L 178 Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, pensionsafkastbeskatningsloven og lov om afgift af svovl.

(Forhøjelse af grænsen for straksafskrivning m.v., midlertidig forhøjelse af afskrivningsgrundlaget for nye driftsmidler, forlængelse af den midlertidige forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed og forlængelse af bundfradrag i svovlafgiften).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 11-03-2021
Betænkning afgivet 18-03-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 23-03-2021
3. behandlet, vedtaget 13-04-2021
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget udmønter dele af aftalen om en grøn skattereform, der er indgået den 8. december 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Der foreslås en række skatte- og afgiftslettelser, som allerede nu vil kompensere for grønne afgifter, der vil blive indført i årene fremover.

Det foreslås for det første at forhøje grænsen for, hvornår driftsmidler (maskiner, inventar m.v.) kan straksafskrives.

For det andet foreslås et investeringsvindue med øget afskrivningsret.

For det tredje foreslås det at forlænge det forhøjede fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed, så virksomhederne også i 2022 kan fratrække 130 pct. af udgifterne.

For det fjerde foreslås det at forlænge bundfradraget i grundlaget for virksomheders betaling af svovlafgift for kul og koks m.v. til og med 2025. Forslaget forudsætter en dialog med Europa-Kommissionen om initiativets forenelighed med statsstøttereglerne.

Lovforslaget afviger fra de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Det skyldes, at forslagene om straksafskrivning og investeringsvinduet allerede foreslås at gælde for aktiver, der erhverves fra den 23. november 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 85 (S, V, DF, SF, RV, KF, NB og LA), imod stemte 9 (EL, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.