget
søgt minimeret ved i videst muligt omfang at basere
ordningen på objektive kriterier, som muliggør
automatisk udbetaling og genbrug af eksisterende offentlig
it-infrastruktur.
Lovforslaget lever således op til princip 1 om enkle og
klare regler, princip 3 om automatisk sagsbehandling og princip 4
om sammenhæng på tværs og genbrug af data.
Desuden vurderes det, at forslaget lever op til princip 5 om tryg
og sikker datahåndtering. Udbetaling Danmark foretager i
forvejen sikker databehandling om samme målgruppe i
forbindelse med administrationen af pensionsreglerne, ligesom
Arbejdsmarkedets Tillægspension i forvejen administrerer en
række offentlige udbetalinger for staten og kommunerne, hvor
udbetalingerne er understøttet digitalt og sker på
baggrund af registerbaserede data.
Lovforslaget indeholder regler om behandling af
personoplysninger for personer, der modtager engangsbeløbet.
Der er i konkret udformede lovbestemmelser taget stilling til,
hvilke data der skal indhentes til brug for udsøgning af
målgruppen og administration af engangsbeløbet, og der
er redegjort for de databeskyttelsesretlige regler. Endvidere er
der taget stilling til betydningen af den automatiserede udbetaling
for borgerne, og det er sikret, at de borgere, der er omfattet af
målgruppen, men ikke får udbetalt engangsbeløbet
automatisk, kan ansøge om engangsbeløbet hos
Arbejdsmarkedets Tillægspension, der herefter på
baggrund af dokumentation fra borgeren skal træffe
afgørelse om, hvorvidt borgeren har ret til
engangsbeløbet.
Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Tillægspension skal
som myndighed overholde de databeskyttelsesretlige regler, herunder
krav til it-sikkerhed. Udbetalingen af ekstra økonomisk
støtte vil ske via de kanaler, som Udbetaling Danmark
anvender til udbetaling af ældrecheck til samme
målgruppe. Arbejdsmarkedets Tillægspensions udbetaling
af engangsbeløbet vil skulle ske til modtagernes NemKonto.
Dermed lever forslaget også op til princip 6 om anvendelse af
offentlig infrastruktur. ¬¬Udbetaling Danmarks
administration af den ekstra økonomiske støtte vil
med forslaget være omfattet af reglerne om digital
kommunikation i lov om Udbetaling Danmark. Der er i lovforslaget
fastsat regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions digitale
kommunikation til personer, der får udbetalt
engangsbeløbet, eller som er berettiget hertil. Forslaget
lever dermed også op til princip 2.
For så vidt angår princip 7 om forebyggelse af snyd
og fejl bemærkes det, at for personer, der ansøger om
engangsbeløb, er der ikke lagt op til, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension skal foretage kontrol af, om borgeren for
december 2022 har modtaget den ydelse, der udløser retten
til engangsbeløbet, idet dokumentation fra borgeren i form
af en kopi af f.eks. en udbetalingsmeddelelse må anses for at
være tilstrækkeligt.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget skønnes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslaget skønnes at have begrænsede negative
administrative konsekvenser for borgerne, idet den ekstra
økonomiske støtte og engangsbeløbet i
overvejende grad vil blive udbetalt automatisk. Forslaget vil
således alene medføre administrative konsekvenser for
borgere, der ikke har modtaget ekstra økonomisk
støtte og engangsbeløbet automatisk, samt for de
borgere, der er berettiget til engangsbeløbet og som ikke
har en NemKonto. Borgere, der ikke har modtaget ekstra
økonomisk støtte og engangsbeløbet automatisk,
vil efter lovforslaget skulle søge om ydelsen ved
henholdsvis Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets
Tillægspension, jf. forslagets § 1, stk. 4, og § 5,
stk. 4. Borgere, der ikke har en NemKonto, vil skulle anvise en
sådan.
7. Klimamæssige konsekvenser
Forslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget har i perioden fra den 2. marts 2023 til den 8.
marts 2023 været sendt i høring.
Høringsperioden har været forkortet for, at
støtten kan udbetales hurtigst muligt. Lovforslaget har
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Akademisk Arkitektforening, Ankestyrelsen,
Arbejdsmarkedets Tillægspension, BDO Revision, Bedre
Psykiatri, Beskæftigelsesrådet, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børns
Vilkår, Dansk Magisterforening, Dansk Retspolitisk Forening,
Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske
A-kasser, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne,
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Erhvervsakademier,
Lederne, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Gymnasier,
Danske HF & VUC, Danske Landbrugsskoler, Danske Patienter,
Danske Professionshøjskoler, Danske Regioner, Danske
Revisorer, Danske Seniorer, Danske SOSU-skoler - Bestyrelserne,
Danske SOSU-skoler, Danske Studerendes Fællesråd,
Danske Universiteter, Datatilsynet, Den Uvildige Konsulentordning
på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd,
Erhvervsskolernes Elevorganisation, Erhvervsstyrelsen, Faglige
seniorer, FGU Danmark, Finans Danmark, Finansrådet,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Foreningen af
Danske Lægestuderende, Foreningen af Kommunale Social-,
Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension,
Frivilligrådet, FSR - Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Institut for Menneskerettigheder, Jobrådgivernes
Brancheforening, Kooperationen, Landssammenslutningen af
Handelsskoleelever, LAP - Landsforeningen Af nuværende og
tidligere Psykiatribrugere, Lægeforeningen,
Lærerstuderendes Landskreds, Mødrehjælpen,
Nationalbanken, Pension Danmark, Psykiatrifonden,
Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Red Barnet,
Retssikkerhedsfonden, Rigsrevisionen, Rådet for Etniske
Minoriteter, Rådet for psykisk sårbare på
Arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen
af Danske Socialrådgiverstuderende, Sammenslutningen Unge med
Handicap (SUHM), SAND, SIND, Sundhedskartellet,
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Udbetaling Danmark og
Ældre Sagen.
| 11. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/ mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
»Ingen«) | Negative konsekvenser/ merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Stat: Lovforslaget skønnes samlet set at
medføre ydelsesmæssige merudgifter på 1.477,9 mio. kr. i 2023 Kommuner: Ingen Regioner: Ingen | Implementerings-konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Stat: Lovforslaget skønnes samlet set at
konsekvenser på 4,0 mio. kr. i 2023, 0,5 mio. kr. i 2024 og
0,2 mio. kr. i 2025 Kommuner: Ingen Regioner: Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Begrænsede negative | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU -regulering/ Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (Sæt X) | JA | NEJ X | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Efter § 72 d i lov om social pension udbetales den
supplerende pensionsydelse (ældrecheck) til
folkepensionister, der inden den 1. januar i det
pågældende år er berettiget til pension, jf.
§ 12, stk. 1, i lov om social pension og opfylder visse
betingelser. Ældrecheck udbetales som udgangspunkt uden
ansøgning. Udbetaling Danmark undersøger, hvilke
pensionister, der er berettiget til ydelsen og indhenter eventuelt
supplerende oplysninger hos pensionisten til brug for
beregningen.
Ældrecheck udbetales ikke, hvis pensionistens og en
eventuel ægtefælles eller samlevers likvide formue
overstiger formuegrænsen, som i 2023 er på 95.800 kr.
Formuen opgøres pr. 1. januar efter reglerne i § 14 b,
stk. 2 og 3, og § 14 c i lov om social pension på
grundlag af de oplysninger, der efter skatteindberetningsloven
senest er indberettet til skattemyndighederne.
Efter § 72 d, stk. 3, i lov om social pension
nedsættes ældrechecken afhængigt af den
personlige tillægsprocent, jf. § 31, stk. 3, i lov om
social pension. Ligeledes for folkepensionister, der er berettiget
til en procentandel af fuld pension (brøkpension)
nedsættes ældrechecken i forhold hertil, jf. § 5,
stk. 2 og 3, i lov om social pension. Ældrecheck udbetales af
Udbetaling Danmark i januar måned, hvis Udbetaling Danmark
har de nødvendige oplysninger, jf. § 72 d, stk. 5. Hvis
den beregnede ældrecheck er mindre end 200 kr., udbetales den
ikke.
