Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2022)
Forsvarsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur og Det
Permanente Strukturerede Samarbejde på
forsvarsområdet
(Beslutningsforslag nr. B 11)
Danmark
indtrådte fuldt ud i det europæiske samarbejde om
sikkerhed og forsvar den 1. juli 2022. Som følge af
afskaffelsen af forsvarsforbeholdet har Danmark mulighed for at
deltage i Det Europæiske Forsvarsagentur (Forsvarsagenturet)
og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på
forsvarsområdet (PESCO), der begge er centrale dele af EU's
forsvarssamarbejde. Ved deltagelse i de to samarbejder vil Danmark
kunne være med til at sætte de strategiske rammer for
EU's sikkerheds- og forsvarspolitik.
Med medlemskab
af Forsvarsagenturet vil Danmark få mulighed for at
præge udviklingen af nye forsvarsprojekter i Europa og
være med til at sikre bedre vilkår for danske
virksomheder, ligesom dansk medlemskab vil give danske
universiteter mulighed for adgang til Forsvarsagenturets
forsvarsteknologiske initiativer, der bl.a. udgøres af
forskellige former for samarbejde mellem nationale eksperter,
forsvarsindustrien og forskningsverdenen.
Som en del af
PESCO-samarbejdet vil Danmark kunne præge udviklingen af det
forsvarspolitiske samarbejde i EU. Danmark vil have mulighed for at
deltage i fælles projekter om udvikling af kapabiliteter.
Derudover vil dansk deltagelse i PESCO-projekter kunne styrke
danske virksomheders forsknings- og udviklingsaktiviteter, og
Forsvaret vil kunne få adgang til ny teknologi og
forsvarsmateriel.
For begge
samarbejder gælder, at deltagelse er frivillig for
EU-medlemsstater.
Med
beslutningsforslaget anmodes om Folketingets samtykke til, at
regeringen giver meddelelse til Forsvarsagenturet om, at Danmark
deltager i Forsvarsagenturet, og at regeringen anmoder om
deltagelse i PESCO i henhold til henholdsvis artikel 45, stk. 2, og
artikel 46, stk. 3, i Traktaten om Den Europæiske Union.
Idet jeg i
øvrigt henviser til beslutningsforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale beslutningsforslaget
til det Høje Tings velvillige behandling.