Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 23. marts 2021
Forslag
til
Lov om ændring af afskrivningsloven,
ligningsloven, pensionsafkastbeskatningsloven og lov om afgift af
svovl
(Forhøjelse af grænsen for
straksafskrivning m.v., midlertidig forhøjelse af
afskrivningsgrundlaget for nye driftsmidler, forlængelse af
den midlertidige forhøjelse af fradrag for udgifter til
forsøgs- og forskningsvirksomhed og forlængelse af
bundfradrag i svovlafgiften)
§ 1
I afskrivningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 242 af 18. februar 2021, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 5, stk. 3, 2. pkt., ændres
»12.300 kr.« til: »26.200 kr.«
2. § 5 C,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 6,
ophæves.
3. § 5
D affattes således:
Ȥ 5 D. Den
skattepligtige kan i stedet for at afskrive efter § 5
vælge at afskrive udgifter til anskaffelse af nye
driftsmidler, som udelukkende benyttes erhvervsmæssigt,
på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen
indgår med 116 pct., jf. dog stk. 2, 3, 5 og 7. Ved nye
driftsmidler forstås driftsmidler, der anskaffes af den
skattepligtige som fabriksnye.
Stk. 2. Det er
en betingelse for afskrivning efter stk. 1, at anskaffelsessummen
som nævnt i stk. 1 ikke fradrages (straksafskrives) efter
§ 6, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1
finder ikke anvendelse for udgifter til anskaffelse af personbiler
og skibe eller for udgifter til anskaffelse af maskiner, der via
egen energiforsyning drives eller kan drives af fossile
brændsler. Stk. 1 finder dog anvendelse for andre
køretøjer end personbiler, når
køretøjet registreres i
Køretøjsregisteret efter § 2, stk. 1, i lov om
registrering af køretøjer eller der er tale om en
traktor eller blokvogn, der uden registrering anvendes til
transporter efter § 4 i den nævnte lov, når
køretøjet inden udgangen af det indkomstår,
hvor anskaffelsen sker, eller senest 3 måneder efter
anskaffelsen er forsynet med nummerplader.
Stk. 4.
Indkomstårets afskrivninger efter stk. 1 foretages på
grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved
indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som
saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med
tillæg af 116 pct. af anskaffelsessummen for driftsmidler,
der er anskaffet i indkomståret, jf. dog stk. 7, og med
fradrag af 116 pct. af salgssummen for driftsmidler, der er solgt
og leveret i indkomstårets løb, og som indgik på
den særskilte saldo med 116 pct. af anskaffelsessummen.
Saldoværdien ved indkomstårets begyndelse udgør
det beløb, hvortil driftsmidler anskaffet i tidligere
indkomstår er nedbragt ved afskrivninger efter stk. 1.
Stk. 5.
Afskrivning efter stk. 1 kan højst udgøre 25 pct. af
den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 4.
Stk. 6. §
5, stk. 4-6, og § 5 A finder tilsvarende anvendelse for
driftsmidler omfattet af stk. 1.
Stk. 7. Stk. 1
finder alene anvendelse for driftsmidler, der er anskaffet i
perioden fra og med den 23. november 2020 til og med den 31.
december 2022. Den afskrivningsberettigede saldoværdi efter
stk. 4 lægges sammen med saldoværdien efter § 5
ved udgangen af indkomståret 2026. Den derved fremkomne
samlede saldoværdi behandles fra og med indkomståret
2027 efter § 5.«
4. I
§ 6, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.,
ændres »12.300 kr.« til: »26.200
kr.«
5. § 6,
stk. 1, nr. 3, 3. og 4. pkt.,
affattes således:
»For indkomstårene 2020-2022 kan der ud
over fradrag efter 2. pkt. foretages fradrag på 27 pct. for
indkomståret 2020 og 25 pct. for indkomstårene 2021 og
2022 af anskaffelsessummen. Fradrag efter 3. pkt. og fradrag eller
afskrivning efter ligningslovens § 8 B, stk. 4, 2. pkt., kan
dog højst foretages for samlede udgifter på 845 mio.
kr. i indkomståret 2020 og 910 mio. kr. i indkomstårene
2021 og 2022.«
6. § 11,
stk. 2, 2. pkt., ophæves.
7. I
§ 40 C, stk. 8, 2. pkt.,
ændres »25 pct.« til »22 pct.«
§ 2
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 806 af 8. august 2019, som ændret bl.a. ved § 2 i
lov nr. 2219 af 29. december 2020 og senest ved § 4 i lov nr.
203 af 13. februar 2021, foretages følgende
ændring:
1. § 8 B,
stk. 4, 2. og 3. pkt., affattes
således:
»For indkomstårene 2020-2022 kan der ud
over fradrag eller afskrivninger efter 1. pkt. foretages fradrag
eller afskrivninger på 27 pct. for indkomståret 2020 og
25 pct. for indkomstårene 2021 og 2022 af udgiften. Fradrag
eller afskrivning efter 2. pkt. og fradrag efter afskrivningslovens
§ 6, stk. 1, nr. 3, 3. pkt., kan dog højst foretages
for samlede udgifter på 845 mio. kr. i indkomståret
2020 og 910 mio. kr. i indkomstårene 2021 og 2022.«
§ 3
I pensionsafkastbeskatningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 185 af 6. marts 2020, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 18, stk. 5, 3. og 4. pkt., ændres »15 pct.«
til: »16 pct.«, og i 7.
pkt. ændres »2018« til:
»2027«.
§ 4
I lov om afgift af svovl, jf.
lovbekendtgørelse nr. 479 af 22. april 2020, som
ændret ved § 19 i lov nr. 1728 af 27. december 2018,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 33, stk. 7, 4. pkt.,
ændres »2020« til: »2025«.
§ 5
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af §
4.
Stk. 3. § 1, nr. 1,
har virkning for indkomstår, der udløber den 23.
november 2020 eller senere.
Stk. 4. § 1, nr. 4,
har virkning for aktiver, der erhverves den 23. november 2020 eller
senere.
Stk. 5. § 1, nr. 7,
har virkning for indkomstår, der begynder den 1. juli 2021
eller senere.