Efter § 36, stk. 1, i lov om social pension afgør
kommunalbestyrelsen på hvilken måde pensionen skal
udbetales, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at en
pensionist ikke kan administrere pensionen. Pensionisten og
kommunalbestyrelsen kan også aftale, at kommunalbestyrelsen
skal administrere pensionen, jf. § 36, stk. 2. Kommunen giver
efter § 36, stk. 3 Udbetaling Danmark meddelelse om
afgørelsen eller aftalen, og Udbetaling Danmark
overfører den pension, som pensionisten ville have
fået udbetalt, til kommunen.
Efter § 39, stk. 7, i lov om social pension efterbetales
ældrecheck, hvis Udbetaling Danmark inden 6 måneder
efter udgangen af januar modtager nye oplysninger om pensionistens
formue pr. 1. januar, som viser, at formuen ikke oversteg
formuegrænsen, og betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt.
Efter § 39 b, stk. 1, foretager Udbetaling Danmark
årligt en endelig efterregulering af pensionen for det
forudgående kalenderår på baggrund af
årsopgørelsen og oplysninger fra indkomstregistret.
Det gælder også for ældrecheck efter § 72 d
i lov om social pension.
Det foreslås i § 1, stk.
1, at Udbetaling Danmark uden ansøgning udbetaler
ekstra økonomisk støtte på 5.000 kr. inden den
1. november 2024 til en folkepensionist, der er berettiget til og
har fået udbetalt ældrecheck for 2023 efter § 72 d
i lov om social pension, jf. dog stk. 3.
Der vil efter forslaget være tale om en automatisk
udbetaling, hvor pensionisten som udgangspunkt ikke selv skal
henvende sig til myndigheden og søge om udbetaling og
indsende dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.
Det følger af bestemmelsen, at pensionisten skal have
fået udbetalt ældrecheck for 2023 for at kunne få
udbetalt ekstra økonomisk støtte. Det er
således ikke afgørende, hvornår udbetalingen af
ældrecheck for 2023 finder sted.
Udbetalingstidspunktet for ældrecheck kan dog have
betydning for, hvornår den automatiske udbetaling af ekstra
økonomisk støtte sker.
Udbetaling af 5.000 kr. vil omfatte pensionister, som har
fået udbetalt ældrecheck i perioden fra januar og
indtil udbetalingstidspunktet, forventeligt i maj 2023. Derudover
vil der være en anden udbetalingskørsel i september
2023. Her vil de folkepensionister, som efter første
udbetalingskørsel i maj 2023 har indberettet
formueændringer inden fristen den 31. juli 2023 og derfor har
fået efterbetalt ældrecheck, få udbetalt ekstra
økonomisk støtte. Herefter vil der være
yderligere 2 runder i 2024 for pensionister, som i forbindelse med
efterreguleringen for 2023 først får efterbetalt
ældrecheck i 2024.
Hvis ældrechecken f.eks. ikke er blevet udbetalt i januar
2023, fordi tillægsprocenten på daværende
tidspunkt var 0, men pensionen efterfølgende f.eks. i
oktober 2023 omregnes og tillægsprocenten i den forbindelse
ændrer sig, vil der således ikke på dette
tidspunkt ske efterbetaling af ældrecheck. Ældrecheck
vil i disse tilfælde først blive efterbetalt i
forbindelse med efterreguleringen af pensionen for 2023, som finder
sted i 2024. I et sådant tilfælde vil udbetaling af
ekstra økonomisk støtte derfor først ske
på baggrund af en fornyet udsøgning i 2024, når
efterreguleringen og udbetalingen af ældrecheck er
gennemført. Berettigelsen til udbetaling af ekstra
økonomisk støtte opstår således i disse
tilfælde først, når der er sket efterregulering
og i den forbindelse udbetalt ældrecheck.
Tilsvarende kan der ske en udbetaling til pensionister, som ikke
automatisk har modtaget ekstra økonomisk støtte og
derfor søger om udbetaling af støtten
efterfølgende efter forslaget til stk. 4.
Dog vil der ikke kunne udbetales ekstra økonomisk
støtte til pensionister, som først får
efterbetalt en ældrecheck for 2023 efter den 31. december
2025, da dette foreslås som frist for indgivelse af
ansøgning om ekstra økonomisk støtte efter den
automatiske udsøgning er afsluttet ultimo 2024, jf.
forslagets § 1, stk. 4.
Hvis pensionisten er berettiget til ældrecheck for andre
perioder end 2023, vil dette heller ikke efter denne lov give ret
til ekstra økonomisk støtte, selv om en
ældrecheck for 2022 f.eks. efterbetales i 2023.
Forslaget vil således indebære, at
folkepensionister, som ikke er berettiget til og har fået
udbetalt ældrecheck for 2023, heller ikke vil blive
berettiget til ekstra økonomisk støtte på 5.000
kr. Det gælder også, hvis pensionisten ikke har
fået udbetalt ældrecheck, fordi ældrecheckens
størrelse er under 200 kr., eller hvis ældrechecken er
blevet tilbagebetalt forud for udbetalingstidspunktet.
Det foreslås i stk. 2, at ved
udbetaling af ekstra økonomisk støtte efter stk. 1
finder § 36 i lov om social pension tilsvarende
anvendelse.
Forslaget vil indebære, at hvis en kommune efter reglerne
i § 36 i lov om social pension har indgået aftale med
pensionisten eller har afgjort på hvilken måde
pensionen skal udbetales, fordi kommunen skønner, at
pensionisten ikke kan administrere pensionen, finder aftalen eller
afgørelsen herom tilsvarende anvendelse i forbindelse med en
udbetaling af ekstra økonomisk støtte til
pensionisten.
Det foreslås i stk. 3, at
ekstra økonomisk støtte efter stk. 1 ikke udbetales
til dødsboet efter en pensionist, der på
udbetalingstidspunktet er afgået ved døden.
Ekstra økonomisk støtte tilfalder derfor ikke
boet, selv om afdøde har modtaget ældrecheck for 2023
og derfor formelt set er omfattet af målgruppen. Hvis
dødsfaldet sker kort tid før udbetalingstidspunktet,
og derfor f.eks. endnu ikke er blevet registret i CPR, og den
ekstra økonomiske støtte derfor er blevet udbetalt,
vil støtten dog ikke blive krævet tilbagebetalt fra
boet.
Det foreslås i stk. 4, at en
pensionist, der den 1. november 2024 ikke har modtaget ekstra
økonomisk støtte efter stk. 1, og som er berettiget
til og har fået udbetalt supplerende pensionsydelse for 2023
efter § 72 d i lov om social pension, kan ansøge om at
få udbetalt ekstra økonomisk støtte hos
Udbetaling Danmark. Ansøgningen om ekstra økonomisk
støtte efter stk. 1, skal være modtaget hos Udbetaling
Danmark senest den 31. december 2025.
Forslaget skal sikre, at der efter ansøgning kan
træffes afgørelse om ekstra økonomisk
støtte, hvis folkepensionisten ikke har modtaget
støtten automatisk fra Udbetaling Danmark, selv om
vedkommende har været berettiget til og har fået
udbetalt ældrecheck for 2023, f.eks. efter den årlige
efterregulering af pensionen for det foregående
kalenderår efter de gældende regler i § 39 b i lov
om social pension. Det kan f.eks. være relevant i de
tilfælde, hvor efterreguleringen først finder sted
efter sidste automatiske udsøgning ultimo 2024, og
pensionisten først her får efterbetalt
ældrecheck.
Forslaget vil indebære, at der ikke udbetales ekstra
økonomisk støtte til pensionister, som søger
herom efter fristens udløb, selv om pensionisten eventuelt
først får efterbetalt ældrechecken i 2026 eller
senere.
