Skriftlig fremsættelse (8. februar
2023)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Det Centrale Personregister, lov om folketingsvalg i
Grønland og lov om valg til Folketinget
(Bopælsregistrering i Danmark og Grønland af personer,
der af Grønlands Selvstyre eller den danske stat er beordret
til tjeneste uden for riget, optagelse på
folketingsvalglisterne i Danmark og Grønland m.v.)
(Lovforslag nr. L 39)
Lovforslaget
har til formål at imødekomme et ønske fra
Grønlands Selvstyre i forhold til bopælsregistrering i
Danmark og Grønland af personer, der af Grønlands
Selvstyre eller den danske stat er beordret til tjeneste uden for
riget og disse personers optagelse på folketingsvalglisterne
i Danmark og Grønland.
Lov om Det
Centrale Personregister (CPR-loven) er med virkning fra den 1.
januar 2007 sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
CPR-lovens § 24, stk. 5 og 6, er dog ikke sat i kraft for
Grønland.
Efter
CPR-lovens § 24, stk. 5 og 6, skal personer, der er ansat i
den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og deres
medfølgende familie aldrig registreres som udrejst i CPR,
men forblive bopælsregistreret i CPR under ophold i
udlandet.
For det
første foreslås det at tilvejebringe hjemmel til, at
CPR-lovens § 24, stk. 5 og 6, sættes i kraft for
Grønland. Det forudsætter, at der tilvejebringes ny
bemyndigelse til at sætte bestemmelserne i kraft for
Grønland ved kongelig anordning, da der kun er hjemmel til
at sætte dansk lov i kraft for Grønland ved kongelig
anordning én gang.
For det andet
foreslås, at personkredsen i CPR-lovens § 24, stk. 5 og
6, udvides til også at omfatte personer, der er ansat i
Grønlands Selvstyre og beordret til tjeneste uden for riget,
og deres familier, så de også forbliver
bopælsregistreret i CPR under ophold i udlandet.
For det tredje
foreslås det at tilvejebringe hjemmel til, at personer, der
er ansat i den danske stat eller Grønlands Selvstyre og er
beordret til tjeneste uden for riget, og deres medfølgende
ægtefæller eller samlevere skal anses for at have fast
bopæl i riget i henseende til folketingsvalg, uanset hvor
længe de har været udrejst, og uanset om de på
udsendelsestidspunktet boede i Danmark eller Grønland.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.