Fremsat den 5. oktober 2022 af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ligebehandling af
mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov
om arbejdsmiljø og lov om erhvervsuddannelser
(Udmøntning af Trepartsaftale om
initiativer til at modgå seksuel chikane på
arbejdspladser)
§ 1
I lov om ligebehandling af mænd og
kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011, som ændret
ved § 13 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, lov nr. 217 af 5.
marts 2013, lov nr. 1709 af 27. december 2018, og lov nr. 879 af
21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 4 og 6, og § 14, stk.
2, ændres »sexchikane« til: »seksuel
chikane«.
2. I
§ 4, stk. 2, ændres
»sexchikane« til: »seksuel chikane, herunder er
arbejdsgiveren forpligtet til at stille et chikanefrit miljø
til rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet
og til at håndtere tilfælde af seksuel
chikane«.
3. I
§ 14, stk. 2, indsættes
efter »godtgørelsen«: », jf. § 4,
stk. 2«.
4. I
§ 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Personer, der har været udsat for seksuel chikane i
forbindelse med udførelse af deres arbejde, kan tilkendes en
godtgørelse for tort fra den medarbejder, der har
begået krænkelsen.«
5. I
§ 16 a indsættes efter
»§ 15, stk. 1,«: » herunder en
krænkelse i form af seksuel chikane,«.
§ 2
I lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som
ændret ved § 2 i lov nr. 2588 af 28. december 2021, lov
nr. 566 af 10. maj 2022 og § 9 i lov nr. 893 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 26, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »fejl og mangler« til: »problemer i
det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø«.
2. I
§ 28, stk. 2, ændres
»fejl og mangler« til: »problemer i det fysiske
eller psykiske arbejdsmiljø«, og »som de ikke
selv kan rette« ændres til: »som de ikke selv kan
løse«.
§ 3
I lov om erhvervsuddannelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022, som ændret
ved § 1 i lov nr. 2152 af 27. november 2021, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 35, stk. 1, nr. 15, ændres
»godkendelsessager« til: »godkendelses- og
tilbagekaldelsessager«.
2. I
§ 46, stk. 1, indsættes
efter »lærested«: », jf. § 31, stk. 1
og 2«.
3. I
§ 46 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Godkendelse efter § 31, stk. 1 og 2, kan helt eller delvist
tilbagekaldes, hvis betingelserne for godkendelsen ikke
længere er opfyldt.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og
5.
4. I
§ 46, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »godkendelsessager« til:
»godkendelses- og tilbagekaldelsessager«.
5. I
§ 47, stk. 1, indsættes
efter »lærested,«: »eller afgørelse
om hel eller delvis tilbagekaldelse af virksomhedens
godkendelse,«.
6. I
§ 47, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»En
afgørelse truffet af det faglige udvalg om ikke at
tilbagekalde en godkendelse helt eller delvist efter § 46,
stk. 3, kan tillige indbringes for Ankenævnet
vedrørende Oplæringsvirksomheder af arbejdsgiver-
eller arbejdstagerrepræsentanter i det faglige
udvalg.«
7. I
§ 61, stk. 3, indsættes som
2. pkt.:
»I sager om
seksuel chikane, hvor eleven eller lærlingen hæver
uddannelsesaftalen efter stk. 1, kan der ses bort fra fristen i 1.
pkt.«
8. I
§ 66 a, stk. 2, 3. pkt.,
indsættes efter »tvistigheden«: », jf. dog
stk. 5«.
9. I
§ 66 a indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
Stk. 2, 3. pkt., finder ikke anvendelse i tvister om seksuel
chikane, når tvisten er indbragt for Tvistighedsnævnet.
Tilsvarende gælder i tilfælde af, at
Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for
domstolene, jf. § 65, stk. 4, medmindre eleven eller
lærlingen ikke har fået medhold i tvisten om seksuel
chikane ved Tvistighedsnævnet.«
10. I
§ 66 e, stk. 2, 3. pkt.,
indsættes efter »§ 66 a, stk. 2, 2. og 3.
pkt.,«: »og stk. 5,«.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 2. § 1, nr. 3,
finder ikke anvendelse på godtgørelse i sager om
overtrædelse af forbuddet mod seksuel chikane i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen har fundet sted
inden denne lovs ikrafttræden. Ved sådanne
overtrædelser finder de tidligere gældende regler
anvendelse.
Stk. 3. § 1, nr. 4,
finder ikke anvendelse på sager om overtrædelse af
forbuddet mod seksuel chikane i lov om ligebehandling af mænd
og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., hvor
overtrædelsen har fundet sted inden denne lovs
ikrafttræden.
Stk. 4. § 3, nr. 6,
finder ikke anvendelse på afgørelser, der er truffet
inden denne lovs ikrafttræden. For sådanne
afgørelser finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 5. § 3, nr.
8-10, finder ikke anvendelse på tvister, der er indbragt for
Tvistighedsnævnet inden denne lovs ikrafttræden. For
sådanne tvister finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets hovedpunkter | 2.1. | Tydeliggørelse af arbejdsgivers
ansvar i sager om seksuel chikane | 2.1.1. | Ligebehandlingsloven | 2.1.1.2. | Gældende ret | 2.1.1.3. | Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for
seksuel chikane udøvet af arbejdsgiver selv eller af ledende
medarbejdere | 2.1.1.4. | Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for
seksuel chikane udøvet af menige medarbejdere | 2.1.1.5. | Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for
seksuel chikane udøvet af tredjemand | 2.1.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.2. | Præcisering af kriterier, der
bør tillægges vægt ved udmåling af
godtgørelse i sager om seksuel chikane og forhøjelse
af godtgørelsesniveau i grove sager | 2.2.1. | Gældende ret | 2.2.1.1. | Godtgørelsesniveau i sager om
seksuel chikane efter ligebehandlingslovens § 14 | 2.2.1.2. | Retspraksis | 2.2.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.3. | Mulighed for tortgodtgørelse fra
krænkeren i ligebehandlingsloven | 2.3.1. | Gældende ret | 2.3.1.1. | Arbejdsgivers ansvar for seksuel chikane
efter ligebehandlingsloven | 2.3.1.2. | Ansvar efter erstatningsansvarsloven | 2.3.1.2.1. | Tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven | 2.3.1.2.2. | Betingelser for tilkendelse af
tortgodtgørelse | 2.3.1.2.3. | Bevisbyrde | 2.3.1.2.5. | Retspraksis | 2.3.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.4. | Tydeliggørelse af, at faktiske
omstændigheder i sager om seksuel chikane kan påvises
ved den krænkede persons troværdige forklaring | 2.4.1. | Gældende ret | 2.4.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.5. | Tydeliggørelse af arbejdslederens
og de ansattes pligt til at give meddelelse om
arbejdsmiljøproblemer | 2.5.1. | Gældende ret | 2.5.2. | Beskæftigelsesministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.6. | Lempelse af frist for ophævelse af
uddannelsesaftale | 2.6.1. | Gældende ret | 2.6.2. | Børne- og Undervisningsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.7. | Adgang til skoleoplæring og
skoledelen i sager om seksuel chikane | 2.7.2. | Børne- og Undervisningsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.8. | Tydeliggørelse af reglerne om
tilbagekaldelse af godkendelse som oplæringsvirksomhed
på grund af seksuel chikane | 2.8.1. | Gældende ret | 2.8.2. | Børne- og Undervisningsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 2.9. | Udvidelse af klageadgang til
Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder | 2.9.1. | Gældende ret | 2.9.2. | Børne- og Undervisningsministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3. | Konsekvenser for FN's
verdensmål | 4. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Klimamæssige konsekvenser | 8. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 9. | Forholdet til EU-retten | 10. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 11. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
På baggrund af omfattende medieomtale af personlige
historier om seksuel chikane i forskellige brancher indkaldte
regeringen i efteråret 2020 til trepartsforhandlinger om
emnet som ét af i alt 14 initiativer. Den 4. marts 2022
indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter "Trepartsaftale om
initiativer til at modgå seksuel chikane på
arbejdspladser".
Medarbejdere skal ikke udsættes for seksuel chikane
på arbejdspladsen. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er
enige om, at det kræver, at der gøres op med den
kultur, der findes på nogle arbejdspladser.
Med aftalen er regeringen og
arbejdsmarkedets parter enige om 17 initiativer, der har til
formål at bidrage til en kulturforandring gennem bedre
forebyggelse og håndtering af seksuel chikane. Aftalen
indeholder både initiativer, der kræver
lovændringer og øvrige initiativer, der på anden
vis skal bidrage til et øget fokus på forebyggelse og
håndtering af seksuel chikane på arbejdspladserne.
Trepartsaftalens initiativer inddeler sig i følgende
emner:
- Et klart
regelgrundlag i sager om seksuel chikane og højere
godtgørelser i grove sager
- Fokus på
seksuel chikane på den enkelte arbejdsplads
- Øget viden
om seksuel chikane
- Indsats i forhold
til unge - bedre retsstilling for elever og lærlinge, der har
været udsat for seksuel chikane
- Et fremadrettet
fokus på at modgå seksuel chikane
Lovforslaget har til formål at udmønte de
initiativer i trepartsaftalen, der kræver lovændringer.
Det drejer sig om ændringer i ligebehandlingsloven,
arbejdsmiljøloven og lov om erhvervsuddannelser.
Formålet med lovændringerne er at styrke indsatsen mod
seksuel chikane og gøre op med den kultur, der findes
på nogle arbejdspladser.
Med ændringerne af ligebehandlingsloven foreslås for
det første at tydeliggøre arbejdsgiverens ansvar i
sager om seksuel chikane. Forslaget skal tydeliggøre
arbejdsgiverens pligter i henhold til lovgivningen direkte i lovens
ordlyd og kodificere den retspraksis, der er på
området.
For det andet foreslås, at der gives retning til
domstolene og nævn i forhold til, hvilke kriterier, der
bør tillægges vægt i skærpende retning ved
udmåling af godtgørelse i sager om seksuel chikane
efter ligebehandlingsloven. Ligeledes foreslås det, at der
ved grove sager om seksuel chikane skal kunne tildeles en
højere godtgørelse end efter de gældende
regler. Forslaget skal understrege, at der med henvisning til
sagens omstændigheder bør være et større
spænd ved udmålingen af godtgørelsen.
For det tredje foreslås det, at der gives mulighed for, at
der kan søges tortgodtgørelse fra krænkeren i
ligebehandlingsloven. Forslaget skal sikre et øget fokus
på, at den krænkede ud over godtgørelse fra
arbejdsgiver tillige kan søge godtgørelse fra den
medarbejder, der har udøvet krænkelsen.
For det fjerde foreslås, at ændre § 16 a
således, at det i lovbemærkningerne
tydeliggøres, at faktiske omstændigheder i sager om
seksuel chikane kan påvises ved den krænkede persons
troværdige forklaring, der giver anledning til at formode, at
der er udøvet seksuel chikane. I nogle sager om seksuel
chikane er der ingen vidner eller andet bevismateriale, der
underbygger, at seksuel chikane har fundet sted, og
partsforklaringer kommer derfor til at spille en central rolle i
domstolenes bevisbedømmelse. Formålet er at kodificere
den retspraksis, som i vidt omfang er gældende i dag.
I lovforslaget foreslås desuden en sproglig opdatering af
begrebet "sexchikane" i ligebehandlingsloven.
Med lovændringen af arbejdsmiljøloven
foreslås en modernisering og tydeliggørelse af
bestemmelserne om de ansattes og arbejdslederens pligt til at give
meddelelse om problemer i arbejdsmiljøet, så det
tydeligt fremgår, at pligten også gælder i
forhold til problemer i det psykiske arbejdsmiljø, herunder
seksuel chikane i arbejdet.
Med ændringerne af lov om erhvervsuddannelser
foreslås, at reglen om frist for ophævelse af
uddannelsesaftaler i sager om seksuel chikane lempes. Eleverne og
lærlingene får endvidere ret til at begynde i
skoleoplæring eller alternativt blive optaget i skoledelen,
hvis uddannelsen ikke udbydes med skoleoplæring, når
der verserer en sag i Tvistighedsnævnet om seksuel chikane.
Reglerne for tilbagekaldelse af en virksomheds godkendelse som
oplæringsvirksomhed tydeliggøres, herunder i
tilfælde af sager, hvor der er truffet afgørelse om
seksuel chikane i virksomheden. Endelig udvides klageadgangen til
Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Tydeliggørelse af arbejdsgivers ansvar i sager
om seksuel chikane
2.1.1. Ligebehandlingsloven
2.1.1.2. Gældende ret
Efter ligebehandlingslovens § 1, stk. 4, betragtes
sexchikane som forskelsbehandling pga. køn og er derfor
forbudt. En persons afvisning af eller indvilligelse i en
sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for
en beslutning, der vedrører den pågældende.
Efter ligebehandlingslovens § 1, stk. 6, foreligger der
sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket
verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle
undertoner med det formål eller den virkning at krænke
en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende,
fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt
klima.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, skal enhver
arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, behandle
dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette
gælder også ved afskedigelse.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, omfatter lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, også forbud mod
sexchikane.
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, kan personer,
hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af
§§ 2-5, tilkendes en godtgørelse.
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, kan det
tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen, at der har været tale om en
krænkelse i form af sexchikane.
Af forarbejderne til lov nr. 1385 af 21. december 2005 om
ændring af ligebehandlingsloven (Definitioner af
forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af
lofter for godtgørelse m.v.) fremgår det, at "det
indfortolkes i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod
sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må
forskelsbehandle en lønmodtager for så vidt
angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i
den sammenhæng således, at bestemmelsen også
indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er
forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane.
" (Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 17 som fremsat,
side 304).
2.1.1.3. Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for seksuel
chikane udøvet af arbejdsgiver selv eller af ledende
medarbejdere
En arbejdsgiver er efter retspraksis ansvarlig for egne og
lederes handlinger, hvor der også er fastslået
såkaldt "identifikation" mellem arbejdsgiver og lederen.
Dette gælder både i de situationer, hvor lederen er den
direkte krænker (medmindre der er tale om helt abnorme
handlinger), og i de situationer, hvor lederen burde have grebet
ind over for chikane mellem medarbejdere, som lederen er bevidst om
(U. 1993.331S og ØL B-2788-16).
Hvis lederen er den direkte krænker, lægges der
vægt på, om lederens handling var påregnelig for
arbejdsgiveren. Vestre Landsrets dom fra 2015 (VL B-2116-13)
fastslår, at de handlinger, som en uddannelsesleder udsatte
en elev for, ikke var så abnorme, at arbejdsgiveren ikke
kunne påregne dem. Landsretten tiltrådte, at
uddannelseslederen ved sine handlinger havde pådraget
virksomheden ansvar som arbejdsgiver (identifikation), og
arbejdsgiveren blev idømt ansvar efter
ligebehandlingsloven.
Hvis der ikke fastslås identifikation mellem arbejdsgiver
og lederen, indebærer det, at arbejdsgiveren efter
omstændighederne kan blive ansvarlig for krænkelsen,
som var den begået af en menig medarbejder, jf. nedenfor
under punkt 2.2.1.2.
2.1.1.4. Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for seksuel
chikane udøvet af menige medarbejdere
En arbejdsgiver kan efter omstændighederne være
ansvarlig for menige medarbejderes seksuelle chikane af en
kollega.
Arbejdsgiveren kan desuden være forpligtet til at tage
ansættelsesretlige skridt over for krænkeren.
Forpligtelsen til at reagere gælder også, hvis der er
tale om en enkeltstående handling.
I forhold til arbejdsgivers handlepligt beror omfanget af denne
på en konkret vurdering, som blandt andet er fastlagt i
retspraksis. Fx har Østre Landsret i en dom i 2017
(ØL B-2788-16) fastslået, at en virksomhed havde
iværksat tilstrækkelige tiltag i form af
mødeafholdelse, høring af relevante parter, tildeling
af advarsel, ændring af referenceforhold, omrokering,
forsøg på omplacering og psykologbistand. Virksomheden
blev ikke idømt ansvar efter ligebehandlingsloven.
I forhold til arbejdsgivers forpligtelse til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed henvises der til
Østre Landsrets dom af 19. november 2021, BS-27359/2020-OLR.
Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at
arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin pligt efter
ligebehandlingslovens § 4 til som arbejdsgiver i rimeligt
omfang at sikre B mod den chikane, som A udsatte hende for.
Landsretten henviste til byrettens begrundelse for resultatet.
Byretten, Retten i Nykøbing Falster (dom af 1. juli 2020
(BS-35803/2019-NYK)), udtalte i begrundelsen bl.a., at det
måtte lægges til grund, at sagsøgte, hverken
før eller efter ledelsen var kommet til kendskab med, at A
chikanerede B, havde iværksat nogen foranstaltninger til at
sikre de ansatte mod seksuel chikane i form af eksempelvis en klar
politik om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane.
Herefter fandt byretten, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin
pligt til, som arbejdsgiver, i rimeligt omfang at sikre
arbejdstageren mod chikane.
2.1.1.5. Retspraksis vedr. arbejdsgivers ansvar for seksuel
chikane udøvet af tredjemand
I retspraksis er det fastslået, at pligten til at sikre et
chikanefrit miljø også kan omfatte den situation, hvor
en person, der ikke er ansat, udøver krænkende
adfærd over for en medarbejder, når der er tale om, at
adfærden finder sted i forbindelse med medarbejderens
udførelse af sit arbejde.
Østre Landsret udtalte bl.a. i U 2019.3302 Ø, at
det forhold, at den person, der udøver krænkende
adfærd over for en medarbejder, ikke selv er ansat, ikke i
sig selv fritager arbejdsgiveren for dennes forpligtelser i
medfør af ligebehandlingslovens § 4, når
adfærden finder sted i forbindelse med medarbejderens
udførelse af sit arbejde. Sagen handlede om en borger, der
krænkede en ansat (handicaphjælper). I den konkrete sag
fandt Landsretten det godtgjort, at arbejdsgiveren havde opfyldt
sin forpligtelse i medfør af ligebehandlingslovens § 4
ved iværksættelse af tilstrækkelige tiltag for at
hindre den seksuelle chikane.
Med dommen omfatter arbejdsgiverens pligt til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed og til at sikre de
ansatte mod seksuel chikane i det konkrete tilfælde den
situation, hvor krænkelsen blev udøvet af en person,
der ikke var ansat af arbejdsgiveren, men hvor der var en
særlig arbejdsmæssig og situationsbestemt tilknytning
mellem krænker og den ansatte. I den situation havde
arbejdsgiveren desuden samtidig en reel mulighed for at
håndtere den seksuelle chikane og træffe
foranstaltninger for at bringe den seksuelle chikane til
ophør.
