Vil ministeren stille ændringsforslag, der sikrer følgende:
1. Tilrejsende arbejdskraft skal tage den i lovforslaget omtalte PCR-test umiddelbart efter indrejse og senest 72 timer efter de har fået foretaget den negative covid-19-test, der i første omgang har givet dem mulighed for at rejse ind i landet.
2. Arbejdsgiveren skal løbende og mindst 1 gang om ugen sikre, at tilrejsende arbejdskraft testes for covid-19.-
3. Indrejsende arbejdskraft må ikke påbegynde arbejdet før der foreligger et negativt svar på den i lovforslaget omtalte PCR-test.
4. Det præciseres, at der gælder skærpede krav til den generelle arbejdsmiljømæssige indsats for at bekæmpe smitte i form af hygiejne, rengøring af fællesområder, mulighed for hjemmearbejde, maske m.v., så længe der er en skærpet corona-indsats i samfundet.
5. Såfremt andre ansatte har arbejdet sammen med tilrejsende arbejdskraft, der er testet positiv for covid-19, har de ret til at blive testet på samme vilkår, som tilrejsende arbejdskraft, herunder ret til løn i forbindelse med test.
6. Indrejsende chauffører, der kører cabotage- eller combitransport omfattes af denne lov ved al kørsel i Danmark.
7. Arbejdsgivere skal – for at begrænse smitten over grænserne – pålægges at vurdere, om herboende arbejdskraft kan indgå i arbejdsstyrken, som alternativ til at rekvirere tilrejsende arbejdskraft. Arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at han/hun har søgt ledig herboende arbejdskraft til jobbet ved annoncering, henvendelse til jobcentre el. lignende.
Såfremt ministeren ikke vil stille ændringsforslag, der sikrer ovenstående, bedes ministeren yde teknisk bistand til udarbejdelsen af ændringsforslag, der sikrer ovenstående.
Dato: 26-01-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
COVID-19 pandemien