L 164 Forslag til lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og forskellige andre love.

(Førtidig udbetaling af resterende tilgodehavende feriemidler).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 03-03-2021

Afgivet: 03-03-2021

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 3. marts 2021

20201_l164_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 3. marts 2021

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstilling

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at Danmark står i en meget alvorlig økonomisk situation. Ledighedskøen er siden marts 2020 vokset med over 40.000, mange danskere risikerer at miste deres arbejde, og mange virksomheder er voldsomt presset. Venstre har som opfølgning på aftalen fra før sommeren 2020 om udbetaling af de første 3 uger presset på, for at de sidste 2 ugers feriepenge også skulle udbetales. Det lykkedes med den politiske aftale fra 2. december mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Parti og Alternativet at sikre, at danskerne kan få udbetalt deres egne feriepenge ultimo marts måned. Aftalen indeholdt også en eksportpakke og forlængelse af hjælpepakker. Udbetalingen af danskernes egne feriepenge vil være med til at sætte gang i dansk økonomi og skabe tusindvis af arbejdspladser i hele landet. For V har det været afgørende, at ordningen blev frivillig, så danskerne får friheden til selv at bestemme, om de vil have deres indfrosne feriepenge udbetalt nu, eller om de vil vente, til de når pensionsalderen, som det oprindelig har været hensigten.

Vi skal så hurtigt som muligt have en plan for genåbning af Danmark, som kan være med til at give danskerne håb og et perspektiv. Og så skal vi i gang med en genopretning - få gang i erhvervslivet, og vi skal have indhentet det sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige efterslæb.

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlemmer af udvalget finder det glædeligt, at det nu bliver muligt at få udbetalt de resterende feriemidler. Forhåbentlig vil mange benytte sig af ordningen, så det kan bidrage til at stimulere dansk økonomi under epidemien.

Kompensationsordninger og stimulipakker har været afgørende for at holde hånden under dansk økonomi efter det historiske fald i bnp sidste forår, og selv om vaccinerne får det til at lysne i horisonten, er væksten udfordret af nedlukninger og lavere verdenshandel. Derfor er det fortsat vigtigt, at økonomien stimuleres i en tid, hvor mange virksomheder kæmper for at få enderne til at mødes. Det skal sikre os, at Danmark kommer godt igennem epidemien - både økonomisk og sundhedsmæssigt

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget har siden indførelsen af samtidighedsferie støttet, at de indefrosne feriepenge skal udbetales til de lønmodtagere, som har tjent pengene. De penge skulle ikke have været indefrosset i første omgang, og derfor støtter EL muligheden for at få feriepengene udbetalt. Når det er sagt, er der stadig en række indbyggede problemer i forbindelse med udbetalingen af feriemidlerne, som er uløste og til ugunst for lønmodtagerne og deres familier.

For det første er der ikke en endelig og fuldstændig løsning på, at feriepengene fra timelønnede kan modregnes hos ægtefæller og samlevende, der modtager sociale ydelser, fordi det skatteteknisk indgår i indkomstopgørelsen. Det er dybt urimeligt over for de timelønnede, ikke mindst fordi deres familie kan blive modregnet, og dermed bliver familiens samlede indkomst reduceret. Det burde være løst allerede ved den første udbetaling af de 3 ugers feriepenge, og det forværres kun, når det ikke løses ved denne lov.

For det andet er der ikke fundet en løsning for de udenlandske lønmodtagere, som i overgangsperioden har optjent feriepenge, men efterfølgende har forladt det danske arbejdsmarked endegyldigt. De risikerer helt at miste de optjente midler, fordi de ikke får information om muligheden for udbetaling og heller ikke bliver kontaktet ved fraflytning eller ved senere opnåelse af pensionsalder. Det er urimeligt, at loven ikke sikrer, at de udenlandske lønmodtagere, der forlader landet, garanteres deres egne feriepenge, ved at pålægge enten myndighederne eller arbejdsgiverne at orientere dem om muligheden. Endelig står det fortsat uklart, hvordan det sikres, at arbejdsgiverne ikke bare kan beholde de indefrosne feriepenge fra de udenlandske lønmodtagere, når de pågældende ikke selv tager initiativ til at få dem udbetalt. Det skal sikres, at de alligevel overføres til fonden.

I forhold til de seneste ændringsforslag fra ministeren mener EL, at der stadig er en usikkerhed om klageadgangen, og EL havde derfor gerne set, at ændringsforslag nr. 3 var formuleret således, at det fremgår af selve lovteksten, at alle lønmodtagere i forbindelse med den endelige opgørelse i juli 2021 kan klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over udbetalingen af tilgodehavende feriemidler fra såvel udbetalingsrunde 2020 som udbetalingsrunde 2021.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I nr. 12 indsættes efter »§ 17 a, stk. 5,«: »1. og 2. pkt.,«, og efter »stk. 7,« indsættes: »1. og 2. pkt.,«.

