Udenrigsudvalget (URU) Alm. del

Samling: 2019-20

Samrådsspørgsmål I

Ifølge Knud Vilbys artikel ”Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov” fra Globalnyt dateret den 29. januar 2020 udgør den officielle bistand til Afrika i 2017 omkring 46 milliarder US dollars. Ifølge artiklen skønner Verdensbanken, at det vil koste omkring 260 milliarder dollars eller mere end fem gange så meget at nå FN-målene indenfor uddannelse, sundhed og fattigdomsstøtte. Der har også – indtil for et par år siden – været en lille vækst i OECD-landenes samlede bistand til Afrika, men denne vækst har procentvis været mindre end Afrikas befolkningstilvækst. Så opgjort som bistand per indbygger har der været et fald i udviklingsbistanden til Afrika, så det nuværende niveau er en bistand pr. capita på omkring 40 US dollars om året. Tidligere var Danmark langt mere ambitiøs og niveauet meget højere. Ifølge artiklen angiver OECD, at Danmarks bistand til Afrika er faldet fra et niveau på 975 millioner US dollars årligt i 2011 til et niveau på 425 millioner US dollars årligt i 2017. Der er altså sket mere end en halvering af Afrika-bistanden fra Danmark. Dette fald er ikke typisk for toneangivende vesteuropæiske lande. Ifølge artiklen er Tysklands bistand til Afrika er i samme periode øget voldsomt fra 2,6 milliarder US dollars årligt til 3,7 milliarder US dollars årligt, og Storbritanniens bistand er øget fra 3,4 milliarder US dollars årligt til 3,9 milliarder US dollars årligt. På denne grund bedes ministeren svare på følgende spørgsmål: A) Hvad mener ministeren om det internationale fald i bistanden pr. indbygger til Afrika? B) Hvilke konsekvenser kan Danmarks faldende bistand til Afrika få for udviklingen i Afrika – herunder også i forhold i antallet af flygtninge? C) Hvordan mener ministeren, at regeringen kan sikre at FN-målene indenfor sundhed, uddannelse og fattigdomsstøtte nås i lyset af den faldende bistand til Afrika?
Dato: 21-02-2020
Status: Besvaret
Emne: humanitær bistand
Afholdelse af samrådet: Udenrigsudvalget 11-03-2020 kl. 10:00

Filer

Dokumentdato: 21-02-2020
Modtaget: 21-02-2020
Omdelt: 21-02-2020

Samrådsspm. om, hvad ministeren mener om det internationale fald i bistanden pr. indbygger til Afrika, til udviklingsministeren

Samrådsspørgsmål (pdf-version)
Html-version