Skriftlig fremsættelse (19. maj
2020)
Beskæftigelsesministeren (Peter
Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sygedagpenge (Midlertidig periode med ret til sygedagpenge for
lønmodtagere, der er i øget risiko ved smitte med
covid-19, og for lønmodtagere, der er pårørende
til personer, der er i øget risiko ved smitte med
covid-19)
(Lovforslag nr. L 190)
Med lovforslaget foreslås det, at
arbejdsgivere får midlertidigt ret til sygedagpengerefusion
fra første fraværsdag for medarbejdere, der vurderes i
øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte
med covid-19, hvis det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen
eller ændre lønmodtagerens arbejdsopgaver på en
sådan måde, at arbejdet kan udføres i
overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for personer,
der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb
ved smitte med covid-19. Hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler
løn under fraværet, får lønmodtageren ret
til sygedagpenge.
Det foreslås endvidere, at
pårørende, der deler husstand med personer i den
særlige risikogruppe bliver stillet på samme
måde. Ordningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens
anbefalinger for pårørende til personer i øget
risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med
covid-19.
På grund
af den ekstraordinære situation er der behov for, at
lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række
dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.
Lovforslagets
hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget
ikke har været sendt i høring, og at det ikke har
været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4
uger før den 1. januar eller den 1. juli.
Det foreslås derfor, at lovforslaget
træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra
ikrafttrædelsen.
Det vurderes med betydelig usikkerhed, at
udgifterne til ordningen vil kunne afholdes inden for en afsat
reserve på 200 mio. kr. i 2020.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.