Hvis Udbetaling Danmark i den mellemliggende periode fra den
første udbetaling af ekstra økonomisk støtte
bliver opmærksom på, at en pensionist, der har
været berettiget til og fået udbetalt ældrecheck
for 2023, ved en fejl ikke har modtaget den ekstra
økonomiske støtte automatisk efter § 1, vil
Udbetaling Danmark rette op på fejlen og udbetale ekstra
økonomisk støtte til den berettigede pensionist. Hvis
årsagen til, at pensionisten ikke har modtaget ekstra
økonomisk støtte, skyldes, at ældrechecken
først er udbetalt efter den automatiske kørsel, vil
udbetaling dog først ske ved den næste automatiske
udsøgning, da det i sådanne tilfælde ikke beror
på en fejl.
Til §
2
Efter § 39, stk. 7, i lov om social pension efterbetales
den supplerende pensionsydelse (ældrechecken), hvis
Udbetaling Danmark inden 6 måneder efter udgangen af januar
modtager nye oplysninger om pensionistens formue pr. 1. januar, som
viser, at formuen ikke oversteg formuegrænsen, og
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Efter § 39 b, stk. 1, i lov om social pension, foretager
Udbetaling Danmark årligt en endelig efterregulering af
pensionen for det forudgående kalenderår på
baggrund af årsopgørelsen og oplysninger fra
indkomstregistret. Viser efterreguleringen, at pensionisten har
fået for meget udbetalt i pension, skal den overskydende
pension tilbagebetales, jf. § 39 b, stk. 5. Det gælder
også for ældrechecken efter § 72 d i lov om social
pension.
Efter § 41 i lov om social pension har pensionisten pligt
til at oplyse de relevante myndigheder om ændringer i
forhold, der kan forventes at medføre ændringer i
pensionen, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område.
Efter § 41, stk. 3, i lov om social pension, kan Udbetaling
Danmark afkræve pensionisten, dennes ægtefælle
eller samlever oplysninger til brug for beregning og udbetaling af
pensionen.
Efter § 42, stk. 1, i lov om social pension skal
pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det
beløb, der er modtaget med urette, hvis en pensionist har
tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller i
øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension,
jf. dog stk. 2.
Efter § 42, stk. 2, i lov om social pension finder §
42, stk. 1, ikke anvendelse ved omregning i løbet af
kalenderåret efter § 39, og ved den årlige
endelige efterregulering af pensionen for det forudgående
kalenderår, jf. § 39 b, med mindre der er tale om
omregning og efterregulering på grund af ændringer af
pensionistens personlige forhold.
Det foreslås i § 2, at
hvis pensionisten eller dennes dødsbo helt eller delvist
skal tilbagebetale den supplerende pensionsydelse for 2023 efter
§ 39 b, stk. 5, eller § 42, stk. 1, i lov om social
pension, skal udbetalt ekstra økonomisk støtte efter
§ 1 ikke tilbagebetales.
Forslaget skal sikre, at pensionisten ikke skal tilbagebetale
ekstra økonomisk støtte, selv om pensionisten helt
eller delvist skal tilbagebetale den ældrecheck, som ligger
til grund for udbetalingen af den ekstra økonomiske
støtte, f.eks. i forbindelse med den årlige
efterregulering af pensionen eller hvis pensionisten har undladt at
afgive oplysninger eller har indsendt forkerte oplysninger til
Udbetaling Danmark og derved fået udbetalt
ældrecheck.
Tilsvarende gælder ved en eventuel uberettiget udbetaling
af ældrecheck og ekstra økonomisk støtte til
pensionistens dødsbo.
Herudover vil de ulovbestemte regler om condictio indebiti
være gældende. Det betyder, at der i andre
tilfælde af fejludbetalinger af ekstra økonomisk
støtte skal foretages en konkret vurdering af, om
pensionisten har modtaget ekstra økonomisk støtte i
ond tro, for at beløbet kan kræves tilbagebetalt.
Til §
3
Udbetaling Danmark varetager i dag opgaven med administration og
udbetaling af en række offentlige ydelser. Det gælder
bl.a. tilkendelse og udbetaling af folkepension, herunder
ældrecheck efter § 72 d i lov om social pension.
Det foreslås i § 3, stk.
1, at udbetaling af ekstra økonomisk støtte
efter § 1 administreres af Udbetaling Danmark.
Med forslaget overlades opgaven med udbetaling af ekstra
økonomisk støtte til Udbetaling Danmark, som i
forvejen udbetaler ældrecheck til målgruppen.
Det foreslås i § 3, stk.
2, at Udbetaling Danmark skal videregive oplysninger om
udbetalingstidspunkt og personnummer på pensionister, der har
modtaget ekstra økonomisk støtte efter § 1, til
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistisk
opfølgning og analyse, samt opbevaring i styrelsens
statistiske datavarehus.
Forslaget vil indebære, at Udbetaling Danmark får en
pligt til at indsende ovennævnte oplysninger om udbetaling af
ekstra økonomisk støtte til Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistik,
overvågning, analyse og forskning. Oplysningerne registreres
og opbevares i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings
statistiske datavarehus, jf. § 38 i lov om organisering og
understøttelse af beskæftigelsesindsatsen., hvorefter
data af betydning for arbejdsmarkedsovervågningen m.v. samles
i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske
datavarehus.
Oplysningerne om ordningen kan herefter køres sammen med
andre relevante registre i Styrelsen for Arbejdsmarked og
Rekruttering og anvendes til, at styrelsen kan betjene ministeren
og Folketinget, overvåge arbejdsmarkedet, lave statistik,
analyser og forskning på ordningen på statistisk niveau
fordelt på f.eks. køn, alder, geografi eller
ydelsestype m.v.
Til §
4
Der findes ikke regler i SU-loven om et engangsbeløb til
uddannelsessøgende, der modtager SU.
Det foreslås i § 4, stk. 1,
nr. 1, at Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler et
engangsbeløb på 1.000 kr. inden den 1. juni 2023 til
uddannelsessøgende, der har en NemKonto, jf. dog stk. 3, og
der for december 2022 modtog stipendium som tillæg på
grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
efter SU-lovens § 7, stk. 3.
Det foreslås i § 4, stk. 1, nr.
2, at Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler et
engangsbeløb på 1.000 kr. inden den 1. juni 2023 til
uddannelsessøgende, der har en NemKonto, jf. dog stk. 3, og
der for december 2022 modtog stipendium som tillæg til enlige
forsørgere efter SU-lovens § 7, stk. 4, nr. 1.
Det er ikke udbetalingstidspunktet, der er afgørende for
retten til engangsbeløbet, men at ydelsesmodtageren for
december 2022 har modtaget et af de anførte
tillægsstipendier, uanset hvornår udbetalingen af det
pågældende stipendietillæg er sket. En udbetaling
af tillægget for december 2022, som sker efter december 2022,
vil således også give ret til engangsbeløbet.
Idet SU er forudbetalt og udbetales ved udgangen af den
forudgående kalendermåned, vil udbetalingen ultimo
november 2022 for støttemåneden december 2022 give ret
til engangsbeløbet. En udbetaling i december 2022 for andre
støttemåneder vil omvendt ikke give ret til
engangsbeløbet, f.eks. en forsinket udbetaling af
tillæg, der er tildelt for november 2022.
De enkelte tillægsstipendier, der giver ret til
beløbet, jf. § 4, beskrives overordnet i de almindelige
bemærkninger, hvortil der henvises. Se punkt 2.2.
Det foreslås i § 4, stk.
2, at der maksimalt kan udbetales ét
engangsbeløb efter stk. 1 til samme person.
Det foreslåede vil medføre, at en
uddannelsessøgende, der for december 2022 både er
berettiget til SU-handicaptillæg og
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger, alene
vil modtage ét engangsbeløb på 1.000 kr.
Det foreslås i § 4, stk.
3, at engangsbeløb efter stk. 1 ikke udbetales til
dødsboet efter uddannelsessøgende, der på
udbetalingstidspunktet er afgået ved døden.
Det foreslåede vil medføre, at
engangsbeløbet ikke tilfalder boet, selv om afdøde
har modtaget en af de omfattede tillægsstipendier for
december 2022, og derfor er omfattet af målgruppen, jf.
forslaget til § 4.
For så vidt angår afdøde personer vil
Arbejdsmarkedets Tillægspension tjekke for dødsfald i
CPR inden udbetaling.
