L 17 Forslag til lov om gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende protokol mellem Kongeriget Danmark og Den Franske Republik.

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2023

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2023)

20222_l17_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2023)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende protokol mellem Kongeriget Danmark og Den Franske Republik.

(Lovforslag nr. L 17)

Det er - og har løbende været - en prioritet at udbygge og vedligeholde Danmarks net af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Dette sikrer, at Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster så vidt muligt er opdateret til de seneste internationale standarder, og at de bedst mulige vilkår gives i overenskomsterne for danske virksomheder og borgere samt for skattemyndighedernes opgaveudførelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster bidrager til økonomisk udvikling ved at skabe klarhed over virksomheders skattemæssige forhold og ved at sikre, at dobbeltbeskatning undgås. Dette understøtter samhandel og investeringer til gavn for begge parter.

Jeg er derfor glad for med dette lovforslag at kunne præsentere endnu en aftale i rækken af danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og protokoller. Og glædeligt er det jo også, at det er en overenskomst, som er indgået med Frankrig. Frankrig er en tæt samhandelspartner og en dobbeltbeskatningsoverenskomst vil forstærke de allerede tætte bånd med Frankrig.

Formålene med lovforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen tiltræder dobbeltbeskatningsoverenskomsten og tilhørende protokol mellem Danmark og Frankrig, samt danne lovgrundlaget for gennemførelsen af overenskomsten i dansk ret.

Lovforslaget har ikke været udsendt i høring, fordi forhandlingerne om overenskomsten er afsluttede med undertegnelsen af denne i Paris den 4. februar 2022.

En dobbeltbeskatningsoverenskomst har overordnet som sit formål at eliminere dobbeltbeskatning uden at skabe muligheder for dobbelt ikke-beskatning eller nedsat beskatning gennem skatteunddragelse eller skatteomgåelse. Overenskomsten indeholder nærmere regler for, hvornår landene kan beskatte indkomst, som en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten), og om hvordan bopælsstaten skal lempe dobbeltbeskatning, når en indkomst også er beskattet i kildestaten.

Udover regler, der skal eliminere dobbeltbeskatning, indeholder overenskomsten også regler, der skal søge at forhindre international skatteunddragelse samt procedurer for et udvidet myndighedssamarbejde mellem landes skattemyndigheder.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.