Tak for ordet. Det er jo ikke, fordi jeg skal repetere den lange proces, vi har været igennem, for vi har vitterlig haft en del debat omkring det her i udvalget. Men jeg har alligevel brug for at sige, at vi i SF ikke er for det lovforslag, der ligger her, fordi det netop forudsætter den omfattende overvågning af danskernes data, det udvider kriminalitetsområdet og det fastholder en meget, meget lang slettefrist for de her data, som bliver samlet ind. Og så er vi altså alvorligt i tvivl om, hvorvidt de nye regler er lovlige.
De nuværende regler – det siger justitsministeren i et svar til et møde i Retsudvalget – ligner de nye, og de nuværende regler er jo allerede underkendt af EU-retten. Så derfor er det svært at se, at der ikke også vil være en kæmpe risiko her, og det anerkender ministeren jo også selv, for man siger, at der er en væsentlig procesrisiko, og det er altså et udtryk, som vi ikke hører ofte. Jeg støder af og til på, at der er en procesrisiko, men ikke en væsentlig procesrisiko. Og det her er jo et forslag, som er blevet kritiseret af en lang række organisationer.
Det er ikke, fordi vi i SF ikke anerkender, at logningsdata kan være vigtige i en efterforskning. Vi havde måske foretrukket, at man i Danmark i højere grad var overgået til hastesikring. Det kunne man også have anvendt i Miasagen, hvis man havde villet det. Og det kom også frem i Folketinget under høringen om selve logningsreglerne, at andre europæiske lande, som har rettet deres lovgivning til, ikke har oplevet dårligere opklaringsrater. Så vi tror på, at der er en anden vej end lige præcis den her vej, som flertallet vælger at gå. Hensynet til politiets efterforskning og effektivitet er altså ikke det eneste hensyn, man skal se på, når man laver lovgivning. Det er vigtigt, ja, men der er også et hensyn til borgernes frihedsrettigheder i et demokrati, og den balance synes vi ikke bliver iagttaget med det her lovforslag.
Til gengæld vil jeg gerne sige mange tak til justitsministeren for på samrådet at imødekomme SF, Radikale Venstre og Enhedslisten med en ændret ikrafttrædelsesdato. For vi synes faktisk, at det i et demokrati er uværdigt, at man skubber Folketinget foran sig og laver lovgivning, så det i princippet kan betyde, at en lille forening, som har anlagt et søgsmål, ikke vil kunne få behandlet deres sag. Den problemstilling har vi nu fået lukket med det her ændringsforslag, som vi lige har vedtaget, og det synes vi er rigtig godt. Vi kan også forstå, at man har bedt Kammeradvokaten opgive den påstand om, at foreningen ikke skal have behandlet deres sag, fordi de jo ikke længere vil have en retlig interesse, som følge af at man vedtager nye regler. Så det synes vi er stærkt og godt, men det samlede lovforslag kommer vi altså til at sige nej til.