L 151 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet m.v.).

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Social- og Ældreudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 30-03-2022

Fremsat den 30. marts 2022 af social- og ældreministeren (Astrid Krag)

20211_l151_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 30. marts 2022 af social- og ældreministeren (Astrid Krag)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet m.v.)

§ 1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 79 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens un‍dersøgelser og aktiviteter efter kapitel 11 og 12, der ved­rører kommunen, på et møde.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. I § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., ændres »undersøgelsens resultater har givet anledning« til: »kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte«.

3. I § 79 b indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen efter stk. 1 tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Beslutter kommunalbestyrelsen, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har truffet beslutning herom, og omgørelsesprocenterne på socialområdet og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger det. Ankestyrelsen fastsætter en frist for udarbejdelse af handlingsplanen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, ophæves den 1. januar 2026.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at styrke retssikkerheden for borgerne på socialområdet.

Lovforslaget indeholder således for det første en skærpelse af kravene til kommunalbestyrelsens behandling af det såkaldte danmarkskort. Danmarkskortet er et kommuneopdelt danmarkskort med det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 (serviceloven). Danmarkskortet offentliggøres af social- og ældreministeren hvert år inden den 1. juli. Efter gældende ret skal Danmarkskortet blot behandles af kommunalbestyrelsen på et møde. Med lovforslaget foreslås kravene til denne behandling skærpet ved, at kommunalbestyrelsen også skal forholde sig særskilt til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke at iværksætte en handlingsplan, foreslås det, at den skal orientere Ankestyrelsen herom. Hvis Ankestyrelsen på baggrund af omgørelsesprocenten i kommunen og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen vurderer, at en handlingsplan er nødvendig, foreslås det, at Ankestyrelsen kan træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handlingsplan. Forslaget skal styrke kommunalbestyrelsens fokus på retssikkerheden på socialområdet, herunder ved at der i alle tilfælde, hvor der er behov for det, udarbejdes en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.

For det andet indeholder lovforslaget et forslag om at udvide kommunalbestyrelsens forpligtelse til at drøfte resultater og konklusioner fra Ankestyrelsen af betydning for kommunen. Efter gældende ret er kommunalbestyrelsen alene forpligtet til at drøfte Ankestyrelsens praksisundersøgelser. Med forslaget gives Ankestyrelsen mulighed for at beslutte, at den enkelte kommunalbestyrelse også skal behandle andre af Ankestyrelsens undersøgelser m.v., der er af betydning for kommunen. Også denne del af lovforslaget har til formål at styrke kommunalbestyrelsens fokus på retssikkerheden for borgerne i kommunen på socialområdet ved at give kommunalbestyrelsen den relevante og nødvendige viden til at handle.

Lovforslaget udmønter dele af temaet "Skærpet opfølgning og tilsyn med kommunerne" i initiativet om bedre retssikkerhed og tillid på handicapområdet, som indgår i den politiske aftale "Udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på social- og ældreområdet)" indgået af regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 19. november 2021. Da finansieringen af aftalen alene gælder til og med 2025 foreslås de i lovforslaget foreslåede initiativer ligeledes alene at gælde til og med 2025.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Skærpelse af kravene til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet

2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 84 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 24. januar 2022(retssikkerhedsloven), at social- og ældreministeren hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort offentliggør det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter serviceloven. Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, hvor kommunens afgørelse ændres, ophæves eller hjemvises. Efter § 79 b i retssikkerhedsloven behandler kommunalbestyrelsen inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, danmarkskortet på et møde.