Den konkrete situation i dommen er kendetegnet ved, at der er
tale om en offentlig serviceopgave, som den pågældende
arbejdsgiver ikke kan nægte at udføre, og hvor
arbejdsgiveren ikke har
arbejdsgiveransvar/ansættelseskompetence, og dermed heller
ikke kan sanktionere borgeren/patienten på samme måde,
som i tilfælde hvor en kollega/leder krænker en
ansat.
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det fremgår af "Trepartsaftale om initiativer til at
modgå seksuel chikane på arbejdspladser" af 4. marts
2022, at aftaleparterne er enige om, at der er behov for at
tydeliggøre arbejdsgivers ansvar i sager om seksuel chikane
i ligebehandlingslovens § 4, stk. 2. Efter
bemærkningerne til ligebehandlingsloven har arbejdsgiveren en
pligt til at stille et chikanefrit miljø til rådighed,
og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine
ansatte mod chikane. Denne pligt fremgår således ikke
direkte af ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, efter de
gældende regler, men af lovbemærkningerne. Derfor er
det relevant at tydeliggøre arbejdsgiverens pligter i
henhold til lovgivningen direkte i ligebehandlingslovens § 4,
stk. 2.
På baggrund af trepartsaftalen foreslås det at
ændre ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, således,
at det tydeliggøres i selve bestemmelsen, at arbejdsgiveren
er forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til
rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet, og
til at håndtere tilfælde af seksuel chikane.
Den foreslåede ændring af ligebehandlingslovens
§ 4, stk. 2, betyder, at den retspraksis, der er på
området, kodificeres, for at skabe klarhed om arbejdsgiverens
forpligtelse til at stille et chikanefrit miljø til
rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet.
2.2. Præcisering af kriterier der bør
tillægges vægt ved udmåling af godtgørelse
i sager om seksuel chikane og forhøjelse af
godtgørelsesniveau i grove sager
2.2.1. Gældende ret
I dansk ret er det et grundlæggende erstatningsretligt
princip, at der alene kan ydes erstatning for skade, hvormed der er
lidt et økonomisk tab. Herudover er der i visse
tilfælde fastsat regler om godtgørelse for
ikke-økonomisk skade. En ikke-økonomisk skade er
karakteriseret ved, at vurderingen af skaden beror på mere
subjektivt prægede kriterier som lidelse, tort, ubehag m.v.,
hvor der ikke uden videre kan opstilles en objektiv
økonomisk målestok for skadens omfang og tabets
størrelse.
Godtgørelsernes størrelse kan ikke sammenlignes
med de beløb, der fastsættes som erstatning for
økonomiske tab, idet disse erstatninger fastsættes
på grundlag af dokumenterede opgørelser af det
økonomiske tab, som hændelsen har medført for
den skadelidte. Ofte udbetales der både en erstatning for et
økonomisk tab, eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste eller
erhvervsevnetab, og en godtgørelse til ofre for
forbrydelser.
Godtgørelsesreglerne omfatter bl.a.
erstatningsansvarslovens § 3 (godtgørelse for svie og
smerte), § 4 (godtgørelse for varigt mén),
§ 26 (godtgørelse for tort), § 26 a
(godtgørelse til efterladte), ophavsretslovens § 83,
ligebehandlingslovens §§ 14-16, retsplejelovens §
639 (ulovlig arrest) og retsplejelovens §§ 1018 a - 1018
d (uberettiget strafferetlig forfølgning), jf. forarbejderne
til lov nr. 1709 af 27. december 2018 om forhøjelse af
niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle krænkelser
m.v. (Folketingstidende 2018-2019, tillæg A, L 93 som
fremsat, side 4).
Godtgørelses- og erstatningskrav for personskade efter
erstatningsansvarsloven er omfattet af offererstatningsordningen,
såfremt skaden er forvoldt ved overtrædelse af
straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Skadelidte vil dermed kunne få udbetalt sit krav på
godtgørelse fra Erstatningsnævnet.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, skal enhver
arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, behandle
dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette
gælder også ved afskedigelse.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, omfatter lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, også forbud mod
sexchikane.
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, kan personer,
hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af
§§ 2-5, tilkendes en godtgørelse.
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, kan det
tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen, at der har været tale om en
krænkelse i form af sexchikane.
2.2.1.1. Godtgørelsesniveau i sager om seksuel chikane
efter ligebehandlingslovens § 14
Ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, gennemfører
artikel 18 i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv, hvorefter
medlemsstaterne i deres nationale retsorden skal indføre de
nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv
erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens
afgørelse for tab og skader, der er påført en
person som følge af forskelsbehandling på grundlag af
køn, således at det har en præventiv virkning og
står i et rimeligt forhold til det tab, den
pågældende har lidt.
Det følger af direktivet, at der ikke på nationalt
niveau på forhånd må fastsættes et
maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade,
som en ansøger til et job har lidt som følge af
forskelsbehandling i direktivets betydning er, at den
pågældendes ansøgning ikke er blevet
behandlet.
Ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, blev indført ved
lov nr. 1709 af 27. december 2018 og trådte i kraft den 1.
januar 2019. Med lovændringen blev
godtgørelsesniveauet i sager om seksuel chikane
forhøjet med en tredjedel i forhold til det dagældende
gennemsnitlige godtgørelsesniveau på 23.700 kr.
Samtidig skulle lovændringen sikre, at domstole og nævn
ved fremtidige udmålinger af godtgørelse efter
ligebehandlingsloven tager hensyn til lønudviklingen,
så godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på
2018-niveau.
Forhøjelsen af godtgørelsesniveauet med en
tredjedel kom i forlængelse af justitsministerens
retfærdighedsudspil, der bl.a. blev udmøntet ved en
ændring af erstatningsansvarsloven ved lov nr. 140 af 28.
februar 2018. Lovændringen trådte i kraft den 1. april
2018. Med lovændringen blev tortgodtgørelsesniveauerne
i alle sager om seksuelle krænkelser forhøjet med 1/3,
og niveauet for tortgodtgørelse i sager om fuldbyrdet
voldtægt blev forhøjet med yderligere 1/3.
2.2.1.2. Retspraksis
I retspraksis er der eksempler på, hvilke kriterier
domstolene tillægger vægt ved udmåling af
godtgørelser i sager om seksuel chikane efter
ligebehandlingsloven.
I Østre Landsrets dom af 19. november 2021,
BS-27359/2020-OLR, fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde
overholdt sin pligt efter ligebehandlingslovens § 4 til som
arbejdsgiver i rimeligt omfang at sikre B mod den chikane, som A
udsatte hende for. På den baggrund fandt landsretten, at B
var berettiget til en godtgørelse efter
ligebehandlingslovens § 14. Landsretten fandt under hensyn til
omfanget, varigheden og karakteren af krænkelserne, at
godtgørelsen passende kunne fastsættes til 40.000
kr.
I Østre Landsrets dom af 3. februar 2006, B-400-05,
tiltrådte landsretten, at en landbrugselev havde været
udsat for uønsket seksuel adfærd, verbalt og fysisk af
indehaveren ved berøring af hendes bryster og bagdel, og at
indehaveren havde overtrådt ligebehandlingslovens § 4,
jf. ligebehandlingslovens § 14. Af de grunde, der var
anført af byretten om størrelsen af
godtgørelsen, fandt landsretten, at godtgørelsen
passende skulle fastsættes til 25.000 kr. Byretten, Retten i
Odense (dom af 27. januar 2005 (BS 2-1699/2004) havde ved
udmålingen af godtgørelsen lagt vægt på
ansættelsesforholdets længde, at der var tale om en
elev, og at der var en særdeles betydelig aldersforskel.
I en dom fra Sø- og Handelsretten, U 1993.331 S, fandt
retten, at en hovmester havde udøvet seksuel chikane over
for en stewardesse både verbalt og fysisk ved bl.a. gentagne
gange at have berørt hendes bryster og lår og at have
presset sig ind imod hende, hvilket var i strid med
ligebehandlingslovens § 4. Hovmesterens arbejdsgiver, et
rederi, hæftede for godtgørelsen, idet
skibsføreren, som var rederiets repræsentant på
skibet, var bekendt med forholdet og havde en omfattende pligt til
at beskytte sit personale, som han ikke havde overholdt. Ved
udmålingen af godtgørelsen fandt retten, at stedet for
det passerede var af skærpende betydning, hvorimod
forløbet var sket i et forholdsvist kort tidsrum. Når
der i øvrigt blev henset til beskaffenheden af de beskrevne
handlinger, fandt retten, at godtgørelsen
skønsmæssigt kunne fastsættes til 25.000 kr.
Dommene illustrerer, hvilke kriterier retten lægger
vægt på ved udmåling af godtgørelser efter
ligebehandlingslovens § 14. Det fremgår bl.a. af de
nævnte domme, at retten tillægger forhold som
handlingens beskaffenhed, omfang, varighed og karakteren af
krænkelserne vægt ved udmålingen af
godtgørelsens størrelse. Derudover lægger
retten vægt på, om der er tale om et elevforhold, og om
der er betydelig aldersforskel.
2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det er særdeles vanskeligt at foretage en vurdering af,
på hvilket specifikt niveau godtgørelsesniveauet i
sager om seksuel chikane bør ligge, for at de opleves som
rimelige. Det skyldes, at der ikke er lidt et tab, der kan
opgøres i et pengebeløb. I sidste ende er det
således et politisk spørgsmål, hvilket generelt
niveau godtgørelserne bør ligge på.
Det fremgår af "Trepartsaftale om initiativer til at
modgå seksuel chikane på arbejdspladser" af 4. marts
2022, at aftaleparterne er enige om, at der er behov for at give
retning til domstole og nævn i forhold til, hvilke kriterier,
der bør tillægges vægt ved udmåling af
godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Ligeledes er der
enighed om, at der er behov for, at der ved grove sager om seksuel
chikane skal kunne tildeles en højere godtgørelse end
efter de gældende regler, og at godtgørelsesniveauet
skal hæves med en tredjedel i grove sager.
Det fremgår ikke af de gældende regler efter
ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, hvilke konkrete kriterier
retten kan tillægge vægt ved udmåling af
godtgørelse i sager om seksuel chikane. Der er i retspraksis
eksempler på, hvilke kriterier domstolene konkret har tillagt
vægt. Selv om eksempler fra retspraksis viser, hvilke
kriterier domstole og nævn kan lægge vægt
på ved udmåling af godtgørelse, er det
arbejdsmarkedets parter og Beskæftigelsesministeriets
opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at give retning til
domstole og nævn i forhold til, hvilke kriterier, der
bør tillægges vægt i skærpende retning ved
udmåling af godtgørelse i sager om seksuel chikane
efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 2.
Godtgørelsesniveauet i grove sager om seksuel chikane
foreslås forhøjet med en tredjedel. Forslaget har til
formål at sikre, at arbejdsgivere, der ikke tager sager om
seksuel chikane alvorligt og håndterer sådanne sager
ordentligt kan idømmes en højere
godtgørelse.
På baggrund af trepartsaftalen foreslås det at
ændre ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, således
at der indsættes en henvisning til ligebehandlingslovens
§ 4, stk. 2, med henblik på at åbne bestemmelsens
bemærkninger og fastsætte retningslinjer for
godtgørelsesniveauet.
Krænkelsens grovhed og omstændighederne i
øvrigt bør tillægges vægt. Disse
omstændigheder vil fx være handlingens beskaffenhed,
varighed af chikanen, alder, om der foreligger et
over/underordnelsesforhold, om den krænkede tilhører
en udsat gruppe (fx elever eller lærlinge m.v.) eller har en
løsere tilknytning til arbejdspladsen (fx nogle vikarer og
freelancere). Desuden bør det tillægges vægt, om
der eksisterer et magtforhold. Arbejdsgiverens forebyggende indsats
og håndtering af sagen, herunder om arbejdsgiveren har
formuleret en personalepolitik om seksuel chikane bør
tillige tillægges vægt. Kriterierne vil ikke være
udtømmende.
Forslaget skal understrege, at der med henvisning til sagens
omstændigheder bør være et større
spænd ved udmåling af godtgørelsen, og at der i
grove sager om seksuel chikane bør lægges vægt
på grovheden som en skærpende omstændighed ved
udmåling af godtgørelser efter ligebehandlingslovens
§ 14, stk. 2.
Den foreslåede henvisning til ligebehandlingslovens §
4, stk. 2, skal forhøje godtgørelsesniveauet i grove
sager om seksuel chikane med en tredjedel i forhold til de
gældende regler.
Forslaget om at hæve godtgørelsesniveauet med en
tredjedel i grove sager om seksuel chikane er udtryk for et
politisk ønske om at signalere, at seksuel chikane er
uacceptabelt, og at der skal gøres op med den kultur, der
findes på nogle arbejdspladser. Grove sager om seksuel
chikane vil almindeligvis være de sager, hvori der efter de
gældende regler udløses godtgørelser i den
høje ende af spektret. Det vil fx være sager, hvor der
er tale om grove krænkelser, eller hvor den krænkede
tilhører en udsat gruppe som fx elever. Forslaget har til
formål at sikre, at der rettes fokus på, at seksuel
chikane skal tages alvorligt og håndteres ordentligt.
Forslaget ændrer ikke på, at fastsættelsen af
godtgørelse fortsat vil bero på domstolenes eller
Ligebehandlingsnævnets konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne godtgørelsesniveau vil kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
For nærmere om den foreslåede ordning henvises til
lovforslagets § 1, nr. 3 og bemærkningerne hertil.
2.3. Mulighed
for tortgodtgørelse fra krænkeren i
ligebehandlingsloven
2.3.1. Gældende ret
I dansk ret er det et grundlæggende erstatningsretligt
princip, at der alene kan ydes erstatning for skade, hvormed der er
lidt et økonomisk tab. Herudover er der i visse
tilfælde fastsat regler om godtgørelse for
ikke-økonomisk skade. En ikke-økonomisk skade er
karakteriseret ved, at vurderingen af skaden beror på mere
subjektivt prægede kriterier som lidelse, tort, ubehag m.v.,
hvor der ikke uden videre kan opstilles en objektiv
økonomisk målestok for skadens omfang og tabets
størrelse.
Godtgørelsernes størrelse kan ikke sammenlignes
med de beløb, der fastsættes som erstatning for
økonomiske tab, idet disse erstatninger fastsættes
på grundlag af dokumenterede opgørelser af det
økonomiske tab, som hændelsen har medført for
den skadelidte. Ofte udbetales der både en erstatning for et
økonomisk tab, eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste eller
erhvervsevnetab, og en godtgørelse til ofre for
forbrydelser.
Godtgørelsesreglerne omfatter bl.a.
erstatningsansvarslovens § 3 (godtgørelse for svie og
smerte), § 4 (godtgørelse for varigt mén),
§ 26 (godtgørelse for tort), § 26 a
(godtgørelse til efterladte), ophavsretslovens § 83,
ligebehandlingslovens §§ 14-16, retsplejelovens §
639 (ulovlig arrest) og retsplejelovens §§ 1018 a - 1018
d (uberettiget strafferetlig forfølgning), jf. forarbejderne
til lov nr. 140 af 28. februar 2018 om forhøjelse af
niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle krænkelser
m.v. (Folketingtidende 2017-2018, tillæg A, L31, som fremsat,
spalte 10)
Godtgørelseskrav for personskade efter
erstatningsansvarsloven er omfattet af offererstatningsordningen,
såfremt skaden er forvoldt ved overtrædelse af
straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Skadelidte vil dermed kunne få udbetalt sit krav på
godtgørelse fra Erstatningsnævnet.
2.3.1.1. Arbejdsgivers ansvar for seksuel chikane efter
ligebehandlingsloven
Ligebehandlingsloven regulerer forholdet mellem en arbejdsgiver
og en lønmodtager i sager om seksuel chikane. Der er ikke
mulighed for at søge godtgørelse i medfør af
ligebehandlingsloven fra den medarbejder, der har udøvet
krænkelsen. Et krav mod krænkeren kan i dag alene
rejses efter erstatningsansvarsloven.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, skal enhver
arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, behandle
dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette
gælder også ved afskedigelse.
Efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, omfatter lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, også forbud mod
sexchikane.
Af forarbejderne til lov nr. 1385 af 21. december 2005 om
ændring af ligebehandlingsloven (Definitioner af
forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af
lofter for godtgørelse m.v.) fremgår det, at "det
indfortolkes i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod
sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må
forskelsbehandle en lønmodtager for så vidt
angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i
den sammenhæng således, at bestemmelsen også
indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er
forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane.
" (Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 17 som fremsat,
side 304).
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, kan personer,
hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af
§§ 2-5, tilkendes en godtgørelse.
Efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 2, kan det
tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen, at der har været tale om en
krænkelse i form af sexchikane.
I sager om seksuel chikane er der delt bevisbyrde. Det
følger af ligebehandlingslovens § 16 a, at hvis en
person, der anser sig for krænket, jf. ligebehandlingslovens
§§ 2-5, § 9 og § 15, stk. 1, påviser
faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode,
at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin pligt efter
ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, til som arbejdsgiver i
rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod seksuel chikane, kan den
ansatte således rejse et krav om godtgørelse mod
arbejdsgiveren efter ligebehandlingslovens § 14.
2.3.1.2. Ansvar efter erstatningsansvarsloven
2.3.1.2.1. Tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven
Erstatningsansvarsloven regulerer bl.a. de erstatnings- og
godtgørelsesposter for personskade og retsstridig
krænkelse af en person, som en skadelidt eller krænket
kan kræve betalt, når skadevolderen er
erstatningsansvarlig for personskaden eller har udsat den
pågældende for en retsstridig krænkelse.
Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der
er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens
frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede
godtgørelse for tort.
Erstatningsansvarsloven indeholder derudover bestemmelser om
arbejdsgivers regresret over for arbejdstager ved erstatning som
følger af dennes uforsvarlig adfærd, jf. § 23, og
om flere erstatningsansvarlige og fordelingen af erstatningsbyrden,
jf. § 25.
Den, der udøver seksuel chikane, vil efter
omstændighederne kunne pådrage sig et ansvar og skulle
betale tortgodtgørelse herfor i medfør af
bestemmelsen. Det kan fx være en leder eller en kollega, der
udøver seksuel chikane. Det kan fx også være en
borger, klient, kunde eller lign udøver seksuel chikane
overfor en medarbejder.
I sådanne tilfælde kan den person, der er udsat for
chikane, kræve godtgørelse fra den person, der har
udøvet chikanen.
