Fremsat den 9. marts 2021 af Rosa Lund (EL),
Peder Hvelplund (EL),
Pernille Skipper (EL) og Mai Villadsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at opholdstilladelse ikke automatisk
bortfalder for mindreårige, der har været sendt
på genopdragelsesrejse
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2021 at fremsætte lovforslag, som fjerner
bestemmelsen i udlændingeloven om, at mindreåriges
udlandsophold af mere end 3 måneders varighed automatisk
medfører bortfald af opholdstilladelse. Dette skal sikre, at
mindreårige, der udsættes for negativ social kontrol,
ikke mister deres opholdstilladelse.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker med dette
beslutningsforslag at sikre, at børn ikke kan risikere at
miste deres opholdstilladelse som følge af beslutninger,
deres familie træffer som led i negativ social kontrol.
Forslagsstillerne ønsker derfor at ophæve bestemmelsen
i udlændingeloven om automatisk bortfald af opholdstilladelse
for mindreårige.
Gældende regler for
mindreåriges udlandsophold
Reglerne om mindreåriges udlandsrejser
er fastsat i udlændingeloven. Heraf følger det, at en
opholdstilladelse bortfalder, når en mindreårig
udlænding har opholdt sig uden for landet i mere end 3
på hinanden følgende måneder på
genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning
for skolegang og integration, jf. § 17, stk. 2 (indsat ved L
2010 572).
Opholdstilladelsen bortfalder automatisk for
den mindreårige, når betingelserne i § 17 er
opfyldt. Modtager Udlændingestyrelsen underretning fra en
kommune om, at en mindreårig udlænding har været
på genopdragelsesrejse, skal Udlændingestyrelsen
vurdere, om opholdstilladelsen må anses for bortfaldet.
Udlændingestyrelsen vurderer på baggrund af alle sagens
oplysninger, herunder oplysninger fra kommunen, om der er tale om
en genopdragelsesrejse eller andet ophold af negativ betydning for
skolegang og integration, og om betingelserne for bortfald af
opholdstilladelsen i øvrigt er opfyldt.
Spørgsmålet om karakteren af en
genopdragelsesrejse er beskrevet i lovbemærkningerne til
udlændingeloven. Således fremgår det, at
længerevarende udlandsophold vil kunne have karakter af en
genopdragelsesrejse eller have negativ betydning for
børnenes skolegang og integration i Danmark, hvis
formålet med opholdet er at vanskeliggøre eller
modvirke barnets integration her i landet gennem social, kulturel
eller religiøs genopdragelse, jf. lovbemærkningerne
til udlændingelovens § 44 c om kommunal
indberetningspligt ved mistanke om eller kendskab til
genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning
for børns skolegang og integration, jf. lovforslag nr. L 94
af 30. november 2005, afsnit 3.2.
Forskellige typer af
udlandsophold
Der kan være forskellige typer
udlandsophold for mindreårige. Det er vigtigt, at vi som
samfund kan skelne mellem disse forskellige former og ikke kun
fokuserer på varigheden af opholdet.
Genopdragelsesrejser er et eksempel på
et negativt udlandsophold. Her kan barnet eksempelvis blive sendt
til forældrenes hjemland for at gå på koranskole
og blive undervist i antidemokratiske værdier, hvis barnet
sendes til hjemlandet for at holdes indespærret i hjemmet,
hvis piger i forbindelse med konflikter om ære og skam sendes
til hjemlandet for at tvinges til at gå i burka eller for at
indgå ægteskab efter forældrenes ønske,
eller hvis barnet sendes til hjemlandet for i øvrigt at
blive påvirket sprogligt og socialt på en måde,
der er til skade for integrationen i Danmark.
Der findes også eksempler på
positive udlandsophold for en mindreårig. Her kan
nævnes udlandsophold med henblik på
kulturforståelse og identitetsdannelse, der skal give
børnene en større forståelse for deres
oprindelsesland og rødder. Derudover kan ferie og
familiebesøg være positive for barnets personlige
udvikling, såfremt opholdene ikke er så lange, at de
påvirker skolegang og danskkundskaber.
Udlændingestyrelsen bør i
forbindelse med mindreåriges ophold i udlandet ikke alene
tage udgangspunkt i opholdets varighed. Det centrale er, om barnet
har været udsat for social kontrol eller tvang, og om
opholdet har været i barnets tarv. Danmark bør sikre,
at de mindreårige ikke udsættes for den dobbelte straf
at blive påtvunget et ophold i oprindelseslandet, fordi de er
for danske, og efterfølgende få frataget muligheden
for at vende tilbage til det land, som de opfatter som deres
hjemland.
Børnene skal hjælpes, ikke
straffes
Forslagsstillerne ser det som et problem, at
de gældende regler straffer børnene ved at fratage dem
deres opholdstilladelse. Disse børn er i forvejen
hårdt ramt, da de er udsat for negativ social kontrol.
Reglerne har således ikke den ønskelige effekt om at
nedbringe antallet af mindreårige, som udsættes for
negativ social kontrol, idet de eneste personer, der rammes af
denne bestemmelse, er mindreårige i udsatte positioner. Vi
skal som samfund støtte disse børn - ikke straffe
dem.
Det er afgørende vigtigt, at
genopdragelsesrejser forebygges og forhindres. Hvis et barn
først er ude af landet, kan det være svært for
danske myndigheder at stille noget op. Der er heldigvis gode
eksempler på, at børn kommer tilbage til Danmark efter
at være sendt på genopdragelsesrejse, og at de, trods
forældrenes modstand, tilkæmper sig den plads i det
danske samfund, som de ønsker og har ret til. Disse
børn skal vi som samfund understøtte på alle de
måder, vi kan.
Skriftlig fremsættelse
Rosa Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
opholdstilladelse ikke automatisk bortfalder for mindreårige,
der har været sendt på genopdragelsesrejse.
(Beslutningsforslag nr. B 275)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.