Det fremgår af forarbejderne til § 79 b i retssikkerhedsloven, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning, og at det derfor findes hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt danmarkskortet, således at kommunalbestyrelsen får kendskab til omfanget af omgørelser af klagesager i kommunen samt kommunens niveau for kommunens sagsbehandlingskvalitet set i forhold til andre kommuner og mulighed for at drøfte dette, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 162 som fremsat, side 7. Det fremgår videre af forarbejderne, at i den forbindelse bør danmarkskortet blive behandlet politisk i kommunalbestyrelsen, og at kravet indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af danmarkskortet. I forlængelse heraf fremgår det af forarbejderne, at i og med, at danmarkskortet skal behandles i den enkelte kommunalbestyrelse, vil der således skulle ske en aktiv politisk drøftelse af, om kommunens omgørelsesprocent er tilfredsstillende, eller om der bør iværksættes tiltag til forbedringer af kvaliteten i sagsbehandlingen, samt at bestemmelsen bygger på den forventning, at kommunalbestyrelsen gennem arbejdet med danmarkskortet får større opmærksomhed på sagsbehandlin‍gen på socialområdet og derfor vil træffe foranstaltninger til at forbedre denne.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til § 79 b, at der ikke stilles krav om opfølgning på mødebehandlingen i form af f.eks. tilbagemelding til Social- og Ældreministeriet på resultatet af kommunalbestyrelsens behandling. Opfølgnin‍gen gøres herved til et anliggende i den enkelte kommune, herunder i forhold til en beslutning om, hvorvidt der på baggrund af mødebehandlingen skal iværksættes initiativer til forbedring af sagsbehandlingskvaliteten i kommunen.

2.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Omgørelsesprocenterne på socialområdet har siden Danmarkskortets indførelse befundet sig på et nogenlunde stabilt niveau, og der er således ikke sket en reduktion i antallet af klagesager, som Ankestyrelsen realitetsbehandler, og hvor styrelsen træffer afgørelse om hjemvisning, ændring eller omgørelse af kommunens afgørelse. Det er derfor Social- og Ældreministeriets opfattelse, at der er behov for at skærpe kravene til kommunalbestyrelsernes behandling af Danmarkskortet med henblik på at øge kommunalpolitisk fokus på at styrke retssikkerheden og kvalitet i kommunernes sagsbehandling på socialområdet.

Ministeriet finder, at en sådan skærpelse med fordel vil kunne indeholde en særskilt forpligtelse for kommunalbestyrelsen til i forbindelse med behandlingen af Danmarkskortet at træffe beslutning om, hvorvidt der er behov for at udarbejde og iværksætte en handlingsplan til styrkelse af retssikkerheden og kvalitet i sagsbehandlingen. En sådan forpligtelse vil kunne medvirke til, at kommunalbestyrelsens drøftelse ikke blot har karakter af, at kommunalbestyrelsen tager omgørelsesprocenten i sager, hvor kommunens afgørelser er påklaget til Ankestyrelsen, til efterretning, men at drøftelsen bliver bredere og med et løsningsorienteret fokus.

Ministeriet finder samtidigt, at der bør gives Ankestyrelsen et redskab til at sætte ind i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke af egen drift iværksætter en handlingsplan, og der er behov herfor. Ministeriet vurderes således, at det vil være hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan, hvis omgørelsesprocenterne i sager, hvor kommunens afgørelser er påklaget til Ankestyrelsen, og Ankestyrelsens øvrige kendskab til forholdene i kommunen tilsiger det.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i retssikkerhedsloven indsættes krav om, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den årlige behandling af Danmarkskortet ikke blot skal behandle Danmarkskortet, men særskilt skal tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.

Videre foreslås, at der stilles krav om, at kommunalbestyrelsen skal orientere Ankestyrelsen, hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke at udarbejde en handlingsplan. På baggrund af denne orientering foreslås, at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis omgørelsesprocenterne på socialområdet i klagesager over afgørelser truffet af kommunen samt Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger, at der bør udarbejdes en handlingsplan. Omgørelsesprocenten vil skulle ses i sammenhæng med andre faktorer, herunder det samlede antal afgørelser truffet af kommunen. Der vil kunne være tilfælde, hvor omgørelsesprocenten er høj, men hvor der samtidigt er meget få afgørelser, der er påklaget, og hvor dette sammenholdt med Ankestyrelsens øvrige viden om sagsbehandlingen i kommunen, medfører, at der ikke er grundlag for iværksættelse af en handlingsplan. Det vil være Ankestyrelsens vurdering, hvorvidt der er behov for en handlingsplan. Beslutningen vil ikke have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse og vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen vil skulle fastsætte en frist for udarbejdelse af handlingsplanen. Beslutningen om at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan vil ikke medføre et særskilt ansvar for Ankestyrelsen til at påse eller sikre kommunalbestyrelsens overholdelse af den socialretlige lovgivning.