2.3.1.2.2. Betingelser for tilkendelse af
tortgodtgørelse
Ved "tort" forstås i almindelighed en retsstridig
krænkelse, som er egnet til at påvirke en persons selv-
og æresfølelse. Det er således den ydmygelse,
man som forurettet har været udsat for, der bestemmer, om man
har krav på tortgodtgørelse.
For at blive tilkendt tortgodtgørelse skal der foreligge
en culpøs krænkelse af en vis grovhed. En skadevolder
har handlet culpøst, når skaden er indtrådt ved
en handling eller undladelse, der kan tilregnes skadevolderen som
forsætlig eller uagtsom. Det er ikke en betingelse, at
krænkelsen er strafbar. Selv om det ikke er en betingelse, at
krænkelsen er strafbar, vil betingelsen om en grov
culpøs krænkelse normalt være opfyldt, hvis
krænkelsen ligeledes er strafbar.
Seksuel chikane betragtes efter omstændighederne som en
grov retsstridig krænkelse, som dermed kan berettige til
tortgodtgørelse. Den endelige afgørelse heraf beror
dog på en konkret vurdering af omstændighederne i det
enkelte tilfælde.
2.3.1.2.3. Bevisbyrde
Der er i sager om godtgørelse efter
erstatningsansvarsloven ikke fastsat særlige
bevisbyrderegler. Bevisbyrden følger således dansk
rets almindelige udgangspunkt, hvorefter det påhviler den,
der påstår at have et krav mod en anden person, at
godtgøre, at kravet er berettiget. Det indebærer, at
det påhviler den, der mener sig udsat for seksuel chikane fra
en anden person at godtgøre, at vedkommende har været
udsat for den pågældende adfærd, og at
erstatningsbetingelserne i øvrigt er opfyldt.
2.3.1.2.4. Tortgodtgørelsesniveau
Ved en ændring af erstatningsansvarsloven ved lov nr. 140
af 28. februar 2018 blev tortgodtgørelsesniveauerne i alle
sager om seksuelle krænkelser forhøjet med 1/3, og
niveauet for tortgodtgørelse i sager om fuldbyrdet
voldtægt blev forhøjet med yderligere 1/3.
Det nuværende niveau for tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven er i dag ved forsøg på
voldtægt ca. 40.000-53.000 kr., mens det for fuldbyrdet
voldtægt er ca. 100.000 kr., hvilket kan stige til 116.000
kr. i grove tilfælde og til ca. 133.000-150.000 kr. eller
højere i ganske særlige tilfælde. Niveauet for
tortgodtgørelse ved blufærdighedskrænkelser er
efter praksis i størrelsesordenen 5.000-20.000 kr.
afhængig af grovheden.
2.3.1.2.5. Retspraksis
Fra retspraksis kan nævnes en række eksempler, hvor
retten har vurderet, at krænkelsen havde en sådan
grovhed, at den berettigede til tortgodtgørelse.
U 1993.331S angik, om en arbejdsgiver var ansvarlig for seksuel
chikane over for en stewardesse, der var udøvet af en
hovmester. Retten fandt, at det på baggrund af stewardessens
forklaring, der blev støttet af vidneforklaringer,
måtte lægges til grund, at hovmesteren havde
udøvet seksuel chikane over for stewardessen både
verbalt og fysisk ved bl.a. gentagne gange at have berørt
hendes bryster og lår og at have presset sig ind imod hende,
hvilket var i strid med ligebehandlingslovens § 4.
Hovmesterens arbejdsgiver, et rederi, hæftede for
godtgørelsen, idet skibsføreren, som var rederiets
repræsentant på skibet, var bekendt med forholdet og
havde en omfattende pligt til at beskytte sit personale, som han
ikke havde overholdt. Hovmesteren hæftede efter
erstatningsansvarslovens § 26.
U 2004.916 V angik krænkelser af en kvindelig
salgsassistent i form af berøring af bl.a. hendes bryster,
ligesom hun i tre tilfælde var blevet taget om livet, da hun
stod ved et arkivskab. Endvidere blev det forklaret, at salgschefen
i et tilfælde bevidst havde siddet så tæt
på salgsassistenten, at hun ramte ham i skridtet, ligesom han
i den forbindelse kørte sine fingerspidser op og ned ad
hendes hånd og arm. Det blev ikke tillagt afgørende
betydning, at salgsassistenten først på tydelig
måde underrettede ledelsen, efter hun var blevet opsagt.
Tortgodtgørelsen blev under hensyn til krænkelsernes
karakter og omfang udmålt til 10.000 kr.
I U 2009.1309 V blev en blomsterdekoratør tilkendt 5.000
kr. i tortgodtgørelse efter krænkelser af en
medhjælper i forretningen. Krænkelserne bestod bl.a. i,
at medhjælperen tog fat i blomsterdekoratøren, da hun
rejste sig op, ligesom medhjælperen trak
blomsterdekoratøren tæt ind til sig og forsøgte
at kysse hende, samtidig med at han tog hende på bagdelen og
rørte hendes bryst, da blomsterdekoratøren
forsøgte at komme fri.
2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det fremgår af "Trepartsaftale om initiativer til at
modgå seksuel chikane på arbejdspladser" af 4. marts
2022, at aftaleparterne er enige om, at der er behov for at sikre
et øget fokus på, at den krænkede ud over
godtgørelse fra arbejdsgiver tillige kan søge
tortgodtgørelse fra den medarbejder, der har begået
krænkelsen.
Efter de gældende regler skal et krav om
godtgørelse rettes mod arbejdsgiver og krænker efter
to forskellige regelsæt i sager om seksuel chikane. Et krav
om godtgørelse mod arbejdsgiver skal rejses efter
ligebehandlingslovens § 14, jf. ligebehandlingslovens §
4, hvorimod et krav om tortgodtgørelse mod krænkeren
skal rejses efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
På baggrund af trepartsaftalen foreslås det
således, at der indsættes et nyt stk. 3 i
ligebehandlingslovens § 14, hvorefter personer, der har
været udsat for seksuel chikane i forbindelse med
udførelse af deres arbejde, kan tilkendes en
godtgørelse for tort fra den medarbejder, der har
begået krænkelsen.
Forslaget betyder, at der som noget nyt gives mulighed for, at
den krænkede ud over godtgørelse fra arbejdsgiver,
tillige kan søge tortgodtgørelse i medfør af
ligebehandlingsloven fra den medarbejder, der har begået
krænkelsen. Der vil således kunne rettes krav mod
både arbejdsgiver og medarbejder efter forskellige
bestemmelser i ligebehandlingsloven.
Forslaget skal sikre, at den krænkede ud over
godtgørelse fra arbejdsgiver tillige kan søge
tortgodtgørelse i medfør af ligebehandlingsloven fra
den medarbejder, der har begået krænkelsen. Med
forslaget er der alene tiltænkt en processuel ændring i
forhold til gældende ret. Der ændres således ikke
på de almindelige betingelser for at opnå
tortgodtgørelse, herunder at krænkelsen skal have
været egnet til at påvirke skadelidtes selv- og
æresfølelse, og at det kræves, at
krænkelsen har en vis grovhed. Den endelige afgørelse
heraf beror på en konkret vurdering af omstændighederne
i det enkelte tilfælde.
Den krænkede vil herefter efter ligebehandlingsloven kunne
søge tortgodtgørelse i forbindelse med en klage til
Ligebehandlingsnævnet eller ved domstolene. Man vil derudover
også fortsat kunne rejse et krav for personskade efter
erstatningsansvarsloven, hvorved man omfattes af
offererstatningsordningen, såfremt skaden er forvoldt ved
overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning. Skadelidte vil dermed kunne få
udbetalt sit krav på godtgørelse fra
Erstatningsnævnet, forudsat at betingelserne efter lov om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, herunder fx
§§ 1, 7, 10 og 13 i øvrigt er opfyldt.
Med forslaget gives der således mulighed for, at den
krænkede kan vælge enten at søge
tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven eller
erstatningsansvarsloven. Den krænkede kan således ikke
tilkendes tortgodtgørelse efter både
ligebehandlingsloven og erstatningsansvarsloven for samme
krænkelse.
Forslaget finder ikke anvendelse i sager seksuel chikane, der
har fundet sted inden lovens ikrafttræden.
For nærmere om den foreslåede ordning henvises til
lovforslagets § 1, nr. 4 og bemærkningerne hertil.
2.4. Tydeliggørelse af, at faktiske
omstændigheder i sager om seksuel chikane kan påvises
ved den krænkede persons troværdige
forklaring
2.4.1. Gældende ret
I civile retssager er det retten, som på grundlag af
bevisførelsen afgør, hvilke faktiske
omstændigheder der skal lægges til grund for en sags
pådømmelse, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1.
Bestemmelsen fastslår princippet om fri
bevisbedømmelse. Princippet indebærer, at rettens
bedømmelse af vægten af de enkelte beviser i en
retssag er fri i den forstand, at den ikke er bundet ved lovregler.
Bevisbedømmelsen skal dog udøves på en objektiv
måde.
Lovgivningen indeholder på flere områder
særlige regler om bevisbyrdefordelingen i retssager mellem
private parter, dvs. regler om, hvilken af parterne der bærer
risikoen for en eventuel tilbageværende tvivl, når alle
beviser er fremlagt for retten.
En sådan regel om fordelingen af bevisbyrden findes i
ligebehandlingslovens § 16 a. Det følger af
ligebehandlingslovens § 16 a, at hvis en person, der anser sig
for krænket, jf. ligebehandlingslovens §§ 2-5,
§ 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der
udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. I sager om
seksuel chikane er der således delt bevisbyrde.
I nogle sager om seksuel chikane er der ingen vidner eller andet
bevismateriale, men alene en forklaring fra den person, der anser
sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den
person, som beskyldningen rettes imod (påstand mod
påstand). I sådanne sager har det afgørende
betydning, om og i hvilket omfang retten finder forklaringen fra
den person, der anser sig for krænket troværdig, og
dermed egnet til at påvise faktiske omstændigheder, som
giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel
chikane, sådan at bevisbyrden overgår til
modparten.
2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Det fremgår af "Trepartsaftale om initiativer til at
modgå seksuel chikane på arbejdspladser" af 4. marts
2022, at aftaleparterne er enige om, at der er behov for at
tydeliggøre i lovgivningen, at retten kan lægge
vægt på partsforklaringer ved vurderingen af, om der er
påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til
at formode, at der er udøvet seksuel chikane.
Beskæftigelsesministeriet finder, at dette kan ske ved at
ændre ligebehandlingslovens § 16 a, så sager om
seksuel chikane fremhæves eksplicit i bestemmelsen, mens det
i bemærkningerne til lovændringen udtrykkeligt
anføres, at domstolene kan lægge vægt på
partsforklaringer ved vurderingen af, om der er påvist
faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode,
at der er udøvet seksuel chikane. Tilføjelsen til
lovteksten og bemærkningerne hertil skal tilsammen
tydeliggøre, at faktiske omstændigheder i sager om
seksuel chikane kan påvises gennem en troværdig
partsforklaring.
Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændring af
gældende ret, hvorefter partsforklaringer allerede
indgår i bevisførelsen og efter omstændighederne
kan være tilstrækkeligt til at skabe en formodning om
forskelsbehandling, som det efterfølgende er op til
modparten at afkræfte. Men forslaget vil tydeliggøre
dette.
Med forslaget gribes der endvidere ikke ind i den fri
bevisbedømmelse.
Rettens bevisbedømmelse vil altid være en konkret
og individuel vurdering, der er baseret på, hvad der er
kommet frem under bevisførelsen, og tilføjelsen
binder således ikke retten i forhold til, hvordan beviserne
skal vægtes i den konkrete sag.
Der henvises desuden til de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 1, nr. 5.
2.5. Tydeliggørelse af arbejdslederens og de
ansattes pligt til at give meddelelse om
arbejdsmiljøproblemer
2.5.1. Gældende ret
Det fremgår af § 26, stk. 2, i lov om
arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16.
november 2021 (arbejdsmiljøloven), at hvis arbejdslederen
bliver bekendt med fejl eller mangler, som kan medføre fare
for ulykker eller sygdom, skal arbejdslederen sørge for at
afværge faren. Kan faren ikke afværges ved
arbejdslederens indgriben på stedet, skal denne straks
gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet.
Videre følger det af § 28, stk. 2, i
arbejdsmiljøloven, at hvis de ansatte bliver
opmærksomme på fejl eller mangler, som kan forringe
sikkerheden eller sundheden, og som de ikke selv kan rette, skal de
meddele det til et medlem af arbejdsmiljøorganisationen,
arbejdslederen eller arbejdsgiveren.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 1, nr. 1,
at loven omfatter både det fysiske og det psykiske
arbejdsmiljø.
2.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Bestemmelserne i § 26, stk. 2, og § 28, stk. 2, er
indført med arbejdsmiljøloven i 1977 og er ikke
blevet ændret siden.
Da arbejdsmiljøloven omfatter både det fysiske og
det psykiske arbejdsmiljø, findes det hensigtsmæssigt,
at det tydeligt fremgår af lovens bestemmelser, at de
vedrører både det fysiske og det psykiske
arbejdsmiljø. Det psykiske arbejdsmiljø dækker
bl.a. seksuel chikane i arbejdet.
Formuleringerne i § 26, stk. 2, og § 28, stk. 2, om
"fejl og mangler" viser ikke med tilstrækkelig tydelighed, at
der menes problemer i både det fysiske og det psykiske
arbejdsmiljø. Derfor foreslås det, at dette bliver
tydeliggjort ved at modernisere sprogbrugen i bestemmelserne.
Formålet er at lette forståelsen af lovens bestemmelser
og undgå misforståelser, herunder om, hvorvidt
bestemmelserne omfatter seksuel chikane i arbejdet.
Det foreslås, at begrebet "fejl og mangler" i § 26,
stk. 2, og § 28, stk. 2, ændres til "problemer i det
fysiske eller psykiske arbejdsmiljø", så det tydeligt
fremgår, at bestemmelsen dækker både det fysiske
og det psykiske arbejdsmiljø.
Samtidig foreslås det, at ordene "som de ikke selv kan
rette" i § 28, stk. 2, ændres til "som de ikke selv kan
løse" så sprogbrugen passer til både det fysiske
og det psykiske arbejdsmiljø.
Der er ikke med forslaget tilsigtet nogen ændringer i den
gældende retstilstand, og præciseringen af bestemmelsen
vil ikke ændre på, at arbejdsgiveren har ansvaret for,
at arbejdsmiljøet er i orden. Arbejdslederens og de ansattes
pligter og strafansvar ændres ikke med tydeliggørelsen
og moderniseringen af sprogbrugen, ligesom Arbejdstilsynets
tilsynspraksis på området heller ikke ændres.
2.6. Lempelse
af frist for ophævelse af uddannelsesaftale
2.6.1. Gældende ret
Efter § 60, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser kan en
uddannelsesaftale ikke opsiges af aftalens parter.
Baggrunden for, at der ikke er en ensidig mulighed for at opsige
en uddannelsesaftale, er, at uddannelsesaftaler har et
videregående uddannelsesmæssigt formål
sammenlignet med øvrige ansættelsesforhold.
Selvom uddannelsesaftaler som udgangspunkt er uopsigelige, kan
der være tilfælde, hvor det er nødvendigt at
bringe en aftale til ophør.
Det fremgår således af § 61, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at den anden part kan hæve aftalen, hvis
en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt misligholder
sine forpligtelser.
En tvistighed mellem en elev eller lærling og
oplæringsvirksomheden kan alene indbringes for det faglige
udvalg, der skal søge at tilvejebringe forlig, jf. §
63, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. Hvis der ikke kan
opnås forlig efter stk. 1, kan tvistigheden indbringes for
Tvistighedsnævnet, jf. § 63, stk. 2.
Tvistighedsnævnet tager stilling til, om der foreligger en
væsentlig misligholdelse, der kan begrunde, at
uddannelsesaftalen berettiget kan hæves af enten eleven eller
lærlingen på den ene side eller
oplæringsvirksomheden på den anden side, jf. § 65,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.
Senest 8 uger efter, at nævnet har truffet
afgørelse, kan sagen indbringes for domstolene af hver af
parterne, jf. § 65, stk. 4.
Det følger af Tvistighedsnævnets praksis, at
seksuel chikane som defineret i ligebehandlingsloven som
udgangspunkt er en væsentlig misligholdelse, der kan begrunde
ophævelse af en uddannelsesaftale, jf. fx
Tvistighedsnævnets afgørelse af 2. juli 2014 (sag
28.2013):
"Kendelse af 2. juli 2014 i sag 28.2013 Eleven ophævede
uddannelsesaftalen med den begrundelse, at hun havde arbejdet alt
for meget, og at hun var blevet udsat for sexchikane.
Tvistighedsnævnet fandt det godtgjort, at eleven havde
været udsat for grov seksuel chikane af såvel verbal
som fysisk karakter fra indehaverens side og tilkendte eleven
25.000 kroner i godtgørelse efter ligebehandlingsloven samt
50.000 kroner for tab af uddannelsesgode, idet forholdet
ansås for at udgøre en væsentlig misligholdelse
af uddannelsesaftalen. Uanset at fristen efter
erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, ikke var overholdt,
fandtes eleven under hensyn til karakteren af krænkelsen og
til den stærke psykiske påvirkning, denne
krænkelse havde på hende, ikke afskåret fra at
hæve uddannelsesaftalen. Eleven fik herudover erstattet sine
udgifter til psykologbistand. Eleven fik endvidere tilkendt et
skønsmæssigt beløb i løn for overarbejde
samt en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven
på 7.500 kroner, idet uddannelsesaftalens pkt. 8 om
referenceoverenskomst ikke var udfyldt. " (Fra nævnets
årsberetning 2014).
Hæves uddannelsesaftalen på baggrund af
påstand om seksuel chikane, kan eleven eller lærlingen
optages til skoleoplæring på baggrund af en vurdering
fra skolen om, at uddannelsesaftalen er mistet uforskyldt, hvis
Tvistighedsnævnet har afgjort, at ophævelsen var
berettiget. Dette har tillige betydning i forhold til elevens eller
lærlingens mulighed for at blive optaget i skoledelen, hvis
uddannelsen ikke udbydes med skoleoplæring.
Det fremgår således af § 66 a, stk. 2, i lov om
erhvervsuddannelser, at en elev eller lærling, der uforskyldt
har mistet en uddannelsesaftale, skal tilbydes skoleoplæring,
hvis eleven eller lærlingen i øvrigt opfylder
kriterierne om at være egnet og
lærepladssøgende. Tilsvarende gælder for adgang
til skoleundervisning, hvis uddannelsen ikke udbydes med
skoleoplæring, jf. § 66 e, stk. 2.
