L 9 Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven, ligningsloven og afskrivningsloven.

(Ændring af fradragsretten for private lønforsikringer, forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter og nedsættelse af afskrivningssatsen for bygninger m.v.).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2022

Fremsættelse: 05-10-2022

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022)

20221_l9_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven, ligningsloven og afskrivningsloven (Ændring af fradragsretten for private lønforsikringer, forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter og nedsættelse af afskrivningssatsen for bygninger m.v.)

(Lovforslag nr. L 9)

Regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne har den 21. januar 2022 indgået Aftale om en ny reformpakke for dansk økonomi. Lovforslaget udmønter tre tiltag i aftalens del om »Hurtigere i job og et stærkere arbejdsmarked«. Tiltagene skal bl.a. bidrage til at styrke sammenhængskraften på det danske arbejdsmarked gennem stærkere organisering.

Det foreslås at gøre fradragsretten for private lønforsikringer betinget af, at der i indkomståret er indbetalt mindst 1.300 kr. i a-kassebidrag fra og med den 1. januar 2024.

Derudover foreslås det at forhøje det maksimale fradrag for fagforeningskontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. fra og med den 1. januar 2024.

Endvidere foreslås det at nedsætte afskrivningssatsen for nyerhvervede bygninger m.v. fra 4 pct. til 3 pct. fra og med den 1. januar 2023.

Forslaget om en betinget fradragsret for private lønforsikringer skønnes efter tilbageløb og adfærd at medføre et årligt mindreprovenu på ca. 6 mio. kr. (2023-niveau). Forhøjelsen af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter skønnes efter tilbageløb og adfærd at medføre et mindreprovenu på ca. 80 mio. kr. i 2024 og ca. 40 mio. kr. årligt i varig virkning. Forslaget om at nedsætte afskrivningssatsen for bygninger mv. skønnes at medføre et merprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 70 mio. kr. i 2023 og ca. 540 mio. kr. årligt i varig virkning.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.