Det foreslås, at ændringerne alene vil have virkning indtil udgangen af 2025, hvorefter den gældende retstilstand igen vil finde anvendelse. Dette skyldes, at ændringen er en udmøntning af den politiske aftale "Udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på social- og ældreområdet)", der alene indeholder finansiering til og med 2025.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

2.2. Kommunalbestyrelsens behandling af resultatet af Ankestyrelsens aktiviteter og undersøgelser ud over praksisundersøgelser

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 79 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde. Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen indebærer, at de praksisundersøgelser, der foretages vedrørende den enkelte kommune skal optages på dagsordenen på et byrådsmøde, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 877. Bestemmelsen omfatter således de praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen gennemfører efter § 76 i retssikkerhedsloven, og som vedrører den pågældende kommune.

2.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser

Det er ministeriets opfattelse, at Ankestyrelsens praksisundersøgelser er et væsentligt informationsgrundlag, der bidrager til, at kommunalbestyrelsen kan forholde sig til retssikkerheden på socialområdet i kommunen på et oplyst grundlag. Ministeriet finder i den sammenhæng, at kravet i retssikkerhedsloven om behandling af de praksisundersøgelser på et møde i kommunalbestyrelsen er en væsentlig garant for stillingtagen på politisk niveau til retssikkerheden i kommunens sagsbehandling.

Samtidigt omfatter Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på socialområdet i dag langt mere end praksisundersøgelser, herunder bl.a. de undersøgelser som Ankestyrelsen gennemfører efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 12. Det er ministeriets vurdering, at der bør gives mulighed for, at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering kan beslutte, at kommunalbestyrelsen også skal forholde sig til resultaterne af en sådan aktivitet. Derved sikres kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag og fokus på sagsbehandling og retssikkerhed på det sociale område.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der som § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedslo‍ven gives mulighed for, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter retssikkerhedslovens kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.

Med forslaget vil det være op til Ankestyrelsen at vurdere, hvorvidt der er behov for, at resultaterne af en undersøgelse eller en aktivitet vedrørende en kommune skal behandles af den pågældende kommunes kommunalbestyrelse på et møde. Undersøgelsen eller aktiviteten vil skulle være omfattet af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på socialområdet efter kapitel 11 eller 12 i retssikkerhedsloven og vil skulle vedrøre den pågældende kommune.

Det foreslås, at ændringerne alene vil have virkning indtil udgangen af 2025, hvorefter den gældende retstilstand igen vil finde anvendelse. Dette skyldes, at ændringen er en udmøntning af den politiske aftale "Udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på social- og ældreområdet)", der alene indeholder finansiering til og med 2025.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes at medføre merudgifter på 1,4 mio. kr. i 2022, 1,5 mio. kr. i 2023 og 1,4 mio. kr. årligt i hvert af årene 2024 og 2025.

Heraf vedrører 0,7 mio. kr. årligt merudgifter til administration i Ankestyrelsen som følge af den foreslåede bestemmelse om skærpet opfølgning på Danmarkskortet. Af de samlede merudgifter vedrører 0,7 mio. kr. i 2022, 0,8 mio. kr. i 2023 og 0,7 mio. kr. i hvert af årene 2024 og 2025 kommunale merudgifter til administration som følge af de foreslåede ændringer vedrørende kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet, herunder muligheden for at Ankestyrelsen kan træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handlingsplan, samt den foreslåede mulighed for Ankestyrelsen til at beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter end praksisundersøgelser.

De økonomiske konsekvenser af lovforslaget er forhandlet med kommunerne.

Lovforslaget berører ikke regionerne og medfører således ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at lovforslaget overholder de syv principper om digitaliseringsklar lovgivning, idet det dog bemærkes, at det ikke er muligt at opstille objektive kriterier for, hvornår en kommunalbestyrelse bør udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på socialområdet.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget vil ikke medføre administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. december 2021 til den 21. januar 2022 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3F - Den Offentlige Gruppe, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Demens-Koordinatorer i Danmark, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FOA - Fag og Arbejde, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FDS), Forhandlingsfællesskabet, HK Kommunal, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Kommunaldirektørforeningen, Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen for Socialpædagoger, Ledernes Hovedorganisation, LO, Nationalt Videnscenter for Demens, Red Barnet, Rigsrevisionen, Rådet for etniske minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, Sand, Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund og Ældresagen.

