Fremsat 08-10-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 05-11-2020
Betænkning afgivet 19-11-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 24-11-2020
3. behandlet, vedtaget 26-11-2020
Ministerområde:
Børne- og Undervisningsministeriet
Formålet med lovforslaget er at etablere en løsning med hensyn til idrætsprøven for den meget lille gruppe af elever, som er ude af stand til at deltage i idrætsundervisningen, så de kan få udtrukket et andet prøvefag i den naturfaglige blok.
Med lovforslaget foreslås derfor bl.a., at elever med en langvarig funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom kan få udtrukket et andet prøvefag, hvis deres funktionsnedsættelse eller sygdom har en karakter og sværhedsgrad, som gør dem ude af stand til at deltage i idrætsundervisningen, og hvis skolen har opfyldt sin pligt til undervisningsdifferentiering og supplerende undervisning.
Derudover foreslås det bl.a. at udvide adgangen til at aflægge folkeskolens prøver som privatist, således at der også kan aflægges prøve på 8. klassetrin i det praktisk-musiske valgfag.
Med lovforslaget foreslås det endvidere at forenkle reglerne om skolesammenlægning med en skole med fælles ledelse med en anden institutionsform, så det sikres, at fælles ledelse mellem en skole og et dagtilbud eller fritidshjem eller en ungdomsskole på en enkel og ubureaukratisk måde kan videreføres i forbindelse med en sammenlægning af skolen med andre skoler.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende, så loven vil skulle finde anvendelse for prøver afholdt i skoleåret 2020/21.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, ALT, Sikandar Siddique (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.