Hvis engangsbeløbet på grund af en myndighedsfejl,
eller f.eks. fordi dødsfaldet sker kort tid før
udbetalingstidspunktet, og derfor endnu ikke er blevet registreret
i CPR, bliver udbetalt til den uddannelsessøgendes
dødsbo, vil engangsbeløbet dog ikke blive
krævet tilbagebetalt fra boet, hvis det samlede udbetalte
beløb ikke overstiger 2.000 kr. Der henvises til
bemærkningerne til § 7.
Til §
5
Arbejdsmarkedets Tillægspension administrerer i dag en
række offentlige udbetalinger for staten og kommunerne, hvor
udbetalingerne er understøttet digitalt og sker på
baggrund af registerbaserede data.
Det foreslås i § 5, stk.
1, at udbetaling af engangsbeløb efter § 4
administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Med forslaget overlades opgaven med udbetaling af
engangsbeløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Engangsbeløbet udbetales således med administrativ og
teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension på
omkostningsdækket basis. Det indebærer, at
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have dækket alle
direkte og indirekte omkostninger, herunder ethvert
økonomisk tab, forbundet med udbetaling af
engangsbeløbet. Når den tekniske bistand leveres
på omkostningsdækket basis, sker det endvidere uden
avance eller risikopræmie, ligesom der ikke beregnes moms af
ydelserne.
Det bemærkes, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions
medlemmer ikke må påføres tab ved
Arbejdsmarkedets Tillægspensions samarbejde med andre
lovbundne ordninger eller varetagelse af andre lovbundne opgaver.
Staten vil som følge af dette selv skulle bære ethvert
økonomisk ansvar for tab i tilfælde af fejlagtige
udbetalinger af engangsbeløb, herunder tab ved udbetalinger
til personer, der ikke er berettiget til at modtage
engangsbeløbet. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil
have pligt til at begrænse det økonomiske tab og
berigtige eventuelle fejl.
Efter § 1 i bekendtgørelse af lov om offentlige
betalinger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni
2007, skal personer over 18 år, som i henhold til lov om Det
Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er
registreret som udrejst af Danmark, anvise en konto i et
pengeinstitut (en »NemKonto«), hvortil offentlige
myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling
af pengebeløb. Det samme gælder personer under 18
år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er
tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige
myndigheder.
Efter § 19 i bekendtgørelse nr. 647 af 13. april
2021 om Nemkontoordningen kan borgere, som er tildelt et
CPR-nummer, men som er registreret som udrejst af Danmark, anvise
en NemKonto. Anvendelsen af sådanne Nemkonti skal være
aftalt med den udbetalende offentlige myndighed.
Efter § 30 i bekendtgørelse om Nemkontoordningen er
offentlige myndigheder forpligtet til at anvende Nemkontosystemet i
forbindelse med udbetalinger til borgere og virksomheder.
Hvis en borger eller en virksomhed ikke i forbindelse med en
udbetaling fra en offentlig myndighed har anvist en Nemkonto eller
fået oprettet en specifik konto, skal den offentlige
myndighed sikre, at borgeren eller virksomheden får anvist
sit tilgodehavende på anden måde, jf. § 31 i
bekendtgørelse om Nemkontoordningen.
Det foreslås i § 5, stk. 2, 1.
pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension uden
ansøgning udbetaler engangsbeløb til
uddannelsessøgende omfattet af § 4, som har en
NemKonto.
Der vil være tale om en automatisk udbetaling, hvor de
uddannelsessøgende som udgangspunkt ikke selv skal henvende
sig til Arbejdsmarkedets Tillægspension og søge om
udbetaling og indsende dokumentation for, at betingelserne er
opfyldt.
Det er en betingelse for den automatiske udbetaling, at den
uddannelsessøgende har modtaget et af de
tillægsstipendier, der er nævnt i § 4, stk. 1.
Desuden er det en betingelse, at den uddannelsessøgende har
anvist en NemKonto. Den uddannelsessøgende har således
ikke krav på at få udbetalt beløbet til en anden
konto, herunder en specifik konto, der af den
uddannelsessøgende ønskes oprettet alene til brug for
udbetaling til beløbet. Det gælder både
uddannelsessøgende med bopæl i Danmark og
uddannelsessøgende med bopæl i udlandet.
Forslaget vil medføre, at der alene vil ske automatisk
udbetaling til uddannelsessøgende med en NemKonto. Det
forudsættes, at udbetalingen vil finde sted hurtigst muligt i
2023.
Det foreslås i § 5, stk. 2, 2.
pkt., at modtageren af engangsbeløbet får
meddelelse om afgørelsen via udbetalingsmeddelelsen fra det
finansielle institut, hvor den uddannelsessøgende har anvist
en konto som NemKonto.
Forslaget vil medføre, at det er det finansielle
institut, hvor den uddannelsessøgende har en konto, der er
anvist som den uddannelsessøgendes NemKonto, som skal
meddele den uddannelsessøgende afgørelse om
engangsbeløbet.
Da det forvaltningsretlige udgangspunkt er, at den ansvarlige
myndighed skal meddele borgeren afgørelsen direkte, men det
foreslås med lovforslaget, at der skabes lovhjemmel til, at
det er det finansielle institut, der i stedet giver borgeren
meddelelse om afgørelsen. Det finansielle institut kan
imidlertid ikke påvirke selve afgørelsen om udbetaling
af ydelsen. Det vil fortsat være Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der som myndighedsansvarlig skal stå
inde for den afgørelse, der er truffet.
Det foreslås i § 5, stk. 3, 1.
pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension anmoder
uddannelsessøgende omfattet af § 4, som ikke har en
NemKonto, om at oprette en konto med henblik på udbetaling af
engangsbeløbet.
Dette sker i praksis ved, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension på baggrund af en liste over personnumre
på de uddannelsessøgende, der er berettiget til
engangsbeløbet, men som ikke har en NemKonto, sender en
meddelelse ved almindeligt brev med oplysning om, at den
uddannelsessøgende kan modtage beløbet, hvis den
pågældende anviser en NemKonto.
Det foreslås i § 5, stk. 3, 2.
pkt., at anmodningen sendes ved almindeligt brev til den
bopælsadresse, der fremgår af CPR. Arbejdsmarkedets
Tillægspension finder via opslag i CPR den
uddannelsessøgendes bopælsadresse og sender
meddelelsen i et brev til den bopælsadresse, der
fremgår af CPR.
Det forventes, at udbetalingen af engangsbeløb efter stk.
3 vil ske løbende i perioden mellem den 1. juni 2023 og den
1. august 2023.
Forslaget skal sikre, at uddannelsessøgende, som ikke
tidligere har fået udbetalt engangsbeløb efter §
4, og som inden den 1. august 2023 anviser en NemKonto, også
får udbetalt engangsbeløbet.
Uddannelses- og Forskningsministeriet vurderer, at hovedparten
af tillægsstipendiemodtagere i både Danmark og
udlandet, som er omfattet af målgruppen efter § 4, har
en NemKonto og derved vil få udbetalt engangsbeløbet
automatisk. Dette skyldes, at det følger af SU-lovens §
38 b, stk. 1, at SU udbetales til den uddannelsessøgendes
NemKonto, hvorfor alle SU-modtagere allerede har måtte anvise
en NemKonto for at modtage SU.
Det foreslås i § 5, stk. 4, 1.
pkt., at uddannelsessøgende, der den 1. juni 2023
ikke har modtaget engangsbeløb efter § 4, kan
ansøge om engangsbeløbet hos Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Forslaget vil medføre, at der efter ansøgning kan
træffes afgørelse om, hvorvidt en
uddannelsessøgende er omfattet af den berettigede
personkreds for engangsbeløbet, selvom den
uddannelsessøgende ikke har modtaget en udbetaling
automatisk fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det
gælder f.eks. i de situationer, hvor der på baggrund af
myndighedsfejl er fejl i data vedrørende den
uddannelsessøgende, herunder at den
uddannelsessøgende f.eks. ikke fremgår som
tillægsstipendiemodtager for december 2022. Det gælder
også i de situationer, hvor den uddannelsessøgende er
omfattet af den berettigede personkreds efter § 4, men ikke
har modtaget udbetalingen, fordi vedkommende fortsat ikke har
anvist en NemKonto. I sidstnævnte tilfælde vil
Arbejdsmarkedets Tillægspension oplyse den
uddannelsessøgende om, at pågældende skal anvise
en NemKonto for at kunne få beløbet udbetalt.