   
10. Sammenfattende skema
  


 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Merudgifter på 1,4 mio. kr. i 2022, 1,5 mio. kr. i 2023 og 1,4 mio. kr. i hvert af årene 2024 og 2025. Heraf vedrører 0,7 mio. kr. årligt merudgifter i Ankestyrelsen, mens 0,7 mio. kr. i 2022, 0,8 mio. kr. i 2023 og 0,7 mio. kr. årligt i hvert af årene 2024 og 2025 vedrører kommunerne.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen


Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Er i strid med de principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
Ja
Nej
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 79 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen indebærer, at de praksisundersøgelser, der foretages vedrørende den enkelte kommune skal optages på dagsordenen på et byrådsmøde, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 877. Bestemmelsen omfatter således de praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen gennemfører efter § 76 i retssikkerhedsloven, og som vedrører den pågældende kommune.

Det foreslås, at det som et nyt stk. 2 i § 79 a i retssikkerhedsloven indsættes, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter retssikkerhedslovens kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Ankestyrelsen vil kunne beslutte, at resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter retssikkerhedslovens kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, i lighed med de praksisundersøgelser efter § 79 a, stk. 1, som skal behandles af kommunalbestyrelsen på et møde.

Med den foreslåede bestemmelse vil det være op til Ankestyrelsen at vurdere, hvorvidt der er behov for, at resultaterne af en undersøgelse eller aktivitet skal behandles af kommunens kommunalbestyrelse på et møde. Undersøgelsen eller aktiviteten vil skulle være omfattet af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på socialområdet efter kapitel 11 eller 12 i retssikkerhedsloven. Det vil ydermere være et krav i lighed med, hvad der gælder for undersøgelserne efter § 79 a, stk. 1, at undersøgelsen eller aktiviteten vedrører den pågældende kommune. Det vil dog ikke være et krav, at den pågældende undersøgelse eller aktivitet alene vedrører den pågældende kommune, og undersøgelsen eller aktiviteten vil således kunne omfatte flere kommuner. Såfremt undersøgelsen eller aktiviteten vedrører flere kommuner, vil det ikke være et krav, at Ankestyrelsen beslutter, at kommunalbestyrelserne i alle de berørte kommuner behandler undersøgelsen eller aktiviteten på et møde.

Ankestyrelsens beslutning om, at resultaterne af en undersøgelse eller en aktivitet skal behandles af kommunalbestyrelsen på et møde, vil bl.a. skulle basere sig på Ankestyrelsens vurdering af undersøgelsens eller aktivitetens betydning for retssikkerheden i kommunen. I denne vurdering vil kunne indgå, om undersøgelsen eller aktiviteten indeholder konklusioner, der vedrører den pågældende kommune, om konklusionerne vurderes at kunne have betydning for kommunalbestyrelsens viden om sagsbehandlingen og retssikkerheden i kommunen, herunder om der er behov for at iværksætte tiltag, behovet for opfølgning på undersøgelsen eller aktiviteten i kommunen med henblik på styrkelse af retssikkerheden samt undersøgelsens eller aktivitetens egnethed til behandling på et møde i kommunalbestyrelsen.

Ankestyrelsen vil skulle meddele beslutningen efter den foreslåede bestemmelse til kommunen. Dette vil typisk kunne gøres i forbindelse med kommunikationen af undersøgelsens eller aktivitetens konklusioner til kommunen eller aktivitetens afslutning. Beslutningen vil ikke kunne anses som en afgørelse og vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed og samarbejde med kommunerne om at bidrage til at styrke kvalitet i sagsbehandlingen på socialområdet efter kapitel 11 og 12 i retssikkerhedsloven i dag består af mange andre aktiviteter end praksisundersøgelser, herunder f.eks. velfærdsundersøgelser. Dette bør afspejles i lovgivningen, således at kommunalbestyrelsen også skal kunne blive pålagt at behandle og tage stilling til resultaterne af andre af Ankestyrelsens aktiviteter og undersøgelser end praksisundersøgelser på et møde med henblik på politisk stillingtagen, herunder særligt mht. de retssikkerhedsmæssige betragtninger. Der bør dog alene være tale om en mulighed for Ankestyrelsen for at pålægge kommunalbestyrelsen at behandle aktiviteten eller undersøgelsen, da der kan være aktiviteter og undersøgelser, der ikke egner sig til behandling på et møde, eller hvor behandling er unødvendig.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 2

Det fremgår af § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling efter § 79 a, stk. 1, af Ankestyrelsens praksisundersøgelser, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til. Styrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen er udtryk for et ønske om at understrege vigtigheden af, at de berørte kommunalbestyrelser i rimelig tid efter en praksisundersøgelse forholder sig til de problemer, undersøgelsen kan have påpeget, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3406-07. Det fremgår videre af forarbejderne, at selve orienteringen af Ankestyrelsen behøver kommunalbestyrelsen ikke at behandle på et møde. Men den behandling, orienteringen skal omhandle, skal være behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen. Videre fremgår, at en kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens anmodning om orientering og frist herfor kan påses som led i statsforvaltningernes, nu Ankestyrelsens, tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2021.

