L 71 Forslag til lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v.

(Implementering af det reviderede udstationeringsdirektiv og målretning af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-10-2020

Fremsættelse: 30-10-2020

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2020)

20201_l71_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2020)

Beskæftigelsesminister (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Implementering af det reviderede udstationeringsdirektiv og målretning af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte m.v.)

(Lovforslag nr. L 71)

Lovforslaget implementerer dele af det reviderede udstationeringsdirektiv, som har til formål at forbedre forholdene for udstationerede lønmodtagere, herunder at sikre ligebehandling med nationale lønmodtagere med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

De foreslåede ændringer af udstationeringsloven er baseret på anbefalinger fra arbejdsmarkedets parter i Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg, som anser de foreslåede ændringer for at udgøre en samlet og fyldestgørende implementering af det reviderede udstationeringsdirektiv i lovgivningen. Der er dermed ikke taget stilling til, om der skal ske justeringer i kollektive overenskomster.

Med lovforslaget foreslås det blandt andet at præcisere bestemmelsen om konfliktgrundlaget overfor udenlandske tjenesteydere, så der kan konfliktes for samme lønvilkår overfor udenlandske virksomheder, som overfor danske virksomheder. Nærmere oplysninger om lønforholdene på det danske arbejdsmarked vil skulle fremgå af det centrale nationale websted.

Med lovforslaget foreslås regler om langtidsudstationering. En lønmodtager, som er udstationeret til Danmark ud over 12 måneder, skal sikres en række yderligere ansættelsesretlige vilkår i lovgivningen fx deltidsloven, lov om tidsbegrænset ansættelse, funktionærloven mv. Den udenlandske tjenesteyder skal dermed sikre de udstationerede lønmodtagere yderligere danske vilkår. Den udenlandske tjenesteyder kan dog forlænge perioden i op til 18 måneder, før de yderligere vilkår finder anvendelse.

Lovforslaget pålægger brugervirksomheder en informationsforpligtelse vedrørende vikarer - både i forhold til de vilkår, der gælder og i forhold til videreudstationering.

Endelig indeholder lovforslaget en bestemmelse om, hvordan ydelser forbundet med udstationeringen skal håndteres i forhold til, om det anses for at være aflønning eller for at være godtgørelse for udgifter.

Lovforslaget indeholder desuden en målretning af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte. Målretningen sker som opfølgning på en åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen, som Danmark modtog i 2018 og den efterfølgende dialog med EU-Kommissionen herom.

Med lovforslaget foreslås det, at der sker en målretning af anmeldelsespligten til de risikobrancher, hvor myndighedernes kontrol viser, at der er en væsentlig risiko for, at udenlandske selvstændige overtræder reglerne i forhold til sundhed og sikkerhed på arbejdsmarkedet, samt beskatning. Det betyder, at blandt andet bygge- og anlægsbranchen fortsat vil være omfattet af anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte. Anmeldelsespligten kan udvides til yderligere risikobrancher.

Anmeldelsespligten til RUT for virksomheder med ansatte påvirkes ikke af lovforslaget.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.