Efter forslaget til stk. 3 vil personer, som ikke har modtaget
udbetalingen, fordi vedkommende ikke har anvist en NemKonto,
få meddelelse herom af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor.
Det foreslås i § 5, stk.43, 2.
pkt., at den uddannelsessøgende skal dokumentere at
være omfattet af § 4 og anvise en NemKonto, jf. dog stk.
5.
Dokumentationen kan være i form af en udskrift fra minSU,
hvori retten til tillægsstipendier i de enkelte måneder
fremgår. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil
træffe afgørelse på grundlag af den
uddannelsessøgendes egne oplysninger. Arbejdsmarkedets
Tillægspension vil således ikke indhente yderligere
oplysninger fra de myndigheder, som har sendt data om
målgruppen, jf. forslaget til § 5.
Det er også en forudsætning for at modtage
beløbet efter stk. 4, at beløbet kan udbetales til en
NemKonto. Den uddannelsessøgende skal derfor oplyse, at der
forud for ansøgningen er blevet anvist en NemKonto. Den
uddannelsessøgende kan anvise en konto som NemKonto enten
ved at benytte sit NemId eller MitId på Nemkonto.dk eller via
banken.
Den uddannelsessøgende vil ikke få en
særskilt begrundelse, hvis engangsbeløbet udbetales
til den uddannelsessøgende. Hvis den
uddannelsessøgende ikke får fuldt ud medhold, f.eks.
fordi den uddannelsessøgende ikke har dokumenteret at
være omfattet af målgruppen, skal Arbejdsmarkedets
Tillægspension give en særskilt begrundelse for
afgørelsen jf. § 22 i forvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
Det foreslås i § 5, stk. 4, 3.
pkt., at ansøgningen om engangsbeløb skal
være modtaget hos Arbejdsmarkedets Tillægspension
senest den 1. august 2023.
Forslaget medfører, at der kan ansøges om
udbetaling af engangsbeløb til Arbejdsmarkedets
Tillægspension efter de automatiske udbetalinger er
gennemført til og med den 1. august 2023.
Det foreslås i § 5, stk.
5, at personer, som ikke kan få oprettet en NemKonto,
kan ansøge om engangsbeløbet efter stk. 4 og anvise
en anden konto til udbetaling af engangsbeløbet.
Forslaget vil være en fravigelse af hovedreglen om, at
engangsbeløbet skal udbetales til en NemKonto og er
begrundet i, at der f.eks. er personer, som ikke kan få en
konto i et pengeinstitut og dermed ikke kan anvise en NemKonto. Der
stilles ikke krav om dokumentation til, at der ikke kan oprettes en
NemKonto, og personen skal blot angive dette i forbindelse med
ansøgningen, som sker efter stk. 4.
Det bemærkes, at SU-modtagere er forpligtet til at have en
NemKonto med henblik på udbetaling af SU, jf. SU-lovens
§ 38 b, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse sigter dermed
på de særlige tilfælde, hvor en person på
tidspunktet for udbetaling af engangsløbet ikke
længere er SU-modtager, og ikke længere har en konto i
et pengeinstitut, og som dermed ikke længere kan anvise en
NemKonto. I de tilfælde vil personen kunne ansøge om
engangsbeløbet ved Arbejdsmarkedets Tillægspension og
anvise en anden konto til udbetaling af engangsbeløbet.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler med
frigørende virkning til den oplyste konto.
Bestemmelsen fraviger kun kravet om NemKonto i forhold til
ansøgningsordningen efter stk. 4. Bestemmelsen giver
således ikke mulighed for at fravige betingelsen om
udbetaling til NemKonto i forbindelse med den automatiske
udbetaling efter stk. 1.
Til §
6
Det følger af § 32 i lov om Det Centrale
Personregister., jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 23. maj
2022, at hvis en offentlig myndighed har brug for oplysninger, som
er registreret i CPR, kan myndigheden indhente oplysningerne i CPR.
Efter § 34 i lov om Det Centrale Personregister må en
myndighed kun videregive oplysninger, herunder beskyttede navne og
adresser modtaget efter §§ 31-33, til andre offentlige
myndigheder eller private, hvis videregivelsen følger af lov
eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har givet tilladelse hertil.
Det foreslås i § 6, stk. 1, 1.
pkt., at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udsøger
de uddannelsessøgende, som er omfattet af § 4, og
videregiver oplysninger om de uddannelsessøgendes
personnumre til Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for
udbetaling af engangsbeløb efter § 5, stk. 2.
Forslaget vil indebære, at Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen har pligt til at videregive personnumre til
Arbejdsmarkedets Tillægspension for personer omfattet af
§ 4.
Det foreslås i § 6, stk. 1, 2.
pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension
fastsætter en frist og et dataformat for fremsendelse af
oplysninger.
Forslaget vil medføre, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension vil give Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
en frist for, hvilken datooplysninger efter stk. 1, 1. pkt., senest
skal oversendes til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Fristen
forventes fastsat under hensyntagen til, at engangsbeløbet
til tillægsstipendiemodtagerne, jf. forslagets § 4, stk.
1, kan blive udbetalt hurtigst muligt i 2023.
Det foreslås i § 6, stk.
2, at for uddannelsessøgende, der i perioden efter
den frist, som Arbejdsmarkedets Tillægspension
fastsætter, jf. stk. 1, 2. pkt. til og med den 31. oktober
2023, modtager en afgørelse om tildeling af stipendium som
tillæg på grund af varig fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse efter SU-lovens § 7, stk. 3, for
december 2022, og som ikke har fået udbetalt
engangsbeløb på baggrund af en ansøgning efter
§ 5, stk. 4, udsøger og videregiver Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen oplysninger om de uddannelsessøgendes
personnumre til Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for
udbetaling af engangsbeløb efter § 5, stk. 2.
Det er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der på
baggrund af ansøgning træffer afgørelse om
tildeling af SU-handicaptillæg. Baggrunden for forslaget er,
at der kan være uddannelsessøgende, som i sager med
forlænget sagsbehandlingstid, f.eks. begrundet i behov for at
indhente supplerende lægefaglig dokumentation, eventuelt ad
flere omgange, ikke har modtaget en afgørelse om
berettigelse til SU-handicaptillæg for december 2022
før den 1. august 2023, hvor muligheden for at ansøge
om engangsbeløb ellers udløber. Hertil kommer, at der
ligeledes kan være en forlænget samlet
sagsbehandlingstid i en række sager som følge af
klagebehandling hos Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøtteordninger af Uddannelses- og
Forskningsstyrelsens afgørelser om SU-handicaptillæg.
Den 31. oktober 2023 vil med bestemmelsen være den endelige
frist, og det vil således ikke være muligt at udbetale
engangsbeløb i sager, hvor der måtte blive modtaget
afgørelse om berettigelse til SU-handicaptillæg for
december 2022 efter dette tidspunkt.
Forslaget vil medføre, at for uddannelsessøgende,
der i perioden fra den frist, som Arbejdsmarkedets
Tillægspension fastsætter for første
oversendelse af oplysninger og indtil og med den 31. oktober 2023
modtager en afgørelse om tildeling af
SU-handicaptillæg for december 2022, vil Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen videregive oplysninger om disse
uddannelsessøgende til Arbejdsmarkedets Tillægspension
til brug for udbetaling af engangsbeløb efter § 4, hvis
engangsbeløbet ikke er udbetalt på baggrund af
ansøgning efter § 5, stk. 4. Videregivelsen af
oplysninger forventes ikke at ske løbende, men oplysninger
forventes at blive samlet for en given periode med henblik på
en samlet behandling og udbetaling for perioden uden individuel
ansøgning.
Forslaget vil indebære, at Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen har pligt til at videregive personnumre til
Arbejdsmarkedets Tillægspension for personer omfattet af
§ 4.
