B 98 Forslag til folketingsbeslutning om snarest at indføre kommunal hjemmel til dels at indføre skærpede miljøzoner for personbiler, dels at etablere nulemissionszoner for køretøjer i bydele.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2019-20
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-02-2020

Fremsat: 26-02-2020

Fremsat den 26. februar 2020 af Henning Hyllested (EL), Eva Flyvholm (EL), Jette Gotlieb (EL), Søren Egge Rasmussen (EL) og Mai Villadsen (EL)

20191_b98_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. februar 2020 af Henning Hyllested (EL), Eva Flyvholm (EL), Jette Gotlieb (EL), Søren Egge Rasmussen (EL) og Mai Villadsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om snarest at indføre kommunal hjemmel til dels at indføre skærpede miljøzoner for personbiler, dels at etablere nulemissionszoner for køretøjer i bydele

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til snarest at indføre kommunal hjemmel til dels at indføre skærpede miljøzoner for personbiler, dels at etablere nulemissionszoner for køretøjer i bydele.

Bemærkninger til forslaget

Rundt om i Europa indfører byer løbende skærpede miljøzoner. Der er eksempler på sådanne skærpede miljøzoner i Tyskland, hvor mange byer har en Euro 4-norm for dieselbiler. Men i de seneste år er flere byer begyndt at indføre skærpede kørselsforbud for dieselbiler. Hamborg var først. Byen indførte i maj 2018 krav om Euro 6-norm på visse strækninger. Og flere byer som f.eks. Berlin har fra 2019 indført samme krav i dele af byen, og i 2020 er Stuttgart kommet med.

I Amsterdam er der sat gang i en proces, hvor hele byen i 2030 skal være én stor nulemissionszone og være helt fri for biler, der kører på fossile brændsler.

I Danmark har staten hidtil blokeret for, at kommuner kan gøre det samme. Men senest har Københavns Borgerrepræsentation i sin nye kommuneplan fremsat ønske om: »Hjemmel til at indføre skærpet miljøzone for personbiler i Københavns Kommune og øvrige kommuner, der måtte ønske det, for at reducere sundhedspåvirkningen fra trafikkens sundhedsskadelige emissioner.« (»Københavns Kommuneplan 2019 - Verdensby med ansvar - endelig vedtagelse (2019-0302914)«, ÆF 41, den 3. december 2019, www.kk.dk/indhold/okonomiudvalgets-modemateriale/03122019/edoc-agenda/16969803-d53a-4db6-b8cc-9f291c4a630e/af10e3c0-448b-40f7-bc64-a52cea78cd0a). Bag dette ønske står et massivt flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, mens Venstre undlod at stemme, jf. ovenfor.

Endvidere har Københavns Borgerrepræsentation i førnævnte kommuneplan fremsat ønske om: »Hjemmel til at etablere en nulemissionszone for køretøjer i en del af Københavns Kommune for at understøtte brugen af elbiler.« (»Københavns Kommuneplan 2019 - Verdensby med ansvar - endelig vedtagelse (2019-0302914)«, ÆF 39, den 3. december 2019, www.kk.dk/indhold/okonomiudvalgets-modemateriale/03122019/edoc-agenda/16969803-d53a-4db6-b8cc-9f291c4a630e/af10e3c0-448b-40f7-bc64-a52cea78cd0a). Bag dette ønske står ligeledes et massivt flertal dog bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, mens Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte imod.

Forslagsstillerne mener, at det er vigtigt at give kommunerne spillerum til at begrænse dels de sundhedsmæssige effekter af forurenende køretøjer, dels at kommunerne skal have langt større frihedsgrader til selv at gøre en indsats for at begrænse transportområdets klimaeffekter, når den lokale politiske vilje hertil findes, så indsatsen ikke alene afhænger af lovgivningsmæssig styring af kommunerne.

Skriftlig fremsættelse

Henning Hyllested (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om snarest at indføre kommunal hjemmel til dels at indføre skærpede miljøzoner for personbiler, dels at etablere nulemissionszoner for køretøjer i bydele.

(Beslutningsforslag nr. B 98)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.