Det foreslås, at i § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås at blive stk. 3, 1. pkt., ændres hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til, til hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte.

De foreslåede ændringer vil betyde, at Ankestyrelsen i lighed med efter gældende ret vil kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling, hvilket også vil omfatte behandling efter den lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelse i § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Herudover vil Ankestyrelsen kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen som led i orienteringen af Ankestyrelsen også vil skulle orientere om hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte.

Den foreslåede ændring har alene karakter af en sproglig ændring, som skal tage højde for, at Ankestyrelsen med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven også vil kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle andet end undersøgelser, hvorfor der ikke kan henvises til undersøgelsens resultater i § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt.

Der er således med den foreslåede ændring ikke påtænkt materielle ændringer, udover at bestemmelsen også skal kunne indeholde kommunalbestyrelsens drøftelse efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede nye bestemmelse i § 79 a, stk. 2, og de foranstaltninger som kommunalbestyrelsen på baggrund af denne drøftelse beslutter at iværksætte.

Det vil i lighed med efter gældende ret være således, at selve orienteringen af Ankestyrelsen ikke behøver at være behandlet af kommunalbestyrelsen på et møde, men at den behandling, orienteringen vil skulle omhandle, vil skulle være behandlet på et møde i kommunalbestyrelsen. Ligeledes vil kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens anmodning om orientering og frist herfor i lighed med efter gældende ret kunne påses som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 3

Det fremgår af § 84 a i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort offentliggør det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter serviceloven. Efter § 79 b i retssikkerhedslo‍ven behandler kommunalbestyrelsen inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, danmarkskortet på et møde.

Det fremgår af forarbejderne til § 79 b i retssikkerhedslo‍ven, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning, og at det derfor findes hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt danmarkskortet, således at kommunalbestyrelsen får kendskab til omfanget af omgørelser af kommunens afgørelser i påklagede sager samt kommunens niveau for kommunens sagsbehandlingskvalitet set i forhold til andre kommuner og mulighed for at drøfte dette, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 162 som fremsat, side 7. Det fremgår videre af forarbejderne, at i den forbindelse bør danmarkskortet blive behandlet politisk i kommunalbestyrelsen, og at kravet indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af danmarkskortet. I forlængelse heraf fremgår det af forarbejderne, at i og med, at danmarkskortet skal behandles i den enkelte kommunalbestyrelse, vil der således skulle ske en aktiv politisk drøftelse af, om kommunens omgørelsesprocent er tilfredsstillende, eller om der bør iværksættes tiltag til forbedringer af kvaliteten i sagsbehandlingen, samt at bestemmelsen bygger på den forventning, at kommunalbestyrelsen gennem arbejdet med danmarkskortet får større opmærksomhed på sagsbehandlingen på socialområdet og derfor vil træffe foranstaltninger til at forbedre denne.

Endelig fremgår af forarbejderne til § 79 b, at der ikke stilles krav om opfølgning på mødebehandlingen i form af f.eks. tilbagemelding til Børne- og Socialministeriet på resultatet af kommunalbestyrelsens behandling. Opfølgningen gøres herved til et anliggende i den enkelte kommune, herunder i forhold til en beslutning om hvorvidt der på baggrund af mødebehandlingen skal iværksættes initiativer til forbedring af sagsbehandlingskvaliteten i kommunen.

Det foreslås, at der som stk. 2 i § 79 b indsættes en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af danmarkskortet efter § 79 b, stk. 1, skal tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Det foreslås videre, at hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke at udarbejde en handlingsplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 2, vil medføre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den årlige behandling af danmarkskortet efter § 79 b, stk. 1, ikke blot vil skulle behandle danmarkskortet, men særskilt vil skulle tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Herudover vil den foreslåede bestemmelse betyde, at kommunalbestyrelsen, såfremt den beslutter ikke at udarbejde en handlingsplan, skal orientere Ankestyrelsen herom.

Ved stillingtagen til om der er behov for en handlingsplan, vil kommunalbestyrelsen skulle tage udgangspunkt i danmarkskortet, dvs. i Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for afgørelser truffet af kommunen på socialområdet set i forhold til andre kommuner. Kommunalbestyrelsen vil i deres stillingtagen kunne inddrage andre aspekter, f.eks. om der er iværksat andre tiltag i kommunen på retssikkerhedsområdet, resultaterne af eventuel dialog med borgere der modtager hjælp og støtte på socialområdet osv.

Der foreslås ikke fastsat formkrav til handlingsplanen. Handlingsplanen vil afhængigt af udfordringerne i kommunen kunne have et meget forskelligt indhold og omfang. Det vil ikke være et krav, at handlingsplanen vedrører hele den del af socialområdet, som danmarkskortet omhandler. Det vil i en del tilfælde være hensigtsmæssigt, at handlingsplanen er målrettet en specifik del af socialområdet, hvor danmarkskortet eventuelt sammenholdt med andre oplysninger viser, at der er problemer. Handlingsplanen vil kunne udformes som en kortfattet angivelse af de problemstillinger, den skal løse, samt en kortfattet angivelse af initiativer til løsning heraf. Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke krav til den tidsmæssige udstrækning af handlingsplanen, da det vil afhænge af de konkrete forhold i kommunen og handlingsplanens indhold. Der vil i overensstemmelse med de almindelige regler om delegation i kommunestyret ikke gælde et krav om, at handlingsplanen skal vedtages på et bestemt niveau i kommunen.

Såfremt kommunalbestyrelsen beslutter, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, foreslås det, at Ankestyrelsen vil skulle orienteres herom. Der stilles ikke med den foreslåede bestemmelse nærmere krav til indholdet af orienteringen. Det vil i nogle tilfælde kunne være hensigtsmæssigt, at orienteringen indeholder en beskrivelse af grundlaget for, at kommunalbestyrelsen har valgt ikke at iværksætte en handlingsplan, f.eks. i tilfælde hvor omgørelsesprocenten for kommunen er høj, men kommunalbestyrelsen allerede har iværksat initiativer til håndtering heraf, og der derfor ikke er behov for en handlingsplan. Dette vil dog ikke være et krav. Orienteringen vil skulle gives inden for rimelig tid efter kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet. Eventuel undladelse af at orientere Ankestyrelsen vil kunne påses som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse.

Derudover foreslås, at der som § 79 b, stk. 3, indsættes en bestemmelse om, at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har truffet beslutning herom, og omgørelsesprocenterne på socialområdet og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger det. Det foreslås videre, Ankestyrelsen fastsætter en frist for udarbejdelse af handlingsplanen.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 3, vil medføre, at Ankestyrelsen vil kunne pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har iværksat dette, og omgørelsesprocenterne på socialområdet og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger det. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at Ankestyrelsen fastsætter en frist for udarbejdelse af handlingsplanen.

Med den foreslåede bestemmelse vil Ankestyrelsen i forlængelse af kommunalbestyrelsens orientering efter den foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 2, kunne pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen. Det vil være et krav, at Ankestyrelsens beslutning om at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan er begrundet i omgørelsesprocenterne på socialområdet i klagesager over afgørelser truffet af kommunen samt i Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen. Det vil være Ankestyrelsens vurdering, hvorvidt der er behov for en handlingsplan. Beslutningen vil ikke have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse og vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed. Beslutningen om at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan vil ikke medføre et særskilt ansvar for Ankestyrelsen til at påse eller sikre kommunalbestyrelsens overholdelse af den socialretlige lovgivning.