Det fremgår endvidere af § 61, stk. 3, at
ophævelse af uddannelsesaftalen skal ske inden for 1
måned efter, at den hævende part har fået
kendskab til eller ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed
burde have fået kendskab til den omstændighed, der
begrunder ophævelsen. Hvis ophævelsen sker efter
fristens udløb, vil ophævelsen blive anset for
uberettiget.
I sager om seksuel chikane kan Tvistighedsnævnet under
hensyn til krænkelsens karakter og den psykiske
påvirkning, en krænkelse kan have på eleven eller
lærlingen, konkret vurdere, at fristen på 1 måned
ikke finder anvendelse, jf. Tvistighedsnævnets
afgørelse af 2. juli 2014 (sag 28.2013).
Tvistighedsnævnets bedømmelse af fristen i andre
sagstyper er ikke beskrevet i ovenstående beskrivelse.
2.6.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
I forbindelse med "Trepartsaftale om initiativer til at
modgå seksuel chikane på arbejdspladser" af 4. marts
2022 understreges det, at seksuel chikane som defineret i
ligebehandlingsloven som udgangspunkt er en væsentlig
misligholdelse, der kan begrunde ophævelse af en
uddannelsesaftale. Dette er i overensstemmelse med
Tvistighedsnævnets praksis på området.
Hæves uddannelsesaftalen på baggrund af seksuel chikane
vurderes uddannelsesaftalen således at være mistet
uforskyldt. Understregningen i trepartsaftalen heraf griber ikke
ind i Tvistighedsnævnets kompetence til at vurdere
spørgsmålet konkret og indebærer heller ikke en
indskrænkning af hvilke øvrige forhold, der vil kunne
indebære en væsentlig misligholdelse, der berettiger
ophævelse af uddannelsesaftalen.
Der er ikke tilsigtet en ændring af elevens eller
lærlingens standpunktsrisiko i forhold til, om der foreligger
seksuel chikane.
Det følger endvidere af nævnets praksis, at fristen
på 1 måned for ophævelse af uddannelsesaftalen
efter en konkret vurdering kan fraviges i sager om seksuel chikane.
Baggrunden herfor er, at den psykiske påvirkning af
krænkelsen på eleven eller lærlingen kan
gøre det vanskeligt at reagere hurtigt i situationen.
Det foreslås på den baggrund at ændre §
61, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser, således at der i
sager om seksuel chikane, hvor eleven eller lærlingen
hæver uddannelsesaftalen, efter en konkret vurdering kan ses
bort fra fristen. Herefter vil det udtrykkeligt fremgå af lov
om erhvervsuddannelser, at fristen i sager om seksuel chikane efter
en konkret vurdering kan lempes.
Der er tale om kodificering af gældende praksis på
området.
Trepartsaftalens fokus, og dermed lovændringen i §
61, har alene til formål at regulere seksuel chikane. Der
tilsigtes derfor ikke ændringer i Tvistighedsnævnets
bedømmelse af fristen i andre sagstyper.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 7, og
bemærkningerne hertil.
2.7. Adgang
til skoleoplæring og skoledelen i sager om seksuel
chikane
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår af § 66 a, stk. 2, i lov om
erhvervsuddannelser, at en egnet lærepladssøgende elev
eller lærling, der uforskyldt har mistet sin
uddannelsesaftale, kan optages i skoleoplæring.
Er en tvistighed i henhold til § 63 indbragt for det
faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller
lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før
der er truffet afgørelse eller indgået forlig om
afslutning på tvistigheden, jf. § 66 a, stk. 2, 3.
pkt.
Efter § 66 e, stk. 2, kan elever og lærlinge, der
uforskyldt har mistet deres uddannelsesaftale, blive optaget i
skoledelen af uddannelsen, hvis uddannelsen ikke udbydes med
skoleoplæring.
For elever og lærlinge i uddannelser uden
skoleoplæring finder bestemmelsen i § 66 a, stk. 2, 3.
pkt., tilsvarende anvendelse, jf. hertil § 66 e, stk. 2, 3.
pkt. Dette indebærer, at disse elever og lærlinge ikke
kan blive optaget på skoledelen, hvis der verserer en tvist
om uddannelsesaftalen i fagligt udvalg eller hos
Tvistighedsnævnet.
Det følger i øvrigt af § 66, at skolen og
eleven eller lærlingen under hele skoleoplæringen skal
søge at fremskaffe en uddannelsesaftale, der omfatter resten
af uddannelsen. Dette gælder også for elever og
lærlinge optaget i skoleundervisning, hvis der ikke er
skoleoplæring i uddannelsen.
2.7.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Seksuel chikane som defineret i ligebehandlingsloven er som
udgangspunkt en væsentlig misligholdelse af
uddannelsesaftalen, der betyder, at eleven eller lærlingen er
berettiget til at hæve uddannelsesaftalen efter § 61,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. Dette er i overensstemmelse
med Tvistighedsnævnets praksis på området.
Uddannelsesaftalen vil dermed også som udgangspunkt
være mistet uforskyldt, hvilket efter reglerne i lov om
erhvervsuddannelser er en betingelse for at blive optaget i
skoleoplæring samt i skoleundervisning, hvis der ikke for den
konkrete uddannelse er adgang til skoleoplæring. Forslaget
indebærer ikke en ændring af Tvistighedsnævnets
kompetence til at vurdere spørgsmålet konkret og
indebærer heller ikke en indskrænkning af hvilke
øvrige forhold, der vil kunne indebære væsentlig
misligholdelse, der berettiger ophævelse af
uddannelsesaftalen.
Der er et behov for, at elever og lærlinge, der har en
verserende sag ved Tvistighedsnævnet eller domstolene om
seksuel chikane og ophævelse af uddannelsesaftalen som
følge heraf, får mulighed for at komme i
skoleoplæring. Desuden skal elever på uddannelser uden
skoleoplæring have mulighed for optagelse på
uddannelsens skoledel. Dette vil sikre, at de
pågældende elever og lærlinge ikke skal afbryde
deres uddannelsesforløb, mens sagen verserer, men at de
får mulighed for at fortsætte i deres uddannelse,
selvom de har været nødsaget til at ophæve
uddannelsesaftalen.
Det foreslås på den baggrund at ændre §
66 a i lov om erhvervsuddannelser, således at eleven eller
lærlingen skal kunne blive optaget i skoleoplæring,
når der er en verserende sag om seksuel chikane i
Tvistighedsnævnet. Muligheden finder anvendelse, når
der er indgivet et klageskrift til Tvistighedsnævnet.
Eleven eller lærlingen får med det foreslåede
også mulighed for at fortsætte i skoleoplæring,
hvis Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for
domstolene. Muligheden for at fortsætte i
skoleoplæringen under domstolsbehandlingen gælder dog
kun, hvis eleven eller lærlingen har fået medhold i
sagen om seksuel chikane i Tvistighedsnævnet. Eleven eller
lærlingen vil kunne indgå en ny uddannelsesaftale.
Det foreslås tillige at ændre § 66 e,
således at der tilsvarende vil blive adgang til at blive
optaget på skoledelen, hvis der ikke er skoleoplæring i
den konkrete uddannelse. Også her vil eleven eller
lærlingen få mulighed for at fortsætte i
skoledelen, hvis Tvistighedsnævnets afgørelse
indbringes for domstolene. Muligheden for at fortsætte i
skoledelen under domstolsbehandlingen gælder dog kun, hvis
eleven eller lærlingen har fået medhold i sagen om
seksuel chikane i Tvistighedsnævnet.
Den foreslåede bestemmelse forholder sig ikke til
skoleoplæring i andre tvister end tvister om seksuel chikane,
og ændrer ikke på § 66 a, stk. 2, eller praksis
herom i forhold til optagelse i skoleoplæring.
Optagelse i skoleoplæring og på skoledelen på
uddannelser uden skoleoplæring forudsætter som hidtil,
at eleven eller lærlingen i øvrigt opfylder
betingelserne for optagelse. Eleverne og lærlingene vil
endvidere være forpligtet til at søge at fremskaffe en
ny uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen, jf.
§ 66 i, i lov om erhvervsuddannelser.
Det opgøres årligt, om antallet af sager indbragt
for Tvistighedsnævnet stiger som følge af den nye
ordning.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 8-10, og
bemærkningerne hertil.
2.8. Tydeliggørelse af reglerne om tilbagekaldelse
af godkendelse som oplæringsvirksomhed på grund af
seksuel chikane
2.8.1. Gældende ret
Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en afgørelse om, at en virksomhed
kan godkendes som lærested, træffes på grundlag
af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre
oplæringen i overensstemmelse med de regler om
oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden
kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer
afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31,
stk. 1.
Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter
indstilling fra Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser regler om behandling af
godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende
sagsbehandlingen, jf. § 46, stk. 3.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 26
af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om
godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i
erhvervsuddannelser, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1256 af 29. december 2003.
Efter § 1 i bekendtgørelsen træffer det
faglige udvalg afgørelse om godkendelse af en virksomhed som
lærested på grundlag af en konkret vurdering af, om
virksomheden vil kunne gennemføre oplæringen i
overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat i
vedkommende uddannelsesbekendtgørelse, og om virksomheden
kan give eleven eller lærlingen tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det følger af § 2, at det faglige udvalgs
afgørelse træffes på grundlag af en
ansøgning fra en virksomhed, og at det faglige udvalg skal
søge de oplysninger, der er nødvendige for
afgørelsen, tilvejebragt.
Det faglige udvalgs afgørelse efter § 1 skal i
almindelighed gå ud på, at virksomheden inden for en
uddannelse godkendes, godkendes for en bestemt periode, godkendes
for et eller flere nærmere angivne uddannelsesforhold, eller
godkendes på betingelse af, at virksomheden foretager
nærmere angivne foranstaltninger, jf. § 5, stk. 1.
En godkendelse kan være begrænset til at angå
bestemte dele af en erhvervsuddannelse eller et speciale, og
godkendelsen kan være betinget af, at eleven eller
lærlingen modtager supplerende uddannelse på skole
eller i en anden virksomhed. Udvalget skal da, eventuelt ved
samarbejde med skole eller lokalt uddannelsesudvalg, søge at
formidle, at sådan supplerende uddannelse, herunder ved
kombinationsaftale, kan etableres, jf. § 5, stk. 3.
Det fremgår videre af § 5, stk. 4, at en
afgørelse, som ikke fuldt ud imødekommer
virksomhedens ansøgning, skal være ledsaget af en
begrundelse og en vejledning til virksomheden om, hvilke
foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at blive
godkendt.
Efter § 6 kan de faglige udvalgs afgørelse
indbringes for Ankenævnet vedrørende
Praktikvirksomheder (nu: Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder), jf. § 47, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser.
Det følger tillige af § 6 a, at de faglige udvalg
offentliggør en liste over godkendte
oplæringsvirksomheder. Det fremgår af § 6 a, stk.
2, at såfremt de faglige udvalg tilbagekalder en godkendelse,
skal udvalget straks foranledige godkendelsen fjernet fra den
offentliggjorte fortegnelse.
En erhvervsskole kan endvidere efter § 31, stk. 2, i lov om
erhvervsuddannelser godkende en virksomhed som lærested, men
alene for en konkret elev. Skolens afgørelse efter lovens
§ 46, stk. 1, skal derfor bygge på en konkret vurdering
af uddannelsesmulighederne i en virksomhed for en bestemt elev
eller lærling, jf. § 46, stk. 2.
Der er i bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997 om
erhvervsskolers godkendelse af praktikvirksomheder (nu:
oplæringsvirksomheder) fastsat regler om erhvervsskolers
godkendelse af oplæringsvirksomheder. Det følger bl.a.
af bekendtgørelsen, at skolens afgørelse
træffes på grundlag af principper for godkendelse, som
skolen har fastsat efter samråd med det lokale
uddannelsesudvalg.
Det følger endvidere af § 42, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at de faglige udvalg skal virke for de bedst
mulige uddannelsesmæssige forhold i
oplæringsvirksomhederne. De faglige udvalg har i
medfør af stk. 2, til enhver tid uden retskendelse og mod
behørig legitimation adgang til virksomheder, som har ansat
elever og lærlinge, med henblik på at tilvejebringe
oplysninger om de uddannelsesmæssige forhold i
virksomheden.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af de gældende regler
i lov om erhvervsuddannelser eller i bekendtgørelser, at de
faglige udvalg eller erhvervsskolen kan tilbagekalde en godkendelse
som oplæringsvirksomhed, hvis betingelserne for godkendelsen
ikke længere er opfyldt.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger om tilbagekaldelse på ulovbestemt
grundlag, at en forvaltningsmyndighed under visse
omstændigheder har adgang til at tilbagekalde en
begunstigende forvaltningsakt efter en konkret vurdering og med
særlig begrundelse, fx hvis betingelserne for godkendelsen
ikke længere er opfyldt.
Oplysningerne om de oplæringsmæssige forhold kan fx
være tilvejebragt i medfør af § 42 i lov om
erhvervsuddannelser som led i de faglige udvalgs tilsyn med
virksomheder, der er godkendt som oplæringsvirksomhed.
Det er således fast antaget i Ankenævnet vedr.
Praktikvirksomheders (nu: Oplæringsvirksomheder) praksis, at
en godkendelse som oplæringsvirksomhed efter lov om
erhvervsuddannelser, kan tilbagekaldes af det faglige udvalg (og
tillige erhvervsskolen, hvis godkendelsen er meddelt af
erhvervsskolen), hvis godkendelsesbetingelserne ikke længere
foreligger.
Se hertil eksempelvis Ankenævnet vedr.
Praktikvirksomheders (nu: Oplæringsvirksomheder)
afgørelse af 9. august 2018 i sag 03.2018, hvor
"Ankenævnet bemærkede, at erhvervsuddannelseslovens
§ 46 giver det faglige udvalg hjemmel til at tilbagekalde
eller ændre en godkendelse, hvis betingelserne for
godkendelsen ikke længere er opfyldt…".
(Ankenævnet vedr. Praktikvirksomheders årsberetning
2018.) Den konkrete sag vedrørte alene en ændring af
godkendelsen, men ikke en afgørelse om tilbagekaldelse.
Tilbagekaldelse vil fx være relevant, hvis virksomheden
har haft gentagne sager om seksuel chikane, som ikke er blevet
håndteret. Virksomheden kan på den baggrund ikke
længere anses at kunne give eleverne tilfredsstillende
oplæringsforhold, og derfor er betingelsen for godkendelsen
af virksomheden som oplæringsvirksomhed ikke længere
tilstede.
Godkendelsen kan også i andre sager tilbagekaldes, hvis
virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at
være godkendt.
Se hertil fx Ankenævnet vedr. Praktikvirksomheders (nu:
Oplæringsvirksomheder) afgørelse af 29. februar 2016 i
sag 09.2015, som refereret i Ankenævnets årsberetning
2016:
"Metalindustriens Uddannelsesudvalg fratog en virksomhed en
tidligere meddelt godkendelse som praktiksted til uddannelsen som
finmekaniker med specialet våbenmekaniker, idet udvalget
fandt, at virksomheden ikke kunne give eleverne tilfredsstillende
oplæringsforhold, og at betingelserne for at være
godkendt som praktiksted ikke længere var opfyldt. Udvalget
henviste herved til, at virksomheden i perioden 2009 til 2015 havde
haft tre elever, der alle havde fået ophævet
uddannelsesaftalen med begrundelse om psykisk chikane fra
virksomhedens side, at lederen af praktikstedet tidligere havde
nedlagt en elev fysisk, og at virksomheden ikke havde
færdiguddannet elever siden 2007. Virksomheden klagede over
afgørelsen til ankenævnet. Udvalget oplyste under
ankenævnets behandling af sagen, at udvalget vurderede, at
virksomheden fagligt levede op til
uddannelsesbekendtgørelsens bestemmelser, men at man ikke
havde fundet det muligt at iværksætte mindre
indgribende foranstaltninger end en tilbagekaldelse af
godkendelsen. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at
ændre udvalgets afgørelse og henviste som begrundelse
herfor til de samme forhold som udvalget. "
Der er hverken i loven eller i bekendtgørelse fastsat
regler om tilbagekaldelsen. Dette gælder ikke kun i forhold
til sager om seksuel chikane, men helt generelt.
2.8.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Arbejdsmarkedets parter har i forbindelse med
trepartsdrøftelserne om seksuel chikane drøftet
grundlaget for og mulighederne for at tilbagekalde en godkendelse i
tilfælde af sager om seksuel chikane.
Der er som beskrevet i afsnit 2.8.1. ovenfor ikke fastsat regler
om de faglige udvalgs eller erhvervsskolernes mulighed for at
tilbagekalde en godkendelse som oplæringsvirksomhed, hvis
betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt. Det
må antages, at når et fagligt udvalg kan godkende en
virksomhed som lærested, kan et fagligt udvalg også
tilbagekalde godkendelsen, hvis betingelserne for godkendelsen ikke
længere er opfyldt. Tilsvarende gælder for
erhvervsskolens tilbagekaldelse af en godkendelse.
Tilbagekaldelse af en godkendelse sker derfor i dag med hjemmel
i almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om
tilbagekaldelse på ulovbestemt grundlag.
Oplæringsvirksomhederne har en afgørende rolle i
forhold til elevers og lærlinges læring og trivsel og
dermed for erhvervsuddannelsernes kvalitet og evne til at
tiltrække de unge.
Det er i den forbindelse væsentligt, at rammerne for det
faglige udvalgs og erhvervsskolens afgørelse om
tilbagekaldelse af godkendelsen er kendte og klare, hvis det
konstateres, at en virksomhed ikke længere lever op til
betingelserne for godkendelsen. Det sikrer opmærksomhed
på muligheden for at tilbagekalde en godkendelse og en
ensrettet sagsbehandling i tilbagekaldelsessager.
Det er på den baggrund Børne- og
Undervisningsministeriets vurdering, at reglerne om muligheden for
at tilbagekalde en godkendelse som lærested som følge
af bl.a. sager om seksuel chikane bør reguleres ved lov.
Det foreslås, at det indsættes i § 46 i lov om
erhvervsuddannelser, at en godkendelse som lærested efter
§ 31, stk. 1 og 2, vil kunne tilbagekaldes helt eller delvist,
hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er
opfyldt.
En godkendelse kan tilbagekaldes delvist, fx i form af en
afgrænsning af den meddelte godkendelse til fx en konkret
afdeling. Dette kan være aktuelt særligt i relation til
større virksomheder med flere godkendelser på samme
adresse, virksomheder med kædegodkendelser, virksomheder som
har samme cvr-nr. på flere adresser o.s.v.
Det vil endvidere blive præciseret i § 46, stk. 3, at
børne- og undervisningsministerens bemyndigelse til efter
indstilling fra Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser at fastsætte regler om
godkendelsen endvidere vil omfatte en bemyndigelse til at
fastsætte regler om tilbagekaldelse af godkendelsen.
Hjemlen til at fastsætte regler om tilbagekaldelsessager
forudsættes at blive udmøntet i form af regler, der
præciserer, hvornår parterne i det faglige udvalg eller
erhvervsskolen kan rejse en sag om tilbagekaldelse af en
virksomheds godkendelse som oplæringsvirksomhed. Dette vil
bl.a. være, når virksomheden gentagne gange har haft
sager om seksuel chikane, som ikke er blevet håndteret. Det
forudsættes, at der i den forbindelse også vil blive
fastsat nærmere regler om, hvilke kriterier et fagligt udvalg
eller en erhvervsskole vil kunne lægge vægt på i
vurderingen af tilbagekaldelsesspørgsmålet, herunder
om der er truffet en afgørelse om seksuel chikane i sagen af
myndigheder, nævn eller domstole.
De forudsættes endvidere, at der vil blive fastsat regler
om, at de faglige udvalg og erhvervsskolerne - som ved
godkendelsessager - skal sikre sagen om tilbagekaldelse oplyst i
sin helhed og på det grundlag træffe afgørelse
ved inddragelse af samtlige relevante momenter.
Det forudsættes herudover, at der vil blive fastsat regler
om, at hvis der foreligger en eller flere sager om seksuel chikane,
vil det faglige udvalg og erhvervsskolen i
tilbagekaldelsesspørgsmålet skulle se på den
eller de konkrete afgørelser i sagen om seksuel chikane,
omfanget af den seksuelle chikane, virksomhedens størrelse,
hvordan virksomheden har håndteret sagerne, og hvilke tiltag,
virksomheden har iværksat for at undgå gentagelser m.v.
Virksomhedens størrelse forudsættes også at
kunne være relevant i forhold til vurderingen af, om den
eller de konkrete sager generelt for virksomheden vil
indebære, at elever og lærlinge ikke kan tilbydes
tilfredsstillende oplæringsforhold, jf. også
nærmere nedenfor.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at det faglige udvalg
og erhvervsskolen i sager om seksuel chikane vil skulle tage
højde for, hvor i virksomheden sagerne er konstateret med
henblik på at vurdere, om en tilbagekaldelse af godkendelsen
som oplæringsvirksomhed er relevant i forhold til det
område, eleverne eller lærlingene er beskæftiget.
Det gælder særligt i relation til større
virksomheder med flere godkendelser på samme adresse,
virksomheder med kædegodkendelser, virksomheder som har samme
cvr-nr. på flere adresser osv. Afgørelse om
godkendelser af virksomheder som lærested træffes af de
faglige udvalg hhv. erhvervsskolerne i medfør af § 31,
stk. 1 og 2.
Det foreslås derfor at indsætte en henvisning til
§ 31, stk. 1 og 2, i § 46, stk. 1, således at
sammenhængen mellem de to bestemmelser
tydeliggøres.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1-4, samt
bemærkningerne hertil.
2.9. Udvidelse
af klageadgang til Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder
2.9.1. Gældende ret
Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en afgørelse om, at en virksomhed
kan godkendes som lærested, træffes på grundlag
af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre
oplæringen i overensstemmelse med de regler om
oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden
kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer
afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31,
stk. 1. Tilsvarende kan de faglige udvalg træffe
afgørelse om tilbagekaldelse af godkendelsen, hvis
betingelserne herfor ikke længere er opfyldt.
En tilbagekaldelse af fagligt udvalgs godkendelse kræver -
lige som ved godkendelsen af en virksomhed - at der er enighed
herom i fagligt udvalg.
Det fremgår af § 47, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en afgørelse i henhold til § 46
om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, af
virksomheden kan indbringes for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Dette omfatter
også en afgørelse om tilbagekaldelse af godkendelsen,
selvom det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, jf.
også Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheders
(nu: Oplæringsvirksomheder) sag 09.2015), som refereret i
afsnit 2.9.1.
Det er alene den pågældende virksomhed, der har
mulighed for at indbringe en klage for ankenævnet.
2.9.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
En afgørelse i fagligt udvalg om godkendelse af en
virksomhed som lærested eller om tilbagekaldelse af
godkendelsen helt eller delvist efter § 46, jf. § 31,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, kan kun træffes, hvis
der er enighed i det faglige udvalg herom.
Arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i udvalgene
har ikke efter de gældende regler mulighed for at få
prøvet en afgørelse efter § 46, jf. § 31,
stk. 1, i Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder, hvis der ikke er enighed i fagligt
udvalg om afgørelsens udfald, hverken i sager om seksuel
chikane eller i øvrige sager. Baggrunden herfor er, at det
alene er den pågældende virksomhed, der har mulighed
herfor efter § 47, stk. 1.
Det foreslås, at § 47 i lov om erhvervsuddannelser
ændres, således at en afgørelse truffet af det
faglige udvalg om ikke at tilbagekalde en godkendelse helt eller
delvist, udover af virksomheden selv, tillige vil kunne indbringes
for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder
af arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i det
faglige udvalg.
Forslaget indebærer ikke, at arbejdsgiver- eller
arbejdstagerrepræsentanter i udvalgene får mulighed for
at indbringe en afgørelse om hel eller delvis godkendelse,
herunder manglende godkendelse, for Ankenævnet
vedrørende Oplæringsvirksomheder. Dette vil som hidtil
alene være muligt for den pågældende virksomhed,
der har ansøgt om godkendelsen.
Arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i udvalgene
vil heller ikke kunne indbringe en afgørelse om hel eller
delvis tilbagekaldelse af godkendelsen, da en afgørelse
herom forudsætter enighed herom i fagligt udvalg.
Muligheden omfatter heller ikke afgørelser truffet af
erhvervsskolerne, da afgørelsen, som der ønskes
indbragt for nævnet, skal være truffet i regi af et
fagligt udvalg.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, og
bemærkningerne hertil.
3. Konsekvenser for FN's verdensmål
For så vidt angår forslaget om at ændre
ligebehandlingsloven vurderes forslaget at have positive
konsekvenser for opfyldelse af FN's verdensmål 5 om
ligestilling mellem kønnene, da de foreslåede
ændringer af ligebehandlingsloven sigter til at styrke
efterlevelsen af ligebehandlingslovens forbud mod seksuel
chikane.
Med de foreslåede ændringer i lov om
erhvervsuddannelser får elever og lærlinge, der oplever
seksuel chikane under deres uddannelsesforløb en bedre
retsstilling, herunder adgang til skoleoplæring eller
skoledelen ved uddannelser uden skoleoplæring, mens der
verserer en sag om seksuel chikane. Det vil for den konkret elev
eller lærling sikre, at uddannelsesforløbet ikke
afbrydes, og dermed bidrager til, at uddannelsen
gennemføres. Herudover vil de foreslåede regler
medvirke til at forbedre erhvervsuddannelsernes renommé og
dermed kunne øge rekrutteringen til uddannelsen, så
flere vælger og gennemfører en erhvervsuddannelse.
Forslaget vurderes dermed at have positive konsekvenser for
Verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse, navnlig delmål 4.4
om at antallet af unge og voksne, der har relevante
færdigheder, herunder tekniske og erhvervsrettede
færdigheder og kompetencer for beskæftigelse, skal
øges væsentligt inden 2030.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Forslaget om at ændre ligebehandlingsloven, sådan at
der indføres mulighed for, at den krænkede ud over
godtgørelse fra arbejdsgiver tillige efter
ligebehandlingsloven kan søge tortgodtgørelse fra den
medarbejder, der har begået krænkelsen, forventes at
have meget begrænset betydning for antallet af klager til
Ligebehandlingsnævnet. Det er vurderet på baggrund af,
at nævnet i dag behandler omkring 300-400 sager om året
om forskelsbehandling på baggrund af alder, køn,
handicap eller etnicitet og national oprindelse.
De øvrige forslag til ændring af
ligebehandlingsloven vurderes ikke at medføre merudgifter
for det offentlige. Forslagene har ingen
implementeringskonsekvenser for det offentlige.
For så vidt angår ændringerne i lov om
erhvervsuddannelser forventes det medføre merudgifter til
skoleoplæringstaxameter. Da Børne- og
Undervisningsministeriet har anslået, at 15 elever og
lærlinge med verserende sager vil tilgå
skoleoplæring, og at varigheden i skoleoplæring for
disse elever og lærlinge vil svare til den gennemsnitlige
behandlingstid for afgjorte sager for 2018-2020 i
Tvistighedsnævnet, forventes merudgifterne til
skoleoplæringstaxameter at udgøre 0,4 mio. kr.
årligt. Skønnet er forbundet med væsentlige
usikkerheder, herunder blandt andet hvor mange elever og
lærlinge, der faktisk vil tilgå skoleoplæring,
hvilke uddannelser eleverne og lærlingene går på
samt den faktiske varighed i skoleoplæring.
Det er vanskeligt at skønne over merudgifterne til
skoleoplæringstaxameter for sager, der går videre til
domstolene, fordi virksomheden vælger at indbringe
Tvistighedsnævnets afgørelse. Der ventes at blive tale
om meget få sager, og det må lægges til grund, at
der er en behandlingstid på 6 måneder ved domstolene.
På grund af de store økonomiske usikkerheder om
konsekvenserne af forslaget skal arbejdsmarkedets parter og
regeringen mødes for at drøfte situationen, hvis
udgifterne væsentligt overstiger det skønnede
niveau.
Forslaget om ændring af arbejdsmiljøloven vurderes
ikke at have økonomiske konsekvenser eller
implementeringskonsekvenser for det offentlige, da der er tale om
modernisering af sprogbrugen i bestemmelserne.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget har de syv principper for
digitaliseringsklar lovgivning været overvejet.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med
principperne for digitaliseringsklar lovgivning. Principperne for
digitaliseringsklar lovgivning vurderes at være relevante i
forhold til de foreslåede ændringer i lov om
erhvervsuddannelser, hvor ændringerne særligt vurderes
at være overensstemmelse med princip nr. 1 (enklere og klare
regler), da bl.a. de foreslåede regler om tilbagekaldelse af
tilladelse indebærer en tydeliggørelse af
regelsættet.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
For så vidt angår forslaget om ændring af
ligebehandlingsloven, vurderes forslaget ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet af betydning.
For så vidt angår ændringerne i
arbejdsmiljøloven vurderes de ikke at have økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v., da der er
tale om modernisering af sprogbrugen i bestemmelserne.
For så vidt angår de foreslåede
ændringer i lov om erhvervsuddannelser, for ventes det at
medføre merudgifter i Arbejdsmarkedets Uddannelsesbidrag
(AUB) til skoleoplæringsydelse. Merudgifterne til
skoleoplæringsydelse afholdes af arbejdsgivernes AUB-bidrag.
Såfremt virksomheder mister deres godkendelse, vil de
endvidere ikke kunne opfylde deres måltal i
Læreplads-AUB. Hermed bliver de pålagt et merbidrag i
denne ordning.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget om ændring af ligebehandlingsloven giver
mulighed for, at den krænkede kan vælge enten at
søge tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven eller
erstatningsansvarsloven. Den krænkede kan således ikke
tilkendes tortgodtgørelse efter både
ligebehandlingsloven og erstatningsansvarsloven for samme
krænkelse.
Forslaget vurderes at have positive administrative konsekvenser
for borgerne, da de nu får mulighed for at vælge
også at søge om tortgodtgørelse i forbindelse
med en klage til Ligebehandlingsnævnet over seksuel chikane,
hvilket er en smidigere proces end at indbringe en sag om
tortgodtgørelse ved domstolene.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige
konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet
til EU-retten
Ligebehandlingsloven gennemfører det omarbejdede
ligebehandlingsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af
princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd
og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv
(omarbejdning)).
De foreslåede ændringer til §§ 1, 4, 14 og
16 a har ikke betydning for Danmarks EU-retlige forpligtelser i
henhold til det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv.
10. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 24. juni 2022
til den 12. august 2022 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Adoption og Samfund, Akademikernes
Centralorganisation (AC), Ankestyrelsen,
Arbejdsløshedskassen ASE, Arbejdsmarkedets
TillægsPension (ATP), Arbejdsmiljørådet,
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, Blik- og
Rørarbejderforbundet, Business Danmark,
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Danmarks
Evalueringsinstitut, Danmarks Fiskeriforening Producent
Organisation, Danmarks Statistik, Danmarks Vejlederforening, Dansk
Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Artistforbund, Dansk El-forbund,
Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Erhverv, Dansk
Industri (DI), Dansk Journalistforbund (DJ), Dansk Kvindesamfund,
Dansk Metal, Dansk Musiker-forbund, Dansk Skuespillerforbund, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Teater, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske A-kasser,
Danske Advokater, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier -
Bestyrelserne, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier - Lederne,
Danske Forlag, Danske Handicaporganisationer Danske HF og VUC,
Danske Landbrugsskoler, Danske Regioner, Danske SOSU-skoler, Danske
SOSU-skoler - bestyrelserne, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det faglige hus,
Det Nationale Integrationsråd, Erhvervsskolernes
ElevOrganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH),
Familieretshuset, FGU Danmark, Finansforbundet, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening (FA), FOA, Foreningen af tekniske og
administrative tjenestemænd, Foreningsfællesskabet
Ligeværd, Forhandlingsfællesskabet, Frie
Funktionærer, FSR- danske revisorer, Fødevareforbundet
NFF, Gartneri-, Land og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A),
Gymnasieskolernes Lærerforening, HK,
Ingeniørforeningen (IDA), Institut for Menneskerettigheder
(IMR), Kommunernes Landsforening (KL), Kristelig
Arbejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA),
Kvinderådet, KVINFO, LandboUngdom, Landbrug &
Fødevarer, Landsforeningen Spædbarnsdød,
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Ledere af Ungdoms- og
Voksenuddannelser i DJØF, Lederne LOF Producentforeningen,
Red Barnet, Rigsrevisionen, Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser (REU), Rådet for Voksen- og
Efteruddannelse (VEU-Rådet), Sammenslutning af Unge Med
Handicap, SMV Danmark, Studievalg Danmark, Sundhedskartellet,
Tekniq Arbejdsgiverne, Uddannelsesforbundet og
Uddannelseslederne.
11. Sammenfattende skema | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Forslaget om at indføre mulighed
for, at den krænkede ud over godtgørelse fra
arbejdsgiver tillige kan søge godtgørelse fra den
medarbejder, der har begået krænkelsen forventes at
have meget begrænset betydning for antallet af klager til
Ligebehandlingsnævnet. Det er vurderet på baggrund af,
at nævnet i dag behandler omkring 300-400 sager om året
om forskelsbehandling på baggrund af alder, køn,
handicap eller etnicitet og national oprindelse. Merudgifter til
skoleoplæringstaxameter på 0,4 mio. kr.
årligt. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Merudgifter til skoleoplæringsydelse
i AUB. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Lovforslaget giver mulighed for, at den
krænkede kan vælge enten at søge
tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven eller
erstatningsansvarsloven. Den krænkede kan således ikke
tilkendes tortgodtgørelse efter både
ligebehandlingsloven og erstatningsansvarsloven for samme
krænkelse. | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Ligebehandlingsloven gennemfører
det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv (Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om
gennemførelse af princippet om lige muligheder for og
ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med
beskæftigelse og erhverv (omarbejdning)). De foreslåede ændringer til
§§ 1, 4, 14 og 16 a har ikke betydning for Danmarks
EU-retlige forpligtelser i henhold til det omarbejdede
ligebehandlingsdirektiv. | Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej x |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Ligebehandlingsloven gennemfører Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om
gennemførelse af princippet om lige muligheder for og
ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med
beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), herefter kaldet det
omarbejdede ligebehandlingsdirektiv.
Ligebehandlingslovens definition i § 1, stk. 4 og 6
på seksuel chikane gennemfører definitionen i artikel
2, stk. 1, litra d, i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv. I
den danske oversættelse af direktivet er den engelske term
"sexual harassment" oversat til "sexchikane".
Det foreslås i § 1, stk.
4 og 6, og § 14, stk. 2, at ændre sexchikane
til seksuel chikane.
Ændringen er alene en ren sproglig opdatering af begrebet
"sexchikane", og indebærer dermed ingen indholdsmæssige
ændringer i ligebehandlingslovens definition.
Til nr. 2
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, at enhver arbejdsgiver, der
beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for
så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder
også ved afskedigelse.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, at lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, også omfatter forbud mod
sexchikane.
Af forarbejderne til lov nr. 1385 af 21. december 2005 om
ændring af ligebehandlingsloven (Definitioner af
forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af
lofter for godtgørelse m.v.) fremgår det, at "det
indfortolkes i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod
sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må
forskelsbehandle en lønmodtager for så vidt
angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i
den sammenhæng således, at bestemmelsen også
indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er
forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane.
" (Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 17 som fremsat,
side 304).
I forhold til arbejdsgivers handlepligt beror omfanget af denne
på en konkret vurdering, som blandt andet er fastlagt i
retspraksis. Fx har Østre Landsret i en dom i 2017
(ØL B-2788-16) fastslået, at en virksomhed havde
iværksat tilstrækkelige tiltag i form af
mødeafholdelse, høring af relevante parter, tildeling
af advarsel, ændring af referenceforhold, omrokering,
forsøg på omplacering og psykologbistand. Virksomheden
blev ikke idømt ansvar efter ligebehandlingsloven.
I forhold til arbejdsgivers forpligtelse til at stille et
chikanefrit miljø til rådighed henvises der til
Østre Landsrets dom af 19. november 2021, BS-27359/2020-OLR.
Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at
arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin pligt efter
ligebehandlingslovens § 4 til som arbejdsgiver i rimeligt
omfang at sikre B mod den chikane, som A udsatte hende for.
Landsretten henviste til byrettens begrundelse for resultatet.
Byretten, Retten i Nykøbing Falster (dom af 1. juli 2020
(BS-35803/2019-NYK)), udtalte i begrundelsen bl.a., at det
måtte lægges til grund, at sagsøgte, hverken
før eller efter ledelsen var kommet til kendskab med, at A
chikanerede B, havde iværksat nogen foranstaltninger til at
sikre de ansatte mod seksuel chikane i form af eksempelvis en klar
politik om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane.
