L 193 Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven, lov om Danmarks Grønne Investeringsfond og forskellige andre love.

(Øget investorbeskyttelse ved grænseoverskridende markedsføring af investeringer, oprettelse af gældsrådgivningsenhed i Finansiel Stabilitet som følge af aftale om erstatning m.v. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 og styrket tilsyn med aktører på det digitale marked for finansielle ydelser m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-03-2021

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2021)

20201_l193_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2021)

Erhvervsministeren (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven, lov om Danmarks Grønne Investeringsfond og forskellige andre love (Øget investorbeskyttelse ved grænseoverskridende markedsføring af investeringer, oprettelse af gældsrådgivningsenhed i Finansiel Stabilitet som følge af aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19 samt styrket tilsyn med aktører på det digitale marked for finansielle ydelser m.v.)

(Lovforslag nr. L 193)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styrket og målrettet tilsyn på det finansielle område.

Lovforslaget har blandt andet til formål at sikre en koordineret indsats til fordel for forsikringstagerne, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

På forsikringsområdet foreslås det, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler som forsikringsselskaber skal overholde, når de foretager undersøgelser - såkaldt efterforskning - herunder foretager personobservation af skadelidte. Reglerne skal understøtte en ordentlig og loyal behandling af skadelidte og sikre, at forsikringsselskaberne kun benytter undersøgelsesmetoder, der er rimelige i forhold til sagens omfang, og som påvirker kunden mindst muligt.

På hvidvaskområdet sikres et tidssvarende tilsyn, da udbydere af tjenester med virtuelle valutaer bliver tilføjet til hvidvasklovens anvendelsesområde. Herudover skærpes forbuddet mod at modtage kontantbetaling med summer på 50.000kr til 20.000kr for at imødekomme den høje risiko for hvidvask, der er ved kontantbetalinger. Forbuddet gælder for erhvervsdrivende, der ikke er omfattet af de pligter om kundekendskab mv., der følger af hvidvaskloven.

Det foreslås, som led i implementeringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond, at kapaciteten i Danmarks Grønne Investeringsfond udvides med 6 mia. kr., samt at DGIFs muligheder for at yde finansiering til grønne projekter udvides.

Det foreslås som opfølgning på dele af "Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19", at Finansiel Stabilitet skal oprette en enhed, der foranlediger vederlagsfri gældsrådgivning til de tidligere minkavlere, der på trods af erstatningsudmålingen står over for en personlig konkurs.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.