B 240 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af bekendtgørelse om bade- og bådebroer.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 09-03-2021

Fremsat: 09-03-2021

Fremsat den 9. marts 2021 af Birgitte Bergman (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Jacob Jensen (V), Sophie Løhde (V), René Christensen (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

20201_b240_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 9. marts 2021 af Birgitte Bergman (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Jacob Jensen (V), Sophie Løhde (V), René Christensen (DF) og Morten Messerschmidt (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af bekendtgørelse om bade- og bådebroer

Regeringen opfordres til i indeværende folketingsår (2020-21) at ændre bekendtgørelse om bade- og bådebroer, så kommunerne får kompetence til at meddele tilladelser til indretninger på og ved bade- og bådebroer.

Bemærkninger til forslaget

Borgere med ejendomme ud til kysten oplever i dag et uforståeligt bureaukrati, når de har en bade- eller bådebro eller søger tilladelse til at etablere eller ændre en bade- eller bådebro, bl.a. fordi en del borgere med ejendomme langs kysten er oppe i årene og mere eller mindre gangbesværede og derfor har brug for gelænder, trapper ned i vandet eller let adgang til egen båd med bådlift. Efter de gældende regler er det kommunen, der har kompetencen til at meddele tilladelse til etablering eller ændring af bade- og bådebroer, mens den statslige myndighed Kystdirektoratet skal give tilladelse til et gelænder, en bænk på broen, en trappe i vandet, et skilt om lav dybde, en bådlift og andre mindre indretninger på og ved broen.

Der synes således at være en anakronisme mellem statsligt og kommunalt niveau, hvad angår kompetencefordelingen for bade- og bådebroer. Det betyder, at ejere af grunde langs kysten skal henvende sig til to myndigheder, hvis de ønsker at etablere eller ændre en bade- eller bådebro og samtidig ønsker tilladelse til et gelænder, en bænk eller en bådlift. Med andre ord kræver det statslig myndighed (Kystdirektoratet) at tage stilling til beskedne og flytbare indretninger på og ved broer, f.eks. skilte om lavt vand eller sten og gelænder for gangbesværede, mens det er kommunalbestyrelsen, der har kompetencen til at tillade selve broen.

Det virker både uforståeligt og unødigt bureaukratisk at dele kompetencen op på denne måde, da kommunerne har bedre kendskab til de lokale forhold. Og når kommunen kan tillægges kompetencen til at tillade en bade- og bådebro, burde kommunen også have kompetencen til at tillade mindre indretninger på broen med samme formål.

Den nuværende opdeling af kompetencen mellem Kystdirektoratet og kommunalbestyrelsen skyldes, at ministeren med hjemmel i den tidligere kystbeskyttelseslov har delegeret kompetencen til at tillade bade- og bådebroer til kommunalbestyrelsen. Derimod kan kommunen ikke tillade mindre indretninger på og ved bade- og bådebroer, da disse forsat kræver tilladelse fra Kystdirektoratet på ministerens vegne. Da både statsministeren og den nye indenrigs- og boligminister meget tydeligt har tilkendegivet, at regeringen vil gøre op med dobbeltadministration, forventer forslagsstillerne, at miljøministeren har samme tilgang, og at miljøministeren derfor vil støtte forslaget. Ydermere har både statsministeren og indenrigs- og boligministeren udtrykt ønske om, at den offentlige administration i langt højere grad skal decentraliseres. Nærværende beslutningsforslag er netop en decentralisering, hvor beslutningskompetencen rykker nærmere borgeren og det lokale kendskab og behov.

Forslagsstillerne ønsker konkret, at kommunerne også får kompetence til at meddele tilladelser til indretninger på og ved bade- og bådebroer, der har umiddelbar tilknytning til bade- og bådebroernes formål.

Skriftlig fremsættelse

Birgitte Bergman (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af bekendtgørelse om bade- og bådebroer.

(Beslutningsforslag nr. B 240)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.