Der vil ikke kunne fastsættes en fast grænse for, hvornår omgørelsesprocenten er så høj, at den tilsiger, at Ankestyrelsen vil skulle pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan. Dette skyldes, at omgørelsesprocenten vil skulle ses i sammenhæng med andre faktorer, herunder det samlede antal afgørelser truffet af kommunen der er påklaget til Ankestyrelsen. Der vil således kunne være tilfælde, hvor omgørelsesprocenten er høj, men hvor der samtidigt er meget få afgørelser, der er påklaget, og hvor dette sammenholdt med Ankestyrelsens øvrige viden om sagsbehandlingen i kommunen, medfører, at der ikke er grundlag for iværksættelse af en handlingsplan. Et relevant element i Ankestyrelsens vurdering vil være grunden til afgørelserne om hjemvisning, ændring eller ophævelse af kommunens afgørelse. Der vil således kunne være situationer, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse om hjemvisning, ændring eller ophævelse af et større antal sager af samme grund, f.eks. begrundet i fejlfortolkning af lovgivningen, og hvor Ankestyrelsen har viden om, at kommunalbestyrelsen efterfølgende har rettet op og truffet korrekte afgørelser. I sådanne situationer vil der ikke være grundlag for, at Ankestyrelsen beslutter at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan. Også i tilfælde, hvor kommunen uanset beslutningen om ikke at iværksætte en handlingsplan, på anden måde er i gang med at nedbringe omgørelsesprocenten, vil der ikke være grundlag for at pålægge kommunen at iværksætte en handlingsplan. Ankestyrelsen vil have mulighed for at kontakte kommunen med henblik på at indhente sådanne oplysninger, såfremt Ankestyrelsen overvejer, om der er grundlag for at pålægge kommunen at udarbejde en handlingsplan, men der vil ikke være krav om sådan forudgående dialog.

Ankestyrelsen vil i sin vurdering skulle inddrage sit øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen. Hertil sigtes til viden ud over styrelsens viden fra sager, hvor en afgørelse fra kommunen er påklaget. Det vil f.eks. kunne være oplysninger fra Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed, ligesom også oplysninger fra bl.a. Ankestyrelsens egendriftskompetence på børneområdet og tilsyn med kommunerne efter lov om kommunernes styrelse vil kunne inddrages.

Ankestyrelsens beslutning om at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan bør indeholde en beskrivelse af baggrunden for Ankestyrelsens vurdering samt en tilkendegivelse fra Ankestyrelsen om, hvad handlingsplanen bør fokusere på, f.eks. hvilke typer af sager eller sagsskridt. Tilkendegivelserne vil dog ikke være bindende for kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil have mulighed for under udarbejdelsen af handlingsplanen at være i dialog med Ankestyrelsen, bl.a. om hvilke aktiviteter, som eventuelt vil kunne indgå i handlingsplanen.

Ankestyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse alene kunne beslutte at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan i forlængelse af kommunalbestyrelsens orientering om, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af danmarkskortet har besluttet ikke at udarbejde en handlingsplan. Ankestyrelsen vil således ikke kunne anvende den foreslåede bestemmelse af egen drift, hvis styrelsen på andre tidspunkter har oplysninger om bekymrende forhold i kommunen. Sådanne oplysninger vil i stedet kunne indgå i overvejelser om, hvorvidt styrelsen finder anledning til at rejse en tilsynssag som led i tilsynet med kommunerne efter lov om kommunernes styrelse.

Ankestyrelsens beslutning vil skulle være begrundet i kommunens behandling af sager, der er omfattet af danmarkskortet efter § 84 a i retssikkerhedsloven, dvs. sager efter serviceloven, der kan påklages til Ankestyrelsen. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsens handlingsplan også forholder sig til andre typer af sager, såfremt kommunalbestyrelsen finder dette hensigtsmæssigt.

Ankestyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse i sin beslutning om at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan skulle fastsætte en frist for kommunalbestyrelsen til udarbejdelse heraf. Fristen vil skulle fastsættes ud fra de forhold, der begrunder beslutningen, og skulle give kommunalbestyrelsen rimelig tid til udarbejdelsen. Samtidigt vil der ved fristfastsættelsen skulle tages hensyn til borgernes retssikkerhed.

Kommunalbestyrelsen vil skulle give Ankestyrelsen besked om, at handlingsplanen er udarbejdet. Det vil ikke være et krav, at handlingsplanen indsendes til Ankestyrelsen, men dette vil i mange tilfælde være hensigtsmæssigt. Ankestyrelsen vil til brug for overvejelser om, hvorvidt der er anledning til at rejse en tilsynssag, kunne pålægge kommunalbestyrelsen at indsende handlingsplanen i medfør af § 49 i lov om kommunernes styrelse. Overholdelse af fristen og overholdelse af et eventuelt pålæg om at indsende handlingsplanen vil kunne påses som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse og vil, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, i sidste instans kunne medføre en tilkendegivelse fra Ankestyrelsen om, at fortsat manglende udarbejdelse og eventuelt indsendelse af handlingsplanen vil kunne udløse tvangsbøder til de ansvarlige medlemmer af kommunalbestyrelsen i medfør af § 50 b i lov om kommunernes styrelse.

Ankestyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse ikke skulle godkende handlingsplanen. Såfremt Ankestyrelsen finder, at der kan rejses spørgsmål om lovligheden af sagsbehandlingen i kommunen, vil dette kunne danne grundlag for overvejelser om, hvorvidt der er anledning til at rejse en tilsynssag som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne i henhold til lov om kommunernes styrelse.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 2, er at sikre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af danmarkskortet særskilt drøfter, hvorvidt omgørelsesprocenterne for de af kommunens afgørelser på socialområdet, der påklages, tilsiger, at der systematisk iværksættes initiativer med henblik på styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen og dermed retssikkerheden for borgerne. Med de foreslåede bestemmelser i § 79 b, stk. 2 og 3, vil der samlet blive taget et skridt væk fra tilgangen ved indførelsen af § 79 b om, at opfølgningen på danmarkskortet alene er et anliggende for den enkelte kommune. Formålet er således at styrke borgernes retssikkerhed i sager på det sociale område ved først og fremmest at skærpe kommunalbestyrelsens fokus på retssikkerheden og den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på socialområdet, men også ved at give Ankestyrelsen et redskab til at pålægge en kommunalbestyrelse at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af retssikkerheden. Samtidigt har de foreslåede bestemmelser til formål at øge Ankestyrelsens grundlag for målrette sin praksiskoordinerende virksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2 og 2.1.3.

Til § 2

Det foreslås med § 2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.

For så vidt angår den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 79 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven vil den foreslåede ikrafttrædelsesdato betyde, at Ankestyrelsen fra og med den 1. juli 2022 vil kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter end praksisundersøgelser på et møde. Bestemmelsen vil finde anvendelse for aktiviteter, der afsluttes pr. 1. juli 2022 eller senere. Det vil være uden betydning, at aktiviteten er påbegyndt før den 1. juli 2022.

For så vidt angår den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven om, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af danmarkskortet skal tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan, vil den foreslåede ikrafttrædelsesdato betyde, at den foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 2, vil finde anvendelse for kommunalbestyrelsens førstkommende behandling af danmarkskortet efter den foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. juli 2022. Tilsvarende vil gøre sig gældende for den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede bestemmelse i § 79 b, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås med § 2, stk. 2, at de i lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, foreslåede bestemmelser i § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2 og 3, i retssikkerhedsloven ophæves den 1. januar 2026.

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, er begrundet i, at lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale "Udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på social- og ældreområdet)", og finansieringen af lovforslaget derfor er tidsbegrænset til udgangen af 2025. Med den foreslåede ophævelse af de i lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, foreslåede bestemmelser i § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2 og 3, vil retstilstanden blive ført tilbage til, hvad er gjaldt forud for lovforslagets ikrafttrædelse.

Ministeriet vil inden den 1. januar 2026 se på erfaringerne med lovforslaget og herunder inddrage relevante interessenter med henblik på en vurdering af, hvorvidt der bør findes finansiering til en hel eller delvis videreførelse af de i lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 5, foreslåede ændringer.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da retssikkerhedsloven, jf. § 90, stk. 1, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for disse dele af riget.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022, foretages følgende ændringer:
   
§ 79 a. Kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens undersøgelser af kommunens praksis på et møde.
 
1. I § 79 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
  
»Stk. 2. Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.«
  
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
   
Stk. 2. Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til. Styrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.
 
2. I § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., ændres »undersøgelsens resultater har givet anledning« til: »kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte«.
   
§ 79 b. Inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, jf. § 84 a, behandler kommunalbestyrelsen danmarkskortet på et møde.
 
3. I § 79 b indsættes som stk. 2 og 3:
  
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen efter stk. 1 tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Beslutter kommunalbestyrelsen, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom.
  
Stk. 3. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har truffet beslutning herom, og omgørelsesprocenterne på socialområdet og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger det. Ankestyrelsen fastsætter en frist for udarbejdelse af handlingsplanen.«