Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 16. december 2021
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien m.v.
(Husordener på psykiatriske
afdelinger, sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige
regler for surrogatanbragte m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 2. september 2019,
som ændret ved § 6 i lov af nr. 1185 af 8. juni 2021,
foretages følgende ændringer:
1. § 2 a,
stk. 1, affattes således:
»For at tilgodese et trygt miljø
på alle psykiatriske afdelinger skal sygehusmyndigheden
sikre, at der findes en skriftlig husorden på de enkelte
afdelinger, som er tilgængelig for patienterne. Husordenen
skal indeholde en beskrivelse af, hvilke afskæringer og
begrænsninger fastsat i medfør af § 2 b og
foranstaltninger fastsat i medfør af § 2 c der kan
forekomme på afdelingen, samt generelle regler
vedrørende orden, adfærd og lign.«
2.
Efter § 2 a indsættes:
Ȥ 2 b.
Sundhedsministeren fastsætter regler om sygehusmyndighedens
mulighed for at iværksætte følgende
afskæringer og begrænsninger:
1)
Afskæring fra eller begrænsning af adgang til
mobiltelefon, computer eller lignende kommunikationsudstyr af
hensyn til patienten, medpatienter, personale,
pårørende, offentlige myndigheder m.v. ved
opførsel, som åbenbart vil være imod patientens
egne interesser, eller ved åbenlys chikanerende
opførsel.
2)
Afskæring fra eller begrænsning af handel, bytte og
spil, herunder mellem patienter, af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis handel, bytte eller spil
åbenbart må formodes at være imod patientens
interesser, hvor patienten i forbindelse med handel, bytte eller
spil bliver udsat for pres af medpatienter, eller handel, bytte
eller spil medfører konflikter på afdelingen.
3)
Afskæring fra eller begrænsning af seksuelt samkvem
mellem patienter på afdelingen af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis det betragtes som skadeligt for
en patient at indgå i en seksuel relation med en medpatient,
eller hvis medpatienternes eller personalets blufærdighed
krænkes.
4)
Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til nærmere angivne bøger, tidsskrifter og lign. af
behandlingsmæssige hensyn, dog således at
afskæringen eller begrænsningen skal være
begrundet i, at patientens adgang efter en lægelig vurdering
væsentligt vil forringe dennes tilstand eller videre
behandlingsudsigter.
5)
Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til at anvende nærmere angivne sociale medier og lign. og
nærmere angivne hjemmesider af behandlingsmæssige
hensyn, dog således at afskæringen eller
begrænsningen skal være begrundet i, at patientens
adgang efter en lægelig vurdering væsentligt vil
forringe dennes tilstand eller videre behandlingsudsigter.
6)
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i
hygiejnemæssige forhold af hensyn til patienten, medpatienter
og personale.
7)
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i ordens- og
sikkerhedsmæssige forhold af hensyn til patienten,
medpatienter og personale.
8)
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i
behandlingsmæssige forhold af hensyn til patienten.
Stk. 2.
Afskæringer og begrænsninger fastsat i medfør af
stk. 1 må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er
muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, og skal
stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået
herved. Afskæringer og begrænsninger fastsat i
medfør af stk. 1 må endvidere ikke benyttes i videre
omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
§ 2 c. Sundhedsministeren kan
fastsætte nærmere regler om sygehusmyndighedens
mulighed for at træffe foranstaltninger med henblik på
at undgå gentagelse af adfærd i strid med
iværksatte afskæringer eller begrænsninger, der
er fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1.
Foranstaltningerne skal stå i rimeligt forhold til den
adfærd, hvorom der er iværksat afskæringer eller
begrænsninger, og må ikke benyttes i videre omfang, end
hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål.«
3. I
§ 4 a indsættes efter
»og 7,«: »§§ 19 c og 19 d,«.
4. I
§ 19 a, stk. 3, indsættes
efter »Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland,«: »og retspsykiatriske
afdelinger«.
5. I
§ 19 a, stk. 7, 1. pkt.,
ændres »og farlige genstande« til: »,
farlige genstande og mobiltelefoner eller lignende
kommunikationsudstyr«, og »og 6« ændres
til: »og 6 og §§ 19 c og 19 d«.
6.
Efter kapitel 5 a indsættes:
»Kapitel 5 b
Særlige
regler for personer anbragt i varetægtssurrogat
§ 19 b. For at sikre et
tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på de psykiatriske
afdelinger kan regionsrådene oprette afdelinger for personer
anbragt i varetægtssurrogat.
§ 19 c. Overlægen kan
på afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat
for at sikre hensynet til orden og sikkerhed uden retskendelse
beslutte, at
1) den anbragtes
post skal åbnes eller kontrolleres,
2) den anbragtes
stue eller ejendele skal undersøges eller
3) der kan
anvendes kropsscannere, bagagescannere og magnetiske detektorer for
mobiltelefoner ved undersøgelse af en anbragt eller
personer, som søger adgang til afdelingen, med henblik
på at sikre, at medikamenter, rusmidler, farlige genstande
eller mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr ikke er
blevet indført eller vil blive forsøgt indført
i afdelingen.
Stk. 2.
Bestemmelserne i §§ 2 a-2 c finder tilsvarende anvendelse
på afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
§ 19 d. Overlægen kan
beslutte at afskære eller begrænse den anbragtes
mulighed for at medtage, besidde eller råde over mobiltelefon
og lignende kommunikationsudstyr på afdelingen, hvis den
anbragtes medtagelse, besiddelse eller råden er uforenelig
med hensynet til orden og sikkerhed.
§ 19 e. Den psykiatriske
afdeling skal i relevant omfang videregive oplysninger om personer,
der er anbragt i varetægtssurrogat, til politiet,
anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen, hvis videregivelsen af
oplysningerne er nødvendige, for at politiet,
anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen kan vurdere
undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau for de
pågældende personer.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.