Fremsat 30-03-2022
1. behandlet / henvist til udvalg 19-04-2022
Betænkning afgivet 12-05-2022
2. behandlet/direkte til 3. behandling 17-05-2022
3. behandlet, vedtaget 02-06-2022
Ministerområde:
Social- og Ældreministeriet
Formålet med lovforslaget er at styrke retssikkerheden for borgerne på socialområdet. Lovforslaget udmønter dele af temaet skærpet opfølgning og tilsyn med kommunerne i initiativet om bedre retssikkerhed og tillid på handicapområdet, som indgår i den politiske »Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds-, og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025«. Aftalen er indgået af regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 19. november 2021.
Lovforslaget indeholder en skærpelse af kravene til kommunalbestyrelsens behandling af det såkaldte danmarkskort. For det andet indeholder lovforslaget et forslag om at udvide kommunalbestyrelsens forpligtelser til at drøfte resultater og konklusioner fra Ankestyrelsen af betydning for kommunen.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2022, og at den ophæves igen med udgangen af 2025 grundet en tidsbegrænset finansiering af den politiske aftale.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 98 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, NB, LA, FG, ALT, Bent Bøgsted (UFG), Lise Bech (UFG) og Marie Krarup (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.