Herefter fandt byretten, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin
pligt til, som arbejdsgiver, i rimeligt omfang at sikre
arbejdstageren mod chikane.
I forhold til arbejdsgivers ansvar for seksuel chikane
udøvet af en ikke-ansat person over for en af
arbejdsgiverens medarbejdere, vil arbejdsgiverens ansvar
forudsætte, at der er tale om, at en medarbejder
udsættes for seksuel chikane i forbindelse med
udførelsen af sine opgaver for arbejdsgiveren, og at
arbejdsgiveren i den konkrete situation har reel mulighed for at
træffe foranstaltninger, der kan bringe den seksuelle chikane
til ophør eller undgå, at chikanen sker.
Forpligtelsen kan fx være relevant i situationer, hvor en
medarbejder har en vedvarende kontakt med fx en borger eller en
bestemt kunde, men det vil altid bero på en konkret vurdering
i hver enkelt sag, om der vil være en pligt efter
ligebehandlingslovens § 4 til at stille et chikanefrit
miljø til rådighed.
Østre Landsret udtalte således bl.a. i U 2019.3302
Ø, at det forhold, at den person, der udøver
krænkende adfærd over for en medarbejder, ikke selv er
ansat, ikke i sig selv fritager arbejdsgiveren for forpligtelserne
i medfør af ligebehandlingslovens § 4, når
adfærden finder sted i forbindelse med medarbejderens
udførelse af sit arbejde. Sagen handlede om en borger, der
krænkede en ansat (handicaphjælper). I den konkrete sag
fandt Landsretten det godtgjort, at arbejdsgiveren havde opfyldt
sin forpligtelse i medfør af ligebehandlingslovens § 4
ved iværksættelse af tilstrækkelige tiltag for at
hindre den seksuelle chikane.
Arbejdsgiverens pligt til at stille et chikanefrit miljø
til rådighed og til at sikre de ansatte mod seksuel chikane
er med dommen i den konkrete situation blevet udvidet til en
situation, hvor krænkelsen blev udført af en person,
der ikke var ansat af arbejdsgiveren, men hvor det var en
særlig arbejdsmæssig og situationsbestemt tilknytning
mellem krænker og den ansatte. I den situation havde
arbejdsgiveren desuden en reel mulighed for at håndtere den
seksuelle chikane og træffe foranstaltninger til at bringe
den seksuelle chikane til ophør.
Den konkrete situation i dommen er kendetegnet ved, at der er
tale om en offentlig serviceopgave, som den pågældende
arbejdsgiver ikke kan nægte at udføre, og hvor
arbejdsgiveren ikke har
arbejdsgiveransvar/ansættelseskompetence, og derfor heller
ikke kan sanktionere borgeren/patienten på samme måde,
som i tilfælde, hvor en kollega/leder krænker en
ansat.
Pligten til at stille et chikanefrit miljø til
rådighed og til at sikre de ansatte mod seksuel chikane, hvor
krænkelsen blev udøvet af en person, der ikke er ansat
af arbejdsgiveren, vil således skulle vurderes ud fra, om en
sådan pligt står i rimeligt forhold til de
handlemuligheder arbejdsgiveren har til, at krænkelser
undgås og i forhold til at kunne stoppe krænkelsen.
Seksuel chikane er også reguleret i
arbejdsmiljøloven. Ifølge reglerne i
arbejdsmiljølovgivningen har arbejdsgiveren en forpligtelse
til at sikre, at den ansatte udfører arbejde i et sikkert og
sundt arbejdsmiljø. Det betyder, at arbejdsgiveren efter
arbejdsmiljøloven har en generel forebyggelsespligt og er
forpligtet til at sørge for, at medarbejderen hverken fysisk
eller mentalt bliver syg af at udføre arbejdet.
Tiltag, som iværksættes med henblik på at
undgå seksuel chikane, vil kunne være ulige behandling
på grund af køn mht. arbejdsvilkår. Det vil fx
være tilfældet, hvis kvindelige ansatte henvises til at
udføre ikke kunderelateret arbejde. I disse situationer
bør rækkevidden af en arbejdsgivers pligt til at
stille et chikanefrit miljø til rådighed efter
reglerne i ligebehandlingsloven afgrænses til at sørge
for, at medarbejderne har de tilstrækkelige redskaber til at
kunne håndtere en situation, der måtte opstå i
forbindelse med udførelsen af arbejdet. Efter
arbejdsmiljøloven vil der samtidig gælde en
forpligtelse til at forebygge, at der sker krænkelser i
arbejdet i form af seksuel chikane.
Såfremt arbejdsgiver ikke overholder sine forpligtelser i
§ 4, stk. 2, vil der kunne rejses og ske udbetaling af en
godtgørelse efter § 14. Efter § 14, stk. 2, kan
det tillægges vægt, om der er tale om en
krænkelse i form af seksuel chikane.
Det foreslås, at ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, ændres ved dels at
ændre sexchikane til seksuel chikane og indsætte i
selve bestemmelsen, at arbejdsgiveren er forpligtet til at stille
et chikanefrit miljø til rådighed i forbindelse med
udførelsen af arbejdet og til at håndtere
tilfælde af seksuel chikane.
Forslaget vil kodificere den retspraksis, der er på
området og skabe klarhed om arbejdsgivernes forpligtelse til
at stille et chikanefrit miljø til rådighed i
forbindelse med udførelsen af arbejdet.
Til nr. 3
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, at enhver arbejdsgiver, der
beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for
så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder
også ved afskedigelse.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, at lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1 også omfatter forbud mod
sexchikane.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, at personer, hvis
rettigheder er krænkede ved overtrædelse af
§§ 2-5, kan tilkendes en godtgørelse.
Det fremgår af den gældende bestemmelse § 14,
stk. 2, at det kan tillægges vægt ved
fastsættelsen af godtgørelsen, at der har været
tale om en krænkelse i form af sexchikane.
I retspraksis er der eksempler på, hvilke kriterier
domstolene tillægger vægt ved udmåling af
godtgørelser i sager om seksuel chikane efter
ligebehandlingsloven.
I Østre Landsrets dom af 19. november 2021,
BS-27359/2020-OLR, fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde
overholdt sin pligt efter ligebehandlingslovens § 4 til som
arbejdsgiver i rimeligt omfang at sikre B mod den chikane, som A
udsatte hende for. På den baggrund fandt landsretten, at B
var berettiget til en godtgørelse efter
ligebehandlingslovens § 14. Landsretten fandt under hensyn til
omfanget, varigheden og karakteren af krænkelserne, at
godtgørelsen passende kunne fastsættes til 40.000
kr.
I Østre Landsrets dom af 3. februar 2006, B-400-05,
tiltrådte landsretten, at en landbrugselev havde været
udsat for uønsket seksuel adfærd, verbalt og fysisk af
indehaveren ved berøring af hendes bryster og bagdel, og at
indehaveren havde overtrådt ligebehandlingslovens § 4.
Af de grunde, der var anført byretten om størrelsen
af godtgørelsen, fandt landsretten, at godtgørelsen
passende burde fastsættes til 25.000 kr. Byretten, Retten i
Odense (dom af 27. januar 2005 (BS 2-1699/2004) havde ved
udmålingen af godtgørelsen lagt vægt på
ansættelsesforholdets længde, at der var tale om en
elev, og at der var en særdeles betydelig aldersforskel.
Det foreslås, at ligebehandlingslovens § 14, stk. 2 ændres således,
at der indsættes en henvisning til § 4, stk. 2.
Forslaget har til formål at åbne bestemmelsens
bemærkninger således at, der heri kan indsættes
bemærkninger om, at der med henvisning til sagernes
omstændigheder bør være et større
spænd ved udmåling af godtgørelsen, og at
krænkelser i form af seksuel chikane bør være en
skærpende omstændighed ved udmåling af
godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, stk.
2.
Forslaget skal tydeliggøre, hvilke kriterier der kan
indgå ved udmåling af godtgørelse efter
bestemmelsen. Kriterierne vil ikke være udtømmende.
Krænkelsens grovhed og omstændighederne i øvrigt
bør tillige tillægges vægt, idet
krænkelsens grovhed bør være en skærpende
omstændighed.
Sagens omstændigheder i øvrigt vil også
indgå som en skærpende omstændighed ved
udmålingen af godtgørelsen. Det vil fx være
handlingens beskaffenhed og varighed af chikanen. Tilsvarende vil
alder kunne være en skærpende omstændighed, og
relationen mellem den krænkede og krænkeren, fx om der
foreligger et over/underordnelsesforhold, om den krænkede
tilhører en udsat gruppe (fx elever, lærlinge, m.v.)
eller har en løsere tilknytning til arbejdspladsen (fx nogle
vikarer og freelancere).
Desuden bør det tillægges vægt, om der
eksisterer et magtforhold. Herved forstås både den
situation, hvor der eksisterer et over-underordnelsesforhold, og
hvor der er en uformel magtbalance på arbejdspladsen.
Arbejdsgiverens forebyggende indsats og håndtering af
sagen, herunder om arbejdsgiveren har formuleret en
personalepolitik om seksuel chikane bør også
tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen.
Den foreslåede ændring skal herudover forhøje
godtgørelsesniveauet i grove sager om seksuel chikane
på arbejdspladsen med en tredjedel i forhold til
godtgørelsesniveauet efter de gældende regler. Grove
sager om seksuel chikane vil almindeligvis være de sager,
hvori der efter de gældende regler udløses
godtgørelse i den høje ende af spektret. Det vil fx
være sager, hvor der er tale om grove krænkelser, eller
hvor den krænkede tilhører en udsat gruppe som fx
elever.
Med forslaget vil godtgørelse som hidtil skulle
fastsættes af domstole og nævn ud fra et samlet
skøn over den konkrete sags omstændigheder, og
niveauerne vil som hidtil skulle udvikle sig gennem praksis.
Fastsættelsen af godtgørelsen vil således
fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne godtgørelsesniveau vil kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
Ved vurderingen af om ligebehandlingslovens forbud mod seksuel
chikane er overtrådt, vil der ikke kunne lægges
vægt på, at der har været tale om mindre
krænkelser. Seksuel chikane er uacceptabelt uanset grovhed,
og mindre krænkelser vil også kunne udløse en
godtgørelse efter bestemmelsen. Der vil således ikke
eksistere nogen bagatelgrænse.
Til nr. 4
Efter de gældende regler kan den ansatte rejse et krav om
godtgørelse mod arbejdsgiveren efter ligebehandlingslovens
§ 14, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin pligt til i
rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod seksuel chikane, jf.
ligebehandlingslovens § 4, stk. 2.
Efter de gældende regler i ligebehandlingsloven kan en
ansat imidlertid ikke rejse et krav om tortgodtgørelse mod
den medarbejder, der har begået krænkelsen. Et krav mod
den medarbejder, der har begået krænkelsen skal rejses
efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1,
at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en
andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den
forurettede godtgørelse for tort.
Det nuværende niveau for tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven er i dag ved forsøg på
voldtægt ca. 40.000-53.000 kr., mens det for fuldbyrdet
voldtægt er ca. 100.000 kr., hvilket kan stige til 116.000
kr. i grove tilfælde og til ca. 133.000-150.000 kr. eller
højere i ganske særlige tilfælde. Niveauet for
tortgodtgørelse ved blufærdighedskrænkelser er
efter praksis i størrelsesordenen 5.000-20.000 kr.
afhængig af grovheden. I retspraksis er der eksempler
på, at retten har vurderet, at krænkelsen havde en
sådan grovhed, at den berettigede til en
tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven.
U 1993.331 S Sagen angik, om en arbejdsgiver var ansvarlig for
seksuel chikane over for en stewardesse, der var udøvet af
en hovmester. Retten fandt, at det på baggrund af
stewardessens forklaring, der blev støttet af
vidneforklaringer, måtte lægges til grund, at
hovmesteren havde udøvet seksuel chikane over for
stewardessen både verbalt og fysisk ved bl.a. gentagne gange
at have berørt hendes bryster og lår og at have
presset sig ind imod hende, hvilket var i strid med
ligebehandlingslovens § 4. Hovmesterens arbejdsgiver, et
rederi, hæftede for godtgørelsen, idet
skibsføreren, som var rederiets repræsentant på
skibet, var bekendt med forholdet og havde en omfattende pligt til
at beskytte sit personale, som han ikke havde overholdt.
Hovmesteren hæftede efter erstatningsansvarslovens §
26.
U 2004.916 V Sagen angik krænkelser af en kvindelig
salgsassistent i form af berøring af bl.a. hendes bryster,
ligesom hun i tre tilfælde var blevet taget om livet, da hun
stod ved et arkivskab. Endvidere blev det forklaret, at salgschefen
i et tilfælde bevidst havde siddet så tæt
på salgsassistenten, at hun ramte ham i skridtet, ligesom han
i den forbindelse kørte sine fingerspidser op og ned ad
hendes hånd og arm. Det blev ikke tillagt afgørende
betydning, at salgsassistenten først på tydelig
måde underrettede ledelsen, efter hun var blevet opsagt.
Tortgodtgørelsen blev under hensyn til krænkelsernes
karakter og omfang udmålt til 10.000 kr.
I U 2009.1309 V blev en blomsterdekoratør blev tilkendt
5.000 kr. i tortgodtgørelse efter krænkelser af en
medhjælper i forretningen. Krænkelserne bestod bl.a. i,
at medhjælperen tog fat i blomsterdekoratøren, da hun
rejste sig op, ligesom medhjælperen trak
blomsterdekoratøren tæt ind til sig og forsøgte
at kysse hende, samtidig med at han tog hende på bagdelen og
rørte hendes bryst, da blomsterdekoratøren
forsøgte at komme fri.
Krav for personskade der er forvoldt ved overtrædelse af
straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, og
som rejses efter erstatningsansvarsloven er omfattet af
offererstatningsordningen. Skadelidte vil dermed kunne få
udbetalt sit krav på godtgørelse fra
Erstatningsnævnet.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i ligebehandlingslovens § 14,
hvorefter personer, der har været udsat for seksuel chikane i
forbindelse med udførelse af deres arbejde, kan tilkendes en
godtgørelse for tort fra den medarbejder, der har
begået krænkelsen.
Formålet med indsættelsen af et nyt stk. 3, er at
sikre, at den krænkede ud over godtgørelse fra
arbejdsgiver kan søge tortgodtgørelse fra den
medarbejder, der har begået krænkelsen. Der er ikke
tilstrækkelig fokus på, at medarbejdere også har
et ansvar for seksuel chikane, hvorfor dette tilføjes i
ligebehandlingsloven. Dermed tydeliggøres det, at både
arbejdsgivere og medarbejdere har et ansvar.
Forslaget betyder således, at den krænkede ud over
godtgørelse fra arbejdsgiver tillige kan søge
tortgodtgørelse i medfør af ligebehandlingsloven fra
den medarbejder, der har begået krænkelsen. Med
forslaget vil der således kunne rettes krav mod både
arbejdsgiver og medarbejder efter forskellige bestemmelser i
ligebehandlingsloven.
Med forslaget er der alene tiltænkt en processuel
ændring i forhold til gældende ret. Den krænkede
vil herefter efter ligebehandlingsloven kunne søge
tortgodtgørelse i forbindelse med en klage til
Ligebehandlingsnævnet eller ved domstolene.
Det påhviler den, der mener sig udsat for seksuel chikane
fra en anden medarbejder i virksomheden at godtgøre, at
vedkommende har været udsat for den pågældende
adfærd, og at erstatningsbetingelserne i øvrigt er
opfyldt. Der vil således gælde en almindelig ligefrem
bevisbyrde i denne type af sager.
Hvorvidt en godtgørelse vil skulle tilkendes eller ej,
vil skulle afgøres ved domstolene eller i
Ligebehandlingsnævnet og vil bl.a. afhænge af grovheden
af overtrædelsen og de nærmere omstændigheder
omkring krænkelsen, fx om der har været tale om et
længere forløb eller en enkeltstående
hændelse.
Der vil med forslaget ikke ændres på de almindelige
betingelser for at opnå tortgodtgørelse efter
erstatningsansvarsloven, herunder at krænkelsen skal
være egnet til at påvirke skadelidtes selv- og
æresfølelse. Det vil således være den
ydmygelse, man som forurettet har været udsat for, der
bestemmer, om man vil have krav på tortgodtgørelse
efter bestemmelsen. For at kunne opnå godtgørelse
kræves det fortsat, at krænkelsen har en vis grovhed.
Den endelige afgørelse heraf vil bero på en konkret
vurdering af omstændighederne i det enkelte
tilfælde.
Med lovforslaget er der ikke tilsigtet en ændring i
forhold til det nugældende godtgørelsesniveau i sager
om seksuel chikane efter erstatningsansvarsloven.
På samme måde vil ændringen ikke påvirke
sager, der rejses mod arbejdsgiver. Ligeledes tilsigter forslaget
ingen ændring af de nugældende regler i
erstatningsansvarsloven, herunder § 23 om arbejdsgivers
regresret over for arbejdstager ved erstatning som følger af
dennes uforsvarlig adfærd og § 25 om flere
erstatningsansvarlige og fordelingen af erstatningsbyrden.
Man vil derudover også fortsat kunne rejse et krav om
tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26,
hvorved man for så vidt angår personskade forvoldt ved
overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold,
opholdsforbud elle bortvisning omfattes af
offererstatningsordningen og dermed kan få udbetalt sit krav
på godtgørelse fra Erstatningsnævnet.
Med forslaget gives der således mulighed for, at den
krænkede kan vælge enten at søge
tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven eller
erstatningsansvarsloven. Den krænkede kan således ikke
tilkendes tortgodtgørelse efter både
ligebehandlingsloven og erstatningsansvarsloven for samme
krænkelse.
Krav om tortgodtgørelse mod andre end den medarbejder,
der har begået krænkelsen, vil ikke kunne rejses efter
bestemmelsen i ligebehandlingsloven. Sådanne krav mod fx
borger, klient, kunde eller lignende, kan alene rettes efter
erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger for en nærmere gennemgang af
gældende ret.
Til nr. 5
Det fremgår af den gældende bestemmelse i
ligebehandlingslovens § 16 a, at hvis en person, der anser sig
for krænket, jf. ligebehandlingslovens §§ 2-5,
§ 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der
udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
De forklaringer, parterne kommer med i en sag om seksuel
chikane, indgår blandt de beviser, som danner grundlag for
rettens afgørelse af, om der er påvist faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er
udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Det foreslås i § 16 a,
efter "§ 15, stk. 1,": at indsætte "herunder en
krænkelse i form af seksuel chikane".
