Forenede Arabiske Emirater har store udfordringer med menneskerettigheder, men Danmark har alligevel støttet landet i at få en plads i FN's Sikkerhedsråd, og til gengæld lover Emiraterne at stemme på Danmark, når der næste gang skal vælges nye medlemmer til Sikkerhedsrådet, jf. artiklen ”Ambassadør: Danmark og Emiraterne støtter hinandens kandidatur til FN's Sikkerhedsråd” fra Altinget den 9. juli 2021 (www.altinget.dk/udvikling/artikel/ambassadoer-danmark-og-emiraterne-stoetter-hinandens-kandidatur-til-fns-sikkerhedsraad). Vil ministeren i den anledning besvare følgende: 1) Hvad er baggrunden for, at Danmark har indgået stemmeaftale til FN’s sikkerhedsråd med Emiraterne, der på flere områder har udfordringer med at overholde menneskerettighederne?, 2) Hvilke forpligtelser ligger bag en sådan aftale?, 3) Hvorfor holder regeringen sig ikke til at lave stemmeaftaler med lande, Danmark er på linje med i forhold til menneskerettigheder, SRSR, LGBTI og kvinders & pigers rettigheder?, 4) Mener ministeren, at en stemmeaftale med Emiraterne er i overensstemmelse med regeringens værdibaserede politik?, og 5) Mener ministeren, at en stemmeaftale med Emiraterne er i overensstemmelse med Danmarks netop vedtagne strategi for udviklingspolitik?
Dato: 13-07-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
menneskerettigheder, folkeretten og andre internationale aftaler