Forslaget vil endvidere indebære, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension har pligt til at udbetale
engangsbeløbet efter § 4, stk. 1, nr. 1, uden
ansøgning til de uddannelsessøgendes NemKonto.
Arbejdsmarkedets Tillægspension anmoder
uddannelsessøgende, som ikke har en NemKonto, om at anvise
en NemKonto med henblik på udbetaling af
engangsbeløbet, jf. § 5, stk. 3.
Det foreslås i § 6, stk.
3, at der til brug for udsøgningen i medfør af
stk. 1 og 2 kan blive behandlet oplysninger om ydelsestype,
udbetaling og personnummer for de uddannelsessøgende, som er
omfattet af § 4.
Forslaget vil indebære, at Uddannelses- og
Forskningsstyrelsen, til brug for udsøgningen af den
berettigede personkreds, kan behandle, herunder samkøre som
udgangspunkt almindelige, ikke-følsomme personoplysninger om
ydelsestype samt fortrolige oplysninger om personnumre på de
uddannelsessøgende, der er omfattet af § 4, og
videregive personnumrene for de tillægsstipendiemodtagere,
som er berettiget til engangsbeløbet, til Arbejdsmarkedets
Tillægspension. Det bemærkes dog, at oplysning om, at
personer i den berettigede modtagerkreds opfylder betingelserne for
at modtage SU-handicaptillæg, vurderes at være en
følsom oplysning i sig selv, også selvom der ikke
behandles oplysninger om den specifikke årsag til, at
tillægget modtages.
De udsøgte personnumre vil tidligst kunne sendes til
Arbejdsmarkedets Tillægspension efter lovforslagets
ikrafttræden, jf. forslagets § 12.
Det foreslås i § 6, stk. 4, 1.
pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension fra CPR
indsamler oplysning om dødsfald på de
uddannelsessøgende omfattet af § 4, der får
udbetalt engangsbeløbet automatisk, jf. § 5, stk. 2,
eller efter anmodning, jf. § 5, stk. 3.
Forslaget vil medføre, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension indsamler oplysning om dødsfald
på de uddannelsessøgende omfattet af § 4, der
får udbetalt engangsbeløbet automatisk, jf. § 5,
stk. 2, eller efter anmodning, jf. § 5, stk. 3. Indsamling af
oplysning om dødsfald skal så vidt muligt sikre, at
engangsbeløbet ikke udbetales til dødsboet efter
uddannelsessøgende, der på udbetalingstidspunktet er
afgået ved døden, jf. lovforslagets § 4, stk.
3.
Det foreslås i § 6, stk. 4, 2.
pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension fra CPR
indsamler oplysninger om navn og adresse på de
uddannelsessøgende omfattet af § 4, der får
udbetalt engangsbeløbet efter anmodning, jf. § 5, stk.
3.
Forslaget vil medføre, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension indsamler oplysninger i CPR om navn og adresse
på de uddannelsessøgende, der ikke har en NemKonto, og
ikke i andre it-systemer, der indeholder oplysninger om
adresser.
Indsamlingen af oplysninger efter § 6, stk. 4, sker i
overensstemmelse med §§ 31 og 32 i lov om Det Centrale
Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 23. maj
2022. Bestemmelsen udgør derudover en særhjemmel til,
at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan genbruge oplysninger
om adresse fra CPR i overensstemmelse med § 34 i lov om Det
Centrale Personregister.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 3, om forholdet til
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Til § 7
Det foreslås i § 7, at engangsbeløb, som er
udbetalt til en uddannelsessøgende eller dennes
dødsbo, der ikke er berettiget til det udbetalte
beløb efter § 4, ikke skal betales tilbage, hvis
udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i
udsøgningsdata, jf. forslagets § 6, og det samlede
udbetalte beløb ikke overstiger 2.000 kr.
Forslaget vil indebære, at der ikke skal ske
tilbagebetaling af engangsbeløbet, selv om modtageren ikke
fuldt ud er berettiget til det udbetalte beløb, hvis det
beløb, som er udbetalt uberettiget, udgør op til
2.000 kr. Dette kan f.eks. være i de tilfælde, hvor
fejlen skyldes en fejl hos Arbejdsmarkedets Tillægspension i
forbindelse med udbetalingen eller en fejl i de data, som
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har trukket fra SU-systemet i
forbindelse med udbetalingen, jf. forslaget til § 6.
Grænsen på 2.000 kr. skal dog samtidigt sikre, at
uddannelsessøgende har pligt til at tilbagebetale det fulde
beløb, som er modtaget uberettiget, hvis det udbetalte
beløb er over 2.000 kr., f.eks. i tilfælde af
større datafejl. Ved fejludbetalinger over 2.000 kr. kan
Arbejdsmarkedets Tillægspension kræve det fulde
beløb, der er modtaget uberettiget, tilbagebetalt i
medfør af reglerne om condictio indebiti.
Uanset bestemmelsen i § 4, stk. 3, hvorefter
engangsbeløbet ikke udbetales til dødsboet efter
uddannelsessøgende, der på udbetalingstidspunktet er
afgået ved døden, vil engangsbeløb, der
på grund af en myndighedsfejl er udbetalt til boet efter en
uddannelsessøgende ikke blive krævet tilbagebetalt.
Myndighedsfejlen kan f.eks. skyldes fejl i udsøgningsdata.
Det kan f.eks. også skyldes, at dødsfaldet er sket
kort tid før udbetalingstidspunktet, og derfor endnu ikke er
blevet registreret i CPR.
Til §
8
Det foreslås i § 9, at
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal videregive oplysninger
om udbetalingstidspunkt og personnummer på personer, der har
modtaget engangsbeløbet efter § 4 til Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistisk
opfølgning og analyse, samt opbevaring styrelsens
statistiske datavarehus, jf. bekendtgørelse nr. 257 af 8.
marts 2023 om det fælles it-baserede datagrundlag og det
statistiske datavarehus på
beskæftigelsesområdet.
Forslaget vil indebære, at Arbejdsmarkedets
Tillægspension får en pligt til at indsende
ovennævnte oplysninger om udbetaling af engangsbeløbet
til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for
statistik, overvågning, analyse og forskning. Oplysningerne
registreres og opbevares i Styrelsen for Arbejdsmarked og
Rekrutterings statistiske datavarehus, jf. § 38 i lov om
organisering og understøttelse af
beskæftigelsesindsatsen jf. lovbekendtgørelse nr. 1294
af 20. september 2022, hvorefter data af betydning for
arbejdsmarkedsovervågningen m.v. samles i Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus.
Oplysningerne om ordningen kan herefter køres sammen med
andre relevante registre i Styrelsen for Arbejdsmarked og
Rekruttering og anvendes til, at styrelsen kan betjene ministeren
og Folketinget, overvåge arbejdsmarkedet, lave statistik,
analyser og forskning på ordningen på statistisk niveau
fordelt på fx køn, alder, geografi eller ydelsestype
m.v.
Til §
9
Det skatteretlige udgangspunkt for indkomstbeskatningen efter
statsskattelovens § 4 er, at enhver form for indtægt er
skattepligtig for modtageren. Offentlig støtte er efter
gældende ret som udgangspunkt skattepligtig indkomst,
medmindre der er særskilt hjemmel til skattefritagelse,
f.eks. i ligningsloven. Der ikke fastsat regler om skattefritagelse
af den foreslåede ekstra økonomiske støtte til
modtagere af ældrecheck for 2023 og engangsbeløb til
visse SU-modtagere for december 2022.
Det foreslås i § 9, stk.
1, at ekstra økonomisk støtte efter § 1
og engangsbeløb efter § 4 er skattefri.
Forslaget betyder, at ekstra økonomisk støtte
efter § 1 og engangsbeløbet efter § 4 ikke vil
indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst og
dermed ikke vil få indflydelse i forbindelse med tildeling af
en række indkomstafhængige ydelser.
