Fremsat den 6. december 2019 af Pernille Vermund (NB),
Peter Seier Christensen (NB),
Lars Boje Mathiesen (NB) og Mette Thiesen (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om vurdering af og kompensation for
ejendomsværditab grundet støj fra Flyvestation
Skrydstrup
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de
nødvendige ændringer af administrative forskrifter,
således at boligejere kan få foretaget vurdering af og
kompensation for ejendomsværditabet som følge af
støj fra Flyvestation Skrydstrup.
Bemærkninger til forslaget
Fredag den 15. november 2019 blev der
indgået en politisk aftale, »Aftale om kompensation for
F-35 kampflystøj fra Flyvestation Skrydstrup«, som
omhandler kompensation til boligejere, der vil blive belastet af
støj fra de kommende F-35 kampfly ved Flyvestation
Skrydstrup.
Aftalen sikrede mulighed for opkøb af
de 117 ejendomme, der ligger tættest på flyvestationen,
og som derved kan være så belastede af støjen,
at opkøb er den bedste løsning for at kompensere
disse boligejere bedst muligt.
Men en resterende andel på ca. 1.500
boliger, der ligger lidt længere væk, får kun
muligheden for at vælge mellem støjsikring og 70.000
kr. i erstatning. Det er ikke rimeligt.
Den nuværende lovgivning giver ikke
mulighed for, at disse 1.500 boligejere kan få vurderet deres
reelle ejendomsværditab, og giver heller ikke mulighed for,
at staten kan kompensere for dette tab. De 1.500 boligejere bliver
derfor ladt i stikken og kan ende med store økonomiske tab
uden ret til erstatning ud over 70.000 kr.
Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen
kan man grundet den nuværende lovgivning ikke gøre
noget for de boligejere, der måtte lide et større tab
på mere end 70.000 kroner, men da Folketinget vedtager lovene
i Danmark, må Folketinget ændre lovgivningen.
Formålet med dette beslutningsforslag er
på den baggrund at sikre, at regeringen foretager den
nødvendige ændring af eksisterende lovgivning,
så det bliver muligt at foretage en uvildig vurdering af
ejendomsværditabet for de boligejere, der i dag kun kan
vælge mellem støjsikring eller 70.000 kr. i
kompensation, og derudover at sikre, at boligejerne bliver
kompenseret for det reelle værditab, som en uvildig vurdering
måtte fastslå.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vermund
(NB):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
vurdering af og kompensation for ejendomsværditab grundet
støj fra Flyvestation Skrydstrup.
(Beslutningsforslag nr. B 55)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.