Fremsat 05-10-2022
Planlagt 1. behandling 11-10-2022
Ministerområde:
Forsvarsministeriet
Regeringen anmoder med forslaget om Folketingets samtykke til, at den på Danmarks vegne tilslutter sig Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO). For begge samarbejder gælder, at deltagelse er frivillig for EU-medlemsstater.
EDA har til formål at udvikle og fremme EU-samarbejdet om forsvarsmateriel samt styrke teknologi og forskning inden for forsvarsområdet.
PESCO-samarbejdet består af to særskilte dele: Et permanent struktureret forsvarssamarbejde, der vedrører koordination af landenes forsvarspolitik, og et projektbaseret samarbejde, hvor landene frivilligt kan gå sammen om udvikling af konkrete projekter. For medlemsstater, der deltager i PESCO-samarbejdet, gælder 20 mere bindende forpligtelser, der på sigt skal søges indfriet.