Indeståender på personens bankkonti eller ubrugte
midler vil efter lov om individuel boligstøtte, jf.
lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021 og efter lov
om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25.
april 2022 indgå i opgørelsen af formuen og vil i
visse tilfælde kunne påvirke personens ret til ydelser
eller udmålingen heraf. Som udgangspunkt anvender
myndighederne i forhold til boligstøtte og pension den
seneste slutligning fra skattemyndighederne i forbindelse med
tilkendelse og beregning af ydelser, hvor formuen skal
opgøres. For de borgere, der løbende modtager
ydelser, anvendes den seneste slutligning typisk som udgangspunkt
for formueopgørelsen. Personen har dog oplysningspligt og
har derfor pligt til at give myndighederne besked, hvis formuen
aktuelt er højere og har ret til at få lagt den
aktuelle formue til grund, hvis den er mindre end oplysningerne fra
slutligningen. Slutligningen for 2023 vil f.eks. først blive
anvendt som grundlag for formueopgørelser, når den
foreligger i år 2024, og vil derfor som udgangspunkt blive
lagt til grund for opgørelsen af formuen pr. den 1. januar
2026 og dermed for ydelsesudbetalinger i hele 2026.
Det foreslås i § 9, stk.
2, at ekstra økonomisk støtte efter § 1
og engangsbeløbet efter § 4 til og med år 2026
ikke indgår i tildelingen eller beregningen af offentlige
forsørgelsesydelser, herunder pension og andre indkomst- og
formueafhængige offentlige ydelser, og medfører ikke
fradrag i disse ydelser for ydelsesmodtageren, dennes
ægtefælle, samlever eller andre husstandsmedlemmer.
Forslagene vil indebære, at ekstra økonomisk
støtte og engangsbeløbet hverken skal indgå i
en eventuel opgørelse af formue eller indtægtsgrundlag
m.v. i forbindelse med tildelingen og beregningen m.v. af
offentlige ydelser. Støtten vil heller ikke skulle
indgå i vurderingen af pensionistens økonomiske
situation i forbindelse med tilkendelse af et personligt
tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension.
Andre indkomstafhængige offentlige ydelser, hvori den
ekstra økonomiske støtte eller engangsbeløbet
ikke skal indgå, kan f.eks. være boligstøtte og
børnetilskud.
Hvis en ydelsesmodtager ikke inden udgangen af 2024 har brugt
den ekstra økonomiske støtte, vil beløbet
indgå i skattemyndighedernes slutligning for skatteåret
2024. Disse oplysninger lægges som udgangspunkt til grund for
formueopgørelsen i 2026, herunder den årlige
formueopgørelse den 1. januar 2026 i forbindelse med
udbetaling af visse ydelser, f.eks. pension og boligstøtte.
Beløbet vil dermed i visse tilfælde kunne
påvirke personens ret til ydelsen eller udmålingen
heraf.
Efter forslaget ses der bort fra ekstra økonomisk
støtte efter § 1 og engangsbeløb efter § 4
til og med år 2026.
Forslaget vil indebære, at ekstra økonomiske
støtte og engangsbeløbet vil kunne indgå i en
opgørelse af formue ved tildeling m.v. af offentlige ydelser
fra den 1. januar 2027, hvis den ekstra økonomiske
støtte eller engangsbeløbet ikke er forbrugt inden
denne dato.
Det foreslås i § 9, stk.
3, at en person, der modtager en offentlig
forsørgelsesydelse, selv skal oplyse myndigheden, som
udbetaler den offentlige forsørgelsesydelse, om udbetalingen
af ekstra økonomisk støtte efter § 1 eller
engangsbeløb efter § 4.
Forslaget vil indebære, at modtagerne af ekstra
økonomisk støtte eller engangsbeløbet i
perioden frem til udgangen af 2026 selv skal gøre
opmærksom på, at støtten og
engangsbeløbet ikke skal indgå i tildelingen og
udmålingen af ydelser eller tillæg.
Myndigheden, som udbetaler sociale ydelser hvori den ekstra
økonomiske støtte eller engangsbeløbet ikke
skal indgå, vil ikke automatisk vide, at ydelsesmodtageren
har fået udbetalt støtte eller engangsbeløb.
Det gælder også for Udbetaling Danmark, som i
forbindelse med udbetaling af en anden ydelse ikke automatisk vil
vide, at pensionisten har været i målgruppen for ekstra
økonomisk støtte.
Hvis personen i perioden modtager en ydelse, som den ekstra
økonomiske støtte ikke skal indgå i tildelingen
eller beregningen af, vil vedkommende kunne anmode Udbetaling
Danmark eller kommunen om at se bort fra den ekstra
økonomiske støtte i forbindelse med ansøgning
om en ydelse eller i forbindelse med den årlige
formueopgørelse frem til udgangen af 2026. Det vil f.eks.
gælde i forhold til en ansøgning af personligt
tillæg eller helbredstillæg efter lov om social pension
eller den årlige formueopgørelse, som anvendes til
brug for afgørelsen om ældrecheck eller udbetaling af
boligstøtte.
Det foreslås i §
9, stk. 4, at for at
myndigheden kan se bort fra ekstra økonomisk støtte
og engangsbeløbet i de i stk. 2 nævnte situationer,
skal modtageren af ekstra økonomisk støtte eller
engangsbeløbet efter anmodning fra den relevante myndighed
dokumentere at have modtaget støtten eller
beløbet.
Dokumentationen vil kun være relevant i det omfang, den
relevante myndighed ikke i forvejen har oplysninger om udbetaling
af den ekstra økonomiske støtte eller
engangsbeløbet. Det vil således f.eks. ikke være
relevant for Udbetaling Danmark at anmode om dokumentation for
ekstra økonomisk støtte, idet Udbetaling Danmark
efter anmodning fra pensionisten kan fremfinde oplysningerne om
udbetaling af ekstra økonomisk støtte. Det vil
således være tilstrækkeligt, at pensionisten selv
gør opmærksom på, at vedkommende har modtaget
ekstra økonomisk støtte, som Udbetaling Danmark skal
se bort fra i forbindelse med udbetaling af andre sociale
ydelser.
Dokumentation for udbetaling af den ekstra økonomiske
støtte eller engangsbeløbet kan ske i form af
afgørelsen om udbetalingen. Det vil dog ikke være et
krav, at personen godtgør, at den ekstra økonomiske
støtte eller engangsbeløbet ikke er forbrugt, eller
er adskilt fra anden formue, f.eks. på en særskilt
konto for at undgå, at den indgår i en ydelse, der
opgøres på baggrund af formue.
Til §
10
Udgangspunktet er, at en person kan råde over sine
ejendele, herunder fordringer, ved at foretage formueretlige
dispositioner såsom at overdrage det pågældende
aktiv til en tredjemand. En overdragelse af fordringer kan dog
være udelukket, hvilket er tilfældet i mange love, der
regulerer udbetalinger af beløb, der udbetales til
særlige formål. Formål der vil forspildes, hvis
beløbet ikke effektivt udbetales til den
pågældende person.
En persons kreditorer kan som udgangspunkt søge sig
fyldestgjort i de aktiver, som personen frit kan råde over,
herunder fordringer. En række aktiver, herunder fordringer,
er dog ved lov friholdt for kreditorernes adgang til
retsforfølgning. Bl.a. indeholder retsplejelovens
§§ 511 og 512 forbud mod udlæg i visse fordringer,
f.eks. krav på underholdsbidrag.
Det foreslås i §
10, stk. 1, at ekstra
økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 ikke kan overdrages eller
gøres til genstand for retsforfølgning frem til
udbetalingstidspunktet.
Forslaget om forbud mod overdragelse af kravet på ekstra
økonomisk støtte og engangsbeløbet skal sikre
en effektiv udbetaling af beløbet til ydelsesmodtageren.
Forslaget vil således medføre, at der ikke kan
støttes ret på aftaler eller ensidige
tilkendegivelser, hvor en ydelsesmodtager overdrager retten til
ekstra økonomisk støtte eller engangsbeløb.
Hvis der i strid med det foreslåede forbud skulle blive
indgået en aftale om overdragelse af kravet, vil en
sådan aftale være ugyldig. Det samme gælder en
ensidig tilkendegivelse (løfte) om overdragelse.
