L 164 Forslag til lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og forskellige andre love.

(Førtidig udbetaling af resterende tilgodehavende feriemidler).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 10-02-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 23-02-2021
Betænkning afgivet 03-03-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 09-03-2021
3. behandlet, vedtaget 16-03-2021
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Lovforslaget drejer sig om at stimulere dansk økonomi ved at give lønmodtagere, der har optjent tilgodehavende feriemidler i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 mulighed for at få udbetalt feriemidlerne. Hvis der ikke ansøges om førtidig udbetaling, vil midlerne udbetales når lønmodtageren opnår folkepensionsalderen eller af andre grunde forlader arbejdsmarkedet som efter de nugældende regler om udbetaling.

Den førtidige udbetaling af feriemidler for perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 vil ikke til og med 2023 indgå i tildelingen eller udmålingen af forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser til personen selv eller andre, herunder ægtefæller og børn.

Lovforslaget udmønter aftalen af 2. december 2020 om udbetaling af resterende to ugers feriepenge, eksportpakke og reserve til forlængelse af hjælpepakker, der blev indgået mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 93 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA og ALT), imod stemte 2 (Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.