[Præcisering af bestemmelsen]

2) I den under nr. 17 foreslåede ændring af § 26, stk. 1, indsættes efter »jf. dog stk. 3«: »og 4«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 4]

3) I den under nr. 18 foreslåede ændring af § 26, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1,«: »om førtidig udbetaling efter en ansøgningsrunde i 2020«.

[Præcisering af Ankestyrelsens efterprøvelse]

4) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 26 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Klage over afgørelser om opkrævning af arbejdsgiverbidrag efter regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, skal indgives til fonden inden 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt. Fonden vurderer, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Giver fonden ikke klageren fuldt ud medhold, sender fonden klagen og begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.««

[Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension behandler klager vedrørende arbejdsgiverbidrag]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en præcisering af bestemmelsen, som den foreslås i lovforslaget, da det tydeliggøres, at henvisningen til stk. 3 indsættes i både 1. og 2. pkt.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af det under ændringsforslag nr. 4 foreslåede § 26, stk. 4, hvorefter klager over fondens afgørelser efter regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, fortsat behandles af ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der henvises til ændringsforslag nr. 3 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

Det foreslås med ændringsforslaget, at § 26, stk. 2, der bliver stk. 3, præciseres, sådan at det fremgår, at fondens afgørelser om førtidig udbetaling af feriemidler efter ansøgningsrunden i 2020 ikke kan påklages til Ankestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Ændringsforslaget vil medføre, at afgørelser efter § 17 a, stk. 1, om førtidig udbetaling af feriemidler efter ansøgningsrunden i 2020 ikke kan påklages til Ankestyrelsen. Lønmodtagere, der i forbindelse med udbetaling efter ansøgningsrunden i 2020 har tømt deres konto for tilgodehavende feriemidler, vil efter den 1. juli 2021 modtage en endelig opgørelse af kontoen vedrørende lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler fra fonden. Det gælder også lønmodtagere, der med udbetaling efter ansøgningsrunden i 2020 har fået udbetalt for meget, men hvor der ikke rejses krav om tilbagebetaling, f.eks fordi kravet ikke overstiger en af beskæftigelsesministeren fastsat bagatelgrænse. Der kan klages over fondens endelige opgørelse af lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler efter lovens § 12, jf. § 26, stk. 1.

Afgørelser efter lovens § 17 a, stk. 5, som bliver stk. 7, om tilbagesøgning af udbetalte feriemidler, som lønmodtageren ikke havde krav på, kan efter det fremsatte lovforslags § 1, nr. 17, påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder både, når udbetaling er sket i forbindelse med ansøgningsrunden i 2020 og i 2021, jf. § 17 a, stk. 5, der med det fremsatte lovforslag bliver stk. 7.

Ankestyrelsen vil i disse sager påse, om grundlaget for fondens afgørelse om tilbagebetaling af udbetalte feriemidler, som lønmodtageren ikke havde krav på, er korrekt, herunder om fonden søger et for højt beløb tilbagebetalt, baseret på lønmodtagerens krav efter lovens § 12, og om der eventuelt er sket førtidig udbetaling eller udbetaling til afholdelse af fondsferiedage, der påvirker tilbagebetalingskravet. Ankestyrelsen vil desuden påse, om fonden har overholdt sagsbehandlingsreglerne, herunder foretaget partshøring.

Ankestyrelsen kan ikke efterprøve tvister om ændringer eller fejl i arbejdsgivers indberetninger til fonden.

Til nr. 4

I det fremsatte lovforslags § 1, nr. 17, foreslås, at behandling af klager over afgørelser efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler behandles ved Ankestyrelsen.

Det foreslås med ændringsforslaget, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension behandler klager over afgørelser efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 6.

Udgifter til dækning af teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension finansieres gennem bidrag fra arbejdsgivere, som indbetaler ATP-bidrag, jf. lovens § 19, stk. 2. Bidrag til fonden opkræves ved fælles opkrævning sammen med de øvrige bidrag, som opkræves af Arbejdsmarkedets Tillægspension (Samlet Betaling).

Ændringsforslaget skyldes, at klager over afgørelser efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 6, som udgangspunkt vil omhandle flere opkrævede arbejdsgiverbidrag efter andre ordninger eller grundlæggende oplysninger, der anvendes til at beregne bidragene ud fra. En klage over et bidrag vil derfor ikke alene have betydning for det enkelte bidrag fastsat efter regler i medfør af lovens § 19, stk. 6, men for flere bidrag efter andre ordninger.

Ved alle øvrige bidrag kan der i henhold til de enkelte ordningers lovgivning klages over afgørelsen til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det er derfor hensigtsmæssigt, at afgørelser om bidrag fastsat efter regler i medfør af denne lovs § 19, stk. 6, fortsat behandles ved ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Der er ingen sammenhæng mellem fondens øvrige administration af feriemidler og arbejdsgiverbidraget.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. februar 2021 og var til 1. behandling den 23. februar 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 3. februar 2021 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 158. Den 18. februar 2021 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag på lovforslaget.

Skriftlig henvendelse

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 7 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) Henrik Møller (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) Stén Knuth (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)40
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)12
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)8