Hvis der ikke fastsættes regler om beskyttelse mod
retsforfølgning, vil der være risiko for, at
ydelsesmodtagere, der har krav på ekstra økonomisk
støtte eller engangsbeløbet, vil skulle tåle,
at beløbet anvendes til at betale afdrag på
gæld, og derved kan beløbet ikke anvendes til at
dække de fortsat høje forbrugspriser, som følge
af inflation.
Ekstra økonomisk støtte og engangsbeløbet
vil være beskyttet mod retsforfølgning frem til det
faktiske udbetalingstidspunkt, hvor pengene indgår på
ydelsesmodtagerens konto, hvorefter ydelsesmodtageren vil kunne
disponere over beløbet, ligesom ydelsesmodtagernes
eventuelle kreditorer fra dette tidspunkt vil kunne foretage
retsforfølgning mod beløbet.
Det foreslås videre i §
10, stk. 2, at ekstra
økonomisk støtte efter § 1 og
engangsbeløb efter § 4 ikke kan anvendes til
modregning.
Det vil gælde generelt, at der ikke kan ske modregning, og
det gælder alle typer af modregning, herunder modregning i
ekstra økonomisk støtte og engangsbeløbet for
uberettiget modtagne sociale ydelser.
Begrundelsen for at afskære adgang til modregning er
ønsket om så vidt muligt at sikre opnåelsen af
formålet med udbetalingen af den ekstra økonomiske
støtte og engangsbeløbet, dvs. at beløbene
udbetales, så det kan anvendes til at dække de fortsat
høje priser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.6.
Til §
11
Efter gældende regler i § 25 i lov om Udbetaling
Danmark dækker staten udgifterne til Udbetaling Danmarks
opgaver på sagsområder, der overføres fra
staten, gennem indbetaling af administrationsbidrag til Udbetaling
Danmark. Bidragene skal kunne afholdes inden for bevillingen til
opgaven på finansloven for det år, som bidragene skal
dække. Bestyrelsen for Udbetaling Danmark fastsætter
størrelsen af bidragene.
Det foreslås i § 11, stk.
1, at staten afholder udgifterne til ekstra
økonomiske støtte og engangsbeløbet efter
denne lov.
Forslaget til stk. 1 omfatter udgifter til selve udbetalingen af
den ekstra økonomiske støtte og
engangsbeløbet.
Forslaget betyder, at det er staten, der betaler alle udgifterne
til den ekstra økonomiske støtte og
engangsbeløbet.
Det foreslås i §
11, stk. 2, at staten
afholder alle udgifter til Udbetaling Danmarks administration af
opgaverne om ekstra økonomisk støtte efter denne lov
gennem betaling af et administrationsbidrag, jf. § 25 i lov om
Udbetaling Danmark.
Forslaget betyder, at det er staten, der betaler alle
administrationsudgifter for den administrative og tekniske bistand,
som Udbetaling Danmark leverer i forbindelse med udbetaling af den
ekstra økonomiske støtte.
Desuden vil §§ 26 og 27 i lov om Udbetaling Danmark
finde anvendelse. Udbetaling Danmark vil således kunne
opkræve statens finansiering af udbetalingen direkte fra
staten via Statens Koncernbetalinger (SKB).
Det foreslås i § 11, stk.
3, at staten afholder alle udgifter til Arbejdsmarkedets
Tillægspensions administration af engangsbeløb til
uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg
på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige
forsørgere.
Forlaget betyder, at det er staten, der betaler alle
administrationsudgifter for den administrative og tekniske bistand,
som Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer i forbindelse med
udbetaling af engangsbeløb til uddannelsessøgende,
der modtager stipendium som tillæg på grund af en
funktionsnedsættelse eller som enlige forsørgere.
Til §
12
Det foreslås, at loven træder i kraft den 3. maj
2023.
Formålet er at sikre, at første udbetaling af
ekstra økonomisk støtte så vidt muligt kan ske
inden udgangen af maj 2023.
Formålet er endvidere at sikre, at de data, der
udsøges af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, jf.
lovforslagets § 6, kan videregives til Arbejdsmarkedets
Tillægspension således, at udbetalingen af
engangsbeløbet til uddannelsessøgende, der for
december 2022 modtog SU-handicaptillæg eller
SU-forsørgertillæg som enlig forsørger,
så vidt muligt kan ske i 2023 i overensstemmelse med den
politiske aftale.
Til §
13
I § 1, stk. 1, i lov om Udbetaling Danmark er oplistet de
lovområder vedrørende sociale ydelser, som Udbetaling
Danmark varetager opgaver efter. Det fremgår bl.a., at
Udbetaling Danmark varetager de opgaver, der tillægges
Udbetaling Danmark i henhold til lov om social pension.
Lov om Udbetaling Danmark fastlægger de overordnede rammer
for Udbetaling Danmarks administration og sagsbehandling. Lov om
Udbetaling Danmark indeholder bl.a. bestemmelser om vejledning af
borgeren, ledelse, tilsyn og regnskab og revision.
I lovforslagets § 3 foreslås det, at udbetaling af
ekstra økonomisk støtte skal varetages af Udbetaling
Danmark.
Det foreslås derfor i §
13, at den foreslåede lov om ekstra økonomisk
skøtte til modtagere af ældrecheck,
engangsbeløb til uddannelsessøgende, der modtager
stipendium som tillæg på grund af en
funktionsnedsættelse eller som enlige forsørgere, og
ophævelse af lov om den sociale pensionsfond indsættes
i § 1, stk. 1, i lov om Udbetaling Danmark som § 1, stk.
1, nr. 20.
Forslaget betyder, at opgaven med udbetaling af ekstra
økonomisk støtte vil blive omfattet af de
gældende bestemmelser i lov om Udbetaling Danmark om rammerne
for Udbetaling Danmarks administration og sagsbehandling. Som
følge af forslaget til § 12, stk. 1, om, at staten
afholder udgifterne til ekstra økonomisk støtte, vil
det være reglerne i lov om Udbetaling Danmark, der
gælder for statslige overførte opgaver, der regulerer
administrationen.
Til §
14
Den sociale pensionsfond er oprettet ved lov nr. 270 af 4. juni
1970, hvor der indførtes et særligt pensionsbidrag til
finansiering af tillægspension til alle, der får social
pension. Indbetalinger til fonden stopper med virkning fra 1.
januar 1982, og fondens midler skal herefter anvendes til
pensionsforbedringer. Med virkning fra 1996 blev det muligt at
overføre midler fra fondens grundkapital til finansiering af
pensionsforbedringer. Der henvises til almindelige
bemærkninger pkt. 2.7.1.
Det foreslås i stk. 1, at lov
om den sociale pensionsfond ophæves.
Det vil betyde, at der ikke længere vil være en
social pensionsfond, og pensionsfonden er i øvrigt tom.
Pensionsforbedringer til personer, der har ret til social pension
og til delpension, vil skulle finansieres på anden vis.
Det foreslås i stk. 2, at
Beskæftigelsesministeriet afholder udgiften til revision for
regnskabsåret 2022. Der vil ikke blive foretaget revision af
fonden for 2023.
Det foreslåede vil betyde, at de sidste udgifter til
revision for den sociale pensionsfond vil være for
regnskabsåret 2022. Disse udgifter vil blive afholdt af
Beskæftigelsesministeriet. Videre foreslås, at der ikke
vil blive foretaget revision af fonden for 2023. Det skyldes, at
der ikke er aktiviteter i den sociale pensionsfond i 2023, idet de
sidste aktiviteter vedrørende fonden er foregået i
2022. Fonden er i praksis afviklet i 2022, og der udestår
alene den foreslåede ophævelse af loven.
Til §
15
Det foreslås i § 16, at
loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Baggrunden herfor er, at lovforslaget vedrører
sagsområder, der er overtaget af Færøerne og
Grønland.
Lov om Udbetaling Danmark gælder ikke for
Færøerne og Grønland og indeholder ikke en
anordningshjemmel til at sætte loven i kraft for disse dele
af riget.
Lov om den sociale pensionsfond gælder ikke for
Færøerne og Grønland og indeholder ikke en
anordningshjemmel til at sætte loven i kraft for disse dele
af riget.