Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2020)
Børne- og
undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
folkeskolen (Mulighederne for andet udtræk af prøvefag
og etablering af fælles ledelse i forbindelse med
skolesammenlægning m.v.)
(Lovforslag nr. L 51)
Formålet med lovforslaget er at
etablere en løsning med hensyn til idrætsprøven
for den meget lille gruppe af elever, som er ude af stand til at
deltage i idrætsundervisningen, så de kan få
udtrukket et andet prøvefag i den naturfaglige blok.
Lovforslaget indebærer derfor, at elever med en langvarig
funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom kan få
udtrukket et andet prøvefag, hvis deres
funktionsnedsættelse eller sygdom har en karakter og
sværhedsgrad, som gør dem ude af stand til at deltage
i idrætsundervisningen, og skolen har opfyldt sin pligt til
undervisningsdifferentiering og supplerende undervisning.
Det foreslås endvidere, at der sker
en tydeliggørelse af, hvad der allerede gælder, nemlig
at der kun kan ske nyt udtræk af prøvefag i den
humanistiske fagblok, hvis eleven ikke har fulgt undervisningen i
det udtrukne fag i det pågældende skoleår, fordi
eleven har været fritaget fra undervisningen efter
folkeskolelovens § 5, stk. 3, om fritagelse for tysk eller
fransk, eller efter folkeskolelovens § 6, stk. 2, om
fritagelse for kristendomskundskab.
Derudover indeholder lovforslaget et
forslag om udvidelse af adgangen til at aflægge folkeskolens
prøver som privatist, således at der også kan
aflægges prøve på 8. klassetrin i det
praktiske/musiske valgfag, samt en konsekvensrettelse i
forlængelse af tidligere vedtaget lovgivning.
Lovforslaget indeholder endelig et forslag
om forenkling af reglerne om skolesammenlægning med en skole
med fælles ledelse med en anden institutionsform, så
det sikres, at fælles ledelse mellem en skole og et dagtilbud
eller fritidshjem eller en ungdomsskole på en enkel og
ubureaukratisk måde kan videreføres i forbindelse med
en sammenlægning af skolen med andre skoler.
Det foreslås, at loven skal
træde i kraft dagen efter offentliggørelse i
Lovtidende. Det skyldes, at lovforslag vil skulle finde anvendelse
for prøver afholdt i skoleåret 2020/21, og at den
første prøvetermin starter allerede i december 2020.
Det er derfor nødvendigt, at lovforslaget træder i
kraft hurtigst muligt efter vedtagelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.