L 114 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.

(Forlængelse af lovens gyldighed).

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 26-11-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 15-01-2021
Betænkning afgivet 04-02-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 09-02-2021
3. behandlet, vedtaget 23-02-2021
Ministerområde:
Børne- og Undervisningsministeriet
Resumé:
Med lov nr. 241 af 19. marts 2020 om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 (herefter nødloven) blev der vedtaget en rammelov for at tage højde for den særlige situation, der opstod i marts 2020 som følge af covid-19 og de tiltag, der blev iværksat i henhold til lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (epidemiloven). Nødloven gælder indtil den 1. marts 2021 og der skal fremsættes forslag til revisionen af loven inden udgangen af november 2020.

Der er risiko for en stigende smitte i vinteren 2020-2021. Med lovforslaget foreslås derfor, at ophævelsen af nødloven udskydes til den 16. november 2021. Børne- og Undervisningsministeriet vil til efteråret 2021 vurdere, hvorvidt der til den tid stadig er behov for en særlig lovgivning på de områder, som nødloven gælder for til håndtering af en eventuelt fortsat eksisterende covid-19-situation og vil i givet fald fremsætte lovforslag herom. Det foreslås, at loven træder i kraft den 28. februar 2021.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 93 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA, ALT, Jens Rohde (UFG), Susanne Zimmer (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 2 (NB), hverken for eller imod stemte 0.