Henvisningen indsættes, så sager om seksuel chikane
fremhæves eksplicit i bestemmelsen, og for at kunne
åbne lovbemærkningerne for at indsætte
bemærkninger, hvori det tydeliggøres, at faktiske
omstændigheder i sager om seksuel chikane kan påvises
ved den krænkede persons troværdige forklaring, der
giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel
chikane.
Tilføjelsen til lovteksten skal sammen med
nærværende bemærkninger tydeliggøre, at
faktiske omstændigheder kan påvises ved en
troværdig partsforklaring i sager om seksuel chikane, og at
domstolene således, som det allerede gælder i dag, kan
lægge vægt på partsforklaringer ved vurderingen
af, om der er påvist faktiske omstændigheder, der giver
anledning til at formode, at der er udøvet seksuel
chikane
Den foreslåede tydeliggørelse i
lovbemærkningerne kan navnlig være relevant for sager
om seksuel chikane, hvor der ikke foreligger beviser i form af fx
vidneforklaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der
anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den
person, som beskyldningen rettes imod (påstand mod
påstand).
Med den foreslåede ændring og nærværende
bemærkninger skabes der klarhed om, at en person, der anser
sig for krænket ved seksuel chikane, ved en troværdig
partsforklaring kan påvise faktiske omstændigheder, som
giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel
chikane. Herefter påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der er således ikke med forslaget tilsigtet nogen
ændring af gældende ret, hvorefter partsforklaringer
allerede indgår i bevisførelsen og efter
omstændighederne kan være tilstrækkeligt til at
skabe en formodning om forskelsbehandling, som det
efterfølgende er op til modparten at afkræfte.
Med forslaget gribes der endvidere ikke ind i den fri
bevisbedømmelse.
Rettens bevisbedømmelse vil altid være en konkret
og individuel vurdering, der er baseret på, hvad der er
kommet frem under bevisførelsen, og tilføjelsen
binder således ikke retten i forhold til, hvordan beviserne
skal vægtes i den konkrete sag.
Til §
2
Til nr. 1
Det fremgår af § 26, stk. 2, i
arbejdsmiljøloven, at hvis arbejdslederen bliver bekendt med
fejl eller mangler, som kan medføre fare for ulykker og
sygdom, skal arbejdslederen sørge for at afværge
faren. Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben
på stedet, skal denne straks gøre arbejdsgiveren
bekendt med forholdet.
Det foreslås i § 26, stk.
2, at ændre "fejl og mangler" til "problemer i det
fysiske eller psykiske arbejdsmiljø".
Det betyder, at det vil blive tydeliggjort, at arbejdslederens
pligt til at afværge en fare - eller gøre
arbejdsgiveren bekendt med faren - gælder både ved
problemer i det fysiske arbejdsmiljø og ved problemer i det
psykiske arbejdsmiljø. Problemer i det psykiske
arbejdsmiljø kan bl.a. være seksuel chikane i
arbejdet.
Der er tale om en modernisering af sprogbrugen i bestemmelsen,
idet arbejdsmiljøloven dækker både det fysiske
og det psykiske arbejdsmiljø.
Formålet er at gøre bestemmelsen mere
forståelig. Der er ikke med forslaget tilsigtet
indholdsmæssige ændringer i arbejdslederens pligter
eller strafansvar, ligesom Arbejdstilsynets tilsynspraksis på
området heller ikke ændres.
Til nr. 2
Det fremgår af § 26, stk. 2, i
arbejdsmiljøloven, at hvis arbejdslederen bliver bekendt med
fejl eller mangler, som kan medføre fare for ulykker og
sygdom, skal arbejdslederen sørge for at afværge
faren. Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben
på stedet, skal denne straks gøre arbejdsgiveren
bekendt med forholdet.
Det foreslås i § 26, stk.
2, at ændre "fejl og mangler" til "problemer i det
fysiske eller psykiske arbejdsmiljø".
Det betyder, at det vil blive tydeliggjort, at arbejdslederens
pligt til at afværge en fare - eller gøre
arbejdsgiveren bekendt med faren - gælder både ved
problemer i det fysiske arbejdsmiljø og ved problemer i det
psykiske arbejdsmiljø. Problemer i det psykiske
arbejdsmiljø kan bl.a. være seksuel chikane i
arbejdet.
Der er tale om en modernisering af sprogbrugen i bestemmelsen,
idet arbejdsmiljøloven dækker både det fysiske
og det psykiske arbejdsmiljø.
Formålet er at gøre bestemmelsen mere
forståelig. Der er ikke med forslaget tilsigtet
indholdsmæssige ændringer i arbejdslederens pligter
eller strafansvar, ligesom Arbejdstilsynets tilsynspraksis på
området heller ikke ændres.
Til §
3
Til nr. 1
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede
Uddannelsers opgaver er fastsat i § 35 i lov om
erhvervsuddannelser. Efter lovens § 35, stk. 1, rådgiver
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser
på overordnet niveau børne- og undervisningsministeren
om de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser på
børne- og undervisningsministerens område. Rådet
afgiver i den forbindelse bl.a. indstilling til ministeren om
reglerne på erhvervsuddannelsesområdet, herunder regler
om behandling af godkendelsessager og redegørelsen om de
faglige udvalgs indsats for godkendelse af virksomheder efter
§ 46.
Det foreslås, at i § 35, stk. 1,
nr. 15, i lov om erhvervsuddannelser, ændres ordet
»godkendelsessager« til »godkendelses- og
tilbagekaldelsessager«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 4,
hvor det i § 46, stk. 3, foreslås at børne- og
undervisningsministeren endvidere efter indstilling fra Rådet
for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser
fastsætter nærmere regler om tilbagekaldelsessager.
Der er således tale om en konsekvensændring, som
ikke ud over det, som følger af lovforslagets § 3, nr.
4, indebærer indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 4, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at afgørelse om en virksomhed kan
godkendes som lærested, træffes på grundlag af en
vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre
oplæringen i overensstemmelse med de regler om
oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden
kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer
afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31,
stk. 1. En erhvervsskole kan tillige efter § 31, stk. 2, i lov
om erhvervsuddannelser godkende en virksomhed som
oplæringsvirksomhed, men alene for en konkret elev.
Det foreslås, at der i § 46,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser indsættes en
henvisning til § 31, stk. 1 og 2.
Med forslaget vil det blive tydeliggjort, at afgørelserne
bliver truffet af de faglige udvalg hhv. erhvervsskolerne, hvilket
fremgår af § 31, stk. 1 og 2.
Formålet er således at tydeliggøre
sammenhængen mellem de to bestemmelser. Der er ikke med
forslaget tilsigtet en indholdsmæssig ændring.
Til nr. 3
Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at afgørelse om en virksomhed kan
godkendes som lærested, træffes på grundlag af en
vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre
oplæringen i overensstemmelse med de regler om
oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden
kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer
afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. En erhvervsskole kan tillige
efter § 31, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser godkende en
virksomhed som oplæringsvirksomhed, men alene for en konkret
elev.
Det fremgår af § 46, stk. 2, i lov om
erhvervsuddannelser, at skolens afgørelse § 46 stk. 1,
skal bygge på en konkret vurdering af uddannelsesmulighederne
i en virksomhed for en bestemt elev eller lærling.
Efter stk. 3 kan børne- og undervisningsministeren efter
indstilling fra Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om behandling af
godkendelsessager, herunder regler om frister for
sagsbehandlingen.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 26
af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om
godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i
erhvervsuddannelser som ændret ved bekendtgørelse nr.
1256 af 29. december 2003. Bemyndigelsen er endvidere
udmøntet i bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997
om erhvervsskolers godkendelse af oplæringsvirksomheder.
For en nærmere beskrivelse af reglerne i
bekendtgørelserne henvises til pkt. 2.9.1. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af de gældende regler
i lov om erhvervsuddannelser eller i bekendtgørelser udstedt
i medfør heraf, at de faglige udvalg eller erhvervsskolen
kan tilbagekalde en godkendelse som oplæringsvirksomhed, hvis
betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige
grundsætninger om tilbagekaldelse på ulovbestemt
grundlag, at en forvaltningsmyndighed under visse
omstændigheder har adgang til at tilbagekalde en
begunstigende forvaltningsakt efter en konkret vurdering og med
særlig begrundelse, fx hvis betingelserne for godkendelsen
ikke længere er opfyldt.
Det er således fast antaget i Ankenævnet
vedrørende Praktikvirksomheders (nu:
Oplæringsvirksomheder) praksis, at en godkendelse som
oplæringsvirksomhed efter lov om erhvervsuddannelser, kan
tilbagekaldes af det faglige udvalg (og tillige erhvervsskolen,
hvis godkendelsen er meddelt af erhvervsskolen), hvis
godkendelsesbetingelserne ikke længere foreligger.
Det foreslås, at der i §
46 i lov om erhvervsuddannelser efter stk. 2 indsættes
et nyt stk. 3, om at godkendelse efter
§ 31, 1 og 2, helt eller delvis kan tilbagekaldes, hvis
betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.
Formålet med ændringen er at tydeliggøre den
gældende ulovbestemte adgang til at tilbagekalde en
godkendelse som oplæringsvirksomhed i lov om
erhvervsuddannelser.
Adgangen til at tilbagekalde gælder ikke kun
afgørelser truffet af de faglige udvalg, men også
afgørelser om godkendelse truffet af en erhvervsskole.
Med delvis tilbagekaldelse skal forstås en
afgørelse om, at godkendelsen til oplæringsvirksomhed
fx afgrænses til en bestemt del af virksomheden, hvis dette
vil være muligt på grund af virksomhedens
størrelse eller karakter.
En afgørelse om tilbagekaldelse kan træffes, hvis
det efter en konkret vurdering fastslås, at virksomheden ikke
længere opfylder betingelserne for at være godkendt som
oplæringsvirksomhed. De betingelser, som skal være
opfyldt, fremgår af § 46, stk. 1.
Det følger heraf, at virksomheden skal være i stand
til at gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de
regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og at
virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Det kan også være betingelser, som er fastsat
konkret i forbindelse med godkendelsen. Sager i en
oplæringsvirksomhed om seksuel chikane kan være et
eksempel på, at virksomheden ikke kan anses at give elever og
lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.
Der forventes fastsat regler om adgangen til at tilbagekalde
godkendelsen, jf. nærmere herom i bemærkningerne til
lovforslagets § 3, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse i
§ 46 vil medføre, at adgangen til at tilbagekalde en
godkendelse helt eller delvist tydeliggøres i lov om
erhvervsuddannelser. Der er med forslaget ikke tale om
ændring af materiel karakter.
Hvis der ikke er enighed i fagligt udvalg om at tilbagekalde
eller afgrænse en godkendelse, kan denne ikke tilbagekaldes,
hvilket følger af § 37, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, hvorefter de faglige udvalg består af et
lige stort antal arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter.
Arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter vil kunne
indbringe dette for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.
Til nr. 4
Det fremgår af § 46 i lov om erhvervsuddannelser, at
børne- og undervisningsministeren efter indstilling fra
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser
kan fastsætte regler om behandling af godkendelsessager,
herunder regler om frister for sagsbehandlingen.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 26
af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om
godkendelse af virksomheder som praktiksteder (nu benævnt
oplæringsvirksomheder) for elever i erhvervsuddannelser, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1256 af 29. december
2003. Bemyndigelsen er endvidere udmøntet i
bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997 om erhvervsskolers
godkendelse af praktikvirksomheder (nu benævnt
oplæringsvirksomheder).
Det foreslås, at i § 46, stk.
3, i lov om erhvervsuddannelser, der med lovforslagets
§ 3, nr. 2, bliver stk. 4, ændres ordet
"godkendelsessager" til "godkendelses- og
tilbagekaldelsessager".
Forslaget har sammenhæng med lovforslagets § 3, nr.
3, hvor adgangen til at tilbagekalde en godkendelse som
oplæringsvirksomhed foreslås reguleret i lov om
erhvervsuddannelser som nyt § 46, stk. 3.
Som en konsekvens af denne tilføjelse foreslås
børne- og undervisningsministerens bemyndigelse til at
fastsætte regler udvidet, således at bemyndigelsen
også vil omfatte bemyndigelse til at fastsætte regler
om behandling af sager om tilbagekaldelse af godkendelser.
Den ændrede bemyndigelse forventes udmøntet i
regler herom i de ovenfor omtalte bekendtgørelser om de
faglige udvalgs hhv. erhvervsskolernes godkendelse af
oplæringsvirksomheder.
Det vil heri blive fastsat, hvornår parterne i det faglige
udvalg kan rejse en sag om tilbagekaldelse af godkendelse af en
virksomhed som oplæringsvirksomhed. Det vil bl.a. kunne
være, når virksomheden har haft gentagne sager om
seksuel chikane, som ikke er blevet håndteret.
Når fagligt udvalg vurderer anmodninger om inddragelse af
godkendelser på baggrund af gentagne sager om seksuel chikane
i oplæringsvirksomheden, kan det ske på baggrund af
relevante afgørelser truffet af myndigheder samt nævn
eller domstole.
Det faglige udvalg skal sikre sagen om tilbagekaldelse oplyst i
sin helhed, og på det grundlag træffe afgørelse
ved inddragelse af samtlige relevante momenter som fx konkrete
sager om seksuel chikane, omfanget af den seksuelle chikane,
virksomhedens størrelse, hvordan virksomheden har
håndteret sagerne, og hvilke tiltag, virksomheden har
iværksat for at undgå gentagelser m.v.
Børne-og Undervisningsministeriet udarbejder i samarbejde
med Beskæftigelsesministeriet og arbejdsmarkedets parter en
vejledning til de faglige udvalg om vilkårene for
tilbagekaldelse af virksomheders godkendelse som læresteder i
forbindelse med sager om seksuel chikane.
Til nr. 5
Det fremgår af § 47, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en afgørelse i henhold til § 46
om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, af
virksomheden kan indbringes for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås, at der i § 47,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, tilføjes, at
også afgørelser om hel eller delvis tilbagekaldelse af
virksomhedens godkendelse kan indbringes for Ankenævnet
vedrørende Oplæringsvirksomheder.
Forslaget vil medføre, at det vil blive tydeliggjort i
lov om erhvervsuddannelser, at også afgørelser om hel
eller delvis tilbagekaldelse af en godkendelse som lærested
efter § 46, vil kunne indbringes af virksomheden for
Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder.
Forslaget indebærer ikke materielle ændringer i
forhold til gældende retstilstand, da sådanne
afgørelser også i dag kan indbringes for
ankenævnet.
Til nr. 6
Det fremgår af § 47, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en afgørelse i henhold til § 46
om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, af
virksomheden kan indbringes for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, som 2. pkt.
indsættes, at en afgørelse truffet af det faglige
udvalg om ikke at tilbagekalde en godkendelse efter § 46, stk.
3, helt eller delvist, tillige af arbejdsgiver- eller
arbejdstagerrepræsentanter i det faglige udvalg kan
indbringes for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder.
Med den foreslåede ændring udvides kredsen af
klageberettigede til Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder i sager om manglende tilbagekaldelse af
en godkendelse som oplæringsvirksomhed til ud over den
virksomhed, der har modtaget afgørelsen, til også at
omfatte arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanterne i det
faglige udvalg. Det vil således i sager, hvor der ikke i det
faglige udvalg er enighed om en afgørelse i
tilbagekaldelsessager, med forslaget blive mulighed for, at sagen
kan indbringes af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne og
behandles i Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder. Arbejdsgiver- eller
arbejdstagerrepræsentanter i udvalget vil ikke kunne
indbringe en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse
af godkendelsen for Ankenævnet, da en afgørelse herom
forudsætter enighed herom i det faglige udvalg.
Det følger af § 37, stk. 1, 1. pkt., i lov om
erhvervsuddannelser, at arbejdsgiver- og
arbejdstagerorganisationerne nedsætter et antal faglige
udvalg med et lige stort antal arbejdsgiver- og
arbejdstagerrepræsentanter. Eleverne er også
repræsenteret i fagligt udvalg men uden stemmeret, jf. §
37, stk. 1, 2. og 3. pkt.
Det vil på den baggrund alene være arbejdsgiver-
eller arbejdstagerrepræsentanterne i det faglige udvalg, der
vil blive klageberettigede efter forslaget til ændring af
§ 47, stk. 1.
Muligheden omfatter heller ikke afgørelser truffet af
erhvervsskolerne, da det er forudsat, at afgørelsen, som der
ønskes indbragt for nævnet, er truffet i regi af et
fagligt udvalg.
Til nr. 7
Det fremgår af § 60, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at en uddannelsesaftale ikke kan opsiges af
aftalens parter.
Det fremgår dog af § 61, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at den anden part kan hæve aftalen, hvis
en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt misligholder
sine forpligtelser.
Tvistighedsnævnet tager konkret stilling til, hvorvidt der
forelægger en væsentlig misligholdelse, der kan
begrunde, at uddannelsesaftalen berettiget kan hæves af enten
eleven eller lærlingen på den ene side eller
oplæringsvirksomheden på den anden side, jf. § 65,
stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.
Det følger af Tvistighedsnævnets praksis, at
seksuel chikane som defineret i ligebehandlingsloven som
udgangspunkt er en væsentlig misligholdelse, der kan begrunde
ophævelse af en uddannelsesaftale, jf. fx
Tvistighedsnævnets afgørelse af 2. juli 2014 (sag
28.2013). Der vil dog være tale om en konkret vurdering i den
enkelte sag.
Hæves uddannelsesaftalen på baggrund af
påstand om seksuel chikane, vurderes uddannelsesaftalen
således at være mistet uforskyldt, hvilket tillige har
betydning i forhold til elevens eller lærlingens mulighed for
at komme i skoleoplæring efter § 66 a eller i
skoleundervisning efter § 66 e.
Det fremgår endvidere af § 61, stk. 3, 1. pkt., i lov
om erhvervsuddannelser, at ophævelse af uddannelsesaftalen
skal ske inden for 1 måned efter, at den hævende part
har fået kendskab til eller ved anvendelse af almindelig
agtpågivende burde have fået kendskab til den
omstændighed, der begrunder ophævelsen.
I sager om seksuel chikane kan Tvistighedsnævnet under
hensyn til krænkelsens karakter og den psykiske
påvirkning en krænkelse kan have på eleven eller
lærlingen konkret vurdere, at fristen på 1 måned
ikke finder anvendelse, jf. Tvistighedsnævnets
afgørelse af 2. juli 2014 (sag 28.2013).
