Skriftlig fremsættelse (30. marts
2022)
Social- og
ældreministeren (Astrid Krag):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning
på danmarkskortet m.v.)
(Lovforslag nr. L 151)
Lovforslaget har til formål at styrke
retssikkerheden for borgerne på socialområdet og
skærpe det kommunalpolitiske fokus på retssikkerheden
og sagsbehandlingen på socialområdet i de enkelte
kommuner.
Med lovforslaget udmøntes dele af
den politiske aftale "Udmøntning af reserven til
foranstaltninger på social-, sundheds- og
arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025 (Delaftale på
social- og ældreområdet)", der blev indgået den
19. november 2021. Da finansieringen af aftalen alene gælder
til og med 2025 foreslås de i lovforslaget foreslåede
initiativer ligeledes alene at gælde til og med 2025.
Med lovforslaget foreslås for det
første en skærpelse af kravene til
kommunalbestyrelsens behandling af det såkaldte danmarkskort.
Danmarkskortet er et kommuneopdelt danmarkskort med det
forudgående års statistik over
omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i
klagesager efter serviceloven. Med lovforslaget foreslås, at
kommunalbestyrelsen i sin behandling af danmarkskortet skal
forholde sig særskilt til, hvorvidt der er behov for at
udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet
i kommunens sagsbehandling, og at Ankestyrelsen kan træffe
beslutning om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sådan
handlingsplan.
For det andet foreslås det at udvide
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at drøfte resultater
og konklusioner fra Ankestyrelsen, der er af betydning for
kommunen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.