Tak for det. I Venstre er vi optaget af, hvordan vi kan håndtere vores hav- og vandmiljø og få det i en bedre retning, og vi vil meget gerne også i dialog med Folketingets partier og regeringen, selvfølgelig, om, hvordan vi kan gøre det i forskellige sammenhænge. Desværre mener vi ikke, at det her forslag er den rette løsning på at komme derhen. Det vil efter vores vurdering medføre en fuldstændig udfasning af fremtidige havbrug og også en stærk begrænsning af de miljø- og ressourceeffektive dambrug. Det kan vi fra Venstres side ikke bakke op om. For hvis vi bare lukker ned for den mulighed at etablere havbrug i Danmark og udvikle dem, risikerer vi, at man i stedet for udfaser den branche i Danmark, og så bliver de etableret uden for de danske grænser eksempelvis i polsk farvand i stedet for, og hvad vil det så betyde for vores havmiljø? Ja, den påvirkning, der i givet fald måtte være – og det er det samme hav, vi taler om, det er den samme gennemstrømning, vi taler om, op igennem bælterne og tilbage igen til Østersøen – er ingenting.
Derfor er det ikke den rette løsning, synes vi, at udfase et helt erhverv. Vi noterer os i øvrigt også, at det er en overimplementering af EU-reglerne på området, ligesom det i øvrigt pointeres i flere af de kritiske høringssvar, at modellen, som den ligger, ikke vil komme til at fungere optimalt. Det fremgår også af lovforslaget, at man konsekvensberegner, at det skulle koste knap 2 mio. kr. for erhvervet, men hvis man kigger på, at der rent faktisk er tale om, at det er i omegnen af 5 pct. af havbrugenes nuværende produktionsgrundlag, vil det altså svare til et produktionstab på i omegnen af 20 mio. kr., altså en faktor ti, med deraf følgende tab af arbejdspladser – ligesom der var en diskussion om mellem Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis ordførere her for et øjeblik siden.
Det er i øvrigt også i modstrid med regeringens egen ambition om at fremme landbaserede anlæg, for ved at nedjustere den kvælstofpulje, som blev omtalt, til cirka en tredjedel, vil det selvfølgelig også betyde en betydelig reduktion af muligheden for nyetablering og ombygninger af landbaserede ferskvands- og saltvandsanlæg, hvilket så i øvrigt umiddelbart reducerer efterspørgslen af teknologi og incitamenter til videreudvikling i den retning. Så også det strider egentlig imod regeringens egen ambition.
Hvor er så i øvrigt dokumentationen for, at de landbaserede anlæg skulle være mere miljørigtige end dem til havs? Det er da i hvert fald noget, jeg godt kunne tænke mig at se. Man skriver i lovforslaget, at regeringen ønsker, at Danmark skal være et grønt foregangsland, og at Danmark skal satse på en bæredygtig udvikling af akvakulturen. Fremtiden ligger i de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land. Men hvad baserer regeringen egentlig det postulat på?
Er der f.eks. foretaget sammenlignelige analyser af kvælstofpåvirkningen fra produktion i saltvandsdambrug sammenlignet med miljøpåvirkningen fra produktion i havbrug? Eller har man forholdt sig til, at de landbaserede anlæg udleder direkte i kystnære områder, altså inden for vandplansområderne, hvor miljøudfordringerne er store, men ikke i åbent hav, som havbrugene gør, hvor der fortsat er råderum til udvikling og udledning? Hvorfor er havbrugene så egentlig ikke grønne, hvis de, som jeg nævnte det for et øjeblik siden i min debat med Socialdemokraternes ordfører, lever op til de gældende regler, der netop sætter rammen for vvm-undersøgelser, altså miljøvurderinger, habitatkonsekvensvurderinger osv.? Kan vi ikke stole på de regler, vi allerede har? Det synes jeg vi burde gøre i stedet for at måtte sige, at det her er en decideret udfasning af et erhverv, som ellers skaber eksport, skaber arbejdspladser, og som ikke, jævnfør de regler, der gælder på miljøområdet i dag, skaber miljømæssige problemer for vores havmiljø.
Og når vi nu taler om de landbaserede, kan man sige, at de jo i øvrigt heller ikke understøtter den økologiske omstilling, som vi også hører at mange taler for under normale omstændigheder. Det er nemlig sådan, at reglerne for økologi i EU og i Danmark ikke tillader tilsætning af ren ilt, som det sker i de intensive landbaserede opdrætsanlæg, hvor vandet bliver renset og recirkuleret. Det vil sige, at de altså ikke kan blive omlagt til økologi, og det vil så også være stik imod regeringens egen ambition om at øge den økologiske produktion. Det kan da ikke være tilfredsstillende i vore dage.
Så med alt det sagt er vi ikke tilhængere af det her forslag. Vi kan ikke se, at det har en miljømæssig effekt. Vi kan ikke se, at det er med til at udvikle vores landdistrikter med de jobs, som vi jo alle sammen efterspørger. Det er med til at udfase en eksport i millionklassen, som vi også har brug for, ikke mindst i fremtiden. Det er ikke med til at fremme økologi, hvad vi også fra Venstres side gerne vil, og det lever i øvrigt ikke op til de ambitioner, som der er på akvakulturområdet.
Først var det minkbranchen, man udfasede, nu forsøger man så med havbrugene. Man kunne spørge: Hvem er de næste? Vi er ikke tilhængere af det lovforslag, der ligger her, og jeg skulle hilse fra De Konservative og sige, at det samme gælder for dem.