Det foreslås, at der i § 61,
stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser som 2. pkt.
indsættes, at i sager om seksuel chikane, hvor eleven eller
lærlingen hæver uddannelsesaftalen efter stk. 1, kan
der ses bort fra fristen i 1. pkt.
Tvistighedsnævnet vil således med den
foreslåede ændring efter en konkret vurdering kunne
fravige fristen på 1 måned i sager om seksuel
chikane.
Der er med den foreslåede ændring tale om
kodificering af allerede gældende praksis i sager om seksuel
chikane, hvor det efter sagens omstændigheder kan kræve
længere tid for den berørte elev eller lærling
at reagere. Trepartsaftalens fokus og dermed den foreslåede
ændring af § 61, stk. 3, har alene til formål at
regulere seksuel chikane. Der er ikke tilsigtet ændringer i
Tvistighedsnævnets bedømmelse af fristen i andre
sagstyper.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at
en sag om ophævelse af en uddannelsesaftale i sager om
seksuel chikane ikke vil kunne føre til, at
Tvistighedsnævnet alene med den begrundelse, at fristen for
indbringelse af sager om ophævelse på 1 måned er
overskredet, kan anse ophævelsen for uberettiget.
Tvistighedsnævnet vil derimod konkret skulle foretage en
vurdering af, om der bør ses bort fra fristen for
indbringelse af sagen i den konkrete sag.
Til nr. 8
Det fremgår af § 66 a, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at skoleoplæring skal tilbydes egnede
lærepladsøgende elever, som umiddelbart efter at have
afsluttet grundforløbet ikke har eller har haft en
uddannelsesaftale.
Det fremgår af § 66 a, stk. 2, 1. pkt., at
skoleoplæring desuden skal tilbydes egnede
lærepladssøgende elever og lærlinge, der
uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale.
Det fremgår endvidere af stk. 2, 3. pkt., at hvis en
tvistighed i henhold til § 63 er indbragt for det faglige
udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller
lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før
der er truffet afgørelse eller indgået forlig om
afslutning på tvistigheden.
Baggrunden for, at en elev eller lærling efter
gældende regler ikke har adgang til skoleoplæring under
en verserende sag er, at sagen vil vedrøre
spørgsmålet om, hvorvidt ophævelse af
uddannelsesaftalen er berettiget. Hvis dette er tilfældet,
vil eleven eller lærlingen dermed også have mistet
uddannelsesaftalen uforskyldt, jf. betingelsen herom i § 66
a.
Det foreslås, at der i § 66 a,
stk. 2, 3. pkt., i lov om erhvervsuddannelser
indsættes en henvisning til stk. 5.
Der er tale om et nyt stk. 5 som foreslås indsat med
lovforslagets § 3, nr. 8, og som indebærer en fravigelse
af § 66, a, stk. 2, 3. pkt., i sager om seksuel chikane, og
når der er anlagt sag ved Tvistighedsnævnet.
Der henvises hertil til lovforslagets § 3, nr. 9.
Til nr. 9
Det fremgår af § 66 a, stk. 1, i lov om
erhvervsuddannelser, at skoleoplæring skal tilbydes egnede
lærepladsøgende elever, som umiddelbart efter at have
afsluttet grundforløbet ikke har eller har haft en
uddannelsesaftale.
Det fremgår af § 66 a, stk. 2, 1. pkt., at
skoleoplæring desuden skal tilbydes egnede
lærepladssøgende elever og lærlinge, der
uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale.
Det fremgår endvidere af stk. 2, 3. pkt., at hvis en
tvistighed i henhold til § 63 er indbragt for det faglige
udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller
lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før
der er truffet afgørelse eller indgået forlig om
afslutning på tvistigheden.
Det foreslås, at der i § 66
a i lov om erhvervsuddannelser indsættes et stk. 5,
hvorefter § 66 a, stk. 2, 3. pkt., ikke finder anvendelse i
tvister om seksuel chikane, når tvisten er indbragt for
Tvistighedsnævnet.
Eleven eller lærlingen får med den foreslåede
ordning mulighed for at fortsætte i skoleoplæring, hvis
Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for
domstolene. Muligheden for at fortsætte i skoleoplæring
under domstolsbehandlingen gælder dog kun, hvis eleven eller
lærlingen har fået medhold i Tvistighedsnævnet.
Eleven vil kunne indgå en ny uddannelsesaftale.
Ændringen indebærer, at en elev eller lærling,
der har en verserende sag ved Tvistighedsnævnet om seksuel
chikane, og som af den årsag ikke længere er i et
uddannelsesforløb, vil kunne optages til
skoleoplæring. Muligheden for at blive optaget i
skoleoplæring finder anvendelse, når der er indgivet et
klageskrift til Tvistighedsnævnet. Muligheden finder derimod
ikke anvendelse, mens sagen behandles i fagligt udvalg med henblik
på eventuelt forlig.
Optagelse i skoleoplæring forudsætter, at eleven
eller lærlingen i øvrigt opfylder betingelserne for
optagelse og vil være forpligtet til at søge at
fremskaffe en ny uddannelsesaftale, der omfatter resten af
uddannelsen, jf. § 66 i, i lov om erhvervsuddannelser.
Hvis eleven eller lærlingen ikke har fået medhold i
Tvistighedsnævnet, og dermed ikke har fået medhold i,
at ophævelse af uddannelsesaftalen var berettiget, vil eleven
eller lærlingen ikke kunne fortsætte i
skoleoplæring eller i skoledelen, hvis uddannelsen ikke
udbydes med skoleoplæring.
Til nr. 10
Efter § 66 e, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser kan
elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet deres
uddannelsesaftale, blive optaget i skoledelen af uddannelsen, hvis
der ikke udbydes skoleoplæring i den konkrete uddannelse. For
elever og lærlinge i uddannelser uden skoleoplæring,
finder bl.a. bestemmelsen i § 66 a, stk. 2, 3. pkt.,
tilsvarende anvendelse, jf. hertil § 66 e, stk. 2, 3. pkt.
Dette indebærer, at disse elever og lærlinge ikke kan
blive optaget på skoledelen, hvis der verserer en tvist om
uddannelsesaftalen i fagligt udvalg eller hos
Tvistighedsnævnet.
Det foreslås, at der i § 66 e,
stk. 2, 3. pkt., i lov om erhvervsuddannelser
indsættes en henvisning til det nye stk. 5 i § 66 a, som
der foreslås indsat med lovforslagets § 3, nr. 9.
Forslaget indebærer, at elever og lærlinge, der er
på en erhvervsuddannelse uden skoleoplæring, fremover
vil kunne blive optaget på skoledelen, hvis der er anlagt en
sag med påstand om seksuel chikane ved
Tvistighedsnævnet eller ved domstolene. Dermed får
elever på uddannelser uden skoleoplæring samme
muligheder for at fortsætte i uddannelsesforløbet, som
elever og lærlinge på uddannelser der udbydes med
skoleoplæring.
Eleven eller lærlingen får med den foreslåede
mulighed for at fortsætte i uddannelsesforløbet, hvis
Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for
domstolene. Muligheden for at fortsætte i skoledelen under
domstolsbehandling gælder dog kun, hvis eleven eller
lærlingen har fået medhold i
Tvistighedsnævnet.
De pågældende elever og lærlinge vil herudover
uændret være omfattet af de øvrige krav for at
blive optaget på skoledelen og vil være tilsvarende
forpligtet til at søge at fremskaffe en ny
uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen.
Til §
4
Det foreslås i stk. 1, at
loven skal træde i kraft 1. januar 2023.
Det foreslås i stk. 2, at
§ 1, nr. 3, ikke skal finde anvendelse på
godtgørelse i sager om overtrædelse af forbuddet mod
seksuel chikane i lov om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen
har fundet sted inden denne lovs ikrafttræden.
Forslaget betyder, at det forhøjede
godtgørelsesniveau i grove sager om seksuel chikane på
arbejdspladsen ikke finder anvendelse på sager om
overtrædelse af ligebehandlingslovens forbud mod seksuel
chikane, hvor overtrædelsen har fundet sted før lovens
ikrafttræden, selvom sagen afgøres efter lovens
ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at
§ 1, nr. 4, ikke skal finde anvendelse på sager om
overtrædelse af forbuddet mod seksuel chikane i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen har fundet sted
inden denne lovs ikrafttræden.
Forslaget betyder, at muligheden for at fremsætte krav om
tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven mod den
medarbejder, der har udarbejdet den seksuelle chikane, ikke finder
anvendelse på sager, hvor overtrædelsen har fundet sted
før lovens ikrafttræden, selvom sagen afgøres
efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at
§ 3, nr. 6, ikke finder anvendelse på afgørelser,
der er truffet inden denne lovs ikrafttræden. For
sådanne afgørelser finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Forslaget vil indebære, at afgørelser om manglende
tilbagekaldelse af en godkendelse som oplæringsvirksomhed vil
kunne indbringes for Ankenævnet vedrørende
Oplæringsvirksomheder af arbejdsgiver- og
arbejdstagerrepræsentanter i det faglige udvalg, hvis
afgørelsen er truffet den 1. januar 2023 eller senere.
Bestemmelsen finder således ikke anvendelse for sager, hvor
der er truffet afgørelse i det faglige udvalg før
lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 4, at
§ 3, nr. 8-10, om adgang til skoleoplæring eller
skoleundervisning, ikke finder anvendelse på tvister, der er
indbragt for Tvistighedsnævnet inden denne lovs
ikrafttræden.
For sådanne tvister finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Forslaget indebærer, at det afgørende for
anvendelsestidspunktet for bestemmelsen vil være tidspunktet
for indbringelse af tvisten for Tvistighedsnævnet og dermed
ikke tidspunktet for fx behandling i fagligt udvalg eller sagens
opståen.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, idet det fremgår hovedlovene, at disse ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | §1 | | | | | | I lov om ligebehandling af mænd og
kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011, som ændret
ved § 13 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, lov nr. 217 af 5.
marts 2013, lov nr. 1709 af 27. december 2018, og lov nr. 879 af
21. juni 2022, foretages følgende ændringer: | | | | § 1.
--- Stk. 2-3.
--- Stk. 4. Chikane
som defineret i stk. 5 og sexchikane som defineret i stk. 6
betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er
derfor forbudt. En persons afvisning af eller indvilligelse i en
sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for
en beslutning, der vedrører den
pågældende. Stk. 5.
--- Stk. 6. Der
foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for
uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med
seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at
krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller
ubehageligt klima. Stk. 7-9
--- § 4.
--- Stk. 2. Lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, omfatter også forbud mod
sexchikane. § 14.
--- Stk. 2. Har der
været tale om en krænkelse i form af sexchikane, kan
dette tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen. | | 1. I § 1, stk. 4 og 6, og § 14, stk.
2, ændres »sexchikane« til: »seksuel
chikane«. | | | | § 4.
--- Stk. 2. Lige
arbejdsvilkår, jf. stk. 1, omfatter også forbud mod
sexchikane. | | 2. I § 4, stk. 2, ændres
»sexchikane« til: »seksuel chikane, herunder er
arbejdsgiveren forpligtet til at stille et chikanefrit miljø
til rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet
og til at håndtere tilfælde af seksuel
chikane«. | | | | § 14.
--- Stk. 2. Har der
været tale om en krænkelse i form af sexchikane, kan
dette tillægges vægt ved fastsættelsen af
godtgørelsen. | | 3. I § 14, stk. 2, indsættes efter
»godtgørelsen«: », jf. § 4, stk.
2«. 4. I § 14 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. Personer, der har
været udsat for seksuel chikane i forbindelse med
udførelse af deres arbejde, kan tilkendes en
godtgørelse for tort fra den medarbejder, der har
begået krænkelsen.« | | | | § 16 a. Hvis
en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, 9
og § 15, stk. 1, påviser faktiske omstændigheder,
som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte
eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at
bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet
krænket. | | 5. I § 16
a, indsættes efter »§ 15, stk. 1,«:
»herunder en krænkelse i form af seksuel
chikane«. | | | | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som
ændret ved § 2 i lov nr. 2588 af 28. december 2021, lov
nr. 566 af 10. maj 2022 og § 9 i lov nr. 893 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændringer: | | | | §
26. --- Stk. 2. Bliver arbejdslederen bekendt med fejl eller
mangler, som kan medføre fare for ulykker eller sygdom, skal
arbejdslederen sørge for at afværge faren. Kan faren
ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet,
skal denne straks gøre arbejdsgiveren bekendt med
forholdet. | | 1. I § 26, stk. 2, ændres »fejl
eller mangler« til: »problemer i det fysiske eller
psykiske arbejdsmiljø«. | | | | §
28. --- Stk. 2. Bliver de ansatte opmærksomme på
fejl eller mangler, som kan forringe sikkerheden eller sundheden,
og som de ikke selv kan rette, skal de meddele det til et medlem af
arbejdsmiljøorganisationen, arbejdslederen eller
arbejdsgiveren. | | 2. I § 28, stk. 2, ændres »fejl
eller mangler« til: »problemer i det fysiske eller
psykiske arbejdsmiljø«, og »som de ikke selv kan
rette« til: »som de ikke selv kan
løse«. | | | | | | § 3 | | | | | | I lov om erhvervsuddannelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022, som ændret
ved § 1 i lov nr. 2152 af 27. november 2021, foretages
følgende ændringer: | | | | § 35.
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser
rådgiver på overordnet niveau børne- og
undervisningsministeren om de grundlæggende erhvervsrettede
uddannelser på børne- og undervisningsministerens
område. På erhvervsuddannelsesområdet afgiver
rådet indstilling til børne- og
undervisningsministeren om: 1)-14) --- 15) regler om behandling af
godkendelsessager og redegørelsen om de faglige udvalgs
indsats for godkendelse af virksomheder, jf. § 46. 16)-26) --- Stk.
2-6. --- | | 1. I § 35, stk. 1, nr. 15, ændres
»godkendelsessager« til: »godkendelses- og
tilbagekaldelsessager«. | | | | § 46.
Afgørelse om en virksomhed kan godkendes som lærested,
træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden
vil kunne gennemføre oplæringen i overensstemmelse med
de regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og om
virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende
oplæringsforhold Stk. 2. Skolens
afgørelse, jf. stk. 1, skal bygge på en konkret
vurdering af uddannelsesmulighederne i en virksomhed for en bestemt
elev eller lærling. Stk. 3.
Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter
indstilling fra Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser regler om behandling af
godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende
sagsbehandlingen. Stk. 4. De
faglige udvalg offentliggør en fortegnelse over godkendte
virksomheder på internettet og skal over for Børne- og
Undervisningsministeriet redegøre for deres indsats for
godkendelse af virksomheder, herunder i hvilken udstrækning
indsatsen understøtter et tilstrækkeligt
lærepladspotentiale. Redegørelsen fremsendes til
Børne- og Undervisningsministeriet til orientering.
Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser
fastsætte nærmere regler herom. Stk. 4.
--- | | 2. I § 46 stk. 1, indsættes efter
»lærested«: », jf. § 31, stk. 1 og
2«. 3. I § 46 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: »Stk. 3.
Godkendelse efter § 31, stk. 1 og 2, kan helt eller delvist
tilbagekaldes, hvis betingelserne for godkendelsen ikke
længere er opfyldt.« Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og
5. 4. I § 46, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »godkendelsessager« til:
»godkendelses- og tilbagekaldelsessager«. | | | | § 47.
Afgørelse i henhold til § 46 om, at en virksomhed ikke
kan godkendes som lærested, kan af virksomheden indbringes
for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder,
hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. Stk. 2-4. | | 5. I § 47, stk. 1, indsættes efter
»lærested,«: »eller afgørelse om hel
eller delvis tilbagekaldelse af virksomhedens
godkendelse,«. 6. I § 47, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »En afgørelse truffet af det
faglige udvalg om ikke at tilbagekalde en godkendelse helt eller
delvist efter § 46, stk. 3, kan tillige indbringes for
Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder af
arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i det faglige
udvalg.« | | | | § 61.
Misligholder en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt
sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen. Stk. 2. Hvis en
væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser
sig at være urigtig eller senere brister, kan parten
hæve aftalen. Stk. 3.
Ophævelse efter stk. 1 eller stk. 2 skal ske inden for l
måned efter, at den hævende part har fået
kendskab til eller ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed
burde have fået kendskab til den omstændighed, som
begrunder ophævelsen. Stk. 4-5.
--- | | 7. I § 61, stk. 3, indsættes som 2. pkt.: » sager
om seksuel chikane, hvor eleven eller lærlingen hæver
uddannelsesaftalen efter stk. 1, kan der ses bort fra fristen i 1.
pkt.« | | | | § 66 a.
--- Stk. 2.
Skoleoplæring skal desuden tilbydes egnede
lærepladssøgende elever og lærlinge, der
uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale som led i en
erhvervsuddannelse, eller som har afsluttet en uddannelsesaftale,
der er omfattet af § 48, stk. 1, 3. pkt. Optagelse skal ske
snarest muligt efter uddannelsesaftalens ophør. Er en
tvistighed i henhold til § 63 indbragt for det faglige udvalg
eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller lærlingen
ikke optages til skoleoplæring, før der er truffet
afgørelse eller indgået forlig om afslutning på
tvistigheden. Stk.
3-4. --- | | 8. I § 66 a, stk. 2, 3. pkt., indsættes
efter »tvistigheden«: », jf. dog stk.
5«. 9. I § 66 a, indsættes som stk. 5: »Stk. 5.
Stk. 2, 3. pkt., finder ikke anvendelse i tvister om seksuel
chikane, når tvisten er indbragt for Tvistighedsnævnet.
Tilsvarende gælder i tilfælde af, at
Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for
domstolene, jf. § 65, stk. 4, medmindre eleven eller
lærlingen ikke har fået medhold i tvisten om seksuel
chikane ved Tvistighedsnævnet.« | | | | § 66 e.
--- Stk. 2. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse for elever og lærlinge, der
uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. § 66 a, stk.
2, 1. pkt., inden for en uddannelse, der ikke udbydes med
skoleoplæring i henhold til § 66 b, stk. 3. Den skole,
som eleven eller lærlingen er tilmeldt, jf. § 66 b, stk.
4, optager eleven eller lærlingen efter ansøgning.
§ 66 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., § 66 c, § 66 g, stk.
2, § 66 i, stk. 1, § 66 j og § 66 k, stk. 1 og 4,
finder tilsvarende anvendelse for disse elever og
lærlinge. | | 10. I § 66 e, stk. 2, 3. pkt., indsættes
efter »§ 66 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.,«: » og
stk. 5,«. |
|