Fremsat 22-01-2025
Sat på dagsorden til 1. behandling 05-02-2025
Ministerområde:
Skatteministeriet
Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om Et stærkere erhvervsliv” mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti af 27. juni 2024. Aftalepartierne er enige om, at det skal være lettere at overdrage en familieejet virksomhed til næste generation.
Det foreslås at nedsætte bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 10 pct. ved overdragelse af erhvervsvirksomheder som arv eller gave til den nære familie. Det foreslås endvidere at indføre et retskrav på en skematisk værdiansættelse ved opgørelsen af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af en erhvervsvirksomhed.
Desuden foreslås, at aktive ejendomsvirksomheder skal kunne overdrages med skattemæssig succession på lige fod med andre erhvervsvirksomheder, og på samme betingelser som disse kunne blive omfattet af den nedsatte bo- og gaveafgift.
Endelig foreslås det, at søskende fra og med 2027 sidestilles med nærtstående familie i relation til gaveafgiftsreglerne. Søskende vil herefter fra 2027 anses for nærtstående familie i relation til både arv og gaver.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog således at de nye regler om gaver mellem søskende træder i kraft den 1. januar 2027.
Den foreslåede nedsættelse af bo- og gaveafgiften og retskravet på skematisk værdiansættelse foreslås tillagt virkning fra den 1. oktober 2024, mens den foreslåede mulighed for succession ved overdragelse af aktive ejendomsvirksomheder foreslås tillagt virkning fra den 1. januar 2025.