Med henvisning til artiklen »Tænketank: 300.000 arbejder som vor tids daglejere« i Politiken den 13. september 2021 bedes ministeren besvare følgende spørgsmål:
A. Hvilke konsekvenser har 0-timers kontrakter i forhold til arbejdsgiverens ansvar for at leve op til funktionærloven?
B. Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det er det reelle antal af arbejdstimer eller formuleringen i ansættelsesbrevet, der har betydning for, hvorvidt arbejdsgiveren har forpligtelser overfor lønmodtageren, idet det af artiklen fremgår, at arbejdsgiveren ved 0-timers-kontrakter ikke er forpligtet til at betale løn under sygdom eller i en opsigelsesperiode og det af funktionærloven fremgår, at det "er en betingelse for lovens anvendelse, at den pågældende beskæftiges af vedkommende arbejdsgiver gennemsnitlig mere end 8 timer ugentlig, og at han indtager en tjenestestilling, således at han er undergivet arbejdsgiverens instruktioner"?
C. I hvilket omfang og med hvilke instrumenter kontrolleres det, at funktionærloven håndhæves?
D. Hvad er status for implementeringen af arbejdsvilkårsdirektivet?
E. Hvilke konsekvenser får arbejdsvilkårsdirektivet for 0-timers-kontrakter?
Dato: 17-09-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelsespolitik