L 114 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.

(Forlængelse af lovens gyldighed).

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-11-2020

Fremsættelse: 26-11-2020

Skriftlig fremsættelse (26. november 2020)

20201_l114_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. november 2020)

Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 (Forlængelse af lovens gyldighed)

(Lovforslag nr. L 114)

Med lov nr. 241 af 19. marts 2020 om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 (herefter nødloven) blev gennemført en rammelov for at tage højde for den særlige situation, der opstod i marts 2020 som følge af covid-19 og de tiltag, der blev iværksat i henhold til lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (epidemiloven) i den anledning. Loven gælder indtil den 1. marts 2021 og der skal fremsættes forslag til revisionen af loven inden udgangen af november 2020.

På baggrund af sundhedsmyndighedernes vurdering af at smitteudviklingen er bekymrende, har regeringen den 23. oktober 2020 udmeldt en række initiativer, hvorved restriktionerne blev forlænget, og samtidig blev der indført nye og skærpede restriktioner foreløbig med virkning til den 2. januar 2021. Der er risiko for en stigende smitte i efteråret og vinteren, hvilket også kan sætte sundhedsvæsenet under stigende pres. Den 5. november 2020 er der endvidere udmeldt en række helt særlige foranstaltninger i syv kommuner i Region Nordjylland med henblik på den meget ekstraordinære smittesituation i disse kommuner, der er opstået som følge af mutation af coronavirus fra smittede mink. Foranstaltningerne for dagtilbud og skoler i de 7 kommuner har efterfølgende kunnet ophæves.

Det er Børne- og Undervisningsministeriets vurdering, at loven i den vanskelige og usædvanlige situation, som covid-19 har skabt også for dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. og deres brugere, elever og medarbejdere, har sikret rammerne for i videst muligt omfang at afbøde effekter af nedlukning eller foranstaltninger efter genåbningen som følge af covid-19 for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner. Loven har skabt rammer for håndtering af en situation, hvor der ikke er mulighed for, at elever, kursister og deltagere kan møde på skoler og uddannelsessteder, men hvor der gennemføres nødundervisning med henblik på i videst muligt omfang at sikre deres fortsatte læring. Endvidere skaber loven rammer for gennemførelsen af prøver og eksamener, vejledning og optagelse og for økonomiske forhold, hvor dagtilbud og undervisningen har været berørt af nedlukning m.v. Et særligt formål med nødloven er at sikre, at udsatte børn og unge, herunder elever med særlige behov, i videst muligt udstrækning ikke bliver påvirket af nødlukninger m.v. Det er vurderingen, at loven ikke under de helt særlige forhold har haft negative konsekvenser for retssikkerheden.

Med lovforslaget foreslås derfor, at ophævelsen af nød?­loven? udskydes til den 16. november 2021. Børne- og Undervisningsministeriet vil til efteråret 2021 vurdere, hvorvidt der til den tid stadig er behov for en særlig lovgivning på de områder, som nødloven gælder for, til håndtering af en eventuelt fortsat eksisterende covid-19-situation og vil i givet fald fremsætte lovforslag herom.

Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring, da det helt op til fremsættelsen har været nødvendigt at tage hensyn til udviklingen i situationen med covid-19. Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring med frist den 4. januar 2021.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 28. februar 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.